And who the fuck are you? -Noah-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Endelig var hun sluppet af med babymaven, det var befriende og den sidste måned havde hun trænet sin krop pæn før. Man skulle ikke have troet at hun havde været gravid når man så hende nu. Hun følte sig dog ikke helt fri, hjemme ved et hus hun havde lånt af Angela var hendes datter. Elena. Dog havde hun valgt stadigvæk at være i stand til at gå en tur for sig selv, nye stilheden omkring hende nu når hun var i stand til at forsvare sig selv helt igen. Dog fik hun øje på en, hun synes at hun havde set ham før et sted og hendes nysgerrighed fik hende til at løbe op til ham. Den lyse aura ramte hende, og gjorde hende underligt nok mere glad.
"Undskyld jeg spørger, men har jeg set dig før? Du forkommer mig noget så bekendt." Spurgte hun herren ret høfligt og smilede så lidt. Hun var ret sikker på hun havde set ham før, men hendes mildertidige hokummelsestab gjorde at det lå ret slørret for hende.

Noah vendte sig hurtigt om, da han kunne høre hans ynglings stemme snakke til ham. Det var et stykke tid siden han havde set noget til hende. Han vendte sig hurtigt om, og selv følgelig var det hende. Det var Andrea! Noah tørrede hurtigt øjne, og så bare på hende. Der gik et stykke tid før han egentlig kunne svare hende. Og da han endelig svarede hende, var det nærmest en stammen han kom ud med. '' Du kender mig da Andrea! Jeg er Noah!? '' Noah forstod inderst inde ikke hvorfor hun egentlig spurgte hvem han var.

Hun burde kende ham da han sagde hun kendte ham, hun smilede skævt. Hun kunne godt fornemme at han havde ret, det lagde blot i hendes bevisthed.
"Undskyld jeg har noget rod med mine minder, jeg kan ikke huske ret meget af hvad der er sket.. Men måske.. kan du hjælpe mig med at huske dig igen." Spurgte hun med et skævt lille smil. Hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle sige eller gøre. Andrea havde en mærkelig træng til at svinge armene om ham fordi hun ville være i nærheden af ham dog valgte hun at beherske sig selv.

Noah rystede på hovedet. Nok var det en del tid siden, de havde set noget til hinanden. Men lige frem, at hun allerede havde glemt den person hun havde et barn med, den person hun elskede? '' Jeg er faren til dit barn, din elsker. '' Noah tørrede sig kort under øjne. Tårende begyndte at trille. At man ikke en gang kunne huske sin egen elsker. Han rystede hurtigt på hovedet og hev hende ind til sig. Han omfavnede hende. Han savnede at kunne kærtegne hende, vise hende den kærlighed en mand sagens kunne give hende.

Andrea var ikke sikker på hvad der forgik, endelig vidste hun godt at der var noget over ham som gjorde at hun stolede på ham. Da han nævnte hendes datter blev hun mere opmærksom, var han virkedelig far til Elena? Andrea lod sig trække ind I hans favn, det gjorde hun huskede. Minderne fløj op I hende, og da hun endelig kiggede ham I øjnene.. så kom hun tilbage til ham.
"Noah!" Tårer kom frem I hendes øjne og atter engang lagde hun armene over hans nakke. "JEg har været så alene I så lang tid. uden at kunne huske dig.." Sagde hun lidt trist inden hun så kyssede hans læber. "Elena har det fint, altså vores datter. Hun er hjemme ved en veninde."

Noah omfavnede hende mere og mere. Da hun trak hende selv med ind i favnen, blev han endnu mere glad. Hendes læber imod hans læber, var vidunderligt. Som at danse på en sky. Han lod roligt sig selv, trække sig væk fra hende. Han aede roligt hendes kind, med hans tommelfinger. Det var dejligt, at hun var kommet tilbage til ham. Hvor havde hun dog været hende? Hvorfor kunne hun ikke huske ham. Det eneste han spikuleret på lige nu, var om hun havde det godt. Han kyssede langsomt hendes pande, og omfavnede hende igen. '' Elena.. sikke et smukt navn, til vores datter. ''

´Da han kyssede hendes pande blødede hun langsomt op, det var om om han havde en positiv effekt på hende. Underligt nok kunne hun godt lide den.
"Jeg kan tage dig med hen for at se hende? Jeg har en til at passe hende imens jeg ordner nogle små ting." Smilede hun skævt og tog så hans hånd.
"Jeg er glad for at se dig igen, der sket så meget på det sidste. Så meget du skal vide." Andrea havde været adoptivbarn det og været I et ulvekobel begge steder havde hun aldrig følt sig tilpas. Men nu havde hun fundet to af sine bioloiske søskende, og det gjorde at hun blev lykkeligere.. Hun havde familie. Andrea flettede sine hænder ind I hans og kiggede ham I øjnene.

