For The First Time In Forever -Selicity-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Denne eftermiddag var ligesom alle de andre dage kedelige. Der var intet at lave, udover at sidde og få et par drinks med sig selv - det var nok det mest nederen man faktisk kunne give sig til, og alligevel havde hun ikke rigtig andet at give sig til. Der var køligt udenfor, selvom solen prøvede at bryde igennem skyerne - så gjorde vinden det alt for umuligt for solen at varme jorden op. Matt var et eller andet sted, han havde sikkert fundet sig en kæreste han ville vente med at vise Stella? Det var en mulighed, han var i hvertfald sammen med en ven - den eneste grund til at Stella ikke virkede bekymret for hendes storebror. Udover hun havde fundet sin halvbror, og Jasmin ikke rigtig kontaktede hende - så virkede alt noget så kedeligt. Hun ønskede der skulle ske noget, at møde nye personer eller bare at skabe et drama der ville vække hendes livsglæde lidt.

En varulvekvinde opfangede pludseligt hendes opmærksomhed, det røde hår. Det gjorde Stella fascineret. Stella rejste sig fra sin stol ved baren og tog to glas med den ene hånd samt en flaske whisky med den anden. Med elegante skridt gik hun hen og satte sig ned på stolen foran varulven. "Må jeg sidde her? Jeg giver en drink." Spurgte hun dog havde hun sat sig. Varulven måtte vel smide hende væk, hvis hun ikke ønskede Stellas selskab. Stella satte glassene fra sig og hældte whisky op. Så kørte hun uden at spilde glasset hen af bordet og over til varulven. Et smil bredte sig på Stellas læber i det hun satte flasken fra sig. "Forresten jeg er Stella, og jeg er vild med dit hår." Sagde hun ret direkte, men bare ærlig. Det røde hår varulven havde, var det første Stella havde set og var en af grundene til at Stella havde taget kontakt til kvinden - nu måtte hun se hvad der gemte sig bag det uskyldige dog kønne ansigt. Stellas nysgerrighed var vækket - endelig noget at give sig til. Selv hvis varulven ville gå fra hende, ville Stella højest sandsynligt følge med - blot af nysgerrighedden selv. Sådan var sjælendt, men der var også tilfælde hvor hun opførte sig sådan her. Det var ret normalt. Stella greb om glasset hun havde fyldt whisky i til sig selv, og hævede glasset i en skål for at være venlig. "Skål." Sagde hun og bundede glasset.

Selicity havde haft brug for at komme en smule væk, væk fra det ansvar der hvilede på hendes skuldre derhjemme. Roligt trak hun en hånd igennem hendes lange smukke røde hår. Hendes anden hånd var lukket omkring det tomme glas hun lige havde placeret på det lille bord foran hende. Den lange slanke fingre slap eventuelt glasset der engang havde været fyldt men whiskey men ikke længere var det. Tungen gled ud og slikkede hen over hendes fyldige læber bare lige for at få de sidste par dråber med der nu end måtte hvile på dem.
Kedsomheden begyndte langsomt at melde sig og hun de indbydende isblå øjne gled over den lettere snuskede kro hun befandt sig på, ikke at det generede hende, det var faktisk med vilje at hun havde bragt sig selv til lige denne kro. Selicity orkede ikke overklasse samfundet lige i aften og desuden ønskede hun at opleve de rigtige beboer i Doomsville, en by var ikke bedre end det laveste samfund der var i den. Lyden af en stol der skrabede hen over trguvet foran hende bragte hende tilbage til verdenen omkring hende. En blond kvinde havde sat sig foran hende og et smil bredte sig over hendes læber. Hun bar en lettere nedringet mørkegrå top, et sort skørt var at finde på hende der fremhævede hendes lange slanke ben og feminine former. Skørtet stoppede midt på hendes lår. Et par almindelige korte sorte læder støvler besad hendes fødder og en sort læderjakke hang over stolens ryg. "Ja sæt dig endelig", hun følte for at svare på det selvom hun teknisk set allerede havde sat sig, da glasset blev skubbet over bordet lukkede hendes slanke fingre sig om det mens hun så kvinden i øjnene. "Jeg hedder Selicity, rart endelig at møde noget selskab på denne kro", hun hentydede til at det var et meget lukket samfund der ikke opsøgte andre end dem de kendte. Et let musikalsk og dejligt grin kom fra hende da hun sagde det med hendes hår. "Mange tak, jeg er nu også meget glad for det".

Stella var helt enig, det var rart endelig at møde noget selskab. Stella var helt vild med hendes tøjstil. Whiskyen blev stille slikket af hendes læber ved hjælp fra hendes tunge, inden hun kørte en hånd igennem hendes blonde slangekrøller. "Yeah, dagene har kedet mig på det seneste. Så jeg er glad for der endelig er en at snakke med, som ikke bare er ude på at stjæle fra mig eller kidnappe mig. Med mindre du er sådan en person, for så har du bare at sige det nu" Den sidste sætning blev sagt med en drillende tone. Denne kvinde virkede ikke som den form for person, dog skulle man aldrig dømme folk alt for hurtigt. Stella selv havde det med at overraske folk - mest fordi hun havde det med at se så englesød ud, og hun hadede det for det meste. Stella skænkede atter whisky op i glasene. "Så Selicity, fortæl mig noget om dig selv." Smilede Stella og førte en hårlok om bagved sit øre. Hun sendte et smil til Selicity som hun næsten aldrig gav nogle, det var venligt. Der var noget over Stella, hun havde en tiltrækning på folk på den måde af at hun udstrålede håb. Det passede også ret godt, når man tænkte på at hendes evne både kunne give og tage håb. Stella tog en tår af whiskyen og håbede på at lærer Selicity bedre at kende.

Roligt løftede hun glasset men den klare ravnbrune væske i og lod den hvile let mod hendes skilte læber så noget væsken løb ind i hendes mund. Hendes tunge gled ud og slikkede hendes læber som hun stillede glasset tilbage på bordet. Let lænede hun sig en smule frem mens hun lod det ene ben glide over det andet. Selicity løftede det ene øjenbryn mens et drillende smil gled over hendes læber og så hende i øjnene. "Jamen du lyder da rigtig som en der kommer i ballade". Den ene af hendes lange slanke fingre gled langs glassets kant mens hun forsat sad lettere lænet ind over bordet. Et dejligt grin slap hendes læber da hun spurgte om hun var en af dem, nej det kunne hun bestemt ikke prale af at hun var. Mange ville sige hun var blid som et lam men det var heller ikke helt rigtigt. "Det kan jeg nu ikke sige at jeg er så du kan være helt rolig". Da hun havde sagt det lænede hun sig tilbage i stolen og lod kort øjnene glide rundt i kroen. Dog landede de hurtigt på Stella igen da hun stillede hende et spørgsmål. Et bredt spørgsmål, let lagde hun hovedet på skrå mens hendes øjne gled søgende over Stellas ansigt for at se om hun kunne finde ud af hvad hun ville vide om hende, intet hel der. "Jamen hvad kunne du da tænke dig at vide omkring mig?".

Tankerne fløj rundt inde i hovedet af hende, der var mange ting man kunne få at vide og sikkert også nogle Selicity ikke ville fortælle om - men det var også helt okay. Det var helt normalt at sige fra jo. Stella så lidt overtænksom ud medvilje, inden hun slap en blid latter. Hvad ville hun vide?
"Hvor kommer du fra, hvad interessere dig. Nu når du ikke er typen der går rundt og kidnapper folk." Sagde Stella med det samme drillende smil i slutningen som før.
Der begyndte pludselig at komme flere væsner ind på kroen, og musikken begyndte snart at brøle ud i lokalet - så man næsten ikke kunne hører hvad man selv tænkte. Heldigt og Selicity og Stella - så sad de i ret godt så musikken ikke overdøvede deres samtale. "Det ser ud til der måske bliver fest." Sagde Stella ironisk, men stadigvæk med et smil på læben. De kunne også gå en tur ud i parken, det kunne da også være hyggeligt."Hvis du skulle have lyst kan vi smutte en tur i parken og gå rundt?" Spurgte hun med et smil, og viftede lidt med whiskyflasken til at den nok skulle komme med dem. Stella håbede på at hun stadigvæk ville kunne have Selicitys selskab om de så skulle blive her.

To unge fyrer kom hen til dem, og en stillede sig bagved Selicity og en bagved Stella. De lagde deres hænder på deres skuldre, en pæn måde at sige de skulle blive siddende på. "Hvad laver sådanne smukke kvinder her helt alene?" Spurgte den ene som var vampyr, han stod ommebag Selicity og det var tydeligt at fjendtligheden var i øjnene på ham - han ønskede denne varulv død. "I burde ikke sidde her helt alene." Kom det fra ham der stod bagved Stella. Deres hån i stemmerne som var de ikke andet end små piger, der ikke kunne klare sig selv. Stella var ved at væmmes. Kulden gled nedover hendes ansigt, imens hun borede sit blik på vampyren der stod bagved Selicity. Varulve og vampyrer var aldrig en god sammensætning. Dog vidste Stella ikke hvorfor at der var en vampyr der valgte at gå imod en dæmon også - det virkede dumt. Stella holdt sit blik fast på den bagved Selicity - det var sjovt. Normalt skulle der meget til at komme indunder Stellas beskyttelsestrang, men denne varulvekvinde var der allerede. Var det et tegn, eller var det Stella der var begyndt at vise sig svag?
Vampyren trak en kniv og skulle lige til at placere den på Selicitys strube, da Stella rejste sig op - imod vampyrens styrke der var på hendes skulder. Hendes blik var stadigvæk fast på vampyren inden der kom et smørret smil på hendes læber. Hun så ind i hans sjæl, og fjernede håbet om styrke fra ham - han blev bange, bange for at fejle. Han begyndte at ryste voldsomt, så måtte Selicity tage ham derfra.
Den anden vampyr bagved Stella pressede hende ned i stolen igen. Vampyren satte tænderne i hendes nakke, og begyndte at drikke af hendes blod. Han holdt hende fast, hendes blod havde en virkning - det gjorde andre væsner blev mere udholden og fik mere energi i cirka en halv time. Stella frygtede ikke, kun når det kom til hendes liv - og ligenu hvis han drak for meget, kunne hun dø af blodmangel. Det var tydeligt at denne vampyr var noget ældre end hende, og derfor også stærkere.

"Jeg kommer fra Urskoven Emerald of Dreams... Hmmm, hvad der interessere mig, der er jo mange ting... Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte henne". Hun kiggede på hende med et dejligt smil mens hun kørte en hånd gennem hendes lange røde hår for at få det ud af hendes klare isblå øjne. Da hun hørte larmen blive skruet en tak op samt en masse væsner der væltede ind kunne hun mærke en lille smule nervøsitet brede sig i hende. Hun var ikke vant til at omgås med så mange fremmede folk. Normalt var hun kun hjemme i flokken og havde faktisk ikke rigtig fået lov til at gå ud. Selicity hørte ikke Stellas konstatering da hun støjen et kort øjeblik havde overdøvet hende. Da hendes øjne havde løbet rundt et par gange kiggede hun tilbage på Stella og nikkede som svar til at det kunne være rart at gå nu. "Ja lad os gøre det, her er blevet en smule for støjende min smag".

