Tell me once more, WHO should i be? William

"Du vidste at det ville ende sådan før eller senere."
Stemmen var velkendt. Den var tiltrængt. Den var ønsket. Og den var uægte...
Hun slog tanken ud af hovedet. Hun ville ikke tænke mere over t hun havde dummet sig. At hun var alene. At hun var... hun rystede på hovedet. Solen var knap gået ned og alligevel var det som omfattende var ved at være ovre.
De forskellige boder lukkede ned, krigerlærlinge kom frem for at træne nu. Og mest ubelejligt, alle dem der elskede at udgyde blod.

Iført sort lang let nederdel og og et mørkerødt korsæt med sorte bånd på ryggen, same bare fødder, gik hun gennem gaden.
Hun ville egentlig bare væk, bare leve for sig selv. Hun ville væk fra hjertesorger, væk fra knuste drømme.
Hun ville bare væk.

Resultatet blev at hun gik direkte ind i en ung mand, en mand hun ikke selv genkendte.
"U-undskyld mig.." Sagde hun inden hun rettede en lok hår fra hendes ansigt.

// håber det er ok at jeg implicerede dig som den unge mand hun går ind i?//

Det havde ikke været med vilje. På en eller anden måde var William bare magnet for uheldige og akavede episoder, og der var tydeligvist ikke noget, han kunne gøre ved det. En fyr var helt uprovokeret blevet sur på ham, og så havde Will selvfølgelig ikke kunne holde sig tilbage med lidt muntert flabethed. Det var dog ikke alle, der satte pris på hans måde at svare tilbage på fyrens vrede udbrud, og han havde fået en knytnæve lige over kæben. Resultatet var et styks flækket læbe og en sindssygt øm kæbe. Han havde meget elegant placeret et cirkelspark i mellemgulvet på fyren, og havde vendt sig om for at gå fra den vrede gruppe unge fyrer. Nu var det heldigvis stoppet med at bløde, og William var på vej hjem til sin lejlighed i Sunflower District for at få en ordentlig seng at sove i natten over.

Han drejede ind på en gade, og fortsatte ligeud, mens hans tanker drejede tilbage på fyren der havde slået ham. Magen til frækhed skulle man lede længe efter. Han glemte at se sig for, og stødte ind i en ung pige. Han snublede forover, men genvandt hurtigt balancen, og rettede rig op med en let klukkende latter. Så vendte han sig om for at undskylde, men pigen kom først.
"Det er helt i orden, frøk-" Han stoppede med at tale, og rynkede i stedet øjenbrynene sammen, da han betragtede pigens ansigt. Kunne det være? Nej det var da næsten umuligt, var det ikke?
"Storyteller?" Spurgte han undrende, og lagde hovedet på skrå for at kigge nærmere på pigen. Det lignede hende godt nok meget!

//Det er super! //

Hun stivnede. Ingen her kendte hende. Ingen!
Hun var meget tæt på at løbe sin vej, men et eller andet sagde hende, at det var ikke fordi hun skyldte ham noget, at han genkendte hende.
"Kender vi hinanden?" Hun løftede kort et øjenbryn, da hun opdagede hans flækkede læbe.
"Der går betændelse i det der meget snart. Du burde på det syet." Sagde hun stille. Vanen af at være sygeplejerske gik svært af hende.

William kneb munden sammen. Måske var det ikke hende, siden hun ikke genkendte ham. Eller også var det bare fordi det var så lang tid siden, og det var jo ikke fordi de havde siddet og snakket sammen om løst og fast, men det havde været et kortvarigt møde. Han ville bare aldrig kunne glemme ansigtet på den pige, der reddede ham fra at blive spist af en vampyr.
"Naidal?" Spurgte han stille, og hævede spørgende et øjenbryn. Pigens næste ord fik ham til at smile en smule, men det forsvandt hurtigt da det gjorde ondt i læben. Han nikkede tavst. Læben føltes allerede mere hævet, men han havde tråd og nål hjemme i lejligheden.

Hun så undret på ham.
"Du forveksler mig med en anden, Sir." Sagde hun inden hun så lidt rundt.
"Det er en afdød slægtninge af mig, du tænker på." Sagde hun en smule tøvende.
Egentlig var hun ikke specielt glad for at tale om Storyteller klanen. Og da slet ikke de 'godhjertede'. Hendes tiptiptipoldemor havde været en heks. Bogstavelig talt.

Han nikkede mens han studerede pigens ansigt. Hun havde mørkere øjne end Naidal havde haft og så i det hele taget mere medtaget ud. Naidal havde haft noget lyst og forfinet over sig, men denne pige så mere alvorlig og farlig ud. Måske var det den følelse, der fik ham til at overveje hvor vidt hun overhovedet var formskifter.
Han smilede varmt til pigen.
"Du ligner hende meget," sagde han, og nikkede for sig selv. Han var ked af at høre at Naidal var død, men det var jo også et par hundrede år siden han sidst havde hørt noget til hende. "Du kan være stolt over at være i familie med hende." Sagde han så, og smilede skævt, "Hun var en modig kvinde. Modig og elegant."

