Looking for you, and only you. -allyson-

Allyson kneb øjnene lidt sammen, da han uglede hendes brune lokker. Det irriterede hende ikke, men hun kunne ikke lade være med at knibe øjnene lidt sammen over det. "Hvorfor har jeg svært ved at tro på det?" Den drillende glød i hendes øjne blev kraftigere. Det var afslappende at snakke med ham mest fordi de ikke snakkede om hendes trang for blod.
Hun kunne ikke lade være med at grine kærligt over hans nervøse smil. Han var så kær! Hun havde ikke tænkt sig at blive jaloux over at han havde kysset andre, hvorfor skulle hun også det? De var ikke i et forhold og de piger han nævnte havde han kysset før han mødte hende. "Isobel? Var hun en af dine beundrere?" Spurgte hun drillende. En rødlig farve bredte sig dog i hendes kinder, da han spurgte om hvem hendes første forelskelse var. Hun havde aldrig været forelsket før. "Jeg har aldrig været forelsket." Svarede hun og trak på sin ene skulder. "Efter mine forældre døde havde jeg ikke tid eller lyst til at lære andre at kende, så jeg var for det meste alene." Hun smilede skævt og så væk fra ham. "Hvad har du lavet udover at lede efter mig?" Hun så spørgende på ham.

Han grinede bare kærligt sammen med hende. Efter at have uglet hendes hår, tog han hånden til sig igen og så en sidste gang rundt i grotten. Der var utroligt smukt derinde. Han elskede at være her! Han satte sig op af grottens kolde mur. Det kolde sten var en behagelige følelse for arene på ryggen. Sjovt nok.
Straks kunne han mærke den stærke rødmen bredde sig i en hver del af hans ansigt, ved spørgsmålet om Isobel. Nej, hun havde ikke været en beundre, blot en pige han mødte imens han var en smule kvalt af fuldskab og sorg. Sorg over at miste Luce og Valerie efter hinanden. Han gned akavet en hånd op og ned af sin underarm. "Altså, ikke ligefrem, vi fik bare for meget at drikke forstår du," Han grinte nervøst endnu engang. Pokker tag at han så let kunne blive nervøs omkring Allyson! Heldigvis forsvandt rødmen med tiden, da hun fortalte om, at hun aldrig havde været forelsket. Han smilede svagt ved tanken. "Det forstår jeg så også godt. Andres død er ikke altid det nemmeste at tage på sig,"
Se bare på dig selv Josh. Valeries død gjorde dig svag i mange måneder.
Han smilede ømt til hende for, at lette stemningen en smule. Hvad han ellers havde lavet? Joh... Ikke rigtig noget særligt som sådan. "Blevet venner med Jacob igen, diskuteret med Patch, passet leder tingene," Han svarede roligt på spørgsmålene. Blidt lod han en finger stryge hen af det kolde grotte gulv, imens han tænkte over et spørgsmål, han kunne stille hende. "Hvad syntes du egentlig om mig?" Han sendte hende et drilsk smil. Hvorfor, anede han egentlig ikke noget om. Det kom bare frem af sig selv.

Allyson satte sig ikke ved siden af ham endnu. Hun var ikke færdig med at beundre grotten. Hun kunne ikke lade være med at tænke over hvor smukt der var. Efter hans svar satte hun sig ned ved siden af ham. Hun fniste lavmælt over at han rødmede. "Jeg er glad for at se det ikke kun er mig der rødmer." Sagde hun drillende. Hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun betragtede ham. "Var det ikke akavet dagen efter?" Hun så spørgende på ham. Hun lagde sit hoved på hans skulder og lukkede sine øjne. "Nej, det er det ikke." Hun havde et svagt smil om læberne.
Hun åbnede sine øjne mens han svarede på hendes spørgsmål. "Hvordan har Jacob det så?" Hun rettede sig op, så hun ikke længere hvilede sit hoved på hans skulder. "Hvad indebærer det egentlig at være leder?" Hun havde en nysgerrig glød i øjnene. Hun spærrede øjnene lidt op over hans spørgsmål og rødmede kraftigt. Hvorfor pokker rødmede hun også så meget? Hun bed sig i underlæben. Der gik nogle få sekunder før hun kunne få sig selv til at svare. "Jeg kan godt lide dig." Hun så hurtigt væk fra ham. Hun kunne ikke få sig selv til at sige mere end det. "Hvad kan du godt lide ved mig?" Hun så drillende på ham, men hun rødmede stadig.

