Belejrings Tiden

Intet er så galt at det ikke er godt for noget.

Camille have slidt , aset og mast den sidste tid.
Det havde vist sig meget besværligt at få dagen til at hænge sammen.
Så meget var galt og så mange folk behøvede hjælp.
Det var i sandheden et sørgeligt syn man efterhånden mødte alle vegne.
Selv den frodige gårdhave på St.Yeakes lå spøgelsesagtig hen. De fleste holdte sig indenfor, af dem som kunne altså.
Frygt holdte dem indespærret.
Resten ...og der var proppet med dem...rendte rundt som hovedløse høns i gaderne.De sloges indbyrdes om det næste stykke brød og stjal med arme og ben for at sikre deres egen overlevelse.
Doomsville var efterhånden det sidste sted de udøde ikke have brudt igennem og overtaget styringen med.Der var i den grad grund til bekymring.

Mira var indkvarteret på skolen, hvor hun fik mad og ly.
Camille var der så ofte det lod sig gøre.
Puttede Akira og strøg hendes hår og kind, om aftenen og sange smukke blide sange for pigen.Hun lærte hende sjove remser på fremmede sprog og gav hende al den kærlighed hun ville modtage.
Om dagen og en stor bid af aftenen, drog Camille rundt i gaderne .Hun søgte efter sprækker....måder...muligheder.
Hun søgte efter information om et endeligt slag.
Hun vidste hvordan han så ud....necromanceren, og hun var parat til at offre hvad offre skulles, for at ende dette vanvid.
Eneste undtagelse var Mira...og hendes far.

Intet er så galt at det ikke er godt for noget.

Camilles resourcer var så meget spændt ud og så brugte, at hun efterhånden lignede en skygge af sig selv.
Hun huskede ikke at spise og sov ikke tilnærmelsesvis hvad hun behøvede.
Sorte rander under de blå øjne og en meget bleg hud, viste de usunde tegn.
Hendes hår var et mess og kæderne beskedene , så de ikke vækkede for stor opsigt, ude blandt folk.
Hun havde ikke meget tid tilovers at spenderer på sig selv.
Så Eric Valentine havde fået en dør smækket i hovedet, i hendes hjerte.
Kun i de meget sene nattertimer...når hun ikke kunne sove....når hun lå og betragtede Mira...kun der kunne hun i den larmende stilhed høre dørens knirkende hængsler , når den gled en smule op, og alle følelserne stod på lur lige der....lige på den anden side af døren.
Camille var forskrækket over hvor stærke de var...følelserne...og hvor mange kræfter hun skulle bruge på at mase døren i igen.
Men der var ikke tid til at dvæle ved det- og desuden hjalp det alligevel ikke på noget.
Så hun druknede sig i arbejde om dagen og aftenen, og vendte så tilbage for at sikre Miras velbefindende sent ud på aftenen.

En lys barne stemme lød fra et vindue i stue højde.
Mira havde siddet med næsen trykket flad mod ruden og da hun have genkendt Eric, havde hun næsten groet vinger for at flyve ud til ham.
Men da de lod vente på sig, hamrede de små buttede hænder istedet på ruden , imens hun kaldte på hans opmærksomhed....hans arme og hans kærlighed.
" Faaaar....faaaaaaar her er jeg!!"

Først hørte Eric intet. Byen var ikke længere et sted hvor stilhed var noget der hærskede. Dagen lang var der krig, omend en anden krig end den mod døden, men stadig en krig blandt de levende. Derfor var det først da han tilfældigvis kiggede op på vinduet, hvor en bevægelse fangede hans blik, at han opdagede Mira der sad og maste næsen flad mod ruden. Et enormt smil blev vakt på hans læber, da han sprang op og løb hen imod døren i bygningen, der vendte ud mod parken. 
Lige inden han gik ind, kastede han et blik på hesten, der kort kiggede tilbage før den så fortsatte med at græsse som om verdenen ikke var ved at falde ned omkring dets ører. 
Bygningens indretning bestod af en lang gang, hvor der var to klasselokaler og i bunden et par toiletter. Lokalerne var enorme og kunne rumme op til knap hundrede børn hver, men under normale omstændigheder var der langt flere. Rundt omkring var der lys, men blev de tændt i nattetimerne ville man hurtig opdage at det slet ikke var nok til at oplyse nok til at undervise. Derfor var der kun undervisning når der var sollys til at oplyse rummene. 
Det første Eric gjorde, da han fandt Mira, var at slå armene omkring hende og give et langt knus. Katten fik bagefter en hånd at lege med, mens Eric spurgte efter Camille. Det overraskede ham ikke at hun ikke var sammen med pigen, for hun havde sikkert også travlt med at få mad ligesom alle de andre 'høns' ude på gaden. Hele byen var i mangel på mad, selv der hvor Valens hestene stod opstaldet kunne de knap få mad på bordet. Det hjalp dog at gården både havde høns og kører, ikke i hopetal, men nok til at der lige var nok at leve af.