Da hun mærkede hænderne mod hendes skuldre havde hun allerede lugtet stanken af vampyr. En lav knurren kom fra hende som hun kiggede på manden bag Stella men lige nu forholdt hun sig roligt, hun ønskede at vide hvad det var de ønskede. Da Stella rejste sig op og gjorde et eller andet ved manden bag ved hende så hun det som sit snit, hurtigt snuppede hun kniven der for få sekunder siden havde presset sig mod hendes strube. Hun var hurtigt oppe og stå, havde vredet armen om på vampyren og pressede hans ansigt hårdt ned i bordet så glasset hun tidligere havde drukket af nu var knust og borerede sig ind i mandens ansigt. Med en lav faretruende knurren og et gult glimt i øjet kiggede hun op på vampyren der stod bag Stella. En kold og kynisk stemme kom fra hende, "Hvis du ikke slipper hende nu kan du godt vinke farvel til dit udøde usle liv!". Hun blottede sine tænder af den anden vampyr mens hun slap den vampyr hun havde stået med, han var blevet slået ud da hun havde knaldet hans hoved ned i bordet. Med rolige men faretruende skridt gik hun mod den vampyr der havde sat sine tænder i Stella.

Vampyren så ikke ud til at have sinde at give slip, og det tirede Stella at hun ikke bare kunne slå ham væk. Normalt bed vampyrer ikke dæmoner, fordi de ikke var fjender, men nogle gange gjorde de det også bare. Vampyren virkede ligeglad med varulven der truede ham, men så virkede han til at skifte mening. Han slap sine tænder fra Stellas nakke og brugte sin styrke til at vælte stolen til siden, så Stella væltede med. Han gik truende imod varulven, den knoglehvide hud havde afsløret ham, samt med de røde øjne efter han lige havde fået blod. Han skubbede til bordet så det væltede, og ramte Stella der ikke havde fået fjernet sig endnu. Et tegn på hun var okay, var da hun begyndte at mumle ;" Helt seriøst." Imens hun prøvede at kravle ud fra det væltede bord.

Vampyren gik kun imod varulven, han følte sig overlegen. De mægtige hugtænder blottede sig, med blod på enderne som han så klamt slikkede af - han prøvede at vække frygt i Selicity. En ting Stella ikke lod ham gøre, ligemeget hvor tæt han kom på, hvor fartruende han så ud - holdt hun Selicity væk fra frygten - ved hjælp fra hendes evne. Kun hvis det blev nødvendigt, indtil videre elskede hun at se Selicitys vrede - fordi folk havde det med at virke så uskyldige. Stella fik rejst sig op, og tog stolens ene ben og brækkede det over. Den knækkede ende var mere spids end den anden, og Stella løb om bagved vampyren, hun hævede armen og stak benet i vampyren - hvorefter hun rev ned i benet så, at vampyren faldt på knæ. Hun spiddede ikke hjertet på ham, han skulle hellere lide. Hun kiggede op på Selicity. "Skal vi smutte nu?" Spurgte hun hurtigt, med et skævt smil på læben.

En anelse panik spredte sig i hendes brystkasse da hun så hvordan dæmonen mere eller mindre kastede Stella til siden og bagefter væltede bordet ned over hende. Vreden i hende boblede og voksede mens hendes tænder blev mere og mere dyriske løsrev der sig et faretruende og dybt knurren fra hende. Det lød dyrisk og meget intimiderende. Roen bredte sig dog atter engang i hende da hun hørte den lettere sarkastiske tone Stellas stemme havde men dog alligevel kunne det ikke dæmpe den vrede der allerede havde fundet sig vej i hende.

De gule øjne var lukket omkring vampyrens øjne, hun frygtede ham ikke, ikke den mindste smule. Det var en af de ting hun havde lært var at selv hvis hun i virkeligheden var bange måtte hun endelig ikke vise den, det ville kun give hendes overfaldsmand eller hvilken situation hun nu stod i mere selvtillid. En varm følelse voksede i hendes mave, ganske langsomt spredte den varme fornemmelse sig til tærene, fingerspidserne som var det en løbeild. Hvad var det der skete med hende? Det var ikke fordi hun ikke havde følt magi før men dog havde hun aldrig følt det som det her før, det var en hel ny fornemmelse, det var som om at den selvsikkerhed og håbet hun havde haft for at klare denne udfordring voksede med tifold, var det Stellas værk? Uanset hvad havde hun i hvert fald ikke været bange før. Hendes øjne gled over vampyrens tænder, bare synet af dem fik hende til at blotte sine egne faretruende tænder mens hun forsat blev stående fast som en klippe. Et skævt smil boblede frem på hendes læber da vampyren faldt på knæ foran hende. Da Selicity kiggede op på Stella atter engang var hendes øjne tilbage til den smukke krystalklare blå farve de havde haft til at starte med samt tænderne var tilbage til deres oprindelige udseende. Med rolige skridt trådte hun forbi vampyren, greb Stellas hånd i sin og flasken i den anden. "Det syntes jeg lyder som en rigtig god ide", hun havde et skævt men smukt smil på hendes læber som hun blidt trak hende med udenfor kroen.

Fanget i et halv charmerende smil, da hun fik øjenkontakt med Selicity. Hun lod sig trække ud af kroen, uden så meget som at kaste et blik tilbage. Stella smilede til varulven og kørte en hånd igennem sit hår med den frie hånd. Endnu en dag i live. Stella kunne ikke lade vær med at komme med en blid latter og løfte hænderne triumferende op i luften. Hurra for håb. "Vi klarerede det! Varulven og dæmon vandt over vampyrerne på kroen." Sagde hun i en tone, der fik det til at lyde som det vigtigste og sejeste i verden. Stella elskede at være lidt dramatisk engang imellem og det lagde hun tydeligvis ikke det helt store skjul på. Der var også en mulighed for at alkoholen i hendes årer, var begyndt at virke en smule godt på hendes energi. Stella tog atter Selicitys hånd og gik over imod parken.

Der var ikke en sjæl ude på denne tid, de fleste var søgt ind for natten, der nu hamrede på. Månen var halv og stjernerne var klarer som diamanter på himlen. Stilheden blev ødelagt af Stellas pludselige latter. Det var ikke fordi hun var fuld, hun blev bare glad når hun var i godt selskab - og Stella måtte indrømme hun elskede at snakke med Selicity. "Så du kommer udefra byen? Spændende. Jeg har altid boet i byerne, startede stille i Firewood village også flyttede jeg til Terroville." Sagde Stella så og vendte sig i front mod Selicity med et smil på læben. Stella lod den lette brise kærtegne hendes hud, nattekulden var behagelig når man kom indenfra kroens klamme varme. Stella kløede sig kort i nakken inden hun lod sin hænder falde ned langs siden, hvor hun klappede sig selv tre gange på hofterne inden hun lagde sine arme overkors. Stella kunne ikke lade hver med at smile, hun lod sit blik kigge lidt ned i jorden, hvorefter hun slog det op og kiggede i de krystalklare øjne igen. Stellas jadefarvede øjne kunne ikke måle sig med de krystalblå, men de ønskede stadigvæk at prøve.

Selicitys hud var dejligt varm, varmere end et menneske, hendes hud var silkeblød af hvad Stella ville kunne mærke mod sin håndflade. Den kølige natteluft var rar mod hendes lidt for varme hud efterhånden, sådan cirka den eneste ulempe ved at være varulv, den øgede krops temperatur men til gengæld var der mange andre racer der fandt det positivt da det jo sådan set kunne være meget rart. Atter engang lod hun et lille grin slippe mens hun betragtede den tydeligvis meget glade og måske lettere beruset Stella. Selicity selv kunne endnu ikke mærke alkoholen men der ville nok ikke gå længe. "Vi er bare så gode!", hun sagde det med et kæmpe smil og til sidste slap hun en lille latter mere. Lige inden hendes hånd blev taget lod hun den glide gennem håret så hun strøg det lange pandehår tilbage hvor det skulle sidde. Da Stella begyndte at trække afsted med hende fulgte hun blot villigt med.

Hendes øjne gled over de tomme ensomme gader der kun var oplyst af månens og stjernernes skær, dog i dette selskab kunne hun ikke tænke på det som en ensom gade, Stellas humør var meget smittende hvilket helt sikkert var positivt ifølge Selicity. Let placerede hun flasken med whisky for læberne og drak en god tår af den før hun lod den glide ned langs siden igen. Hendes øjne mødte Stellas mens hun slikkede de få dråber whisky der sad på hendes læber. Let lænede hun sig op af et træ som hun lyttede til hendes konstatering. "Ja jeg kommer ret langvejs fra faktisk, nogle dage vil jeg tro i bund og grund hvis ikke mere". Hun havde fået tilladelse til at rejse ud i et stykke tid for at opleve byen og måske få sig lidt mere livserfaring, dog savnede hun mere eller mindre allerede sit hjem. Selicity betragtede stille Stella som hun rakte hende flasken, tog hun den ville hun lade sig falde ned i det kølige græs så hun lå på ryggen med fronten op mod Stella samt stjernerne. Toppen hun bar var gledet en smule op så man kunne lige kunne skimte hendes navle men hun orkede ikke at trække den ned igen. Hendes øjne fangede atter engang Stellas med et dejligt smil på læben.

Stemningen var fantastisk god. På trods af, at de gik alene rundt i en park og, at de eneste der kunne sprede noget positivstemning var dem. Stella havde intet imod at være glad, det var bare ikke så tit for tiden, at hun havde haft chancen for det. Hun havde været plaget af alt formeget drama. Selicity var den første, der på det seneste havde fået hende til at glemme alt det drama. Stella tog imod whiskyflasken og førte den op imod sine læber, og tog nogle slurke fra flasken. Da hun fjernede den fra sine læber imod, betragtede hun Selicity falde ned i græsset. Et skævt smil gled op på hendes læber, og lagde hovedet lidt på skrå, imens hun kiggede på Selicity. "ligger du godt der?" Spurgte hun og lod en blid lille latter undslippe sine læber. Stella lod sit blik glide hen over Selicity, hvorefter hendes øjne hurtigt rettede sig i Selicitys igen. Stellas smil kunne man ikke fjerne, hun følte sig fri i selskab med denne varulvetøs. Det var faktisk en dejlig følelse. Stella tog endnu engang flasken op til sine læber, hvoefter hun lagde sig ned i græsset, ikke langt væk, men heller ikke for tæt op af Selicity. Hun stillede flasken i midten af dem ud for deres maver, og vendte fronten imod Selicity. Hun holdt sig hoved med den ene hånd, imens den anden slappede af på hendes side, mens hendes fingerspidser kærtegnede græsstråene. Hun slog atter blikket op og fangede de krystalblå øjne. Stella smilede stadigvæk, lidt mere genert end før - men stadigvæk venligt.

