The curse of my blood. -Allyson-

Allyson betragtede ham, da han lagde sig ned i græsset. Hun så dog hurtigt væk fra ham igen, fordi hun ikke ville have at han vidste, at hun kiggede så meget på ham. Hun lyttede roligt til hvad han sagde, mens hun betragtede vandet. Hun kørte sin hånd henover vandet. "Hvordan tager englene det så?" Spurgte hun. Hun tørrede sin hånd af i hendes kappe, og så på ham igen. Hun havde et venligt smil om læberne. Det ville undre hende en del, hvis englene ikke kunne lide ham. Han var så sød, rar, og pæn.. Hun rødmede svagt, over hendes tanker, og så straks væk fra ham.
Allyson rynkede svagt på panden. "Jep, jeg kan bare spørge dem." Sagde hun og lagde armene over kors. Hun rystede på hovedet, over det han sagde. "Nej, det er ikke kun derfor. Det var også vampyrer, der dræbte dem." Svarede hun og lukkede øjnene. Hun havde ikke lyst til at snakke om det mere end nødvendigt. Det gjorde hende altid så ked af det at snakke om det. "Jeg håber du har ret." Sagde hun til det med at han sagde, at Caroline altid ville være stolt af hende. Hun rejste sig op, og trak sin kappe tættere om sig. "Vil du med et andet sted hen? Her er ret koldt." Spurgte hun og så spørgende på ham.

Han bemærkede ikke at hun kiggede på ham og hvis hun gjorde, gjorde det ham ikke spor. Det var jo ikke fordi hun stalked ham. Desuden, var det ved at blive mørkt, og modsætningen til hende, kunne han ikke se noget i mørket. hun kunne sådan set række tunge af ham, uden at han ville lægge mærke til det. Spørgsmålet om hvordan englene tog det, fik ham et kort øjeblik til at spænde i kroppen, ved tanken om den første dag de skulle tage imod ham. Mange af dem havde været skeptiske pga. de manglende vinger. Alle de stikkende blikke kunne dræbe en på stedet. Heldigvis, var Josh stædig i sin sag, han vidste at han kunne påtage sig ansvaret som leder og hvis de ønskede det, at kæmpe for at blive en archangel.
"I starten, tog mange af dem det ikke så pænt, de syntes det var en skændsel pga. jeg manglede mine vinger," han så op på himmelen. "Men, som dagene gik, tog de imod mig og nu, er de sikker på at jeg er skabt til at være deres leder," Han satte sig op med hurtig bevægelse. "Engle er ikke altid til at finde rundt i," Svagt rystede han på hovedet og kørte en hånd igennem de brune lokker. Omkring familien, kunne han mærke på hende, at det nok ikke var et emne de skulle ind på, derfor valgte han ikke at spørge mere ind til det. Han kendte følelsen. At miste var nok noget af det værste man kunne opleve. Han rejste sig op og strakte sig."Okay, men, så fører du os et sted hen den her gang," Han vendte sig om imod hende så de stod front imod front. "Du kunne, vise mig dit ynglingsted?" Han smilte blidt til hende..

Allyson kørte sit hår over til den ene skulder, mens han snakkede. Hun var glad for at høre, at englene havde accepteret Josh som deres leder. Hun så på ham, og smilede svagt, da han sagde at engle ikke altid var at finde rundt i. "Gælder det også dig?" Spurgte hun med en drillende tone i sin stemme. Hun kiggede kort på hans hånd, hvorefter hun så på sin egen. Hendes hud var kold, da hun jo var en vampyr. Mon hans hud ville være varm at røre ved? Hun var fristet til at finde ud af det, og hun faldt for fristelsen. Forsigtigt rørte hendes fingre ved hans hånd. Hun fornemmede hans huds varme, og hun trak sig hurtigt væk. Hun rødmede svagt, over det hun havde gjort, og så ned i vandet.
Hun var lettet over at han ikke spurgte mere ind til hendes familie, og hendes fortid. Hun brød sig ikke om at snakke om det. Hun bed sig svagt i underlæben, da han sagde at hun kunne vise ham hendes yndlings sted. Hun begyndte at gå ud af parken. "Selvfølgelig. Kom." Sagde hun. Hun var ret sikker på at han fulgte med hende, så hun fortsatte bare med at gå. Da hun endelig stoppede med at gå, var de henne ved biblioteket. Hun betragtede bygningen med et roligt smil om læberne. "Biblioteket er mit yndlings sted. Der er så roligt, og du kan tænke i fred derinde, eller læse i en bog." Hun elskede at læse, for når hun læste, slap hun væk fra omverdenen, og levede ind i bogen. Selv hvis det ikke var en eventyrbog, men en bog med fakta, så slap hun væk fra omverdenen. Så tænkte hun ikke på sin fortid. Så var hun fri.

