Should we fight like them? -Jasmin-

Jasmins blik gled ned over Alexander. Hun nød synet, af ham. Hun var ikke meget højre end ham. Men ældre. Dog var der kun få 3 år imellem dem. Ikke meget, når man tænkte over det.
Da Alexander tog fat i hendes hånd, blomstrede et smil på hendes kinder. Det var sødt af ham. Ikke fordi hun havde forventet at han rent faktisk ville danse, men lidt havde hun dog. Roligt lod hun Alexander føre an. Imens hun blot fulgte hans bevægelser, imens hun lod en melodi køre i hendes hovedet, som hos ham.
Jasmin elskede Alexander, rigtigt meget endda. Men om deres forhold nogle sinde, ville blive et fast et, var et stort spørgsmål. Selv hun gerne ville have det, ville det nok ikke blive til ret meget.
Jasmin blik rettede sig en smule væk fra ham. Langsomt lagde hun hendes hovedet, på hans skuldre. Imens hun lod hendes krop komme helt tæt ind til ham.
Hun savnede en anden persons nærvær. At kunne putte og hygge med en anden person, der ikke ligefrem var hendes søster, eller Pan.
Pan så op, med dens tigerøjne, søde som en baby. Jasmin smilede en anelse til den, men lukkede hurtigt øjne, og nød bare Alexanders selvskab.
'' Alex... Jeg ved ikke helt men.. Burde vi.. '' Jasmin løftede hovedet fra hans skuldre, og så ham i øjne. '' Burde vi.. gøre... ''
Jasmin tag dig nu sammen. Spørg ham. Han er ikke sværere at spørger, end med Logan.
Det er blot en anden person. En dreng.
Jazz.. Alexander, er ikke bar en dreng, han er mere end det.. Hvis bare du vidste hvordan jeg har det i hans selvskab.
Jasmin. Du er alt for blødsøden, men du kan engang spørger en dreng, om han vil være din.
Jamen Jazz, så spørg du? Så kan du se hvor svært det er!
Jasmin rystede på hovedet, imens Jazz hurtigt mumlede ordene ud af munden på Jasmin.
'' Burde vi, gøre det her til et fast forhold, eller.. Vil du, være.. sammen med mig? ''
Se Jasmin, det var ikke sværer...
…
Jasmin sukkede en anelse.. Hun ville gerne være sammen med Alexander, men at Jazz havde spurgt ham i stedet for hende, havde irriteret hende en del.

Jasmin fjernede sig fra ham, og vendte sig om imod maden, som stadig stegede. Langsomt løb en tåre ned af hendes kind, af ren ydmygelse. Det var ydmygende, at Jazz havde gjort det. Selvom det var en del af hende, kunne hun havde ladet været.
Jasmin kunne selv godt have spurgt.
'' Undskyld... ''
'' Jeg er glad for at holde dig med selvskab.. Jeg elsker også, når du er i mit nærvær. '' Jasmin lyste hurtigt op i et smil, og tørede den enkelte tåre væk.

