Kiss. >>Amara/angela<<

Ember: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Noa: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Mørket omringede dem begge. Ingen kunne rigtigt se dem. Endda Embers lange hvide hår, var blevet til lange grå og mørke snoer i den snævre belysning. Han smilte til hende. Om det var drinkens skyld eller om han rent faktisk havde det godt, kunne han ikke rigtig bestemme sig for. Han havde kendt Ember i nogen uger nu. Alt ved hende var nærmest perfekt. Hun var sød, smuk og sjov. Aldrig havde han grint så meget som han havde med hende! Hver gang hun sagde hans navn, fik det ham til at sitre og smilte hun til ham, kunne han ikke forhindre sin egen mundvige, i at dreje opad. At de sad i mørket gjorde at han havde det som om, at det kun var dem i verden og ingen kunne bryde ind i dette mørke. Noa tillod sig at fjerne en hårlok fra hendes ansigt. Det fik hende til at smile stort til ham og endnu engang mærkede han sig selv smile. I det øjeblik havde han det som om at hans ansigt kunne sprækkes.
Noget inde i ham, sagde dog også at han kun havde det sådan omkring hende, fordi han ikke kunne få Angela. Vredt bed han sig i underlæben over sådan en tanke. Han ville ikke udnytte Ember på den måde. Sådan var han ikke.
Lige som han ville til at sige noget til Ember, lænede hun sig frem imod ham, placerede sine læber på hans. Mørket omringede dem begge, åd dem op og Noa havde det som om, at han var ved at forsvinde i det. Han lukkede sine øjne i, kyssede hende tilbage og lagde sine hænder om hendes hofter..
Lige nu skulle verden bare ignoreres..

P:: En sort kjole.

Angela kom gående ind på diskoteket og havde bestilt sig en drink, alt skulle bare ned.. Hun kiggede sig over skuldren da hun kunne genkende færten fra en bestemt lille hybrid. Nemlig Noa, hun drak hurtigt sin drink inden hun vendte sig om for at kigge efter om hun kunne se ham. Først kunne hun intet se, men prøvede at se om hun kunne finde frem til lyden af hans stemme men den var der ikke overhovedet.. Hun trak på skuldrene og tog en fremmeds drink som hun bundte hurtigt. Angela rejste sig så op og ledte lidt, hun var sikker på at han var her et eller andet sted.
Så fik hun øje på ham. Han kyssede en anden pige, og det var jo ikke fordi at det var færdeligt eller noget som helst. Angela lagde hovedet lidt på skrå og lagde armene overkors. Så bestemte hun sig for at gå derhen.
"Jamen hejsa." Sagde hun og satte sig faktisk direkte ned imellem dem, hun smilede stort men ikke ægte.
"Dejligt at se dig igen Noa." Sagde hun og vendte så blikket imod Ember.
"Navnet er Angela, jeg er sikker på det er en ære." Sagde hun med et lille truende blik, man skulle ikke komme på den forkerte side af Angela.. Specielt ikke i det humør hun var i for tiden.

Deres læber blev ved med at være trykket sammen. De kunne være flettet sammen, hvis ikke det havde været for en hvis Angie, der bestemte sig for at afbryde dem ved at sætte sig imellem dem. Noa kiggede overrasket på hende. Han havde ikke forventet at se hende! Det overraskede blik ændrede sig hurtigt til en irriteret grimasse. Det store, falske smil kunne hun godt fjerne, han var klog nok til at se det ikke var ægte.
"Det er også rart at se dig Angela," sagde han med en irritabelt toneleje.
Ember sad bare og så forvirret på dem. Det ene øjeblik så hun på Noa, ventede på en forklaring og det næste øjeblik, så hun på Angela og sendte hende et høfligt smil. "Mit navn er Ember," Det truende blik prøvede hun ikke at tage for personligt. "Jeg øhm,"
"Angela, nu når du sådan kommer dumpende, så lad mig hente dig noget at drikke," afbrød Noa, Ember. Han så på Angela med et løftet øjenbryn, inden han vendte ryggen til hende og gik hen til baren. Kroppen bevægelser var stive og irriteret.
Ember så efter ham med et smil. Hun så derefter hen på Angela. "Jeg er nu ikke så sikker på at det er en ære at møde dig," Selvom sætningen ikke var høflig, var tonelejen ren og uskyldig, det samme galt smilet på hendes lyserøde læber. "Du afbrød i noget, har du ikke lært at det er uhøfligt?" Hun satte hovedet på skrå, hånende.

