Thank you, now walk away - Delilah

Påklædning.

Delilah havde ikke bevæget sig i flere timer. Enhver muskel i hendes krop var spændt til bristepunktet, og hendes blik klistret fast til en gruppe dæmoner. Indhyllet i dagens skygger, havde hun fastfrosset overvåget dem siden før helvede fik træsko på. Bevæbnet til tænderne, han hun ventet på det rette øjeblik, til at gå ind og lege dødens budbringer. Nogle ville påstå at det var pisse arrogant og dumt, at tro en enkelt person kunne klare en stor flok dæmoner. Og de havde ret - Delilah var pisse arrogant, og havde lært sig selv over mange år, at overbevise sig selv om at hun var uovervindelig.
En brise pustede over hendes nakke, og fik den sammeflettede hestehale til at svinge dovent bag  hende. Hendes første bevægelse i timer kom, da hendes fingre langsomt snoede sig om en af de mange Berettaer, der hang i hendes våbenbælte. Men lige da, sekundet da hendes fingre ramte aftrækkeren, og øjeblikket hun havde ventet i timer på kom, skete der noget, der ødelagde det hele: Den skarpe, rivende vished om at den der idiotiske skyggevæsensfyr var i fare. Følelsen af at få brændt sin hud.
Det sker bare ikke! Fucking LORT!
- Red ham, Neco.
Ja ja! Jeg skal nok ... Idiot.
Fordi magi havde bundet hende til ham, dukkede hans placering omgående op i hendes sind. Hun snerrede næsten, men havde ikke rigtigt noget valg. Et sidste blik på dæmonselskabet, inden hun vendte om og gik, med et blik der flammede i vrede og kulde. Efter hun havde reddet idioten, var hun vred nok til at kunne slå ham ihjel, for at forstyrre hende.

Solen bagte ned over den mørke fletning, som hendes læderbeklædte ben trommede over jorden. De høje hæle sank ikke ned i jorden, men fløj næsten over som fjer. Læderet der sad stramt om hendes lår og røv, bevægede sig smidigt med hendes bevægelser. Det tykke, skudsikre korset bevægede sig ikke smidigt, men holdt sig derimod stramt på plads, og lod sig alligevel fremhæve hendes former - hun var trods alt tidligere succubus. Udseende betød noget.
Hendes bevægelser var hurtige, men lydløse som en kats poter der listede afsted. Hun forsvandt igennem gaderne, og da hendes hastighed langt oversteg en normal Drevens evne, fløj hun igennem dagen i stor fart. Der gik derfor ikke længe, med faresignaler der ikke gad holde kæft i hendes hjerne, før hendes skygge var begravet dybt mellem træer og buske.
Natur. Hvorfor er det altid fucking natur?
- Mirandils værk er smukt, Neco.
Whatever.
Hendes muskler stivnede brat, da dudens stemme gled igennem træernes hviskende stilhed. Hun bevægede sig langsomt nærmere, med en læderjakke der strejfede de højeste planter, men ville beskytte hende fra kugler op til en bestemt størrelse. Hendes fingre bevægede sig blidt, næsten kærligt over sin pistol, da hun sneg den op af det mange kilo tunge våbenbælte, der hang om hendes hofter.
"Hvad er de i drenge laver?"
Hendes stemme lød næsten kælen, da hun trådte ud fra træernes skygge, uden at lade blikket strejfe skyggevæsnet. Hendes sind brændte i smerte, og alle hendes nerver skreg at hun skulle redde ham. Mændene hakkede i deres opremsning i overraskelse, men efter en kort udveksling i deres blikke, fortsatte de. Lyset lagde sig som støvkorn over hele Delilahs krop, da hun lavede en svag trækning på skuldrene.
"I ved virkelig ikke hvordan man slår ihjel, gør i? Lad mig hjælpe jer."
Pistolen forsvandt fra hendes bælte, og et par skud senere, lå alle mændene på jorden i deres egen blodpøl. Deres blik havde aldrig nået at løfte sig, før deres hjerne var skudt i smadder af Delilahs korte kugleregn. Så snart deres magi var brudt, var skyggevæsnet ikke længere fanget i pentagrammet, men hendes opmærksomhed havde ikke nået ham endnu.
"Fucking douchebags. I var sgu dødsdømte på forhånd, hvis i er så snotdumme at i ikke reagerer på at en fucking dæmon kommer gående med våben. Mænd er så pisse dumme."
En dyrisk knurren forlod hendes læber, da hun bitchede over mænds idioti. Så vendte hun sig imod skyggevæsnet, med vrede lysende i de grønbrune øjne, hvori den flydende sølvring svømmede om hendse pupil. Pistolen svang rundt, og pegede direkte imod skyggevæsnets tinding. Skyggevæsner var godt nok en bitch at slå ihjel, men et skud ville gøre nas som bare fanden meget længe.
"Hvad fuck tror du lige du laver, whitey?! Jeg har ikke tid til at rende rundt og lege fjerkræ over din fine lille røv!"