At hun ikke satte sig ned med det samme, gjorde ham overhovedet ikke noget, hun kunne gøre lige hvad der passede hende. Udover at gå selvfølgelig, eller, det måtte hun også godt, hvis hun ikke ønskede at være der længere, men... argh! Han droppede tanken og lukkede bare kort øjnene i. Nød roen omkring ham. Det var underligt. En hver anden engel ville sikkert være urolig i nærheden af en vampyr, men han tog det roligt omkring Allyson. Det ville andre sikkert også gøre. Da han kunne mærke, at hun satte sig ned ved siden af ham, smilede han, men åbnede dog ikke øjnene. Selv det hun spurgte ham om, fik ham ikke til, at åbne øjnene. I stedet grinte han bare svagt.
"Joh," stammede han og åbnede til sidst øjnene. "Det var ret akavet,"
Hendes hoved der hvilede på hans skulder, føltes underligt nok... perfekt. For ham kunne de bare sidde sådan i evigheder. Pludselig fløj en masse spørgsmål ud af munden på hende. Han kunne ikke andet end at smile. "Han har det godt, heldigvis," Skulderen føltes kold, da hun fjernede hovedet fra den igen. Han drejede sit eget hoved og så på hende. "Tid, det indebærer en hel del tid!" Han grinte svagt. "Og, nok også tillid fra din race," Tænkende bed han sig i underlæben. "Men, selvom det er hårdt somme tider, så er det, det værd," Han smilede kærligt til hende.
Den plduselig rødmen på hendes kinder over hans spørgsmål, fik ham til at smile og se flovt ned i jorden. Svaret var sødt. Det var da rart at vide, at hun kunne lide ham. At spørgsmålet dog skulle blive smidt direkte tilbage på ham, burde han have forudset! Han grinte svagt. "Din personlighed. At du... at du er så rar at snakke med og ser tingene på den måde du gør," Han så hende i øjnene. "Derudover, har du et par fangende øjne," Blidt kyssede han hendes pande.

Hun kunne let forestille sig at det havde været akavet selvom hun selv aldrig havde prøvet det og hun regnede heller ikke med at prøve det. "Det kan jeg forestille mig det var." Hun smilede skævt. Det var afslappende at sidde ved siden af ham og lære ham bedre at kende. Det var rart at have en at snakke med. Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Dejligt. Hvad med hende Nille? Er de stadig sammen?" Spurgte hun. På en måde håbede hun at hun snart mødte Jacob. Hun blev lidt forvirret over det han sagde. "Tillid fra min race?" Hun rynkede på panden. "Har du alliancer med andre racer?" Spurgte hun med et spørgende glimt i øjnene.
Hans svar på hendes spørgsmål gjorde hendes rødmen kraftigere og hun blev helt rørt over det. Hvordan kunne han være så perfekt? Hun lukkede blidt øjnene, da han kyssede hendes pande. "Det var et bedre svar end mit." Sagde hun med en kærlig tone i sin stemme. Hun åbnede sine øjne og så på ham. Igen lagde hun sit hoved på hans skulder.

