I'm not her! - Noah

Hayley ejede ikke de dyreste ting. Hun levede af den løn hun fik udbetalt som danser på Firestep i hendes anden form. Ellers fandt hun selv sin mad, det var trods alt ikke umuligt.
I denne lettere kølige forårsmorgen, var Hayley i ført et par sorte jeans og en mørke rød top der blottede en smule af hendes kavalergang uden det på nogenmåde virkede billigt. Hun havde en sølvkæde rundt om halsen, hun havde fundet tabt engang. Hun havde ridset et A i den for at huske sig selv på, hvem hunvar. Det var ikke fordi, at hun nogengange syntes at have problemer med at holde styr på hende og sin anden form.
Hayley gik og kiggede lidt på nogle af markedets ting.
Det var lige åbnet, så folk var ikke kommet i strømme endnu. Perfekt for Hayley. Hun havde når folk stod omkring hende som sild i en tønde. Lige nu kunne hun næsten kigge i fred.
Alle tingene var så flotte her. Og dyre. Hayley fik øje på et armbånd som virkelig fangede hendes opmærksomhed. Hun kiggede opmærksom på manden inden hun med en snedig hånd fik fisket det i lommen, og vendte rundt til at en stod og stirrede på hende.
Efter at indrømme, så var han da noget så pæn. Lidt for langt væk til at hun kunne se ham helt, men hans øjne var rettet imod hende. Hayley besluttede sig for at gå derover imod ham og lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede hans brune øjne.
"Kan jeg gøre noget for dig?" Spurgte hun lettere sarkastisk, med et skævt smil. Måske var det hans øjne der fremgav dette skæve smil på hendes læber?

//Regner med det Noah hun går hen til.. plus hun er i den form, hvor hun ligner Andrea c:

Noah savnede Andrea. Ingen tvivl om det. Pigebarnet havde en stor virkning på hans liv. De havde været forlovet, fået et barn sammen og ikke mindst delt meget sammen. Men det var ovre nu.
Andre havde fundet sig en ny, og bedre mand end hende selv.
Caroline var også begyndt at fylde en hel del. Tankerne om at miste Caroline var langt større, end at miste Andrea. Hvis Noah mistede Caroline, mistede han også sig selv. Han havde en datter med pigebarnet, plus hun var grundet til han selv var i live.
Men pludselig var hun dukket op igen. Foran ham.
Andrea. Hvad lavede hun her? Det var ikke ret tit, han så hende opholde sig i Doomsville. Og slet ikke ved market. Hun havde folk til at hente ting for hende. Det havde Noah også, men havde det for dårligt til at tvinge dem til for mange ting.
Da pigebarnet bevægede sig over imod ham, lænede han sig op imod muren.
Da hun var helt tæt på ham, gik det straks op for ham, hvor meget han savnede hende. Hendes stemme omfavnede ordene på en sarkastisk måde, hvilket ikke lignede hende.
Men smilet var perfekt.
'' Du kan jo, komme tilbage til mig? '' Hans øjne, sagde at han savnede hende, og Elena ikke mindst.

Modsat Andrea bar Hayley en mere australsk accent over sig. Hun så hvordan han lænede sig op af muren. På en måde fik det hende til at forstå ham som en der ville have hendes opmærksomhed. Ikke fordi, at han ikke havde den. Lige nu så var det faktisk overraskende at hun talte til ham i stedet for at gå. Det var nok udstrålingen? Hayley kneb dog øjnene en tak forvirret da han sagde, at hun kunne komme tilbage til ham. Hun rystede let på hovedet og kom derpå med et kort grin. "Søde skat. Jeg har aldrig været sammen med dig. Så.. jeg kan ikke komme tilbage til dig." Svarede hun imens hun gik lidt tættere på ham og klappede ham en enkelt gang blidt på brystkassen. Det at hun bar en sølvkæde om sin hals skreg hun ikke var en varulv - varulve kunne trods alt ikke tåle sølv. Hun havde også en anden aura, og var ikke nær så dyrisk. Hendes øjne var langtfra ligeså vilde og rovdyrsagtige som Andreas. Det var dog først når man fik hende på tæt hånd, at man ville kunne se forskellen på de to søstre.
Hayley smilede dog stadigvæk til ham. Hun kunne være ret charmerende, og var det dog også kun når hun så noget af interesse. Lige nu var det de mørke øjne som vækkede hende op, og ville vide, hvorfor han dog troede de havde været sammen.
Måske var det ligesom dengang på kroen, hvor en havde spurgt hende hvad en dronning dog lavede her.
Det havde så også været sidste gang Hayley havde opsøgt den kro i denne form. Hayley trådte et skridt væk fra Noah med øjnene stadigvæk i kontakt med hans.

