Help is wanted - William

[center]Sted: På en af de mange gader i Rotten Root.
Omgivelser: Der er ikke ret mange, udover en gruppe varulve og Blair.
Tid: Omkring midnat.
Vejr: Det er køligt og blæser lidt.
Påklædning: http://static.tumblr.com/vpq2bzu/MKQlnh0u8/taylor-momsen-cosmopolitan-spain-4.jpg

Blair gik ned af den tomme gade, hun vidste udmærket at der var en stor gruppe varulve til stede men hun tænkte ikke nærmere over det. Hun kendte ikke til den strid der var imellem mange varulve og vampyrer, så hun regnede ikke med at de ville have et problem med hendes tilstedeværelse. Hun forsatte bare med at gå ned igennem gaden indtil af varulvene kom og stillede sig i vejen for hende. Hun forsøgte at gå uden om, men han blokerede vejen for hende, hvilket var ret barnligt efter Blairs mening. Hun lagde en hånd på hendes hofte og skød den til siden mens hun så på ham med et blik der tydeligt viste hun ikke var i humør til det. Hun skubbed til varulven så han fløj et par meter bagud, hun var stadig ikke særlig stærk, men hun var stærkere end en varulv. Eller de fleste varulve. Blair gik videre indtil tre varulve mere dukkede op. Hun ville ikke kunne klare dem alle sammen, ikke på en gang så hun begyndte bare at gå den modsatte vej, men en af varulvene løb hen til hende og trak hende med tilbage. Hun vidste ikke hvordan hun bedst kunne kom ud af den situation, hun kunne godt bare løbe men de ville kunne lugte sig frem til hende og så finde hende igen. Det ville ikke hjælpe hende noget. "Ser man det.. En blodsuger. Hvordan skal vi skaffe os af den her gutter?" Manden så rundt på de andre tre varulve. Blair blev en anelse bange, men hun forsøgte ikke at vise det. Der stod to varulve og holdte fast i begge hendes arme.

William forlod kroen med et hævet øjenbryn. Der havde været stille til aften, og han havde fået snakket med kroværten, der efterhånden var ved at bløde lidt op overfor ham, og faktisk havde givet ham bogen, han havde ledt så længe efter. Det var svært, syntes han, at finde bøger, der ikke kom var The Underworld, så han var glad og tilfreds ved at have fået endnu en til sin samling. Selvfølgelig havde han også fået et halvt glas whiskey, og det gjorde ikke humøret dårligere. Han drejede ned af en af sidegaderne, for at gøre ruten lidt kortere. Den smalle gade førte ham hen til en lidt bredere gade, men han stoppede tøvende, lige før den store gade startede. Han kunne høre stemmer.
William havde været i Rotten Root nok gange til at vide, at man ikke ville overrumples når man var alene i gaderne. Han forblev i skyggerne, og kiggede alligevel ud, for at se hvor stemmerne kom fra. Synet fik ham til at rynke øjenbrynene.
En køn pige blev holdt i armene af en gruppe fyre - allerede her kunne han mærke vreden blusse op i sig. Forbandede mennesker. Eller hvad de nu var. Evigt og altid ude på at gøre andre fortræd. Og så en pige, der tydeligvist var yngre end 20 år gammel! Han sukkede, før han trådte ud i lyset af gadelygterne. Her lænede han sig afslappet op af muren, og lagde armene over kors.
"Fire mod én? Det vil jeg mene er en anelse unfair, eller hvad synes I?" Spurgte han og hævede let et øjenbryn.

Blair prøvede at komme fri ved at bevæge hendes arme voldsomt, det lykkedes også et par gange men hun nåede ikke at gøre mere før de havde fat i hende igen. Hun var efterhånden vant til at rode sig ud i problemer, det havde hun gjort i så mange år at det blot var en hverdagsrutine for hende nu. Men lige denne gang var det ikke hendes skyld, hun havde blot været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hvis hun stadig havde hendes følelser slukket, så var de varulve allerede døde. Men hun havde tændt for dem igen, og det var også det bedste. Hun kom ikke særlig langt som følelsesløs, selvom det måske havde føltes sådan. ”Det er ærgerligt vi bliver nød til at dræbe en der ser så godt ud.” Mandens ord havde en kølig undertone, som om hun var ligegyldig for ham. Han trak lidt op i hendes kjole, hvilket resulterede i at Blairs tænder voksede frem og hun hvæsede af ham. De var ikke kun til for at drikke blod, men også for at beskytte sig selv. Eller sådan brugte Blair dem i hvert fald. Det virkede dog ikke, de stod bare stille uden at reagere på det. Blair vendte blikket imod en stemme fra sidelinjen, og hun kunne ikke undgå at smile lidt da han forsvarede hende. Hun lod dog hurtigt smilet falde igen, fordi der ikke var noget at smile af. Hun vendte blikket imod varulvene for at se deres reaktion. En af de varulve der ikke holdte fast i Blair gik over imod William. ”Hun er ikke hvad du tror hun er. Hun dræber, og nu skal hun dræbes.” Blair vendte blikket imod William igen og håbede på han ville hjælpe hende.

