Time to do or die(Andrea)

En rivende smerte der flåede sig igennem de yderste lag af dæmonens hud, skubbede hende ud af den befriende stilhed hun var blevet lullet ind i. Lullet ind i, ved at få hamret metal ind i skallen til blod prydede metallortet og verden svimlede og forsvandt for hendes øjne. Stof kradsede imod hendes ansigt, og en ubehagelig knude strammede imod hendes baghoved. Hun måtte være blindfolded, og siden stoffet var strammet så hårdt om hendes ansigt, var det ikke muligt for hende at åbne øjnene.
Hendes krop var stift rettet ud, og bundet stramt fast til en iskold metalstol, så hun ikke kunne bevæge en muskel. Det føltes næsten som var det ståltråd der holdt hende fast, for det borede sig ned i hendes hud, og skar sig igennem hende og blev gjort klistrende og varm af hendes blod der omfavnede det.
- Vågn op, Neco. Vågn op ...
Hendes tanker begyndte langsomt at blive mere klare og skarpe, som Chayas stemme hviskede blidt i hendes sind. Hendes overdimensionerede sanser bevægede sig ud fra hendes sind, der efterhånden var skarpt som altid. Som tråde af sanser søgte hendes lugtesans, høresans og følesans igennem hele lokalet, men lod smagssansen kun svæve lige omkring hende. En næsten utydelig saltsmag strejfede hendes tunge, mens lugten af fugt og beton nåede hendes næse i et ryk.
- Der vil komme smerte, Neco ...
Er du bange, Chaya?
- Jeg bryder mig ikke om smerte ...
Læg dig til at sove. Sov igennem det. Det er okay ...

En fugtig dryppen fra vand der gled ned af vægge, og ramte en vandpyt med rytmiske klask. Skridt, der trådte ned i vandpytten, og nærmede sig hende med tunge, rolige skridt. Chaya krympede sig forskræmt i Deliliahs tanker, og sank længere væk i tankerne, i et forsøg på at gå i dvale, som Delilah havde forsøgt at få hende til. Skridtene stoppede ud for hendes stol, og et åndedræt var tydeligt i den fugtdryppende stilhed.
"Goddag Valentine. Sidder du godt?"
Dæmonkvindens sind var fyldt til bristepunktet med syrlige, flabede kommentarer og rasende bandeord, men alt hvad der kunne passere hendes læber, var et mumlende hvæs bag det stof der også var spændt om hendes mund, fra at stoppe hendes ord. Manden holdt alligevel en kunstpause, som om han faktisk regnede med at få svar.
"Du får snart en ven herind. Vi skal nok lade jer se hinanden, og kommunikere. Lyder det ikke dejligt?"
Han talte til hende, med en stemme der viste, at hun for ham var lidt ligesom et barn lige nu. Hundehvalpen man opmuntrede, eller barnet man beroligede. En hånd smækkede hende dovent på kinden et par gange, som for at fuldbyrde ydmygelsen i hele lortet, og så forsvandt skridtene væk i en lang gang, der ekkoede bag ham. Og så var der stilhed. Dryp. Dryp. Dryp. Ingen lyde, ingen ændring, andet end Delilahs tanker der fik lov at køre af sporet, og drøne ned af de mange bakker, hendes sind havde skabt. Dryp. Dryp. Dryp.
En lyd i stilheden. Skrabende fodtrin, af adskillige folk der bar noget tungt. Mumlende stemmer, hvis ord ikke kunne tydes. En stol der blev trukket hen af jorden, og stillet nær Delilahs. Noget der blev dumpet ned i, og flere mumlende stemmer. Noget der blev bundet.
Et par fingre rev pludseligt fat i stoffet om både hendes læber og øjne, og rev så hårdt til at stoffet knækkede, og han fik næsten en hel håndfuld hår med ud fra dæmonens hoved. En dyb, knurrende snerren forlod hendes læber, men mændene var allerede så langt væk at hun ikke nåede at se dem, da hendes øjne fik vænnet sig til den flakkende, kolde lyssætning.
De var i et kælderagtigt rum, med fugt dryppende ned af væggene. En gang gik direkte fra kælderen og ud i et mørke der opslugte resten af gange. Ud over væggene, var der intet andet end Delilah bundet til sin stol, og en anden kvinde, ligeledes bundet til en stol, nogle få meter fra hende. Intet andet.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Det var ikke lige gået som planlagt, faktisk havde hun set frem til en hyggelig dag enten med Noah eller med Angela. Men så snart hun var trådt ud af døren  ved eftermiddagstid for at handle lidt ind slog nogle hende ned bagfra dog ikke så hårdt at hun kunne dø af det, bare så et hun var faldt lidt hen. De havde bundet hende fast på arme og ben, og da hun endelig vågnede igen prøvede hun ivrigt at komme fri med et sparke ivrigt ud til alle sider. Andrea blev smidt over skulderen af en af dem som havde taget hende, og prøvede at slå ham dog så det ikke ud til at hjælpe meget. "Sæt mig ned din fucking stodder!" Råbte hun af ham, dog smed han hende blev ned og trak hende afsted i benene.. Andrea valgte at slappe lidt af til hun fik en bedre chance.. Dog kunne hun intet se, men det stoppede hende ikke i at bruge sine forbedrede sanser til at huske lydene og lugtene. En dør.. lyden af der ikke rigtig var noget, udover dyp lyden der gav ekko i gangene.. Andrea bed mærke i hun kunne åbne øjnene kort efter hun var sat fast til en stol, lænkerne strammede hårdt om hendes hænder og fødder, men hun tog det roligt. Ikke at hun var ret god til det, faktisk så havde hun mest lyst til at råbe og skrige af de der mænd. I stedet prøvede hun på at rive sig udenheld fri fra lænkerne. Hun brummede irriteret og kastede så et blik over imod Delilah. Andreas ansigt var nok det nogle ville kalde sinddsygt, fordi hun smilede. Et lille grin kom henover hendes læber. "Er de virkelig så latterlige? Jamen you got to be kidding me." Hun himmlede med øjnene og kiggede rundt. Hun kunne hører hvordan hendes stemme gav genlyd i gangene i det der lignede uendelig mørke. "Så hvad laver vi her, bogklub eller?" Det var tydeligt at hun var irriteret men smilet forviste sig ikke fra hendes læber, hvilket var fordi hun synes at mændene var så latterlige at sætte dem her. Andrea havde en smule engle duft over sig, da hendes forlovede jo faktisk var en engel. Andrea havde ikke tænkt sig at dø her, hendes datter Elena havde brug for en mor.. "Hm.. så nogen plan om hvordan vi skal komme herfra, eller vil du hellere rådne op herinde?" Spurgte hun, ikke spydigt overhovedet, men mere seriøst. Og hendes smil faldt også derpå, når det kom til at komme fri og kæmpe for sit liv. Så var det noget Andrea for det meste kom godt fra det med, fordi hun ville gøre alt for at overleve.

