Shot in the dark -Noa-Amara-

Andrea tog sig af Angela og holdt hende oppe for at støtte hende ud derfra. Hun kunne ikke rigtig lide at lade Noa ligge alligevel, så var det godt Serena også var der. Andrea smilede kort da Noa brændte de mænd der kom.
"Vi kan tage hen til Angies hus" Sagde hun uden det endelig var et spørgsmål. Så tog hun benene på nakken, heldigt for hende havde hun ikke den store mave til at irritere hende mere! Det var ret dejligt faktisk. Andrea åbnede døren da de endelig kom igennem gaden og hen til huset i gyderne. Andrea kiggede sig kort omkring inden hun satte Angela i sofaen. Så vandrede hun ud i køkkenet hvor hun tog et glas og hældte noget vampyrblod op til Angela. Så serverede hun det for hende. Så kiggede hun lidt på Noa.
"Skal du have noget?" Spurgte hun halv bekymrende for hans heldbred. Den lille slave under Andreas evne kom gående ind med den lille størelse i sin favn og rakte hende til Andrea. Andrea stillede hurtigt glasset til Noa fra sig for at modtage sin lille datter Elena. Så tog hun glasset og satte det på bordet.
"Sæt dig og slap af, det har i brug for." Smilede hun.

Angela havde det som om hendes krop var begyndt at gå i stå, forstene en smule. Måske var den også det? Alle sårene og blodtabet.. Det gjorde en skade på hende hun ikke havde prøvet før. DEt var som om hun ikke nåede at reagere på noget før hun var hjemme og faktisk sad i sin egen sofa. Angela tog glasset og drak blodet. Styrken der kom tilbage i hendes krop var en vidunderlig følelse! Hun elskede den, måtte den aldrig forsvinde igen. Så tog hun et hurtigt kig på Andrea.
"Du har vidste smidt et par kilo." Sagde hun med et lettere grin, det var rart at føle sig stærk igen. Så kom Serena og Noa ind, og Angela rettede opmærksomheden imod dem. Der skete så meget på engang.. Så kom Andrea også med den lille pige.. Der skete så meget synes hun.. Virkelig. Angela lænede sig lidt tilbage i sofaen.

Serena lod ikke bare Noa falde til jorden uden hjælp, selvom hun ikke var den højeste og måske bedste støtte, så hjalp hun ham op at stå da han faldt.
"Sikker på varulve blod ikke hjælper dig? Du må gerne tage noget af mit," Tilbød hun ham så.. OG rakte sit håndled lidt frem. Hun havde intet imod hvis han tog noget, det var jo for hans egen overlevelses skyld.
Hun fulgte trop med Andrea og Angela hen til huset. Serena satte Noa ned i den bløde stol. Hun holdt sin egen smerte tilbage for Noa kunne få det godt, hun ignorede den prikkende pind der blev ved med at prikke til hende.. Men hun var ligeglad lige nu. Serena kastede et hurtigt blik på den lille pige. Hun var så stille!? Det overraskede Serena en smule men hun lod det ligge.

Han skulle nok klare den, det var bare et lille stik i siden med et spyd, ikke andet. Det forsvandt med tiden og passede nu sammen med de andre ar på overkroppen. Han smilte svagt ved tanken. Det var da godt at han kunne tage det roligt når det omhandlede ham selv. Serena hjalp ham op at stå. Et nik og et smil fra ham, var en anden måde at sige tak på. Hendes håndled foran ham måtte han indrømme fristede ham. Men, han nægtede at tage noget fra hende. Forsigtigt skubbede han det væk og rystede på hovedet. "Jeg venter søs," med de ord gav han sig til at lunte med de andre.
Det varede ikke længe før de var hjemme ved Angela, et sted han efterhånden var begyndt at kende godt. Som sagt elskede han at tilbringe tid sammen med hende. En stol mødte ham og det føltes vidunderligt at sidde i det bløde stof. Andrea spurgte ham om han ville have noget blod.. Han nikkede svagt og tog selv glasset, eftersom Andrea så ud til at skulle gå sin nyfødte datter eller søn i møde. Han tog blodet i sig og synkede væsken med den største glæde.. Et tomt glas bliv nu stillet på bordet og han tørrede sig om mundvigen med bag siden af sit håndled.. Derefter kiggede han nysgerrig hen på barnet, der overraskende nok ikke engang græd. Forsigtigt gik han hen og så på det, bare af ren nysgerrighed. "Wow, det græder slet ikke, jeg troede ikke at spædbørn vidste hvad det ville sige ikke at græde," Han sagde det drillende og så den lille ny ind i øjnene. En kær, sær lille ting, det fik man ham dog aldrig til at indrømme.. "Hvis i vil have mig undskyldt, der er et sår jeg skal ud og kigge på," Han gik ud på badeværelset for at tjekke hvor dybt såret nu var.. Hurtigt fjernede han trøjen og så ind i spejlet.. takket være det halve varulve blod kunne han sagtens se sig selv.. Dog var hans omrids en smule tåget.. Forsigtigt kørte han hænderne ned over såret og bed sig hårdt i underlæben da det sveg.. irriteret sukkede han.. Hvorfor skulle han ikke kunne heale? Han var ligeså langsom til at heale som et menneske var..
Imens pigerne var ude i stuen, bandt han forbinding rundt om livet på sig selv og først der gik han ud til dem. Det varede dog ikke længe før blodet snart havde sat sit spor på forbindingen også. Han smilte til dem alle.. Med afslappet bevægelser gik han hen og satte sig ved siden af Angela..
"Hvornår kom den lille ny til verden Andrea?" han så spørgende op på hende. "Forresten, i to er søstre, hvis i ikke allerede har fundet ud af det.. Andrea mød din lillesøster, Serena mød din storesøster," han gjorde en doven bevægelse med hånden.. For pokker hvor var han udkørt, men, han havde ikke lyst til at sove. Ud af sin øjenkrog så på Angela. Lidt efter drejede han hovedet og så på hende. "Klarer du den?" Ned af armene var der stadig rester fra der vievandet havde ætset hans hud..