Det føltes rart bare at slappe af sammen med Jasmin. At de dansede rundt i køkkenet havde han dog ikke set komme, men, det skulle jo prøves og nu var det heller ikke så slemt igen. Han smilte roligt til Jasmin og fortsatte med at føre dem forsigtigt rundt. Det meste af tiden så han ind i Jasmins øjne og lod sig altid være fanget i dem. Nogen gange ville han ønske at han vidste hvad hun mon tænkte. At han bare ville kunne se hende ind i øjnene og læse hver en tanke.. Han smilte svagt ved den skøre tanke. Nysgerrighed kunne slå katten ihjel, det skulle han altid mene sig selvom. Jasmins stemme skar stilhed over med sin smukke klang. Da hun ikke kunne få ordene ud med det samme, var hans reaktion at løfte spørgende og en smule forvirret på det ene øjenbryn. Hvad var det hun forsøgte at sige til ham? Burde de hvad? Han skulle lige til at sige noget, forsøge at hjælpe hende på vej, men lige i det øjeblik snakkede hun igen og fik endelig sagt det hun ville. Det overraskede ham meget at hun spurgte ham om det.. Ønskede hun virkelig at være hans? Og at han var hendes? Inden han overhovedet nåede at svare hende, gik hun hen til det stegende kød igen og efterlod ham alene på køkkengulvet, med en fortsat overrasket grimasse.. Det forvirrede ham at hun sagde undskyld.. Undskyld for hvad, at hun havde spurgt om det.. Mente hun det ikke? Tøvende, men dog uden at man kunne se det, gik han hen ved siden af hende og forsøgte at skabe en øjenkontakt med hende. "Hvorfor siger du undskyld? Mente du ikke det du lige spurgte om eller.." Han så ned på kødet der så ud til at det snart var færdigt.. Duften var fantastisk. Da hun tørrede en tåre væk, kiggede han hen på hende igen, stadig med et spørgende glimt i de safir farvede øjne.. "Jasmin, hvad er der i vejen?" Forsigtigt lagde han en hånd på hendes skulder. "Jeg er glad for at du elsker at jeg er dit nærvær, men, hvorfor græder du og siger undskyld, efter et spørgsmål jeg ikke engang nåede at svare på?" Han smilte beroligende til hende. Som sagt, han var rolig omkring Jasmin, imens han var flabet og ubehøvlet overfor mange andre.

Jasmin vendte sig om, imod ham. Hendes blik, var rettet imod jorden. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare ham. Hun havde trods alt selv, vendt sig om fra ham. Måske var hun bare ikke stærk nok, til at klare et afslag, hvis det, var det der kom.
Hun åbnede munden endnu en gang, men i starten kom der intet ud. Hun anede ikke helt hvordan hun skulle takle den her situation.
Hun havde lyst til at læse hans tanker, men hun ville ikke gøre det overfor ham. Han skulle selv sige det med munden, hvis de skulle være sammen. Hvis de skulle være hinandens elsker. Hun skulle ikke lede efter det.
Jasmin fik endelig ordene ud af sig selv, eller retter.. Jazz, fik dem ud af hende. '' Jeg ved det ikke.. Jeg tror, bare jeg er bange for at du afslår? Jeg elsker dig rigtig højt Alexander.. Men, jeg ved bare ikke om jeg kan håndtere et afslag, af den person jeg elsker allermest.. ''
Jasmin så ham direkte i øjne.
Sådan Jasmin, endelig fik du sagt det.
Go Jasmin, Go Jasmin..
Tak, Jazz...
Jasmin smilede en anelse for sig selv, og bed sig selv kort i læben.
Hendes blik rettede sig dog ned på Pan, som hurtigt forsvandt ud i køkkenet. Hun havde vidst fundet noget mere interessant, end at se på de to.
Jasmin vendte sig kort om, for at få de stegte kød, væk fra panden af.
'' Er du klar, til at spise? '' Jasmin smilede en hel del, mere end før. Efter hun havde fået sagt tingene til Alexander, følte hun sig en anelse mere glad. Hun havde presset sig mere, end hun burde..
'' Men.. Vil du da gerne? .. Eller.. Hvad ville du svare? '' Jasmin satte hovedet en anelse på skrå, og så blot på ham, imens hun hentede en masse ting fra 'køleskabet.'