Det var bare fucking løgn. Tøsen begyndte straks at råbe op, som om hun var konge af hele den hvide, latterlige verden. Ikke dæmonens verden, naturligvis, men den sindssygeanstal hun var undsluppet fras verden.
"Gider du godt holde din fucking kæft, hvalp? Du opfører dig som en freaking møgunge der ikke kan finde sin mors patter. Så sut forhelvede da på noget andet!"
Det blev pustet ud i et hvæs, samtidig med at hendes fingre var travlt beskæftede, bag stolens stærke ryglæn. Tøsen whinede videre, skjult bag hånlige lyde og flabede sætninger, der ikke imponerede Delilah. Hvorfor skulle ungdommen forsøge at være så seje? Det fungerede ikke en skid for dem. De opførte sig bare som handicappede, og udsatte sig selv for pisse meget fare, uden det gjorde dem sejere.
Det mørke hår bevægede sig i små bølgende ryk, så den lange, opsatte fletning svingede svagt bag hende. Den rosa tungespids kom til syne et sekund imellem de svagt adskilte læber, da hendes koncetration kort førte hende væk fra varulvens forsøg på at virke modig. Hvis det var hvad der fik tøsen til ikke at skrige sine lunger ud, så kunne Delilah godt klare at høre på hendes latterlige forsøg lidt længere.
"Kælling, jeg sværger til hvad fanden det så end er der har skabt os. Hvis du vil lege supersej teenager, så slår jeg dig kraftedme ned. Det kan jeg bare ikke holde til at skulle høre på lige nu!"
Dæmonens fingre arbejdede langsomt, men hendes bevægelser var præcise og professionelle, som en tyv der bryder ind i et pengeskab med rolige, sikre bevægelser. Men fingrene bevægede sig så sikkert, at varulven umuligt ville opdage hvad hun lavede.
- Neco, du bløder!
Du er så pisse skarp, Chaya.

Hun skrællede sin egen hud af, ved at presse tråden lidt op, og rykke hånden igennem, så den borede sig ned i hendes hud. Men efter hun havde fået revet tråden dybt nok ind i kødet på sin hånd, kunne hun vippe fingrene op, og med blod der væltede ned af hendes hånd, få fat i barberbladet der var gemt i hendes jakkes ærme. Hun begyndte at file, og selvom metaltråden var en centimeter inde i hendes hånd, lykkedes det hende efter flere minutters forsøg, at få skåret tråden over, så den knækkede og rev sig igennem hendes kød.
Hun blinkede ikke. I stedet fik hun snoede sig ud af tråden, og grebet en rulle forbinding i inderlommen, der hurtigt og sjusket forbandt hendes voldsomt blødende hånd. Hendes blik fikserede sig endelig på varulven, og først nu dukkede et svagt, hånligt smil op på hendes læber.
"Planer? Nej, det er sgu ikke lige min stil. Jeg troede det var en fucking bogklub!"
Efter en dramatisk himlen med øjnene, trådte hun over til varulven, hvis korte shorts ikke ville stå godt imod de skarpe tråd, der næsten havde revet sig igennem Delilahs læderbukser, der ellers skulle bruge kløer og knive for at blive revet op. Smidigt bevægede sig sig om hendes ben, da hun nærmede sig den endnu bundne kvinde.
Med en hurtig bevægelse gled hun op på skødet af varulven. Hver hånd bevægede sig forbi varulvens hoved, og hendes fingre snoede sig kælent om stolens ryglæn. Men Delilah havde overhovedet ingen intentioner om så meget som være tæt på at lægge an på en kvinde. Bare tanken gav hende kvalme. Alligevel lænede hun sig så langt frem, at der ikke var mange centimeter imellem deres læber, og lod sit blik smelte ind i pigens. Sølvringen om hendes pupil syntes næsten at lyse i mørket, som havde den sit eget liv.
"Lyt til mig, gadekryds, eller jeg efterlader dig lige her, til at blive flået, kogt og ædt som hunde fortjener."
Hendes stemme var ikke mere end en hvisken. Hun sad med spredte ben op af varulven, og selvom hverken hendes hoved eller overkrop strejfede varulven, så var det tæt nok på, til at Delilahs varme ånde spredte sig ud over varulvetøsens ansigt, ved hvert ord der forlod hendes læber. De høje hæle havde været løftet, men klappede nu hårdt og insisterende ned i betongulvet, så det smældede højt i hele kælderen.

