Not one of you people. (Allyson=privat)

S: Taget på kroen i Firewood village. Det brændende træ.
T: Omkring midnat.
V: Lyst og fulde af stjerner.
O: Ikke så mange. Og slet ingen på taget.

Stjernerne lyste nattehimlen fint op. Stilheden på denne nat. Fik himlen til at se endnu smukkere ud. Byen var fredelig og rolig. Det var som om intet kunne ødelægge denne smukke nat. Månen var næsten fuld. Ikke hel fuld. Men næsten. Så varulvene lurede ikke før om mindst et par dage. Og til den tid sad denne elver bare og slappede af. Hans lange blonde hår lå ned af hans ryg og skindede svagt. Alle i byen vidste han sad der. De kunne se ham. Selv i denne lidt mørke aften. Men de var ikke interesseret i at lave ballade. Så de lod ham faktisk være alene. Og det var denne elver også glad for. For lige nu følte han at han ville være alene. Han begyndte at føle sin hjemve igen. Hvor lang tid siden var det han sidst havde været hjemme? En måned? Det var et blink med øjet for ham. Men stadig. At ikke være hjemme gjorde dagene føltes længere.

Denne elvers navn var Elesser. Han var rimelig ny i verdenen. Og dog ikke. Han havde været her i 30 år. Men indtil nu havde han kun kigget fra sidelinjen. Nu var han blevet nysgerrig og ville gerne se verdenen tættere på. Møde mennesker. Måske forelske sig... Nej han smed tanken ud igen. Han havde en opgave. En beslutning. Om hvorvidt hans by skulle hjælpe til. Eller om det var deres egen skyld. Og indtil videre måtte han indrømme. At det virkede som en håbløs kamp. Og dog ikke en bestemmende kamp. Ikke typen som ville være elverne værdig at deltage i. Mere end før krig kamp. Hvis der ville udvikle sig en stor krig ud af disse fjendskaber. Kunne han genoverveje det. Men på nuværende tidspunkt var han ikke interesseret i at ofre sine mænd til sådan noget her. Specielt ikke når der var fjender lige udenfor porten. Skønt han gerne ville hjælpe. Måtte han indrømme at han måtte prioritere sin egen landsby højere end deres. Hans landsby var lille. Mens deres byer var abnorme.

Roligt vendte Elessar's øjne sig opad mod den stjerneklare nattehimmel igen. Og smilede roligt. Det virkede som om at han var hjemme. Og han lukkede øjnene roligt. Lyttede til dyrene der bevægede sig i mørket. Han kunne høre en mus løbe. Han kunne høre en ørn sigte efter musen. Han kunne høre det hele. Og det føltes som om han sad derhjemme. Han elskede også at sidde på taget i hans plejeforældres hjem. Og lytte til dyrene bevæge sig i natten. Langsomt rejste han sig op. Og så hen imod et træ. Hvor en skydeskive var sat op. Han havde spurgt om det var iorden han skød nogle pile af sted. Og de venlige mennesker i byen havde givet ham lov. Så roligt tog han sin bue op som lå på taget ved siden af ham. Placerede en pil og sigtede mod skiven. Og mumlede svagt nogle ord. "pilin' en' í Seldarine." Hvorefter hans pil begyndte at lyse ligesom hvis det var en guldpil. Og derefter slap han roligt pilen. Og pilen fløj af sted igennem luften. Drejede rundt som var det et bor. Og borede sig så igennem skydeskiven. Og halvvejs igennem træet. Hans kræfter var ved at stige igen. Han måtte få forseglet sin besværgelse igen. Inden den brød sammen. Hvem kunne vide hvad der ville ske hvis det skete igen. Sidst havde han dræbt en kæmpe edderkop. Ja ikke bare dræbt. Men gennemboret den. Så den havde et hul på cirka en halv meter i diameter. Det måtte ikke ske igen. For havde han ramt bare et par centimeter mere til den ene side. Havde trykbølgen ramt hans leder. Det måtte ikke ske. roligt tog han buen på ryggen. Og tog roligt de 2 korte sværd op fra taget. Og satte i holdrene. Hvorefter han tog en stor kappe udenom. Og tog hætten op over hovedet. Og stod så bare og kiggede ud over byen.