Tilbage i favnen på Eric, snøftede den lille pige imod hans hals.
Hun havde savnet ham enormt meget, og i sit stille pige sind også været bekymret for hvornår hun ville se ham igen? Hvornår de skulle være sammen allesammen, hvis den dag altså kom?
Trods Camilles utrættelige forsøg på at holde Miras optimisme intakt , var Underworlds uhyggelige tilstand også begyndt at krybe op under pigens hud og trække mørke tanker med sig.
" Hvor har jeg savnet dig" hun så ned på Erica, da hun fik en hilsen og strøg sin hale op af Erics ben.
" Mor er ude på arbejde....hun kommer først hjem når jeg skal puttes.Hun arbejder hårdt.Er du kommet for at hjælpe hende?" Mira så nysgerrigt på Eric og lod sin lille hånd glide ind i hans store trygge hånd .
Bare han ikke ville gå igen.Det kunne hun næsten ikke rumme.Så ville Mira med!
" Skal jeg pakke far? Eller bliver du hos os?.... Måske vil det få mor til at smile igen" selv Mira kunne se de sorte rander og de bekymrede øjne Camille havde haft de sidste dages tid.
Mira trak Eric med ind til det hjørne hvor hun og Camille have deres tæpper og puder og sadeltasker stående.'Deres værelse' .

Imens var Camille på vej tilbage.
Hun havde fået en fornemmelse...elelr en meget svag vision om at noget var på færde, men hun vidste ikke hvad.Så hun havde sluppet hvad hun var igang med og ilede i al hast mod Mira.Ned af den lange gang lød Camilles utålmodige og halv bekymret stemme " Miiiira!" Imens hun finkæmmede omgivelserne efter hendes datter, og en bekræftigelse på hun var okay.

"Det er jeg vel." Med hånden omkring Miras talje gav Eric hende et klem og ville så rejse sig op. 
"Vi bliver her til mor er hjemme igen, hvad har i gjort af hestene?" Ingen tvivl om at han ikke ville være begejstret hvis de havde solgt hestene, men på den anden side kunne det være en god løsning til at få nogle penge og dermed varme og mad. Så måtte man droppe kærligheden for dyrerne, hvilke Camille langt lettere kunne gøre end Eric. Bare tanken gjorde ham næsten trist. 
Ved lyden af Camille der kom stormene igennem gangen, vågnede Eric op fra sin døs henne ved pigernes 'værelse'. Han havde taget sig den frihed at få en lur imens han lod Mira lege med katten eller hvad hun fandt interesse i. Før han havde sat sig tilrette havde han fundet skriveredskaber til pigen, som hun kunne bruge oppe på den store tavle der fyldte endevæggen i den modsatte ende af rummet. 
"Den sidste del af vores lille bande!" Udbrød Eric glædesstrålende da han så Camille og ignorerede hendes ur-kvinde-udseende. Hun fik også et knus, plus et let diskret kys på kinden. "Godt at se dig igen. Hvor har du været henne at arbejde?" Den sidste sætning blev sagt med en snert af mistænksomhed for han havde en dårlig smag i munden over hvilke slags arbejde hun kunne lave. Var det den samme profession som da de havde mødtes var han ikke sikker på at den var så god længere. De skulle nok kunne få noget at spise, i hvert fald med ham. Folk kendte ham, ikke bare de mere velstående mennesker men også væsner. Der var visse fordele med Valentines navnet, men også visse problemer.

Men Frosty og Prince var ikke solgt, tvært om kostede de lige nu Camille hendes sparsomme mønter.Mira forklarede at de måtte betale for at hestene fik lov at stå tøjret , inde i Aulaen, hvor en gammel gubbe holdte et vægen øje med dem.Det var således at de var penge værd, og i en tilspidset situation kunne nogen måske finde på at forsøge hugge hovederne af de store dyr.
I et primitivt forsøg på at få mætte maver.Så Camille betalte for de skulle have det godt.
Hun så dem som en del af familien, men også som en mulig flugtvej, hvis det skulle komme så vidt at hun måtte stikke af...flygte ud i kaos og krig...med Mira.
Så kunne de i det mindste gøre det til hest.
Mira var glad over svaret hun fik, og forlod Eric for at tegne tændstikke mænd i kjoler og med sløjfer i håret, på kridt tavlen.

Camille så faktisk Eric, før hun øjnede Mira.
Hun standsede og spærrede øjnene op." Dig!" Udstødte hun glad og gav ham også et kram. Hendes hånd lagde sig kort over den bekyssede kind, og hun så med glæde at han så både frisk og hel ud.
Ingen store sår eller andet der kunne tyde på han havde været ude i alvorlige problemer.
" Lege sporhund" smilede hun og vinkede til Mira ved tavlen.
" Forsøger give folk lidt håb...eller mad..eller hvad de nu mangler, men det jeg virkelig forsøger lige nu er at opspore den idiot til necromanceren der er ved st sende os alle i helvede med alle hans uddøde!" Hviskede hun til Eric.
Gud hvor var det dejligt at se ham igen!
Hun blev pludselig nervøs.Hvorfor var han kommet? Der var vel ikke sket hans familie noget?
" Nicholé ....Isaac?" Sagde hun tøvende og skævede til Mira, inden hendes øjne låste sig fast i Erics.
Mira skulle ikke høre hvis nyhederne var dårlige, men hun lod til at være beskæftiget med sine pindemalerier.

