Bow for your queen demon!- Abaddon

Tid: 23:15
Sted: Silvanestie, en dyb og iskold fangecelle
Omgivelser: Ingen andre væsner. Blot kulde og lidt koldt træk
Vejr: Ingen ide.
Beklædning: Adalia

Vreden havde stadig ikke lagt sig. Hun kunne stadig mærke, hvordan den boblede og sydede i hendes krop. Prøvede at få hende til at dræbe. Hun havde lyst til at dræbe, åh ja hun ville så gerne dræbe. Men det skulle være ham. At ligge sine hænder om hans hals, og klemme til indtil al farve fra hans ansigt ville forsvinde var hendes største drøm. At presse al liv ud af hans rådne krop, og lade hans krop blive stejlet på hjul. Hun ville nyde hver og et eneste sekund af det. Men hun kunne ikke. Måtte ikke. Hendes moder, og resten af storrådet, havde forbudt hende at gå efter dæmonen igen. De havde mistet en kvinde, og behøvede ikke at stå uden en prinsesse. Tabet af Mërill var sørgligt, men der var intet at gøre ved det. Dem der blev ladt tilbage, måtte klare sig alene. De var magtløse nu. Og alligevel fangede Adalia stadig sig selv i, at gå og drømme om alle de mange måde hun kunne spratte og seperere Rafaels hovede fra hans torso. Det var ikke det, at han havde skadet hende. Det var ikke det, at han han snydt hende. Det var det, at hun var hoppet på den. Tildels kastede hun også meget af skylden på hende selv, men det meste af det fik lov ti at ligge på ham. Den rådne og klamme dæmon. Den forbandede mide og løgnerske røv.
Adalia knyttede sine hænder hårdt sammen, alt imens hun fortsatte ned af den lange trappe der ledte længere og længere ned i noget af det mest indtendse mørke der var at finde i hele Silvanestie. Tunlerne under byen var ikke blevet brugt i flere årtier. Ihvertfald ikke i følge hvad hun havde hørt. Men himmelcellen var for god og mild til denne fange.
Hun havde hurtigt fundet ud af, at når hun ikke kunne hævne sig på den rigtige Rafael, måtte hun jo bare hævne sig på hans nye genganger. Den genganger hun selv havde skabt, kun til det formål at hun kunne få sin vrede ud. Dette var selvfølelig ikke noget, et normalt menneske som hende kunne skabe. End ikke elvernes rene magi kunne klare dette. Men hun huskede på en mand, hun engang på en rejse var stødt på. En gammel magiker med fantastiske kræfter. Kræfter som nemt ville kunne skabe en tro kopi af et andet væsen. Det havde kostet hende dyrt, men det havde været prisen værd. Et ordentlig hævn, som end ikke hendes modere kunne sige nej til.

Det ellers så rolige ansigt Adalia bar, var fordrejet i en iskold grimasse der bestemt udtrygte hvilke ting hun havde i sinde. For godt nok var hun groet op mellem disse fredlige mennesker, men et dybt had lå stadig i hende. Et had så dybt, at end ikke elverne ville kunne tage det fra hende. Det var som en slumrende drage, der kun vågnede op når lokummet virkelig brændte, hvilket det i denne situation virkelig gjorde.
Hendes liljehvide hånd gled forsigtigt om det kolde sten håndtag, og åbnede så døren indtil cellen. Det syntes næsten at være endnu koldere der inde, end der var ude på trappen. Men sådan var cellen jo også bygget. Til at holde fanger der virkelig fortjente at lide. Rafael var ikke blevet lænket til vægen. Han havde ingen kæder på, heller ingen håndjern eller reb. Han var blot blevet smidt på gulvet, skødestløst og uden nogen tanke på om han ville skære sig på det uslebne og skarpe stengulv.
Han behøvede ingen lænker. Hun behøvede heller ikke at tegne magiske tegn på væggene. Hun vidste lige præcis hvor hun havde ham. Udover at skabe denne tro kopi af dæmonen, havde troldmanden også sørget for at Adalia kunne udføre perfekt tortur på ham, uden at behøve nogle redskaber.
"Rejs dig dit rådne dyr" hvislede hun, med en isnende kold stemme der næsten syntes at virke endnu mere frysende end dette rum.
Hun behøvede ikke føle sig ked over, at han var et levende væsen. For godt nok havde han alle Rafaels minder, karakter træk, opførsel og talemåde. Ja måske troede den endda, at den faktisk var Rafael. Men det var blot en klon. Hun kunne gøre hvad end hun ønskede ved den.
Og hun ønskede at gøre mange ting. Mange smertefulde ting. Mange ting der ville få ham til at fortryde. Og denne gang var der ingen kære mor. Denne gang havde han vækket dragen. Og dragen skånede igen.