Allyson savnede at være menneske. Hun savnede at mærke solen skinne på hendes hud, men det værste ved at være vampyr, var nok at man tørstede efter blod. Hun ønskede ikke at skade uskyldige. Hun havde intet imod at dræbe dæmoner og vampyrer, men at hun nu var det hun plejede at dræbe var svært for hende at acceptere. Hun havde været vampyr i næsten mere end et måned og hun havde fundet ud af hvordan hun kunne få blod uden at skade uskyldige mennesker. Hun drak blod fra dyr og det stillede hendes tørst nok til at hun ikke fik ondt i halsen og tørstede helt vildt efter det, men det gjorde også at hun var ret svag i forhold til andre vampyrer. Hun havde heldigvis sin pistol hvor der var træpatroner i. Hun havde altid sin pistol med sig, for hvis hun ikke havde den med, følte hun sig underlig og forsvarsløs.
Allyson havde en sort kappe, en hvid langærmet skjorte, sorte bukser og sorte slidte sko på. Hun havde sin pistol gemt i kappens skjulte lomme. Hun havde slået kappens hætte op over hovedet. Allyson var på vej hen imod kroen for at få et eller andet at drikke. Måske en øl? Hun håbede at der ikke var en masse mennesker i kroen for selvom hun drak dyreblod havde hun stadig lidt en trang til menneskeblod og hun hadede at føle den trang. Hun afskyede sig selv fordi at hun var blevet en vampyr. Allyson trak sin hætte af, da hun nærmede sig kroen. Hendes lysebrune hår var samlet i en fletning, der hvilede mod hendes ene skulder. Hendes lysende blå øjne, der kunne minde folk om vinteren, strålede svagt når månens lys landede på hende. Hun åbnede døren ind til kroen, uden at lægge mærke til elveren der stod oppe på taget, og satte sig ved et ledigt bord, hvorefter hun ventede på en servitrice, mens hun overvejede hvad hun skulle have at drikke.

Roligt hoppede elveren ned for taget. Og landede yndefuldt og blidt på jorden foran indgangen til kroen. Langsomt så han rundt kort. Og valgte at gå indenfor i kroen. Han bevægede sig selvsikkert og lydløst hen til baren. Hvor han bestilte et glas vand. Han drak ikke alkohol. Han syntes det smagte forfærdeligt. Roligt tog han imod glasset med vand. Og lagde 10 kobbermønter på bordet til bartenderen. Og tog en rolig tår af vandet. Hvorefter han så bagud på de mange forskellige racer det var han kunne se. Langsomt rejste han sig op og gik stille og roligt rundt i lokalet med sit glas. Hvorefter han valgte et bord hvor kun en ung kvinde sad. Han gik roligt hen til bordet. Så ned mod hende. Og spurgte med en yndefuld smuk og dog samtidig mandig og stærk stemme. "Må jeg sætte mig her ungmø?" Langsomt løftede han blikket så han lige præcis kunne se igennem hætten. Og så hun kunne se hans smukke næsten lysende grønne øjne. Han tog dog ikke hætten af. Ikke alle var venlige over for elvere. Så han ville helst gerne undgå at folk vidste han var det. Dog det eneste kendetegn der var var også hans øre. Han havde byttet sit elvertøj ud med normalt tøj for længst. For ikke at vække opmærksomhed.

En servitrice kom gående hen til Allyson, nogle minutter efter Allyson havde sat sig ned. Allyson bestilte et glas whisky, da det var det eneste hun lige gad at drikke lige nu. Hun lænede sig tilbage i stolen, da servitricen gik tilbage til baren. Tankerne kørte rundt i Allysons hoved. Hun var i tvivl om hvad hun skulle gøre med sit liv. Det hele var begyndt at føles meningsløst efter hun var blevet vampyr. Hun havde overvejet at finde en slags kur, så hun kunne blive menneske igen, men chancen for at der fandtes sådan en kur var lille. Hun vidste ikke om hun ville bruge sin tid på det, men så igen, hun levede jo evigt nu. Hun havde masser af tid. Allyson lukkede sine øjne og tog tre dybe indåndinger, selvom hun ikke behøvede luft, for at få tankerne væk. Hun åbnede sine øjne igen, da hun hørte en stemme.
Hun vendte sit ansigt imod manden, der havde snakket. Hun kunne konstatere at det var en mand, da hans stemme havde været som en mands, men den havde også været yndefuld. Hun rettede sig op. "Selvfølgelig." Sagde hun. Hvorfor ønskede han at sidde hos hende? Der var da andre pladser, var der ikke? Hun havde ikke lyst til at kigge rundt for at se om der var andre ledige borde, for det ville være uhøfligt. Hun betragtede ham undrende og man kunne tydeligt se på hende at hun ventede på at han trak sin hætte af.