Først havde Eric troet at Camille var sur på ham på grund af hendes første udbrud, men da det viste sig ikke at være tilfælde, fik hun sin velkomst, omend en smugle forsinket. "Sporhund?" Lød det både overrasket og mistroisk. Han forstod med det samme, eller det troede han, at hun havde været ude og lege cowboy og indianer, men heller ikke dét var tilfælde. Nærmere Robin Hood. 
En lav latter sprang fra Eric, omend den ikke var så ægte som den ægte vare var. "Jamen held og lykke med det. Jeg tror ikke du finder ham her i Doomsville, men måske et andet steds?" 
Mens Camille gav guderne en pause til at trække vejret, lirkede Eric sig ud af hendes greb for at gå hen til vinduet og tjekke op på krækken. Den stod der. En smugle parnoid blev man altid, når så mange mennesker havde problemer med mere eller mindre alt. Derfor piftede han også dyret hen til sig, så den kunne stå med sit hoved ind af vinduet og glo rundt som en anden idiot. 
"De har det fint, de er oppe på en gård. Ja, det er der også i denne by." Latter. Samme som før. "Skal vi ikke se at komme afsted, før Frosty og co bliver lavet til hestebøffer." Eric puffede til hesten, for så at følge med dens hoved ud af vinduet. 
Da både Mira og Camille var til hest, svang Eric sig op og ville føre dem igennem byen og op af bjerget. "Måske du kunne luske ind i nogle kroer og høre om du kan finde noget spændede - eller måske finde ud af om der er nogle der kunne bruge hjælp til nogle planer. Det er ingen hemmelighed her i byen at folk jo gerne vil af med fjenden, så du vil sikkert godt kunne finde et sted du kan hoppe ind i kampen." 
Oppe ved gården, hvor Valentine for tiden boede, satte Eric hestene ind i stalden og ville så finde noget mad til de to piger. Camille blev også stærkt opfordret til at få sovet lidt, så skulle Eric nemlig nok tage sig af Mira, som han lige skulle ud og prale lidt for - men det sagde han selvfølgelig ikke højt. De skulle bare noget.

Hun fik et lille stik i hjertet, ved lyden af hans grin.
Det var så klart som glas, at han ikke var rigtig glad.Eric havde aldrig brudt sig om det Camille lavede eller stod for.Han fandt det sikkert skødesløst og mente at hun burde stå bag en kødgryde og opvarte en eller anden kommende ægtemand.
" Jeg er glad for de har det godt...og jo...lad os komme afsted"  indvilligede Camille, og kunne mærke hvor rart det var, da de alle tre kort tid efter havde fået hentet hestene og var i let trav- eller noget i den boldgade- afsted til gården hvor Eric havde installerer sig med ain familie.
" Jeg forsætter med kroerne som du siger....men jeg mangler også et par af min gamle venner....Sakref, kongen af Doomsville og Rafael, dæmonernes leder.Dem vil jeg frygtelig gerne tale med"
Hun havde godt fornemmet at han ...necromanceren...ikke var at finde i Doomsville, men nogen her måtte da vide noget om hans opholdssted ?
Og kunne hun opsnappe det, var han så godt som død! Eller det ønskede hun!
Camille kyssede Miras kind og sagde farvel, da de var installeret på gården.
Det irriterede hende grænseløst at det føltes helt vidunderligt igen at være sammen med Eric. Hun havde arbejdet målrettet med at tænke på andet end ham....og nu....nu var han her igen...med hende.
For fanden da!
" Pas nu på Eric...vil du låneen kniv og have med ...for en sikkerheds skyld?"hviskede Camille og løftede kort op, så låret blottede een knivspids.Han kunne trække den fri- eller lade vær....bare de holdte sig uden for ballade så.
Csmille kunne ikke rigtig sove...måske når det blev nat ville hun.
Hvis ikke hun var på job.Lige nu var det Rafael hun var optaget af....hvad skulle hun sige til ham? Hvordan kunne hun vinde hans støtte imod den forfærdelige ' puppetmaster' ?
Måske skulle hun opsøge ham som den næste?
Camille forlod hendes tildelte seng.Med sig havde hun en lille tøjbyldt, hun ville finde en vask med vand og tage rene klæder på. At se Eric havde gjort hende mere bevidst om at hun ikke tog sig helt så gidt af sig selv, så lidt vand og rent tøj var nok på helt fin plads.
Denne gang trak hun i en sort teeshirt og sort nederdel, fra hendes egen dimension.Hun trængte nok til noget velkendte- som trøst til al det svære.
Imens hun benyttede tiden til at friskede sig op, fulgte en glad Mira afsted sammen med Eric.
" Nå...hvad er det du vil vise mig?" Lød det nysgerrigt.
Hun ville da gerne  både lege, konkurrer og dygtig gøre sig.
Eller en rask lille brydekamp måske? Noget sagde dog Mira at de ting ikke var i hans tanker....men hvad så?