Hendes øjne gled over Stella som hun stod over hende mere eller mindre. Let kørte hun en hånd gennem håret og endte med at tage jakken af så hun nu kun lå i toppen der mere eller mindre var en mavebluse og det sorte skørt der blidt kærtegnede hende ben. Man kunne se at hun havde nogle atletiske muskler der passede til en pige i hendes størrelse og med hendes slanke feminine form. Et skævt og drillende smil gled over hendes læber da Stella spurgte ind til om hun lå godt. "Ja da men jeg kunne dog sagtens tænke på ting der kunne gøre dette mere behageligt". Et drillende grin undslap hendes læber og hun skubbede sig op så hun nå lå på albuerne. Det lange røde hår var en smule rodet og have et græsstrå siddende hist og her.
Det var ikke fordi hun havde noget imod at Stella kiggede på hende, heller ikke andre steder end hendes øjne, de havde jo lige mødtes så det var meget normalt at betragte folk så. Da Stella lagde sig ned vendte hun sig mod hende og lå som hun gjorde. Let gled hendes øjne ned og betragtede det græsstrå hun var ved at rive i stumper og stykker. Da hun endelig var færdig og tilfreds med sit arbejde med græs strået kiggede hun op og sendte et skævt men også charmerende smil Stellas vej. Roligt lod hun fingerne lukke sig om halsen på flasken og satte den mod læberne og tog et par store slurke. Efterhånden var hun begyndt at kunne mærke den velkendte snurren når man begyndte at blive fuld. Roligt placerede hun flasken tilbage i græsset og slikkede sine læber mens hun så Stella i øjnene.

Alkoholden var begyndt at blusse mere eller mindre op i hende. Hun følte sig overraskende tilpas, om det var Selicitys selskab var sikkert også en stor grund til at hun faktisk følte sig glad. Stella var normalt charmerende i sit smil, og det havde ikke ændret sig spor. Hendes ene strop gled lidt ned over armen, men var ikke noget hun rigtig bemærkede. Stella rullede sig om på maven og tættere på Selicity. Hun havde blikket slået ned imod græsstrående, og rev lidt af dem op fra jorden. Stella kiggede på Selicity i smug igennem de lyse lokker, der slangede sig ned over hendes skulder og lagde blidt i græsset. Endelig lod hun en af sine hænder glide op, og lod fingrene glide de lyse lokker om bagved sit ører, og smilede skævt til Selicity. Hun greb hurtigt om flasken og førte den atter op til hendes røde læber. Tingene snurede let, og Stella vidste udemærket, at hun havde fået nok at drikke for i nat. Hun fjernede flasken efter nogle mundfulde, og et lidt rester fra whiskyen på hendes underlæbe. Stella havde travlt med at lade de store grønne øjne, betragte de krystalblå.

Da Stella rullede om og lå på maven lod hun sig selv dumpe ned på ryggen, hendes lange hår lå som et vandfald under hende, små græs strå filtret ind i det hist og her. "Fortæl mig om dig selv Stella, alt mellem himmel og jord er velkomment", hendes øjne gled fra himlen af og landede på hende, hendes øjne fæstnede sig på stroppen der var faldet, let rakte hun over og skubbede den tilbage på hendes skulder før hun lagde den hånd om bag nakken og den anden hvilede hun på sin mave. Et let gab undslap hendes læber og de is blå øjne gled kort i et øjeblik men med et satte hun sig op som for at ryste søvnen af sig. Et dejligt smil lå over hendes læber. Hun havde ikke lyst til at ligge og være træt, der skulle ske noget, hun ville opleve noget. Da Stella stillede flasken fra sig og kiggede op på hende greb hun flasken og satte den mod sine læber hvor hun drak resten af det gyldne indhold. Let slikkede hun sine læber mens hun kiggede Stella i øjnene, en legende og drillende glød lå i hendes øjne som hun smed flasken fra sig, den landede blidt i græsset lidt fra dem med et bump. Roligt kom hun på benene og rakte hånden ned til hende. "Kom, lad os opleve et eller andet!", hun sagde det med et dejligt smil på læben og et glimt i øjet der skreg ballade.

Stella greb om Selicitys hånd og rejste sig op. Stellas hud var blød og rigtig behagelig at berører. Stella nikkede. "Hvad vil du lave? Jeg må advare dig, at jeg har det med at ende i problemer. Det er vel også at opleve noget." Sagde hun drillende og snurrede en enkelt gang rundt om sig selv. Tingene snurrede for hende, men hun havde alt for travlt med at grine, at hun slet ikke bemærkede hvad der forgik omkring hende.

Nogle folk iført hvidekutter kom imod dem, deres ansigter var ikke synlige for nogle. Deres bevægelser var stille som vinden, og gjorde også at de fuldehoveder ikke havde en eneste opfattelse af, hvad der var ved at ske. Mændene greb dem bagfra og bandt deres arme, hvorefter de smed dem i jorden og trak dem afsted i deres ben. De blev trukket ind i en vågen og kørt til Terrovilles berømte slavemareked. De trak først den nu sovende Stella ud og bandt hende til en pæl med lænker, ved siden af bandt de Selicity. Der var nok kæde til at de kunne gå få skridt, men heller ikke mere.

Det var først da solen stod op nogle timer efter, og strålerne blændede Stellas øjne. Hun prøvede at blokere lyset, men lænkerne afslørede sig for hende. Hun prøvede at rive til, men uden held. De var jo nærmere specieldesignet. Stella kiggede sig rundt og fik øje på varulven fra sidste aften. Stellas hoved gjorde en smule ondt, men så slemt var det heller ikke - hun var jo også kun blevet slæbt hen ad den ru jord. Stella rejste sig op og prøvede at sparke lænkerne af, igen uden meget held. Vreden boblede i bloddæmonen - nogle af de væsner der var kendt for deres temperament der skulle være værre end ilden. Lænkerne gav sig ikke, og Stella vidste hvis hun fortsatte sådan her, ville hun ingen kræfter have tilbage, til når det virkelig galte. Hun trådte tilbage og mødte træpælen imod ryggen, imens hun sukkede tungt. Hvad ville de med dem?

Selicity gispede som hun mærkede armene der greb omkring hende og med det samme vred hun sig, en dyb og ildevarslende knurren kom fra hende da lænkerne klikkede omkring hendes håndled. I det næste øjeblik blev hun smækket i jorden og et støn af smerte kom fra hendes læber, det sortnede for hendes øjne et øjeblik men hun tvang sig selv til at holde sig vågen. "Stella! Stella er du okay?!", med et var det som om at hun var helt ædru atter engang. Selicty vred sig som hun blev trukket hen over den ru og knoldede jord. Med et skød en skarp smerte gennem hendes hoved og hun kunne mærke en varm væske bryde frem og løbe ned over hendes øjenbryn før det hele atter engang blev sort.

Hendes øjne gled op senere hen ad døgnet, lige nu havde hun ingen form for tidsfornemmelse, hendes øjne vækket af et kraftigt sort stof der gjorde hun intet kunne se. Panikken boblede i hende, hvor var hun? Hvad var der sket? Med et slog den dunkende smerte hende, hendes hoved føltes som var det ved at blive splittet, sammen med minderne om hvad der var sket natten før. Stella! Hvor var hun, var hun okay? Med et kastede hun sig mod lænkerne så der kom en knasende lys fra pælen de var fastgjort til, hun forsatte med det i lidt tid indtil hun hørte noget bevæge sig ved siden af hende. Let lænede hun sig tilbage mod pælen og vendte hovedet af den retning lydende kom fra. Selicity havde indtørret blod og snavs i hele den ene side af ansigtet. En lod sin næse gøre arbejdet for hende og en form for ro lagde sig over hende, Stella...

Med et blev lænkerne hun var spændt fast i hevet så hun stod på snotten og lå lige så lang hun var. Atter engang blev hun trukket afsted. En mand kom over til Stella og trak afsted med hende samme vej som Selicity. Jo længere de blev trukket jo tættere kom de på hvad der mindede om et stort, smukt og helt hvidt palæ. Det var sikkert der auktionen skulle holdes. Da de kom frem blev de hevet hver deres vej. Manden der havde fat i Stellas lænker hev hende med af en snæver gang hvor der stod vagter over det hele, der var endnu ikke kommet nogen købere da auktionen ikke var startet endnu. Hun blev skubbet ind i det der mindede om et lille bur hvor der ikke engang var plads til at stå op.

Selicity blev skubbet ind et sted der nok af alle steder var et badeværelse, duften af sæber og dyre olier og parfumer ramte hendes næse. Lænkerne blev sat fast til en væg hvor bindet for øjnene blev fjernet. En lille kvinde der mest af alt mindede om en forskræmt mus stod med et håndklæde, vand og sæbe. Hendes sår blev vasket, hun fik hevet sit nuværende tøj af så hun stod helt nøgen. En kjole, stiletter, makeup og hårsætning senere blev hun atter engang hevet ned af gangen, samme gang som Stella dog i den anden ende, Et nummer blev sat på hende, Stella ville få samme nummer da man kunne sige at de var hvad man kaldte en pakke løsning?.


//Her er tøjet, skoene, makeuppen og håret:

Kjole: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sko: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Makeup: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hår: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Stella hadede at blive rykket sådan rundt med, og hun havde en lyst til at flå hjerterne ud på dem allesammen, uden at blinke. Hun var vred. Det lille bur hun blev smidt i var lydtæt, og Stella råbte så højt hun kunne - helt nytteløst. Endelig synes hun at kunne se et lille lysglimt udefra, da buretslåge blev åbnet, og hun blev revet ud i armene af tre mænd. Stella vred sig som et vildt dyr, men blev lænket inde i et lille rum. Lænkerne var alt for stærke for hende, og tanken hadede hende. Hendes blik gled rundt, imens hun blev tvunget i anden påklædning og sat i højesko - samt ordnet hår og makeup. Stella følte sig en smule billig, men ja -det blev man jo nød til når man blev tvunget til det. Da hun var færdig kom hun tilbage i det lille rum, med det nummer som Selicity også havde fået.

Det syntes at gå som lange endeløse timer, før at hun endelig blev revet ud igen. Aktionen var gået igang, og pigerne blev bundet til pælen de stod ved før. Deres påklædning tiltrak mange skumle hoveder, klamme mænd med penge på lommen. De tjekkede dem ud, ved at lade deres klamme svedige hænder ned af deres kroppe, til at 'ejerne' slog deres hænder væk, da det var forbudt at rører varene forlænge af gangen. Stella kunne ikke tælle hvor mange af de mænd her, som hun bare havde den største lyst til at rive hovedet af. Deres tanker, de mindede hende om hendes far - og den måde han havde behandlet hende på - fordi hun aldrig havde opført sig som en dæmon da hun var yngre. Vold og mishandling havde været løsningen for ham på det problem. Stella bed udefter en mands hånd da han kærtegnede hendes kind, slaveejeren gav hende en lussing for det. Dog gjorde det ikke Stella noget. Hun spyttede bare lidt blod ud på jorden foran hende.

