Hey brother -Josh-

Påklædning//

Hun havde taget sig sammen, hun havd hørt hvem han var - kilder var dejlige tiltider jo. De gode engles leder - hun måtte tage en privat snak med den lille engel. Normalt snakkede hun ikke med engle, men hun følte, at hun var lidt nød til at snakke med ham. De store palæ tornede op til skyerne, og gjorde hun sank en klump kort. Matt ville ikke lade hende gå ud, men nu havde hun vovet sig ud alligevel - hun skulle bekræfte, at hun aldrig ville lade frygt slå hende ud. Det var derfor hun havde sin evne jo, til at overvinde frygt, og at spærre hende inde ville blot ende med at rive hende fra hinanden. Morgen solen ramte hendes blege hud, og lod hendes blonde krøller skinne ligesom solen. De grønne øjne faldt på porten, som hun gik hen til, da to vagter tornerede op foran hende. Deres blik fik hende til at trække sig et skridt tilbage, og hun fik sit sten ansigt på. "Ingen dæmoner tilladt." Sagde den ene med en hård og alvorlig - ryggen var ret og blikket nået så hånligt fra dem begge - hvilket jo faktisk var ret forståeligt. "Jeg skal bare veksle et ord med jeres kære leder. Intet andet." Sagde hun med en lidt flabet tone, og gengældte det hånende blik. "Desværre." Sagde vagterne i kort og i det Stella trådte et skridt tættere på spiddede den ene engel hende i maven. "Du kan komme med ind, så kan vores leder selv få lov til at henrette dig." Hviskede den ene vagt i hendes ører. De tog hende i hver hendes arm og slæbte hende hen af jorden - hun lod dem - så kom hun da indenfor?
Hun fik øje på Ghost der luntede rundt - hun havde selv ulve og hun havde snakket med Ghost før. "Ghost." Hviskede hun svagt - i håb om den gode hørelse fangede hans ører. Der gik ikke et øjeblik før Ember kom løbende igennem porten, med ørerne tilbage, imens tænderne var blottet. Godt nok var hun ikke en kæmpe ulv, men hendes og Stellas bånd var ubrydeligt. Ember sprang ind foran vagterne og blottede sine tænder. Hun var klar til at forsvarer sin ejer. Stella blev bekymret der skulle ikke ske Ember noget. "Josh let din fede røv og kom herned!" Råbte hun så højt hun overhovedet kunne - hvilket endte ud i at hendes stemmebånd begyndte, at gøre ondt - helt naturligt. En af vagterne gav dæmonen en lussing for sin råben, hvilket ophidsede ikke kun Stella men også Ember.

P: http://media-cache-ak0.pinimg.com/236x/2e/f1/f7/2ef1f7f388d0d7656d7e4719d92d001d.jpg

Ghost luntede igennem palæet. Man kunne sige at den store ulv gik og holdt øje med det hele. Lyden af dets poter der dansede hen ad klinkegulvet, var som en sød lille melodi bag palæets mure. Da Ghost kom til opgangen, lod den med det samme mærke til at der nogen som hviskede dets navn. Hurtigt løftede den smukke ulv sit hoved hen imod lydens kilde. Så snart den genkendte både duft og udseende på Stella, satte den i løb op af trappen for at finde Josh. Det varede kun kort før den fandt ham og gjorde ham opmærksom på det der foregik..
Josh skyndte sig nedenunder, lige da han trådte ned af trappen, råbte Stella efter ham med en sætning der fik ham til at små grine. Desværre gjorde det bare de store kødbjerge af vagter vrede. Den ene strammede grebet om spydet i Stellas mave. Så snart Josh bemærkede spydet i maven på hans halv søster, løb han med det samme hen og trak det ud, for derefter at smide det hen ad gulvet med en vred bevægelse, der fik vagterne til at spærre øjnene op.
"Hva.." Han tog kort en dyb indånding for at tænke over de ord han havde været tæt på at lukke ud. "Hvad tror i at i laver! i er engle, ikke barbarer!" Vagterne kiggede kort ydmygt ned i jorden. "Men leder hun ville ind.. Hun.." Forsøgte den ene at sige.
"Angreb hun jer?" spurgte Josh med et løftet øjenbryn.
Vagterne rystede ydmygt på hovedet. De vidste godt at det nok ikke havde været det bedste at stikke spyd igennem maven på hende.. Josh sukkede og kløede sig i panden, for at få sig selv til at falde til ro. "Næste gang, bare træk hende med ind eller hent mig, når hun trods alt siger at hun vil snakke med mig.. Hvis vedkommende angriber, så har i lov til at forsvarer jer,"
Vagterne nikkede og rettede ryggen. "Gå ud og find noget hun kan stoppe blødningen med, hun healer jo ikke,"
Hurtigere end Josh nåede at blinke, forsvandt vagterne ud af syne for at finde det Josh bad dem om.. De forsøgte omhyggeligt at gå uden om Ember. Ingen af dem skulle nyde noget af de skarpe tænder. Josh himlede med øjnene over dem, før han vendte sig om imod Stella og smilte roligt til hende. "Næste gang, send et brev før du kommer dumpende," Roligt gik han hen imod hende og lagde hånden imod hendes mave.. Langsomt ville hun mærke hvordan såret healede.. En archangel ting.. "Hvad kan jeg gøre for dig?" Han så hende i øjnene.