Han så på hende roligt og smilede venligt. Med en svag sens af tænder. De var spejlblanke og perfekt hvide. Som om han gik meget op i hvordan hans tænder så ud. Men det gjorde han ikke. Han var født med et perfekt udseende. Han satte sig roligt lidt væk fra hende for ikke at krænke hendes privatliv. Han stillede sit glas med vand foran ham. Og tog en blid tår af det. Mens hans elviske øjne. Spejdede ud over rummet. For at sikre sig der ingen fare var. Hvorefter han vendte blikket imod sit glas igen. Han var helt stille. Som om han ikke ville sige noget. Og det ville han heller ikke. Alle andre borde sad der skumle typer. De slags typer han prøvede at undgå. Men denne ungmø som han sad ved bordet med. Virkede flink. Derfor havde han valgt at sætte sig her. Han så kort på ungmøen. "Tak for din venlighed." Sagde han roligt og tog sin bue samt sværdholdere og pilkoger af hans ryg. Og lagde på bordet foran ham. Dog sådan at det ikke fyldte. Kun lidt af bordet. Så hun ikke ville blive irriteret over det. Buen og sværdene var tydeligt elverlavet. Men det var også det eneste kendetegn på ham efterhånden om han var elver.

Allyson betragtede mandens bue, pilekogger og sværd. Hun havde ikke aldrig set elviske våben før, så hun vidste ikke at hans våben var elviske. Hun lagde sin hånd ved sin hals, da en smerte skar igennem den. Hun havde dog prøvet værre smerter, så man kunne ikke se så tydeligt på hende at hun havde lidt ondt. Hun så på manden. "Det var så lidt." Mumlede hun utydeligt. Hun var lidt i tvivl om at han havde kunnet høre det, men hun var faktisk en smule ligeglad. Da endnu en smerte skar igennem hendes hals, bed hun sig hårdt i underlæben. Hun tvang dog sig selv til at slappe af. Hun skyndte sig at drikke en tår af sin whisky, i håb om at det ville fjerne smerten lidt. Hun stillede glasset på bordet igen.
Nysgerrigt betragtede hun manden igen. Hendes lyseblå øjne skinnede svagt. "Jeg hedder Allyson." Sagde hun høfligt, men hun smilede ikke. Hun vidste ikke hvorfor hun præsenterede sig selv. Hun ville bare gerne snakke med ham, selvom hun ikke vidste hvorfor. "Hvad er dit navn?" Spurgte hun undrende.

Han så undersøgende rundt i lokalet. Lyttede til hendes måde at gengælde hans venlighed. Som for ham lød mere henkastende end høflighed. Han så roligt mod sit glas. Og så hen på hendes glas med whisky. Hvordan kunne folk drikke det stads? Han sukkede kort og så mod sit glas igen. Han hørte hende spørge efter hans navn. Og han drejede blikket svagt. De grønne næsten lysende øjne rettede sig op imod hende. Og så på hende roligt. Og et svagt venligt smil kom over hans læber. "Godaften Allyson. Mit navn er Elessar." Sagde han roligt og smilede svagt. Hvorefter han roligt valgte at ikke sætte hende som en trussel. Han hævede langsomt sine hænder op. Og tog roligt fat i hætten. Og hev den så langsomt lidt bagud. Og langsomt tog hætten af. Så de elviske lidt aflange øre kom frem. Han rettede hovedet imod hende svagt igen. Og sænkede så hånden efter hendes glas. Det han ikke havde lagt mærke til. Var at der var et stykke af metalet som holdte glasset fast som sad bukket. Og som han havde været heldig at undgå indtil nu. Han skar sig på det. Og tog roligt sin hånd lidt til sig. Og så på sin håndflade. Hvor der langsomt dannede sig en lille pøl af blod. Roligt fandt han noget bandage frem fra under sin kappe. Og bandt roligt rundt om sin arm. Uden at kigge på hende. Uvidende om hvad der skete omkring ham. Han ville bare binde sin hånd lige nu.

Allyson lagde først mærke til hans grønne lysende øjne nu. Hun foldede sine hænder sammen på hendes skød. "Elessar? Det er specielt navn." Sagde hun. Et lille svagt smil foldede sig om hendes læber, da det så ud til at han ville trække sin hætte af. Hun så helt spændt på ham. Hun kunne ikke gøre for det, hun var så nysgerrig, efter hvordan han så ud. Generelt kunne hun ikke holde ud at andre havde hætter på, så man ikke kunne se deres ansigter, men hun havde ikke selv noget imod at gå med hætte. Det første hun lagde mærke til var hans blonde hår, hvorefter hun opdagede hans ører. Hun kneb øjnene lidt sammen for at sikre sig at hun så rigtigt. Hans ører var spidse og aflange. Han var en elver! Hun havde aldrig set en elver før. "Du er en elver?" Man kunne sagtens høre på Allysons stemme at det var mere ment som et spørgsmål end en konstatering.
Da han rakte udefter et glas og skar, snappede hun efter vejret. Færten af hans blod lokkede hende. Det var forfærdeligt irriterende. Hun sad helt stille. Hun turde ikke røre på sig fordi hun var bange for at hun ville falde for fristelsen og angribe ham for at få hans blod. Det hjalp lidt at han bandt sin hånd, men færten af blod hang stadig i luften. Hun holdte sin ene hånd op for hendes mund eftersom hendes hugtænder var dukket frem. Hun overvejede at styrte ud af kroen, men hun turde ikke røre på sig,

