I'm fine - Richard

Richard satte I løb ned af gaden, det var så befriende og rende om natten. Ind I byen I hans ulveform, han havde aldrig følte det så befriende før. Han stoppet op og snuste  lidt omkring mens hans hoved, så op af han kunne lugte noget dødt og bevæget sig der ved lidt tæt på. Han kunne dog ikke se at der var noget dødt kun en kvinde som havde sat  sig ned. Han bevæge sig lige så stille tæt på hende, og snuste så til hende mens øjne kigge på hende. Han puffe til hende med hans snude, og kigge så op på hende han var dog ikke sikkert på hvilken race hun var han havde dog nogen idere.Han puffe til hende igen og gav et hyl fra sig, hun skulle reagere på det ellers vilel han skade hende.
//krea svigt.//

Blair opfangede duften af shapeshifter lige så snart duften kom tæt på. Hun reagerede dog ikke på det, hun så ingen grund til det. For det første havde hun intet imod shapeshifter racen, og for det andet havde hun ikke energi til det. Hun vendte blikket imod ulven der stod og snuste til hende. Blair aede forsigtigt ulven hen over hovedet og ned langs halsen. Hun synes ulven var rigtig flot, og så virkede det også som om den var ret menneskelig. Hvilket den jo også var, eftersom der var et menneske gemt derinde. Hun forsatte med at ae ham i forsigtige strøg.

Richard kigge op på hende, og da hun begynde og ae ham, vendte han sig om og lå på ryggen. Mens han bidt lidt legesygt ud mod Blairs hånd, han elsket og være I den her form. Han smile op til Blair,  og løb så væk han ville ikke jah lade hende tro at han bare ville ha opmærkesomhed. Så Efter og ha ladt som om han var gået, forvandlet han sig om, til  hans Menskelig form og gik ned mod hende igen. Hvis hun var hvad han tror ville hun vide hvem han var, han havde skifte tøj om til det han havde lagt I en kasse om bag det her sted. Det var jo hans normal rute, han gik direkte og målrette mod hende igen da han fik dem taget på. Han smile til hende da han var kommet der hen og  satte sig, så ved hende mens han kigge på hende. Han smil og sætte sig ned ved hende, "navent er Richard og dit er."

Blair blev ved med at ae ulven, indtil den løb væk. Det fik hende bare til at sætte sig præcis som hun gjorde inden ulven kom. Hun så bare frem for sig og tænkte på alt det hun havde gjort forkert i hendes liv. Hun var ikke ligefrem det bedste selskab i øjeblikket, men det var hun sjældent for tiden. Hun havde ikke noget specielt godt i hendes liv, noget der kunne bringe hende glæde. Det havde hun ikke haft i lang tid. En stemme fik hende til at vende blikket til siden hvor der lige pludselig sad en mand. Hun forsøgte at fremane et smil, men det blev temmelig halvhjertet og virkede ikke specielt optimistisk. "Blair."

"Har du det helt godt, Blair for du ser ikke særlig godt ud har du fået væske idag." Sagde Richard og kigge på hende, hans lidt barmhjertig del tog nemlig over nu sammen med hans stædighed. Han kigge på hende, mens han smile til hende, der var nu noget over hende hun var smuk det kunne han se så mon ikke hun var sød det var et forsøg vær. Han smile og sætte sig helt ned ved siden af hende, mens han kigge på hende. Hvis hun var en vampyr hvilket han ville gætte på, skulle hun helt sikkert ha noget nu.  Hun så nemlig ud til og være mega dårlig, siden hun så så sløj ud.

Blair vendte blikket væk da han spurgte ind til hvordan hun havde det. Hun så ingen grund til at en fremmede skulle blande sig i det. Hun var blevet ret reserveret efter hun havde mistet så meget. "Jeg har det fint." Hun så ned på hendes albuer hvor der stadig var nogle sår. Det undrede hende ikke, hun skulle have blod for at heale. Hun var blevet bedre til at kontrollere blodlysten, men når hun praktisk talt sultede sig selv var det svært at styre det, så hans blod var temmelig tiltrækkende for hende. Blair kæmpede dog imod.

