Gemt væk bag klaverets melodiske toner. [Adalia]

Dato: 21/03/2014.
Årstid: Tidligt forår.
Sted: Doomsville City, én af de fineste kroer i Terrorville Districts gågader.
Tid: Det nærmer sig aftentide – omkring 19:00.
Omgivelser: Adskillige runde borde er opstillet i det store, firkantede lokale. Der er skinnende rent og hvidt, bortset fra de buketter med røde roser, der står på hvert bord. I højre hjørne længst fra døren står et klaver, og der er stuvende fuldt af rige, betydningsfulde folk.
Vejr: Det er begyndt at blive dunkelt udenfor, og solen varmer ikke længere briserne op.

Den blide vind rev let op i små totter af det mørke, nyvaskede hår på den unge fyr, der spadserede ned ad Terrorvilles rene gågader. I modsætning til Rotten Root District, hvor han var vant til at gebærde sig, var gaderne her ryddet fra affald, og ikke én eneste revne kunne man spotte i fliserne, selv ikke hvis man kiggede nøje efter. Det gamle armbåndsur hang tungt om Bastians højre håndled, da han løftede det op foran sig for at se visernes placering. Lidt i syv. Han ville være der lige på slaget, såfremt han havde forstået anvisningerne korrekt. Aldrig før havde han gået på disse stræder, og hvordan han var endt med at skulle spille klaver til et af de fineste arrangementer, der blev afholdt, anede han ikke. Jo, det var ganske vist den ældre herre, der ejede den boghandel, han arbejdede i, der havde sørget for det, takket være de rigtige kontakter. Men hvorfor han havde valgt at gøre den tjeneste, stod ham uvist. Det kunne være en form for taknemmelighed for, at han havde passet på boghandelen, mens den ældre herre midlertidigt havde været bortrejst til en anden by. Han var dog sikker på, at herren havde sine grunde til tjenesten, og uanset hvad, var han ham dybt taknemmelig. Hans penge var få, og lønnen som jobbet i boghandelen indkasserede, var ikke noget, man kunne leve i sus og dus for. Der var i hvert fald intet, der hed overskud hver måned. Men bare med dette enkelte job, ville han have mulighed for at gennemsøge genbrugsboderne efter et godt tilbud, og måske var han heldig at finde en guldklump mellem al skrottet.

Han slog et sving til venstre og gennemsøgte grundigt bygningerne med varme, mørkebrune øjne. Et skilt, der med snørklede bogstaver dannede ordene Le Touquet, kunne spottes længere nede ad gaden. Han satte tempoet op i sin iver efter at have fundet stedet. Intet kunne gå galt nu – pengene ville være hans inden natten var omme.

Det skinnende sølvhåndtag var køligt mod hans hånd, idet han nænsomt skubbede de fine, nypudsede glasdøre op. Han trådte ind til en sværm af stemmer og klirrene bestik, og rettede per automatik blikket i retning af lydene. På den anden side af en stor buegang, der gav én fornemmelsen af luftighed, var et stort lokale med kridhvide duge på hvert af de runde borde. I midten af dem stod en buket røde roser i stærk kontrast til det hvide, og folk i fine kjoler og jakkesæt sad bordet hele vejen rundt om. Tjenestefolk rendte hastigt rundt mellem bordene for at bringe den resterende mad ud i køkkenet. Så han var altså ankommet til tiden. Uden rigtigt at vide, hvor han skulle gøre af sig selv, gav han sig til at betragte den entréen, han var trådt ind i. En gigantisk lysekrone hang lige over ham, og adskillige overfrakker var hængt på ræd og række langs væggen. Her var udelukkende fornemme og betydningsfulde folk, for kroen holdt lukket for alle andre grundet aftenens arrangement, og han vidste, at han ville komme til at skille sig bemærkelsesværdigt ud i mængden med sin lange frakke og krøllede trøje.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hvordan hun var endt her, stod stadig ikke helt klart for den unge kvinde, der med et koldt glas champange i hånden, kastede et kedsommeligt blik rundt mellem forsamlingen af mennesker. Her oppe i de fineste lag af Doomville, så det ikke ud til at støv og mørke nogensinde fik lov til at forplante sig. Alt var så klinisk rent, så nypoleret og fint, at hun næsten begyndte at savne den rådne og sure lugt fra Det Vilde Svin. Næsten.
Kroen her kunne jo næsten ikke engang gå under betegnelsen "en kro". Når hun tænkte på dette, kom billeder af halv fulde mænd der skrålede og drak øl hele natten i hendes hovede. Og det var langt fra tilfældet her. Fine mennesker stod, bevægede eller sad og snakkede diskret med hinanden med dæmpede og høflige stemmer. De emner der blev diskuteret hen over bordene var alt lige fra politik til hvordan verden var blevet skabt. Ikke de samme emner som gik mellem mundende på de fulde fjolser og vikinger der opholdte sig i det nedre dele af Doomville.