Han smilede roligt. Og rettede sit blik imod hende efter hendes spørgsmål. "Ja jeg er en elver." Sagde han og smilede roligt. Og så på hende med et roligt smil. Hvilket nok var derfor han skar sig. At han så på hende imens. "Men sig det ikke til nogle. Ikke alle personer er venlige over for elvere." Sagde han roligt og smilede svagt. Og derefter skar han sig. Han vendte sig imod såret. Og som sagt før bandt han det. Stramt så blodet ikke soflede igennem. Hvorefter han tog nogle urter frem. Og maste dem med sin frie hånd. Og lod saften glide ned af hans hånd ned på såret. Der gik et lille kvart minut. Så tog han stoffet af igen. Og såret var væk. Hvorefter han tog sit vand og vaskede resterne af blod af sin hånd. Og tog stoffet som han tørrede resten af blodresterne op med. Og kastede blodet hen i den nærmeste skraldespand. Og først der så han imod hende. Så hvordan hun havde reageret på hans blod. Og hurtigere end man havde forventet. Havde Elessar allerede trukket sit ene sværd. Og placeret det imod hendes hals. "Og du er tydeligvis en vampyr." Sagde han roligt og så gennemborende ind i hendes øjne. "Din slags har dræbt flere af mine artsfæller. End jeg kan tælle til." Sagde han halvhårdt. Og så på hende med et så alvorligt ansigt. At det virkede som om hele rummet gik i stå.

Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Hvis ikke alle skal vide det, tror du så ikke det er en god ide at trække din hætte op igen?" Spurgte hun med et svagt smil om læberne. Hun havde ikke tænkt sig at skade ham. Hun hadede at såre andre, udover vampyrer og dæmoner. Hendes værste mareridt havde altid været at blive en vampyr og det mareridt var blevet opfyldt.
Allysons lysende blå øjne fik en stærk glød af had og foragt, da han placerede sit sværd imod hendes hals og snakkede. Hadet i hendes øjne var stærkt og foragten gjorde det blot værre. Hendes lysende øjne var rettet imod hans. "Hvor vover du at snakke som om jeg er en af dem." Hendes stemme var som en kniv. Hvis man ikke passede på så skar man sig. "Du kan ikke beskylde mig for noget jeg ikke har gjort, specielt ikke når du ikke kender mig. Tror du jeg blev vampyr fordi jeg ønskede at blive det? For hvis du tror det, tager du fejl. Jeg blev vampyr imod min vilje. I fire år har jeg jagtet vampyrer og dæmoner fordi jeg hadede dem. Jeg lever af dyreblod fordi jeg ikke vil skade andre." Hun gad ikke at trække sin pistol frem bare fordi han truede hende. "Aldrig snak til mig som om jeg er en af dem. Jeg er blevet det jeg hader allermest, så det sidste jeg vil, er at opføre mig som en vampyr."

Han stod virkelig i et dilemma. Inderst inde ville han gerne tro på det. Hans natur var at han altid troede på det bedste i folk. Men alligevel. Hun var vampyr. Elvernes største frygt. Hans hånd var stadig hævet med klingen for hendes hals. Før han sukkede svagt. Hvad helvede skulle han gøre? DEt var at følge imellem hans natur. Eller følge hans opdragelse. Han så roligt rundt. Før han valgte at gøre et tredje valg. Hurtigt tog han hætten over hovedet. Greb sit udstyr. Og gik ud af lokalet. Han så kort frem og tilbage. Og så imod Ashen Wood Forest. Derinde. Han måtte væk. Bare lidt. Hvis nu hun havde løjet. Han løb imod skoven. I håb om at nå den før hun fangede ham. Men det var for sent. Han hørte skridt bag sig. Han trak hurtigt sin bue. Og en pil og sigtede bag sig. Dog da han så hvad der var bag ham. Blev han overrasket. Det var ikke Allyson. Men 3 andre vampyrer. Der så på ham med fjentlige øjne. Han genkendte dem. Fra folk fra baren. De må ha lugtet hans elverblod. Han sigtede på dem alle tre på skift. *Pokkers. Selv med min ekspertise kan jeg ikk vinde over 3 vampyrer samtidig.* Han gik langsomt baglæns. Indtil han ramte en bygningsvæg. *Nej. Jeg er omringet.* Han så rundt efter muligheder. Men der var ingen. Han sukkede kort. Og smed buen og pilen. Og tog i stedet sine sværd. Klar til kamp. Han ville ikke give op uden kamp.