Om det galte ham? Det fik ham til at grine en smule, ikke hånende, snarer kærligt, for var han egentlig en forvirrende engel? Han vidste det ikke. Han så hen på hende med sine mandelfarvede øjne. Smilet på hans læber fremviste smilehullerne i mundvigen. "Måske, måske ikke, hvem ved," Han drejede hovedet og så frem for sig igen. De gik langs floden. Vandet løb med en beroligende melodi, som om de sang. Ved følelsen af noget koldt, men dog blødt, så han hurtigt ned på sin hånd af nysgerrighed. Selvom han nok ikke skulle have set det, kunne han ikke undgå at bemærke Allysons hånd der strejfede hans, for derefter hurtigt at fjerne den igen. Han smilte svagt ved det, men valgte ikke at sige noget til det, for hvad nu hvis det bare havde været et uheld?
"Så, er der en speciel person i dit liv, så det er muligt for Care at lege overbeskyttende storesøster?" Han så drillende hen på hende med et kækt smil. Med speciel person, mente han selvfølgelig, havde hun en kæreste, en mand, forlovede eller bare noget i den stil. Nysgerrighed havde altid været en del af ham.
De kom til biblioteket. Dets majestætisk form strakte sig højt op i luften og kastede skygge over de mindre bygninger. Han smilede og gik side om side med Allyson. Svagt nikkede han til det hun sagde. "Det er altid rart at komme væk fra omverdenen engang imellem," Han lagde an til at gå ind i biblioteket, hvis det altså var det hun ville.

Allyson så mistænksomt på ham, da han ikke svarede ja eller nej, på hendes spørgsmål. Hun smilede svagt, da hun så hans søde smilehuller i mundvigen. "Det må jeg hellere finde ud af om du er." Sagde hun med en drillende tone i sin stemme. Hun så ud af øjnekrogen, at han så ned på sin hånd, blev hendes rødmen stærkere. Hun bed sig svagt i underlæben, og så væk fra ham igen.
En speciel person i hendes liv? Mente han en kæreste? Hun så undrende på ham. Hvorfor ville han vide det? Hun tog fat i kappens stof med begge sine hænder, og trak den tættere om sig. "Nej. Er der en speciel person i dit liv?" Hun så spørgende på ham. Hun var genert, men hun prøvede at ignorere det, så godt hun kunne. Det gik nogenlunde fint.
Hun gik ind i biblioteket, da han lagde an til at ville gå ind. Selvom vampyrer ikke kunne mærke kulden, så hadede hun den stadig, derfor var hun lettet over at komme indenfor. Hun så rundt i biblioteket, som om hun var der for første gang i sit liv, selvom hun havde været der flere gange. Hun blev bare altid så overvældet af bibliotekets ro og alle de mange bøger. Hun så på Josh. "Du nævnte en ved navn Jacob tidligere. Hvem er det, helt præcis?" Hun kunne ikke gøre for det. Hun var så nysgerrig.

Josh var nysgerrig, det havde han hele livet været og det ville nok aldrig ændre sig. Dog havde han dog lært hvornår man kunne tillade sig at være nysgerrig og hvornår man ikke kunne. Ud af sin øjenkrog, bemærkede han hvordan Allyson trak kappen tættere på sig, hvilket signalerede for ham at han nok ikke skulle spørge hende om sådan noget igen. Selv trak han sin jakke tættere om sig. Svagt bed han sig i underlæben og drejede hovedet for at hun ikke skulle se det. Det så nok dumt ud sådan at bide sig i læben. Spørgsmålet til om han havde nogen speciel person i sit liv, gav ham et lille stik indeni. Det føltes som en spids pind der prikkede til minderne for at få dem frem for deres skjul. Det samme med følelserne. Han formåede dog at beholde masken på, så følelserne ikke kom på frit fod. "Nej, det er der ikke.. Ikke længere," han smilte svagt til hende og fortsatte med at gå.. Masken forblev oppe som den skulle være.
Biblioteket stilhed beroligede ham og uroligede ham på samme tid. Stilhed kunne både betyde fred og ulykke. Som ordsproget: stilhed før stormen..
han gik langs en bog række med bøger om myter.. Han tog med et smil en af dem ud og kiggede på forsiden. Et billede af en bjørn med et øje så nu på ham fra bogens omslag. Han smilte svagt og stillede den på plads igen..
Jacob. Navnet stak ham i hjertet. Men, som sagt, kunne man ikke se det takket være masken. "Han.. Han var en dæmon jeg engang så som en bror, vi var.. tætte, meget tætte, men.." han sank en klump og så hen på hende. De mandelfarvede øjne lyste af ulykkelighed. "Vi kom op at toppes, vi er ikke længere brødre," Han kiggede hen på bøgerne igen.. Masken skulle ikke sænkes.. Det måtte den ikke..

