A bit stuck? //Adalia//

 

Tid	Sted	Omgivelser	Påklædning	Vejr
20:00	Skoven	Dyr træer, skov og inge mennesker	Bukser og skjorte i kraftig lærred med læder forstærkninger	Roligt men kold som en efterårsaften.

Sajro kom gående gennem skoven, hans skridt var tunge og markerede tydeligt at han var på vej, han var på en lille runde mellem nogle af hans fælder, egentligt var det mest bare for at sikre sig der ikke lagde noget dødt i dem, fordi han nødigt ville have det rådnede og blev dårligt. Han kom hen til en af hans faldgruber og han kunne se den var blevet udløst, han kiggede ned i hullet, og hvad så han der, en ung kvinde og ikke noget dyr. Han kom kort til grinen.

''Jeg må alligevel være bedre til at skjule mine fælder end jeg troede.''

Han grinede lidt, men fik dog sig selv stoppet kort efter han kunne jo ikke være sikker på om hun var kommet til skade eller ej. han rystede lidt på hovedet af sig selv egentligt, og han fik straks et mere seriøst ansigt sat op, som han stillede hende et spørgsmål.

''Nej undskyld... Er du kommer noget til?''

Han så ned på den stakkels tøs, det var jo ikke nemt at sige hvor lang tid hun faktisk havde sat dernede. Han betragtede hende med et roligt blik oppe fra kanten af hullet. Han sad på hug ved kanten.

Normalt var hun ikke typen der blev fanget i en fælde. For mange år siden havde elverne lært hende, hvordan man fandt og undgik dem. Det havde aldrig været et problem før. Ikke før nu.
Adalia havde været ude at gå en af sine selvvandelige ture i skoven der omkransede hendes hjem, både tildels for at få lidt ro til hovede men også for at velkomme og beskue det nyligt udsprungne efterår. Bladene på træerne var allerede så småt begyndt at tage farve ændring, og sarte strøg af lyse orange og mørkerød begyndes så småt at kunne ses omkring i trækronerne. Forsvundet ind i hendes egen verden af gyldne farver og dufte, havde den eller aldrig uopmærksomme menneske kvinde ikke set det lille spor der var at se, for den fælde som fremfor hende havde ligget. Og med et forskrækket skrig var hun faldet ned i det dybe hul, uden nogen mulighed for at komme op igen.

Der var gået timer, førend at nærmende fodtrin havde lydt. I den tid havde Adalia siddet med ryggen op af den mudrede væg, og surmulet over at hun kunne være faldet så dybt til ikke engang at lægge mærke til en fælde. Det var hvad man fik ud af at være uopmærksom.

Ansigtet der mødte hende tilhørte en mands. Han ansigtstræk så ud til at være påvirket af naturen omkring ham, for han lignede en der godt kunne være blevet skabt af en solid egestamme. Hårdbidt, alvorligt og kraftfuldt. Jep, en sand natur mand.
Før Adalia svarede ham, kiggede hun let ned af sig selv. Nej, der var heldigvis ikke sket noget med hende. Det ville der nok have gjort, havde det ikke været for hendes hurtighed til at forvandle sig til ren diamant inden jorden ramte hende. Men dette havde hun selvfølelig ikke tænkt sig at fortælle ham. Man vidste aldrig hvilke typer der kunne vælge at strejfe rundt her i skoven. Måske var han en krybtskytte, siden han sådan gik rundt og satte fælder op, og hvis han var det ville han nok kunne sælge hende til en eller anden, som ville skære hende op i stykker og sælge hende på det sorte marked. En fatal fremtid hun ikke ønskede at lide.
"Jeg er uskadt" svarede hun alvorligt, og så op på ham med sine henlagte og følelsesløse øjne. "Men jeg kan ikke komme op. Ville du have noget imod at hjælpe mig?"

