Walk with Me -Eva-

---

Eventyr med walkers. Forlovet. Der skete så mange ting, som fløj rundt i hovedet på hende i øjeblikket - godt eller skidt? Tjo - i Stellas tilfælde var det ganske udmærket. Det betød bare hendes liv ikke blev mindre kedeligt ved at være i et fast forhold. Hun hørte tit folk klage så meget over, at de ikke havde tid til noget mere, eller at livet var blevet kedeligt nu. I Stellas tilfælde, så var de dage med Nora de dage, hvor hun fakitsk slappede mest af. Julian var tilbage og lavede rav i tingene. Hvad blev det næste? At hendes mor kom gående forbi hende?
I selv samme sekund passerede Stella en kvinde med lyst hår. Et hurtigt glimt af kvindens ansigt fik hende til at stoppe op bagefter og blinke et par gange. Hun rystede tanken ud af hovedet, hun måtte da lige have set syner? Ikke sandt? Stella vendte sig rundt på hælen og kiggede efter den blonde kvinde. Det kunne ikke passe, at hendes mor stadigvæk var i live. Umuligt. Men på den anden side så var Julian også kommet tilbage, men hendes mor lignede stadigvæk den bloddæmon hun var før hun blev slået ihjel. Solens stråler skreg ind i hendes øjne og tvang hende til at lade sin hånd skærme for strålerne. Stella stod åndeløst tilbage. Skulle hun løbe tilbage til Matt, det ville kræve et mirakel at finde ham - så nemt som en nål i en høstak. Stella lod sin håndfalde henover sit hår og derefter løst ned af kroppen. Hun måtte finde ud af, hvad hendes mor lavede her i gågaden på højlysdag, hun måtte ikke frygte Stella meget siden da. Stella fremmanede en kniv i sin venstre hånd og gik med hasstige skridt imod kvinden og fuldte hende til de kom til en smallere vej, hvor Stella greb fast i hendes håndled og lagde knivens blad tæt op imod hendes strube, men alligevel nok til at hun ville kunne få vejret. "Hvad bestiller du her? Jeg dræbte dig!" Sagde hun lettere vred, men en angst skreg igennem hendes øjne. Hun havde aldrig håbet... vent. Det var ikke det samme glimt i øjnene, det var anderledes, på en måde. Ansigtet, det havde nogle små andre træk. Hun prøvede at holde masken, men trådte til sidst et skridt tilbage. "Hvorfor ligner du hende så meget?" Spurgte hun en anelse truende og strakte armen med kniven i hånden for nærmest at true den unge kvinde. Okay. Man kunne godt sige hun var sindssyg lige nu, men hun var bare skræmt.

Man kunne mere eller mindre sige at Eva var ude og hygge sig, eller det havde hendes i starten været hendes plan. Fra da hun havde sat foden ude for hendes hjem, havde det hele tiden været i tankerne at dette blot skulle være en hyggetur, hun skulle ud og få noget at drikke også smutte hjem igen. Dog havde hun aldrig forestillet sig med et at blive grebet fat i og endda blive truet med en kniv mod struben. Hun rynkede brynet og stod helt stille, dog da ordende nåede hende blev hun for alvor forvirret. Hun havde i starten troet at dette drejede sig om et røveri, at vedkommende der havde grebet fat i hende blot ønskede sig nogle af hendes penge eller værre havde tænkt sig at voldtage hende. Dog havde intet forberedt hende på, at høre den slags volapyk, det gav da på ingen måde mening.
Hun rullede med øjnene og lagde armene over kors "Jeg ville meget gerne svarer, hvis jeg havde nogen ide om hvem fuck det er du snakker om" hendes øjne så mistænksomt på hende. Hun havde virkelig ingen ide om hvem pigen var, eller hvad pokker hendes planer var, men hun magtede virkelig ikke at stå her med dette sindssyge kvindemenneske. Hun fik hurtigt grebet fat om hendes arm, og med brug af sine evner fik hun varmet sin håndflade godt nok op til at det nok ville følelses som at få direkte ild mod huden, hvorpå hun bankede hendes front inde mod muren, mens hun holde hende  i en form for arm lås. Enlig ville pigen blot havde sin arm vredet om på ryggen "Jeg ved ikke hvem det er du snakker om, men du har fat i den forkerte" knurrede hun i hendes øre, samtidig med at hun betragtede hende med et par røde øjne, et tydeligt tegn på at hun brugte sine evner