Logan kunne tydeligvis ikke få deres opmærksomhed, men det betød ikke at han ville give op. Han gik rundt inde i pentagrammet, selvom hans hud stadig smertede efter vievandet. Han så skiftevis på dem med tydelig afsky i blikket. ”Oh nej. Jeg kan mærke hele min krop smelte. Hvor forfærdeligt, så forfærdeligt.” Han lød ret ligeglad, fordi han var så langt fra at dø som man kunne være. Det virkede til at være deres formål, men det kunne være de havde noget andet i tankerne. ”I skal virkelig lære at læse op på jeres lektier. I har jo ingen anelse om hvordan man dræber mig. Komplet idiotiske, det er hvad i er. Håbløse, idiotiske tåber.” Han blev bare ved med at gå rundt og ventede på det ville gå over. Det gjorde måske ondt på ham, men det var ikke nok til at dræbe ham. Det endte med han satte sig ned midt i det hele med en arm der støttede hans hage. Han så virkelig ud til at kede, hvilket var præcist hvad han gjorde. Han opfangede hurtigt at der kom nogen, og da det gik op for ham hvem det var.. Ja, så var han ligeglad. Han kedede sig, og ville bare gerne ud af det pentagram og lave noget andet. Han så på den kvindlige dæmon der kom til stede. Han kendte hende, eller kendte var måske et for stærkt ord. De havde mødt hinanden før. Hun var et perfekt eksempel på at kvinderne havde udviklet siden hans tid. En kvinde ville aldrig gå i den slags tøj, hun ville aldrig bære våben og hun ville i den grad aldrig tage kontakt til en mand på den måde. Men hun var stadig en tiltrækkende kvinde, det kunne han ikke komme udenom.

Han rejste sig op og så på mændene der virkede overrasket over hende. Hendes kommentar var vel egentlig morsom, men han synes stadig det var helt forkert. Ingen kvinde skulle opføre sig sådan, eller tale sådan. Da de alle var døde så han først rundt mens hun nedgjorde mænd, han reagerede ikke på det. Hvorfor skulle han? Da han vendte blikket imod hende igen så han direkte ind i en pistol, han lagde armene over kors og så på hende da hun kom med hendes meget udtrykfyldte udtalelse. ”Du taler som om jeg selv har bedt om dette. Men der tager du fejl. Jeg har ikke brug for et fjerkræ, som du så poetisk kalder dem. Hvis du er utilfreds med vores situation må du gå til dem der har gjort dette ved os. Jeg er heller ikke ligefrem tilfreds med deres valg. Du er ubehøvlet og maskulin. Du ser muligvis ikke maskulin ud, men din adfærd er netop det. Et hver andet fjerkræ ville have været bedre end du.” Han gik væk fra pistolen som om det blot var en vandpistol hun holdte. Logan trådte ud af pentagrammet og gik hen til hende. ”Men du skal roses for dit mod og have tak for din assistance. Lad vores veje skilles, og aldrig lad dem mødes igen.” Nogle gange talte Logan gammeldags, især i situationer hvor han stødte på en stor forandring end den tid han var vant til. Men han prøvede at lære det nye sprog at kende, selvom det var noget anderledes og faktisk også ret mærkeligt.