Han betragtede hende roligt, han var da glad for at høre at hun var okay, det var nok også meget heldigt at han ikke brugte hverken ormegrave eller spyd i hans fælder, det kunne jo have set skrækkeligt ud for hende så. Han betragtede hende roligt.

''DU skulle passe bedre på, tænk hvis det havde været en ormegrav.''

Han nikkede dog roligt til hende, han skulle nok hjælpe hende op dernede fra, men som sædvanligt havde han jo gravet hullet dybt, og han kunne derfor ikke nå hende heller ikke selvom hun stod op, så han var nød til at finde en måde. Han så derfor ned på hende med et roligt blik.

''Nu skal du ikke blive bange... bare grib fast i hånden og vær ligeglad med at den ikke ligner en menneskehånd!''

Han smilede venligt til hende og trak sig lidt tilbage, han lod hele hans arm skifte form, den blev noget længere sådan rigtigt ulækkert lang i forhold til resten af hans krop, fordi den jo nu var den størrelse der passede til hans varulve form, som var noget større end han selv var. Han rakte hånden ned og kiggede på hende oppe fra hullet. Han hev hende op når hun engang greb fast.

Adalia svarede ikke på mandens kommentar. Hvis hun havde gjort, var det nok kun blevet grimt. Hun ville have set sig for, havde det ikke været for hendes fascination af efteråret. Det næste han dog sagde, fik hende til at kigge op med et undersøgende blik. Hånden han stak ned til hende, var ikke fra et menneskes. Langtfra. Den var dog heller ikke deform, blot.... Ulvelignende. Okay, måske en smule deform, men det var blot i forhold til hvordan resten af hans krop så ud. Langsomt, og en smule tøvende, tog hun fat om hans hånd og lod sig trække op af hullet. Da hun igen stod på samme niveu som han gjorde, tog hun sig tid til at kaste et blik ned af sig selv. Hendes tøj var blevet mudret helt og aldeles til, af alle de forsøg hun havde gjort på at komme op uden noget held. At vende hjem sådan her til byen, var ikke noget de ville sætte pris på. Langtfra.
"Tak.." sagde hun langsomt, og så igen op på manden. Roligt strøg hun en askeblondt hårlok om bag øret, og prøvede sig frem med et sart smil.

HAn kiggede kort på hende, hans trak var som man forventede udfra hans ansigt, arret, vejrbidt og kraftfuld. Han rejste sig op da han havde fået hende hevet op af hullet, han stod lidt over 2 meter i højden, og hans arm blev sig selv igen. Han kiggede ned på hende ganske roligt, og med et stille smil på hans læber, bare et ganske almindeligt smil, der ligesom viste at han ikke ønskede hende ondt.

''Du ved godt hvor meget arbejde du lige har kostet mig? Nu skal jeg til at dække hullet endnu engang.''

Hans stemme var modsat selve ordene på ingen måde opgivende, mere bare drillende og legende. Han fandt det lidt morsomt at drille hende med at han nu skulle til at gøre det arbejde endnu engang, og det var grunden til at han kiggede sig omkring men trak så på skuldrende.

''Nå det må vente til en anden dag. Jeg hedder Sargonis.''

Han rakte hånden frem til hende for at hilse pænt på hende, han lagde godt mærke til hvordan hun forsøgte sig frem med et smil, og regnede med at det var fordi hun var en smule nervøs.

''Hey bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at æde dig.''

Med et lettere undrende udtryk i øjnene, og et smil der begyndte at virke lidt mere troværdigt, så Adalia fra manden til fælden og fra fælden tilbage til manden igen. "Det må du undskylde. Jeg er ellers meget bekendt med skoven og dens fælder, men jeg må have været lidt for opslugt af naturen i dag til at se din" Hun smilede let igen, og måtte da le kort og lifligt da han sagde at han ikke ville æde hende. "Åh tro mig, havde du prøvet at æde mig vil jeg love sig at alle dine tænder ville være knækket" Hun lo igen blidt, imens hendes smil voksede.