Noah nød hendes kærtegen med hænderne. Han var i forvejen rigtig glad for at se hende, men at tale og nyde tiden med hende var bedre. Nu var barnet endelig født. Elena var kommet til verden, og de havde skabt deres egen lille familie. En familie som han var virkelig stolt over at være en del af. '' Jeg håber hun er lige så smuk som dig. '' Han aede hendes kind blidt, og kiggede hende i øjne. Hendes øjne var det vidunderligste i verden. Han kunne altid kigge i dem i flere timer, uden at gøre andet. Han elskede hende virkeligt højt. Noah lod sig langsomt gå med hen til stedet hvor deres datter var. Han ville ønske, at hun blev lige så smuk, som sin mor.

Andrea smilede stort imens hun tog imod komplimanterne fra ham, det var længe siden hun havde husket ham flere måneder.. Det var så rart at huske ham igen, det virkede næsten så uvirkeligt.
Stille imens de gik imod gyderne hvor der helt ubemærket lagde et fint lille hus, det var godt gemt væk fra folk som var dusørjægere osv. Så åbnede hun døren og passeren Jasmine, en kvinde som var under Andreas evne til at gøre hvad hun sagde. Hun kom gående hen til Andrea og rakte hende Elena som Andrea modtog. Så gik Jasmine igen, og lukkede døren.
"Her er hun så." Smilede Andrea til Noah.

Noah så ned på barnet. Var det virkeligt hans barn? I starten var han en smule forvirrede, men han smilede bare. '' Hun er smuk. Smuk som en engel. '' Han rettede blikket op imod loftet, og takkede gud for barnet. Hun kiggede tilbage på Andrea, og aede blidt hendes kind igen. '' Jeg har savnet denne familie. '' Han smilede bare, han var alt for glad for, at han endelig var samlet sammen med hans egen familie.

Andrea smilede skævt af Noa, imens hun kiggede på Elena som slog de karamelfarvede øjne op. Allerede nu havde hun den solbrune farve i huden som alle ville drømme om at få, men som både Andrea selv men også Noah havde. Elena gabt lidt.. Andrea kiggede op på Noah med et skævt smil og satte sig ned i sofaen lidt længere henne af, og klappede på den med den anden hånd som tegn at han bare skulle sætte sig.
"Jeg har fundet to fra min biologiske familie, fedt ikke?" Smilede hun lykkeligt, det var det hun altid havde ønsket at finde. Noget biologisk familie.

Noah elskede allerede at kigge ned i de karamel brune øjne, det var vidunderligt. Noah rettede blikket efter Andrea, som satte sig ned i sofaen. Det så ud som om, hun ville have ham til at sætte sig ved siden af hende. Han begyndte småt at gå der over imod, og satte sig ved siden af hende. Han lagde roligt armen omkring hende, og kiggede ned på Elena, imens Andreas stemme talte til ham. '' Vidunderligt! Hvilket to? '' Noah kyssede hende hurtigt på kinden, og kærtegnede Elenas krop efterfølgende. Hun var sød. Hun var særdels smuk. Men det stammede fra Andrea. Det var dejligt, at Andrea endelig var blevet lykkelig, at hun endelig havde fundet nogle af hendes biologiske familie.

Andrea følte sig så glad indeni, det var som om alle de dårlige ting forsvandt fra hendes hoved kort. Der var noget hun havde mistet som nu var fundet igen. Hun kiggede ned på Elena engang imellem, dog vendte hun blikket imod Noah efter han havde kysset hendes kind.
"Min lillebror og lillesøster, de tvillinger. Et par år yngre end mig." Svarede hun med et kækt smil, selvom hendes bror Noa var en smule egocenteret så tvivlede hun ikke på om han kunne reddes. Samme med Serena. Andrea kiggede Noah dybt i øjnene igen, og smilede bredt.
"Beklager stedet er lidt gammelt og slidt. Det min bedste venindes, her er lidt trængt. Specielt når vi er 5 som sover her, men der endelig kun et soveværelse." Hun havde endelig ikke meget at klage over hun havde soveværelset sammen med Serena og Elena. Noa og Angela sov inde i stuen.