Han fnyste af hende, "Blair du skal ikke bilde mig ind at du har det fint for jeg kan sku nærmest se på dig du har det dårligt." Man kunne høre en vred nærmest stædig stemme, som sagde det Richard var I teorien pisse ligeglad med hvad der sket med hende. Men han hun opførte sig sådan her, gjorde ham rassende når han enlig hjælp folk eller fik trangen til det blive han også rasende selv om det ikke gav mening. Han bliv rasende hvis de ikke tog imod og I nogen tilfældet, kunne han bare finde på og tvinge dem til det så de fik det bedre. Men det ville hun selv opleve, hvis hun ikke tog imod hjælpen. Han skar tænder og kigge på hende inden han skar I sig selv, så hun ville kunne lugte blodet hunn havde brug for det om hun ville eller ej. "Tag så det blod ELLER JEG TVINGER DIG TIL DET." Det sidste råbte han nærmest han var ikke så tålmodig den her dag, så man ville ikke vide hvordan han var. Han holde den ud foran hendes ansigt og hen til hendes, næse og mund. Hun ville nok ikke kunne styre sin trang nu, han viste dog at han udfordret skæbne så han kunne jo dø af det her forsøg men han var stædig nok til og gøre det. Han havde skåret sig selv I nogen del før, men aldrig sådan her, mens han var grebet af stædighed og at være rasende blodet dryppet fra hans arm.

Blair prøvede ikke at vise at hun havde det dårligt, hun ville gerne virke stærk og det kunne man ikke hvis man viste sine svagheder. Selvom det egentlig var stærkt at erkende sine svagheder. Hun lyttede til hans ord og prøvede at holde trangen til hans blod inde, men da han stak den op i hovedet på hende kunne hun ikke modstod trangen længere. Hun greb fat om hans arm og lod hendes tænder glide ned i armen på ham, hun sugede hans blod til sig og tvang sig selv til at stoppe for ikke at gå over gevind. Hun havde sommetider problemer med at stoppe sig selv. Blair så ned på hendes sår der langsomt begyndte at heale. "Tak." Hun tørrede hendes læber med hendes håndryg.

Richars mærke hendes tænder bore sig ned I hans arm, mens han bid sig selv I tungen for ikke og skrige han havde prøvet det her før. Men at han mærke det igen, gjorde ikke  smerten mindre. Han sank en klump og holde, så godt som han kunne masken, med at være ligeglad med folk så han ville ikke gøre sig selv svager ingen matte vide de ting han gjorde. Ellers ville mange tag ham for at være sød og god, hvilket han aldrig nogensinde ville kunne leve med. Richard rejste sig op og, kigge ned af gaden, mens han svaret Blair med en kølig stemme. Så hun ikke kunne se at han var svækket, eller det håbet han at det her dække over så han kunne undgå og virke svag. "Det var så lidt Blair," svaret Richard og sukke lavt. Han kigge sig omkring, han anede ikke hvad han skulle sige eller gøre nu men det ville han nok finde ud af. For på den ene side vile han bare skride, og på den anden side måske lære hende lidt bedre og kende. Han satte sig ned ved siden af Blair, mens han studere hende hun så nu ud till og kunne klare sig selv.

Blair fulgte hans bevægelser med blikket mens han rejste sig op og så satte sig ned igen. Han kunne åbenbart ikke helt finde ud af hvad han skulle gøre af sig selv. Den følelse kendte Blair alt til, så hun forstod ham. Hun havde egentlig ikke rigtig lyst til at have selskab, hun kunne bedst lide at være alene når hun var i dårligt humør. Blair så på ham og overvejede et kort øjeblik og spørge hvorfor han havde givet hendes blod. "Hvorfor gav du mig blod. Måske kunne jeg ikke være stoppet igen." Hun kunne have dræbt ham, men han virkede ligeglad, som om han heller ville risikere hans liv for at redde hendes.