Endelig fik han lettet sin røv og kom derned. Et suk slap kort udover hendes læber, så snart spyddet blev trukket ud og Ember knurrede lidt. Hun rejste sig op imens vagterne fik, det var ikke fordi hun ikke havde prøvet værre ting. "Sorry, jeg går ikke så meget ind for breve. Næstegang tror jeg bare jeg tager en fest med." Smilede hun drillende og skar kort ansigt da han lagde sin hånd imod hendes mave. Hun bemærkede at hun healede. "Jeg ville bare tale. Hvis deres højhed har tid." Sagde hun drillende til sidst. Så kørte hun en hånd igennem sit hår. "Det havde set helt anderledes ud her hvis Matt havde været med." Sagde hun lidt til sig selv, men stadigvæk i en munter tone. Stella havde aldrig nævnt Matt, som hendes storebror for Josh. Han kunne hurtigt tro det ville være en kæreste eller en ven. Ember vidste ikke helt om hun skulle være tryg ved Josh eller ej. De eneste hun stolede på Morrow, Matt og Stella. "Vi kan også bare tage hen til mig, fordi jeg er ikke sikker på dit og mit omdømme går godt på at vi snakker her." Sagde hun så og kastede kort sit blik rundt. Hun skulle skam nok klare det. "Altså hvis det skal heale hurtigere så fungere engleblod faktisk også ret godt." Sagde hun som et forslag, stadigvæk med et drilsk glimt - dog havde hun også noget derhjemme som hun plagede at bruge hvis det skulle gå helt galt.

Hendes drilske bemærkninger fik ham til at ryste på hovedet. Det var da altid noget at hun allerede opførte sig som en søster. Lige det han havde brug for, drilske og kække bemærkninger fra sin familie. Han savnede Caroline og Jacob.. Det var ikke til at tro at han så dem så sjælendt som han gjorde. "Deres højhed har skam tid, meen, mon ikke jeg skal kigge i min kalender," Drilske bemærkninger, fik drilske svar. Efter et minut fjernede han sin hånd igen. At sende vagterne ud efter noget at stoppe blødningen med, havde også været en anden form for at sende dem væk fra Stella. Noget sagde ham at de skulle lærer reglerne en smule bedre hvad angik opførsel.. Nok om det! Navnet Matt, fik ham til at se spørgende på hende, med det ene øjenbryn løftet højt over øjet. "Hvem er Matt, en kæreste? en ven?" Han smilede nysgerrigt til hende. Det var det en bror var til for ikke sandt?
Lærlinge og dem Josh kaldte for sine 'spioner', var begyndt at samle sig omkring dem med nysgerrige blikke, imens andre lod som om samtalen imellem dem ikke interesserede dem, ved at kigge den anden vej og lade som om de var i færd med noget andet. Josh nikkede til det hun sagde med at de skulle snakke et andet sted. "lad os gå," Han gjorde et nik imod døren.
Caleeb, Josh bedste ven og højre hånd, kom gående hen imod ham. Uden nogle af de andre skulle høre det, lænede Josh sig frem og hviskede en lille ordre i Caleebs øre. Derefter forsvandt Caleeb igen, efter at have nikket og sagt på gensyn til Josh..
Josh stolede på Caleeb og overlod altid tingene til ham. Gik der noget galt, skulle Caleeb med det samme informerer ham og tage sig af det, indtil Josh kunne nå at træde til.

