Not all are winners anymore... ~ Selicity

Selicity betragtede roligt manden der sad foran hende, hun kendte end ikke hans navn endnu, det var et eller andet sted lidt underligt men så meget generede det hende heller ikke. Hun lyttede til det han sagde og bed sig i læben, det var vel hårdt at få af vide at man var et uheld men et uheld kunne jo også være godt dog havde hun på fornemmelsen at det ikke havde været positivt i hans situation. "Min mor døde ved fødslen og i lang tid mente min far at det var min skyld, mente at jeg var forbandet men med tiden kom han sig over det og jeg tilgav ham for hvem ville ikke være ulykkelig over at miste sin eneste ene..". Hun kiggede på ham med et løftet øjenbryn da hun så den position han sad i da hun havde trukket sig væk. Havde han været ved at kysse hende? Og i så tilfælde, hvorfor? Banken på døren hev hende ud af de dybe tanker hun et øjeblik havde siddet i. "Åh det må være maden!", hun kiggede på ham med et dejligt smil og rejste sig så op fra sengen for at åbne døren. Roligt åbnede hun døren og tog imod den bakke hun fik overrakt. Roligt puffede hun døren i med hoften og satte bakken fra sig på et lille bord med to stole. "Er du sulten?".

han var ved at dø af sult! Men han vidste at han ikke unne gå og spise hendes mad. Han anede ikke hvor han var, hvem hun var... Han burde komme væk. For alt i verdenen, de kunne være søskende!
Han sukkede stille, inden han smilede undskyldende til hende.
''medmindre der er en rå kanin på den bakke, så nej'' sagde han med et lille drillende smil, inden han prøvede at rejse sig. Han havde brug for en god jagt. Men med de skader var cancerne for at fange noget minimale.
Han tog bakken fra hende med et blidt tag og satte den på reolen.
''Okay. Om igen.'' sagde han med et drenget smil.
''Goddag frøken, mit navn er Ammon Misnoran. Jeg er en ballademager som bare pokker, som ingen ung kvinde burde rode sig ud i noget med. Men jeg bliver nødt til at gøre dette, og jeg beder om din tilgivelse for min dumme opførsel.'' sagde han drillende, inden han lagde hænderne på hendes kinder, og kyssede hende blidt.
To sekunder senere slap han hende, og bukkede kort.
''ooooog, jeg er en douchebag!'' sukkede han lettet.

Teknisk set havde hun bestilt til dem begge eftersom hun gik ud fra at han ville være sulten og hvis ikke var det nok bare blevet kasseret. Let lod hun hænderne glide ned langs hendes side inden hun hoppede op og sad på kanten af bordet så bakken blevet skubbet helt ind mod væggen. Et skævt smil gled over hendes læber da han nævnte den rå kanin men det kunne hun nu altså ikke prale af at der var. "Det kan jeg altså ikke prale med der er men så må du jo undvære hvis det ikke kan friste". Selicity betragtede ham da han tog bakken fra hende og satte den på en reol. Let skubbede hun sig en smule mere tilbage på bordet og kiggede ham i øjnene. Hvad pønsede han dog på? Let lagde hun hovedet på skrå og betragtede ham stille, smilet lå stadig på hendes læber men hun virkede en smule forvirret indtil han begyndte at introducere sig selv.... Han var Sajros søn.... Navnet, hun kunne kender navnet og pludselig gav historien mening, den Nightcan han havde snakket om havde været Sajro. Han var Sajros uheld...
Selicity sad så dybt i hendes egne tanker at hun først blev hevet ud af dem da han lagde hænderne på hendes kinder og hun mærkede hans læber presse sig blidt mod hende. Hun fik sig noget af et chok og tumlede faktisk ned af bordet. Som om hun lå der på gulvet kiggede hun forvirret rundt, hvad var det lige der foregik her?...Hun kiggede op på ham, "Hvor-Hvorfor kyssede du mig?". Hun lød ikke vred, bare utroligt chokeret og overrasket.

