Should we fight like them? -Jasmin-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
O: En kro, alting virker roligt, dog kan man fornemme at der i de mørke kroge lægger nogen på lur, nogen der bare venter på chancen til at lave rag i det hele. Der er både ædru og fulde væsner inde i den varme kro stue.
V: Udenfor er der gråt og koldt. Inde i krostuen er der varmt.
T: Aften.

Han var endnu engang begivet sig ind i byen. Lyden af hestehove fik ham konstant til at vende og dreje sit hoved, da han ikke var han til den. Alle blikkene på ham kunne han ikke andet end at løfte på et øjenbryn af. Hvorfor kiggede de sådan på ham? Nok var hans tøj snavset, men, det betød da ikke at de skulle kigge sådan efter ham, bare fordi deres eget tøj var rent og smukt. Måske hvis han havde været rig, havde han nok også haft pænere tøj. Ikke at han gik op i den slags. Der var vigtigere ting at tænke på. Da han kom til kroen, blev han nysgerrig om hvad der mon var derinde. Han gik med afslappet og smidige bevægelser derhen imod. Den slanke overkrop samarbejdede perfekt sammen med hans ben. Han åbnede døren ind til kroen, en lugt af sved og alkohol angreb ham, så han for en kort stund holdt vejret. Døren smækkede han i bag sig. Det var længe siden han havde været på en kro. Med et nysgerrigt glimt i sine lysende øjne, kiggede han rundt i kroen og bemærkede ikke om nogen så på ham. Han regnede med at folk havde andet at give sig til end at holde øje med ham. Rundt i krogene kunne han mærke den spændte stemning. Det gjorde han dog ikke noget ved. Måske var det bare noget han bildte sig ind? Han smilte svagt for sig selv og gik hen til en væg, som han tillod sig at læne op af, bare for at tage en lille form for pause.

Jasmin havde begivet sig ud på hendes egen lille eventyr, for at opdage byen mere. Hendes mave rumlede, og klagede en par gange. Måske skulle hun stoppe det næste sted som var en kro? Og få en bid mad at spise. Hun bevægede sig selv længere frem med Star i tøjlerne. Hun sad hverken oppe eller nede på hende. Hun gik stille ved siden af, og brustede venligt til folkene der ellers gik rundt om dem. Et lille skub fra Star lande imod Jasmin ryg, så hun blev puffede en smule frem af. Det var tydeligt hun gerne ville væk fra stedet de var kommet til. Længere fremme var der et skilt med store bokstaver skrevet; ' Kroen Det Vilde Svin. ' Endelig, en kro hun kunne sætte sig og spise på. Jasmin stoppede op foran den, og bandt star fast til en barrier, der stod til hestene der ellers også stod der. Ingen af dem så ud til at bide hinanden, eller ville hinanden noget ondt. Hun strøg kort Star over hendes blist og gik videre hen til døren. I et vindpust, åbnede døren sig kort, men smækkede hurtigt igen, med en blæst, der skubbede Jasmin en smule tilbage. Hårdt trådte hun ned og begav sig frem imod døren igen. Hun satte langsomt hænderne på døren for at åbne den, og skubbede den frem af. Stanken af gammelt sved og alkohol ramte hendes næse. I et skævt ansigt udtryk trak hun vejret hurtigt igennem munden for ikke at skulle ende med opkast over stanken. Hun gav slip på døren igen, som smækkede i bag hende. I et kort nik hist og pist, hvor folk stod og nikkede til hinanden, fik hendes øje fat på en person. Xander. Det var længe siden de tog havde set noget til hinanden. Jasmin holdte af ham som en nær ven, men det havde ikke snakket med sammen. I små skridt begav hun sig over imod ham, og lænede sig op af væggen sammen med ham. Blikket var rettet lige ud, af et vindue. Hun holdte øje med der ikke skete Star noget. Et lille puf med albuen, ramte Xanders side, med et skævt smil fra Jasmin. '' Alexander.. Min kære ven. Hvordan går det for tiden? ''

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han lukkede øjnene i og faldt helt hen i sine egne tanker. Tanker om at det måske kunne være en ide for ham at finde et hjem i byen. Det ville ikke vare længe før han skulle begynde at jage som en rigtig incubus gjorde. Han var stadig ikke helt sikker på hvor lang tid der ville gå, men en ting var sikkert, det ville komme til ham snart. Snart ville sulten nage ham. Sulten efter sjæle.
At finde et hjem i byen ville bare ikke blive nemt. Han havde ikke rigtig nogen penge til at købe et og han var ikke sikker på om det var en god ide at han boede ved nogen han måske kendte. Lige i det øjeblik den tanke strejfede ham, kunne han mærke noget ramme ham i siden og han spærrede overrasket øjnene op. Han drejede hovedet hen imod den side han havde følt puffet. At se Jasmin fik ham til at smile, ikke meget, men dog mere end han plejede. Han kiggede ind i hendes øjne. De havde mødtes før de to og var blevet fine venner. Han havde endda formået at få et lille crush på hende. Ikke at han var forelsket, nej, det var vel bare en af de crush der kunne finde på at komme engang imellem. Han tog den dog ikke så alvorlig, eftersom hun var ældre end ham og at det ikke lignede ham at have sådanne følelser.
"Tjoh, det går som det altid har gjort, stille og roligt," Hans stemme var hæs og halvmørk. "Hvordan går det med dig?"
Lige efter den sætning, besluttede uroen i krogene sig for at lade balladen skylle ind over krostuen. En mand, stor og bred, rejste sig fra sin stol. Han rykkede så hårdt i den at den væltede. Med et borrende blik gav han sig til at spejde rundt i lokalet. Alle så hen på ham med løftet øjenbryn. Det fik ham dog bare til at le med en latter der var kradsende som sandpapir. "Hvad siger i til at tilbede en som mig?" Han kiggede rundt. I den ene af sine hænder havde han pludselig en pistol, et våben han valgte at svinge rundt med, som var det et pendul. "Hvad siger i til at være med til en lille leg?"
Xander så spørgende hen på Jasmin.