//Vi skifter nu over til Mërills synsvinkel. Dette er indikeret ved en anden skriftfarve//

Hun kunne ikke græde mere. Hun havde grædt uafbrudt 4 dage i streg, og hun mente ikke at hun ejede flere tårer. Heller ej flere følelser. Hun var tom. Tom og hul. Hun var intet andet end en skal, tømt for alle menneskelige træk.
Nætterne var mørke og fulde af skrig. Hendes skrig. Andre fangers skrig. Hun kunne snart ikke skille dem fra hinanden. De var alle højtligende og pinefulde. Mon han holdte andre kvinder fanget her? Den tanke havde strejfet hendes sind de første par dage, men snart havde alle tanker og fornuftige måde at tænke på forladt hendes krop. Hun behøvede ikke at føle mere. For der var intet andet end smerten mere. Smerten der brændte og rev og sled og bed i hendes krop.
Hun drømte heller ikke længere. Tilbage i Silvanesti havde nætterne været bløde og blide og fyldt med magiske drømme. Her var der kun mørket. Mørket og smerten.
Hun vågnede op til en krop der brændte af ømhed og stivhed. Under hende vidste hun, at et brændende lag af brændnælder lå og ventede på at hun skulle blive svag i kroppen og gå hen og falde ned i dem. Imellem deres forgiftede blade kravlede farlige krabber rundt. En anden grund til at hun blev nød til at holde sig oppe. Hvis ikke hun gjorde dette, ville hun helt sikkert dø. Og det ville være en langsomt og yderst smertefuld død. Noget intet levende væsen ville ønske.
Hun prøvede at rette sig lidt op, men dette kostede hende blot et dyrebart støn af smerte. Hun havde glemt klipsende. Tænk at man kunne glemme en sådan ting. De sad fastspændte til hende brystvoter og øreflipper, og de skar i hendes kød som pirrende nåle. Engang havde hun været smuk og ren og fin. En yderst velset tjenestepige for den kongelige elverfamilie. Hun var stadig smuk, men hun var blottet og ødelagt. Og hun ville nok aldrig blive den samme som før. Dæmonen ville nok heller aldrig lade hende se dagens lys igen. Hun ville aldrig dufte til de søde blomster, og smage deres delikate nektar. Hun var dømt til at være slave resten af hendes miserable liv. Hvor lang tid det så end kunne gå hen og vare.
Disse tanker. Disse forbandede tanker. Det var deres skyld at hun mistede koncentrationen. Det var ikke i lang tid, men alligevel lang nok tid til at hendes krop udmattet gav slip på det stramme greb hun holdte det i. Lige lang nok tid til at hendes balder ramlede ned oven i de øverste brændnælder. Det fik hende til at skrige. I starten havde det ikke været så smertefuldt. Men efter de mange gange hun var styrtet i graven, fordi hendes krop ikke havde været stærk nok til at holde hende oppe, var hver eneste lille nærkontakt begyndt at føles som titusind piskesslag. Et let klynk undslap hendes læber, og for første gang følte hun trang til bare at give slip. Til bare at lade alt gå, og sætte en stopper for denne smerte. Men hun kunne ikke. Hun var for bange. For bange for at dø. Og for bange for at leve.