Josh gik ved siden af Stella, imens hun førte vejen hen til der hvor hun boede. "Så.. Stella, hvad ønsker du at tale om? Er der problemer eller?" Han så kort ned på Ghost, der tumlede rundt sammen med Ember. De var nu kære at se på. Han så dog hurtigt hen på Stella igen. "Julian.. Før han gjorde alt det han gjorde.. Hvordan var han så? Ikke at jeg regner med han var en fantastisk person.." Josh var som sagt nysgerrig på alle mulige punkter.

Stella var ved at flække af grin da Josh troede at Matt var hendes kæreste. Dog valgte hun at lade hver med at sige mere til de var begyndt at gå. Ember luntede ved siden af den store ulv, der fik hende til prøve at vise sig lidt. Hun var van til at Morrow var lidt større end hende - endnu en kunne bare tage at være en løgn. Stella kiggede på Josh da han spurgte om der var problemer og rystede på hovedet. "Ingen problemer og desuden vil Matt, min storebror ikke min kæreste. Ikke lade mig komme udenfor døren, men jeg gør det alligevel." Sagde hun og trak lidt på skulderen. Hun stoppede op i det der svarede til to sekunder inden hun fortsatte med at gå, efter at have hørt hans andet spørgsmål. Julian. DEt var ikke hverdag hendes far blev bragt på banen i en samtale. "Julian, altså han havde altid været sød overfor Matt. Virket stolt. For omkring 144 år siden, også 14 år frem. Så blev han sindssyg. Jeg nåede at se ham normal, indtil han opdagede hvilken svækling af en datter han havde. Det var det der gjorde ham skør i bolten, at jeg ikke bare ondsindet der." Fortalte hun og kørte en hånd igennem sit hår. "Men for at være ærlig troede jeg at jeg havde slået ham ihjel for hundrede år siden, så jeg kan gætte mig frem til, at jeg måske ikke var grundig nok." Hun trak på skulderen, og blev kort i tvivl, var han måske stadigvæk i live? Det håbede hun ikke på.
Ember gav sig til at løbe så snart de nåede til Terroville. Dog løb hun lidt tilbage for at få Stella med sig. "Og bare rolig, Matt og Julian har slet ikke samme personlighed." Fik hun sagt i tanken om, at Josh måske troede at Matt var ligesom Julian. Hun ville bare lige rense hendes storebrors navn for en sikkerhedsskyld.

så Matt var ikke en kæreste, tvært imod var han faktisk en storebror. Det blev bare bedre og bedre! Der var rent faktisk en bror, der ligesom ham selv, ikke var endt ligesom Julian. Der var måske endda håb for denne lille familie. Han smilede til hende under hele turen og fulgte bare med hende, med rolige bevægelser. Det var rart at have tid sammen med Stella. Hun virkede indtil videre som en god søster. En han garanteret vil gøre alt for at beskytte!
Ghost forsøgte at blære sig en smule overfor Ember, eller i det mindste bare imponerer den kønne hunulv. Han både løb hurtigt og sprang over ting, kun for at se om han kunne fange hendes interesse. Det fik Josh til at grine lavt. Det var nu kært, på sin egen mærkelige måde..
Ved fortællingen om Julians opførsel, fik det kuldegysninger til at løbe ned af ryggen på Josh. Det var ikke til at tro, at det der gjorde manden skør i bolten, var at Stella ikke var som han havde håbet. Det var bare for.. sindsygt.
"I det mindste gjorde du et forsøg på at dræbe ham, men, jeg kan komme med en god nyhed og fortælle at han er død," Han lagde en hånd på hendes skulder og rystede den drilsk og blidt.
De var ved at nærme sig Terroville og Josh kunne mærke hvordan spændingen for at se Matt voksede inde i ham. At Stella fortalte at han ikke var sindsyg som Julian, gjorde bare det hele bedre! "Jeg vil glæde mig til at møde ham," Han smilte roligt til hende.