Allyson rynkede svagt på panden. Ikke længere? Hun fortrød straks at hun havde spurgt ham. Han så ikke trist ud, men måske lod han bare som om, han ikke var? Uanset hvad, så fortrød hun at hun havde spurgt ham. "Hvad skete der?" Da hun hørte sig selv sige det, skyndte hun sig at tilføje noget. "Undskyld. Du behøver ikke svare, hvis du ikke vil." Sagde hun med en undskyldende tone i sin stemme. Hvorfor tænkte hun sig dog ikke om, før hun sagde noget?
Allyson gik langs en af hylderne, ikke så langt væk fra Josh. Hun læste bøgernes titler, indtil han sagde noget. Hun vendte sig om imod ham, og lagde hovedet lidt på skrå. En dæmon og en engel, der var venner? Hun måtte indrømme at det lød underligt, men det var da ikke så meget anderledes fra en vampyr og en engel, der var venner? Hun vidste ikke om hun kunne kalde Josh for sin ven, men det var da en smule underligt, at han ville snakke videre med hende, efter at hun havde drukket lidt af hans blod, uden hans tilladelse. "Hvad skændes i om?" Hun så spørgende på ham. Hun gik hen til ham, da hun så den ulykkelige glød i hans øjne. Hun stoppede dog op, inden hun var nået helt hen til ham. Hvad skulle hun også gøre for at trøste ham? Hun skubbede tanken om det væk, og gik så til sidst helt hen til ham. Forsigtigt krammede hun ham, selvom hun tvivlede på at det ville hjælpe ret meget.

At hun spurgte ind til det gjorde ham ikke noget, nu havde han selv bragt det på banen, nu kunne han ligeså godt fortælle det og nå målstregen. Han tog en dyb indånding og trak jakken tættere om sig. Skammede han sig over at fortælle om Luce? Fortælle om hvordan hun slog op og bare skred fra ham? Følte han sig uduelig? Alle de spørgsmål kom ind på en gang, det var ved at springe ham i luften. Han bed sig irriteret i underlæben. "Du må gerne spørge, jeg bragte det selv på banen, det er kun retfærdigt hvis jeg fortælle om det," Han smilte svagt til hende. Ordene han forsøgte at få ud derefter sad nærmest fast i halsen på ham. Han tvang dem ud. "For ikke så lang tid siden, gik min kæreste fra mig, hun slog op med mig og forsvandt, jeg har ikke set hende siden," han så skammeligt ned i jorden. For ham var det ikke Luce der havde gjort noget forkert, nej, i hans øjne var det ham. Det var ham der ikke havde været god nok..
Inde på biblioteket, fortsatte han med at kigge på bøgerne og det undrede ham ikke at finde en bog om engle og dæmoner, nu når de stod og snakkede om det. Han sank en klump og gik videre. Fingrene lod han forsigtigt køre hen af bøgernes overflader.. Da hun spurgte ham om hvad de skændtes om, stoppede han op og så hen på hende. For ikke at være alt for trist, smilte han svagt. "Jeg er ikke sikker, noget med at vi begge havde forandret os meget og at vi ikke kunne kende hinanden længere, til sidst var det ikke andet end en dæmon og engel der råbte.. Det var ikke længere min bror og jeg," han sukkede. En kold omfavnelse om ham, fik ham kort til at gispe, men han tog glædeligt imod den og omfavnede hende tilbage. Forsigtigt lagde han sit hoved på hendes skulder og lod sig et kort øjeblik forsvinde..

Allyson fik dårlig samvittighed, selvom han sagde at hun gerne måtte spørge. Hun havde det som om at hun tvang ham til at svare på spørgsmålet, selvom det egentlig ikke var det hun gjorde. Hun havde jo sagt at han ikke behøvede at svare, hvis han ikke ville. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen, da han begyndte at snakke igen. Hun bed sig en smule hårdt i underlæben, da han var færdig med at snakke. "Det... er jeg ked af." Hvorfor havde hans ekskæreste dog forladt ham? Hun ville gerne spørge om hvorfor, men det var ikke sikkert han vidste det, siden han ikke selv sagde det. Eller også sagde han det ikke bare fordi at han ikke ville have at hun fik det af vide. Uanset hvad, så ville hun ikke spørge om det, fordi hun ikke ville risikere at såre ham mere. Forsigtigt tog hun hans hånd, og gav den et venligt klem, for at opmuntre ham lidt.
Hun kunne godt sætte i hans sted, selvom hun ikke var uvenner med Caroline. Hun besluttede sig for at hjælpe ham. Han skulle ikke lide sådan. Hun havde ikke kendt ham i lang tid, men allerede nu vidste hun at han ikke fortjente at leve igennem al den smerte. "Hvorfor kontakter du ham ikke igen?" Spurgte hun hviskende, da han lagde sit hoved på hendes skulder. "Du kan prøve at snakke med ham, uden at råbe." Hun trak sig lidt væk, så hun kunne se hans ansigt. "Jeg kan tage med, hvis du ikke vil besøge ham alene." Hun smilede opmuntrende til ham.