Hun var ikke i tvivl om at hvem end der havde fanget hende, enten ikke overvågede dem, eller ikke havde noget imod at de flygtede. Hvis de ville holde dem der, så havde de været bedre bevogtet, og de ville ikke have fået sådan nogle lorte dårlige stole at sidde i. De var brast sammen med tiden.
"Du holder din fucking kæft, når jeg siger du skal. Du bliver til en køter, når jeg siger du forvandler dig. Du leger ikke en idiotisk helt, uden set hvor nuttet gruppen af døende, udsmattede møgunger er. Og du vover fucking på at jagte katte! Forstår vi hinanden?"
Hun vidste udemærket at det ville være umuligt for varulven at komme fri, uden at have et våben at skære sig fri med, som Delilah altid havde. Og det var umuligt for hende at komme til sit tøj, selv hvis hun havde gemt noget der, grundet hendes stilling og hendes tøjs længde. Derfor, var hun afhængig af Delilah.
Blodet var hastigt ved at trænge igennem forbindingen lagt om Delilahs hånd, men det bekymrede ikke dæmonen.
- Du forbløder ...
Gu gør jeg ej. Vær sød at holde dig lidt tilbage, Chaya.
- Hvorfor?
Du er pisse distraherende.
Øjnene med den flydende ring af sølv, forlod ikke varulvens blik, før et svar havde passeret varulvens læber.

Kvinden var mere irriterende en bums på en babians bagdel! Dog så Andrea ikke ud til at lade sig påvirke af kvindens ord, og det gjorde hun ikke. Andrea var opvokset med folk ikke talte pænt til hende, så hvorfor skulle hun dog blive såret eller spille ked af det? "Er du altid så sur, eller har du bare ikke fået nok sex?" Svarede hun tilbage, hurtigt unde endelig at tænke over sine ord. Det var typisk for Andrea at reagere sådan. DEr var ikke mange der kendte hendes indre, dog heller ikke mange der gav det et forsøg. Andrea så imod dæmonen som tydelig mente at Andrea var teenager og hun selv var en eller anden super vis gammel kone. "Jamen jeg beklager, men jeg er ikke så meget for at tale med gamle koner der 'tror' de kan alting. Men så igen, hvis man ikke tror det, så kan man det ikke." Den sidste sætning var mest fordi hun selv satte sig for at tro på de ting hun gjorde, for at kunne dem. Hvis man ikke troede på sin overlevelse vil man ikke kunne overleve en dag. "Men tro mig, hvis du slår mig. Så slår jeg dig." Tilføjede hun, og kiggede rundt omkring sig. Hun var ikke lige frem i påklædning til at være her, men hun havde måske håbet på at finde Angela..  Delilah' hår var sat på en måde som Andrea betragtede som ganske kønt, ansigtet blev markeret på sin egen måde, de vilde øjne der næsten sprang ud efter en, hvis man stirrede for længe i krokodillens gab.. Hun virkede så perfekt som en succbus dæmon, eller ihvertfald en tideligere en af slagsen. Dog var Andrea ikke interesseret i en livs historie af denne kvinde.
Pludselig trådte kvinden fri, hvilket gjorde Andrea ret opmærksom.. Hendes bevægelser gik imod hende, dog kiggede hun kun hende i øjnene.  Delilahs bevægelser var flydende, næsten så elegante som en linedanser der ikke måtte falde. Andrea ville sværge på at hvis hun pustede til hende ville hun ikke vælte. Bevægelserne over imod hende var ikke dyriske som sådan, dog stadigvæk elegante som en kat der listede sig smukt afsted i nattens mørke. Lyttede så Andrea på Delilah, dog var Andreas blik så koldt som is hun ønskede ikke at de skulle flyve hen over en regnbue på deres enhjørning og leve i harmoni. For dette var den virkelige verden, intet var nemt. Intet.