Jorden skælvede næsten da en muskuløs vampyr kom gående hen imod dem. Hans muskler var spændte og irriterende nok - så han overraskende køn ud. Han tog tre poser guldmønter op, og slaveejeren blev næsten ellevild. Tænkt han kunne tjene så mange penge, på en varulv og en dæmon. Vampyren var ikke blot en vampyr, han var vampyros og havde Elona'dals blod i årerne der gjorde ham imun overfor sollysets kræfter. Han greb om kæderne pigerne havde på og trak dem med sig. Med den styrke han havde, var det umuligt at stritte imod, også selvom at Stella prøvede noget så meget på det.
Han tog dem med til sit guddommelige palads, porten var høj og umulig at trænge igennem - eller slippe ud af. Han smed dem på gulvet og smilede lumsk. "I mine nu, om i kan lide det eller ej. I skal behage mig og min dæmon søn. I gør hvad vi siger, ellers ender i med at mærke voldsom smerte. Der er ingen håb for jer her." Sagde han og kiggede så på Selicity. "Du dukkebarn, du kan komme med mig, så kan min søn lege lidt med blondinen." Sagde vampyrosen, inden han fløjtede på sin søn, der kom springene ned fra etagen ovenpå. Han kiggede på Selicity og så på Stella. "Hvorfor skal du have den pæne far?" Spurgte sønnen halv skubbet. "Ouch." Mumlede Stella for sig selv. "Fordi jeg ikke vil have varulvebørnebørn." Ordet børnebørn fik Stella til at blinke et par gange med øjnene. I protest rejste hun sig op, hun var ikke sat fast af lænker mere, det var Selicity heller ikke. Dog var både dæmonen og vampyren stærkere end de så ud, og efter et slag på kinden - fløj Stella næsten en meter tilbage og lagde på gulvet. Lidt rystet over hvad der var sket, så stærke væsner havde hun alligevel aldrig været fanget ved før. Vampyrosen greb hårdt fast i Selicity og trak hende hårdt indtil sig, hvorefter han lod et blad fra hans spidsekniv skære på der hvor huden var blottet på toppen af ryggen. Hans læber landede ved hendes ører. "Hvis du prøver så meget som at tænke på at gøre noget, så bliver det slemt. Forstået?" Sagde han med en modbydelig stemme der kunne få en hver til at krybesammen i frygt. Stella blev revet op på sine fødder af dæmonen, imens han kyssede hendes kind - jep, der skete ikke noget lige der, som Stella ikke havde regnet med. Hun var efterhånden ret erfaren med at tilfredstille klamme mænd. Selvfølgelig ønskede hun det ikke, men det var sådan hendes skæbne havde været og ville være. Stella stirrede koldt ud i luften som et andet dukkebarn. Hun havde dræbt dem i sit hoved flere gange end fysisk muligt. Lige nu var det højeste ønske at komme væk fra dette sted - da hun kunne regne ud at det ville blive hendes livs største mareridt eller ihvertfald det næststørste. Dæmonen greb stella om armen og trak hende med sig op på hans værelse.

Det var først lidt senere at de kom ned igen, hvad der var sket - det stod da lys klart - hun havde ikke haft et valg. Så var det slavernes tid til at spise, og hvad vampyrosen havde fortaget sig med Selicity var ikke godt at vide. De fik lov til at snakke lidt sammen. I en lille stue, med en sofa. Lukussted for slaver, men det betød ikke at hvad de oplevede var behageligt overhovedet. "Så gjorde han noget, er du okay?" Spurgte hun stille og kiggede over på Selicity. Dette var ikke hvad hun ønskede for Selicity, ikke tæt på. Ingen burde opleve dette. Det var også kun fjerde gang Stella oplevede sådan et sted, og blev behandlet sådan her. Hun ønskede det ikke for andre.

En dyb hvæsen og knurren kunne høres fra Selicity da mændende kom og hev hende ud af buret. Hun fik placeret et spark i den ene mands hoved inden de fik lænket hende sammen igen så hun ikke længere kunne gøre skade på nogen. Hun vred sig voldsomt mod deres greb også selvom det virkede nyttesløst. Hun var ung, naiv og havde aldrig været i sådan en situation men til gengæld havde hendes far også lært hende at hun aldrig måtte give op, uanset hvor sort det end så ud og det var det hun havde tænkt sig, at holde hovedet højt og kæmpe imod uanset hvad end de måtte sende hendes vej. Selv da de havde lænket hende fast til pælen, hendes lange smukke ben spændt helt ud sådan så hun ikke kunne bukke dem, armene sat så hun ikke kunne lange ud efter nogen af kunderne samt lænken om halsen der skulle forhindre hende i at bide nogen af kunderne. Et kort øjeblik lukkede hun sine øjne og trak vejret dyb for ikke at miste besindelsen helt og ærdeles. Da hun slog øjnene op kunne hun høre en masse stemmer omkring hende, hun havde været så dybt i sine tanker at hun intet havde hørt. Som den første af de klamme og gamle mænd der stod og savlede over hende skulle til at røre hende kom hun med en advarende og faretruende knurren som ville få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv den modigste. Hun var i hvert fald en mundfuld.

Da vampyren fik overrakt hende trak hun sig straks så væk fra ham som hun kunne, en vampyr, af alle mulige racer, så skulle hun sælges til en vampyr og så endda en art hun aldrig havde set eller lugtet før men stanken af død var bestemt ikke til at tage fejl af. Hendes klare blå øjne fangede kort Stellas men snart var al' fokussen tilbage på at give vampyren så mange problemer som overhovedet muligt. Hun gispede en smule efter vejret da kæden strammede mere og mere omkring hendes hals jo mere hun strittede imod. Da de blev smidt ned på de hårde kolde marmorgulv tog hun fra med hænderne og var hurtigt henne ved Stella som hun mere eller mindre lå beskyttende ind over, hendes øjne var en klar ravgul farve som hun kiggede op på vampyren, en dyb og faretruende knurren kom fra hende. Hun kiggede arrigt op på vampyren der stod over dem men da han gik en smule væk rykkede hun sig fra Stella og kiggede ned på hende. Let lod hun sine fingre glide hen over hendes læbe og hage for at fjerne blodet. "Er Du-....", mere nåede hun ikke at hviske før en fløjten kunne høres og hendes alarmsignaler tændtes automatisk. Hendes øjne var tilbage til deres oprindelige smukke farve som de gled over dæmonen der nu var kommet til syne. Selicity løftede et øjenbryn, den smukke? Var hun udset som den smukke af hende og Stella, hun vidste da godt at hun var en køn pige men i hendes øjne var Stella langt smukkere end hende.
Selicity nåede slet ikke at reagere på at Stella var blevet slået før hun befandt sig i den store og stærke vampyrs arme. Hun vred sig som brændte han hende, hendes øjne var bekymret og man kunne se de var rettet lige mod Stella. Da hun mærkede det kølige stål ligge mod hendes hud stod hun helt stille, et støn af smerte kom fra hende da han skar hende. Vammel som vampyren var ville han sikkert finde hendes smerte fræk. Det var ikke den behagelige smerte hun havde følt da hun havde været sammen med Sajro. Med et stift og udfordrende blik kiggede hun op på vampyren. "Jamen så må du hellere gøre helvede klar fordi jeg går ikke ned uden kamp!". Hun vred sig da hun kunne se dæmonen trække afsted med Stella. Hun sank en klump som døren blev lukket og låst, hun befandt sig nu i vampyrens hule...

Selicity kom senere end de andre Slaver, hun havde blå mærker over det hele, hendes ene kind havde et stort mærke efter en hånd og så havde hun hvad der lignede et bidemærke fra en vampyr på halsen. Hendes tøj var noget andet da han havde flået hendes kjole i stykker og desuden var den hun nu bar mere hans smag. Ganske forsigtigt satte hun sig. Selicity var ikke den eneste der havde fået sig et par slag. Vampyren hvis navn hun endnu ikke kendte havde erhvervet sig et blåt øje og nogle andre skræmmer. Let vendte hun sig mod Stella som hun betragtede, var hun okay. "Jeg er okay.... Og det vil du slet ikke vide...", hun gøs ved tanken. Det havde været forfærdeligt men der skulle mere end tortur og voldtægt til for at knække hende. "Hvad med dig? Er du okay Stella?", let bed hun sig i læben og hendes øjne løb atter engang over Stella for at sikre sig at hun virkelig var okay.


//Her er kjolen hun nu bærer: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (Bare uden ærmerne og vingerne)

De blåmærket på Selicitys hud havde fanget hendes opmærksomhed, og havde fået tankerne væk fra hende selv, atter engang. Stella nikkede blot stille da Selicity spurgte om hun var okay. "Jeg har været sådanne steder to andre gange, og forrige gang var det dæmoner der så op til min far. Jeg er van til det her." Mumlede hun, men tydeligt nok til at Selicity ville kunne opfatte hvad hun sagde. Stellas læbe var flækket, og hun havde blod løbende ned af den ene kind - et par dråber der var trilleret nedover hendes kraveben. Hun healede måske ikke, men der skulle også rigtig meget til at dræbe en dæmon. Blåmærker ejede hun ikke, men små ar fra kniv stik, og dæmonen der havde haft sine negle boret ind i hendes kød. "Undskyld, at jeg fik dig trukket ind i det her." Stella havde det som om, at hun tiltrak denne form for situationer - og det var ikke meningen at Selicity skulle ende i denne kattepine. Stella rejste sig op og vandrede uden at have fået lov ud i salen. Med hurtige og ligegyldige bevægelser gik hun hen til vampyrosen og gav ham en lussing. Ikke fordi det skadede ham, han var allerede healet hurtigere end en normal vampyr ville have gjort. Han greb fast om Stellas hals og løftede hende op i luften. Hendes luftveje blev blokeret, og der gik to sekunder før Stellas ryg var placeret imod muren bagved hende, stadigvæk med hans greb om hendes hals. "Du har ingen lov til at gøre mig noget dukkebarn. Ikke hvis du ønsker at din lille ulveveninde skal overleve næste daggry." Sagde han med en lumsk latter, inden han slap hende, og lod hende tage sig selv til halsen efter luft. Stella var dog ved at være godt træt af alt det lort her, og sparkede ham i ryggen, så han væltede forover. Et skævt smil kom på hendes læber. "Så stop med at prøve at manipolere med mig." Det var problemet med Stella, hun havde alt for meget håb - hun kunne slet ikke se frygten eller mærke den. Det skabte en hvis fare for dem hun omgik sommetider. Først da dæmonen kom ud med Selicity med en kniv imod struben på hende, tav Stella. "Du har bedt om at få hende sent i torturrummet var?" Sagde han med en uhyggelig klam stemme, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Stella. "Nej! Slip hende." Skar Stellas stemme igennem stilheden. "Det var mit rod, tag mig derned i stedet for." Sagde hun uden en eneste klang frygt i stemmen, som selvfølgelig også blev taget som en udfordring. Vampyrosen tog Stellas arm. "Som de ønsker." Hans latter gav ekko i hjørnerne af salen. "Men far, ikke skad hende for meget, jeg skal bruge hende senere." Sagde dæmonen og lod sin far tage Stella med ned i en mørk klam kælder.

Den lagde under jorden, og lænker samt indtørret blod fangede Stellas blik som det første. Han spændte hende fast med ryggen til, og lod hende sidde på knæ. Han rev hendes kjole i tu og lod stoffet falde til jorden. Hun havde aldrig troet hun skulle skrige ved smerte, men da piskens kroge skar hendes ryg halvt op, kunne hun ikke lade hver med at udbyde ud i et skrig. Blodet løb ud af hendes ryg, men det var ikke nok til at han stoppede. Han svang pisken igen, og Stella kunne hører slaget give ekko, hvorefter hendes eget skrig gav hende et chok. Skriget kunne høres oppe i slavernes opholdstue. Det var for at give dem noget at frygte.
Stella klemte øjnene sammen og ventede på mere. Snart blev hendes lænker løsnet og et stille klynk kom fra hende, da han pressede hendes ryg op imod muren bagved hende. Han havde fast i hendes hage og tvang hende til at kigge ham i øjnene. "Hvordan kan det være du ikke frygter?" Spurgte han og spændte hende så fast igen, hun stod nøgen foran ham. Så gik han lidt tilbage med nogle meter, og fandt nogle pile. Vampyrosen tog nogle handsker på, og tog pilene som var indsmurt i vievand op. Han kastede dem på hende og enkle gange lykkedes det ham - at ramme så godt at hun skreg igen. "Jeg stopper så snart du lover at gøre alt jeg siger." Sagde han og gjorde den sidste pil klar. "Rend mig." Snerrede hun vredt og han kastede pilen afsted og ramte hende igen. Derefter måtte han hen og tage pilene ud, han vred den vildt ud - for at give mere smerte. Han tog en flaske op med noget blod, som han tvang i hende. Engleblod - det gjorde hun healede. Smerten ville stadigvæk være der, men sårene ville heale. Han fandt en kjole i en kiste som han klædte hende i, inden han tog hende ovenpå igen. Han smed hende fra sig på gulvet til den lille opholdsstue.