Hun nikkede lidt til at hun havde gjort et forsøg. "Det var min eks kæreste Diego, som har gjort mig til den jeg er idag. Uden ham så ville jeg sikkert ikke være her idag." Tilføjede hun og kiggede kort op af. Han var jo trods alt hendes livs kærelighed og døde for hendes skyld. Det eneste man kunne få hende til at føle skyld over.
Ember virkede helt ligeglad med den store kæmpeulv - ingen af hans tricks synes at være gode nok for hende - men nu havde hun så også Stellas beskedenhed. Stella fniste kort af Ember. De nåede snart det halv store palæ. Stella åbnede for porten og lukkede den da de alle var kommet ind. "Jeg vil sige Morrow måske er lidt aggresiv, det ikke så tit vi har gæster med hjem han ikke kender og specielt ikke andre ulve." Sagde hun kort for at advare lidt, hun ville sikkert godt kunne styrer ham - men han var jo et vildt dyr og ikke et lille kæledyr. Stella åbnede døren og ud kom den muskuløse sorte ulv, han snerrede lidt af de nyankommende dog mest af Ghost. En ny hanulv på hans område, det tegnede ikke godt. Børsterne var rejst op og tænderne blottet, men Ember sprang på hendes bror og det tog hans opmærksomhed- i lidt tid til at han havde fået sin søster rystet af. Morrow gjorde klar til at angribe - kun fordi de var naturligt for hans adfærd at slås for sit territorium.
Stella kastede et blik indenfor, da Matt kom gående ud. "Morrow." Skar stemmen igennem og den sorte ulv vente blikket over imod Matt. Ligesom Stella og Ember klingede bedst sammen gjorde Matt og Morrow. Matt gik ned af trapperne og greb om Stellas arm. "Hvor fanden har du været, og hvem har du taget med dig?" Spurgt han alvorligt men dog lavt. Stella kiggede på ham, og rullede så med øjnene. "Bare Josh og hans kæmpe ulv Ghost. Uh, forresten så er Josh den halvbror jeg snakkede om. Matt slap kort og kiggede over på Josh. Matt havde de samme grønne øjne som Stella havde og den samme hudfarve. Deres eneste forskel var Matts mørkebrune hår og højden. Matt var næsten 2 meter høj, og Stella med sine 163 cm følte sig som Ember - den mindste i flokken.

Matt gik over imod Josh. Ikke at han nogensinde havde troet, at han skulle møde en der ikke var blevet som deres far. Det overraskede ham lidt, også selvom han aldrig var blevet behandlet dårligt af Julian, det var Stella Julian havde været efter og ikke ham. Matt stillede sig op foran Josh, stadigvæk lidt højre end ham. Matt rakte hånden ud til Josh. "Velkommen ombord." Sagde han og smilede skævt - en anden måde at sige; velkommen i familien. Matt gav Josh et venligt dask på armen.

Ember og Morrow havde lagt sig ved siden af hinanden, hvor Ember havde lagt hovedet ovenpå sin brors ryg, imens hun nysgerrigt fulgte med i hvad der skete. Stella smilede til Josh og Matt, og lagde armene overkors - i en afslappet tilstand.

At ingen af tricksene virkede fik den store ulv til at trække sig tilbage. Han luntede nu stolt ved siden af Josh som altid. Med et grin på læben, kørte Josh en hånd igennem den hvide pels på hans hoved. "Tag det ikke så tungt makker," hviskede han lavt. Ghost kiggede kort op på ham og derefter frem for sig igen.
Josh så nu hen på Stella med et halv bekymret smil på læben. "Hvem var Diego?" han spurgte så forsigtigt han kunne.
Palæets port blev åbnet og Josh kunne ikke lade være med at kigge sig omkring. Det samme galte for Ghost. De to var ens på få punkter. Ved lyden af en fremmede knurren, drejede Ghost hovedet og blev mødt af en hanulvs truende tænder, samt oprejst nakkehår. Til at starte med stod Ghost bare og så ligegyldigt på hanulven foran ham. Det var først da han skulle til at angribe, at han trak mundvigen tilbage for at vise sine tænder. En stemme skar igennem lokalet og ulven stoppede med det samme. Josh sank en klump ved synet af Matt. Han var langt højere end ham selv! Nok var Josh en archangel, men det betød ikke at han ikke kunne følge sig lille og ubrugelig ved siden af andre engang imellem. Da Matt kiggede hen på ham, sendte Josh ham et svagt og venligt smil, der blot var et forsigtigt løft i mundvigen. Man kunne tydeligt se at de var søskende på deres grønne øjne. De havde den samme glød..