Jasmin smilede en anelse, ved hans forskrækkelse af hende.
Da han selv spurgte hvordan hun havde haft det, lyste hun op i et lille smil, imens hendes mund begyndte at bevægede sig efterfulgt af ordene; '' Det har, været fint. Jeg passer på Fay for tiden. '' Jasmin var ikke sikker på at Alexander havde mødt Fay endnu. Der var ikke ret mange der kendte til hendes identiske tvillinge søster. Normalt forvekslede folk dem altid med hinanden. En ting der irriterede Jasmin en hel del, og dog ikke. Selvfølgelig elskede hun sin søster, men de var to vidt forskellige personer. Jasmin havde altid været den gerne og uskyldige type, mens Fay havde været den hårde og mere tiltalende type. Jasmin så op til hendes søster. Men var også glad for hendes egen måde at være på.
Jasmin løftede det ene øjen bryn, ved hørelsen af en stol der blev rykkede ud og derefter gav et stort bang imod jorden. I et kort sekund lukkede Jasmin tankerne ude, og fokuserede kun på den ene lyd, men efer et splitsekund var hun tilbage igen. Tilbede dig? Aha! You gotta be kidding me! Inden i sig selv grinede Jasmin højlyt. Folk troede altid de kunne have alverdens slaver, men sådan var livet ikke. Jo flere man havde, jo større var chancen for at man ville komme slemt til skade. En dag vil slaverne gør modstand. Og nu ville han lege med dem? De var ikke ligefrem børn, eller dukker. Jasmin grinede en smule lavt for sig selv, og vendte øjne rundt. Hun var ikke ligefrem bange for ham, men hun var nervøs for, om han kunne finde på at trykke på aftrykkeren, så en person eller flere ville blive ramt. Jasmin rettede blikket tilbage på Xander, og talte meget lavt til ham; '' Skal vi, forsøge at stoppe ham? '' Normalt var det aldrig hende der gjorde det. Hun gemte sig normalt, men tiden havde ændret hende. Hun måtte tage sig sammen, og blive mere voksen.

// Jeg beklager hvis det er et dårligt svar. //

Fay. Der gik lige noget tid før det gik op for ham at det var hendes søster hun snakkede om. Tvillingesøsteren. Han havde aldrig mødt hende, men, han vidste at hun var da, trods alt havde ham og Jasmin snakket meget sammen. Han smilte til hende. Det svage smil der takket være incubus dna var nuttet og underligt nok loggende. I det han ville sige noget til hende, valgte manden med pistolen at afbryde dem og selvom han forsøgte at være truende, kunne Xander ikke andet end at smile flabet over ham. Troede han virkelig bare at han kunne få magt på den måde? Han måtte være langt ude! Der var noget helt galt oppe i hans hoved! Jasmins lave stemme fik ham til at se hen på hende med et lusket smil. Selvfølgelig skulle de prøve at stoppe ham! Dette her var bestemt sket for at underholde dem! Han nikkede til hende, før han hviskede. "Jep," Efter det ene ord, tog han sin egen pistol, ladede den så alle nu kiggede hen på ham, med endnu større øjne. De var nok ikke van til at se en ung dreng med pistol i hænderne. Xander sigtede hen imod manden. "Tilbede dig? Aldrig i livet, jeg vil heller tilbede en abe!"
Lave latter startede langsomt med at udfylde rummet. Det fik mandens blod til at koge. Han sigtede nu med sin pistol hen imod Xander. "Var din mund knægt!" Selvom han blev ved med at sigte på Xander, kiggede han nu hen på Jasmin med et lusket, nærmest barbarisk smil. "Hør her unge dame, hvorfor kommer du ikke herover til en rigtig mand, i stedet for at være hos en knægt som ham?"
Xander tog sig selv i at stramme grebet om sin pistol.

Jasmin smilede en anelse ned til Xander. Og dog, forsvandt hendes smil hurtigt igen efter et stykke tid. Da Xander sagde at han hellere ville tilbede en abe, holde Jasmin sig selv kort for munden, for ikke at bryde ud i et kæmpe smil. Hun var selv helt enig i, at hun vil hellere tilbede en abe, end en fuld person.
'' Var selv din mund, min herre. '' Jasmin brød ud i en hård tone. Nu var det satme slut, med den søde og uskyldige pige, som aldrig gjorde en flue fortræd. Hun var træt af folk, der sårede dem hun holdte af. Hun tog et skridt frem af, og så ham direkte i øjne, da han sagde hun skulle komme over til ham, som åbenbart var en rigtig mand. Ha! Han var langt fra en rigtig mand. En rigtig mand, behandler alle ligestillet, og ordenligt. '' Jeg vil hellere slikke et toilet rent, end at stå ved siden af dig. '' Hendes toneleje var hård. Hun var træt af folk der talte ned til alle, fordi de selv følte de var konge over hele verden. Jasmin rettede kort blikket på Xander, og tilbage igen på herren. Langsomt krydsede hun sine arme, og lænede sig tilbage imod væggen, med et snørrede grin på læberne. '' Hvad med du selv, går uden for og viser du er så hård? Så kan hele verden jo se dig? '' Jasmins smil forsvandt hurtigt igen.

Alle væsnerne i kroen holdt vejret da Jasmin trådte et skridt frem imod manden. Endda Xander måtte indrømme at hans hjerte stoppede et kort øjeblik. Heldigvis, gjorde hun ikke andet end at snakke ned til manden, præcis som han fortjente det. Alle de ord hun sagde, fik Xander til at smile svagt. Han kunne ikke have sagt det bedre selv. Dog, var manden ikke tilfreds med det. Pistolen i hånden var fortsat sigtede imod Xander og for at true Jasmin, ladede han den. Med et ondt smil på læben, rettede han pistolen imod Xanders hoved, et tryk og han ville falde død om.
"Pas nu på min pige, du vil ikke have at din ven skal ende med et hul igennem hovedet vel?" En enkelt gang kiggede han koldt hen imod Xander. Xander gengældte bare det kolde blik. Manden kunne bare komme an, hvis han ikke skulle have glemt det, stod han også med en pistol i hånden. Han kunne også dræbe manden uden han overhovedet nåede at blinke!
Folk rundt i kroen så skiftevis på dem alle tre. Det var noget af det mest spændende de havde oplevet!
Manden fnyste over den spændte stemning. "Hvad vil du gøre ved det prinsesse? Slå mig eller rive mig i håret?" Han smilte hånligt til Jasmin.
Xander kunne sværge på at han kunne have haft skudt ham lige i det øjeblik. At se ham død på gulvet lød mere og mere fristende. Manden stoppede med at sigte på Xander, for at træde midt ud på gulvet, med armene strukket ud som skulle han afsløre et trylleshow. "Hvad siger i? Ønsker i at se mig dræbe prinsessen eller gnomen?"
Folket i kroen turde ikke at sige noget.. Det fik bare manden til at smile lumsk. "Jamen, så lad det blive prinsessen!" Han sigtede sin pistol imod Jasmin. Lige i det øjeblik han skulle til at trykke på aftrækkeren, sprang Xander ind i siden på ham og skuddet røg op i loftet med et brag! Folk i kroen skreg og gav sig til at gemme sig under bordene. Xander kiggede spørgende hen på Jasmin for at tjekke til hende. Så snart han kiggede væk, foldede manden en knytnæve og lod den ramme Xanders kæbe.. Xander røg en meter væk og tog sig såret til sin kæbe et kort øjeblik.