Dæmonen havde haft en væmmelig snak med Selicity, om hvordan hun skulle opføre sig her, og haft hende tvunget tæt på kælderen så hun havde hørt Stellas skrig bedst. Det var aldrig rart at hører nogle i smerte, eller for ham selv og hans far var det jo fantastisk sjovt.
Stella fik sat sig op midt på gulvet. Ingen af de andre slaver sagde et ord til hende, de så bare væk. Stella møvede sig selv over til Selicity. Stella prøvede at virke modig og stærk - selv når hun begyndte at føle sig mere og mere nytteløs. Sårene var væk fra piske slagene - men en svag rødmen rundt omkring fra hvor pilene havde boret sig ind i hendes hud og brændt hende med vievand var stadigvæk tydeligt - både i ansigtet og på kroppen. "Jeg er så ked af jeg fik dig til det her sted." Undskyldte hun igen.

((Nyt tøj:: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ))

Vampyrosen kom ind igen, få sekunder efter. Han greb fast i Selicity og trak hende op. "Du er heldig at jeg healer hurtigt snuske. Men nu skal du få betalt." Sagde han - han havde stadigvæk handsker på, da han trak en sølvkniv op og lod bladet glide op på huden af varulven. Varulve og sølv var aldrig en god blanding. Stella så stædig og impulsiv som hun var, prøvede hun at rejse sig op for at stoppe det, men dæmonen holdt hende tilbage. Vampyrosen skar en dybere flænge i varulvens ryg, hvorefter han tørrede knivens blad - ved at køre det henover hendes læber. Han havde den anden hånd viklet om hendes rødehår, for at holde hende fast.Han lod endnu engang bladet køre henover varulvens hud, sølvet der svitsede huden. Han skar hende fra kinden og ned til kravebenet. Hvorefter han lagde kniven i sin lomme igen. Han rev Selicitys hoved tilbage til hans skulder, ved at rive i hendes hår. Han kiggede overpå Stella. "I skal tage dette som en advarsel. Næste gang, bliver det ikke så venligt." Sagde han og skubbede Selicity fra sig, hvorefter han slog hende så hårdt han kunne. "Så er der noget mad, begynd at spise. Vi snakkes om lidt." Sagde vampyrosen og lavede et tegn til dæmonen om at han bare kunne slippe Stella.

Stella fløj af sig selv hen af gulvet, og hen til Selicity. "Det her er alt sammen min skyld." Mumlede hun for sig selv, og kiggede op da to kvinder kom ind nogle fad. Der var mad på dem allesammen, salater og frugter. Ikke lige det en varulv og en dæmon skulle bruge for at samle styrken. Det var selvfølgelig meningen. Stella tog noget mad fra et af fadene. De blev jo nød til at drikke og spise et eller andet. Vand var der også sat frem til dem, ikke fordi Stella var begejstret for der ikke blev bare lidt blod serveret for hende. Selvfølgelig kunne hun bare tage det fra nogle af de andre små slaver herinde, men hun ville ikke. Ihvertfald ikke lige nu. Lige nu skulle hun se til Selicity, det handlede om hende og ikke Stella.

"Jeg ville nok ikke holde sådanne steder her ret længe inde jeg blev slået ihjel... Jeg er for stædig og nægter at give op, nogen gange lidt for stædig til det kan være sundt", hendes toneleje var en smule bittert men det var der vel i bund og grund heller ikke noget at sige til. Hun havde fået sig et ordentligt lag tæsk, så mange som der egentlig mere eller mindre kunne ligge på hende og oveni det som om det i sig selv ikke var nok havde han også voldtaget hende. Som hendes tanker centrerede sig omkring det knyttede hendes hænder sig så hårdt at knoerne blev helt hvide. Dog valgte hun hurtigt at ryste det af sig, det nyttede ikke noget at hun sad fast i tankerne og minderne skyllede ind over hende, billederne kørte som en strøm gennem hendes hoved med hun rystede det hurtigt af sig. Det nyttede jo ikke noget, det ville kun skade hende endnu mere, bedre bare at skubbe det bag sig og tænke fremad så hun var mentalt forberedt på næsten omgang og kunne slæbe ham gennem helvede sammen med sig. Stellas stemme hev hende ud af hendes tanker og hun vendte sig hurtigt mod hende, lidt for hurtigt så et jag af smerte løb gennem hende men hun ignorerede det hurtigt. "Stella, dette er på ingen måde din skyld og du skal slet ikke tage det her på dig. Vi har været lige gode om at bringe os i denne situation men i virkeligheden er intet af det her vores skyld, vi var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hun tog Stellas hun i sin varme hånd og gav den et dejligt klem men midt i det hele rejste hun sig op, Selicitys øjen fulgte Stella men der gik ikke mere end et splitsekund før hun fulgte efter hende. Da hun gav den store vampyr en lussing bed Selicity sig hårdt i læben med var hurtigt over ved dem da han løftede hende op af væggen ved hjælp af at holde hende omkring halsen. "Slip hende!", hendes stemme var arrig, faretruende og udfordrende, hun blev da heller aldrig klogere. Lige som hun skulle til at springe på vampyren blev hun grebet omkring live af dæmonen og en kniv blev skubbet mod hendes strube. Nej hun skulle ikke tage det for hende. Et eller andet gik det hende på, så Stella hende som svag? En der ikke kunne tage sin egen straf. Hun ville have sin egen straf. Hun havde selv sat sig i denne situation og ville selv tage konsekvenserne af det. "Det er min straf! Jeg kan sagtens selv tage den!", hvis kniven ikke havde slikket mod hendes hud havde hun kastet sig frem og hevet Stella fra ham men det kunne hun ikke.

Selicity havde kæmpet imod, havde på ingen måde makket ret efter dæmonens ord og han havde nu erhvervet sig en flækket læbe, øjenbryn og et kæmpe bidemærket i skulderen. Til sidst var han blevet træt af hende og havde langet hende sådan en på hovedet så hendes læbe var flækket og hun havde fået bidt et grumt hul i hendes tunge så blodet havde fosset ud af hendes mund. Da hun hørte nogen komme ind i den lille stue igen rejste hun sig hurtigt op, hun havde fået en masse papir som hun holdt mod de blødende sår både på læben og tungen. "Stella... Stella! Det er ikke din skyld, nu må du altså stoppe", hun ville kunne se såret på læben og som hun talte løb der også blod ned af hendes mundvige dog kunne hun ikke lade være med at smile en smule til hende selvom det gjorde rigtig meget ondt.

Hun gispede som han greb fat omkring hendes lange røde hår og hev hende op og stå. Hun knurrerede og vred sig mod hans greb indtil han fandt kniven frem, hun kunne se den var af sølv hvilket fik hende til at stå ganske musse stille. Hun gispede højt i smerte som sølvet gled op af hendes hud, blodet piblede frem af små bitte huller fra huden som om at huden nærmest sprang under knivens blotte berøring. Hun stønnede højt i smerte da han skar hende langs ryggen, det ville helt sikkert efterlade et ar, ingen tvivl der! Da kniven gled over det åbne sår på læben kunne hun ikke lade være med at skrige i smerte, det brændte som var hun blevet opslugt af helvedes flammer. "Jeg vil aldrig makke ret! Uanset hvad end du gør ved mig.. En kujon som dig vil aldrig kunne knække mig!". Hun hvæste det af ham som han trak kniven lettere overfladisk ned over hendes kind og sluttede ved kravebenet, der havde han dog ikke tænkt sig at arre hende, det ville heale fint med tiden dog. Da vampyren slap hende bukkede hendes knæ under hendes egen kropsvægt og hun lå et kort øjeblik på gulvet da smerterne var for store til at hun kunne bevæge sig.

Selicity kiggede op på Stella og spyttede en smule blod ud på det fine marmor gulv inden hun skubbede sig op at sidde, "Det er stadig ikke din skyld Stella...", hun sendte hende et stille smil. Hendes krop skulle heales nu, ellers ville hun miste for meget blod. En ung mand, atter en vampyr kom gående ind. Han satte sig ned foran Selicity og lagde hænderne mod hendes sider, et grønt varmt lys kom fra hans hænder og inden længe var alle hendes skader healet ganske fint, selv de blå mærker var forsvundet. Hun kiggede stille op og så på vampyren, "Tak...", han nikkede en enkelt gang inden han forsvandt igen. Hendes klare blå øjne landede på Stella igen, "Er du okay egentlig?". Let rakte hun frem og tog noget af det vand der var blevet stille og nogle servietter, roligt begyndte hun at vaske sig ren for blod, stille vendte hun ryggen til Stella. "Vil du ikke fjerne det?", man kunne høre en hentydning til at hun ville have hun skulle indtage det, hun vidste Stella skulle bruge det for at få næring.

Stella vidste inderst inde godt, at det ikke var hendes skyld. Men hun kunne ikke lade hver med at føle sig en smule skyldig, og det var ikke normalt for hende. Hun kiggede på blodet, der blev vasket af. Uhyggeligt som det sådan talte til hende, og selvom hun prøvede at undgå det -så havde det hende i en form for trance. Stella hørte at hun blev spurgt om hun var okay, blodet holdt hende bare fra lige at svare. Det var først da Selicity spurgte om hun ville fjerne blodet, Stella ikke kunne lade hver med at nikke. Hun lod to af sine fingre glide henover blodet og slikkede det af sine fingre. Det lignede næsten at hun var i trance, og det var hun vel også på en måde. Hun fjernede alt blodet, det sidste blev dog taget ved, at Stella lænede sig ind imod den glatte perfekte hud, og lod sin tunge tage det sidste - kun fordi hun var så tørstig og desparat efter blodet. Hun kom tilbage til sig selv inden hun kunne nå at suge noget af blodet fra Selicitys krop og trak sig væk. Stella slog blikket ned og slikkede sig om læberne. Det gav et sus indeni hende, og selvom hendes styrke ikke kunne måle sig med vampyrosen og dæmonen. Så ville hun sagtens kunne klare sig i lidt tid. "Jeg beklager, jeg rev mig lidt med." Sagde hun og slog sit blik op for at kigge i de krystalblå øjne. "Og til dit andet spørgsmål, så klarer jeg mig. Det gik lidt vildere for sig end jeg havde regnet med. Men jeg overlever nok." Sagde hun med et stille smil, hun havde jo stadigvæk håbet, så det gik hende alt for godt - kunne man vel sige.
Der var ingen blodspor tilbage på Selicitys ryg, den var pæn ren igen. Stellas egen hud var også healet helt nu, og hun manglede bare at vaske blodet væk - men havde det ikke lige på listen over ting hun behøvede at gøre lige nu. "Men lad hver med at få dig selv derned, jeg har ikke tænkt mig at komme derned igen. Ikke medvilje ihvertfald. Deres piske har kroge forenden, jeg har cirka 16 lange år tror jeg, medmindre engleblodet han gav mig healede det." Forklarede hun stille og så kort rundt i rummet. Slaverne kunne ligne nogle der ville begynde at græde om lidt, og Stella kunne intet håb mærke i dem, de eneste i dette rum der havde håb var hende og Selicity. Selicity var en stærk kvinde, og behøvede slet ikke Stellas evne - hun kunne klare sig selv. Stella bemærkede at de mennesker der var der forsvandt en for en - de var sikkert vampyrosens blodbank.