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige.
"Min familie er ikke noget at være stolt af... Nogensinde." Sagde hun, kort og kontant.
"Jeg ved ikke hvorfor du mener at hun var noget nær modig eller elegant. Hun var en heks. Bogstavelig talt." Hun så kort på ham igen.
"Jeg beklager, William, men sådan er det."
Dammit! Han havde ikke nævnt sit navn. Dammit!

Nej. Denne kvinde var bestemt ikke noget nær Naidal. Naidal, der havde været stolt over sin slægt og over sin race og over sin profession. Han kneb munden let sammen, mens han studerede pigens øjne. Der var stadig noget over hende, der fik William til at gyse, og det var normalt en følelse han fik omkring vampyrer og dæmoner. Han var tilbøjelig til at overveje om hun var vampyr, og ikke formskifter.
"Nu ved jeg ikke noget om resten af din familie," sagde han tøvende, og rynkede øjenbrynene sammen, "men Naidal er én man kan være stolt af - på trods af at hun var en heks." Det var jo ikke fordi Naidal havde været en ond heks, så William forstod ikke helt problemet. Han smilede skævt, da hun med en sætning gjorde det klart, at emnet ikke var noget, hun havde lyst til at snakke om. Han nikkede, og overvejede hvor vidt han skulle gå igen, og undskylde forstyrrelsen, men der var noget der fik ham til at stivne. "Undskyld..." Han vendte sig om mod hende igen, og betragtede hende undrende. Hvordan havde hun kendt til hans navn? "Jeg tror vidst ikke jeg præsenterede mig selv."

"Naidal døde ikke uden at vælge en efterfølger." Svarede hun bare.
De var alle hekse, på den ene eller den anden måde. Daenerys kunne manipulerer ilden efter eget ønske, og nu endda selv fremkalde den.
"Hun vidste ikke selv hvad hun gjorde og hvorfor. Hun var for sød, for åben. Hun var godhjertet og venlig, og for det blev hun brændt. Hun havde reddet en eller anden fra en vampyr. Den forkerte vampyr. Han havde forbindelser, venner. Hun døde kort efter hendes sidste gode gerning." Sagde hun roligt.
"Burde gode gerninger lede til døden? Ikke mindst gør de det. Hellere overleve, end at dø af gode gerninger." Hun så en smule skarpt på ham. Han så sød ud, ikke at det gjorde en forskel. Ikke for hende, han var sikkert en eller andens romeo. Hun sukkede.

William rynkede øjenbrynene. Denne kvinde var speciel. Han var næsten 100 procent sikker på, at han ikke havde nævnt sit navn overfor hende. Han sank en gang og lyttede intenst efter hvad hun sagde, på trods af at han ikke helt forstod hendes ævlen om efterfølgere og at hun havde været for sød. Så sagde hun noget, der fik ham til at stivne. Hun havde reddet en eller anden fra en vampyr. Den forkerte vampyr.
Ordene gav genlyd i hans hoved, og han følte sig pludselig svimmel. Han bed tænderne sammen og prøvede på at fokusere på pigens ansigt. Var det en eller anden syg joke? Alvoren i pigens øjne sagde, at nej, det var dybt seriøst. Han havde dræbt Naidal. Det var hans skyld!
"Forbandet tage vampyrer," hvislede han ud mellem de sammenbidte tænder. Han sank igen.
"Nej. Ingen burde dø for en god gerning." Sagde han så, og prøvede at få sorgen ud af sin stemme. Han kiggede intenst ind i pigens øjne. Vidste hun mon at det var ham, der var blevet reddet for alle de år siden?

Hun bed sammen, da hun hørte ham.
''Lige så vel som ingen burde forudantage at alle af samme race er ens.'' hendes gummer kløede. Bare, bare for en kort stund kunne hun lade tænderne glide på plads. Men hun lod være, hun turde ikke risikerer at han også følte et had til hende lige pludselig.
''Naidal var naiv. Hun troede at hun kunne gøre hvad hun ville, hjælpe dem hun fandt værdige. Desværre, var hun for godhjertet, og regnede ikke med at vampyrer kunne være så hjerteløse. Men det ved du vel alt om, ikke sandt - William?'' hun så ham direkte i øjnene, og så lidt ned derefter.
''Storyteller-klanen blev udsat for en forbandelse, Naidals Forbandelse. Vi husker bestemte scener fra hele slægtens liv...'' hun trak på skuldrene.