Hun skulle ikke have dårlig samvittighed over det. Det var der ingen grund til. Josh klarede sig, nok gjorde det mere ondt end han ville indrømme, men, han ønskede ikke at det skulle gå ud over andre. Hvis de var glade, skulle humøret ikke ændres takket være ham. Han smilte blidt til Allyson.
"Det skal du ikke være, du kan jeg jo ikke gøre for det," Han ville sige noget mere, da hendes kolde hånd sneg sig ind i hans varme.. Det beroligede ham at mærke hendes venlige klem. På venligheden og den forstående lytter, kunne han sagtens se Caroline i hende.. Der var ingen tvivl om at de var søstre.. Og i hans øjne var det en god ting. Forsigtigt klemte han hendes hånd tilbage og uden han tænkte videre over det, lod han dem være foldet sammen til et.
Uden at trække alt for langt væk fra hende, gav han slip på krammet og så på hende imens hun snakkede. Han hadede denne følelse. At være svag var ikke lige det han satte pris. Der var en grund til at den maske var blevet lavet. Ingen skulle se svagheden. Blidt rystede han på hovedet af det hun spurgte ham om. De kunne ikke kontakte Jacob... Inderst inde vidste han også godt hvorfor de ikke kunne.. Josh frygtede at Jacob hadede ham, at han ikke ville se sin bror foran sig, men blot en engel der skulle udryddes.
"Tak for tilbuddet Allyson, men, jeg tror ikke at det vil gå.. Det er en lang historie," Han smilte taknemmeligt til hende. Uden han nåede rigtigt at tænke sig om, løftede han hendes hånd op til hendes læber og kyssede den blidt og hurtigt.. Derefter gav han slip på den. "Men, jeg takker for det du allerede vil hjælpe mig med, men, du skal ikke rodes ind i mine problemer, det fortjener du ikke," Han blinkede drillende til hende og fortsatte med at kigge på de forskellige bøger.

Allyson trak på den ene skulder. Selvom hun ikke havde haft noget med det at gøre, så var hun stadig ked af at høre det. Hun så på ham med et svagt glimt af tristhed i sine øjne. "Men, jeg ville altså ønske at du ikke havde gennemlevet sådan noget." Sagde hun og smilede svagt til ham. Der var dog ingen glæde over hendes smil. Hun mærkede genertheden krybe tilbage, da han lod deres hænder være foldet sammen til et. Hun så væk fra ham, og bed sig genert i underlæben. Hun tog dog ikke sin hånd til sig. Varmen fra hans hånds hud var behagelig.
Allyson skulle til at trække sig helt væk, men stoppede op, da han løftede hendes hånd og kyssede den. Hun rødmede kraftigt, og så genert væk fra ham. Hun tog et skridt væk fra ham, da han begyndte at se på de forskellige bøger. Hun så kort på hånden, han havde kysset. Hvorfor havde han dog kysset hendes hånd? Hvorfor reagerede hun så kraftigt på det? Hun så på ham. "Men, du fortjener altså ikke at leve med al den smerte alene." Sagde hun. "Jeg er ligeglad med at det er en lang historie om, hvorfor du tror det ikke vil gå, jeg vil gerne høre om det." Hun rankede sig, og så stædigt på ham. Hun følte sig skrøbelig, og genert, men hun prøvede at ignorere det.

Josh smilte blidt til hende. Kær, det var hun skam og smuk var hun også. Det var sødt af hende at ville hjælpe ham så meget. Dog ville han ikke udsætte hende for det. Det var et problem imellem ham og Jacob. Det var noget han skulle rode hende ud i. Ved lyden af døren gik op med et sæt, løftede Josh blikket og til hans overraskelse, kom ingen andre end hans vagter tornende ind af døren med de grå kutter svingende om sig. Han gjorde et hurtigt lille nik til Allyson om at hun nok burde smutte, vagterne var ikke meget for at lade vampyrerne være i nærheden af ham.
"vi ses," mimede han kort med læberne inden vagterne nærmest trak ham ud af døren, tilbage til palæet hvor de mente at han hørte til.

//OUT