// ó.ò //

Eric gloede lidt på Camilles lår, før et kækt grin lyste op. "Hvis jeg får hele låret med, ellers så skal vi nok passe på hinanden mig og Mira. For jeg har netop fundet mit kald!" Lød det hemmelighedsfuldt fra ham, før han snurrede rundt og traskede hen imod gården. 
Mira blev sendt ud på en tom mark, hvor hestene ikke længere stod fordi det var for langt væk fra huset til at familien kunne holde øje med dem. Ingen ville have stjålet sine ting, heller ikke når det kom til heste. 
Kort efter kom Eric ud til Mira med en bue over skulderen og et pilekoger. "Se nu skal du se hvad far kan!" Strålede han glad og lavede et nissehop. Efter at have trukket en bil ud af kogeret og lagt den på strengen, pegede han på et punkt i den anden ende af marken. Efter Mira havde tilkendegjort at hun havde set det, sigtede Eric og lod pilen ramme få øjeblikke efter han havde sluppet strengen på buen. 

Efter Eric var kommet til gården, havde hans forældre insisteret på at han skulle være bevæbnet så han kunne forsvare sig selv, problemet var bare at de alle vidste hvor håbløs Eric var med et sværd og derfor var det ikke en mulighed. Buen var kommet som en udvej efter også at have prøvet med andre mere kreative våben. 
Det havde været en større åbenbaring for Eric da han havde fået buen i hånden. Han kunne bruge den så perfekt som det nogen sinde ville blive menneskeligt muligt, problemet med buen var blot at det absolut ikke var nærkamp, men våben havde han så pludselig - og endda et han kunne bruge. Nu var det ikke kun Camille der kunne forsvare familien, hvis hun da nogensinde ville lærer at bruge det våben hun havde fået.

Camille der nu selv mente at have brug for sit lår, trak hurtigt ned i kjolen igen- og lå nu og smilede dumt op til loftet, da Eric luskede afsted med Mira.
Camille var glad...helt inden i.For det var så enormt tydeligt at se en forskel på Mira, hvordan hun livede op, når Eric var i nærheden.Han havde en god indflydelse på pigen. Camilles tanker legede lidt rundt...hvad mon Eric mente med at han havde fundet sit kald ? Hendes nysgerrighed ønskede hun skulle smutte efter dem og se, men resten af Camille skreg efter lidt søvn.
Og næstefter at have et par arme at sove i, var det her det mest trygge hun længe havde haft af rammer at sove under.Derfor gik der ikke længe før hun var helt uden for kontakt, og sov som en sten.

Ude på marken fik Mira øjne så store som tekopper, da Eric fremviste hans nye legetøj.
" wooow....du er sej far! Er du Robin Hood?" Store øjne der nærmest så på ham med beundring og tilbedelse , søgte hans og efter han havde fyret pilen afsted, og ramt sit mål uden at tøve , kunne hendes jubel ingen ende tage.
" wooow wooooow...du kan skyde zombier far, du kan!" Himlede hun op, og rendte afsted for at hente pilen tilbage til Eric.
Mira ville insisterer på at udvælge forskellige mål som omgivelserne nu engang havde at byde på, og så juble hver gang Eric ramte målet straight on.
" DET skal du altså vise mor! Det er så sejt" sagde hun med forpustet stemme en lille time senere." Tror du også jeg får nogle talenter en dag far?" Spurgte hun. Indtil nu var hun vist bare god til bøger, og alt der havde med heste at gøre

Eric var holdt op med at gå, han fløj på en sky af Miras beundring. Hans ego havde fået vinger, så selv hvis skyen forsvandt ville han kunne flyve. Ingen tvivl om at reaktionen han fik var lige hvad han havde ønsket sig, at vise sig frem overfor Mira. 
Uden problemer lykkes det Eric at skyde alle målene ned, selv da han til sidst bad Mira kaste et æble op i luften. På jorden var det gennemskudt af en pil. Bare for at vise at han selvfølgelig også ville kunne dræbe zombierne, for de bevægede jo sig. De stod ikke stille som alle de forrige mål. 
"Det tror jeg bestemt! Alle har talenter, de skal jo bare findes!" Efter forstillingen var færdig pakkede Eric tingnede sammen og vendte tilbage til gården, hvor han ville få noget mad i sig selv og Mira. Hvor Camille var henne havde han ikke den ringeste idé om, men hun var sikkert ude og snuse. Forhåbentligt uden at skulle blotte lår - eller vise sine skjulte langfingret talenter frem for andre.