Noah kunne mærke smerten sitre i hende. Hun forsøgte at skubbe ham væk fra hende. Fra hendes hjerte. Måske var det den her måde hun mistede følelserne for ham. Ved at skubbe alle tanker om at kende ham væk.
Han sukkede og så hente direkte i øjne. Da var ved at gå væk fra hende, trak han hende hurtigt helt ind til sig. Et enkelt kys plantede sig på hendes mund.
'' Kan du slet ikke huske det? Den kærlighed vi delte. Alt vi lavede sammen. Hvor glade vi begge var ved hinanden side? Forlovelsen!? ELENA!? '' Han så hende en anelse vredt i ansigtet.
'' DU KAN IKKE LUKKE MIG VÆK FRA DIG. Eller Elena! ''

Hun kunne se der var et eller andet med ham. En sorg. Et savn. Måske mangel på kærlighed? Hayley levede alene. Hun fortrak at være alene. Kærlighed behøvede hun ikke. Da han hurtigt trak hende ind til sig og plantede et hurtigt.. dog yderst chokerende kys på hendes mund. Stivnede hun kort og trådte så tilbage fra ham. Han råbte nærmest af hende som om, at hun levede et andet liv også.
"Jeg kan ikke huske ting der aldrig er sket. Jeg kender dig ikke Okay? Jeg ved ikke, hvem fanden du forveklser med mig. Men lad mig sige det rent ud. Hvem inden du søger... så er jeg hende ikke. Jeg ved ikke engang hvem denne Elena er. Jeg ved ikke engang dit navn." Udtalte hun sig, og var faktisk lige på kanten til at eksplodere. Hun rystede på hovedet af ham. "OG jeg troede, at jeg havde brug for hjælp." Dette var nok en fornærmelse i sig selv. Endnu en forskel på hende og Andrea, Andrea ville aldrig have sagt sådan noget. Specielt ikke til Noah.. hun elskede ham trods alt stadigvæk, derfor burde Noah også vide, at Andrea aldrig ville gøre eller sige noget for at fornærme ham.. ikke engang for sjovt.
Hayley trådte endnu et skridt væk fra ham. Et tegn på, at hunvar på vej væk.

Noah trak hende tilbage ind til sig. Lyttede til hver en ting hun sagde. Hvert et ord, var smukt som første dag han så hende i øjne. Den springende kærlighed der havde vokset i ham, hver dag. I starten havde han opfattelsen af hun var et monster, men jo mere han havde lært hende at kende, fandt han ud af hendes skønheder.
Noah så blot Hayley, direkte i øjne. Han vidste inderst inde godt, at Andrea og hende ikke var den samme.. Men han kunne ikke slippe tanken om at de måske kunne være hinanden.
'' Hør.. Jeg er ked af min opførelse. '' Han så hende direkte i øjne, imens tårene begyndte at løbe. Han savnede Andrea, mere end hun anede. Han savnede den pige, han ville tilbringe hele sit liv med.
Den pige, han havde valgt at forlove sig med. At få børn med.
Noah havde kun været sammen med to personer. Andrea, og Caroline. Ikke mange kendte den del af ham, hvor han skjulte sin lave selvtillid.
Han hadet sig selv hver dag, for alt han gjorde.