Allyson så overrasket på ham, da han gik ud af kroen. Hun lagde mærke til at tre andre personer gik efter ham. Hun rynkede svagt på panden, inden hun rejste sig op og gik udenfor baren for at følge efter dem. Hun trak hætten over hovedet for at sikre sig at de ikke ville kunne genkende hende lige med dem samme. Hun var dygtig til at forfølge andre, så det var svært at høre og se hende. Hun gik hele tiden nærmest skyggerne og sørgede for at hendes skridt var lydløse. Efterhånden som tiden gik blev hun mere og mere sikker på at de tre personer var ude på at skade Elessar. Måske stjæle noget fra ham? Hun vidste ikke hvad de ville med Elessar, men det kunne ikke være godt. Hun gemte sig bag et træ, da Elessar og de tre andre stoppede med at gå. Forsigtigt trak hun sin pistol frem og slog sikringen fra. I samme sekund som Elessar trak sine sværd, trådte Allyson frem samtidig med at hun trak sin hætte ned.
Hun sigtede på en af personerne med sin pistol. "Jeg vil foreslå at i tager tilbage til baren inden jeg skyder jer." Sagde hun. Man kunne tydeligt se og høre på hende at hun havde prøvet dette før og at hun ikke ville tøve med at skyde.

Hurtigt vendte de 3 sig imod Allyson. Og var alle tre tydeligvis ved at trække våben. Elessar var dog hurtigere. Og løb imod dem. Og skar hænderne af 2 af dem der var ved at trække våben. Og sparkede den sidste i ryggen så han fløj forlæns ned i jorden. Hvorefter han svang sværdene tilbage og skar hovedet af de 2 andre. Hoppede forlæns hen over den tredje. Og svang sværdene som en saks og skar hovedet over på den tredje. HVorefter han vendte sig imod Allyson. Og så på hende med et fast blik. Og sværdene hævet og klar til at angribe hvis hun angreb ham. Dog med nærmere eftertanke. Besluttede han sig for at han måske ikke skulle være så fordomsfuld. Og roligt satte han sværdene tilbage i holderne på ryggen. Og så på hende roligt. "Jeg håber ikke det er dumt og tro på hvad du sagde i baren." Sagde han roligt. Hvorefter han gik hen imod hans bue og pil. Satte pilen i kogeret og buen på ryggen. Og vendte sig imod hende igen. Afventende.

Det gik så hurtigt at hun ikke nåede at reagere. Normalt var hun hurtig til at reagere, men denne gang gik hun helt i stå. Hun havde været klar til at skyde en af de tre personer i hovedet, men hun trådte straks et skridt væk, da Elessar angreb dem. Hun rystede på hovedet, da det hele var overstået, for at tage sig sammen. Hun skar kort ansigt. Hvorfor havde hun ikke gjort noget? Nu virkede hun jo som en langsom idiot der ikke kunne finde ud af at kæmpe. Hun slog pistolens sikring til igen og gemte den i kappens skjulte lomme igen.
"Hvis jeg var som andre vampyrer havde jeg nok forsøgt at drikke dit blod, da du skar dig." Sagde hun og trak på den ene skulder. Hun betragtede ham nysgerrigt. Hun kunne ikke vænne sig til hans elegante elviske udseende. "Hvem var de?" Hun så på ligene. Hun lagde armene over kors. Hun havde ikke lagt mærke til at personerne var vampyrer. Hun havde ikke vænnet sig til sine vampyr evner endnu. Hun håbede faktisk at hun aldrig ville vænne sig til dem.