"Ønsker frøknen endnu et glas champagne" En af tjenerne, med en tydelig engelsk accent, henvendte sig til hende. I hånden bar han et sølvfad, hvorpå flere glas med den boblende syrlige drik i. "Nej tak, jeg venter til dette glas er tomt" svarede hun høfligt tilbage, og vendte sig så om for at søge opmærksomheden et andet sted hen. Men hvorhen? Der var jo ingen her hun kendte. Jo selvfølelig dukkede der da et par velkendte ansigter op hist og her, men inden hun til dagligdag var at se med. Men så igen hun var jo ikke så tit at blive set med andre.
Rummet, eventen blev holdt i, var stort og pompøst. Næsten kvalmende fint. Med de røde roser på de hvid dækkede borde, og den store lysekrone. Kunne det blive meget finere?

Mens Adalias blik, får det navn gik den unge kvinde under, gled rundt mellem de mange gæster forsvandt hendes tanker et andet sted hen. De fløj væk fra menneskemængden, og søgte ud af mod skoven. Udad mod de høje træer og den kølige aften brise. Hun ville jage, og springe løbe, og klatre. Gøre alt det hun holdte mest af. Segne om i skovbunden og betragte de mange tusind stjerne folde sig ud for hendes åsyn. Ikke gå rundt mellem fisefornemme folk.

Dog faldt hendes blik pludseligt på en mand, der kom ind af døren. Han skilte sig ud mellem disse folk som en kat ville skille sig ud mellem hende. Han var tydeligvis ikke fra dette område. Men så vidt hun var blevet informeret, måtte ingen ikke inviterede komme ind. Dette var en lukket fest. Så hvad lavede en mand som ham så langt væk fra sine normale omgangskredse?
Med et nysgerrigt blik, nærmede hun sig undersøgende, men blev afbrudt af en mand der åbenbart ville diskutere elvisk litteratur med hende. Skam... Måske kunne den fremmede have været hendes redning fra en kedelig aften.

Da han havde stået og blomstret i hvad der føltes som en halv time, men sikkert ikke var mere end et par minutter, begyndte han at realisere, at der var for godt gang i festen – hvis man da kunne kalde den dét. Folks tolkning af en fest var jo forskellig – til at han ville blive bemærket af nogen. Derfor vendte han sig i retning af buegangen og festlokalet, akkurat ikke tidsnok til at se, at en ung kvinde med blond hår faktisk havde bemærket ham.
Han satte kurs mod den selvsamme kvinde, men hans opmærksomhed var ikke rettet mod hende, men derimod den sofistikerede udseende mand ved siden af hende. Han var iført et kulsort jakkesæt, der ville have matchet hans hår perfekt, hvis ikke det var fordi det var begyndt at blive en anelse gråsprængt i siderne. Endnu en gang blev han mindet om, at han skilte sig utrolig meget ud fra mængden, og han blev en anelse bekymret for, om det havde været forventet af ham at troppe op i en lige så fin beklædning.
”Undskyld, sir,” begyndte han og rømmede sig en enkelt gang. Han forstyrrede tydeligvis herrens samtale med en ung, slank kvinde, der stod med et champagneglas i hånden ved siden af. Hans brune øjne lå studerende på hende i et par sekunder, hvor han spekulerede på, hvordan hun mon var havnet der. Hurtigt lod han dog blikket flakke tilbage til den ældre herre, både for ikke at virke uhøflig, men også fordi det ikke havde nogen betydning, hvad kvinden lavede her. Hun var sikkert datter af et betydningsfuldt ægtepar eller noget i den boldgade. De seneste år var han begyndt at tænke mindre på ligegyldige ting, der alligevel ikke gjorde andet end at spilde plads i hans huskedepot. Selvom det var små, ligegyldige ting når han hørte dem, kunne det få store konsekvenser senere hen, og det var sidste gang, han ville lade sin egen nysgerrighed gå ud over sit eget og sine kæres velbefindende.
”Jeg er pianisten. Bastian Walker”. Han rakte højre hånd frem til en gestus, og med et lettere køligt smil gengældte herren det. Måske nåede smilet ikke op til øjnene, men det var der, og det måtte betyde, at hans førstehåndsindtryk ikke var helt ved siden af, på trods af påklædningen. Herren slog kort ud med den ene arm mod et blankpoleret, sort flygel bagerst i lokalet til højre.
”Tak skal du have.” sluttede Bastian, og med et lille nik til både den ældre herre og den blonde, unge kvinde, bevægede han sig ind i menneskemængden.