William blinkede gentagne gange, før han nikkede. Hun havde ret, absolut. Det var hverken rimeligt eller sundt at generalisere en race på en sådan måde, som han havde gjort få sekunder forinden. Han kneb kortvarigt læberne sammen, irriteret over hendes spydige ord mod naivitet og godhed.
"Der er ikke noget galt i at hjælpe dem, der har brug for det," sagde han alvorligt, "nogle gange tilsidesætter man fornuften fordi andre har det urimeligt." Der talte han som en rigtig engel. Godhed var noget der kom inde fra, og på trods af at det i Naidals tilfælde havde ført til hendes død, så var hjælpsomhed ikke en dårlig ting.
Hendes ord rev ham ud af sine tanker. Paralyseret for en kort stund, hørte han sætningen give ekko i tankerne. Men det ved du jo alt om, ikke sandt - William? Han nåede ikke engang at sige noget, før hun atter talte. Varmen bredte sig ud i hele hans krop, mens han lyttede til hende. Var det skam? Muligvis. Tavst kiggede han ned i jorden uden at vide, hvad han skulle sige til kvinden foran ham.

Hun rystede på hovedet.
''Jeg ved slet ikke hvorfor jeg skænder på dig. Du gjorde jo intet galt.. Undskyld..'' sagde hun inden hun så kort på ham.
Hun orkede snart ikke være vred længere, det var som om varmen fra hendes krop langsomt havde forladt hendes krop efter hendes sidste møde med Sean. Hun gad ikke mere, hun ville nærmest bare dø. Men hun viste ham det ikke. William havde set en fra hendes slægt, og nu så han de sørgelige rester af slægten, som langsomt faldt fra hinanden og ødelagde sig selv.
''Jeg undskylder for min uhøflighed, Sir.'' sagde hun stille. Hun begyndte at virke livløs og bleg.

William kiggede omsider op, parat til at undskylde mange gange for hans egen stupiditet, selvom det var mange år siden. En ung engel, der havde søgt fare gang på gang og til sidst var faldet i unåde ved en hel vampyrklan, var ikke just noget, som alle engle gik rundt og rodede sig ud i. Dog kom der ikke et ord ud af hans mund, da kvindens før så livlige øjne pludselig så blanke og tomme ud. Han mærkede en varme i sine kinder, urolig for kvinden foran sig, og forsigtigt lagde han en hånd på kvindens skulder.
"Det er okay," forsikrede han han, mens han prøvede at fange hendes blik. "Er du okay, Storyteller?" Spurgte han langsomt, med tryk på 'nu', og betragtede hendes lyse hud få en grålig tone. Var hun ved at besvime?

Hun havde det ad h til, men hun sagde det med vilje ikke. William var en fremmed, og egentlig burde hun ikke tale med ham. Bare det at han kaldte hende Storyteller, gav hende lyst til at kaste op.
''Mit navn er ikke Storyteller.'' sagde hun spagt.
''Det har det ikke været i meget lang tid.'' Sagde hun bare, en smule tavst.
''Og jeg har det fint, sådan da.'' sagde hun bare.
Han burde ikke vide noget om Sean. Det burde ingen. Så, for alle andre end Sean, havde hun det 'fint'.

William havde altid været god til at spotte løgnere, og kvinden foran ham var ikke noget undtagelse. Hun havde det ikke fint, og ud fra hendes vejrtrækning og stemme kunne han absolut høre at hun havde det lige modsat. Han sænkede stemmen, så det kun var hende, der kunne høre ham. "Kan jeg hjælpe dig på nogen som helst måde?" Spurgte han så. Han følte, han skyldte hende det. Efter at have fået at vide, at Naidal døde på grund af ham, stod han endnu mere i gæld til hendes slægt.
Will kiggede sig omkring, og lagde en arm på hendes skulder. "Så meget skylder jeg dig. Lad mig hjælpe, hvis jeg kan." Han betragtede hende indgående, for at lade hende vide, at han mente det. Det var ikke et halvt løfte.

Han kunne ikke hjælpe. Det kunne ingen.
Hun var ødelagt, det havde hun været gennem det meste af hendes liv. Lige nu, gjaldt det bare om ikke at lade andre se det for meget.
''Der er ikke noget.'' sagde hun, inden hun så på ham igen, denne gang en smule mere indtrængende.
''Ikke noget du kan hjælpe med, i hvert fald.'' sagde hun, velvidende at han ikke troede på det.
Hendes liv var blevet vendt i alle mulige retninger, uden mulighed for at kunne rette op på det. Hun ville have en kur! Hun ville være ét med naturen igen. Hun ville være Nemesis Sephthys Storyteller igen! Men det kunne hun ikke. Der var ingen kur mod vampyrisme - og selv hvis der var, fortjente hun den ikke. Hun havde lagt sit liv i hans hænder, og hun havde fået hvad hun havde fortjent: en hård landing da han smed hendes liv fra sig.
''Jeg har bare brug for at være i fred..'' sagde hun stille, inden hun prøvede at trække sig fri af hans arm.