Jasmin rettede blikket rundt på alle de forskellige væsner, der havde blikket på kun dé 3 personer. Det var en underlig følelse der kom op i hende, en form for glæde, og nervøsitet samtidigt. Hun havde aldrig rigtigt været glad for at være i centrum, men hendes søster. Hun havde altid været den person der elskede opmærksomhed, fest og farver. Hvis man kendte Fay, kunne man tydeligt se de var modsætninger til hinanden.
'' Nej. Selvfølgelig vil jeg da ikke ende med en død person herinde? For jeg rydder det ikke op. Men det gør du måske? '' Hendes tone var forsat hård, og det ville det blive overfor kun ham. Jasmin trak på smilebåndet, og tog endnu et skridt frem i mod ham. '' Jeg er ikke en tøs skat. Jeg kan godt klare en helt almindelig gammel dags kamp. Du tænder måske, på at blive straffet? '' Jasmins smil blev større og større. Det eneste der gik igennem hendes hoved lige nu, var at tale ned til denne ene person, så han måske ville stikke halen imellem bene og løbe hans vej. Og dog, denne person var meget langt fra sådan. Han elskede vidst kamp, og blod.
Da han spurgte om det skulle blive prinsessen eller gnomen, håbede Jasmin egentlig selv inderst inde at det ville blive gnomen, men også det ville blive hende selv. Hun holdte af Alexander. Men hun ville ikke selv dø. En frygt hun havde haft længe.
Blikket og den hurtig handling der skete, fik Jasmin til at blive en del nervøs igen, men det forsvandt hurtigt igen. Ingen, skulle slå dem hun holdte af. Hurtigt svingede hun armen imod ham, og ramte hårdt hans kind med en halv blid lussing i hans tilfælde. '' Føler du dig hård nu? For at dræbe uskyldige mennesker, er bestemt ikke hårdt. '' Jasmin var endnu mere vred, end hun havde været før. Lige nu, ville hun bare æde hans sjæl og kyle ham af helvedes til igennem et eller andet, og håbe på han måske ville blive tortureret selv i døde. En knurren satte sig hurtigt på Jasmin mund, imens hun langsomt gik rundt om ham, med en finger på hans skuldre, kørende rundt om ham, sammen med hendes bevægelser. I det hun nået han ansigt igen, svingede hun hånden imod ham endnu en gang.

Xander var hurtigt på benene igen. Slaget skulle hurtigt heale sig på et eller andet tidspunkt. Manden derimod, lod ikke til at have andet end sine øjne rettet imod Jasmin, der kredsede om ham. Det mindede Xander om et rovdyr der kredsede om sit bytte. En smæk lød i kroen og fik alle til at spærre øjnene overrasket op. Jasmins hånd havde ramt mandens kind perfekt. Den efterlod et rødt mærke. Manden tog sig slaget og tillod at ømme sig over det. Den havde han ikke regnet med ville komme. Vredt bed han sig i underlæben hvor blod trillede ud fra. Han så ind i hendes øjne med en vrede der skinnede mere end tusinde sole. I det øjeblik han ville løfte sin hånd og lade den snitte hendes kind, lød et nyt skud igennem krostuen. Manden stod et kort øjeblik stille. Kun den løftede hånd gav tegn på liv ved at ryste. Et enkelt blink og han faldt til gulvet. Bag ham stod Xander med sin pistol hvor røg siv ud af.. "Det skulle jeg have gjort for starten," mumlede han svagt for sig selv.
Manden lå nu på gulvet og vred sig i smerte. Skuddet var gået igennem brystet på ham, nær hjertet. Han kiggede bedende op på Jasmin. "Hjæælpp mig prinsesse," Han løftede svagt sin hånd op imod hende.

Jasmin så på manden, og da et brag lød, slog hendes øjne meget stort op. I et kort sekund anede Jasmin slet ikke hvad der egentlig skete? Hvorfor var der kommet et brag og hvorfor lå manden på gulvet? Efter et par sekunder så hun ned, og satte sig hurtigt på hug. Hun rejste sig dog hurtigt op igen. '' Hvorfor skulle jeg hjælpe dig? Efter det du har gjort? '' Hun kunne ikke hjælpe ham, eller.. hun kunne tage hans sjæl, men det ville ikke ligefrem hjælpe ham. Tvært imod. Hun satte sig hurtigt på hug igen, og lænede sig ind over ham. Hun satte munden tættere og tættere på ham, parat til at suge hans idiotiske sjæl ud, og beholde den i al evighed. Efter et par sekund var hans krop livløs. Jasmin rejste sig op, og så på Alexander. Inderst inde, ville hun bare falde på numsen og stirre lige ud, og forstille sig alt der var sket. Men hun måtte tage sig sammen, og blive mere voksen. Hun rettede et hårdt blik på Alexander, og så ham direkte i øjne. '' HVORFOR SKØD DU? Ingen fortjener at dø! '' Hun svingede kort hånden imod ham, men slap den igen, inden hun nåede ham. Hun ville ikke slå ham. Han havde gjort det rigtige. I et par kort sekund, fumlede hun over imod en stol og satte sig ned. Hun kunne ikke nænne at stå op efter denne her episode.