Camille sad og forfattede et brev.
Egenlig forstod hun ikke selv , hvorfor hun havde været så længe om at kontakte Sakref? Men måske var hun i tvivl om hvordan han greb det hele an.  Hun hånede at han var på hendes side, på folkets side.
Hun ville ønske et møde med ham, et neutralt sted ... Så de kunne tale i fred, hvis man efterhånden kunne det nogle steder? Hun rullede papiret sammen og stak det i sin taske. Nu skulle de bare op til hans borg. Måske kunne hun bestikke nogen til at afleverer det? Hun ville da forsøge.  På vej igennem gården , kunne hun høre deres stemmer og de trak i camille.  På magisk vis halede de hende i deres retning , selv om en vigtig gerning lå i hendes taske og ventede på handling! Hun lod sig styre i deres retning og da hun så dem sidde og spise, styrede hun lige hen til dem. " Nå der er i ... Hvad var så den store hemmelighed " sagde hun og purrede op i Miras hår.
Bagefter satte hun sig og kiggede Eric efter i sømmene. " Hvad er det med dig? Du... Du ser ... Anderledes ud... Eller din... Udstråling gør?" Famlede hun med ordene. Hun kunne faktisk ikke helt sætte en finger på hvad det var. Han lignede jo sig selv men... Noget virkede altså anderledes.

Eric kiggede op da Camille kom ind af døren. "Skal du ikke af sted?" Han lage hoved på sned og betragtede hende kort, før han tilbød hende noget mad. Der var både brød og grød. Ikke meget at vælge i mellem, men der var stadig valget, hvilke blev værdsat af især Eric der ikke var den store grødspiser. Han havde fået det mere end rigelig med gange. 
Det første spørgsmål lod Eric Mira om at svare på, så kunne han solbade lidt i Camilles beundring. Det andet fik ham dog til at køle lidt af og kiggede forvirret op på hende. "Hvad mener du med anden udstråling?" Han kastede et blik ned af sig selv. Han kunne ikke se nogle forskel. Måske var det bare noget hun forstillede sig. 
Eric satte noget mere mad til livs, før han brød op og ville gå ud lige og få hestene på plads, samt eventuelt at se til de andre. Det regnede han med ville tage rasten af dagen, så folk kunne bare finde ham ude i stalden hvis det blev nødvendigt med hans hjælp eller andet sjovt. Men inden han gik ud greb han fat i Camille og trak hende hen et sted hvor Mira ikke kunne høre hende. 
"... og du kan godt se at være tilbage her inden det bliver mørkt, for så bliver det et rent helved ude på gaden og du vil sikkert ikke finde tilbage." Selvom hans udtryk for få sekunder siden havde set en smugle sammenbidt ud, lyste det pludseligt op i et smil. "God tur." 
Netop som Eric forlod bygningen, kom Nicholé ind. Først så hun noget stift på Camille med ikke det mindste spor af venlighed i øjne, men det fordampede kort efter og efterlod øjne udtryksløse da hun fortsatte efter et kort nik som hilsen.

Camille var ikke i tvivl om at Mira måtte have savnet Eric kolossalt. Sådan som hun roste ham til skyerne , bare fordi han have skudt lidt med bue og pil. " pas nu på fantasien ikke stikker af mes sig skat " lo hun da Mira sluttede sin prisen af ham , med det flyvende æble. Men både Mira og Eric så alvorlige ud og Camille måtte æde hendes bemærkning i sig igen.
" Jamen Eric... D-det sku da helt vildt! " hendes øjne så beundrede på ham ,men hun var stadig en smule forbeholden. Verden var et farligt sted og hun havde ikke selv set ham i aktion. Hun fik gumlet lidt brød i sig og efter at have lovet at komme hurtigt igen til Mira, blev hun halet til siden af Eric. " Ja... Jeg skal nok komme hjem inden det bliver mørkt" hun havde næsten tilføjet et far , men undlod. Eric gik og ind kom.... Hans mor.
" Nicholé " udbrød camille varmt, men kulden fra kvinden , fik hende tavs på et sekundt. Selv om blikket ændrede sig, kunne Camille se det ikke var andet end skuespil. Måske for ikke at få ballade med Eric ? Hun fik et nik der føltes mere som en lussing og Camille næsten løb ud derfra.
Så de var stadig på nakken af hende ? Camille have tigget og Bedt Eric om de tog hjem til hans forældre på gården. Inden zombierne gik helt amok. Og alligevel var hun skurken. Hende! Ikke lille løsslupne Ruby som Eric havde været ved at gøre gravid ved første øjen kast. Næææ nej , hun var skurken. Fint med hende.
Og nu ville camille så tage ud og forsøge rede deres sure røve , alle sammen.
Tiden gik... Hun havde nået at stjæle penge, give dem væk igen til en der skulle forsøge at få brevet tilstå Sakref.
Da hun igen var i nærheden af gården , var mørket faldet på og alt var sort af mørke.