Han så rundt på dem roligt. Og så op på hende roligt igen. Et roligt venligt smil kom frem. Før han roligt skubbede en af ligene om på ryggen. Og begyndte at rode i lommen. Før han fandt et stykke papir i lommen. Og foldede det roligt ud. Så undrende på det. Før han smed papiret og rejste sig op. Og så på hende kort. "Det havde du nok. Men man kan aldrig være for forsigtig. Og tro mig havde du prøvet at drikke mit blod havde du ligget sammen med de her." Han så på dem kort igen. Det passede ikke sammen. Noget af det. Det var 6 gang i denne måned vampyrer havde angrebet ham. Alle 6 gange havde der været et papir i en af deres lommer. Med et mærkeligt mærke på. Samt et eneste navn på. Elessar Telemmaitë. Hans navn. Det hang ikke sammen. Roligt vendte han blikket imod hende igen. Og smilede svagt. "Vampyrer. De er efter mig. Og jeg ved ikke hvorfor. Jeg blev bidt af en vampyr for en måned siden. Jeg skar hans hånd af. Hvorefter han stak af. Og lige siden har de angrebet mig uden grund." Han gik roligt hen til hende. Og stillede sig ved siden af hende. Roligt så han på hende svagt. Før han tog hætten over hovedet. Og sukkede svagt. "Det er sådan et spild." Han så på ligene kort. En anelse af en tåre af en art gled ned af hans kind. Han hadede at dræbe. Virkelig. Men han var nød til det engang imellem. Han så kort på hende igen. "Du burde begynde at træne dine sanser. De kan blive meget brugbare." Han begyndte roligt at gå væk fra ligene. Hvis der nu snart kom nogen så ville han ikke være den person der blev opdaget i nærheden af dem.

Allyson trak sin kappe tættere om sig mens hun gik lidt rundt om ligene. Hun holdte øje med hvad Elessar lavede, selvom hun var ret sikker på at han ikke længere var en trussel. Man kunne dog aldrig være for forsigtig. Hun lænede sin ryg op af et træ og lagde armene overkors. Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Hvis du blev bidt af en vampyr burde du så ikke selv blive en vampyr?" Hun så spørgende på ham. Selvom hun havde jagtet vampyrer i fire år og selv var blevet forvandlet til vampyr havde hun ikke helt styr på hvordan folk blev forvandlet til vampyrer. Hun havde dog styr på deres evner, da hun jo skulle kende til deres ekstra styrker, for at jagte vampyrer. "Hvordan kan du vide at de angriber dig uden grund? Måske ser de dig som en trussel?" Hun så spørgende på ham.
Hun rynkede svagt på panden. "Hvad er spild?" Spurgte hun. Hun forstod ikke helt hvad han mente. Hun blev endnu mere forvirret, da hun så en tåre glide ned af hans kind. Hun bed sig selv i underlæben og tvang sig selv til at kigge væk fra ham. Hun fik det altid ubehageligt når andre var kede af det. "Jeg har travlt nok med at ignorere tørsten for blod, så jeg har ikke tid til at lære mine nye sanser at kende." Sagde hun. Hun kiggede på ham, da han begyndte at gå væk. Hun tvivlede på om hun skulle gå med ham. Hun havde lyst til at gå med ham, men hun var ikke sikker på om det var en god ide. Hun sukkede svagt og overgav sig. Hun småløb for at nå hen ved siden af ham, hvorefter hun begyndte at gå i hans tempo. "Hvorfor var du i kroen? Plejer elvere ikke at være i skoven?"

Han så på hende roligt. Med et svagt træk på skulderen. "Nej. Vampyrer har gift ligesom slanger. De bider sig. Men de bestemmer selv om de vil udsætte giften ind i en person. De kan sagtens suge blod fra en uden at personen bliver forvandlet." Han smilede roligt til hende hvorefter han kiggede på papiret igen. Hendes næste spørgsmål sukkede han svagt over. "Fordi i alle 6 angreb har de alle haft sådan en seddel her. Med mit navn på." Han fremviste roligt en af sedlerne. Hvorefter han bevægede sig væk. Han opdagede hurtigt hun valgte at følge ham. Og han så kort på hende. "Selv en vampyrs død er stadig en død. Et spildt liv. En sjæl der ikke har fået lov til at få et behageligt liv." Han så på hende roligt. "Husk på mange af dem var mennesker engang. Som fik frataget deres frie vilje til at spise hvad de vil. Leve. Blive gamle. Og dø fredeligt." Han sukkede svagt. "Jeg synes det er et spild." Han grinte svagt ved hendes kommentar om hendes sanser. "Det kan godt være. Men tænk over det. Hvis du træner dine evner op kan du dræbe ild med ild. Med din kendskab til vampyrer. Samt din vampyriske styrke vil du blive en perfekt vampyrdræber." Han så roligt ligeud for sig mens han gik videre. Og faldt lidt hen i sine egne tanker. Hvorefter hun spurgte om noget. Roligt røg han tilbage til sine egne tanker. Og så på hende kort forvirret. Han smilede roligt så da han regnede ud hvad hun spurgte om. "Enkelt jeg vidste de vampyrer var der. Jeg troede jeg kunne være heldig og finde flere spor om hvem det er der vil mig til livs." Sagde han roligt og smilede svagt til hende. "Udover det så jo vi lever i Mother Nature Forest. Men Jeg og 9 andre elvere er blevet sendt ud som scout's. Vi ser på hvordan verdenen er og beslutter os for om der er håb for at uddrive det onde. Jeg er bundet til at gå rundt herude sammen med jer i 2 fuldmåner. Og så være hjemme i en fuldmåne. Sådan har det været de sidste 30 år. Og hver eneste gang jeg vender hjem siger jeg det samme. Der er ingen større håb for befrielse." Han sukkede svagt og lød tydeligvis skuffet over der ikke var nogen befrielse.