Hun tog sjælen. En hver dæmons chance til at æde. En sjæl der var ved at suse ud af kroppen. Gid han også kunne spise sådan. Det ville være meget lettere, mindre besværge ligt i hvert fald. Med armene foldet på kors over brystet, så han på og det gik egentlig ikke op for ham at hun var vred over skuddet, før hun kom hen til ham og nær havde klasket ham en. Hvad havde hun gang i!? Hvorfor i alverden havde hun medfølelse for sådan en mand? Han ville have haft skudt hende, hvis Xander ikke var ramlede ind i ham? Havde hun helt glemt det. Da hun satte sig ned, kunne de lyse øjne ikke undgå at kigge vredt på hende i få sekunder.
"Fortjente han ikke.." Han bed sig kort selv i hånden og slugte sine ord. Derefter tog han en dyb indånding. "Jaz, han ville have dræbt dig, skudt dig uden grund også forsvare du ham ved at sige han ikke fortjente det han ville have gjort imod dig?" han puttede pistolen tilbage i sin beholder, ud af stand til at sige mere. I stedet sukkede han og kiggede rundt på de forskellige væsner i kroen. De var så småt ved at komme frem for deres skjul.

Jasmin rettede blikket op på ham, og var stadig en hel del sur på Alexander, over han havde slået en anden person ihjel. Men samtidigt var hun tilfreds med det han havde gjort. Han havde trods alt redet hendes liv, fra et forsvinde fra verden. '' Ingen fortjener at dø. Udanset deres handlinger. Så skulle alle dæmonerne jo dø, for at tage folks sjæle. Vampyre skulle dø, for at dræbe folk, for deres blod. Og ikke mindst vareulve og mennesker. Alle racer burde dø, fordi de selv dræber. '' Jasmin nænnede ikke at se på ham lige nu, men så kort undskyldende på ham. Hun var ked af, hun var flippet så meget over det. Han havde trods alt, kun gjort en stor tjenste.
Ja, han fortjente det måske i virkeligheden, eller ikke.. Men.. Hvorfor forstår han mig bare ikke? Jasmin trak vejret dybt en enkel gang, og svingede armene omkring Alexander, da han havde lagt din pistol i dens hylstre.. '' Undskyld. '' Jasmin så ham i øjne, bedende om tilgivelse for hvad hun havde gjort. Hun var ked af, hun var gået amok over det. Kort rettede hun blikket rundt, for at se på folkende, der kom tittende frem, fra deres gemmested, men så tilbage på Alexander.
'' Skal... Vi gå en tur? '' Jasmin vidste udmærket godt, at han var hjemløs, og ville gerne tilbyde ham at bo hos hende, og hendes søster. Men hvad ville Fay ikke sige til det? Fuck Fay! Alexander skulle ikke leve på gaden. Jasmin åbnede lavt, og kort sin mund, og sagde lige ud; '' Du er velkommen til at bo hos Fay og jeg Alexander. Jeg vil ikke have du render rundt her ude, alene.. '' Jasmin så på ham smilende.

Alt det hun sagde havde hun vel på en måde ret i. Hvis alle skulle dø for at have dræbt nogen, skulle alle racer nærmest dræbes. Vampyrer for at suge blod, dæmoner for at suge sjæle og mennesker for at få mad.. Måske endda varulve i ulveform? Han rystede svagt på hovedet og tog en dyb indånding. Xander var ikke bange for at dræbe. Det var en del af overlevelse. Det havde det i hvert fald været for ham, forkert eller ej, det skulle gøres. Dog nænnede han ikke at sige det til Jasmin, det var nok ikke det hun ønskede at høre på lige nu. Sådan en form for diskussion kunne vare alt for langtid. Ordet undskyld skyldte pludseligt over ham med en hviskende lyd. Det ene øjeblik sad Jasmin ved bordet og det næste øjeblik, havde hun svunget sine arme om ham i en omfavnelse, der fik ham til at spærre øjnene overrasket op over den pludselig nærkontakt. Til at starte med stod han fast frosset, uden at vide hvad han skulle gøre eller sige til det. En omfavnelse havde han ikke fået i lang tid. Han så hende i øjnene. De lyseblå øjne afslørede at hun var tilgivet. "Du skal ikke sige undskyld, der er intet at undskylde for?".. Han smilte svagt til hende. Det gjorde for ham intet. Sket var sket. Det skulle de ikke hænge sig mere i. Spørgsmålet om de skulle gå en tur, nikkede han til og gik hen imod døren med sine afslappede bevægelser. Da de endelig var ude, lukkede Xander nydende øjne over den pludselige friske luft der ramte ham. Han kiggede en smule overrasket over på Jasmin til det næste spørgsmål. Bo ved hende? Var hun sikker på det? Han satte spørgende hovedet på skrå. "Det lyder rart Jazz, men, hvad vil Fay ikke sige til det.. Desuden, skal du ikke bekymre dig om at jeg er alene, jeg klare den," Han smilte svagt til hende.

Jasmin rystede en anelse på hovedet. Inderst inde, troede hun ikke på at han havde tilgivet hende. Hun var sikker på at han stadig var vred, og såret over hende, og sikkert gerne ville have hævn på et tidspunkt.
Jasmin lagde langsomt en arm om hans skuldre, i det de var nået ud af døren. Egentlig gjorde hun det samme som Alexander, og lukkede øjne, i det en frisk men kold brise ramte deres ansigter. Det var behageligt med frisk luft, efter en stank af alkohol og sved omkring dem. Det generede egentlig hende ikke ret meget, med i længden kunne det give en stor del hovedpine. I det Alexander, egentlig på en anden måde takkede nej, til at bo hos hende og hendes søster, sårede det hende egentlig. På et tidspunkt, ville Jasmin også flytte alene, men lige nu, ville hun bo sammen med hendes søster. '' Fay, er ligeglad. Hun er dårligt nok hjemme egentlig. Hun er sikkert okay med det. Jeg beder dig. Jeg er bekymret udanset om du siger, jeg ikke skal være det. Hvem ville ikke være det, overfor en person de holder af? '' 'en person de holder af' i det sekund hun sagde det, sank hun en klump. Ja, hun holdte af Alexander, som hun holdte af de få personer hun havde lukkede ind sit liv. Hun holdte mere af ham, end hun før havde holdt af en anden person ud over Fay. Der var bare noget ved ham, der altid fangede hendes opmærksomhed. Noget der gjorde hende fanget i en verden alene med ham.
Jasmin trak på skuldrene, og bandt hurtigt Star op, så hun kunne følge med på gåturen med dem. Star vrinskede en smule, og skubbede blidt Jasmin ind imod Alexander. Et kort grin kom fra Jasmin, som hurtigt rettede sig op igen, for ikke at irritere Alexander for meget. Egentlig syntes hun det var meget morsomt at Star gjorde så meget for hende, og forstod hende så godt, af et dyr at være. Det var perfekt. Ligesom det skulle være. Intet kunne være bedre nu.

