Shit hvad gøre jeg nu- Blair

Sted: Blodøerne Tid: 22:30 Vejr: Lyn, torden og regn. Omgivelser: lille landsby.

Bethany trak sin vinger ind kroppen, hun gemmenblødt og kold, men hun skulle til øen, hun snakket med en som hun skulle mødes med, men de var dukket op, så derfor var hun fløjet hen i nærheden af en lille landsby. Hunvar træt og var lige ved at give op og bare blive siddende i regnen som silede ned, hun satte i løb ihåb hurtigt finde ly for rengen. Hun trak vejret hurtigere i trak med hendes løben blev hurtigt. Hun var blev advaret mange gange før om at hun skulle passe på fordi vampyre kunne lide hendes blod, på grund af sødmen. Hun forsatte ikke ret langt for så faldte hun grenen. Hun mærkede at hendes fod gav den knasnede lyd af knogler som brækkede. Længere fremme kunne hun høre stemmer, men turdte ikke råbe om hjælp tænk vis det vampyre som nærheden det faldte slet ikke at det også bare kunne være folk.

Blair var ude af kontrol. Selvom hun gjorde alt hun kunne for ikke, at drikke så meget blod, mislykkedes det. Hun kunne ikke stoppe, det var lykkedes en enkelt gang. Det var alt. Det var også grunden til hun var ude den aften, hun havde brug for mere blod. Selvom hun allerede havde tømt en hel del kroppe, kunne hun godt bruge noget mere blod. Blair gik rundt i skoven og lignede mest af alt, men uskyldig pige. Hvis man så bort fra hendes hjørnetænder og unaturlige blege hud. Hun duftede hurtigt en enkel og smilede lumsk for sig selv. Hun var vild med engleblod, det var hendes favorit. Blair kunne stadig ikke styre hendes fart, styrke og slet ikke sin blodlyst. Så hun kom over til englen med almindelig fart. Hendes hjørnetænder var gemt nogenlunde af vejen, men man kunne se dem hvis man, kiggede godt nok efter. Blair forsøgte at se overrasket ud. Hun gik hen til englen og lagde en hånd ned imod hende. "Er du okay?" Det hele var spil for galleriet, hun ville bare vinde hendes tillid.

Hun kiggede op på pigen, Bethanys alamklokker burde ringe, men smerten i hendes gjorde at ikke kunne tænke og det at hun måske var en smule naiv. Hun pegede ned på foden, hun var for flov til sige noget. Bethany vidste godt at pigen kunne udgøre en risiko, men hvis hun tog imod hjælpen hvad skulle så gøre. Hun kunne jo kalde på stemmerne længere henne, mene vis vampyren ikke kunne styrre sig ville de ikke være meget hjælp. En svag grimase vidste sig i hendes ansigt hun hadede vis folk skulle død på grund af hende, hun hadede unøvendige dræb, så heller at det gik ud over hende. Hun skammede sig også over at hun var så nemt offer da hun kom i tanke om sine vinger hvis ikke kunne kæmpe kunne hun jo altid flygte. Hun bed svagt læben hvad skulle gøre? Bethany virkede som naiv pige, men hendes sidste møde med vampyr endt ret godt, selvom at vis spurgte ham ville han ikke erkende det. Hun sukkede svagt kiggede afventende på pigen, hun skulle ikke tro at Bethany bare ville give op og lade hende drikke hendes dyrbare blod.

Blair så meget overbevisende ud, hun så virkelig ud som hun bekymrede sig. Hvilket hun et sted langt ind, også gjorde. Der var en side af Blair der var dukket op efter hun var blevet vampyr, en side hun som menneske havde gjort alt for at skjule. En manipulerende, ligeglad side. Som vampyr havde hun lyst til at være ligeglad. Hun havde ikke lyst til at bekymre sig om hvad andre tænkte, hun ville bare være sig selv og leve livet. Hun rakte en hånd ned imod englen og sendte hende et skævt smil, der på sin vis var både oprigtig og falsk. "Lad os finde dig noget hjælp." For Blair betød det ikke noget om nogen frivilligt ville give hende lov til at drikke fra dem. Hvis hun ville drikke fra dem, gjorde hun det. Det var ikke fordi mange kunne stoppe hende, en ældre vampyr kunne måske. Men dem havde hun heller ikke i sinde at stille sig op imod, ikke forløbig.

Bethany mærkede godt de kolde hænder, men hun gjorde ikke andet ved end at tage hendes og lod pigen hjælpe hende. Hun gispede svagt da hun prøvende støtte på foden. Bethany var et nemt offer det vidste hun godt, men vis nu hun kunne komme sted hen hvor der var andre. Hun sukkede svagt og en smule ærgeligt hun vidste at vampyren måske ikke ville tage hende sted hen hvor der alt for mange, hun vidste også at den venlighed pigen vidste nu, bare kunne skuespil. Hun takkede og begyndte haltende at gå hen imod lyden af mennskerne, men på grund af hendes skadet fod kom hun frem af ret hurtigt. Hun vidste bare at hun heller måtte se at komme væk før noget af hendes blod endte i maven på denne vampyr. Imens gik kom tanke om at det kunne gå ud over dem, men måske ville vampyren ikke være så dum. Hun måtte holde smerten på afstand og ikke tænke for meget på den, men man kunne tydelig se at der var smerte. Hun åndede lettet op da hun fik øje på bålets varme farver. Rundt omkring stod mænd kvinder som snakkede. Dog var stadig stykke frem dem, men turdte ikke gå tættere på. Bethany kunne simpelthen ikke lade det gå udover dem, det ville gøre for ondt i hendes hjerte.

Blair slap hende forsigtigt, da hun var kommet op og stå. Hun begyndte at gå ved siden af hende, men det krævede ikke specielt meget far for hende. Hun så indimllem over på englen. Hendes blod duftede utrolig godt, men det blev hurtigt overdækket af en anden duft. Menneskeblod. Hun så hen imod menneskene, og hendes hugtænder kom frem. Men hun tvang dem tilbage kort efter. Blair gik hen til en af mændene og begyndte at snakke med ham. Hun kastede hendes hår over skulderen, rørte ved hans arm og sørgede for at kigge meget på hans ansigt. Klassiske tegn på at flirte. Det virkede også, det varede ikke længe før han forlod gruppen sammen med Blair. Hun trak ham med hen til et træ og lod ham kysse hende. Da han førte kyssene ned på hendes hals, lod hun igen sine hugtænder komme frem og bide ned i mandens hals. Hun sørgede for at der ikke var mere blod tilbage, før hun lod ham falde ned på jorden. Blair vendte blikket hen imod de andre, men hun var mere i humør til engleblod. Blair begyndte at gå om mod englen igen.

Hvor blev vampyren af, hun kunne ikke se hende gruppen, men det varede ikke længe før hun fik øje på hende, hun var på vej væk havde hun op givet hende? Nej det kunne hun ikke hendes øjne blev store hun ville dræbe ham. Bethany vidste at inden hun ville nå der hen for hjælpe ville han allerede være død. Hun sukkede Bethany hadede når folk døde pågrund af hende, men denne vampyr gjorde da for overleve, Bethany vidste også at hun blev den næste vis ikke hun passede på med de ting hun gjorde. Hun ville ikke lade vampyren komme for tæt. Hun vidste nu at hun sikkert ville prøve at vinde hendes tillid ved at være sød og rar og når så havde den ville hun bore sine spidse tænder dybt ned i hendes hals for få hendes blod, men det ville ikke lykkdes hende, den eneste måde hun kunne gøre det var ved tvinge hende.