Moonlight Shadow

Trods det gode humør og folks glade stemmer rundt om dem, var emnerne dystre. Men Sean brokkede sig ikke. Der var brug for det dystre. Lige som der var brug for regn, før planterne kunne blomstre i solen. På den måde var der balance. Efter regn kom solen...Og efter solen kom regnen. En ufattelig filosofisk tanke. Han lod blikket hvile afslappet på Cam, mens hun snakkede og afbrød hende ikke. Han end ikke fortrak en mine, som i værste tilfælde jo altid kunne misforståes. Men hun havde ret...På sin egen måde. Han havde aldrig...Ville aldrig...Opleve en alt opslugende kærlighed. Han vidste ikke om han var ked af det eller bare heldig. Som Cam så ud lige nu, ville han nok beskrive det som heldig, selv om det havde givet ham mange kvaler tidligere.
Selvfølgelig havde han søgt den opmærksomhed. De følelser. Og han havde da Alane, der holdt ham lidt i snor. Og han elskede hende, på sin egen fordrejede måde. Ville gøre alt for hende, uanset hvad. Men var det kærlighed? Og hvis det var...Var den så altopslugende?
Han svarede ikke på det. Dette handlede om Cam.

Selv da hun var færdig, gik der et øjeblik før han svarede på det hun havde fortalt. Det var ikke hver dag man fik hendes tanker, tvivl og følelser serveret på et fad. I et øjeblik følte han sig forvirret over hvad det betød...Var de...Venner? Han havde ikke brug for venner. De stak af fra en.
"Jeg kan ikke rådgive dig" sagde han ligeud og så op på hende igen, da hans blik var flakket ned mod bordet, midt i hans forvirrede tanker.
"For jeg mener ikke selv at have oplevet noget lignende" han smilte svagt til hende.
"Følelser er et instrument. Folk bliver ført af dem og det gør dem nemme at manipulerer med. Vid hvad personens værdier er og du kan næsten få dem til hvad som helst...Eller brug et par måneder på at ændre deres værdier" han trak let på skulderen og så ud over rummet et øjeblik, før han kiggede tilbage på Cam.
"Men du er jo en stærk kvinde. Så vidt jeg har kendt dig, har du mere eller mindre altid klaret dig selv. Du behøves ikke en dum mand til at varte dig op, selv om det er behageligt og giver tryghed. Jeg ved at Tristan endnu vil smide hvad han har i hænderne for dig, trods han selv virkede som en tvivlende mand. Hvad angår Eric..." endnu en gang blev der trukket lidt på skuldrene.
"...Kender jeg ham kun, fordi han red mig væk fra nogle sure draconianere. Venlig nok" han tog flasken og tog endnu en tår af den. I dette tempo ville han være plørefuld om en halv til en hel time. Passende nok.
"Jeg ville vælge Tristan. Men det er nok kun fordi jeg kan lide ham. Han burde dræbe mig, men har end ikke forsøgt..." han smilte drillende til Cam.
"Jeg er selv en person der smutter, når der ikke er andet for mig, end problemer. Jeg forstår du gerne vil flygte. Det gør folk. Men vil du virkelig flygte? Er der virkelig intet her, der er værd at give din opmærksomhed?" spurgte han roligt.
"Som...At få din skole op. Elyas, inden jeg gør ham helt ond og kold?" Endnu en gang en lidt drillende stemme. Han ville også have nævnt sig selv, men han så det ikke relevant. Det ville lyde egoistisk og han vidste ikke om han overhoved betød noget. Det gjorde han som regel ikke...Og han var også ligeglad.
"Eller flyt længere væk. Et sted hvor folk som jeg endnu kan nå dig, men hvor du er væk fra dine fejlede forsøg på et normalt liv. Som...Blodøerne. Ørkenen"

Hans smil voksede en anelse, trods hans hjerte hamrede lidt hårdere. Hendes sætning var til at misforstå...Men han vidste hvad hun mente og han følte sig dårligt tilpas over det. I dette øjeblik...Var det ham, der var ved at stikke af. Folk vil ikke kunne lide hans historie...Han søgte ikke medlidenhed, hjælp eller foragt. Alle ting, som han var sikker på hans historie ville vække i folk. Nej, det var bedst hvis folk intet vidste. Men han følte ikke for at lyve for Cam og hvis det...lokkede hende til at blive...
Hans fingre fingerede nervøst ved flasken et øjeblik, hev i et løst hjørne af papiret, der fortalte en lille historie om hvordan indholdet blev til. Folk havde ikke brugt lang tid på at opfinde lidt lim.
"Hvad vil du vide? Hvorfor jeg hader min bror? Det var vidst der vi kom til..." kommenterede han en smule tørt og så flygtigt op på hende, før han så væk igen.
"Historien er ikke så lang. Ikke længere. Min bror stak af fra far og mor da han var teenager og det ødelagde mors sind. Hun blev psykisk syg og opslugt af at finde ham. Og da hun så ikke gjorde det, efter næsten at rejse jorden rundt, tog hun hjem til far igen. Og efter et par hundrede år eller noget, fik de mig. Og gæt hvad! Jeg kunne lige så godt være en tvilling til den mand, jeg burde kalde bror. Min mor kunne ikke kende forskel på os..." han trak let på skuldrene. Han fik det til at lyde som om det var normalt, som om det intet betød...
Men enhver der havde boet under det tag, enhver der havde været sammen med hans mor i bare et øjeblik...Ville vide hvordan det kunne forandre en.
"..Og dermed vil du også forstå hvorfor vi har fået samme navn. Hun troede jeg var ham og behandlede mig derefter. Ikke at hun straffede mig...Men hun behandlede mig som var jeg min bror" han så nu direkte på hende. Det gjorde ondt at tænke på, men enhver der ville give ham trøst i dette øjeblik kunne forvente en brækket arm. Selv Cam. Han ville blot se om hun væmmedes ved det. I så fald ville han gå nu...Og aldrig vise sig for hende igen.
"Og hvad var bedre end at forlade hende...Som min kære bror havde gjort? Min kære bror...Som efterlod mig i det hjem!" hans stemme forvandlede sig. Den snakkede ikke længere monotomt, men med et dybt had. Han var ikke vred på sin syge mor eller far. Han var ikke vred på de ting...Nej, han beskyldte sig bror for det. Han var skyld i det hele. Og nu ønskede han mere end noget andet, også at ødelægge brorens liv.
"Jeg har selv rejst meget rundt og oplevet mit. Jeg fandt også min bror, selv om jeg aldrig lod ham se mig. Og da en portal var åben...Stak jeg af. mit liv var besværligt og jeg kunne ikke fordrage at leve i en verden med min bror. Men jeg vidste jeg en dag ville rejse hjem igen, når han havde fået et godt liv, og ødelægge det for ham. Men nu har jeg Elyas. Og han vil aldrig få sin dreng at se igen" han vidste der var risiko for at Cam nu ville hade ham. Men det ville bare gøre hendes afsked nemmere, når hun alligevel havde besluttet sig for at forlade ham. Hun ville måske også prøve at ændre ham, argumenterer for at han skulle ændre indstilling. Men så gamle følelser og tanker...Forsvandt ikke på 5 minutter. Han tog endnu en tår af flasken og så afventende på hende, afventede en handling eller reaktion. Mest af alt, en der vidste hvor meget hun foragtede ham.