Jasmin aede kort Star over hovedet, men vente hurtigt hoved imod Alexander. I et kort træk, men hurtigt træk, vendte Jasmin Alexander imod hende. Der var ingen andre mennesker i nærheden af dem, så ingen kunne dømme dem, eller klage over dem. I et hurtigt træk, kyssede Jasmin Alexander langsomt og yndefuldt. Et perfekt stund, hvor at i Jasmin verden, var det kom de 2, der fandtes det sekund.
Åh! Din dummerian! Nu kommer i jo aldrig til at have noget. Jasmin trak sig kort tid efter væk, og vendte ansigt væk imod ham. Hun havde ikke lyst til at se ham i øjne nu. Hvad ville han ikke tænke om hende? '' Undskyld.. Jeg.. Går nu. '' Jasmin begyndte at gå langsomt frem af. Hun håbede vil inderst inde på han ville kysse hende igen? Og stoppe hende.

Det var nu pænt af hende at tilbyde ham et hjem. Et hjem hvor han var sikker på at der var nogen at snakke med og nogen at beskytte.. Hvorfor tøvede han overhovedet? Her stod en fantastisk person og tilbød ham et hjem, også ville han ikke engang takke ja til det? Det skadede vel intet at han boede sammen med Jaz.. Trods alt, betød hun noget for ham. Hvad der angik storesøsteren, måtte hun vel bare smide ham ud, hvis hun ikke ønskede ham der. Selv Jasmins ord fik ham til at smile oprigtigt. En hun holdt af.. Han kunne ikke fjerne det svage, men dog oprigtige smil fra sine læber over de ord. Det føltes rart på en mærkelig måde.
"Jamen, så takker jeg ja til at bo ved dig," Han så ind i hendes øjne. "Jeg lover at jeg nok skal opføre mig ordentligt," Efter at have sendt hende et drillende blink med øjet, og fulgte med hende, da hun bandt Star op for at trække hende med dem. Det var et smukt dyr.. Ligeså smuk som Jasmin. Irriteret rystede han på hovedet over sig selv. Han burde ikke tænke sådan om hende.. Hun var ældre og for god til ham..
At hesten skubbede Jasmin ind i ham, fik ham bare til at grine svagt og ellers fortsætte med at følges med dem.

Det næste skete så hurtigt. Der var ingen andre personer til stede. Rundt om dem var der stille og fredeligt. Xander havde ikke forventet at mærke Jasmin vende ham rundt, så de nu stod ansigt til ansigt, øjnene klistret sammen. Ingen ord kunne komme ud af hans mund. De sad fast.. Jasmin lænede sig tættere på ham og det var som om en bølge af nydelse skød igennem ham, da hun placerede sine læber på hans.. Desværre sluttede det alt for hurtigt. Han nåede knap nok at gøre noget før hun trak væk igen, for at vende ryggen til ham og gå.. Inden hun nåede ret langt, stoppede han hende ved at gribe om hendes håndled, for derefter at trække i hende så hun vendte sig om imod hende igen. Et blink med øjet og deres læber var smeltet sammen igen.. Han kyssede hende blidt og loggende..

Jasmin smilede en del i det, han takkede ja til at bo hos hende. Og nu mente han, at han skulle opføre sig ordenligt? Fay opførte sig aldrig ordenligt, men Jasmin havde lært at leve med hende, og ville elske hende ud anset hvad. Jasmin gemte hendes smil væk en smule. Hun var alt for genert til at vise, hvor meget han egentlig betød for hende.

I det hans hånd hev fat i hende, efter hun havde 'forladt' ham, smilede hun en anelse for ham selv. Han standsede hende, og forsøgte at få hende tilbage. I det han så plantede hans læber imod hendes læber. Langsomt lagde hun armene omkring ham, og trak ham ind imod hende. Hun ville ikke give slip på hendes elskede nu. Og slet, ikke når hun endelig havde fået ham hun ville have. Hun trak sig tilbage fra kysset, og så ham kort i øjne, men rettede blikket væk af ren generthed. '' Så... Hvad nu? '' Hendes blik flakkede rundt, i stedet for at være omkring ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham. Hendes blik fandt ham dog hurtigt igen, hun kunne ikke holde blikket væk fra ham i længere tid. Det ville hun ikke. Star skubbede endnu en gang Jasmin ind imod Alexander, og i det, Jasmin ramte Alexander, væltede hun ned over ham, fordi hun tabte balancen... '' Star! '' Jasmin rejste sig hurtigt op, og rakte en hånd ned imod Alexander, så hun kunne hjælpe ham op igen. '' Du må meget undskylde det.. Det var sikkert ikke hendes mening. Hun er bare en tosse. '' Jasmin vendte sig om imod Star, og gav hende et hurtigt klask på halsen.
Din store torsk Jasmin! Hvorfor skulle du også tage Star med dig? Hun ødelægger jo det hele?! Star løftede hovedet og vriskede en anelse. Derefter vendte hun hovedet væk fra Jasmin og Alexander.