Hun sukkede let.
"Det skal du ikke tænke på. Der er ingen skade sket." Svarede hun og så ham i øjnene. Hun stoppede op. Tåreren gjorde hende måske en smule blød. Hun var trods alt ikke en koldhjertet kælling. Hun bekymrede sig blot ikke om andre, fordi hun ikke havde nogen grund til det. Den eneste hun måske lige kunne finde på at tænke over var Beth, Spencer og Katerina også Selicity. Eller det var mest Aria som bekymrede sig omkring dem.. den gode side af Hayleys personlighed. Hayley åndede så let ud.
"Lad os starte forfra. Navnet er Aria Sinclair." Sagde hun og rakte hånden frem i en hilsen, og sendte ham et smil. Dette lagde ikke til hende, men lidt medlidenhed havde man vel engang imellem.

Noah så hende i øjne, da hun nævne hun var en Sinclair.
Noah havde både mødt Ira, og hørt omkring Caden fra Jazmin.
Jazmin havde vidst noget for den fyr. Underligt nok, var han ikke helt så interresant som man skulle tro. Det eneste hun snakkede om, var deres tur i vandfaldet. Hvordan den havde vidst mange følelser i dem begge.
'' En Sinclair. Jeg har hørt meget om jer.. En stolt ulvefamilie... '' Han smil bredte sig over hele ansigtet. Han elskede når folk var stolte over deres racer.
Han var selv stolt over han var en engel, men han kunne mærke tingene var anderledes ved hende. Hun kunne umuligt være en vareulv. En vareulv ville ikke have en så lys aura som hende. En ting Noah efterhånden var blevet god til at aflæse.
'' Men, de familie er vidst ikke helt så glad for dig. Kære barn? De er ikke en vareulv. '' Hans ord var direkte.

Hun kørte let en hånd igennem sit hår over det han sagde.
"Endnu engang tager du fejl. Jeg hørte navnet engang.. og tog det til mig. Jeg er opvokset i gaderne. Jeg kender slet ikke min familie, og ærligtalt. Så er jeg meget bedre uden." Smilede hun stolt. Hayley var engel. Det vidste hun, og så sig ikke svag eller ynkelig på nogen somhelst måde. "Plus. Man kan sagtens være flere med samme efternavn." Hun kiggede ham ærligt i øjnene. "Jeg har ikke brug for at være en varulv for at være noget særligt." Tilføjede hun ærligt og kiggede ham direkte i øjnene. Hendes tempremant var ligeså voldsomt som en, men hun havde også varulve gener, uden at være varulv. Det skete nogle gange at en engel blev født i en familie, også selvom, at de slet ikke havde engleblod i årene.
"Men, hvad med dig mystiske fremmede, hvem er du?" Hayley var modsat Noah ikke fin i sproget. Hun var fra det vilde kvarter. Van til slåskampe i hvert gade hjørne, og ingen sikre steder at sove.

Noah undrede sig lidt, over nogle ting. Hvordan kunne hun være stolt over at være alene? Hvilket mennesker ville det? Ingen.
'' Så du har valgt, at tage et familie navn til dig, uden du er i den familie? '' Noah brugte ikke længere sit fine sprog overfor pigebarnet. Hun havde været for aggressiv allerede imod ham.
'' Vareulve er noget helt specielt for dem selv. Flokdyr, men samtidigt elsker de at være alene. Facinerende væsner. '' Et smil bredte sig over hele hans ansigt. Normalt var han ikke typen der nedgjorde folk, men Hayley, havde en anderledes virkning. Hun var modsætningen til Andrea. Andrea var typen selv gud kunne falde for. Noah havde været igennem mange ting før han mødte Andrea, men hun havde stadig en stor virkning på ham.
Hvert blik hun sendte ham, fik ham altid til at smelte overfor hende.
Men Hayley var djævlen selv, i forhold til Andrea.
'' Du er meget kæphøj, barn. Har du intet forhold til folk? Din attitude burde ændres.. '' Han var irriteret over hende. Og mest af alt, orkede han ikke at fortælle om sig selv.
'' Men jeg. Det må de finde ud af. ''

