Did you know.... (William)

Tid: 20:30
Sted: Firewood village park
Omgivelser: træer, bukse, hygge og en masse mennesker som væsner der render rundt
Vejr: solen er på vej ned, ellers er der dejligt varmt og med en svag kølig brise
Påklædning: en fin hvid kjole med et par brune ballerina'er

En park, var et sted man kom, gik og få gang opholdte sig over flere dage, det var et sted man kunne hygge sig, morgen som aften, eftermiddag som formiddag. Skønheden ved dette lille sted, lå ikke i dens størrelse, men ved den hygge og udstråling den bar, det var som om først man trådte ind i denne park, var man i sit eget lille paradis.
Op til flere havde endda valgt at bruge denne smukke aften på at spadsere i parken, dog havde de alle valgt at holde sig fra et bestemt træ, hvor en ung blond pige sad under. Der var i sig selv intet galt ved hende, hun var hverken grim, det var bare hendes udstråling, måden hun holdte og så på tingene, som havde hun aldrig set noget magen til det før.
Katharina, som denne unge pige hed, var en pige der på sin vis aldrig havde gjort en fly fortræd og ville nok heller aldrig gøre det, men der lå noget over hendes store blå øjne der gjorde folk utrykke ved at kigge på dem, for ja hvis det skulle være rigtigt, var hun et helt normalt menneske, intet var galt med hende, men hun havde små tendenser til at have en psyke som en 7-8-årig, hvis hun enten kom under et fysisk pres eller følelsesmæssig ubalance.
Som hun sad nu, holdte et blad i hånden, vendte og drejede det, holdte det op mod lyset, som havde hun aldrig set et blad før, lod hun alt og alle gå forbi sig, leve sit eget liv og sin egen gang. Hun synes ikke at se dem, hverken af lyst eller fordi hun kunne, det eneste hendes blå øjne holdte sig ved, var det smukke grønne blad.

//håber dette er godt nok

William kunne ikke lade være med at stirre i ren forundring. Faktisk var det lang tid siden han havde været udenfor, og han havde derfor ikke nået at se træerne springe ordenligt ud. Nu stod han midt i en park, hvor grønne blade og store blomster omringede ham, og gav ham en følelse af velvære og tryghed. Han havde altid godt kunne lide naturen, og havde i mange år undret og ærget sig over hvordan menneskene slog den ihjel. Ligesom han altid havde været sur over da man lavede cigaretterne, for han havde ikke sluppet dem siden.
Skoven og naturen var dog en anden sag.
Solen var ved at gå ned bag ved træerne, og William kiggede betaget på himlen. Et skævt smil formede sig om hans læber; et smil, ikke mange fik at se. Folk omkring ham var blevet utroligt mundane. Kedelige. Almindelige. Ingenting var spændende mere, så hvorfor lade som om? Lige idet han tænkte tanken, gled hans observerende blik hen over en ung pige. Først gled de forbi hende, og slog hende hen som værende endnu et menneske, men der var noget, der fik hans søgende blik til flakkende at vende tilbage til denne blonde pige med det intense blik i øjnene. Hun betragtede et blad. Et blad?
Med rynkede øjenbryn gik han over imod hende, og da han var tæt nok på pigen til, at hun kunne høre ham, satte han sig på hug og talte til hende. Normalt var det ikke ham, der indledte en samtale. I dag var åbenbart en speciel dag.
"Smukt, ikke sandt?" Spurgte han, og betragtede det sarte blad i pigens hånd.

//Det var super

Hun kunne straks mærke hans blik, men slog ikke øjnene væk fra bladet, de holdte sig ved det, som var det det smukkeste og mest betydelige i hele verden. Hun så på den, som havde hun aldrig set noget som et blad i hele sit liv, men sådan var hun bare. Hun tog sig tid til at se på tingene, hvilket også var grunden bag både hendes viden, men også hendes store kunsteristiek talent, hun tegnede tingene helt præcise, fordi hun vidste hvordan de så ud, helt fra hver enkel cm til den anden.
Hun smilede da han satte sig, men det var ikke som alle andres smil, der indbyde varme og en samtale der sikkert ville komme mellem dem, snarer et der vidste uskyld, men også renhed "vidste du at hver enkel planter har sit eget liv, at rive en blomst fra sin stilk er det samme som at rive hoved af en eller anden. Det overlever lidt tid, men dør ligesom alle andre" sagde hun stille med en blød stemme.
Tit kom hun med faktaer, der englelig var mere end blot ligegyldige, hendes lille kommentar om blomsterne og deres liv, dette var bare få af de ting hun kunne sige. Normalt rejste folk sig efter hun åbnede munden, mumlede et eller andet og gik sin vej. Hun lagde stille bladet fra sig og vendte de store blå øjne mod ham, stadig med det rene smil, men også et udtrykke i øjnene, der var det samme, som da hun havde betragtet bladet