Han stod bare og ventede tålmodigt på det hun nu havde at sige. I starten så hun bare ned i jorden med munden åben. De smukke læber var adskilt få centimeter fra hinanden. Han ventede spændt på at hun skulle sige noget til ham. Svare på det han havde spurgt om og derved løse hans hoveds største gåde. Om hun mente det hun havde sagt. Da hun ikke svarede med det samme, tog han sig selv i at lade den fyldige, lyserøde underlæbe forsvinde ind imellem tænderne, hvor han let bed i den. Stilheden imellem dem blev tungere og tungere. Et kort øjeblik forgreb den sig om Xanders hals.. Han vidste overhovedet ikke hvad han skulle sige. Heldigvis lettede hun det hele ved at svare på det han havde spurgt om. Hjertet gav sig til at slå hårdt imod hans bryst.. Det slog så hårdt at han havde det som om at det kunne bryde ud af brystet. Han var klar til at sige til hende at han ikke ville afslå, at hun ingen grund havde til bekymring.. Desværre nåede han igen ikke at sige noget, før hun igen vendte sig om imod det stegende kød, som hun så let fjernede fra panden. Den dejlige duft kød tiltfredstillede Xanders næse.. Det duftede skønt! Han tog en dyb indånding og gik tæt på Jasmins.. Deres kropsvarme flettede sig sammen til et. Han startede en øjenkontakt med hende. "Jeg ville ikke afslå, forstår du, jeg ville sige ja," Han smilte oprigtigt og varmt til hende. Noget inde i ham bad ham, tiggede ham om at sige til hende at han også elskede hende.. Det havde han dog aldrig hørt sig selv sige, men, han kunne mærke at det var sandt.. Han ønskede at passe på Jasmin med alt hvad han havde.. Det måtte betyde at han elskede hende.. Ordene var bare så sværere at få ud, når man aldrig rigtig havde sagt dem før i sit liv. Blidt kyssede han hendes læber og adskilte derefter. "Jep, jeg er klar til at spise,"

Jasmin så på hans blik, der omfavnede hende.. Hun elskede at tilbringe tiden med Alexander, og nu havde han oven i købet sagt, at han ikke ville afslå det. At han rent faktisk gerne ville være sammen med hende. Hvorfor var hun stadig så bange? Tankerne inde i hendes fløj rundt, samtidig med at Jamie og Jazz plaprede løs om, at hun skulle tage det som en kvinde.
Sandt nok, var Jasmin en kvinde. Men hun var meget mere genert, end de fleste andre personer i verden. Hun tog ikke bare beslutninger uden videre, og hun ville aldrig sige tingene lige ud, med mindre det var noget hun virkeligt ikke var specielt stolt af.
Jasmin nød hans kys, imod hendes læber. Deres læber, var nærmest bundet sammen. Som om, at de var skabt for hinanden. Sådan føltes det for Jasmin. Selvom hun savnede Logan, følte hun mere for Alexander.
Logan var ikke længere en elsker for Jasmin, men for Jazz.. Jasmin var 'besat' af Alexander. Logan var kun en ven, en bror for hende. En hun havde tilbragt lang tid af sit liv med.
Jasmin smilede for sig selv, i det at Alexander svarede, at han var klar til at spise.
Mon han egentlig mente det? Eller, det var for at bryde den akavethed der var imellem dem lige nu. Jasmin hev en stol ud, ved det bord der stod ude i køkkenet.
Jasmin satte sig stille ned i stolen, imens hun bare så Alexander i øjne. Hun vendte på, at de skulle nyde maden.. Og være sammen.
'' Så.. Vil du gerne være min... Elsker, eller hvad man nu siger? '' Jasmin smil, gled en smule fra hinanden. Hun var stadig genert. En hel del genert.
Hun ville ham så gerne, at hun ville gøre alt for at være sammen med ham. Bort set fra, at gøre noget med Fay. Fay var det eneste, der betød mere end Alexander.
Jasmin lod hurtigt hendes hænder omfavne bestikket ved hendes tallerken. Langsomt, begyndte hun at øse op til sig selv. Forhåbentligt kunne Alexander sagens selv finde ud af, at tage sin egen mad. Hvilket han sikkert godt kunne. Jasmin smilede en anelse, og begyndte at skære i det kød, der lå på hendes tallerken, foran hende.
Langsomt, lod hun bestikket glide ud af hendes hænder, imens hun lænede sig ind over bordet, og ind imod Alexander.
Hun ventede på mulighed, til at kunne kysse ham. Så et hvert par ville gøre, når de spiste. Selvom de endnu ikke var et par, andet end hvad hun kunne håbe på.