Han virkede ikke som en krybskytte. Han havde godt nok et frostbidt ansigt, og nogle meget robuste træk, men hans øjne var venlige og åbne. En ting som elverne havde lært hende var klare tegn på et godt menneske. Hvis øjnene virkede oprigtige, var personen det næsten altid også. "Mit navn er.." Hun tøvede let med at fortælle ham det, men valgte så at grundet hans øjne kunne hun nok godt afsløre sin identitet. "Mit navn er Adalia Sorrow. Undskyld jeg har ødelagt din fælde Sargonis"

Han kunne ikke lade være med at grine en smule af hendes kommentar til det med at han ville have knækket alle tænderne, det lød egentligt meget interessant måtte han indrømme og det var også grunden til at han ikke kunne lade være med at spørge en smule ind til det, nu havde han prøvet at bide i meget, og det var ikke ligefrem fordi kød knogler eller hud nogensinde havde knækket hans tænder.

''Altså nu er det kun min egen arm jeg har knækket tænder på før, så jeg må sige det lyder meget interessant, det kunne være jeg skulle forsøge alligevel så.''

Han grinede roligt, og det med hans arm var også en joke, men det kunne nok godt være sket da han jo kunne bedække sin krop med materialer som den ene af hans evner. Han gik roligt hen mod hende, og stoppede op ved siden af hende.

''Vil du med hen til hvor jeg holder lejr? jeg har et bål og en bæk hvor du kan vaske og tørre dit tøj, har nok ikke noget tøj du rigtigt kan bruge, men du kan låne noget imens du tørrer dit eget?''

Han kiggede roligt på hende, som han stod lige ved siden af hende, der var ikke langt, han satte ikke fælder for langt væk fordi der var mange dyr i skoven så han havde ikke behov for at dække et kæmpe område.

Adalia smilede blot forsigtigt og hemmelighedsfuldt til hans forslag. Godt nok var det kun en joke, men lysten til at vise sit sande jeg til ham var fristende. Og dog gjorde hun intet, andet end blot smile for sig selv. Forslaget om, at hun kunne komme med til hans lejer og få vasket og tørret sit tøj lød ikke dårligt. Det var trods alt en måde hun kunne slippe på, at skulle blive konfronteret med det tilbage i byen. Arwen ville helt sikkert ikke sætte pris på, at hendes lærling var blevet så tilsnavset. Også på en gåtur!
"Det er meget pænt af dig" smilede hun taknemmeligt, og foldede let sine arme over kors. "Det vil jeg takke ja til"

''Så bare kom med, der er heldigvis ikke så langt.''

Han smilede roligt til hende, og nikkede i den retning de skulle. Han begyndte selv stille at gå, mens de gik var han meget opmærksom på alt omkring dem, selv de meneste lyde fik hans blik til at flytte sig en smule eller om ikke andet så hans øre til at virre lidt i luften som et forsøg på at fange alt omkring ham.

''Det giver dig jo også en mulighed for at fortælle hvad der så er grunden til at jeg ville knække mine tænder på dig.''

Han grinede bare lidt som de gik, han gik en lidt sjov rute, den snoede sig lidt ind og ud steder som ikek virkede naturligt, men det var for at han ikke forstyrrede de områder han havde fælder i for meget, da han jo havde brug for dyrene.

''Ja du må undskylde at det tog sin tid at komme frem, men var jo nød til af åbenlyse årsager at holde mig langt væk fra mine andre fælder.''

Han smilede bare til hende, med et legende og drillende glimt i øjet, for lige at drille hende en smule med at hun var faldet i fælder.

Adalia nikkede roligt, og begyndte i en rolig gang at følge efter Sajro. Skoven omkring dem formåede endnu engang at opfange hendes opmærksomhed, og et stille smil gled over hendes læber som hun følte hvordan lydene og duftende i de omkringliggende omgivelser mødte hende i form af tusind vis af sanseindtryk. Dette sted var virkelig magisk.