//dejligt

William lagde hovedet let på skrå. Hun var interessant. Hun var specielt. Hun var noget nyt. Hans højre mundvig sitrede let, som prøvede han at lade være med at smile. Det var jo også et smukt blad, men han havde aldrig set et menneske, der tog sig tid til at betragte noget så simpelt som skønheden ved et helt almindeligt blad. Da hun begyndte at tale, rettede han sig op og rettede øjnene mod hende. Denne gang kunne han ikke lade være med at komme med et skævt smil. Hun mindede ham lidt om et lille barn, på trods af hendes tydelige ældre udseende.
"Ja," svarede han simpelt. Han havde lyst til at tilføje noget som 'jeg ved mere end man skulle tro', men undlod at dreje samtalen over på sig selv.
Williams krop blev fyldt med uro, da de fik øjenkontakt. Han kunne ikke forklare det. Det var ikke frygt. Det var ikke forvirring. Bare uro. Utryghed? Måske. Noget ved pigens øjne var forkert i forhold til hendes kropssprog, hendes ord og hendes stemme. Noget i hendes øjne var uhyggeligt. Uhyggeligt, fordi han ikke kunne placere hvad det var ved dem, der gjorde ham utryk.
Ud ad til betragtede han bare pigen lettere nysgerrigt. Det eneste tegn på hans urolige indre var, at hans krop var en anelse spændt og ikke så afslappet og slasket. Alligevel var han nysgerrig. Han var altid nysgerig, også selvom han var utryg.
"De kan ikke optage vandet ordenligt, og så dør de. Ligesom mennesker" istemte han sig. Hans øjne betragtede hende varmt, og han var ikke lige så utryg længere.

Hun holdte blikket mod ham "deres safter er som vores blod, bliver det taget fra dem, dør" hviskede hun og fjernede de blå øjne fra ham, hun tog en boks med vindruer op. Hun tog den ene i munden, mens hun fiskede en anden op, betragtede den med samme nysgerrighed og renhed som hun havde gjort ved bladet "de siger alle jeg er sindssyg...at jeg ikke er normal, men hvad er normalt?" Spurte hun og vendte blikket mod ham.
Hun virkede på en eller anden måde så uskyldig, som var hun et lille barn og ikke en voksen kvinde, bare måden hun så rundt eller betragtede hver enkel ting, vidste stor tåldmodighed, en hun bar godt på sig, da man hvis det skulle være rigtig aldrig så hende vred eller oprørt. Hun sad altid helt rolig i sine egne tanker.
Normalt var hun ikke typen der snakkede med mange, de fleste undgik hende, gik i en stor cirkel rundt om hende, men det var englelig ikke noget hun tog så slemt, tingene kom i den rækkefølge de kom i, det kunne man jo ikke ændre blot fordi man ønskede "de bruger de grønne og blå druger til at lave vin...den er vældig delikat...vil du smage" spurte hun og rakte ham barken, efter selv igen at havde taget en.

"Ikke lige så hurtigt som jer mennesker, vil jeg mene," tilføjede han, med et blidt blik på den unge pige. Han kunne ikke helt bestemme hendes alder, for måden hun snakkede på og blidheden og uskyldigheden ved hende, mindede ham om en 10 årig. Hun så dog ud til at være mellem 18 og 20 år, men han kunne ikke være sikker. Muligvis kunne hun også være ældre endnu.
William kneb øjnene sammen, og betragtede hende intenst, da hun gav ham spørgsmålet. Hvad var normalt? "Alt er relativt," sagde han dæmpet. Og han havde jo ret. Det der skulle forstås som værende normalt denne dag, var ikke det samme som for 10 år siden. Og hvem havde overhovedet ret til at diktere hvad der var normalt og hvad der var forkert? Han havde længe været irriteret over menneskenes måde at dele sig ind i grupper og sætte andre i kasser.
"Jeg vil mene, at du er lige så normal som mig." Han kiggede over på en familie, der sad i græsset lidt fra dem. "Og dem. Og sikkert lige så normal som alle andre, men hvem gider overhovedet være som alle andre?"
William kiggede intesnt på bakken med druer, og tog så en drue. Han kiggede på den uden at spise den. "De kan finde på at blande de blå og de grønne druer" sagde han, og endnu engang kiggede han på druen med et lidt besk blik.

Hun trak på skulderne, vendte blikket lige frem uden rigtigt at have et mål eller noget at kigge på, men sådan var hun bare, hun kunne sidde og snakke med nogen, for så midt i det hele bare vende blikket ud i intetheden, bare stirre frem som hun gjorde nu "alle kan dø hurtigt, man skal bare vide hvordan" hviskede hun stille. Hun lagde bakken med vindruer ned, hun lod fingrene glide igennem græsset, smilede som var hun et helt andet sted henne, i en helt anden tid.
Hun knyttede de små hænder og fik fat i en masse græs strå, vendte med et blikket med ham og betragtede ham på samme uskyldige måde, som hun havde gjort med bladet og druen "der er intet som er normalt, for hver ting vi gør er forskellige, vores handlinger og udsagn er forskellig fra hver enkel individ, men hvis der ingen der er normale...så er det ikke at være normalt...vel normalt" sagde hun stille.
Hvis hun havde kunne havde hun sikkert taget hans hånd og kigget på den, som havde hun aldrig i sit liv set en hånd, aldrig rørt en hånd, aldrig haft kontakt. Da han kiggede over mod en familie, fulgte hun langsomt hans blik og fik øjenkontakt med moren, der stirrede på hende som var hun netop kommet ud fra et sindssyge hospital. Englelig var hendes barngrunds historie ikke så tragisk, hun havde bare aldrig haft chancen for at have en barndom og da hun var 7 så hun sine forældre dø. Hun holdte om sin mors og fars døde blodige krop og fra den dag af havde hun været sådan.
Hun tog endnu en druge op i sin hånd, rullede den rundt mellem sine fingre, før hun langsomt lod den glide mellem sine læber og langsomt tykkede hun på den, som prøvede hun at fange hver enkel smag af denne lille drue