//jeg undskylder den korte længde...skal vidst lige i gang igen

Stella var irriterende nok sårbar lige nu. SElvom hun prøvede at skjule det så godt hun nu kunne. Hun bed tænderne sammen da hun fik vredet sin arm om, og ikke nok med det brændte hendes hud som havde hun hånden under flammer. Hun bed tænderne hårdt sammen, da hendes font blev klasket ind i murens hårde kolde sten. Hun holdt vejret. "Du ligner min mor næsten på en prik, undskyld mig for at være en anelse mistænksom at dit ansigt mindede mig om den kællings." Vrissede Stella vredt. Hendes angst blev til vrede. I den frie hånd havde hun fremmanet en daggert, og gjorde alt for at prøve at stikke ud efter den fremmede, med et irriterende bekendt ansigt. Men selvom det gav smerter i hendes ryg, så stoppede det hende ikke, der skulle mere end smerte til at stoppe hende. Stella blottede sin række af skarpe tænder, og snappet ud efter kvinden som et vilddyr, men hun følte sig truet. Irriterende nok. Hun skar dog ansigt af smerten fra varmen imod hendes hud - det var alt andet end behageligt.

Hun rynkede brynet ved hendes ord, lignede hendes mor? Hun blev et øjeblik i tvivl om hvad pokker der enlig foregik. Hvorfor skulle hun ligne en eller andens mor? Det kunne da ikke være rigtigt, eller kunne det? Hun stod et øjeblik i sine tanker, fuld af minder omkring hendes egen mor, som ja også havde været lidt af en kælling selv. Dog blev hun smidt tilbage af sine da hun med et blev skåret af en kniv. Hun hvæsede og trak sig tilbage, hvorpå hun tog sig til armen "av for helvede" knurrede hun og vendte et par brændende røde øjne direkte imod hende. Hun havde aldrig været meget for knive, specielt fordi hun voksede op med en far der holde utroligt meget af dem, dog havde hun selv været mere for ild.
Hun knyttede sine næver, og man kunne se hvordan ilden startede i dem, og i hendes øjne stod der nærmest mord. Dog stoppede hun med et op, da det igen slog hende. Pigebarnet sagde hun lignede hendes mor "Hvad var navnet på din mor, måske er der en grund til at jeg ligner hende så meget som du nu mener jeg gør" sagde hun og lagde sin hånd hen over det blødende sår, der dog stille var ved at heale igen.

Så snart Stella ikke længere var holdet låst fast vendte hun sig om i en hurtig reaktion, og kiggede isende på kvinden. Hun viste uklogt nok ingen tegn på frygt over den måde kvinden så på hende. Inderstinde var der en gnist af frygt, men hun havde lært sig selv ikke at lade frygt og fare overtage hendes sind, det ville ende med at blive hende død. Så spurgte hun om, hvad hendes mor hed dengang. Stella sank kort en klump, hvorefter hun kløede sig kort i nakken i et sekund inden hun var på mærkerne igen. Hun holdt sit blik rettet imod kvinden, og åndede diskret roligt ud. Bloddæmoner var kendt for deres vrede og vilde humørsvingninger, det var vel den gnist der også var tændt af i dem i det sekund. "Alexandria Escada." Kom det så fra Stella og efter ordene neutralt var sagt bed hun sig i læben. Hun var ikke nervøs. Hvorfor skulle kvinden vide hendes mors navn, kvinden var død for hundrede år siden i en brænd - eller det skulle hun da mene. Men hvordan kunne se ligne hinanden så meget? Det var helt uhyggeligt. Stella blev opmærksom på, at hun holdt vejret. Hun følte sig ikke i stand til at ånde før, at hun havde hørt blondie sige noget. Bare et eller andet som hun kunne rette sin attitude eller personlighed efter - tiden måtte se an.