Richard så over mod hende da hun talte til ham, han var på en måde ligeglad med hans liv. Han kigge på hende, og sukke så skulle han svare hende eller ej. Han ville gerne sige at han ikke viste det, men indste inden var han ligeglad med og dø hvis andre overlevet. Han sukke og stræket sig, han ville stadig svare hende men ingen af delene lød som noget han ville gøre. Richard vendte hans blik mod Blair igen, "jeg var faktisk ligeglad med om du havde dræbe mig." Svaret Richard "så jeg tog en chance, lige som mange andre gør og hvis du havde tømt mig for blod ville jeg jo bare være død." Sagde han og smile til hende inden han forsætte," Hvilket tragisk tab det ville  være." Sagde Han ironisk han havde jo ikke lige frem nået og leve for, så hvis han døde ville han bare ikke skulle bekymre sig om hans forældre. Som nok var døde, men han ville aldrig ha noget med dem  og gøre da de var idioter. Han vendte sig om mod Blair og tog hende I betrækning hun var ikke så yngre ende han var men hun så ud til og ha været en masede igennem.

Blair vidste ikke helt hvad hun skulle tænke om hans begrundelse. Det mindede hende alt for meget om Alian, til at det ikke ville gå hende på. Hun blev mest vred, fordi hun ikke ville have andre skulle gå igennem det hun havde været igennem. Hun vidste ikke om han havde nogen tæt på ham, men ellers kunne han nemt få det. Det krævede bare at hans indstilling var noget andet end den. Hun knyttede hendes næver og vendte blikket imod ham, og der stod nærmest lyn ud af dem fordi hun var virkelig vred. "Der er ingen død der er okay. Alle fortjener en ærefuld død. Og der vil altid være nogen der vil savne dig, vil du virkelig sætte andre igennem det bare fordi du ikke har lyst til at leve længere!? Og så vil du sætte det på min samvittighed at jeg har dræbt dig. Hvis du vil dø så gør det selv, i stedet for at få andre til at gøre det beskidte arbejde for dig." Hun rejste sig op og gik med tunge skridt væk fra ham. Hele hendes kropsprog fortalte tydeligt at hun var vred.

Han lytte til hende mens hun fyret alt det ud I hoved på ham, "du kender mig ikke så du skal ikke få det til og lyde sådan blair." Svaret  Richard nu var det hans tur til og være vred, hun anet ikke hvad han havde været gennem så hun skulle ikke få det til og lyde sådan. "Jeg tror bare du få din vred ud på mig, fordi du selv har det af lort til." Sagde Richard og kigge på hende, "jeg frygter ikke og dø tror du ikke jeg ville dræbe mig selv hvis jeg gad og hvis jeg ville det men jeg har et famille navn jeg skal svine til da jeg ikke vil ha noget og gøre med dem og gøre deres liv et helvede som de gjorde ved mit." Svaret Han og hans øjne brændet nærmeste, "jeg hjælpe vampyrer fordi mine forældre slagte dem, og jeg vil aldrig blive som dem." Sagde han og kigge på Blair, han håbet hun forstod nu hvorfor han gjorde det han havde gjorde for han havde givet sine grunde nu. Han gik op på siden af hende og greb fat I hende, "forstår du nu hvorfor jeg gav dig mit blod gør du eller skal jeg forklarer det igen." Sagde han og holde fast I hende, hun var den eneste som også lod til og være vred hvis han døde men det var så en anden sag. Det han jo mente var han var vilig til og lade vampyr få blod fra ham, hvis det så ud til de desperate havde brug for det da han ikke ville skue dem på hvilken race de var. Som hans forældre havde gjorde, men hvordan hun ville reagere nu var han usikker på han havde dog en ide om hun bare ville skride og være ligeglad med ham.

Blair lyttede til hvad han sagde, men det ændrede ikke på hendes mening om det. Hvorfor overhovedet true med sådan noget? Hvorfor få andre til at tro at man vil dø? Det gav ingen mening for hende. Blair så på ham da han tog fat i hende, hvilket ikke ligefrem hjalp på hendes vrede. "Det er egoistisk." Hun rev sig løs af hans greb og så på ham med sammenklemte øjne. "Jeg forstår det godt. Men jeg synes stadig ikke det er fair." Hun lagde armene over kors og så ham i øjnene. Blair blev mindet meget om dengang hun mistede Alian. "Prøv og tænkt på dem du efterlader." Hun begyndte at folde hendes hænder sammen fordi hun ikke var særlig tilpas i den situation.

//out skifte karakter//