Lige inden Eric gik ind i stalden, råbte han efter Camille og vinkede hende hen til sig. "Du svarede mig ikke på udstrålingsdelen. Hvad mente du med det, er jeg blevet mere lækker?" Han skød brystet frem, mens han smilede, før det så forsvandt. "Min mor er som du nok bemærkede ikke så glad for at i er tilbage, men hun har accepteret det på grund af forholdende. Alt det der tjavs udenfor byen. Vores værter har heller ikke noget problem. Mira vil nok nok kunne finde en god legekammerat i deres søn Roy, som er cirka samme alder." 
Efter at have fået sit svar, vendte Eric tilbage til stalden hvor han ville fortsætte til det blev så mørkt at han ikke længere kunne se noget i stalden, hvilke var efter han også havde brugt noget lys for at blive helt færdig. På det tidspunkt syntes han det var blevet lidt for mørkt til at han brød sig om at Camille stadig var ude, men han krydsede fingre for at hun snart ville være hjemme. 
som spået havde Mira fået en god ven i gårdens rødhåret dreng Roy. De sad og legede sammen med katten og imellem deres små lege forklarede Mira stolt om sit eventyr. Også de dårlige sider, men der blev heller ikke lagt skjult på de glade tider. 
Eric havde forlængst spist og sad kun oppe for at vente på Camille, for blev hun ude for længe ville han tage ud efter hende. Efter at have boet i byen i lidt over en uge havde han hurtigt lært at gaderne var et helved at være i. Hvis det var slemt om dagen var der slet ikke ord til at beskrive natten. Folk brugte tidspunktet til at overleve, hvilke ikke nødvendigvis altid kun betød at stjæle en andens ting. 
Da han så hende hilste han kort på hende og var så i rekortfart oppe på det værelse det havde fået tildelt for at vælte omkuld og sove næsten øjeblikkeligt.

Camille rystede på hovedet og tog hemmeligheden med sig , om hans udstråling , da hun gik.
Men inden havde hun lige nået en lille snak om hans forældre.
" Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan de ikke være det bekendt. Det er ikke mig der er i sving med at flå dit tøj af som en Anden tæve i løbetid eller mig der forsøgte få dig til at forlade deres gård .... Tværtimod. " sagde hun med skuffelsen malet i øjne og stemme.

Det sidste stykke blev næsten løbet. En væmmelig fornemmelse af at være under opsyn , havde krøbet sig ind på hende , Itakt med at mørket gjorde det samme. Meget ubehageligt .
Hun blev derfor meget glad for at se Eric , også selv om han igen var hurtig væk.
Camille fandt Mira og efter en ihærdig plagen , fik hun lov til at sove sammen med Roy. Men først efter Camille havde set drengen lidt an og også hilst på hans forældre , hendes værter og takket dem for husly. De var søde ... Og viste Camille til et badeværelse hun kunne benytte frit. .
Så Camille blev frisket op, og gik træt og udmattet op til deres værelse, hvor en Eric allerede sov fast. Seriøst? Sikke et sove hjerte den mand lå inde med.
Stykke efter stykke smed hun af sit tøj , der lydløst faldt på gulvet , hvor et tykt tæppe tog imod.
Hun stod lidt og dvælede ved tanken om at skulle sove med ham... Enda i en rigtig seng, hun var efterhånden dus med skovbunden, kunne man sige. Men hun samlede mod til sig og listede over til sengen.
Men en let rystende hånd trak hun tæppet til siden, uden at kigge al for meget og lagde sig så stille hun kunne , med fronten mod hans ryg. Hun halede tæppet over dem begge nu og lukkede sine øjne, imens hun sukkede dybt. Tænk en luksus at skulle ligge her. Med ham. Og vide de alle tre var i sikkerhed for nu. Uden hun vidste af det, havde hun skubbet ansigtet en smule frem og havde kysset hans skulder forsigtigt. Hun snusede ind. Han duftede af sæbe og af... Eric.

Tunge skyer havde iløbet af aftenen samlet sig over Doomsville og nær midnat var himlen kulsort. Det var umuligt at se noget hvis man ikke havde noget lys af en art, for månen og stjernernes klare lys blev lukket helt ude. Det var som var der nogle der havde pustet alle himmellegmerne ud. Der var samtidig også kommet en ubehagelig fugtig varme, som hun blev værre og værre. Et godt stykke over midnat skete der en ændring, omend den var kort. Et enorm lyn skabte lys i flere sekunder og knap var lyset væk, før et brag der skabte rystelser lød. 
Eric fór sammen i sengen mens hans øjne sprang op og så det næste lyn. Det var ikke lige så heftigt, men nok til at der blev kastet lange vinduesskygger ind i rummet og braget kom heller ikke lang tid efter. Da han vendte sig om for at kigge efter Camille, kom endnu et lysglimt og brag, stærkt efterfulgt af endnu et da Eric flyttede blikket rundt i rummet for at søge efter Mira.