Hun stod længe og betragtede hende, i takt med vreden langsomt døde ud, blev hendes øjne igen mere blå frem for den brændende rødlige farve, de havde været for få sekunder siden. Dog det sekund navnet forlod pigens læber stivnede hun, nej det kunne da ikke være rigtigt eller kunne det? Hendes moder havde tidligere fortalt om nogle børn hun havde haft med en anden mand, men det kunne da ikke være sandt. Hun lagde hovedet på skrå og for alvor begyndte hun et begtragte pigen foran sig "min mor hed også Alexandria Escada" sagde hun, nærmest mere for sig selv end til selve pigen.
Hun lagde armene over kors, næsten som gav dette hende en bedre mulighed for at tænke over tingene "du skulle vel ikke være Stella?" spurgte hun med et hævet øjenbryn. Det ville overraske hende, også alligevel ikke hvis pigen foran hende vidste sig at være Stella. Det overraskede hende dog alligevel at hun kunne huske det navn, for det var da flere år siden hun sidst havde set sin mor, der nok ikke længere var blandt de levende mere...hvilket ikke just gjorde hende noget. Specielt efter oplevelsen med hendes gamle kæreste, der havde bortført hende holdt hende fanget også derefter gentagende gange både voldtaget hende og tortureret hende. Da hun endelig var sluppet løs efter godt over et års fangeskab, havde der ikke været nogen hjælp at hente hos moderen, og dette satte blot mere brænde i den had hun følte for den kvinde

De næste ord der slap ud imellem kvindens læber gjorde Stella chokeret. DEt var ikke lige, hvad hun havde forventet at få ud af dagen idag. Hun stod bare der som var hun frosset fast til jorde, med blikket fast i de blå øjne der kiggede på hendes. Så kendte hun lige pludselig også hendes navn, hvilket fik Stella til at give sine bryn et lille kneb der afslørrede hendes forvirring. Stella lagde hovedet en anelse på strå. "Det er jeg jo, men hvem pokker er du?" Spurgte hun og blinkede et par gange. Vidste ikke helt om hun skulle ligge den hårdere attitude på hylden, men hun ville ikke lade denne mærkelige uopklarede misson på hylden. Hvem var denne kvinde... udover hendes mor åbenbart også var kvindens, hvilket ville forklare hvorfor hun så tydligt kunne genkende de specifikke træk. Stella vidste ikke om hun skulle være glad eller rasende over at hendes mor havde været hendes far utro. Julian var jordens største svin, ingen kunne måle sig med de forbrydelser han havde gjort, ikke kun imod hende, men imod så mange uskyldige kvinder. Stella bebragdede sommetider sig selv for Julians handlinger, hvilket hun både ikke skulle men sammentidig følte hun skulle. Stella lod sine våben forsvinde væk som var de lavet af luft og lagde derefter sine arme overkors. Hun kunne sagtens se nogle af sine egne træk bare ved at kigge på kvinden, Stella lignede desværre sin far mest, men hendes lysebrune hår havde været en blanding af begge forældre. Tjo, hvis man kiggede godt nok efter kunne man godt se det en smule, men det var ikke fordi, at det var helt vildt tydligt, men nu vidste hun heller ikke, hvordan kvindens far så ud. Stella slog tankerne ud af hovedet atter engang, for at fokusere på, hvad kvinden havde at sige. Måske nogle svar til Stellas hoveds mange sprøgsmål.

Hun hævede øjenbrynet, næsten som en lydløs advarsel, for på trods af hun fik regnet sig frem til denne pige havde med våben at gøre som sin evne, var hun skisme heller ikke helt forsvarsløs når det gjaldt det at forsvarer sig selv. Med evnen til at kunne frembringe og manipulere med både varme og ild, så kunne hun skam godt give nogle brændemærker eller direkte værre skader selv. Hendes spørgsmål fik hende blot til at sukke stille "mit navn er Evangeline, jeg er kællingens anden datter" sagde hun kortfattet. Der behøvede ikke meget forklaring på det. Heldigt for hende selv, havde hun valgt at beholde farens efternavn, der på trods af hans egen race som en incubus bar en del mere værdighed i sig end moren havde gjort, dog havde hans død ikke just haft den værdighed i sig som han havde fortjent.
Hun havde uheldigvis altid arvet sit mors udseende, dog havde hun sine øjne fra faren, samt sine evner. Han havde selv haft evner inde for ild manipulation, også kunne man da blot sige at de var kommet i arv til hende selv. På trods af hun rente rundt og kaldte sig selv Eva, så havde hun altid elsket sit navn, fordi det netop havde været hendes far der havde valgt det...hvad kunne man sige med det dårlige bånd hun havde med sin mor, så var hun i den grad en fars pige