Dog måtte Andrea tænke klogt her. Det var ikke nu hun skulle spille frøken jeg kan klare mig selv. Selvom at hun sagtens kunne klare sig selv, så var der nogle gange man måtte spørge om hjælp eller bare lade andre bestemme lidt. Men så snart hun ville blive sat fri, så ville hun ikke tvivle på at holde sig selv i sin egen sikkerhed, det var en ting som var sikkert. Hun holdt sit blik borret ind i Delilahs, så den grønne nuance der var i hendes øjne skreg igennem. Andrea måtte holde hovedet koldt, hvis det ikke skulle ende helt galt. Hun måtte gøre noget senere, for at overleve måtte hun komme fri. Og hvis hun ikke skulle miste begge sine ben, så måtte hun få dæmon kvinden til at hjælpe sig. "Fint, det en aftale." Lod hun ordene flyde hen over hendes læber, i en kort bestemt sætning. Hun blinkede kort efter, og slog atter de store smukke øjne op i en øjenkontakt. Ventede på hvad hun ville gøre. Ville hun overhovedet befri hende, eller var det bare noget hun sagde inden hun ville rive hovedet af hende? Andrea lod sine læber ind ånde luft, inden de lukkede sig sammen for ikke at sige noget hun ville fortryde. Andrea havde et lidt stædigt blik, dog kun med overlevelsens tegn placeret i midten af dem, det strålede ud af hende at hun ville gøre alt for at overleve. Hun troede på hun kunne klare det, og vidste at det skulle nok gå så længe hun troede på at hun kunne gennemfører det her. Andrea lukkede ikke et ord ud, overhovedet. Men hendes tanker diskuterede med hinanden, så voldsomt. Både med hvad hun skulle gøre, hvad der ville ske? Ville hun se Elena igen? Ville Elena kunne leve uden sin mor, og hendes far? Noah var rejst lidt væk på grund af det misfoster Andrea gik rundt med. Eller Andrea hadede ikke barnet, men personen der havde voldtaget hende og med dengrund gjorde at Noah havde fortvivlet sin kærlighed til hende? Langt ude.. måske lidt. Andrea lod sine tanker og følelser styrer hende væk fra at gøre eller sige noget der ville sætte hende til at rådne op i denne stol. Dog smerten i hendes mave gav kort et ryg i hende så hun skar noget af sin hud, bare i et lille snit under brystet. Hun skar kort ansigt, dog lukkede kort øjnene sammen. Hendes ansigt trak sig i smerte, dog åbnede hun øjnene igen. Delilah ville højest tro at hun ikke kunne tage den lille skræmme, at hun var svag. Medmindre hun ville kunne fornemme noget andet, dog ville det være svært for man kunne ikke se at hun var gravid. Medmindre man stod og undersøgte hendes mave virkelig godt. Andrea fik skubbet smerten til side da hun havde overbevist sig selv om at det nok skulle gå, så gen op tog hun sin øjenkontakt med Delilah, for at se hvad der skulle ske.

//Svar ændret! <3//

//OOC: Dygtig! Så vil jeg straks svare dig!

Delilah havde næsten en trang til at kaste op af grin, da vufferen spurgte om Delilah ikke fik nok sex. Åh for fanden, det var jo hysterisk morsomt at den tanke overhovedet kunne falde hunden ind! Hvis der var noget galt med Delilahs sexliv, var det at hun havde en tendens til at skade sine sexpartnere voldsomt hvis de ikke gav hende nok modstand - engang imellem måtte et par stykker lade livet. Sådan var det hvis man gik i seksuel krig med hende. Man skulle satme kunne styre hende.
"Hør, vuffer. Jeg får satme meget sex. Hvis jeg kun har kneppet én gang en dag, så har det været en fandens sløv dag. Og jeg slår svæklinge ihjel i sengen - brækker knogler på de større dudes. Stadig pisse selvfed i forhold til mit sexliv?"
Ting som blufærdighed og generthed, var ikke noget Delilah havde lært nogensinde. Derfor virkede det for hende ikke mærkeligt, at åbent fortælle om den voldelige tilgang hun havde til sex, eller hvor voldsomt aktiv hendes sexliv var - det var grænsende til manisk. Hun gad dog ikke reagere på at teenageren kaldte hende en gammel kone - Alt hvad vufferen kunne tro var at hun var 25 eller en smule derover, da hendes udseende var således. Hvis hun mente at Delilah var ældre som dæmon, så var det en ren gætteleg.
Desuden betød hvalpens ord ikke en skid for Delilah. Hun havde absolut ingenting til overs for teenagpigens ynkelige forsøg på at spille halvsej, men det betød også at det ikke havde kunnet provokere hende, om hun så havde været gravid igen, med hormoner der fuckede alting op for hende. Faktisk fandt hun det næsten sjovt, at tøsen truede hende. Hvis bare hun vidste hvor mange der var død ved Delilahs hånd ...