Angela smilede til Noa, og kiggede kort efter ham da han gik. Så kiggede hun over på Ember og fnøs med et hånligt grin.
"Jeg ville være meget påpasselig med hvad du siger til mig Ember. Du skulle jo nødig ligge spredt udover det hele, det ville være et stort rengørings arbejde. Desuden lille ulve pige, Noa drikker dig sikkert op når du mindst forventer det. Varulve blod er en af hans specialiteter, men jeg kan godt dræbe dig og gøre en ende på dig.. hvis du er intresseret." Sagde Angelas så og greb hurtigt om halsen på Ember med et irritabelt smil på sine læber. Hun strammede grebet om Embers hals, hun var stærk.. Fyldt op med vampyrblod.. Hun havde sit tempramant fra sin far.. Det samme havde Nicolas.. Angela lagde hovedet på skrå. Hun blokerede sådan at hvis Noa vendte sig om, ville det bare ligene at de havde en 'hyggelig' lille snak.

Ember lyttede til hende, men, igennem hele samtalen så hun bare på hende med et hånende smil og et glimt i sine blå øjne, der sagde: Jeg er ligeglad med dig. Hun tillod sig endda at himle med øjnene en gang og derefter tage en fin lille tår af sin drink. De lange, tynde fingre passede perfekt om glasset. Da Angela var færdig med at snakke, undslap hun en lille latter, der var blandet med et hånende og skærende fnys. "Hør her dukke, jeg ved ikke hvem du tror du er, men mig og Noa har det godt sammen," Hun så hende ind i øjnene og løftede øjenbrynene i en vippende bevægelse. "Meget godt sammen, hvis du forstår hvad jeg mener, men bare rolig, du kan få ham så snart jeg er færdig med ham," Hun blinkede til hende og lige i det øjeblik hun ville tage af sin drink, fik et greb om halsen på hende, til at tabe glasset, så en regn af glasskår svævede ud på dansegulvet.
Lyden af knust glas fik ganske rigtigt Noa til at se hen imod dem, men, da han ikke kunne se noget, kiggede han bare hen på bartenderen igen, ventede utålmodigt på at drinksne skulle blive færdige.
Selv om Angelas greb om halsen var hårdt, fjernede Ember aldrig det hånende smil fra sit ansigt. "Hvad er der?" Fik hun fremsagt imellem gispene efter luft. "Kan du ikke klare tanken om nogen udnytte ham?"

Angela så ekstrem kold ud, der var ikke en muskel i hele hendes ansigt som rørte på sig. Ganske kort virkede det til at intet ville ramme hende, og det var ikke fordi at det gjorde. Der var sket værre ting for hende end et par ynkelige ord fra en lille dulle af en varulv? Varulve var endelig ikke ret meget værd, ikke for at fornærme hverken Andrea eller Noa.. Rettere sagt.. Blonde varulve. Angela kom endelig med et hånligt fnøs inden hun slap grebet om hendes hals.
"Ved du hvad? Jeg advarede dig." Derpå rev Angela hjertet ud på varulven uden at blinke. Hun kiggede på hjertet som var placeret i midten af hendes hånd som en skat. Angelas hånd var rød af det klamme tykke blod som omfavnede hendes hud..
"Jeg hader virkelig dårlige manere." Sagde hun og derpå smed hun hjertet fra sig og ignorede folkene der gloede på hende og viskede. Angela gik op til Noa og kiggede på ham.
"Sorry, men jeg har dræbt din kæreste. Det var bedst sådan." Sagde hun uden endelig at virke ked af det. Det var jo bedst sådan? Hun ville jo ham intet godt alligevel denne Ember? Angela vidste at det ville være hårdt at tage imod sådan en nyhed.. måske så hårdt at han aldrig ville tale med hende igen, og det var måske også bare bedst sådan?..