Der gik lidt tid, så kom dæmonen ind til dem igen. Solen var gået ned, og nået tydede på at vampyrosen var taget ind til byen, hvem vidste måske for at finde sig nogle menneskekvinder han kunne bruge som slaveinder. Det var et skud for hoften - for han greb ikke blot Stella i svinget men også Selicity. "Kom med mig de damer." Sagde han og rev dem med sig i deres hår. Han tog dem med op på hans værelse, og smed dem fra sig i sin store dobbeltseng. Han låste døren med et knips. Stella kiggede kort over på Selicity. "I to lader til at være gode venner ikke sandt?" Spurgte han og lagde armene overkors, imens han kiggede skiftevis på den, inden han greb Selicitys hage og tvang hendes blik op i hans øjne. "Min far er ikke meget for det her, men det bliver vores lille hemmelighed, ikke også prinsesse?" Sagde han og prøvede på at være charmerende. Han trådte tilbage og satte sig på en stol, imens han havde blikket vendt imod pigerne på hans seng. "Underhold mig." Sagde han i ordre form.
Stella kneb brynene lidt. Hun blev siddende helt stille og stirrede bare på ham som om han var åndsvag - og det var ingen hemmelighed, at det var hvad hun synes. Til sidst fik han nok og rejste sig op, og lagde dem begge ned. Holdt først Stella nede imens hans læber kyssede Selicitys hud, og ned over heneds krop.Han skiftede imellem hvem han ville være lidt sammen med af gangen.
Og da han endelig var færdig rejste han sig op tog sit tøj på igen. Han var ikke sluppet for nogle skræmmer, sådan var det at tage to stædigehoveder på engang. Hvergang Selicity havde slået fra sig, og han ville straffe hende - så slog Stella han. Det havde været lidt af en ond cirkel. Stella havde det fysisk fint nok, der skulle mere til end dagens oplevelser, hendes psyke derimod havde taget lidt skade - hun følte sig pænt ynkeligt - kun fordi det ikke var andet få uger siden hun var igennem samme situation næsten og nogle uger før det ,var det ligeså slemt. Følelsen af at det var det eneste hun havde at byde på, den prøvede at flå hende itu. Hun var ved at miste kontrollen over sig selv, og kæmpede vildt inden i for ikke at lade det ske. Hans blik gled ind i hendes, og frygten kom frem i hendes krop. Noget der ikke måtte ske, det var dårligt tegn. Hun satte alle tropperne ind for at kæmpe, og slog sit blik ned.

Dagene var ens og føltes så endeløse. Hvad var der gået tre eller fire dage, måske flere? Det føltes som over et år, og Stella orkede snart ikke det her mere. Hendes kamp var blevet til en krig, der snart ville ende ret skidt.
Stella og Selicity blev løftet ud af slavestuen, og så snart de var udklædt blev de sat i det dejligt badekar med dejlig lunt vand - det var hverken for varmt eller for koldt. "Dette er ugens bad, nyd det nu imens det vare. Jeg henter jer om noget tid igen." Sagde vampryosen inden han gik ud fra badeværelset og låste dem inde. Stella måtte indrømme vandet havde en beroligende effekt på hende, men den var ikke stærk nok til at dæmpe på hendes indre dæmoner. Hun rettede blikket imod Selicity. "Vi skal se at komme ud herfra." Sagde hun meget simpelt. Tanken var jo vidunderlig at tænke på, men de måtte lave en plan hvis de overhovedet skulle komme så meget som tæt på at komme fri igen. Stella lod sit hoved under vandet, inden hun kom op igen for at få vejret. Hun lod sine hænder kører henover sit hår. Der var lige plads til dem begge, selvom at Selicity var højre end Stella. Det var faktisk rart nok at tage en bad, også med alt der forgik omkring dem. "Hør, jeg ved det her ikke ligefrem er de bedste dage i vores liv. Men jeg må indrømme, at jeg er glad for at dele selskab med dig, også selvom jeg er ikke er så meget for det her sted." Sagde hun og kiggede overpå Selicity. Irriterende nok kunne hun ikke undgå et par øjekast over den nøgne hud. Dog beherskede hun sig selv så meget som hun kunne.

Hun gispede blidt i smerte da hun mærkede Stellas tunge mod hendes sår da det sveg ret meget men hun bed det i sig for ikke at give hende dårlig samvittighed eller noget, det var jo tydeligt at se på hende at hun havde brug for det her og det virkede ikke ligefrem som om det var noget de bare kunne bede om, i hvert fald ikke uden at få sig et par på hovedet. Selicity lod kjolen glide ordentligt på plads igen så den dækkede hele hendes ryg. "Det er okay Stella, du bliver nødt til at holde op med at undskylde for alt og især for de ting der ikke engang er din skyld. Jeg er sikker på jeg var blevet taget af dem alligevel, det virkede ikke ligefrem tilfældigt. Det var nok nærmere tilfældigt at vi skulle støde ind i hinanden og derved gøre det nemmere for dem at fange os". Hun vendte sig roligt rundt og lod hendes øjne fange Stellas, hun var rigtig glad for at høre at hun var okay, hun havde ikke anet hvad hun skulle gøre hvis hun ikke havde været okay fordi hun vidste en ting og det var at hun ikke kunne klare det her selv. Let kørte hun en hånd gennem håret og trak det lange pandehår ud af hendes klare nærmest glødende øjne. "Det er jeg glad for Stella, jeg ville ikke vide hvad jeg skulle gøre uden dig her". Man kunne tydeligt se hvordan hun gøs ved bare tanken om at blive slæbt derned. "Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste for det ikke sker. Men næste gang skal du ikke tage min straf for mig, jeg kan sagtens tage konsekvenserne af mine handlinger selv". Hun sendte hendes et dejligt smil og kiggede hende i øjnene.

Som tiden gik havde hun fået skubbet sig hen i hjørnet for at have noget støtte i ryggen så ingen ville kunne snige sig ind på hende dog havde hun sørget for at have Stella ved hendes side hele tiden, der var intet der måtte ske hende og hvis det endelig gjorde ville hun nok ikke blive særlig rar at være sammen med. Hendes øjne gled omkring og kiggede ud af de store fine vinduer der var og de var der tydeligvis kun for at lokke dem, skulle det lykkes dig at slippe ud af dem ville der helt sikkert være nogen der ville fange en. En knurren rumlede i hendes brystkasse som hun så dæmonen komme mod dem og da han hev hende op i hendes hår hvæste hun og langede ud efter ham men missede kun lige præcis da han nåede at trække sig en millimeter længere væk hvilket var lige præcis nok. Da han lænede sig så tæt på hende og simpelthen kaldte hende prinsesse snappede hun ud efter ham og det lykkedes lige akkurat at hendes tænder skrabede ned af hans kind så to blødende rifter kunne ses. Selicity kiggede på ham som var han åndssvag og kiggede derefter på Stelle med et løftet øjenbryn. Det var ikke fordi Stella var en grim pige men hun havde på ingen måde tænkt sig at gøre noget der ville behage denne dæmon. Som han nærmest kastede sig over havde hun tænkt sig at give ham helvede og det var lige det hans skræmmer viste da han havde været færdig med dem begge. Han havde blå mærker, åbne sår og nogen af dem blødte ret så voldsomt, han skulle helt sikkert have tjekket dem.

Som de sad der i karret havde hun trukket benene helt ind til sig for at skjule sin krop for de sultne blikke der blev sendt hendes vej af vampyrosen. Hun blottede sine tænder af ham og skulede efter ham som han forsvandt. Da han var ude af døren strakte hun sine ben og lod sig selv slappe af, dette var nok den eneste mulighed de ville have for det i noget tid. Selicty var ikke meget højere end Stella, et par centimer men det var nok til det kunne ses, et mellem 2 til 3 centimer højere. Hendes blik faldt på Stella og hun nikkede, "Du kunne ikke have mere ret men vi bliver nødt til at ligge en grundig plan før det overhovedet kan lykkedes", hun gjorde sit hår vådt og begyndte rolige at vaske hendes hår og et nydende suk forlod hendes læber, det var skønt og det var afslappende. Hendes øjne var lukkede og derfor agde hun ikke mærke til de blikke der af og til hvilede på hendes krop. Inden længe havde hun fået vasket kroppen og skyllet sig helt ren og sad nu egentlig bare og nød det varme vand.

Stella nikkede til hvad Selicity sagde, det var nød til at ligge den perfekte plan. Det ville stensikkert ikke blive nemt, og helt ufarligt. Stella sad selv bare og nød vandet, imens de nu faktisk ikke blev overvåget af dæmonen eller vampyrosen. Stella prøvede at finde på noget, de skulle være snedige og hurtige – hvis det overhovedet skulle kunne lade sig gøre. Stella lukkede sine øjne i kort, og lod igen sit hoved flyde ned under vandet. Der var en ro under vandet, tingene virkede i balance imodsætning til følelsen når man var over vandet. Stella holdt vejret, og tænkte kort. Hun prøvede at få en ide. Til sidst synes hun at få en, og lod hovedet glide op. ”Jeg har det, jeg tror jeg har en ide.” Sagde hun lidt stolt af sig selv, og rykkede en smule tættere på Selicity, i tilfælde af, at nogle skulle stå i døren og lytte. ”Da jeg var oppe på dæmonens værelse, i morges. Der opdagede jeg, at han har en nøgle liggende på hans ene hylde. Jeg har også fundet ud af, at vampyrtingen tager på kro hver nat og kommer først hjem lige inden solen står op. Hvilket ville give os natten, hvor vi kun har med en at gøre. Vi skal bare forbi ham, selvfølgelig skal vi lige finde ud af, hvordan vi kommer ud. Vi har ikke set naturen udenfor – men jeg tror ikke det bliver så svært, desuden hvis der er natur udenfor, ville vi kunne gemme os. Af erfaring ville jeg mene der er en port, det har alle sådan nogle mænd , vil jeg mene.” Sagde Stella og kiggede på Selicity. ”I aften når vampyrmonsteret tager af sted, så vil dæmonen, som for resten hedder Jay. Han vil tage mig med op til ham, jeg kører ham træt. Hugger hans nøgler og så stikker vi af i en helvedsfart.” Tilføjede hun og kiggede overpå døren. Hun kunne hører de var på vej. Selicity skulle svare eller nikke hurtigt om hun var med eller ej. ”Du skal bare sikre dig, at han er smuttet af sted.” Hviskede hun i varulvens ører.