(( ? ))

Hun rømmede sig kort.
"Og vi er engle. Undervuderet af samfundet. Set som svagpissere der ikke kan tage vare på sig selv. Skrøbelige væsner. Men vi stolte, og ligeglade. For vi ved det ikke er sandt." Svarede hun på hans tale omkring varulve, de kunne rende hende - hun var pænt ligeglad.
Hun fnøs kort da han kaldte hende rapkæftet. Hun trådte et skridt tættere på ham og kiggede ham direkte i øjnene.
"Det rigtigt. Det er jeg. Jeg er ligeså rapkæftet som du er desparat. Gemmer dig og venter.. Venter på noget der nok aldrig kommer tilbage til dig. Men hvis du snart lader hver med at vente, og springer ud i tingene. Kan det være det hele ændre sig på spillebrættet. Løs lidt op. Du er alt for følsom, og aggresiv." Sagde hun ligeud og lagde hovedet på skrå. Let trak hun på skuldrene og fik et let drillende glimt i øjet.

//Havde travlt.

(( ? ))

'' Hør.. Kære pigebarn. Du aner ingen ting om engle! Du er blot et barn, i englenes verden.
En engel har desiplin overfor sine medmennesker. De taler med en ordenlig, og formel tone. Jeg vil væde med, at de ikke spiser mindre som en gris. '' Hans smil blev større, men dog mere irriteret. Pigebarnet var mere rapkæftet end Caroline havde været, og det sagde en hel del.
Caroline havde altid været typen, der sagde tingene lige ud, ud anset bekostningerne, men mente det altid på den gode måde. Men hende here.. Haylay, var slemmere end Caroline. Hendes tankegang var dog en anelse fascinerende.
'' Hør.. Unge dame.. Jeg venter bestemt ikke på nogle. Hvis jeg havde ventede på hende, ville jeg havde været helt anderledes, end jeg var overfor dem.
Hvis jeg ville have pigebarnet tilbage, havde jeg taget hende. Men det vil jeg simpelt ikke. Jeg har et fint liv, som jeg har det nu.. Men de.. De kunne få et bedre et. '' Han var sur og irriteret for første gang længe.. Den pige vækkede en vrede i ham, ingen havde rørt før.
Han tog hurtigt fast om hendes kæbe, og lod hendes ansigt stirre ind i hans øjne.
'' De burde lære den formelle del, af alt dette. ''

Hun lo af ham. "Desværre. Så er det dem der er helt rundt på gulvet. Ser du. Jeg er bare enspænder." Svarede hun hurtigt inden han snakekde igen. Hun så ham skaprt i øjnene. "Hvis du kalder mig barn eller pigebarn igen. Så bliver det værst for dig selv." Vrissede hun en anelse af ham. Da han åbnede munden hun igen rullede hun let med øjnene. Hun forstod virkelig ikke, hvorfor hun spildte sin tid på denne mand? Da han greb fast om hendes kæbe, så fik hun et sindssyg smil på læben, og begyndte at grine. "Nu forstår jeg. Det godt du er så køn. Det var sikkert det som fik dig det meste af vejen." hun greb fast om hans håndled, og satte sine negle i, imens hun skubbede hans hånd væk fra hendes ansigt. Hun fjernede ikke sine øjne fra hans.
"Du er måske en engel. Og ligeså er jeg. Du kender mig ikke. Du har ingen ret til at nedgøre mig for den jeg er. Så vidt jeg husker, var det dig råbte af mig da jeg spurgte dig om noget. Du burde have vist en smule mere respekt også. Jeg burde slet ikke lære en skid af dig." Svarede hun ham så og rystede irriteret på hovedet, inden hun trådte skridt væk fra ham.