Kysset var vidunderligt. Da hun tog sine arme om ham, lagde han automatisk sine om hendes hofter. De lysende blå øjne var lukket i. Alt omkring ham forsvandt. For ham var der nu kun Jasmin. Da de trak væk igen, så han på hende med et svagt drillende og hypnotiserende smil. Hendes generthed var på sin egen måde sødt. Det var sjælendt nogen opførte sig genert overfor ham. Skulle han være ærlig, så havde han aldrig oplevet det før. Følelsen af at være holdt af var stadig en underlig følelse. Han smilede blidt til hende over det spørgsmål hun stillede ham.. "Vi kunne tage hjem til dig, jeg vil meget gerne se mit kommende hjem," Han smilte varmt til hende. Dog nåede han ikke at begynde at gå, før Star skubbede til dem og de inden længe lå på jorden.. Xander kunne ikke andet end at lade være med at grine kærligt over situationen. Det var som om hesten vidste hvad der foregik. Hurtigt var Jasmin oppe at stå igen og han tog så glædeligt imod den hånd hun rakte til ham. Imellem sin latter, fik han et svar til undskyldningen presset ud. "Du.. du skal ikke sige undskyld, det sker vel bare engang imellem," Da han gik forbi hende, placerede han et kys på hendes kind, med et drillende smil på læberne. "Skal vi se at komme af sted? Jeg glæder mig til at se dit nye hjem!"

Jasmin smilede kærligt til ham. Han kunne ikke andet end være elskede. Og da kyssede sluttede, var hun en del genert over det, men det havde været de bedste få sekunder i hendes liv. Hun havde følt sig elsket, af en anden person end hendes søster. '' Jamen. Sæt dig op, så skal vi komme afsted. '' Jasmin pegede op imod Stars ryg. De blev nød til at ride derover, for der var stadig et pænt stykke hjem til dem, trods hun var taget herhen. Jasmin hev sig selv hurtigt op på Star, og rakte en hånd ned til Alexander, så hun kunne hive ham med op.
'' Lig dine hænder omkring mig. Og hold fast. ''
Jasmin satte fødderne, fast i tøjlerne og sparkede hårdt til Star. I et sæt gik Star i galop, uden rigtig nogle advarsel, og dog. Jasmin havde jo sparket til hende, så hun kunne bare havde ladet være.
Jasmin smilede en anelse, over det. Hun elskede at galopere på Star, og følte sig normalt fri med Star.
Der gik et stykke tid, før at de var nået hen omkring huset. Jasmin trak tilbage i tøjlerne, og Star begyndte småt at skridte i stedet for at galopere. Jasmin vendte hovedet tilbage imod Alexander, for at sikre sig han stadig var der. '' Du må undskylde hun bare sådan gik i galop. Hun gør lidt hvad hun selv vil. '' Jasmin smilede en anelse. Jasmin stoppede Star i et gå længere, ved at trække i tøjlerne i det de var nået hen huset. Jasmin hoppede hurtigt ned af Star, og trak hen længere frem imod pælen, hvor hun normalt blev bundet fast til, indtil at Marlena hentede dem. Jasmin smilede del, og havde egentlig helt lyst til bare at hive Alexander ned, og kysse ham igen, men det burde hun ikke. Hvad ville han ikke tænke omkring hende? Jasmin begyndte at gå hen imod døren, efterfulgt af hun holdte øje med at Alexander var med.
Jasmin åbnede langsomt døren ind imod huset, og i det han åbnede, kom Pan stormende. En lille tiger unge, sprang hurtigt op med klørne i Jasmin favn. '' Pan! Det gør ondt! '' Jasmin kunne skrige ud af smerte, men satte i stedet Pan ned, og klappede hende. '' Gå ind til Fay. ''

Xander havde aldrig reddet en hest før. Det skulle nok blive interessant. Han lod sig selv hive op på hesten og inden han nåede at blinke, satte det mægtige dyr i galop og havde nær blæst ham af, hvis ikke han havde været hurtig og lagt armene om Jasmin. Følelsen af at ride var rar, man følte sig.. Fri. Der var ingen bekymringer, man kunne gøre som man vil. Det var en fantastisk følelse! Han kunne ikke fjerne et smil fra sine læber. Det var længe siden han havde smilet så meget! Da de ankom til huset, var det underligt for Xander at komme ned på jorden igen. Benene føltes ligesom gele på en mærkelig måde. Det lykkedes ham dog at blive stående. Han fulgte selvsikker med Jasmin, alt imens han så sig omkring, med de lysende blå øjne der spejdede rundt i den store stal. Jasmins stemme der endnu engang undskyldte, fik ham til at rette sit blik imod hende. Et smørret grin spillede et pus på hans læber. "Du skal igen ikke undskylde, jeg klarede den jo ikke sandt?" Han så kort ind i hendes øjne.. De var så hypnotiserende. For ikke at lade sig forsvinde alt for langt væk, kiggede han et andet sted hen, til den pige der kom ind for at tage sig af Star. Eller, hvad hun nu skulle..
Da de kom ind i huset havde Xander ikke regnet med at skulle se en tiger unge komme springende. Han spærrede overrasket øjnene op. Sikke et fantastisk dyr! Til det Jasmin sagde til den, kunne han ikke andet end at grine lavt, dog ikke hånligt, for sig selv. Nysgerrig så han rundt i huset.. Det var et godt sted. Her kunne han sagtens vende sig til at bo. Langsomt startede han med at gå ind i huset. Hver en ting blev undersøgt med nysgerrige safir øjne. "Her er jo fantastisk Jasmin," Han så hen på hende med et roligt blik. "Jeg er begæret over at du vil lade mig bo her også.. Det er fantastisk!" Smilet forsvandt aldrig fra ham. Han så hen på hende med en halv kæk grimasse. "Så.. hvor skal jeg sove?" Han løftede kækt på et øjenbryn.

Jasmin smilede en del over, at han som sædvanlig blev ved med at sige hun ikke skulle undskylde. Og dog, det var en del af hende, der nervøse del af hende. Hun plejede altid at sige undskyld hvis der var sket noget, der ikke lige faldt ind i hendes hoved.
Jasmins øjne fulgte Alexander, i det han kiggede rundt med de smukke safir øjne. Han sagde det var fantastisk, men var det virkeligt noget han mente, eller noget han sagde i rent høflighed? Hun smilede dog en anelse over det. Hun var glad for at han kunne lide deres hus. Det var trods alt hende, der havde designet det meste af det. Og indrettet det. '' Det glæder mig, de kan lide huset. ''
'' Jeg ville lade dig bor, hvor end du ville. '' Jasmin smil, blev større og større. Jo mere nervøs blev hun dog også. Hun vendte ansigtet væk, for ikke at vise hendes nervøsitet.
I det han spurgte hvor han skulle sove, lyste hun op i et stort smil. Han kunne jo sove hos hende? Det ville blive møg hamrende hyggeligt.
'' Du kan sove hos mig midlertidigt, indtil vi for lavet dig et værelse. '' Jasmin kunne slet ikke få hendes smil væk, og hun begyndte at pille ved hendes hænder af ren nervøsitet.
Hun begyndte dog, at vende sig om imod køkkenet, og traskede der ud imod. Pan satte sig foran Alexander, og begyndte at spinde forventnings fuldt.
'' Er.. Du sulten? '' Jasmin råbte så, det kunne høres ud til ham. Hun forventede egentlig ikke han ville svare ja, men det kunne da være hyggeligt med en bid mad. Hun trak ærmerne op, og begyndte at hive en smule madvare ud. Hun skulle alligevel forberede aftens maden, til når Fay engang ville dukke op, hvis hun dukkede op.