Hvis man virkelig så godt efter, ville man bemærke at sølvet om Delilahs pupil syntes at pulsere, som havde det et hjerteslag, der fik sølvet bølgede ved hvert slag. Det mest mærkværdige var, at sølvet ikke pulserede i takt med hjertet der bankede støt i Delilahs egen krop, men havde sin egen, taktfaste rytme, der ikke lod sig stoppe af noget eller nogen. Som var Delilah ikke alt, der var i Delilah.
- Jeg bryder mig ikke om hende.
Hm? Hvorfor ikke?
- Hun er ikke sød ved os.
Hvem har nogensinde være sød imod os?
Blinkede Delilah overhovedet? Sølvet blev bare ved og ved med at cirkle og pulsere om den dybe afgrund, der repræsenterede hendes pupil. Mørket indhyllede hendes ansigt, og skygger legede dødeligt og barnligt over hendes ansigt, så de skarpe kindben og den smalle næse blev fremhævet kraftigt. Varmen bevægede sig fra de svagt spredte læber, og ind over varulvens ansigt, ved hvert eneste åndedræt hun tog.
Varulven svar fik en svag trækning til at løbe igennem de fyldige læber, men der gik mange sekunder, inden hun reagerede. Hovedet vippede til siden med et pludseligt ryk, der fik håret bag hende til at danse og hoppe i den samme pludselige bevægelse. Fingrene om stolens ryglæn klemte lidt hårdere, så blod spredte sig over forbindingens yderste lag som blomster der udfoldede sig, og gennemvædede det ellers hvide stof.
"God hund."
Hun skubbede hårdt fra stolen, men siden den var boltet fast til jorden, ikke så meget som rykkede den sig. Skubbet fik hende til at glide ned af varulvekvindens skød, og lod vægten glide over på de læderbetrukne, højhælede støvler, der allerede havde hvilet dovent imod jorden. Hendes fingre havde fået løsnet sig fra stolens greb, og fulgt hende på vejen op imod en stående stilling.

Med de samme rovdyragtige, kattelignende bevægelser trådte hun om bag varulvens stol, og gik i knæ. Med hurtige bevægelser lod hun hurtigt barberbladet køre et par gange op af stolen med den flade side, for at lave en kort, lidt improviseret slibning af bladet. Fik vippede hun forsigtigt barberbaldet ned under tråden, så den borede sig så lidt som muligt ind i hendes finger - at bløde mere var en pisse dårlig idé.
Hurtigt filede hun på metaltråden - det tog en fucking krig at lave så meget som en revne, men det var den eneste løsning. Og det fungerede. Efter et par minutter knækkede tråden, og varulvetøsen kunne hive sig fri, uden de store problemer. Hvis hun ikke kunne, så var hun satme pisse slap, og så havde hun sgu næsten ikke fortjent at komme fri fra den skide stol. Derfor lod dæmonen bundet være bundet, og så måtte hun satme selv få resten trukket fri, hvis hun ellers ikke var for slap.
- Sicarius.
Mort ne crée plus la mort.
- C'est la vie.
Enough med fucking fransk og latin.
Hendes skridt gav genlyd i det store rum, da hun trådte op foran varulvens stol - om varulven så var på den eller ej. Ryggen var koldt vendt til stolen, og blikket spejdede tænksomt over udgangen. Det gav ikke mening, at alt var så pisse frit tilgængeligt. At de havde sat AL deres lid til at det var umuligt for dem at komme fri fra de der skide stole, var jo bare fuldstændig hovedløst, og i den måde de havde været bundet på, virkede disse folk ikke så dumme som det her fik det til at se ud.

Et par fingre fandt ned i hver side af hendes BH, selvom den gennemvædede forbinding på den ene hånd gjorde det lidt besværligt med den ene hånd. Fingrene bevægede sig smidigt og hurtigt dernede, og op af hver holder blev der trukket en kniv på størrelse på en lillefinger, og heller ikke meget breddere. Begge knive var hellige, og havde fået tegnet både hellige symboler og pentagrammer på derudover. Den var af sølv, og dyppet i vievand - men havde et forholdsvist spidst træskæfte, i tilfælde af vampyrer. Det betød at det var et våben der ville kunne skade og slå praktisk talt alle racer ihjel.
"Fetch!"
Hun kastede en af knivene til varulven, med det hånlige udtryk for en hund der skulle hente en pind på læberne. Uden at vente på at varulven svarede, begyndte hun at gå imod døren. Den var sgu nok låst, men forhelvede .. Delilah havde dirket ca. en million låse op igennem de sidste par år. Desuden havde hun en styrke der næsten målte sig med en archdemons, så hvis hun ikke kunne rive en motherfucking dør af sine fesne små hængsler, så var det jo bare pisse pinligt for hende.
- Der er ikke tid til at tænke, Neco.
Det larmer som ind i helvede at rive døren af!
- De ville være kommet nu, hvis de var interesseret i at fange jer.
Du har sgu nok ret ...
Det sindssyge var ikke at stemmen der hviskede igennem hendes hoved med en sød lillepigestemme, ikke var mærkelig for Delilah overhovedet. Det mærkelige var, at Delilahs samtale med stemmen i hendes hoved, prikkede til hendes beslutninger, og fik straks hende til at skubbe sig selv fremad imod den tykke jerndør, der hang fast i forholdsvist tykke hængsler på den fugtige betonvæg der næsten smuldrede.
Hendes fingre fik fat i døren der ragede lidt ud i hver side. Hun klemte fingrene hårdt sammen, med muskler der på trods af deres ikke synlige størrelse, var langt stærkere end den normale Drevens, der i forvejen af utroligt stærk. Musklerne blev spændt til bristepunktet, men i virkeligheden brugte hun ikke alle kræfter, på at rive døren af hængslerne, da betonet med det samme smuldrede af trykket og hun næsten ikke gjorde andet end blot løfte metaldøren over hovedet, og smide den hen af jorden. Den skurrede larmende imod jorden, så lange ridsmærker blev flået igennem gulvet i dørens kølvand.
Lyden der opstod da døren blev flået ud af væggen og rev sig igennem betongulvet, var overdøvende. Delilahs superhørelse blev flået fra hinanden så smertestråde forplantede sig fra hendes øregang og ind til at klemme om hendes hjerne, da lyden bankede sig vej igennem hendes hoved. Men med en tand der havde hårdt fat i underlæben, ignorede hun det og fortsatte ud af døren.