Han tog imod den hånd Matt rakte ud til ham. Hænderne klemtes i den høflige gestus og adskiltes derefter. Velkommen ombord sætningen fik ham til at smile. Det var nu rart at snakke med en af sine halvbrødre, der ikke var gået amok ligesom deres far. "Jamen tak, det er rart at hilse på en normal bror for engang skyld," sagde han kort inden Matt daskede ham på armen, som en hver anden storebror nu ville gøre det.

Ghost lagde sig forsigtigt ned, stadig nær sin ejer og så skiftevis på Matt og Stella. Disse to virkede som gode væsner. Det var perfekt. Han lagde hovedet helt ned og slappede nu af i sin massive ulvekrop.
Josh så skiftevis på dem begge. "Jeg kan se at det med ulve må ligge til familien," Han havde et kækt smil på læben, imens han gjorde et nik imod deres ulve og derefter sin egen.
Ghost drejede bare ørene rundt. Et tegn på at han lyttede. Josh tog en dyb indånding og kiggede rundt i palæet. "Det er et fantastisk sted i har her!"

Stella vidste godt hun ikke havde svaret på det om Diego, men hun kunne ikke. Hun vidste godt, at hvis hun først begyndte at gå hen af den mindekanal ville hun begynde at græde, og det ønskede hun ikke.

Matt nikkede stille. "Ja, selvom jeg aldrig troede, at jeg skulle møde andre sønner af ham." Sagde han inden han gik over til Stella, og rodede hendes hår - til at hun skubbede ham væk. "Seriøst Matt?!" Udbrød STella og rettede på sit hår. Så kiggede hun over på Ghost, også over på Ember og Morrow. "Ja, vi prøvede tigere en gang, men det var slet ikke det samme, også fik vi Ember og Morrow her." Fortalte Stella inden hun satte sig på hug ved siden af de to ulve. Ember hævede hovedet op og lod sin tunge slikke Stellas arm. Stella grinede svagt og kløede Ember bag øret. "Vil du have noget at spise? Nok er vi bloddæmoner, men vi har deserter. Kage er altid godt at have." Smilede hun og rejste sig op igen.
Matt rystede svagt på hovedet. "Måske skulle du gå op, og skifte til noget andet tøj også? Du ligner en der blevet stukket ned." Stella skulle til at sige noget, men de havde en bestemt form for kommunikation er gjorde, at hun vidste at hun ikke skulle svare ham. Hun nikkede i stedet for, og gik indenfor. Matt nikkede imod hoveddøren. "Kom med ind." Sagde han og regnede med Josh ville gå med indenfor.


Stella kom nedenunder igen og fandt hurtigt lidt frem. Hun skar tre stykker kage ud og placerede dem på nogle tallerkener. Så tog hun tre glas ud og skænkede noget whisky op. Hun satte det på en bakke og stillede det ind på spisebordet. Så dansede hun let ud i køkkenet igen og fandt tre store bøffer, som hun kastede ud til ulvene. Hun kastede dem tre forskellige steder hen, så der ikke skulle blive kamp om maden. Stella vaskede hurtigt sine hænder, inden hun satte sig ind til bordet - hvor mændene allerede sad. Normalt var det faktisk Matt der serverede for Stella, så det var ikke fordi hun var en hushjælp. "Jeg troede endelig du var ved Jasmin. Jeg har ikke set den tøs i evigheder." Sagde Matt så, og tog en slurk af glasset. "Det har jeg heller ikke, jeg ved ikke hvor hun er henne." Mumlede hun og tog selv en slurk. Stella havde ikke drengeproblemer som normalle piger, hun havde det med at falde for det køn hun selv var, og det ledte til kvindeproblemer. Stella gav hende sikkert ikke mere, det var Stellas egen teori. Matt trak på skulderen.
"Noget du vil vide, så bare spørg løs. Du hører trods alt under Lows familien nu." Smilede Matt skævt.