Døren gik op. Og Jay kom brasende ind, han lagde armene overkors. ”Nå hvad sidder i og hvisker om. Prøver i måske at planlægge at kommer væk herfra?” Spurgte han med en kold hård tone. Stella rystede på hovedet. ”Jeg var bare ved at fortælle hende, at jeg elskede hende.” Fløj det ud af Stella. Jay så forbavset på dem. ”Jamen så bevis det for mig.” Sagde han og hævede på sit bryn – hvis hun bakkede ud nu, ville han vide, at hun havde dækket over noget andet. Stella tabte dog ikke ansigt, hun nikkede til ham, inden hun vendte hovedet over imod Selicitys ansigt, og inden hun nåede at tøve, pressede hun sine læber ind imod Selicitys læber. Stella trak sig væk lidt efter, kiggede kort på Selicity – det var bedst ikke at sige til varulven, at hun faktisk havde nyt det. Stella vendte blikket tilbage på dæmonen og smilede til ham. ”Jaja, det var fint, men hvad så hvis jeg siger. Ulvepige, bevis din kærlighed for denne dæmon.” Sagde han og pegede med en sløv hånd overimod Stella. ”Når i har bevidst det, skal i se noget. Og i kan godt glæde jer.” Sagde han og ventede på de viste ham hvad han ville have dem til at gøre.

Derefter klædte ham dem på i kun undertøj, og gav dem en lænke på deres højre hånd, inden han trak dem med i en kæde. Jay åbnede hoveddøren, han trak dem med udenfor. Haven var stor og frugtbar. Der var mange høje træer, perfekte til at gemme sig i – og når mørket først var faldt på ville Selicity kunne se i mørket. Stella analyserede området diskret, imens hun lod som om hun blot beundrede naturen voldsomt meget. Inderst sinde var hun dog en smule bange, over ikke at vide, hvad Selicity dog måtte tænke om hende, efter at hun bare havde kysset hende, uden at have lagt en plan om det eller noget.
Stella fik dog øje på et forladt lille hus de kom om til i baghaven. Hun hævede på et forvirret bryn over, hvad sådan et lille hus, lavede omme bagved palæet, men det spørgsmål skulle snart besvares. Jay spændte Selicitys lænke fast til et træ, imens han trak Stella derover imod. ”I tænker sikkert, hvad dette lille hus er til. Jeres svar skal blive besvaret, det er her, hvor vi sætter de gravide kvinder ind. Det rigtigt søde skat, så heldig er du. Der er alt hvad du har brug for, så du kan overleve derinde.” Sagde han og derved greb han om Stella, og smed hende ind af døren til huset, og låste døren efter sig.
Stella kiggede rundt i panik, der var glas og flasker med blod nok til at hun kunne overleve. Hun kiggede sig rundt, og det tog hende ikke langtid at finde et vindue, hun bankede løs på ruden, men det var ikke ’rigtig’ glas, det ville ikke gå i stykker. Stella gik i panik, for første gang overtog frygten hende, mest fordi hun stod alene – i en situation, hvor hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Stella begyndte at græde, imens hun råbte: ”Jeg beder dig. Du må ikke efterlade mig herinde alene. Jeg har brug for hende!” Råbte Stella flere gange, imens tårerne flød ned af hendes kinder. Jay tog dog bare Selicity med sig indenfor igen.
Stella lod sig falde ned på gulvet i tårer, imens hun holdt om sig selv. Frygten gjorde ondt inde i hende, håber i hende forsvandt langsomt. Hvad skulle hun gøre? Hun ønskede blot at dø. Stella rejste sig op og gik ud i det lille køkken, og rodede alle skufferne igennem, der var ingen knive – ingen våben man kunne bruge.

Jay smidt Selicity ned til de andre slaver igen, hvorefter han greb fast i hendes hage. ”Bare rolig, du skal nok få lov til at se din lille elskerinde igen.” Sagde han med et klamt smil på læben, inden han forlod hende. Natten over blev deres mission ikke til noget, Stella var ude af sig selv og kunne ikke komme derfra hvor hun var, og havde ingen anelse om hvad der skete med Selicity lige nu. Stella bankede sig selv, hvis hun virkelig var gravid, så ville hun dræbe barnet inden det nåede at blive til noget rigtigt. Stella skreg til sidst op, da hun hamrede ind i hjørnet af en væg. Der løb blod ned af hendes ben og en lille blodklatagtig lignende ting lagde på jorden. Stella samlede det op, inden hun gav sig til at grine af smerte. Hun lagde det ved indgangen til døren. Inden hun lagde sig hen i en seng for at hvile sig. Stella kunne næsten ikke sove den nat, hun var så bange lige nu. Hun havde følelsen, hun var slet ikke van til at den var der. Mørket der hiv ud efter hende, hun var van til at håbet altid holdt hende oppe – og nu virkede det som om, at det var helt væk.

Næsten morgen kom Jay ned og kiggede ind af et vindue i det lille hus for at se hvordan det gik. Han så blod på væggen, men i stedet for at mande sig op og selv se hvad der forgik. Så gik han ind og hentede Selicity og rev hende med sig i hendes lange røde hår. Han havde ikke åbnet døren endnu og gjorde det heller ikke før han sagde i hendes ører; ”Styr din snutdumme veninde, ellers så kommer i til at fortryde det.” Han så ikke engang ned på hvad Stella havde lagt til ham, han skubbede bare varulven ind igennem døren og låste den. Stella vågnede ved braget, hun var ellers lige faldet i søvn. Hun rejste sig op, næsten helt smurt ind i blod, hendes øjne var røde af de tårer hun havde grædt, aldrig havde hun set så forfærdig ud siden den gang hendes far var begyndt at voldtage hende. Alt frygten var blusset op i hende. Hendes første reaktion var letteste , da hun så det var Selicity der stod inde ved hende. Hun luntede over og svang armene om hende. Der var ikke gået andet end lidt over en halv dag, men det havde føltes som en evighed for hende. For Stella var det som at have været spærret inde alene i flere år, uden nogle at tale med udover sine mørke tanker. Så trak hun sig dog tilbage. ”Hvad laver du her er du også?” Spurgte hun kort inden hun blev stum, hun ville hører om Selicity også var blevet gravid med Jay. Eller det var Stella jo ikke længere, hun havde bogstavligtalt selv sørget for, at det barn ikke kom til verden.

Selicity havde ligget ganske mageligt henslængt i det lettere store kar og havde egentlig bare nydt det varme vand kærtegne hendes hud, et let suk kom fra hendes læber som hendes øjne gled i og hun lukkede af for verdenen hun befandt sig i lige nu og her, det var intet mindre end fantastisk lige at glemme det hele. Dog blev hendes lille paradis hurtigt revet itu og hun blev hevet tilbage til virkeligheden af Stellas stemme, hun rettede sig op og åbnede øjnene så hun kunne kigge hende i øjnene når de snakkede sammen. Da hun rykkede tættere på gjorde hun det samme, nu sad de efterhånden så tæt på hinanden at der ingen plads var imellem dem men Selicity tænkte ikke yderligere over det, de skulle jo hviske for ikke at blive hørt fordi selv væggene havde øre i dette hus. Hun lyttede til det hun sagde men blev nødt til lige at køre scenariet igennem hovedet for at se det for sig, hun var stille i lidt tid men endte så med at nikke til det hun havde sagt. "Jeg tror det er den bedste mulighed selvom jeg ikke er meget for planen, jeg bryder mig ikke om at du skal udsættes for yderligere.... Kontakt med den forbandede dæmon men jeg er bange for det nok er den eneste vej ud vi kan finde". Hun bed sig let i læben, Selicity brød sig bestemt ikke om planen men lige nu var hun desperat og ville bare gerne så langt væk herfra som muligt.

Hun for sammen da døren blev smækket op af Jay og hun dækkede med det samme sin krop til med sine knæ som hun skulede op til ham, hun ville tage en hver mulighed for at vise den foragt hun havde overfor denne mand... Hvis man da overhovedet kunne kalde ham for en mand. Øjnene spilede op som hun hørte ordene forlade Stellas mund men hun vidste også at det sekund hun havde sagt dem var der ingen vej tilbage ellers ville deres planer blive opdaget. Hun vendte hovedet mod Stella lige i det øjebik hendes varme læber ramte hendes egne silkebløde og indbydende læber. Hun gengældte kysset selvom det var en smule akavet, kysset i sig selv var et godt kys men omstændighederne det blev givet i var en anelse akavet. Selicity kiggede tilbage på Jay da han snakkede til hende og hun nærmest hvæste af ham men ønskede ikke at afsløre dem nu hvor de var så tæt på målet. Let lod hun hendes hånd glide op langs Stellas hals, til den landede på hendes kind, hun lænede sig helt tæt på hende så der var få millimeter mellem deres læber. Med en intens glød i øjnene gled ordene fra hendes læber. "Jeg elsker dig Stella...", hun var en god skuespiller, det måtte man give hende. Hun fjernede hendes hånd og skubbede sig en anelse tilbage i karret.

Som han trak afsted med dem begge vred Selicity og kæmpede imod den stramme kæde der gnavede så forfærdeligt meget mod hendes håndled. Dog kunne hun ikke lade være med at nyde den friske luft hun mærkede omkring sig i det sekund de trådte udenfor i den store prægtige have. Hendes øjne gled over den som planen løb gennem hendes hoved, hun kiggede efter de bedste gemmesteder, de bedste smutveje og selvfølgelig flugtveje. Hun kunne ikke gennem nysgerrigheden i hendes øjnene da de stod foran hvad der lignede et lille skur, skulle de til at lave have arbejde eller hvad skulle det her forstille? Vreden vældede frem i hende da hun hørte dæmonens ord, hvad fanden var det lige han havde gjort?! Uden at tænke over det hoppede hun på ham i det øjeblik han havde ryggen til hende, hun hamrede løs på ham uden at tænke på hvilke konsekvenser det havde for hende, vreden blev kun yderligt forstærket da hun kunne høre hvordan Stella græd og bad fra den anden side af døren. En dyb og faretruende knurren kom fra hende som hendes øjne blev helt gule, neglene blev til kløer og tænderne blev sylespidse. Dog lykkedes det ham at få hende overmandet og få hende slæbt indenfor hvor hun bare snappede ud efter ham og knurrerede af ham atter engang.

Den nat havde hun slet ikke sovet, bekymringen ulmede i hende og vreden havde hun stadig ikke sluppet af med. Da Jay kom stormende ind og hev hende op og bare trak afsted med hende på den måde snublede hun over sine egne fødder men fik reddet balancen i sidste øjeblik. Hele hendes ansigt blev ligblegt som de kom hen til det lille skur. Alt det blod.... Havde hun slået sig selv ihjel eller hvad var der sket her? Bekymringen var tydelig i hendes øjne og hun var så opslugt af hendes tanker at hun ikke nåede at reagere før hun landede lige så lang som hun var på det hårde stengulv derinde. Dog satte hun sig hurtigt op og kiggede febrilsk rundt efter Stella... "Stella..?", hun kaldte det ganske stille med en blide og melodiøse stemme. Lettelsen strømmede gennem hende som Stella kastede sig i hendes arme og hendes egne gled hurtigt omkring hende. Da hun stillede spørgsmålet lod hun hendes hænder glide ned på hendes kinder og løftede blidt hendes ansigt så de kiggede hinanden i øjnene, "Bare rolig... Jeg er ikke gravid...". Hendes bekymrende øjne gled søgende over hende. "Hva-Hvad er det dog du har gjort ved dig selv...?", man kunne hører at hendes stemme skælvede en anelse som var hun bange for at hun var ved at dø eller noget i den stil.