William skar en grimasse, irriteret over fyren, der snakkede til ham.
"Du er ikke så lidt fræk at fortælle mig hvad jeg ved og ikke ved," sagde han langsomt, "Jeg er jo tydeligvist ikke blind, er jeg vel?" Endnu engang hævede han et øjenbryn, men denne gang var der ingen humor at spore i hans øjne. Ærgeligt vi bliver nødt til at dræbe en, der ser så godt ud, sætningen klingede i hans hoved, og han sukkede for sig selv. Pigen var vampyr, der kunne alle og enhver se og fornæmme, og ud fra drengenes had til pigen, gik han ud fra, at de var varulve. Hvem ville ellers dræbe pigen, blot fordi hun var vampyr?
"Hun dræber, og nu skal hun dræbes?" Spurgte han, og måtte undertrykke en latter. Det var næsten komisk. "Det er næsten komisk så dobbeltmoralske sådan et par hvalpe som jer kan være." Sagde han spydigt, og rettede sig op. "De eneste jeg kan se, der er parate til at dræbe nogen lige nu, er jer. Ikke blodsugeren."
William var ved at blive irriteret. Et par unge fyre, der troede at de var seje. Det gik ham på nerverne allerede. Han smilede skævt, et smil der ikke så meget som rørte hans øjne, der bare betragtede dem koldt.
"Nå, hvis I vil være så venlige at slippe pigen og lade hende gå, så kan det være I får lov at smutte med alle lemmer i behold."

Blair var ikke specielt god til det der med at udtænke planer. Egentlig var hun ikke en særlig god vampyr, men hun kunne ikke ændre på at det var sådan hun var og hun vidste heller ikke om hun havde lyst til at ændre på det.

Den mand der tydeligvis var lederen gik hen imod William, han var ikke særlig gammel. Ikke mere end 20 år, hvilket tydeligt kunne ses på hans ansigt der stadig havde et barnagtigt udseende. Men hans attitude var helt anderledes, den var overlegen, fordi han satte sig selv højere end alle vampyrer. Han lagde armene over kors da han stod omkring en halv meter fra William. "Det er du tydeligvis, ellers ville du være stukket af lige med det samme. Hun lever af blod, det er sygt." Hans øjne viste tydeligt at han ikke havde noget tilovers for ham, blot fordi han havde sympati for en vampyr. Han hævede et øjenbryn da William spørgende gentog hans udtalelse fra før. "Hun er ikke naturlig. Der er ingen der er skabt til at leve af blod, og slet ikke menneskeblod. Alle som hende bør blive udryddet, det strider imod naturen." Han var tydeligvis ikke vild med den attitude William havde, han var vant til at alle gav ham ret, så han var ikke helt sikker på hvordan han faktisk skulle håndtere det. "Hun ved hun ikke kan klare os. Så hun frygter for hendes liv. Sjovt at de betragtes som så stærke racer, og i sidste ende er de bare kujoner." Han vendte ryggen til William og gik tilbage til Blair og de andre varulve. "Nej, hvis ikke du går mister du et par lemmer." Hans trusler var lidt kiksede.

William rynkede øjenbrynene sammen, og kiggede undrende på varulven, der kom gående mod ham. Han var ikke særlig gammel, bed han mærke i. Ikke særlig gammel, og dog havde han en autoritet, der fortalte at han var lederen af gruppen. Og så begyndte han at tale, og den ikke eksisterende respekt der ikke havde været for ham, kom specielt ikke tilbage overhovedet. Fyren kaldte ham blind. Lige, op, i, ansigtet, på, ham. Flabet røvhul. Han sendte et varmt smil til pigen, for at sikre at hun ikke var ved at gå helt i panik, før han vendte sig om mod fyren igen.
"Jeg stikker ikke af fra sådan nogen som jer." sagde han i den mest nedladende tone han kunne mønstre, og hævede udfordrende et øjenbryn. "Og som en helt - næsten - neutral tredjepart i den her diskussion, vil jeg mene at et menneske der forvandler sig til en kæmpe, pjusket, kødædende hundehvalp strider lige så meget mod naturen." Endnu engang måtte han kæmpe for ikke at slå varulven lige i hovedet. "Naturligvis er hun bange," fnøs han, og slog ud med hænderne, "I er mange flere end hende!" Han tyggede lidt på den sætning, og smilede så koldt til fyren. "Selvfølgelig hvis man ikke tæller mig med. Jeg kunne nok godt regnes for 5 mand," mumlede han, og blinkede med et flabet smil. "Sig ikke at jeg ikke advarede jer først," kaldte han, og kiggede så på pigen igen. Han nikkede langsomt, for at signalere at hun snart skulle til at rykke sig fri af de to varulve.
William lukkede kort øjnene for at finde sit fokus. Han skulle finde noget, der ikke ville skade dem - det var ikke lige hans stil at dræbe folk - og på samme tid skulle det kunne hjælpe pigen. Lyskugler, fandt han frem til. Han pustede ud, åbnede øjnene og fik øjenkontakt med pigen.
"Nu." Mimede han, med et spændt smil, før han skød to lysende kugler efter de to varulve der holdt hende. Han sigtede efter deres hoveder, og altså deres øjne, i håb om at blænde dem.