At Matt rodede Stella i håret, fik ham til at grine kærligt og for første gang i lang tid, havde en varm følelse i maven om at disse to søskende kunne blive starten på noget fantastisk! Han foldede armene på kors over brystet.
Desserter? Han nikkede til det hun spurgte om med et smil på læben. Josh måtte indrømme at han havde en sød tand og sjælendt sagde nej til desserter. Trods alt levede han ikke af blod og sjæle. Forhåbentligt kom han heller aldrig til det.
Imens Stella var oppe at skifte tøj, gik Josh med Matt indenfor og så sig med det samme omkring. Stedet her var fantastisk. Det undrede ham nu heller ikke. Matt og Stella virkede som to søskende med god stil. Det varede kun kort før han satte sig ved bordet. Stemningen i blandt dem var stadig en smule akavet. Trods alt kendte ham dem ikke ordentligt endnu. Ikke at han mente der var noget i vejen med dem.. Han var nok bare mere bange for at sige noget forkert.
Ghost greb med det samme kødet og luntede derefter hen ved siden af Josh. De to var et og veg sjælendt fra hinandens side. Forsigtigt strøg Josh en hånd igennem den bløde hvide pels. Da Stella igen kom ud til dem, løftede han hovedet og sendte hende et stort smil. En masse spørgsmål omkring disse to kørte inde i hovedet på ham. Navnet Jasmin fik ham til at løfte et øjenbryn. "Jasmin? Snakker vi om en dæmon?" Han spurgte så roligt som muligt. Egentlig ville han bare vide om det var den Jasmin, for hvis det var tilfældet, kendte han hende og vidste måske hvor hun var henne.
Endelig kom til de til det hvor han kunne stille spørgsmål til dem. Han tog kort en dyb indånding. Det var med at spørge omhyggeligt. "Hvor længe har i levet.. Og hvem var jeres mor?" På låret havde han samlet sine hænder. Hvem havde været den kvinde der engang havde vundet Julians hjerte?

Stella hævede et bryn og kiggede overpå Josh, da han nævnte en dæmon ved navn Jasmin. Stella nikkede et par gange, inden hun fik et smil på læben igen bare lidt større end før. Næsten lykkeligt. "Ja, ved du hvor hun er?" Spurgte hun næsten desparaet, hvorefter hun måtte tage sig sammen igen. Hun skulle lige ned på køl igen, og det kom hun. Stella savnede den tøs mere end noget andet. De næste spørgsmål var ret lette at besvare, og Stella kunne se på Matt, at han gerne ville besvare dem - så hun lod ham. "Jeg er 144 og Stella 139." Sagde han og nikkede let med et skævt smil. Han skulle lige til at nævne deres mors navn, da det fløj ud af munden på Stella; "Alexandria Escada Lows. Bloddæmon."
Hun lod blikket glide op på Josh. "Hun var smuk, men falskhed gør skønheden forsvinder." Sagde hun og lød næsten som om hun var i trance, det var fortiden der bankede på. "Undskyld mig." Sagde hun og gik udenfor til Ember og Morrow. Hun skulle lige samle sig op igen.
"Jeg undskylder Stella, hun har det ikke nemt ved fortidssnak." Sagde Matt og kiggede ud imod døren efter Stella, men vendte blikket over på Josh igen. "Jeg ved ikke hvor meget hun allerede har fortalt dig?" Sagde Matt som et hint, til at Josh bare kunne sige hvad hun havde sagt, så at han kunne tage den derfra. DEt var nemmere for Matt at forklare end for Stella, selvom Matt heller ej elskede fortiden.