Frygten var det værste lige nu, at hun ikke længere vidste hundrede procent, hvor hun havde sig selv mere. Stella var bange, og aldrig havde man set det i hendes øjne i flere år. Da Selicitys hånd løftede hendes blik op, kiggede Stella hende i øjnene og snak en klump. Det lettede hende, at hun ikke var gravid. Det var et godt tegn. Så kom spørgsmålet til alt blodet der var. Det lignede et halvt blodbad. Stella holdt vejret kort inden hun vendte blikket rundt. ”Han sagde jo, at jeg var… gravid. Så jeg sørgede for, at jeg ikke var.” Svarede hun kort og hele hendes stemme lød så uhyggeligt tom – helt hjerteskærende. Der gik få sekunder før, at Stella rystede lidt på hovedet af alt frygten der hang over hende. ”Hvorfor havner jeg altid sådan nogle steder? Hvorfor skal jeg altid det?” Udbrød hun i gråd. Hun kiggede kort ned af hende selv, blodet. Der var så meget blod, alt for meget blod. Hendes blik gled over til døren før hun vendte det om og kiggede på Selicity igen. Tårerne strømmede stadigvæk ud af de grønne øjne. Stella lod sine hænder kører op i hendes hår og bakkede lidt tilbage imens hun kiggede rundt. Det skar hende inden i , men det var bedre af at Selicity var her, meget bedre. Lige nu kunne hun ikke tænke klart og hun hadede sig selv for det. Hun plagede at være så selvsikker og plagede altid at vide, hvad hun skulle gøre som det næste, men det var alt sammen væk med et enkelt blik. Stella slog sig selv kort, inden hun vendte sig med ryggen til Selicity og prøvede at ånde ud. Hun fik øje på den klamme klump hende imod døren og begyndte at hyperventilere. Det gjorde kort, at hun vendte sig om imod Selicity igen.
At kigge på hendes ansigt gjorde, at Stella blev lidt mere rolig inden i, men det hjalp hende ikke meget af gangen. Ikke nu, hvor hun var helt ude af kontrol. Stella følte hun holdt fast i ingenting, at alt bare gik helt galt på få sekunder. En ny bølge ramte hende igen, med følelsen af, at hun åbenbart var udsat for at skulle offer for sådan nogle mænd igennem hele hendes liv. Hendes far, og generalt kendte hun ikke mange som ikke havde forsøgt sig. Det var nok også derfor, at efter Diego, så ville hun ikke have mere med mænd at gøre. Det ville hun bare ikke, det var sikkert derfor hun var blevet tiltrukket af Jazmin og nu Selicity – måtte hun ærligt indrømme.

Stella lukkede kort sine øjne i og prøvede at falde til ro, men hun kunne ikke. Hele hendes krop begyndte at ryste voldsomt, da der bag lukkede øjne ikke var andet end mørke tilbage. Hendes hjerte bankede vildt af sted – næsten ligeså vildt som hvis hun blev jagtet af ti vilde hunde. Hendes hoved var ved at eksplodere af alle minder og tanker der samlede sig i dunkende smerte. Det nev i hendes nerver – de gjorde virkelig alt. Alt bare for at prøve at få hende ned på bunden, hvor hun ikke ville kunne bunde. Stella mistede kort følelsen i hendes ben og væltede til siden. Det var kun, fordi hun havde været så optaget, at hun havde glemt alt om at hun stod op. Stella satte sig op og kiggede ned på det blodige gulv, imens hun prøvede at tørre sine tårer væk. Hun kiggede op på Selicity. ”Jeg har mistet min evne. Jeg kan ikke mærke den mere.” Sagde hun svagt. Hendes stemme var sårbar og knækkede halvt over. Hun gjorde virkelig sit for at prøve at finde den, men den var så langt væk, at hun ikke længere troede på at den var der. Stella trak sine knæ op inder sig og gemte sit ansigt væk i hendes ben. Hun lukkede sine øjne i og prøvede at fokusere på at følge Selicitys åndedrag. Kun fordi hun helst ikke skulle glemme at trække vejret. Det var helt vildt, hvor håbløs hun følte sig, det var helt forfærdeligt. ”Min far.” Startede hun sætningen og løftede sit blik overpå Selicity. ”Han plagede at gøre det ved mig. De fleste plager at gøre det ved mig.” Fik hun sagt inden hun udbrød i gråd igen. Stellas muskler var spændte og hun kredsede næsten hul på sine ben, hvor hun havde sine negle. Stella lod sig falde bagover og ned i det indtørrede blod, imens hendes øjne var røde af gråd. Hun vidste ikke, hvor langtid hun kunne holde det her ud længere, og om det overhovedet var muligt for hende. Stella satte sig op igen, denne gang i skrædderstilling. ”Jeg vil væk herfra.” Sagde hun lidt efter, stadigvæk med samme hjerteskærende stemme, hun ønskede blot at komme væk herfra. ”Men, jeg er virkelig og jeg mener det. Jeg er virkelig glad for du er her.” Sagde hun så med tårer i hendes øjne der langsomt løb ned af hendes kind. Stella nikkede let til hende og løftede sin hånd over imod hende.


Vampyrosen havde lugtet blodet fra bloddæmonen og kom stormende ind til dem. Han kiggede henover det hele og så ned på gulvet foran ham. Han løftede det op i sin ene hånd, og hans lange tænder var blottet af vrede. Blodtørsten hang over ham, også selvom, der ikke rigtig var noget af det blod han fortrak allermest. Han smækkede døren i bagved sig, og det gjorde Stella hurtigt kom på benene igen. Hun snak en klump, han så noget så vred ud. Det var helt vildt. Frygten trak bare mere i hende. Rev i hende som tortur for hendes sjæl. Først greb han fast i Stella og ruskede vildt i hende, og så bange som Stella var lige nu, så kunne hun ikke lade hver med at klemme øjnene sammen i frygt. Det var til hans fordel, men så fik han øje på Selicitys røde lokker og smed Stella fra sig hen af jorden. Han havde stadigvæk den anden hånd fyldt med en klamme næsten indtørrede klump. Han greb fast i Selicity og holdt hende op af væggen, så hendes fødder ikke længere kunne nå jorden. Han lod den anden hånd glide op til Selicitys ansigt og pressede klumpen af det der skulle have haft udviklet sig til et foster op imod de fine læber. Han blev ved med at prøve at presse det ind imellem hendes læber til at det ville lade sig gøre. Derefter lod han resterne køre rundt i hendes ansigt og slap hende derefter, så hun kunne trække vejret frit igen. Han greb fat i hendes røde lokker og stadigvæk fuld opmærksom på varulvekvinden.

Stella havde rejst sig op og fået sig selv overtalt til at tage sig sammen. Så hun havde rejst sig op og løbet hen til manden og sparket ham så hårdt hun kunne. Han vendte sig om med vrede øjne og greb hårdt om hendes hals og løftede hende fra jorden. Hendes hænder løftede sig hurtigt op til hans hånd, men hun så alligevel sit snit, og begyndte at sparke ham i hovedet. Det gjorde at han smed hende fra sig til sidst, så hun fløj tilbage og ind i væggen. Stella slog sit blik og så vredt på ham. Alt frygten var sat til side, han skulle ikke røre Selicity? Det skulle han bare ikke!

Vamprosen var dog helt ligeglad med, hvad Stella syntes og hvad ulvetøsen syntes. Det var kun hans ord der talte og hans meninger. Han tog en kniv frem fra sin støvle, lavet af det reneste sølv. Han lod bladet danse ned af Selicitys rygsøjle, hvorefter han lod bladet skære hendes ryg op da, han kørte den op af hendes ryg igen. Blodet lod han kører henover hendes skulder og henover hendes kraveben. Blodet kom stille frem fra der, hvor han havde skåret. Bladet førte han ned imod hendes side, hvor han stak kniven ind. Ikke voldsomt meget, men stadigvæk nok til at forsage hende smerte nok. Han lod den sidde i kødet på hende, hvorefter han skubbede hende hen langs gulvet , i håb om at hun ville miste balancen, og muligvis lande ovenpå kniven og stikke den længere ind. Vamprosen havde dog fået gjort Stella vred, og bloddæmoner og deres vrede, var ikke det bedste selskab. Stella var løbet op foran ham og havde blottet de skarpe tænder hun faktisk havde, men aldrig brugte. Hun kastede de lyse lokker tilbage, inden hun slog ham hårdt i hovedet, hvorefter hun hurtigt sparkede ham imellem benene, så han bukkede sig. Stella tænkte ikke ydligere over hvad hun havde gang i, hun arbejdede bare. Hun var så vred hvor, hvad han havde gjort ved Selicity og han var den eneste der stod i hendes vej for at løbe over for at hjælpe hende. Stella løftede sit knæ op og ramte vampyrosen i ansigtet. Der gik det kort før hun skubbede ham tilbage, hun var så vred lige nu. Hun hamrede ham i hovedet og fik endelig brækket hans nakke.

Stella blinkede kort med begge øjne og smilede lidt over, at hun faktisk ikke var så svag og ynkelig som hendes hoved havde prøvet at få hende til at tro. Det ville købe dem lidt tid. Stella vendte sig og løb over til Selicity og trak kniven ud af siden på hende.
”Klarer du dig?” Spurgte hun bekymret og tørrede blodet væk fra hendes kønne ansigt, og sendte hende et forsigtigt smil.

Stella løb over til vampyrosen og kiggede kort på ham inden hun rev et stort stykke af hans trøje, hun var så vred på ham, men mest på dæmonen, men hvis hun kunne ordne en vampyros så kunne de vel også ordne den anden dæmon. Det krævede nerver og lysten til det. Hun lod sit blik glide henover ham, før hun valgte at lade sin hånd kører igennem hans brystkasse knuse de stærke ribben. Stella fik fast i hans hjerte og hendes eget bankede i takt med det hun stod og kunne gøre lige nu. Men de havde virkelig ikke brug for ham i deres liv, han fortjente ikke engang det liv han havde fået. Faktisk burde han dø, og med den magt over hans liv hun stod med lige nu. Så valgte hun helt enkelt, bare at sige, at nu var det slut. Hun trak derpå sin hånd tilbage, med hans hjerte i hendes hånd. Blodet løb frisk ned af hendes arm, imens hun stod og stirrede på det hjerte hun havde revet ud af hans bryst. Huden på vampyrosen blev langsomt askegrå, og til sidst var han der ikke længere. Han var død. Hun vendte sig i font imod Selicity og lod hjertet falde på den hårde jord. Stella vidste ikke om hun skulle smile eller græde, men hun løb hen til Selicity med stoffet og bandt det om hendes sår, for at stoppe den ene blødning. Derefter tog hun noget mere stof som hun endnu engang gik hen til Selicity for at fjerne blodet. Stella måtte beherske sig selv, men kom et par enkle gange til at lade hendes fingre glide henover blodet og slikke det af med hendes tunge. Stella kiggede hende i øjnene og derefter kyssede hun Selicitys pande. Stella lignede sig selv bedre igen på udstrålingen, hvad kamp ikke gjorde ved en, når det virkelig galte. Det var helt utroligt, at man faktisk kunne komme til sig selv i sådanne situationer, men i Stellas tilfælde var det bare godt. Stella søgte det lille hus her igennem og fandt sig et bad og åbnede for det. Hun gik ind til Selicity igen og ville støtte hende, hvis hun havde brug for det. De trængte vidst begge to til et bad eller to.