Camilles sanser var centreret omkring Eric . Selv om det var yderst beskedent hvad hun tillod sig selv, var det langt mere end hvad der var normal daglig dag for Camille.
Mørket fik hende til at bilde sig ind, at Ingen ville opdage noget , at ingen kunne se eller vide noget så ganske langsomt kom en lyserød lyslevende tungespids og adskilte hendes læber for at glide over Erics glatte hun på skulderen. Bare lige for...at smage... Bare lige for at... Føle sig tæt.
Hendes krop gennemrystede og hun trak stort set hele tæppet med sig , da hun fløj over i sengens ene hjørne, og som en tyv taget med hånden i pengekassen , sad hun med store skræmte øjne. Lyn og brag var kommet netop da Camille var kommet til at slikke på Eric.
Og skyldig og skræmt stirrede hun på Eric, da næste lyn flænsede mørket i rummet.
" Roy .. H-hun sover hos Roy" fik Camille ud. Det var ret klart at hun ikke havde det specielt fedt med lyn og torden brag. Men hun krammende tæppet anspændt til sig imens det slog hende at hun intet anede om Mira. Hvordan hun havde det med Torden.
" Eric.. Skal vi hente hende? Eller er hun ok i sådan et vejr her " hviskede Camille , kun for at lette 5 cm ved næste lyn der lyste værelset... Og Eric op. Hun begyndte at tro at det var fuldkommen for hende at opleve komplet ro og afslapning. Måske skulle hun bare opgive forsøget og acceptere.... Kaos?

Erics mundvige truet alvorligt med at springe op da han så Camille der gemte sig bag tæppet. Han satte sig op for at gå hen og lukke vinduet hvor gardinerne flagrede ind og regnen ihærdigt prøvede at ramme rigtigt, for at falde ind på gulvet. En mærkelig kølig følelse blev opfanget af Erics hjerne. Ligesom han var våd på skulderen. Vinden der blev presset imod huden på det sted syntes kold. Kort kastede han et blik op i loftet for at se om der var hul, men han kunne ikke se noget.
Uforstående gik han hen til vinduet for at lukke, men også se ned på gaden som var tømt for folk. Langs alle udhæng kunne man se folk forsøge at komme i tørvejr trods det var lunt nok til at det sikkert ikke gjorde det store at blive våd. "Jeg tror Roy nok skal passe på hende. Mira er ikke så bange af sig." Lød det fra Eric efter endnu et brag. 
Vinduet blev sikret lukket før Eric vente tilbage til sengen, men valgte at sætte sig op af væggen med blikket rettet imod vinduet. "Du behøves ikke ligne en der skal dø, det er bare noget regn og torden." Lidt tavshed før endnu et brag kunne høres, denne gang en smugle lavere på grund af det lukket vindue. 
"Jeg går ned og ser til hestene, vil du med?" Igen svang han bene ud over sengekanten, fandt sine bukser og begyndte at gå hen mod døren. At tage yderligt tøj og sko på ville være dumt, det ville blive gennemblødt på ingen tid.

Camille smilede anstrengt og nikkede til Eric. " Ok... Jeg håber du har ret".
Hun orkede ikke at modsige ham Og bad til Mira var mere klog end Camille selv, lige hvad angik dette.
" neeej jeg ... Det er bare .. Lidt højt" forsøgte hun og slap ikke Eric med øjnene. Han var vel ikke ved at gå?
Åh nej! Han tog bukser på. Hvad nu- hun havde ikke tænke sig at sidde her alene i det.. Frygteligt vejr. Det kunne hun bare ikke sige, vel!
" Til hestene.. Jamen... "
kunne de åndssvags dyr ikke unde hende Eric een enkelt nat?
" jo jo jeg skal med og se de har det godt" skyndte hun sig at sige og fik viklet tæppet omkring sig.
På bare fødder listede hun efter Eric derned. Det var på ingen måder særligt sjovt og hver gang et lyn flænsede himlen , gav hun et sæt og gjore sig parat til tordenbraget.
Det regnede voldsomt og da de nåede stalden var de pænt våde.
Camille kastede et blik på hestene.
" de lever , de står, de vrinsker.... Kan vi gå tilbage?" Kom det... Og hvis Eric afslog , ville Camille begynde at tænde et par af olielamperne.