'' Det glæder mig at høre, du endelig har fundet dine søskende. '' Han smilede bare. Han var glad på hendes vegne, men han ønskede også samtidigt, at Andrea ikke blev taget fra ham. '' Jeg vil så gerne have dig med hjem igen. '' Han så bare på hende, hverken som sur eller som glad. Han håbet bare hun ville sige ja, til at tage med ham hjem. Han ønskede ikke at være væk fra hende et sekund mere. Alt den tid, han i forvejen havde været væk fra hende, var ulidelig, men han måtte også beskytte Caroline. Der var trods alt mange der var ude efter hende, så.. Han rystede kort på hovedet, og lagde hans hoved imod hendes. Hvis de skulle skilles igen, skulle det være pga død, eller fordi hun bad ham gå.

Hun var glad over at det glædede ham på hendes vegne, de fleste var jo endelig ligeglade med om hun havde det godt eller ej. Og så var der dem som faktisk bekymrede sig, som Noah og Angela. Ville have hende med hjem? Det virkede underligt, hun kunne ikke huske alt hundrede procent endnu. Men hun smilede blot, og så nikkede hun selvfølgelig.
"Jamen så tag mig med hjem." Hendes stemme var lidt drillende, da hun så lagde hovedet lidt på skrå.
Andrea kendte godt Caroline, det var en af de personer hun havde kendt igennem sin graviditet imens hun ikke havde kunne huske Noah. Andrea havde nemlig boet i hans hus, fordi Angela havde haft hende flyttet derind. Caroline og Andrea havde et lidt specielt forhold til hinanden, hvem ville have at en fremmed kvinde boede i deres forlovede hus. Selvfølgelig havde Caroline sikkert set hende som en trussel på hendes territorium.

Noah blev glad, da hendes smukke stemme sagde, at han skulle tage hende med hjem. Han rejste sig hurtigt op, og løftede hende op i en brudstilling. Han ønskede at tage hende med hjem, lige med det samme. Han begyndte langsomt at gå imod døren. '' Som de ønsker, min elskede. '' Hvis Andrea ikke ønskede dette, skulle hun bare sige det. Han ville aldrig gøre noget Andrea ikke ville bryde sig om. Lige nu, var hans tanker kun på at få hans familie med hjem, og beholde dem hjemme. Marlena gik jo rundt i hans hus, som en mindre tjenere. Hun var fri til at gøre hvad hun vil, men hun skulle blive ved et område. Han åbnede hurtigt døren med bene, og vandre længere ud af stien.

Noah løftede hende op og tog hende med sig. Det var romantisk, jo mere de oplevede sammen jo flere gange hans hud ramte hende.. Flere minder kom frem i hende fra fortiden, gode minder. Som hun havde savnet, og aldrig ønskede at miste igen. Andrea smilede holdt deres datter tæt ind til sig imens Noah gik igennem gaderne, det var aften så der var ikke rigtig mange tilbage i byen.. Det gjorde det mere romantisk, selvfølgelig havde det været mere romantisk uden Elena med sig. Dog gjorde det hende ikke så meget, ikke lige nu. Hun var bare glad for at være sammen med Noah igen, og nu havde de en familie sammen. Som de havde ventet siden den dag Andrea blev gravid. Hun kunne huske det nu, den dag hun fortalte ham at hun ventede deres barn. Det eneste der var lidt sløret var hans reaktion på det, men han virkede så lykkelig og glad lige nu. At han næsten måtte have reageret godt på det? Andrea smilede til ham da hun fik øje på et hus som hun faktisk havde passeret før, det var dog først nu at hun bemærkede at det faktisk var hendes hjem.

Noah sparkede nærmest roligt døren op ind til huset. Og satte Andrea på den nærmest sofa. Inden hun rykkede sig længere, lod han sig selv falde på knæ. Han tog blidt fat i den ene hånd, så hun stadig kunne holde Elena. Hans mund begyndte langsomt at bevæge sig uden ordene rigtigt kom ud. Han var alt for genert overfor hende, som første gang han skulle tale til hende. Han trak vejret dybt, og lod stemme komme ud. '' Vil du.. Andrea Marshall Farron, gifte dig med mig? Og blive min elskede i al evighed? '' Tårene trillede ned af hans kind, samtidig med at han var glad for han endelig havde spurgt, men han var også bange for at få afslag.

Da de endelig kom indenfor satte han hende ned i sofaen, så skete der noget overraskende. Han satte sig på knæ, hun blev overrasket positivt. Han havde hendes ene hånd, og den anden holdt hun fast i Elena med. Andrea så ham dybt i øjnene, hun kunne fornemme hans nervøsitet. Han spurgte om hun ville gifte sig med ham, og være hans. Hvad kunne en kvinde drømme mere om? Andrea kunne huske ham helt tydeligt nu, manden i hendes liv. Selvfølgelig ville hun være hans.
"Selvfølgelig vil jeg det Noah." Smilede hun til ham, og så ham dybt ind i øjnene. Hun følte sig varm om hjertet. Elena skulle snart lægges til at sove, men så kunne de snakke uden at skulle tænke på andet end at nu sov Elena. Andrea havde en speciel ting hun elskede Elena for, hun var et meget stile barn af sin alder, hun skreg ikke overhovedet. Det var fantastisk.