Ville hun lade ham bo hvor end han ville? Det var pænt af hende. Hun havde altid været god overfor ham Jasmin. En person man ikke så let kunne skille sig af med, var uden tvivl hende! Indtil hun svarede hvor han skulle sove henne, kiggede han fortsat rundt og af for at tilfredsstille nysgerrigheden, så han også kort rundt efter Fay. Dog var hun ikke til at se nogen steder så det droppede han kort tid efter. I det han drejede sin front imod hende, svarede hun på hans spørgsmål og fik ham til at nikke tilfreds. Hvad skulle han sige? Han havde da aldeles ikke noget imod at skulle sove ved siden af Jasmin. Hvorfor skulle han have det? Hendes nervøsitet omkring ham gjorde ham dog en smule forvirret. Havde hun altid været sådan om ham? Havde han bare ikke lagt mærke til det før nu? Da hun gik ud i køkkenet fulgte han med hende.. Spørgsmålet om han var sulten skulle han lige tykke lidt på.. "Jah, det kunne være rart med noget mad," Han smilte varmt til hende og gik hen ved siden af hende. Nok levede han af sjæle, men det betød ikke at han ikke kunne snuppe en bid rigtig mad engang imellem. For at drille hende kyssede han let hendes hals fra højre side. Derefter kiggede han ned på tigerungen og aede den blidt henover dets bløde hoved. Pelsen føltes som silke. Han rettede opmærksomheden på det Jaz var i færd med. Det var længe siden han havde set nogen lave mad.. Det var ikke sket for øjnene af ham lige siden hans mor levede.. Ud af sin øjenkrog betragtede han dog også Jaz engang imellem. Hvad skulle han sige.. Han kunne ikke lade være. "så.. hvad vil du lave af mad?"

Jasmins blik, var plantet på ham konstant. Hun elskede bare, at se på ham. Han var en køn dreng. Hendes blik, forsvandt dog fra ham, da hun vendte sig imod bordet foran hende. Hvad mon han gerne ville have? Hun trak på skuldrene, og nød hans kys imod hendes hals.
Langsomt vendte hun sig imod mod ham, og gav ham et hurtigt kys imod næsen. Et lille, men blidt kys.
Jasmin levede selv trods alt af sjæle, og blod, men hun elskede at spise almindeligt mad. Det fik hende til at føle sig mere almindelig. Hun havde jo trods alt ikke selv valgt at være født som dæmon. Hvis hun havde haft valget, havde hun ikke valgt det.
At tage folks sjæle, er ikke acceptabelt for hende. Men hun gør det, for overlevelse. Den stærkeste overlever altid. Hun var en af de stærke, trods hendes generthed.
Hendes blik, skiftede fra at være på bordet, imod en stor kasse ting, hvor deres madvare lå inden i. Normalt ville Jasmin havde fortrukket noget, der holdte deres varer kolde, men det var endnu ikke opfundet. Det ville være rart.
Roligt, lagde hun sin hånd imod åbningen, af den, og hev den blidt op. Stanken, af en smule dårligt mad, pga varmen strømmede igennem luften. Tigerungen så ud til at nyde det, og begyndte at miaw en hel del. Jasmin hev et stykke kød ud, og kastede den ned til den. Hun var ikke så sikker på, om den kunne spise det, men det var altid et forsøg værd.
Roligt tog, hun en enkelt, stykke kød ud, der endnu ikke var blevet dårligt af varmen. Hendes blik landede omkring det. Egentlig var hun ikke specielt god til at lave mad, men hun skulle nok finde ud af noget. Det plejede hun at gøre, når Fay var for doven til ikke at lave mad.
'' Ehm.. Jeg vil forsøge, at få noget ud, af det her kød.. Hvad end det så bliver til, skal det nok smage af noget.
Måske, ville det smage bedre, hvis .. vi fik andre til at lave det? '' Jasmin lavede en sær grimasse med munden. Tanken om, at kødet måske ville komme til at smage dårligt, var ikke noget hun ville nyde.
Hun rakte hen imod, stedet hvor alle deres knive var, og hev en imod hende. Langsomt begyndte hun at skære ned i det underlige kød. Et par skiver, kom der ud af det. Det så ud til, at ville se lækkert ud, når det engang blev steget.
Langsomt bukkede hun sig ned, og hev en hurtigt stegepande ud. Hun rettede sig op igen, og begyndte at tænde, for det underlige 'varme' sted, hvor man kunne lave mad på. Nogle kaldte det et komfur, Jasmin kaldte det en af Lucifers opfindelser. Det var varme der kom ud af, og Lucifer var trods alt djævlen, der boede blandt en masse varme. Det var i hvert til fald, hvad Jasmin altid havde fået fortalt sig.
'' Så.. Laver du aldrig mad? Eller? ''
Lavede han mon aldrig mad, selvom han var hjemløs, eller plejede han kun at spise sjæle for overlevelse?

