William ~ I'm no slave

S: Slavemarkedet
T: Formiddag
V: solen er skarp, og skinner en lige i øjnene.
O: Mange personer som går rundt, og slavehandlerne råber op om at man skal komme og købe en slave.
P: Meget slidt tøj, med huller i.

Det var lidt op af formiddagen. Solen var varm, og den stak folk i øjnene. Kyla var halvt vågen. Hun havde en gevaldig hovedpine, men vidste ikke hvorfor hun havde så meget ondt i hovedet. Hun stønnede en smule af smerte. Hun lå direkte på den kolde jord kunne hun mærke, og hun kunne høre en halt masse stemmer som råbte og skreg, højere og højere. Kunne de ikke tage at tie stille så hun kunne sove? En person sparkede til hende med skosnuden, let men bestemt. Kyla kom helt til sig selv, og åbnede sine flotte havblå øjne, og så sig rundt. Hun var på et marked af en slags, men hvor hun helt præcis var, og hvordan hun var havnet her, vidste hun ikke. Hun satte sig halvt op, så meget hun kunne, men hun kunne ikke flytte sine arme så meget fra hinanden, og det overraskede hende. Hun så ned på sine håndled hvor hun havde fået en lænke på, men hun havde aldrig set sådan en før, og det undrede hende lidt hvad det var. Hun havde også sådan en ting på benene konstaterede hun. Hun havde ingen anelse om hvad hun lavede her, og vidste faktisk ikke at manden ved siden af hende prøvede at sælge hende som en slave. Kyla prøvede at kæmpe sig op og stå, men faldt ned på jorden igen fordi hendes hænder og føder var bundet sammen. Manden ved hendes side så ned på hende, og smilede en smule hånende til hende, men det vidste Kyla ikke at det var, og smilede stille tilbage. ”øm, kan du ik…” hun nåde ikke at sige mere før manden gav hende en syngende lussing. ”Hold bøtte, du skal ikke sige noget, forstået!” sagde han. Kyla så forskræmt på ham, og tog sine hænder op til sin kind, og ømmede sig. Hun havde fået tåre i øjnene, og manden smilede bare bredere, og det forvirrede Kyla meget.

William trak sin hætte ned, så den lagde en skygge hen over hans øjne. Han håbede ihærdigt på at forblive bare en anelse ubemærket - på en eller anden måde var han havnet på slavemarkedet, og han havde kun dårlige minder fra stedet, så han begreb ikke hvad, der havde draget ham der hen. Han skimtede kort op mod slaverne, og skar en grimasse ved synet. Tanken om da han selv havde stået der oppe gav ham kuldegysninger. Og så solgt til en vampyr, sikke en start. Noget undrede ham dog, en af slaverne lå på gulvet. Will skubbede sig igennem menneskemængden, der stod og råbte i munden på hinanden, og fik øje på pigen, der lå ned. Hun glippede med øjnene, og kiggede op, som om hun ikke vidste hvad der forgik. William fik det fysisk dårligt. Måske var hun blevet kidnappet, og nu skulle hun sælges som slave til en eller anden gusten fyr, der ville bruge hende til alt muligt, der absolut ikke var hyggeligt at tænke på. Han pustede ud for at dæmpe vreden.  Folk råbte priser i munden på hinanden, i håb om at købe den slave de helst ville have. Det var frastødende.
William lagde hånden på sin egen lomme, og kneb læberne sammen. Han skulle egentlig hen på markedspladsen for at købe en amulet han havde set for nogle dage siden. Kvinden i boden havde været så rar at lægge den til side for ham, fordi den var så dyr, og Will kunne ikke have, at den blev solgt for næsen af ham. Det havde trods alt været hans bedstefars, og var absolut en ting, han ikke ville lade forsvinde af syne igen.
Han blev revet tilbage fra sine tanker, da pigen lidt foran ham snakkede. Han kiggede op tids nok til at se hende få en syngende lussing, og han borede sine negle ind i hånden for ikke at gå op og slå fyren midt i panden. Med ét blev han klar over, at han ville hjælpe pigen. Han sukkede for sig selv, og himlede tavst med øjnene. Hvorfor skulle han også altid hjælpe andre? For en gangs skyld kunne han måske være egoistisk. Men så så han pigens blå øjne, og sukkede opgivende. Selvfølgelig blev han nødt til at hjælpe hende.

Slavehandleren så stadig på Kyla, og tog fat i hendes lænker ved hendes håndled, og hev hende op at stå. Han var meget stærk da han sådan uden videre kunne løfte hende så let op fra jorden, og det forstod Kyla ikke lige hel. Hun tænkte sig ikke så meget om, og åbnede derfor bare munden for at spørge hvorfor han var så stærk, men inden hun kunne nå at tale, fik hun en ny lussing som denne gang var hårde end før. Kyla kunne høre en høj ringene tone efter slaget, og slaget resulterede i at hun faldt om på jorden. ”Sagde jeg ikke lige at du ikke skulle sige noget?” spurgte han. ”Men jeg sagde ikke noget” sagde Kyla lavt. Manden løftede truende sin hånd, som vil han slå hende igen, og Kyla krøb helt sammen, så meget hun nu kunne. ”Undskyld” sagde hun lavt, og havde begravet sit hoved ved sine ben, så han forhåbentlig ikke kunne give hende en ny lussing. Hvad havde Kyla dog gjort for at havne her? Tårerne trillede ned af hendes kinder, og hun kunne ikke stoppe med at græde. Hun ville ikke være her, hun vil gerne væk her fra, og det måtte gerne være nu tak.

William bed tænderne sammen, da fyrens hånd ramte pigen på kinden. Lyden rungede i hans hoved, og han pustede kortvarigt ud for ikke at lade vreden overrumple ham. Han havde to muligheder for at redde pigen, gik det op for ham. Han kunne købe hende - her ville risikoen være at hun faktisk troede at han ville gøre hende ondt og at hun skulle gøre lige hvad han sagde. Den anden mulighed var at befri hende fra lænkerne og slå manden ved siden af hende ned og derved lave en forbrydelse. Der var risikoen at han selv kunne blive slået ud og endda kunne ende i fængsel eller værre endnu, selv ende som slave... Igen. Ud af de to muligheder, var han mest tilbøjelig til at vælge den første. Han knyttede irriteret hænderne, og ærgrede sig over at han ikke ville få købt sin amulet.
"Undskyld mig," Sagde han, og sørgede for at få sin stemme til at lyde myndig og bestemt overfor fyren, der havde fat i pigen med de blå øjne. "Hvor meget for hende?"