'' Kære barn. De ser så sød ud når du er sur. Du skal huske de ældste er dem der er mere vis end dig. Hvor gammel er du? Lad mig gætte... Du er tæt på 30'erne.. Det udståler din selvsikkerhed. Kært. Du er et barn i vores verden. Ikke andet. ''
Hans smil var let irriteret over hende.
'' Jeg råbte bestemt ikke over dig, men lad os blot sige det.
Hvis det gør et barn, som dig glad. '' Hans selvsikkerhed udstålede selv ud af ham. Noget der ikke var blevet vækket op i længe. Man mister selvsikkerheden hos sig selv, når man bliver glad. Man bliver for nervøs om man er perfekt for et andet menneske. Noah havde altid fået at vide fra Mikael, gud elskede engel.. At noget der gjorde en engel perfekt.. Var at vise menneskerne, at man elskede dem højre end sig selv.
Noah var dog blevet forelsket i en vareulv istedet. En vareulv der var anderledes end den opfattelse han altid selv har haft.
Noah trak hånden tilbage til sig selv.
'' Du er kær.. Manere er noget alle burde have. Selv dig. Om du har levet på gaden, eller i et slot.. Lad mig vise dig, din .. tvilling.. Det er den eneste måde du kan ligne hende.. Hun har manere. Opvokset som en vaskeægte vareulv. Hård, og vred konstant. Men manere som en ægte dronning. '' ..

Han skulle ikke komme her og fortælle hende, hvad hun burde. Det gjorde hende umådelig vred. Hun skar lidt ansigt inden hun slog blikket fra ham. "Hvad fanden skal der til, før at du får det ind i dit lille hoved, at jeg ikke vil ligne din lille tåbelige billige dronning. Jeg vil ikke være fin på den. Jeg har ikke brug for en som dig til at spille åh så klog og vis. Du dummere end en dør, hvis du regner med, at jeg overhovedet vil overveje at lytte til en som dig. Fik du det ikke ind i dit hoved, jeg har ingen ejer. Jeg er utæmmelig. Jeg er opvokset ved mine forældre jeg har ingen søskende, måske en opstillet forkælet møgunge af en dobbeltgænger. Forstået. Jeg er ikke hende, så stop med at prøv at få det til at lyde som om, at jeg er en jeg ikke er." Rasede hun let, med næsten ild i øjnene. Et forkert ord til fra hans side af, og hun ville stensikkert gå.

'' Åh, du er så kær når du er sur.. Du er en hvalp.. Noget der skal lære de ting de ikke må, og hvad de gerne må. En sølle hvalp. ''
Aldrig i sit liv, havde Noah forstillet sig, at ville kalde nogle for hvalp i sit liv. Men Haylay irriterede ham helt enormt meget..
'' Hør.. Bettebarn. Jeg er ikke bange for dig.. Og det bliver jeg aldrig. Om du vil være fin eller ej. Om du er opvokset i et hjem med dine forældre er jeg ligeglad. Manere er noget ALLE skal have. Selv dig.
Jeg er træt, af små børn som dig, der får min vilje. Min datter, har flere manere end dig, og hun er blot et barn. ''

Til sidst fik hun simpelthen nok og langede udefter ham så hårdt hun kunne. Nok var Hayley ikke ligeså gammel i sind, men hendes krop var mere toptrænet end en varulv. Hele hendes krop var i balance med sig selv. Så da hun langede ud og placerede sin hånd i et klask på hans kind. Så kunne de tydeligt høres. "Som du vil. Hvad rager dit elendige liv egentlig mig. Vi ses i helvede." På de ord vendte hun ryggen til ham så hendes hår en blafrede med hende i vinden. hun begyndte let at gå, men ikke i et ret hurtigt tempo.