Han lod hovedet hvile op af den kolde mur imens han snakkede med Allyson. Lyden af hendes stemme var utrolige beroligende. Da han ikke ønskede, at svare på det med Isobel, grinte han bare svagt og flovt, med øjnene afslappet lukket i.
Spørgsmålet om Nille og Jacob gjorde, at han åbnede øjnene op. Skulle han være ærlig, så var han ikke sikker på om de var sammen, men det gik han ud for at de var. Selvom Nille ikke var her. Hun var ude, at lede efter sin søster. Eller, det var det han huskede i hvert fald. "Ja, det er de," Han smilede blidt til Allyson. Forvirringen i hendes stemme, fik ham til, at sætte hovedet på skrå. Hurtigt gik det dog op for ham, at hun havde misforstået det han havde sagt, med 'din' race. "Nårh! Nej, jeg mente englene, jeg kom bare til at snakke som om, hvis du engang skulle blive leder. Undskyld," Han lod sit hoved hvile imod hendes, da hun lod sit hvile på hans skulder. Det var rart bare at sidde sådan med hende. Fredeligt. Han havde fundet ro. Forsigtigt lod han sin hånd skubbe sig ind i hendes, for derefter at lade deres fingre være flettet sammen.

Allyson mærkede smerten i hendes hals blive stærkere og hun begyndte at kunne høre Joshs hjerteslag. Hun knyttede sine hænder og bed sine tænder hårdt sammen. Hun måtte ikke give efter for fristelserne. Hun blev en smule beroliget af at høre Joshs stemme, men det var ikke nok. "Dejligt." Hun tvang sig selv til at smile selvom bekymringen og frygten herskerede i hendes sind. Hun kunne ikke lade være med at trykke sine læber blidt imod hans hals, da hun kunne se hans blodårer. "Mig som leder af vampyrerne? Caroline har den stilling. Desuden vil jeg ikke være leder for en race jeg afskyr." Sagde hun en smule irriteret. Hun var ikke irriteret på ham eller det han havde sagt, hun var irriteret på sig selv.
Hun trak sin hånd til sig og rejste sig op. Hendes hugtænder viste sig, men da hun havde ryggen til ham ville han ikke kunne se dem. "Jeg kommer om lidt." Sagde hun inden hun begyndte at gå hen ud af grotten.

Roen inde i grotten blev pludselig erstattet med urolighed. Han kunne mærke på hende, at alt ikke var helt som det skulle være. Det lykkedes hende dog at skjule det rimelig godt. Ordet dejligt, lød som et tungt ord der bare sad fast på tungen og som hun ønskede, at slippe af med. At smillet bagefter var en smule anstrengt, gjorde det ikke bedre. Han ville sige noget, men blev afbrudt, da hun kort placerede sine læber på hans hals og fik ham til at sitre en smule.
Pokker tag det svage sted!
Han så forvirret efter hende, da hun rejste sig op og var på vej ud af grotten. Noget inde i ham sagde, at han skulle gå efter hende og en anden del sagde, at hun ville komme igen, som hun selv havde sagt og, at han bare skulle blive siddende. Dog kunne han ikke nænne, at råbe noget efter. Noget som en hver anden person også ville have råbt.
"Hvor skal du hen?" Hans stemme var blid og rolig. For ikke, at virke for nærgående blev han siddende og så hen imod grottens udgang, der hvor Allyson stod og blev omfavnet af ildfluer. Han smilede ømt til hende. Selvfølgelig ønskede han ikke, at hun forlod ham helt, men hvis hun skulle noget vigtig, så skulle hun da have lov til det.

Smerten i hendes hals blev kraftigere. Hun måtte væk fra ham nu. Hun så kort på ham over skulderen, inden hun fortsat gik hen imod grottens udgang. "Jeg kommer tilbage." Sagde hun. Hun gik ud af grotten, inden han nåede at sige mere.
Der gik en halv time før hun kom tilbage til grotten. Hun så på Josh med et svagt smil om læberne. "Undskyld. Jeg havde brug for blod, så jeg var nød til at finde et dyr." Hun satte sig ved siden af ham igen, og trak sine knæ op til sin hage. Smerten i hendes hals var næsten væk nu. Hun betragtede ildfluerne. "Har du flere spørgsmål?" Spurgte hun