What the fucking fuck ...
- Jeg forstår det ikke, Neco ...
Hun var ikke trådt ud i en gangs kølige mørke som hun havde regnet med, men derimod ud i den sidste ting hun regnede med at komme ud i: En jungle. Fugt hangt tykt og kvælende i luften, og forsøgte at presse sig slimet ind i hendes lunger. Overdimensionerede blade hang og dinglede omkring hende, så vand samlede sig i bladenes midte, og tiltrak små insekter der uheldigvis faldt i og druknede i de små regnvandspøle. Kæmpe træer tårnede op omkring hende, og små kryb og kravl som edderkopper og horder af myrer kravlede rundt over alt på den mudrede, bladsoverstrøede jord.
Hendes hæle sank med det samme i. Åh forhelvede, hun syntes var tiden at tilbringe alt for meget fucking tid i en lorte jungle. En stime af myrer begav sig ufortrødent op af hendes ben, som var hun et træ der stod i vejen, men blev lettere irriteret børstet af eller mast, alt efter hvor uheldig placeringen var. En eller anden fucking pipfugl skreg og pippede et eller andet sted fra de latterligt høje træer. Himlen derimod var kulsort, med ikke en stjerne eller en måne til at lyse vej. Intet. Og alligevel var det muligt at skimte igennem de tykke horder af skygger, hvis ens nattesyn var godt nok. Og tilfældet var, at Delilahs nattesyn var langt bedre end gennemsnittet - fantastisk med evner, ikke sandt?
"Hey teenagevuf? Vi er sgu i en skov. Skal du ikke ud og pisse på nogle træer eller noget? Det gør hunde satme altid."
Der var noget der nagede Delilah pisse meget. Hvis de havde været fanget i en random bygning placeret midt ude i en fucking jungle ... Hvor var mændene der havde hapset dem så kommet fra? Og endnu vigtere: Hvor fanden i helvede var de så nu?!
Kniven gled dovent tilbage i BH'ens indsyede lomme, der skjulte alle tegn på våben i hendes brysters udformning, for det blotte øje. Men Delilah var en omvandrende våbenbutik; der var ikke et sted på kroppen, ikke et tøjstykke hun ikke havde omsyet og fået stukket et eller flere våben ind i. Hun var ekspert på det område - den bedste af slagsen. Sgu nok også den eneste, for det var forholdsvist mærkeligt.
Sølvet om hendes pupil lyste umærkeligt i mørket, som var det selvlysende.
- Jeg beder til dem, gudinde, for at lade dit lys og godhed skærme os fra mørkets herskere. Lad dit syn våge over os, selv når hadet og frygten står os nærmest. Lad dit varme blik jage kulden i vores sind og vores knogler bort. Lad dit ...
Chayas hviskende bøn forplantede sig i Delilahs sind, og selvom hun var alt andet end religiøs, fandt hun i et kort sekund sig selv synke ind i bønnen, og lade tankerne følge Chayas strøm. Men i et hug blev hun rykket ud af det. Et kæmpe træ knækkede uden varsel eller grund. Sammen revnede uden påvirkning, og stammen knirkede faretruende før det bukkede sig ned imod varulven og Delilah. Den eneste grund til at Delilah ikke blev mast under den kæmpemæssige, ru stamme der styrtdykkede imod dem, var at hendes reflekser automatisk fik hende til at springe tilbage ved synet af noget der bevægede sig imod hende.
"Hvad fuck i helvede!"