Noah lod blidt hans hånd række ned i lommen. Han havde haft ringen på sig hele dagen, men han havde været i tvivl om han nogle sinde ville se sin elskede igen. Og nu var de forlovet. Han løftede ringen op fra lommen, og satte den hurtigt på hendes finger. Efter følgende, lod han føre sin hånd op til hans kind, imens han nussede hende med tommelfingeren. Han elskede at nusse hende, at kærtegne hende. Han lod hans læber møde hendes, i et kærligheds kys. Ikke at alle andre kys ikke var af ren kærlighed, men dette kys var det første som forlovede. Han rejste sig langsomt op, og tog roligt Elena i hans favn. Han havde købt ind til når hun skulle føde, de havde også lavet værelset til hende, så nu skulle hun bare ind og sove. Han gik langsomt imod værelset, for at være forsigtigt. Han skulle ikke tabe hans smukke datter. Han åbnede langsomt døren, og lagde hende ned i den lyserrøde tremme seng de havde købt til hende. Han kyssede blidt hendes pande, og dækkede hende til med dynen. Han lukkede døren efter sig, og satte sig hen til Andrea. '' Jeg vil tilbringe mit liv med dig min elskede. Jeg kunne aldrig se mig sammen med en anden end dig. ''

Andrea kunne ikke fjerne smilet på hendes læber, det var som om det var klistret fast på hendes ansigt. Det var dog hendes glæde. Han tog Elena og hun stolede nok på ham til at gøre det, Andrea kiggede sig lidt rundt imens han lagde deres datter i seng. Hvordan kunne hun have glemt alt dette? Noah kom tilbage til hend og satte sig ved hendes side. Andrea kiggede ham tilbage i øjnene.
"Jeg vil ikke være sammen med andre end dig, jeg vil bare være sammen med dig." Smilede hun sødt, det var rart at have hænderne fri igen.

Noah lod hans hender omfavne hende. Han ville aldrig slippe hende igen. Men det ville han blive nød til, hvis Caroline kom i ballade en gang igen. Han lod sig langsomt, kysse hendes knæ. Bare det, at kunne røre ved hende igen, efter så lang tid. Det var flere uger siden, at de havde set hinanden. Som om, at gud havde kidnappet hans kvinde. Hans sjælemate. Han blev nervøs igen. Hvad skulle han sige til hende, han kunne sagens tale med hende. Men hun fik altid hans hjerte til at gallopere afsted. Hun var den eneste der kunne få ham til, at få det på den måde. Det eneste der kom ud fra hans mund, var blot: '' Er.. Du sulten? '' Hvorfor var det lige det der kom ud. Han var utrolig nervøs. Hvad ville hun nu ikke tænke om ham. Sikke en kujon. Det eneste han tænker på nu er mad. Hvilken mand gør det?

Hun nød hans kys på hendes knæ, det var jo alligevel længe siden hun havde følt sensuel kontakt overhovedet. Hun kunne fornemme hans nervøsitet sjovt nok gjorde hende at hun fandt det interesserende. Så spurgte hun om hun var sulten, så smilede hun til ham. Så førte hun lidt an og kyssede hans kind ganske blidt, og lod kort sine kys placere sig ned af hans hals.
"Endelig ikke, men vi kan sagtens tage noget at spise. Hvis du er sulten, varulve kan spise næsten hele dagen hvis de skulle." Hviskede hun i hans ører og trak sig så hun kunne kigge ham i øjnene.

'' Jeg er ikke rigtigt sulten kære. Jeg tænkte mere på dig. '' Hendes kys og kærtegnen imod hans hud, var vidunderligt. Det var som at svæve på en sky, den allerbedste sky. Han sukkede, sukker sødt, og lod bare hans øjne fanges af hendes. Han kunne ikke være mere tilfreds end dette. Han havde fået sin kære tilbage, og ikke mindst skabt familie.

Andrea smilede ved hans ord, hun bed i sin underlæbe i et kært smil. Hun havde helt glemt ham, hvordan kunne hun have glemt en der havde givet hende så meget at huske? Andrea så ham dybt i øjnene inden hun så satte sig hævet over ham i sofaen. Med benene på hver side af hans. Så kyssede hun hans læber, det havde været mange måneder siden hun sidst have kysset en, og hvis det skulle være nogle skulle det være hendes forlovede.
"Jeg elsker dig så højt." Hviskede hun imellem sine læber og kyssede ham lidenskabeligt som bevis.