Det lykkedes ham at nå frem og tage plads på den lille, polstrede skammel bag flygelet, uden at komme til at skubbe til nogen eller vælte noget, der kunne gå i stykker. Han lod blikket glide rundt på forsamlingen, før han så ned på de sorte og hvide tangenter, hvor han omhyggeligt og let placerede sine lange, smalle fingre. Først trykkede han tøvende ned på en enkelt tangent nogle få og hurtige gange efter hinanden, hvorefter han stille og roligt begyndte at tage flere fingre med i den dæmpede melodi, der lige nu fungerede som en prøve for at se, om flygelet fungerede som det skulle.

Som var det meningen med hele deres eksistens, kom manden, hun havde stået og glanet over imod før, pludseligt gående over i hendes retning. Uden at ophidse sig for meget, over at der endeligt skete noget nyt, glanede Adalia let imod manden da han høfligt præsenterede sig som aftenens pianist. Dette var dog ikke henvendt til hende, men til manden ved hendes side, som køligt pegede i den retning pianoet stod og samlede støv. Faktisk havde hun ikke forventet, at der i aften ville være nogen musik. Normalt brød disse mennesker sig ikke så meget om musik. Det overdøvede jo bare deres vigtige sammentaler. Med et let suk, så hun igen væk da manden forsvandt over imod det sted han nok ville være at finde resten af aftenen.

Nogle gange dømte hun disse former for folk for hurtigt. Det var jo ikke fordi, hun ikke brød sig om dem. Tværtimod. Hun holdte faktisk af engang imellem at få lidt kulturel info ind i livet. At høre om nye bøger, lytte til smuk musik, lærer om filosoffer og kunstnere. Det var alt sammen en del af hendes liv. Det havde det været lige fra den dag elverne valgte at adoptere hende. Men det var ikke den del af hendes liv hun selv havde valgt. Det var den del som var blevet indsat, sammen med den nye værge. Og selvom hun elskede sin mor meget højt, var dette bare ikke den livsstil hun valgte selv at leve efter. Hun var ingen elver. Hun var et menneske. Et menneske der holdte af at blive beskidt, leve alene, gå på jagt i skoven og mest af alt rejse rundt i landet. Alene. Denne beslutning havde hendes mor haft meget svært ved at acceptere. Hun så hende stadig som det lille barn der, fortvivlet og bange, var dukket op på balkonen. Men fordi at elvernes ældningsprocess var anderledes end hendes egen, havde moderen aldrig rigtig kunne acceptere at hun blev voksen så hurtigt. Men det var hun nu. Voksen. Og hun kunne tage sine egne valg, og klare sig selv. Havde ikke brug for en babysitter til at rende og passe på hende. Det havde hun aldrig haft, men i de yngre år havde hun ladet dem gøre det. Alt sammen fordi hun ikke kunne nænne at skuffe dem.
Dette var også grunden til at hun var her i aften. Fordi hun den dag i dag stadig ikke kunne klare at skuffe dem. Hun blev nød til det. Sådan var det bare.

Stadig med champange glasset i hånden, begyndte Adalia, med et roligt blik i de grå blå øjne, at bevæge sig op mod pianoet, hvor mandne sad og klimtede et par toner af. Kort tid efter begyndte en melodi at forme sig ud af disse toner. Den fyldte rummet med stille og rolige akorter, og fik et sart smil til at placere sig på den unge kvindes læber. I et lille stykke tid stod hun bare der, et lille stykke væk fra flyglet, og betragtede manden spille. De var lang tid siden at hun havde hørt en melodi som denne. Den virkede følsom og skrøbelig. Som var tonerne lavet af det klarest glas. Det var smukt. Så yderst smukt og elegant, sådan som hans fingre yndefuldt gled op og ned af tangenterne.