Ember nåede ikke rigtig at gøre noget, før hjertet ikke længere var i kroppen på hende og hun faldt om på jorden, tom og livløs. De blå øjne lyste ikke længere op i mørket. Folk rundt omkring dem, skreg enden op eller stod stive af skræk. Nogen få løb endda ud af døren og så sig aldrig tilbage. Alt musik og jubel var forsvundet, hvilket var det der gjorde at Noa så sig forvirret rundt og han nåede ikke rigtig at gøre noget, før Angela kom op på siden af ham og fortalte ham det hele. Han kunne have slået hende i det øjeblik! Hvorfor gjorde hun det imod ham! Måtte han ikke være glad? Skulle han være ulykkelig resten af sit liv i hendes øjne? Blive ved med at være ulykkeligt forelsket i hende?
Han kunne ikke få ordene ud. De klistrede på tungen på den mest ubehagelige måde. I stedet for ord, trak han sine tænder frem og sprang på hende, så de begge nu gled hen af dansegulvet. Han holdte hende nede med alt den styrke han ejede. Vampyrtænderne var fremme og de gyldne, glubske varulve øjne lyste og skar i mørket.
"Hvorfor gør du det her imod mig? hader du mig!? hvorfor dræbte du hende?!" Hans stemme var hæs, vred og forvirret. Han fortsatte med at presse hende ned imod det hårde dansegulv. "Kan du ikke tåle at jeg måske forelsker mig i en anden end lige dig? Eller hvad foregår der oppe i dit hoved!?"
Folk så nysgerrigt på dem. Selv bartenderen var stoppet med at lave drinks for at følge med.

Han blev vred ikke noget hun ikke selv havde forventet, hun ville selv være blevet vred. Hun lod ham smide hende ned i jorden, og lyttede til hvad han sagde. Da han så var færdig hævede hun sit hoved så det hamrede ind i hans så hårdt hun kunne, hvorpå hun i fart kom op og stå imens hun fik ham op på disken. Hun holdt en hånd om hans hals, og kiggede ham i øjnene.
"His dig dog ned. Ingen grund til at flippe sådan? Jeg gjorde dig en tjeneste, tøsen var en skuespiller, hun spillede på sit hjerte. Jeg kender de typer som spiller på dig hjerte, tror du jeg ville lade hende sårer dig? JEg kender smerten! Hvorfor fanden skulle jeg ønske dig ulykkelig?" Hun rev ham og og så, men op af en mur så hun havde changen for at kigge ham godt ind i øjnene.
"Hvis jeg ville have dig ulykkelig, så havde jeg ladet dig ride afsted igennem en regnbue eller et eller andet, for at du kunne blive såret den dag tøsen så ville smide dig ud som affald. OG lade dig ligge og rådne op, indtil du tager dig sammen og slår hende ihjel for at have gjort det imod dig." HEle den sætning fik hende til at tænke på Matt da han forlod hende, at Leon havde forladt hende.. Alt den smerte var i hendes stemme igennem de sætninger, han kendte hende nok til at vide hun ikke bare ville gøre det uden grund. Eller jo Angela havde dræbt mange uden grund, men hun ville aldrig gøre noget der kunne gøre ham ulykkelig.
"Men fint. Had mig, det måske det gode ved det. Så kan du glemme mig og komme overmig. Farvel." Hun trådte væk fra ham og løb så afsted. Hun kiggede sig ikke tilbage, hun stillede sig op af en mur hvor hun kun fældede en dyrebar tårer. Hun hadede at efterlade ham på den måde, men det var måske det eneste gode for fornuftige for ham. Dog hang den unikke fært stadigvæk over hende, hun var ikke langt væk.