"At forklarer dig det, er ikke noget jeg kan formå. Men når vi er nået frem til din lejer, kan jeg måske vise dig det" svarede hun alvorligt, og dog alligevel med det lille smil på læben. "Og det gør ikke noget..Jeg tror kun jeg var i hullet i et par timer. Det var ikke så slemt"

''Ja okay, så må jeg jo lige vente med at forstå.''

Han smilede bare roligt, han virkede mens de gik en smule trykket som om der var noget i deres omgivelser der irriterede ham en smule, og det var også sandt, han var en smule irriteret af nogle af de lyde der var i skoven, en smule usikker på om de var nogle han skulle tro kunne være fra noget agressivt.

''Nååå, ja jeg havde nok været ved at gå ud af mit gode skind hvis jeg havde sat der så længe... Eller jeg var gået ud af mit skind for at komme op derfra.''

Han grinede roligt, og de ankom så til lejren hvor han gik hen til bålpladsen og han tændte hurtigt op, han gik så ind i hans telt, og han fandt en trøje og et par bukser til hende, som han gav hende.

''Her så kan du da få en smule tøj på også.''

Adalia så sig om i lejeren, i det stykke tid Sajro hentede noget tøj, og overvejede hvor vidt hun skulle vise ham hans kræfter. Skulle hun bare forvandle sig med det samme, eller fortælle ham lidt om det først? Stadig lå der en ulmende ide om, at han ville prøve at kidnappe eller fange hende og sælge hende, men stemmens indflydelse var blevet så lille at hun ikke længere tog sig specielt meget af den.

Da han kom kom tøjet, smilede hun skævt og tog det i sine arme. "Tak.." smilede hun roligt, og så kort ned af sig selv. Forsigtigt lod hun sin ene hånd glide om på ryggen, og uden yderligere forklaring trak hun en snor der løsnede hendes læderbluse og bukser. Tøjet faldt til jorden, og hun stod nu blot i sit undertøj. Hun lukkede så sine øjne, fokuserede et par sekunder, og pludselig begyndte hendes hud at blive klar og gennemsigtig som diamant hud spredte sig over hendes krop. Få sekunder stod hun nu og var gjort i 100% ren diamant. Hendes klare og gennemsigtige øjne kiggede op på ham, og hun smilede skævt. "Som sagt...Du ville nok have mistet et par tænder"

Han blev en smule overrasket over hende da hun valgte at tage sit tøj af foran ham uden rigtigt at sige noget eller gøre noget, og det gjorde ham faktisk meget kort en smule utilpas, men da hun så brugte sin evne gav det hele mere mening for ham og derfor var han noget mere tilpas med det hele igen. han grinede lidt da hun sagde at han nok havde brækket et par tænder.

''Tjo, jeg ville nok have fundet en vej udenom og ellers så ville jeg nok overleve.''

Han grinede bare rlidt, han pegede så i retning af en lille bæk der lagde måske fem meter fra der hvor de stod, det var der han havde tænkt sig at hun kunne skylle sit tøj, så kunne han få bålet godt igang imens, så hendes tøj kunne tørre godt imens.

''Jeg tænkte du kunne skylle dit tøj imens jeg får bålet godt i gang, og ja håber du kan overleve med størrelsen på tøjet, har ikke ligefrem små størrelser.''

Han grinede lidt til det sidste, fordi han var trods alt en ret stor mand.

Adalia smilede roligt, men sagde ikke yderligere. Hun tog dog og trak det alt for store tøj over hovedet, og forvandlede sig så tilbage til sin normale skikkelse. "Jeg tror det går" svarede hun venligt, og samlede sit gamle tøj op. Til hans forslag om at vaske tøjet i bækken, nikkede hun bekræftende og vendte sig så om og gik ned af mod den rislende bæk. Over hovedet på hendes trak den milde efterårsvind fast i de mange blade, og formede et kor af hviskende stemmer.