Så vampyrer havde en slags form for gift som kunne gøre andre til vampyrer? Den slags viden kunne være nyttig til fremtiden. "Ja, det at man kan drikke blod uden at forvandle andre burde jeg vide. Jeg har drukket blod fra andre, men jeg tog aldrig alt deres blod." Hun huskede tydeligt første gang hun havde drukket Joshs blod. Hun kunne ikke glemme hvor godt det havde smagt. På trods af alle hendes anstrengelser tørstede hun stadig efter hans blod. Hun havde drukket det to gange, første gang da hun angreb ham, da blodtørsten var blevet for stærk, anden gang da hendes lyst til hans blod var blevet for stærkt til hun kunne modstå det. "Jeg vidste bare ikke at det var gift som forvandlede andre. Jeg har jagtet dem, men aldrig lært noget om dem, udover det jeg kunne se de gjorde. Jeg lærte deres evner at kende, og så vidt jeg selvfølgelig alt det sædvanlige, som at de ikke kan tåle solen, drikker blod, lever evigt, og så videre." Hun trak på den ene skulder mens hun havde et svagt smil om læberne.
Hun kiggede på sedlen han viste frem. "Måske tænker de at du er en trussel som de skal af med?" Hun havde allerede foreslået det en gang, men hun ville gøre det igen. Hun kunne ikke komme på andre grunde til at de ville jagte ham. "Og selvom du ved at vampyrer har haft et liv før, vil du stadigvæk true dem på livet, også selvom det nok ikke er deres skyld at mange af dine artsfæller blev dræbt." Der var en svag tone af sarkasme i hendes stemme. "Hvis jeg lærer mine evner at kende kan jeg risikere at ende som dem. Det vil jeg ikke." Hver dag kæmpede hun for ikke at blive som de vampyrer hun hadede. Det var en trættende kamp, men hvis hun ikke kæmpede, så tabte hun og hun hadede at tabe. "Næste gang du tager hjem, kan du måske fortælle dem at det ikke alle er vampyrer som ønsker at skade andre? Desuden, hvis i har brug for hjælp med at dræbe nogle vampyrer, eller dæmoner, så kan i kontakte mig." Hun smilede kækt.

Han så på hende roligt med et svagt smil. Det var som om der gik en åbenbaring op for hende angående giften. Hvilket fik ham til at grine svagt. Hun var så menneskelig. Selvom hun var vampyr. Og det fik ham til at være lidt forvirret. Men alligevel. Det her var første gang han stod foran en vampyr. Og førte en samtale som 2 civile mennesker uden nogen form for fjendskaber. Selvom det egentlig var langt fra sandheden. Vampyrer og elvere var store fjender. Elessar ville gå så langt at sige de var ærkefjender. Men alligevel stod han nu og snakkede med en elver. Som om de var venner. "det har jeg hørt var det sværeste for en vampyr. Ikke at tømme kroppen på et menneske." Sagde han med et svagt smil. Mens han fortsat lod sine skridt føre dem væk fra ligene. Man begyndte svagt at kunne høre vagter råbe til hinanden. Men alligevel gik han stille og roligt som om det ikke var noget alvorligt. Hvem ville også mistænke en elver for at ha dræbt 3 vampyrer? Vampyrer var hurtigere og stærkere. Men Elessar var jo heller ikke uden evner. Han så roligt på hende med et svagt smil. "Det er også det vigtigste at lære om dem." Sagde han og smilede blidt.
Han så kort på hende. "Nej." Han så ned på ligene igen. "Det er noget helt andet. Havde det været fordi jeg havde været en trussel havde de slået mig ihjel for længest. Det er som om de prøver at fange mig. Hvorfor det ved jeg ikke." Sagde han roligt. Han smilede blidt. Hvorefter han roligt så ned igen. "Nej men vampyrer er onde væsner. Døde burde forblive døde. Jeg ved godt at hvis jeg dør en dag. Så er jeg ikke en der skal genoplives. Hvis jeg vågner op som vampyr. Stiller jeg mig ud i solen. Jeg er ligeglad. Jeg vil ikke være en udød." Han så roligt på hende og kløede sig i nakken. "Men det er bare mig." Han grinte svagt og gik videre sammen med hende. Langsomt da hun begyndte at snakke om det næste. Grinte han svagt. "Ja stiller mig op foran lederen. Jeg har fundet nogle vampyrer som vil hjælpe os. Eller rettere en vampyr. Som er en kvinde. Øh. Bare glem det." Sagde han og grinte svagt igen mens han så imod hende.