Der kom ikke et ord forbi hendes læber imens hun blot ventede på at få dæmonen til at sætte hende fri, og sin tid tog det. Dog kunne Andrea da kvinden flyttede sig med let hed få sig selv fri til sidst, og rejste sig op fra stolen. Andrea lod sit blik glide henover rummet da, dæmon kvinden så kastede en kniv imod hende og greb den i en hurtig bestemt bevægelse. Andrea ville vente med at fortage sig noget for at komme ud herfra før at døren ville være fri, lyden fra døren der blev revet af gjorde at en smerte bredte sig i hovedet på hende.. Andrea bed tænderne sammen, og så hvordan dæmonen gik ud, så det samme gjorde hun. Andrea havde en fornemmelse af at intet af dette var som de så til, og ganske rigtigt. En jungle. varmen og fugten gjorde at Andrea fandt det rart faktisk at have shorts på, hun trådte af sine sko da hun vidste det ville ende med at blive besværligt at gå rundt med. På trods af alt havde Andrea levet i en skov i noget tid, med et ulvekobbel. Dog mest med sig selv.
Men hvis det skulle komme an på det, så havde Andrea fantastisk godt styr på at overleve i naturen, og forsvare sig selv. Så hun skulle nok klare sig udemærket. Den eneste forskel der var på det her, og en skov var varmen og størrelsen. Små detaljer som ikke betød det mindste, dæmonen talte til hende igen. Andrea fnøs hånligt, i et lille grin til sig selv over dæmons latterlige kommentarer. Andreas indre ulv fik sig et godt glimt af området, og den brummede lidt indeni hende. Ikke noget dæmonen ville kunne hører. Der var nogle i området men længere inde, Andrea flyttede sit blik op da træet kom stormene ned imod dem.. I ren refleks kastede hun sig ud til siden, og landede på alle fire. Hun fik øje på nogle fodspor, sikkert fra mænd måske dem der havde dem fanget? Andrea rejste sig op, hun var på modsatte side af stammen end Delilah. Dog gik Andrea lidt tilbage, og tog tilløb før hun satte af og landede på hug ovenpå stammen, her rejste hun sig op for at få et bedre kig.. Hun gik imod der hvor stammen var knækket, med elegante bevægelser. Andreas muskler var spændte, fordi hun var så opmærksom som hun nu engang var.
En knurren udefra gjorde hende opmærksom, og inden hun nåede at gøre noget sprang der en kæmpe jaguar ud fra buskerne, og væltede Andrea ned med ryggen direkte snittende op af den ru bark. Andrea holdt sine hænder imod dens brystkasse for at undgå de tænder der som en gal prøvede at bide efter hendes strube. Dens tænder var dækket af blod, og de gyldne øjne rasende.. Det eneste den havde i øjnene var at få føde, for at overleve. Dog ville Andrea ikke være den som den skulle æde, hun mistede balancen og faldt ned fra stammen, med den sultne jaguar der gik rundt om hende imens dens tænder var blottet. Andrea kom på benene igen, og stod klar til at kæmpe.. dog fik hendes gode øjne øje på noget i dens pels. "Jaguaren bære på en bombe." Hviskede hun til sig selv.. Så derfor gik hun lidt tilbage, men den satte af og sprang op, dog da den hang i luften brugte Andrea al sin styrke for at skubbe den væk, så den fløj ind i et træ mindst 5 meter væk, der gik ikke mindre end to sekunder før bomben sprang, og en storm af fugle fløj op . Andrea åndede forsigtigt ud, inden hun så sprang op på stammen igen og over på Delilahs side. "De overvåger os." Sagde hun med en let og flydende tone i sin stemme, det var endelig mest til hende selv, men det kunne praktisk for dæmonen at vide også.

Lyden af en bue der blev spændt, kom til lyde i Andreas højre øresnegl. "Når jeg siger nu, så duk dig." Andrea kunne hører fra siden hvordan der kom tre pile på engang svævende i fart imod dem. "Nu." Sagde hun så stædigt og dukkede sig. Om dæmonen var smart eller ej, det var jo noget helt andet. Andrea kiggede på pilene da de passerede luften, de var specielegnet til dem, nogle med sølvspids, og de fleste af de andre var der tegnet pentagrammer i. Andrea havde det som om hun blev jagtet, og hun hadede den følelse. Det var en eller anden syg leg hun var blevet del af, og det var ikke ligefrem fordi den var øverst på hendes top 10 liste. Enten var dette mændene eller nogle jægere som ønskede at have deres hoved på et spyd? Hvem vidste, det kunne være så mange ting.

En dyb, truende knurren steg op fra skovenes undergrund, og nåede på sekundets Delilahs styrkede høresans. Der var ikke så meget som gnistet af et chok der bevægede sig igennem hendes blik, for det virkede som om hver eneste gang hun var i en eller anden latterlig skov, endte hun altid med at blive angrebet af et skide monster to minutter efter hun var kommet. Det var satme ved at blive en kliché!
- Den kan slå dig ihjel!
Åh slap dog af, kattemisser slikker bare.
- NECO! FLYT DIN FUCKING RØV!
I ren overraskelse af det voldsomme udbrød der hamrede igennem hendes tanker i form af Chaya, vaklede hun et skridt bagud da hun adlød. Hendes hæl borede sig ind under et stykke træ og satte sig fast, så hendes fod vred sig i en smertefuld vinkel, der omgående sendte dunkende smertestråde igennem hele hendes krop. Hårdt fik hendes tand boret sig ned i underlæben for at kvæle en lang strøm af bandeord, og hun kæmpede irriteret med at få lortet ud af naturens lange udposninger, i form af fucking grene!
Hendes blik fór op da det store, slanke kattedyr sprang på vuffen, og selvom det var irrationelt og utroligt bitchy, skiltes de rødlige læber automatisk for at spytte en flabet kommentar ud.
"Så jagt den da forhelvede, doggy! Det er en fucking misser! Det er sgu ikke katten efter hunden, det er hunden efter katten!"
På trods af den håndlige klang der skinnede stærkt igennem stemmen, lå der stadig seriøsitet i de dansende toner. Men i stedet for at slå panteren ihjel, kom varulven på benene og gik tilbage. Irriteret fik dæmonen revet sig fri fra grenen, ved med at ryk i benet at knække den, så lyden smældede igennem junglens tomhed. I samme sekund greb varulvetøsen fat i panteret, og kastede den afsted. Braget fik det til at give et sæt igennem Delilahs krop, men det var ikke hvad der chokerede hende mest.