Spillede? Havde Ember spillet i alt den tid? Havde hendes smil bare været falske? Havde intet af det de havde snakket om betydede noget? Han kunne ikke få luft. Alle former for følelser var ved at kvæle ham. Han følte sig snydt og frem for alt mislykket. Hvad havde han regnet? at han bare kunne møde en anden og regne med at hun elskede ham? Der var ingen der elskede ham. Det var der aldrig nogen der kom til. Han kunne kvæle sig selv af bare skam og ydmygelse. Efter Angelas ord, kunne han ikke rigtig finde rundt i sig selv. Hun havde ret. Han troede på hende, hvorfor skulle Angela ellers have slået hende ihjel? Selv efter ordet farvel og at hun løb sin vej, følte han ikke andet end skam og uduelighed. Som en kludedukke, lod han sig falde ned fra baren og mødte det hårde dansegulvs slag på sin krop. Han satte sig op og stirrede ned i mørket. I mange minutter, sad han bare der og var ved at blive kvalt af sorg, der snørede halsen sammen. En tåre trillede ned af hans kind. Han kunne ikke få Angela ud af sit hoved. Farvel. Hun var den eneste han havde, også havde hun sagt farvel? Tåren fortsatte ned af hans kind, til den kom til hans læber og smagen af salt drillede hans smagsløg. Ikke en eneste kom hen til ham, alle gik udenom eller stirrede på ham, snakkede om ham, men ikke en eneste kom hen til ham.
Han følte sig alene..
Tom..
Han var alene og han var tom. Der var ingen der elskede ham.. Og heller ingen der bekymrede sig om ham længere.. En anelse omtumlet, rejste han sig fra gulvet og gik med tomme øjne og døde bevægelser hen imod døren. Den kom nærmere og nærmere, til sidst var han henne ved den, ude af den og kunne smække den i bag sig..
Selvom han vidste hun havde sagt farvel, så fulgte han hendes fært, med sløve bevægelser, der ikke tilhørte nogen levende. Til sidst satte han i løb derhen imod. Klar på at finde hende.
En skikkelse op af en mur fangede hans øjne og han var med det samme klar over hvilken skikkelse det var. Det var Angie, hans Angie.
Inden hun overhovedet kunne nå at blinke, stod han oppe foran hende, så på hende med par øjne der var tomme og som der alligevel sagde mere end tusinde ord.
"Du vover bare sådan at sige farvel, jeg lader dig ikke gå," han gik helt op til hende, trykkede sin krop imod hendes. De var nu begge presset op imod muren. "Jeg går ikke fra dig, jeg er lige her, du skør bare sådan at tro du kan sige farvel!" Han lod sit hoved hvile op af hendes. "Du er min angie, om du kan lide det eller ej," Efter de ord, trykkede han sine læber imod hendes i et kærligt kys.

Hun stod og stirrede ud i luften, der var ikke en eneste tanke som strejfede igennem hendes hoved. Angela var tom for tanker og var endelig klar til at gå da Noa pludselig stod foran hende. Angela kiggede ham ind i øjnene. Hun mærkede hans krop tæt op af hendes og kiggede ham i øjnene.
"Noa, du ved jeg er virkelig ikke god for dig." Hviskede hun og lagde hovedet lidt på skrå. Han lod sit hoved hvile op af hendes, hun følte sig kort frosset fast til hvor hun stod.. Han pressede sine læber imod hende, og hun kunne ikke lade hver med at gengælde kysset. Så tog hun godt nok roret og vendte dem om så han kom op og stå imod muren med ryggen. Så trak hun sine læber til sig og trådte et skridt tilbage. Hun smilede skævt til ham.
"Du ved jeg ikke vil sårer dig, jeg vil være fair overfor dig." Selvfølgelig ville hun ikke bare spille på de følelser han havde for hende, hun havde ikke brug for en mand i hendes liv. Ikke ligenu. Hvem vidste om hun nogensinde ville lade en mand komme ind i hendes liv.
"Du skal ikke tage det som en afvisning, tro mig du er fantastisk Noa." Angela lagde hovedet lidt på skrå. Han vidst vel godt at hun ikke ville sårer ham, men derfor vidste hun godt det gjorde ondt.
"Jeg ønskede aldrig du skulle få de følelser for mig, jeg regnede aldrig med nogle nye ville få dem. Men jeg vil bare ikke spille på det, ligemeget om jeg kan lide at kysse dig eller ej. Jeg vil aldrig være sådan imod dig." Hun lagde tryk på dig, for at vise ham at hun sagtens kunne finde på at spille på andre for at få noget hvis hun virkelig behøvede det.