Det desperate i Stellas øjne, gjorde at han automatisk smilede af hende, som en hver anden bror ville gøre når han så den glød i sin søsters øjne. Der var ingen tvivl om, at Stella havde noget for Jasmin. Hvad de havde var han dog ikke sikker på. Han kløede sig kort på næsen. "Jeg vil mene at hun er hjemme sammen med Fay," svarede han og sendte hende et roligt smil. Trods alt var han ikke helt sikker på om det var der Jasmin var. Han havde ikke snakket med hende i noget tid.
Nu var det deres tur til at fortælle. Han lyttede interesseret med til alt hvad de fortalte, lige til deres alder og falske, smukke mor. Det undrede ham egentlig ikke, at en som Julian havde valgt en falsk 'kone'. Hvordan kunne man overhovedet elske en som ham?
Da Stella forlod dem, skulle han lige til at rejse sig og følge med hende, men blev siddende eftersom Matt snakkede til ham. Med et par spørgende øjne så han hen på Matt. Havde Josh vidst, at Stella ikke havde det godt med at snakke om fortiden havde han aldrig spurgt... Dog kunne han ikke dy sig om, at spørgere mere ind til Julian. Han var meget interesseret i hvordan han engang havde været.
"Ikke så meget, jeg spurgte ind til en hvis Diego, men hun svarede ikke rigtig, så jeg lod det ligge... Derudover fortalte hun lidt om dig og om hvordan Julian havde behandlet hende... Jeg har aldrig brudt mig om ham. Det utroligt at tænke på at det alligevel lykkedes ham at få et par gode børn som jer," Han så sin nye bror i øjnene med et svagt smil på læben. "Jeg må indrømme... jeg er voldsomt nysgerrig om Julian.. Hvordan var han, før han gik amok du ved?"

Stella sad ude ved Ember, og nussede den hvide ulv bag øret. Imens de ufortjente tårer trillerede ned af hendes kinder.
Matt kiggede på Josh, da han atter åbnede munden. Han nævnte Diego, og Matt vidste udemærket hvorfor Stella ikke havde svaret. Fortiden talte de normalt aldrig om i dette hus, det var også derfor tingene normalt gik så glat. "Diego er Stellas eks kæreste. Han hjalp hende da hun havde brug for den hjælp ingen var til at give hende. Dog mistede hun ham under et angreb, hvor hun ikke nåede hen til ham før nogen havde spiddet hans hjerte." Fortalte han og foldede hænderne sammen på bordet. "Julian kiggede på mig og så på Stella. Han gik ikke helt ind for det der fin pigehalløj. Han ønskede Stella skulle blive som mig, men Stella er ret unik, hun går ind for de ting hun ønsker. Han kunne ikke tåle modstanden, og da hun blev 14 begyndte han på vold. Både fysisk og seksuelt. Diego fik hende bygget op igen efter hun var knækket, hun blev meget stærkere end nogensinde før. Ærligtalt troede jeg ikke, at det var den samme Stella da jeg så hende igen." Tilføjede han og kløede sig kort i nakken, hvorefter han fortsatte med at fortælle. "En dag fik hun nok, og da Julian og vores mor sov, prøvede hun at dræbe dem begge. Det lykkedes hende ved vores mor, hvorfor Julian overlevede er stadigvæk et mysterium for mig. Vi så ham ikke stikke af eller vågne, men vi flyttede med det samme. Jeg var alene derefter, og Stella nød det. Fordi jeg ikke havde været derfor hende før. Det hele har ændret sig igennem årerne. Vi ikke gode Josh, vi virker sådan - men vi vil aldrig blive gode - det er ikke i vores natur. År efter er vi allesammen knust indeni, og der intet vi kan gøre ved det." Afsluttede Matt og lænede sig tilbage i stolen. "Det vores historie." Tilføjede han dog kort.