Det var en nyttig viden at vide hvordan vampyrer blev forvandlet. Hun ville kunne bruge det i sin jagt efter vampyrer, det var hun helt sikker på. Hun skulle nok finde på en smart metode. "Det er svært, men som sagt, jeg nægter at blive som dem. Bare fordi jeg er blevet forvandlet til vampyr betyder det ikke jeg skal opføre mig som en vampyr." Hun smilede svagt og en smule skævt. Hun så sig over skulderen, da hun kunne nogle råbe. Hun så dog på Elessar igen, da han begyndte at snakke videre. "Der er jeg uenig. Jeg mener at det er vigtigst at lære om deres styrker før man kæmper mod dem." Det var blot hendes mening og den kunne ikke blive ændret.
Man kunne se på den måde at Allyson rynkede på panden at hun prøvede at finde en grund til hvorfor vampyrer ville fange en elver. "Måske vil de have at du bliver som dem?" Foreslog hun. Hun var enig med ham om at vampyrer var onde væsner, men hun kunne ikke lade være med at blive lidt fornærmet. Hun var jo en vampyr, men hun så ikke sig selv som ond. Hun kæmpede i hvert fald for ikke at blive ond. "Ikke alle vampyrer er onde." Der var en streng tone i hendes stemme. "Det er bare dig, ja. Jeg kan ikke få mig selv til det." Hun havde endelig fundet sine søstre og hun havde mødt Josh.. Hun havde noget godt i sit liv og det ville hun ikke miste. "Jeg kan ikke se hvorfor du ikke skulle kunne sige det? Er der noget galt med at jeg er en kvinde?" Hun så mistænksomt på ham.

Han så kort hen på hende. Det var som om hun ikke helt forstod pointen. "Der er forskel på at blive til en af dem. Og efterligne dem til at bekæmpe dem. Hvis du brugte deres kræfter og dine evner. Vil du være en fremragende vampyrdræber." Sagde han roligt mens han smilede fortsat til hende. Han gik roligt videre sammen med hende. Før han så ligeud for sig. Og smilede fortsat. Han grinte svagt da han så på hende kort. "Nej det vigtigste er både deres styrker svagheder og vaner. Det er de 3 vigtigste ting at lære om en vampyr. De er stærkere og hurtigere end mennesker. Det er en styrke. Men de lever af blod. Det er en svaghed. Og de bruger gift til at forvandle andre. Det er en vane. Hvis du lære alle de ting du kan. Vil du til sidst kunne se en vampyr inden du ved det." Sagde han roligt og smilede svagt. "Tror du det var ved et uheld jeg skar mig på hånden?" Spurgte han mens han så på hende. "Jeg vidste der var vampyrer i det rum. Men jeg vidste ikke jeg ville støde på 4 styks. Dog er jeg glad for en af dem er gode." Sagde han med et svagt smil.
Han grinte svagt. "Hvorfor skulle de ville forvandle mig? Der er noget med mit blod det har jeg regnet ud. Men hvad?" Spurgte han svagt. Og sukkede så kort af en svag frustration for han ikke kunne regne det ud. Han så på hende kort. Og grinte svagt. "Efter at ha snakket om dig vil jeg ikke engang kalde dig vampyr. Mere et uheldigt menneske. Men stadig det var ikke at de var onde jeg mente. Men at det er et ondt væsen. At de er et brud på moder natur. En ond gerning." Sagde han roligt og grinte svagt. Han så kort på hende igen ved de næste ord hun sagde. Og han kunne ikke lade være med at grine. "Nej. Men min leder ville tage det mere seriøst hvis det var en mand. Ikke fordi jeg siger at han vil tage det seriøst. Jeg skal mindst møde et dusin vampyrer på den gode side før han vil måske så meget som tænke over det." Sagde han og smilede svagt. Mens han fortsatte. Han nåede kort skoven. Og gik videre ind i den. Stoppede kort op. Og vendte sig imod hende for at se om hun ville følge med.