Xander spiste aldrig normalt mad. Nok var det hyggeligt men havde han ikke gjort det. Det havde kun været nogen enkle dage, hvor han havde sagt ja til noget af det mad hans mor havde lavet, for at gøre hende tilfreds. Hun havde trods alt ikke været glad for at han var dæmon. En menneske kvinde der opdrog et dæmonbarn var nok heller ikke det man hørte mest af. Han smilte svagt ved tanken. At være dæmon gjorde bare at han følte sig stærkere, han havde aldeles ingenting imod at være en dæmon. En stolt og stærk race.. Ved følelsen af Jaz læber på hans næse, smilte han varmt og lukkede kort øjnene i. Han åbnede dem dog igen da hun havde fjernet dem. For at hun ikke skulle have det sidste 'ord' kyssede han hurtigt hendes læber, med et drillende smil på sine læber.
Den pludselig snævre lugt af rådent mad fik ham kort til at rynke på næsen. Noget sagde ham at de ikke skulle spise alt der var i den æske. Heldigvis havde de en lille tigerunge der heller end gerne ville spise det for dem. Han smilte ved synet af kødet der blev kastet ned til Pan, der så glædeligt slugte det i sig, med sine skarpe tænder. Da jaz snakkede, kiggede han over på hende igen og derefter ned på kødet. Det skulle nok smage godt, det skulle bare have noget varme! Han rystede blidt på hovedet over det hun sagde. Hun skulle nok kunne finde ud af at lave noget der smagte godt. "Hvorfor det, vi har jo dig til at lave en lækker ret?"
Imens hun steget kødet, så han bare og nød den dejlige duft af stegt kød der langsomt overtog luften. Det var længe siden at den duft havde haft passeret hans næsebor. Han nød at stå og slappe af ved at se Jasmin lave mad. Det gjorde ham på en underlig måde rolig.. Da hendes smukke stemme igen indrammede rummet, kiggede han på hende med de lysende øjne. "Nej, det gør jeg ikke, jeg har gjort de ting der skulle til for at overleve.. Min mor lavede mad dengang hun levede, det er nok den sidste gang jeg har smagt rigtig mad," Han sagde det hele med et svagt smil på læben. "Laver dig og Fay tit mad sammen?"

Jasmin så undrende på Alexander. Han var sød, og fornuftig af sin alder at være. Jasmin var ikke specielt meget ældre end ham. Der var 3-4 år imellem dem. Sjovt det hele havde endt med det her. Drillende kysser de hinanden, men er det virkeligt kærlighed imellem dem? Jasmin rystede en anelse på hovedet, og stirrede ned på det stegende kys. Der manglede musik. Noget Jasmin altid havde elsket, ud over hendes malerier.
Et blik, rettede sig imod Alexander, med et forventnings fuldt blik. ’’ Har herren lyst til at danse? ’’ Jasmin rakte hånden imod ham, parat til at danse uden musik. De kunne altid begynde at nynne, til hvis der endelig skulle være noget. Hendes smil havde bredt sig op over kinderne, og kunne sagens begynde at grine, hvis det blev morsomt.
Jasmin var langt fra særlig god til at lave mad, men så var det jo altid godt, man kunne få mad ude fra, eller håbe på maden ville smage godt. Hendes blik rettede sig hurtigt ned imod Pan, som så ud til at nyde kødet. Fay ville nok blive en del muggen over, at Pan havde fået det, men hvad fanden. Jasmin elskede Fay, men en gang imellem kunne hun sagens være for meget overfor hende.
Det var syndt for Alexander, han aldrig rigtigt havde fået særlig meget tid med hans forældre. I det hele taget, at hans far havde forladt hans familie, og han var endt med hans mor og søskende. Jasmin havde altid haft hendes familie ved hendes side, undtagen dengang hun var slave. En tid hun aldrig ville huske tilbage på. Den gang, hun kun havde Logan. Jasmin rystede en del på hovedet, for at få tankerne væk. Dog var de der stadig. Et par tåre løb ned af hendes kind, imens hendes stemme skiftede hen til en trist tone. ’’ Åh.. Det er trist de mor er død. Jeg ville ønske, jeg kunne have gjort noget. ’’ Jasmin så lige ned i kødet, der stegede imens hun hurtigt vente det om. ’’ Vi laver ikke ret tit mad sammen. Normalt snakker jeg bare med hende, så hun ikke står og keder sig. ’’ Fay var normalt den der lavede mad, da Jasmin aldrig rigtigt havde lært det. Hun forsøgte at lære det igennem Fay, men var enormt elendig til det.
’’ Savner du, ikke din familie? ’’ Jasmin så bare på Alexander. Jasmin savnede i hvert til fald, hendes forældre og deres mindste lillesøster. Fay og Jasmin var rejst væk fra dem sammen. De havde selv taget valget.

Han kunne ikke lade være med at smile over at hun ville danse med ham selvom der ingen musik var til at bevæge sig til. Ikke at der behøvede det. Man kunne vel sagtens danse uden nogen form for musik. Inden han nåede at opgøre sin egen form for tvivl, tog han imod hendes hånd og startede med at danse med hende. Han skulle jo nødig skuffe det forventningsfulde blik hun sendte ham. Hendes glødende øjne kunne gøre en hver svimmel. Langsomt startede han ud med at danse med hende. En melodi formede sig i hans hoved, en melodi der gjorde sådan at han slet ikke registrerede at der intet musik var. Han så ind i Jasmins øjne.. Var det de havde her noget der mon ville blive der? Xander ville ikke blive overrasket hvis hun fandt en anden.. En der var nærmere hendes egen alder. Ønskede hun overhovedet at blive ved med at holde ham bogene? Han stoppede øjeblikkeligt sine tanker i at gå længere ud. Sådan nogen ting ønskede han ikke at tænke over. Det lå ikke til ham.
At samtalen skulle føres over til familie havde han ikke noget imod. Det var bare svært for ham at svare da hun spurgte ham om han savnede sin familie. For.. Skulle han være ærlig omkring det, så vidste han det ikke. Nok gjorde det ondt på ham ved tanken om at hans mor var død på den måde, men, han vidste ikke om han savnede, endda selvom hun havde været okay god ved ham. Svagt bed han sig i sin underlæbe. "Jeg.. Jeg ved det faktisk ikke.. Jo, jeg kan da sagtens savne min mor engang imellem, men, ellers kender jeg jo slet ikke resten af min familie så.. Men, joh, jeg savner vel hende engang imellem," Efter han havde svaret, lod han endnu engang underlæben komme imellem tænderne. Lidt efter gav han slip på den igen og fik endnu engang det kække smil til at herske over sine læber. "Jeg er bare glad for at jeg har en som dig til at holde mig med selskab,"