Historien han fortalte var nærmest uvirkelig i Josh øre. Ikke at han ikke vidste, at der fandtes så grusomme ting i verden, for det var han udmærket godt klar over. Det var mere det, at han ikke havde regnet med at Stella havde været udsat for så meget og at Julian havde puttet Matt i en 'ynglings' boks og Stella i en helt anden boks. Skulle Josh være ærlig, havde han troet at Julian ville elske at have en datter og ikke en søn. For så klam en mand var han jo. Og det med Diego gjorde ondt på ham. Han vidste hvordan det var at miste nogen man elskede lige for øjnene af en. En anelse ubekvemt over den triste og tragiske historie, rykkede han sig i stolen og så ned på Ghost, der fortsat lå ved siden af ham. Han så igen op på Matt. At de ikke var 'gode' gjorde ham intet. Hvorfor skulle det... Han havde selv en mørk side dybt nede.. En side der aldrig måtte slippe fri. Selvom den så gerne ville.
"Det gør mig ondt at høre... Vores familie har vist altid været udsat for en masse," Han så ned på Ghost, der nu havde sat sig op og så på Matt med sine gylnde øjne henover bordet. "Men, jeg er nu bare glad for at have fundet jer, dæmoner eller ej," Han smilede venligt til ham. Derefter rejste han sig op. "Jeg vil tjekke til Stella," Sammen med Ghost, gik han ud til sin søster og satte sig ved siden af hende. Endda Ghost gik hen og puffede til hende med sin våde snude. "Klarer du dig?" Josh spurgte så roligt som muligt.

Matt nikkede til Josh da han ville tjekke til Stella.
Stella så på Morrow og Ember der løb rundt og jagtede hinanden i haven. Hun vendte blikket overimod Josh, da han satte sig. Hun nikkede til ham. "Jeg klarer den, det gør jeg altid." Svarede hun med et skævt smil, og slap en blid latter da Ghosts snude ramte hendes arm. Hun lod sine fine fingre kærtegne den dejlige bløde pels. "Jeg antager Matt har fortalt næsten hver eneste detajle?" Spurgte hun, det var noget hun vidste. Stella kendte Matts tankegang ligesom han havde lært at kende hendes. Stella kløede sig i nakken med den ene hånd, og svang de lange lokker over hver skulder. "Hans mørke lever i os alle, om vi ønsker det eller ej. Det er vores forbandelse, frygten for at blive noget der er langt værre end ham." Sagde hun så ud i det blå, inden hun vendte blikket over imod Josh. "Godt nok er du engel, og du lever ved dine engle. Men hvis du ikke passer på, vil mørket overtage din sjæl. Din evne er din største svaghed Josh. Frygten, lov mig du ikke vil lade den tage over." Tilføjede hun mere alvorlig. Hun kunne mærke frygtens kilde der blomstrede indeni ham, kun fordi hendes evne var modsætning til hans. Håb var det eneste stærkere end frygt, men selv de frygtløse skulle passe på i denne verden. Nogle gange var det dem, som nemmest blev skadet.

Ghost lagde sig ned ved siden af Stella. Blot når ulven lagde ned, var den fortsat på højde med en almindelig hund. Dette dyr fyldte meget.. Specielt når det besluttede sig for at sove i samme seng som dets ejer!
Josh kiggede ned i jorden, imens hun snakkede. Til det med om Matt havde fortalt alt, nikkede han roligt og håbet ikke på at det gjorde hende vred. Det var jo ikke det han ønskede at skulle ske. Julian... Hans mørke. Alle de ting hun sagde, gjorde at han en anelse forskrækket løftede hovedet op og sank kort en klump. Hvordan kunne hun vide at...? Dæmonen inde i ham skreg lige nu. Det var som om den vidste at det var den de snakkede om.
Ghost kunne mærke den spændte stemning. Af ren reaktion, løftede den massive ulv sit hoved og så spørgende hen på Josh. Langsomt for at kvæle dæmonen, stoppede Josh helt med at tænke på den og mærkede hvordan dets skrig forsvandt. Det lykkedes ikke denne gang ækle væsen...
Han tog en dyb indånding. "Tro mig, jeg gør hvad jeg kan for ikke at lade mørket overtage mig," han så frem for sig. I et kort øjeblik var det som om han var i en helt anden verden. Det var først da Ghost gik hen ved siden af ham og puffede til ham, at han kom til sig selv. Hurtigt rejste han sig og strakte sig. "Ikke mere snak om den idiot til Julian, i har et hus at vise jeres bror rundt i!" Han smilede til hende og lagde an til at gå ind i huset igen. "Hvis i altså vil selvfølgelig,"