'' Jeg håber maden smager godt. ''
Jasmin brød hurtigt stilhede, der var imellem dem. Hun håbede på, at han kunne lide den mad, hun aldrig havde været specielt god til at lave. Hvis han ikke kunne lide den, var der ikke ret meget andet at gøre, end at håbe på, at han ville spise ude.
Jasmin havde aldrig været den bedste til at lave mad, derfor spiste hun ret ofte ude, når Fay ikke var hjemme til at lave maden.

Han elskede at se hende smile. Nok ville han aldrig indrømme det, men, han elskede det. Det var et sødt smil. Et smil som ingen andre havde. Da hun uden at sige noget satte sig ved bordet, fulgte han hende med et svagt smil på læben og satte sig ved siden af hende. Han vidste ikke om hun havde tænkt sig at sige noget eller ej, men, han valgte at give hende tiden til at finde ud af hvad hun ville sige. Ligesom hende tog han et stykke kød med sin gaffel og førte den over på sin tallerken. Da hendes varme stemme endnu engang omringede hans øre, drejede han hovedet og så hen på hende, med det svage, kække og charmerende smil. "Det kan du tro at jeg vil,". Han var sikker på at det var Jasmin han ville havde, dog håbet han på at hun huskede at han var en inccubus og han levede af sjæle på en besynderlig måde. Til at starte med troede han at der var noget i vejen, da bestikket gled ud af hendes hænder, så han løftede spørgende på et øjenbryn. Dog faldt øjenbryn ned igen ved følelsen af hendes læber imod hans egne. Han kyssede hende blidt tilbage og kørte roligt sin ene hånd op i hendes hår.

Han smagte på kødet og nød den besynderlige, men dog lækre smag, som han ikke havde smagt i evigheder. Med et smil på læben tog han en ny bid af kødet. Det føltes sjovt at mærke rigtig mad nede i sin mave. Han så hen på Jasmin med sine blålysende øjne. "Det smager skønt Jasmin!" Han tog en ny bid og slugte den. "Det er ikke sidste gang vi laver mad," En svag, varm latter undslap ud imellem hans læber.

Jasmin lod roligt hendes blik glide ned over maden. Hun tyggede langsomt maden i sig, med et smil på læben. Det at Alexander ville lave mad igen med hende, var en vidunderlige ting, og det at de nu var elsker. Eller kærester, ville man også kunne sige?
Jasmin så bare ned på kødet, og smilede. En lav latter forsvandt fra hendes mund, og kørte ud igennem hendes læber.
Langsomt åbnede døren ude fra gangen af.
( Jeg håber det er ok, jeg sætter Ronnie med ind. )
Ronnie lod hans hoved komme frem, og trådte langsomt ind. Hans englegener lod et større smil brede sig over Jasmin læber. Auraen, af venlighed bredte sig igennem hele rummet.
Selvom Jasmin ikke var bange for ham, blev hun endnu mere glad ved synet af ham. Langsomt trak hun stolen ud, og nærmest stormede hen imod Ronnie. Han smil blev dog også stort.
De omfavnede langsomt hinanden, og kyssede hinanden blidt på hinandens kinder. Jasmin vendte sig om imod Alexander, og smilede blot.
'' Det her, er min søn Ronnie. '' Ronnie smilede helt enormt meget til Alexander. Som om, at han allerede havde fået en venskab til Alexander, uden at kende ham. '' Davs! '' Ronnies mørke stemme, omfavnede ordene. Trods hans race, havde han en utrolig mørk stemme.