Blair fulgte med i samtalen for at være sikker på hun ikke gik glip af noget. Hun holdte dog mest øje med englen, fordi der var en sandsynlighed for at han ville hjælpe hende. Hun var lidt bange, fordi hun ikke havde lyst til at dø og det lød til at det var de havde i tankerne for hende. Så hun burde nok være lidt bange, især fordi hun var så ung en vampyr som hun var. Hun kunne ikke klare fire varulve. Hun holdte grundigt øje med ham fordi han praktisk talt havde sagt han ville hjælpe hende, så hun blev nød til at være med på planen. Da han nikkede til hende spændte hun musklerne i hendes arme klar til at komme fri, hvis det var det han havde planlagt. Da han mimede ordet 'nu' brugte hun samtlige muskler i hendes krop for at komme fri var varulvene og hun nåede lidt at dukke sig for at være sikker på hun ikke blev ramt. Hun brugte så sin fart og på under et sekund var hun ovre ved ham. "Tak." Hun så kort på ham men vendte så blikket imod de varulve der ikke var blevet ramt. De kom løbende imod dem og Blair greb fat i ham der ikke var lederen og klemte ham op langs en mur med en hånd omkring hans hals. "Du burde ikke ligge dig ud med en kujon. En kujon vil kæmpe for sit liv." Hun blinkede kort til ham før hun kastede ham ned af gaden, velvidende at han ikke ville dø af det.

Manden fór sammen da lyskuglerne blændede to af hans mænd. Han kneb kort øjnene sammen og gik så hen imod William. "Det gode ved engle er at i er lette..." Han greb ud efter ham og var så sikker på han ville få fat i ham så han afsluttede sin sætning før han rent faktisk havde ham i hænderne. ".. I flyver godt." Han lo hånligt.

William kunne ikke lade være med at grine lidt for sig selv, mens han sendte endnu en lysende bold efter en af varulvene. Det var lang tid siden han havde været i kamp, for det var normalt noget, han prøvede at gå uden om. Idag havde dog været en fortræffelig dag, og siden hans humør var højt, havde han også en god portion overmod i kroppen. Med endnu en klukkende latter, sprang han til siden og undveg en varulv, der stormede mod ham. Han fik placeret et slag på fyrens skulder, der vaklede bagud, og sprang så igen tilbage, for ikke selv at blive ramt. Endnu en lyskugle blev sendt afsted, sigtende efter varulvens hoved. Han fik øjenkontakt med pigen, der klarede sig helt udemærket, og blinkede til hende.
"Anytime," svarede han med et bredt smil, og stoppede så for at betragte hende. Hun var tydeligvist ikke bange længere, og man kunne se at hun havde stået og brændt efter at sparke de hånende varulve over skindebenene. Faktisk betragtede han hende med et tilfredst smil. Han fulgte smilende varulven, mens han røg igennem luften langt ned af gaden, og nikkede for sig selv. Ikke dårligt. Så vendte hans blik tilbage på pigen. Vampyrer, tænkte han med rynkede øjenbryn, væsener der var svære at gøre sig klog på. Mange vampyrer brød han sig ikke om, af den grund, at mange af dem blot ville have hans blod. Alligevel havde han taget 'blodsugerens' parti mod varulvene, simpelthen fordi hun var i undertal. Og så fordi de 4 varulve var lidt for sikre i deres sag.
William skulle lige til at vende sig om, da én greb fat i hans skulder. Pludselig lettede han fra jorden, og verden vippede faretruende rundt.
"Whoooa, SIT!" Udbrød han med et gisp, og prøvede på at gribe ud efter sin kniv.