Det var panterklatter i form af blod, indvolde og afsprængt hud der ramte hende og smattede imod hendes ansigt og tøj. Med læber der havde spredt sig i overraskelse, var der efter blodmassakren havde overdynget hende i lange, sprøjtende striber, ikke andet at gøre end at læne sig svagt fremover, og spytte et lille stykke hud og hår fra panteren ud. Vrede hamrede igennem hendes blik, da køteren nærmede sig hende, som havde hun ikke lige sprængt en panter i stykker, så Delilah var nødt til at spytte lortet ud af munden.
"Hvad fuck tror du at du laver, kælling!? Du skal fandme ikke kaste lortet imod mig! Er du fucking sindssyg!? Fucking teenagere .."
Hendes stemme kom ud i form af en næsten snerrende lyd, der langt fra passede til de vældigt feminine former der blev fremhævet af det stramme lædertøj der beklædte hende. Teenagevarulvens ord fik endnu en omgang irritation til at blusse op i de specielle øjne, der sad fast i Delilah. Hun slog ud med armene i en stor, kraftig bevægelse, og lod ord flyde imellem læberne i en strid strøm.
"Ej tror du alligevel det, bebs? Neej de lader os bare gå som fucking idioter! Og panteren havde bare en bombe på som et fucking halsbånd! Er du pisse dum, eller lader du bare som om!?"
En dyb, næsten dyrisk knurren passerede hendes læber.

Lyden af en streng der blev spændt utroligt dårligt, ramlede frem til hende. Normalt ville det end ikke være muligt at høre en buestreng blive spændt, selv mde Dels superforstærkede hørelse grundet hendes evne, samt at strengen havde været få centimeter fra sig. Men denne lød igennem skoven, og fik straks hendes blik til at løfte sig, og følge lyden. Hendes øjne lagde sig imod et bestemt sted - Det sted, hvorfra lyden havde materialiseret sig.
Varulven sagde et eller andet, men hun hørte kun halvt efter. Noget med at dukke sig. I stedet for skubbede hun sig væk fra tøsen, og dansede et par skridt til siden, så hun gled om bag et træ. Sekunder senere styrtede pile af sted imod varulven, så hun dukkede sig hurtigt.
Åhh, duk dig ... Hun skal fandme ikke kommandere med mig!
Hendes fingre bevægede svagt kniven mellem fingrene for så den sad ordentligt, og bevægede sig den modsatte vej rundt om træet. I nogle hurtige, elegante skridt var hun ovre ved busken hvor skuddene var blevet affyret. Et par mænd var på hastig vej væk, men hendes hastighed der overgik en normal Drevens, oversteg derfor langt mændenes, og tillod hende at sno fingrene om den enes hals, længe før han var væk. Hårdt hamrede hun mandens hoved ind i den nærmeste træstamme, så de sprællende bevægelser fortog, og grebet om buen slappedes og lod buen forsvinde ud mellem hans fingre.
Resten af mændene forsvandt bag hende, men hun satte ikke efter dem.

"Lad dem ikke tage jer ... I vil forsvinde i evigheden."
Delilah blik bevægede sig op i et ryk, da en hviskende spøgelsesstemme nåede hendes sind. Et barn, ikke ældre end 10, stod badet i blod og betragtede hende, med øjne hvis sørgmodighed næsten lyste. Et knæk af medlidenhed brød igennem hendes bryst, men hun lod det ikke vise, da varulvetøsen ikke skulle vide noget om Delilahs hemmelige evne.
"Hvis i vil ud i live ... Løb ikke .."
Hans skikkelse blev langsomt mere og mere gennemsigtig, indtil han forsvandt som en tåget dis, der blev fejet bort af en ikke-eksisterende vind. Delilahs blik betragtede stedet hvorpå han havde stået i nogle sekunder, mens hendes tanker lod ordene blive forstået ordentligt. Så rykkede hendes hoved tilbage, så blikket lagde sig imod manden, der så ud til at være ved at blive kvalt, af hendes fingre der krampeagtigt pressede imod hans hals.
Hun løsnede grebet netop nok til at luft kunne blive suget ind imellem hans læber, hvorefter hun hamrede hans baghoved ind imod træet, til besvimelse gled ned over hans blik. Med faste bevægelser svang hun ham over skuldren, uden synderligt besvær, og skred direkte forbi varulvetøsen, hvor end hun så stod, og direkte ind i det rum de selv havde været fanget i. Hun placerede ham i den ene stol, og bandt ham forsvarligt fast.
"Vi skal satme nok få nogle informationer. Og hvis ikke, så vil jeg bare høre idioten skrige sine lunger ud."