//OOC: Emnet er ikke blevet besvaret fra min side, da jeg mangler tilladelse til noget, før jeg kan svare. Så .. Logan, hvis du ser det her som en af dine karakterer - jeg har sendt dig en PM over Logan, for flere uger siden. Please go watch?

//OOC: Tilladelse til karakterstyring er givet af Logan.

Et smil dansede på hendes læber, da han begyndte at tale til hende, som troede han faktisk at hun ikke var pissed nok til at skade ham alvorligt gentagne gange. Hun var udemærket klar over, at smerterne han følte ville bane sig vej ind i hendes krop, omend nærmere som en svag skygge af hans, men det syntes ikke at bekymre hende. Som Chaya bitchede charmerende om måden hun ikke var fair overfor ham på, fulgte hun blidt hans tinding med en af pistolernes afpudsede, endnu rygende løb.
En dyb himlen med øjnene gik over dæmonens grønbrune øjne, som idioten blev ved med at snakke til hende. Og absolut intet han sagde, påvirkede hende det mindste. Hun var nødt til at få ham til at holde kæft og lytte til hvad hun sagde, men idioten blev ved med at plapre. Der var dog en let løsning på dette. Skyggevæsner var en bitch at slå ihjel, men ville derimod nemmere kunne skades uden det var permanent.
Så hun affyrede. Kuglen borede sig ikke ind i tindingen på skyggevæsnet, men ind i skulderen. Den var dyppet i vievand og velsignet og indgraveret af symboler til hellighed, så den ville nok mere end bare svie og bløde - Den ville kort sagt føltes som brændede tunger der flåede ham op indefra, men skyggevæsner helede irriterende hurtigt, så når han fik kuglen gravet ud, ville der nok ikke gå mange timer før såret var helt usynligt.
"Hold kæft, og lad mig tale, whitey."
Hendes stemme var komplet rolig.

Som han højst sandsynlig ville reagere på smerten, var Delilah overnaturligt hurtigt - Selv for en Drevens - hende ved ham, greb fat i hans hals og kastede ham næsten dovent op af et træ. Delilah var ekstremt stærk og overraskende hurtig, så hun syntes ikke at have brugt voldsomt mange kræfter da hun hurtigt trådte nærmere, endnu engang greb fat i hans hals, og hamrede ham op imod træet, hvor hun endnu holdt ham fast med den ene hånd, imens den anden pressede imod skudsåret.
"Lyt til mig! Når jeg laver shit, så gider jeg ikke blive afbrudt af din røv der er i fare. Er vi clear?! Hold dig ude af problemer! Jeg gider ikke være din fucking personlige saviour, når du betyder shit for mig."
Hun skubbede sig tættere på ham, hvilket nok ville have haft en ekstrem seksuel aura omkring det, da hun næsten strejfede hans læber og havde hele sin krop presset imod ham, hvis ikke hendes ene finger pressede sig dybt ind i skudsåret, og gravede kuglen ud i samme omgang. På hendes læber dansede dog et sukkersødt smil, der faktisk oplyste hendes ansigt i sådan en grad, at hun i et kort sekund virkede næsten sød at se på.
"Hvis du bliver ved med at være a fucking pain in the ass .."
Smilet på hendes læber blev, som hun fik fat i kuglen og skubbet den ud af ham, så den landede på jorden ved deres side.
"Så må jeg jo bare finde hvem fuck du har knyttet dig til, og vise at jeg er fucking seriøs. Deal?"
Endnu et lysende smil, hvorefter hun lod fingrene kærtegne sin Beretta, løftede den nedad, og med et brag lod en kugle penetrere hans lår. Så slap hun ham i et ryk og trådte tilbage med elegant svingende hofter, så han gled ned af træens rug bark og landede på jorden.