Blair vendte sig om for at se hvordan det gik med englen. Hun himlede med øjnene da varulven havde løftet ham op fra jorden. Men nu måtte hun hjælpe ham efter han havde hjulpet hende. Hun brugte hendes fart så hun hurtigt stod henne ved varulven. Det var ikke fordi William blev holdt særlig langt over jorden, men hun ville bare gerne sørge for han ikke kom til skade. Blair stod ved siden af varulven og prikkede ham på skulderen og i det han drejede hovedet greb hun fat om halsen på ham og knækkede den om som var det en kvist. Det betød dog også at han slap englen, han ville ikke slå sig særlig meget hvis han faldt ned på jorden, så hun gjorde egentlig ikke noget for at forhindre det. Chancen for at han landede på sine fødder var også ret stor. Hun så på ham igen, selvom Blair var ny vampyr havde hun stadig lært at beherske sig, sådan nogenlunde. Men hvis hun var sulten og hun først blev fristet havde hun svært ved at styre sig. Hun vidste dog at det ville blive bedre med tiden, ligesom hun blev bedre til at kontrollere hendes styrke og fart. Blair så ned på liget af varulven, hun måtte hellere tage sig af det, så det ikke bare lå fremme i det åbne. Hun gik hen til liget, satte sig ned på hug og smed liget hen over sin skulder. ”Jeg må hellere skille mig af med ham her.” Hun prøvede ikke at vise det, men hun var ikke så vild med at hun så let som ingenting kunne dræbe en mand større end hende selv. Hun gik hen til en gyde og smed liget derind, før hun vendte tilbage til englen. ”Er du okay?” Hun smilede til ham.

William rynkede øjenbrynene og lagde armene over kors. "Selvfølgelig flyver vi godt, mate - Vi har vinger!" Prøvede han at forklare sig, med et hævet øjenbryn. Pludselig gik alt ting meget hurtigt, syntes han, da han hørte lyden af fyrens nakke knække, og selv pludselig skulle finde ud af at lande. Med et tumlet ansigtsudtryk, nåede han at folde sine vinger ud, så han kunne holde balancen mens han landede. Så stirrede han bare. Først på den nu døde varulv og så på vampyr-pigen. Et let besk udtryk formede sig i hans ansigt, og han bed tænderne sammen. Han havde meget bevidst ikke dræbt nogen, og havde faktisk bare haft det lidt sjovt. Det havde tydeligvist ikke været en leg for pigen, da de havde truet med at dræbe hende, og nu havde hun fået sin hævn. Ikke at William brød sig om det. Faktisk var han alt andet end glad for afslutningen på den lille kamp der havde været. Han fulgte pigen med blikket, mens hun slæbte kroppen ind i en gyde, og lod ham ligge der. Det var svært for ham nu, syntes han, for normalt ville han sikre sig at en død person endte op på et helligt sted som for eksempel ved en kirke, og det prikkede i hans fingre for at få lov at gøre det. Specielt når han nu selv havde del i fyrens død. Det var uværdigt at ligge og dø i en sidegade.
Så vendte pigen tilbage, og han glemte for en stund alt om fyren i gyden. Han foldede vingerne ind igen og lagde hovedet på skrå.
"Jeg kunne spørge om det samme," svarede han med et skævt smil. "Hvad i alverden havde du gjort, der havde pisset de fyre så meget af?"
William rystede på hovedet for sig selv. Det var lidt uhøfligt ikke at svare på hendes spørgsmål gik det op for ham. Han smilede varmt tilbage.
"Jo tak, jeg har det udmærket"

Blair dræbte sjældent, hun prøvede endda at beherske sig når hun skulle have blod. Men han var en trussel på hendes liv og det tog hun ikke let på. Hun kunne bedst sikre hendes liv ved at tage hans, selvom hun aldrig ville glemme det. Det var nærmest bare sket, hun havde ikke nået at tænke det helt igennem før hun havde knækket hans nakke. Hun ville altid huske det mord og andre mord. Hun måske eller måske ikke i fremtiden ville begå. Hun burde nok gøre hans død værdig, men hun vidste ikke hvad man bedst gjorde i sådan en situation. Skulle hun begrave ham? Give ham en ordentlig afsked? Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Blair så kort ned i jorden før hun vendte blikket imod ham igen. Hun smilede til ham men det var ret tydeligt at smilet ikke var helhjertet. Hun mente ikke at der var meget at smile af, efter hvad hun lige havde gjort. Men hun prøvede stadig at virke venlig. Blair var ikke sikker på hvad hun skulle svare, hun vidste jo ikke helt hvad hun havde gjort. ”Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg kom bare gående.” Hun kunne have gjort noget hun ikke kunne huske, men det virkede det bare ikke til. Hun nikkede da han sagde han havde udmærket. ”Du må undskylde alt det her.” Hun mente mest mordet, fordi det andet jo ikke var så voldsomt. Det var heller ikke specielt voldsomt for hende, blot en del af hendes hverdag. Det var ikke første gang det var sket.