Eric kiggede lidt skeptisk på Camilles tæppe, men kommenterede det ikke. Han forlod huset med hende i hælene og gik over i stalden. Der kastede han et blik på hestene. I den stald Valens heste var i, var der kun deres og færre end Eric havde forventet. Hans udtryk ændrede sig til bekymring mens han kiggede på hestene. Det tog ham ikke lang tid at forstå hvad der var sket, men hvorfor forstod han ikke. 
Han kendte dem godt nok til at at vide at hans forældre havde beholdt de bedste. Dem der var bedst at føre racen videre med, men rasten måtte de have solgt. Til slagtning. Ikke en spor behagelig tanke for Eric, der slet ikke bemærkede der blev tændt lys eller Camille snakkede.
Byen havde et stort behov for mad og ved slagtning kunne familien forhindre at andre ville arvle videre på dem. Ikke fordi chancerne alligevel ville være særlig store, men at sælge over halvtreds heste var alligevel meget - især på en enkel dag. 
Langsomt gik han ned igennem stalden, talte alle hestene igen og nåde kun op på ti stykker. Da han kom til de tomme bokse stoppede han op, stirrede lidt på dem og kom så pludselig i tanke om at han havde været nede ved dem tidligere om aftenen. Det måtte betyde at det var sket med rekord fart. 
"Jeg går lige ind og snakker med de to." Kvækkede han til sidst, før han i fuld fart stormede ud af stalden for at løbe ind til sine forældre. Han ville vide hvorfor de ikke havde fortalt ham noget og hvorfor de havde gjort det så pludseligt og ikke mindst hvordan de havde gjort det.

Camille pippede løs som en løssluppen sangfugl, imens lamperne blev tændt.
Det var hverken væsenligt eller specielt sammenhængende , hendes tale- nok mere et ubevidst forsøg på at berolige sig selv.Effekten var desværre meget sparsom.
Hendes tanker var ikke omkring de store dyr, men hun studsede dog og pauserede hendes gøren, da Eric synes at blive bekymret.
Hvor typisk at han går mere op i deres velbefindende, tænkte hun og kunne ikke undslippe følelsen af at føle sig en smule tilsidesat.
På den anden side havde han aldrig lovet at sætte hende øverst på hans liste.Det havde han demonstreret op til flere gange.
” Selvfølgelig ” mumlede hun lavt, efter hans ryg, da Eric allerede var på sin vej ind til forældrene.
Camille strammede tæppet om sig og kiggede lidt rundt i stalden. Hun var tøvende i hvad hun skulle.
Følge efter…eller bliver her…alene? Pest eller kolera? Hans forældre eller tordenvejret på egen hånd?
Det endte med hun satte sig i et hjørne af stalden, med knæene trukket godt op under hagen.
Hun håbede at han ville komme ud og hente hende igen…og hvis ikkedet skete, ville hun samle sit mod og spurte tværs over gården , ind til Eric…og stille sig i døråbningen til hvor samtalen fandt sted.

Samtalen var ikke lang, efter ophidset hylen fra Eric der slet ikke forstod hvad meningen med det hele var og alt muligt andet hverken Nichole eller Isaac helt fik fat i, trampede han ud af værelset og ud til stalden igen. Man kunne næsten se dampen stå ud af ørerne på ham mens han satte sig ned ved siden af hende og lænede hoved tilbage imod væggen bag ham. 
Han havde selvfølgelig overvejet at smutte, men det ville være dumt når de boede i en verden hvor hele befolkningen pludselig skulle bo i en by, der før havde set enorm ud, men ikke længere var større end det mindste. Det ville ikke gavne at de tog nogle steder hen, så han undlod at gøre noget videre. Camille syntes heller ikke at ville blive vild med at skulle ud i regnen igen. Han syntes iøvrigt det var lidt morsomt. 
Netop som han skulle til at sige noget mere, lød endnu et brav der oplyste stalden. Hestene syntes at have mere is i blodet end Millicent, de gumlede bare videre, for ingen af dem kunne sove. Så meget is var der dog ikke. 
"Hvorfor bryder du dig ikke om torden?" Han lage hoved let på sned og betragtede indgående Camille. Eric kunne ikke huske noget de havde oplevet sammen der skulle have ændret på hendes mening og opfattelse af brag og bulder, men selvfølgelig kunne være noget gået hans næse forbi. Hans bedste bud var dog at det måske var noget der lå længere tilbage. "Tordner det ikke i din verden?"

Ved lyden af hans trin , kiggede Camille op og lettelse skyllede igennem hende.
Hun VAR sådan set klar over at Eric intet kunne stille op mod et lynnedslag , men da angsten måske havde næring af noget der var urealistisk havde det der beroligende hende også.
" Jo... Vi har skam torden. " hun sukkede ... Var ikke glad for at skulle tilbage til barndommen.
" Min far... Fortalte mig ... Han elskede at trække mig hend foran det store panorama vindue , når det lynede og tordnede og bede mig se på det. Så fortalte han historier om børn der havde stået og set ud på uvejret. Og lynet ville så pludselig slå ned. Barnet falde om... Død.
Og når forældrene fandt barnet , ville dets ansigt være ridser ind i ruden , af lynet. Fortællinger som dette blev hvisker i mit øre. Imens jeg skulle stå og se på. Min far sagde at risikoen for at blive ramt var størst hvis man rørte sig.
Så forlod han mig. Og jeg stod i min natkjole ... Ubevægelig... Stiv af skræk. Til uvejret drev over. Jeg var vel fem. " hun huskede hans grin. Han anså det ikke som forkert men som en joke.
" Hvad sagde de derinde!" Spurgte hun stille, og sad i samme stilling som før.