Han smilte venligt til hende og fortsatte med at spise. Det var stadig en underlig form for følelse at have rigtig mad nede i maven. Det føltes nærmest tungt.. Noget sagde ham at han ikke skulle ud og løbe med det samme efter det her. Ved den velkendte lyd, at nogen var ved døren, drejede Xander hovedet og så til en stor overraskelse, en engel træde en af døren. Nysgerrigt og spørgende satte han hovedet på skrå. Han valgte dog at lade være med at spørge Jasmin om hvem vedkommende var, eftersom hun nok selv skulle fortælle det. Eller, det regnede han i hvert fald med at hun nok skulle. Af ren høflighed, rejste han sig selv fra bordet og gengældte svagt Ronnies smil. Ordet søn fik kort Xanders øjenbryn til at flyve helt op i hans pande. Havde hun en søn? Hurtigt formåede den unge dæmon dog, at se afslappet ud igen. Det var vel normalt for en der havde levet i så langtid at have en søn..
"Davs," sagde han og sendte ham et høfligt nik. Ligesom Ronnies, var Xanders stemme også halvmørk, selvom han var femten år gammel. Han sendte englen et så venligt smil som muligt. Ikke at han havde noget imod ham, det var bare det mere med fremmede, Xander lige skulle vende sig til.. Specielt at være venlige overfor dem.

Jasmin smilede stadig en hel del. Hun var glad for at hende, og Alexander var i et forhold nu, så vidt som hun forstod det. Måske ville Alexander, kunne tage den faderlige rolle op, og være Ronnies far?
Ronnie så en hel del ældre ud, end han egentlig var. Udseende messigt, var han som en på 20 år, men personligheds var han kun en 14-15 år. Hans krop var hurtigere udviklet end hans sind.
Jasmin lod roligt hendes blik, køre over på Alexander, med et smilende blik. Hun kunne ikke holde øjne fra ham. Han tændte hendes kærlighed op hver gang, hun så på ham.

Ronnie satte sig forsigtigt over for Alexander, og smilede blot en anelse, inden han begyndte at tale en anelse. '' Hvordan, er det så mellem jer to? '' Ronnie rettede blikket fast på Alexander.
Ronnie lod roligt hans blik falde over imod Jasmin men rettede det hurtigt tilbage igen på Alexander.
Jasmin smilede stadig, håbløst forelsket var hun stadig i Alexander, og ville altid være. Men samtidigt, var der også en del med Logan. Hun elskede ham stadig en hel del, men hun havde større følelser for Alexander.
Langsomt forlod hun køkkenet, og ind imod stuen. Hun kunne stadig høre deres stemmer.

( Beklager svaret er kort. )

Nysgerrigheden bruste tydeligt ud af denne engels krop. Auraen omkring ham var lys, drillende og kildende, på en mærkelig måde der gjorde at Xander følte sig en smule utilpas. Men, det var hvis ikke noget nyt. En hver dæmon skulle lige vende sig til en engels aura. Specielt en som Xander, der aldrig rigtig havde været i nærheden af disse 'lysende' væsner. At englen, eller med andre ord Ronnie, satte sig foran ham, gjorde ham egentlig ikke noget. Dog måtte han indrømme, at han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre, i frygten for at gøre noget forkert. Akavet bed han sig i sin fyldige underlæbe og så skiftevist fra Jasmin til Ronnie. Lige nu, kunne han godt bruge en til at bryde isen. Heldigvis tog Ronnies initiativet ved at spørge ham om noget, der kort gjorde ham en anelse tør i halsen. Han rømmede sig ned i sin hånd.. Hvordan skulle han forklare forholdet imellem ham og Jasmin? Hvad hvis denne Ronnie nu ikke ville bryde sig om det? Han smilte skævt til ham, inden han endelig besluttede sig for at svare.
"Altså, jeg vil mene at vi har noget," sagde han roligt. Han bad til englen ikke ville have noget imod det.. Ikke at det gjorde det store hvis han havde. Xander vil altid have noget for Jasmin, lige meget hvad andre så måtte sige til det. "Hun er noget for sig selv," Han sendte ham et venligt smil, kun for at vise at han mente det.

// Det er helt i orden ^^