Han vidste godt at han ikke burde gøre det, han burde ikke kysse hende, for lige meget hvad så kunne hun ikke få disse følelser for ham og hun ønskede ikke at lege med ham. Pludselig kunne han mærke muren imod sin ryg. Da han åbnede øjnene for at se hvad der foregik, overraskede det ham ikke at se hun havde vendt dem om og hun nu så på ham med et skævt smil. En anelse akavet kløede han sig ned af sin underarm. Han lyttede til hendes ord og han måtte indrømme at det gjorde ondt. Mere ondt end det skulle gøre, hun ønskede jo ikke at såre ham, ved bare at kysse ham tilbage og give ham falske forhåbninger. Han forstod det. Det var sandheden og den gjorde ondt. Sandheden gjorde altid ondt eller også var den kedelig. Han bed sig svagt i underlæbe. Endelig tog han modet til sig, løftede blikket og sendte hende et svagt smil.
"Det ved jeg du ikke vil Angela," sagde han en smule hæs. Hurtigt rømmede han sig for at få stemmen på plads igen. "Jeg vidste heller ikke jeg skulle få disse følelser for dig og være så stort et besvær for dig," Langsomt startede han med at gå væk fra muren. "Jeg forstår det godt Angela, du ønsker ikke at skade mig og det sætter jeg pris på," Han holdt de latterlige følelser inde. De skulle gemmes væk igen. Sådan som de altid havde været. De skulle pakkes ned i en mørk kasse igen. "Vi starter bare forfra, måske jeg kan ende med at være en ekstra bror? Hvad siger du til det?" Han forsøgte at smile stort, det blev dog kun til et svagt smil. Langsomt startede han med at gå og gjorde et nik til at hun kunne følge med ham hvis hun ville. For alt i verden ville han ikke bryde sammen.
Ude bag de mørke mure, var der kun få væsner ude i nattemørket. Noa kunne på deres duft kende at det var vampyrer. Vampyrer på jagt vel og mærke.
En af dem så hen på dem begge med et løftet øjenbryn. "Hvad har vi her? Hybrids?" Ordene blev efterfulgt af en hånende latter. "Hvordan har man det på særlinge markedet?" Nogen andre vampyrer tillod sig at grine med.
Noa kiggede bare koldt på ham. "Det burde du vide alt om, du bor der jo til dagligt ikke sandt?" Han sendte ham et falsk smil.
Vampyren vrissede bare af ham. "Var din mund unge misfoster,"
Noa ignorerede det og gik videre ved siden af Angela.

Hvad har vi her? Hybrids? stemmen gled ind i hendes ører og ændrede hendes opmærksomhed imod disse vampyrer. Angela kiggede lidt ned i jorden, som om at hun var blevet lidt såret af dem. Dog sneg et smil sig op til Noa's svar, dog da han gik videre greb en af vampyrerne om armen på Angela og trak hende ind til ham. Angela løftede hovedet og rystede så lidt på hovedet. "Er det dit bedste trick?" Spurgte hun flabet, inden hun med en fri arm kunne smadre sin albue op på kæben af manden så han trådte tilbage tidsnok til at Angela hurtigt kunne vende sig om og prikke begge sine tommelfingre ind i øjnene på vampyren til han skreg af smerte. Så trak hun fingrene til sig og rev hjertet ud på ham.
"Jeg hader da også bare dårlige manere." Rystede hun på hovedet og kastede hjertet fra sig. Et blik gled over på de sidste der var tilbage. Hun trådte et skridt frem for at tage fat om halsen på endnu en af vampyrene. Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig, Davina skulle nødig komme noget til." Sagde en af vampyrerne og kiggede på hende. Angela spærrede kort øjnene op og frøs kort. Så vrissede hun tænder af ham og slap den anden for at gribe fast om hans hals. Du ved ikke en fucking skid!" Råbte hun af ham, imens hendes hugtænder var ude og gjorde hendes stemme mere hæs hvor blodårene der var trådt frem viste hendes vrede. Hun hamrede ham ind i en mur og så ham i øjnene.
"Hvor er hun henne!?" Spurgte hun mere eller mindre roligt, dog svarede han ikke og Angela smed ham ned langs jorden flere meter hen. Hendes vrede gjorde hende stærkere end hun allerede var.. Hun løb hen og samlede ham op. Så smed hun ham op af muren igen.
"Hvor er hun!" Råbte hun så truende.. En af hans vampyrer løb op på siden af dem og stak en kniv i ryggen på Angela så det var ganske tæt på at den ramte hendes hjerte. Den nåede maks at gnide sig lidt op af hinden. Dog var det nok til at Angela faldt på knæ og klemte øjnene sammen, vampyrene stak af. Angela kneb øjnene sammen og knyttede nævnerne.. "Nej! Kom tilbage forbistrede blodsugende idioter!" Råbte hun inden hun kiggede op.
"Noa hver en skat at fjerne kniven, den danser lige frem om at skære i mit hjerte. Og jeg har ikke ligefrem lyst til den næste sving om."