William hævede stædigt et øjenbryn. Han kunne se det, han kunne mærke det og han kunne absolut tænke sig til det. Hun var ikke okay, og det lyste ud af hende. I hvert fald i hans øjne, men nu havde han også en form for 6. sans, når det gjaldt sådan noget. Han kiggede bedende på hende.
”Hvis der er noget jeg kan gøre,” gentog han, og kiggede alvorligt på hende, ”så lad mig hjælpe dig.” Han bad til, at hun ikke ville undervurderer hans evner, for han havde et mærkeligt behov for at hjælpe hende, når nu det var hans skyld, at Naidal var død. Det var ikke ligefrem en sjov ting at have på skuldrene, og det gjorde ham en smule svimmel at tænke på.
”Hvis ikke for din skyld, så for min.” Mumlede han bedende, og slap hende med et suk. "Du ser dårlig ud," sagde han, og lagde hovedet på skrå, for at overbevise hende. "Du behøver ikke at kæmpe alene."

Hun bed sammen - kunne han ikke bare forstå at hun ikke ønskede flere mænd i hendes liv? At hun ikke ønskede hjælpen, og at hun havde brug for at være i fred indtil hun visnede hen.
Hun lukkede øjnene kort.
''Det er ikke noget du kan hjælpe mig med. Beklager..'' sagde hun inden hun stille begyndte at gå.
Hun så tilbage på ham, kort. Egentlig, ville hun gerne havde haft en som ham i sit liv, han var jo sød og venlig - åben. Ikke som Sean havde været. Men hun turde ikke længere have mænd nær sig.

William kneb læberne sammen og mærkede sin kæbe spændes. Han var på nippet til at give op, men blev hurtigt enig med sig selv om, at det kun kunne føre dårlige følelser med sig. Skyldfølelsen var allerede som en tsunami over ham, og han havde ikke planer om at den følelse skulle fortsætte. Han blev nødt til at gøre noget.
"Hey!" Kaldte han, da hun kiggede tilbage, og kiggede på hende med bedende øjne. Det var sjældent - meget sjældent - at han blottede sig for folk, og han kunne ikke forklare hvad der fik ham til at gøre det nu, men det gjorde han altså. "Jeg ved ikke hvad der er sket med dig, der har fået dig til at skubbe mig fra dig på den måde," begyndte han, "men jeg kan love dig at jeg ikke vil såre dig. Jeg er ikke ude på at gøre dig ondt, men jeg har et behov for at hjælpe dig. Jeg kan mærke at du ikke vil have hjælp, men jeg tror at du har brug for det."
Han stoppede for at lade sin sætning trænge ind.
"Så vil du ikke nok lade mig hjælpe?"

Hun kunne mærke hvordan han så efter hende inden han så igen talte.
Hans ord ramte hårdt, for hun kunne ikke bare lade ham stå som en hånd på hendes kind.
Hun så ned, og tog en dyb indånding, selvom det jo intet hjalp. Hun gik tilbage mod ham, og man kunne se at det ikke var af helt god vilje.
''Jeg ved ikke, hvorfor du tror at jeg har brug for hjælp... Men jeg ved, at du ikke giver op, før jeg giver dig lov til at hjælpe mig... Så, værs'go.'' hun trak på skuldrene. Hun var træt, hun havde en dunkende hovedpine efter det her, og magtede nærmest ikke at høre på hans forklaring.
''Jeg undskylder for at have skændt på dig. Du har intet gjort forkert. Det havde Naidal for den sags skyld heller ikke...'' sukkede hun. Hun var udmattet, og tørsten overtog meget snart igen.
''inden du tilbyder din hjælp, burde du nok kende til personen du tilbyder at hjælpe...'' sagde hun, inden hun så en smule undskyldende på ham igen.
''Mit navn er Nemesis. Eller rettere sagt Sephthys Nemesis Storyteller.'' sagde hun stille. Gennem årene havde hun ændret sit navn mange gange. Hun brugte ikke sit rigtige navn ofte, men han var en bekendt af familien, så hun burde nok præsenterer sig ordenligt.
''Jeg er født Shapeshifter..'' sukkede hun, ''men jeg dummede mig, lod mit hjerte forråde mig, og blev forvandlet til en vampyr..'' mumlede hun inden hun lukkede øjnene kort, og rettede sit indre blik mod gulvet.
''Jeg er den sidste storyteller, og forbliver den sidste..'' sukkede hun stille.
Hun vidste godt at han ille have mange spørgsmål, og det ville ikke være et problem. Men hun ville ikke forklare ham det offentligt.