Adalia faldt på knæ ved bækken, og startede med at smide lidt vand i hovedet på sig selv. Det virkede behageligt og forfriskende, og hun sukkede let af fryd over den kølende effekt.

''Det bliver de jo nødtil.''

Da hun gik ned til bækken for at vaske tøj satte han sig straks til at tænde op i bålet, og da det så var godt igang og der lagde godt med brænde på det så han ikke behøvede at holde øje med det, gik han igang med at sætte et par pinde i jorden og bandt hurtigt nogle pinde på tværs så hun havde et sted hun kunne hænge sit tøj når hun engang kom tilbage. Da hun så kom tilbage stillede han hende et spørgsmål.

''Undskyld jeg spørger, men hvad var egentligt grnden til at du bare stolede på mig? Jeg mener du vidste jo det var min fælde, og du kan nok godt regne ud jeg ikke er menneske?''

Han så på hende, altså det kunne jo godt være hun bare var af den type der stolede på de fleste hun mødte, det var egentligt det der gav mest mening for ham, fordi han vidste ikke selv noget om at han virkede troværdig og som et godt væsen.

''Du stoler måske på folk til det modsatte er bevist?''

Vandet der rislede ned over hendes blege ansigt, fik Adalia til at føle sig meget mere frisk allerede. Tøjet lagde hun ned i bækken, og begyndte at skurrer hårdt på den med en rund og blød sten. Sådan havde hun lært at vaske sit eget tøj af elverne. Selvom hun boede hos den kongelige familie, og sagtens bare kunne få en tjener til at gøre arbejdet for hende, fortrak hun selv at være i stand til at kunne klare sine egne pligter. Hvordan skulle hun ellers kunne klare sig i den virkelig verden uden for Silvanesti?

Da tøjet begyndte at se nogenlunde rent ud, trak hun det op af bækken igen og hang det til tørrer på nogle askegrå grene. Det ville nok tørrer i løbet af ikke så lang tid, men nok tid til at hun kunne nå at sætte sig og få sig et hvil.

Med rolige skridt bevægede hun sig tilbage til lejeren, og end ikke før hun havde stillet sig med ryggen imod et træ, kom mandne op med et spørgsmål. Hun smilede let og skævt, og trak så på skuldrene. "Jeg stoler langt fra på alle. Faktisk på de færreste. Men jeg kunne se på dine øjne, at du ikke mente noget ondt. Desuden er det de færreste som ville hjælpe en fattig og beskidt pige op af et hul. Hvorfor spilde kræfter på det, når man bare ville kunne lade mig ligge og rådne der nede for mig selv?"

//Sorry det har taget så lang tid. ^^

Han kiggede på hende roligt, som hun svarede på hans spørgsmål, altså hun havde vel nogenlunde ret i det hun sagde med at han lige så godt kunne have ladet hende ligge dernede og rådne op, men hvs han nu havde været en af de meget onde personer han desværre havde mødt gennem hans liv, så kunne han havde valgt en anden tilgang.

''Ahhh, selvom jeg desværre har mødt folk der kunne have fundet på at hjælpe dig blot af den grund at de havde tænkt sig at udnytte dig senere. Men er da glad for at det var mig frem for en anden der fandt dig så.''

Han smilede varmt til hende, og satte sig ned igen ved bålet, hans blik faldt på flammerne, og han faldt langsomt i staver, men pludseligt farede han op og kiggede ud på skoven til den ene side, ikke nu igen! Han så på Adalia og lavede en gestus med hånden til at hun skulle ned.

''Edata, hvad fanden vil du nu!?''

Det var en sortelver kvinde han havde set, og regnede med at det var Edata, en kvinde han havde mødt engang og som af uransagelige årsager havde noget af et had til ham. Eller egentligt var det jo kommet fra at han havde slået sig ned her i skoven, og det var vist noget de ikke rigtigt havde brudt sig om.

''Adalia, undskyld det her''