Det hele skete så hurtigt. Det ene hjerte røg efter det andet. Angela der råbte og skreg om en eller anden pige, Davina var det vidst nok. Egentlig var det ikke hans stil, men det galt angie, så ville han gøre alt. Som et rovdyr, angreb han en af vampyren, greb fat om hovedet på den og gav ikke slip, før hovedet ikke længere sad fast til kroppen. Blod ramlede ud over det hele. Det så ud som om nogen havde kastet med rød maling. Han smilte lumsk og da han kiggede til siden, gik det op for ham at de andre vampyrer var væk, efterladt Angela med en kniv i nærhede at hjertet.. Hurtigt trak han den ud og lænede sit håndled hen imod hende. "Drik, vampyrblod healer dig," han så på hende og tog ikke et nej for et nej..

Kniven som rev sig ud af hendes kød gjorde ondt, men hun trak det i sig. Angela kiggede på hans håndled, og så op på ham. Angela var skam en klog kvinde, hun vidste at hun havde brug for det. Så hun tog hans håndled ind imod hendes læber, og lod sine tænder glide igennem huden på ham. Så sugede hun til sig af hans blod, det var en mærkelig smag ikke en som man ville prøve hver dag. Og Angelas smag forblod gjorde at hun faktisk godt kunne lide den, også selvom der var varulv i. Der var et eller andet over blodet som hun gjorde at et øjeblik glemte hun at det var Noa at hun drak fra. Med et skubbede hun vægten fra sig og satte af, så hun hamrede ham ind i murene imens hun drak af hans håndled. Det var blot rovdyret, dog fik hun genskabt kontrollen og slap ham. Hans blod sad på hendes mundvige og gled ned af hendes hage. Det tykke væske gled ned af hendes hud og videre ned på hendes kraveben. Hendes øjne var røde som aldrig set så kræftigt før og blodårene under hendes øjne forsvandt langsomt lige som den morderiske farve i hendes øjne. En dyb indånding og den morderiske vampyr havde forladt hendes blik, dog kun hans blod var tilbage på hendes ansigt. Angela nikkede så.
"Undskyld for dit lille møde med muren, jeg troede bare ike at dit blod ville smage så overraskende delikat." Smilede hun skævt.

Hun tog imod tilbuddet, sluprede blodet i sig og i starten gik det slet ikke for ham hvor det kunne ende med at føre hen. Det gjorde slet ikke ondt på ham. Det føltes allerhøjst som et myggestik. En meget stor myg der bare blev siddende og siddende. Pludselig mødte han muren. Et slag i ryggen, der gik igennem ham, helt ned til halebennet. Han bed sig hårdt i underlæben. Havde hun ikke ladet sig rive en smule for meget med? Varulve havde jo aldrig været hendes ynglings blod, hvilket var halvdelen af det han var, så han forstod det ærligtalt ikke. Ved synet af hans blod trillende ned af hendes smukke hud, fangede ham samtidig med at det forvirrede ham. Han satte hovedet på skrå, kiggede ned på det blødende håndled og for at stoppe blødningen, ødelagde han noget af sin trøje og bandt det stram omkring. Inden længe var trøjestykkets stof ændret fra hvid til mørkerød. Han kiggede op på hende igen.
"Det havde jeg heller ikke, jeg er trods alt halv varulv og jeg troede ikke at varulve lige var din kop teh," Det kom som en svagt drillende sætning ud af hans mund. Angelas monster havde ikke formåede at skræmme ham væk. Et monster kunne kun skræmme små børn, der ikke turde kigge under deres senge, når de skulle til at sove. Han gned lidt sit håndled, inden han startede med at gå og regnede med at hun fulgte med ham. Hvis ikke, bestemte hun det helt, helt selv. Han så sig over skulderen, sendte hende et stort smil. Stadig med den ene hånd om den anden hånds håndled, vendte han fronten imod hende. "Jeg forstår det egentlig ikke, hvordan kan mit blod pludselig smage så godt?"