Han kunne ikke lade være med at smile over hendes reaktion.
''fordi, frøken, du er virkelig vidunderlig. Og ærligt, jeg trængte lidt til det... Hvad kan jeg sige, jeg er en douchebag...'' han sukkede stille, med et svagt smil, inden han rakte hende en hånd for at hjælpe hende op igen.
''det må du undskylde. det kommer ikke til a ske igen..'' grinte han stille.
''du er virkelig, virkelig, virkelig vidunderlig..' sukkede han stille

Hendes kinder var en anselse røde, det var en smule pinligt at hun havde reagere sådan men det var trods alt kun anden gang hun kyssede med nogen og det var virkelig kommet bag på hende. Han trængte til det? Rendte han bare og kyssede folk når det var han ville, i tide og utide, hvad nu hvis hun havde haft en anden eller noget i den stil, det havde hun jo så ikke men det kunne jo have været tilfældet. Selicity tog imod hans hånd og hev sig selv op og stå. Et let smil gled over hendes læber, der var ikke nogen grund til at blive vred på ham, det havde været kort og uskyldigt. Dog kunne hun ikke forstå hvordan han allerede kunne stå og fortælle hende at hun var så vidunderlig som han mente hun var. Roligt slap hun hans hånd og satte sig tilbage på bordet foran ham. "Hvordan kan du syntes jeg er vidunderlig så hurtigt? Vi har først lige mødt hinanden og du kender ikke engang mit navn endnu". Hun rakte hånden frem mod ham som kunne han tage den hvis han ville. "Forresten så hedder jeg Selicity Aldren".

Han smilede roligt, men inde bag smilet kunne man se smerten fra de tæsk han havde fået.
''vi identificerer os med de navne som er os givet ved barnsben. Det er måske hvem vi tror vi er, men langtfra altid hvem vi vil være.'' han blinkede til hende.
''og jeg kan påstå at du er så vidunderlig, af blot én klar grund: du kunne være gået din vej. Du kunne have vendt mig ryggen da jeg sagde at jeg kunne klare mig selv. Men du insisterede på at hjælpe. Det er beundringsværdigt.'' sagde han med et lille charmerende smil.
''jeg går ud fra at du kender manden vis navn jeg bærer?'' han så på hende, roligt. Han identificerede sig ikke længere med Sargonis, han havde ikke lyst til at være 'racelederens uægte søn'. Ja, Lyssa og Sargonis var blevet gift, men det var først efter hans fødsel.
''I så fald, må du ikke fortælle ham om dette...'' han hentydede til det hele. Til hans gadekampe, til hendes hjælp, til kysset. Sargonis ville flå Ammon levende, specielt efter at Sargonis havde forbudt ham gadekampene som ung.

Hun kiggede på ham og kunne ikke lade være med at smile over det han sagde, det var jo ganske dybt det han sagde. Selicity pillede ved en løs tråd i toppen hun havde på, jo mere hun hev i den desto mere nedringet blev den men ærlig talt var hun ligeglad. Let kiggede hun op på ham. "Jeg lader ikke mit navn skabe mig, jeg skaber mig selv og mit eget navn men i mit tilfælde kan jeg nu faktisk godt lide det navn min far har givet mig", hun blinkede drillende til ham og rejste sig roligt op. Hendes fødder bar hende hen til reolen hvor han havde stillet bakken men den eneste ledige hylde der havde været var den øverste hylde som hun lige akkurat ikke kunne nå. Et lettere irriteret suk kom fra hende som hun prøvede at strække sig lidt mere for at nå den. Rolligt kiggede hun sig over skulderen og smilede drillende, "Der skulle ikke meget til at for at imponere dig men jeg er da glad for at du syntes det er vidunderligt men jeg er altså bare som jeg er". Hun nikkede som et ja til at hun kendte Sajro, han var trods alt hendes leder, hendes Alpha så selvfølgelig gjorde hun det. Da han sagde hun ikke kunne sige noget af det er stillede hun sig på flad fod og kiggede på ham forsat over skulderen. "Hvorfor må jeg ikke fortælle noget af det her?", let hævede hun sit øjenbryn og bed sig let i læben.

''Fordi din Alpha vil slå mig ihjel for det.'' svarede han, nu koldere end nogensinde.
Han havde aldrig elsket sit far. Han havde aldrig været der for ham når han havde haft brug for ham.
Men han hadede ikke sin far. Han manglede ham bare, desværre.
Han så lidt ned, inden han bed sammen.
''Undskyld.. Det er et.... følsomt emne.'' han satte sig på sengekanten igen og gned sig i ansigtet. Han havde det som om han havde fået tæsk og derefter drukket sig i hegnet.
Han sukkede frustreret.
''Jeg orker snart ikke mere af det her...'' mumlede han da man mærkede hans flækkede læbe. Han overvejede kort at spørge om hun havde sytråd og nål...

Det gav stadig ikke helt mening i hendes hoved men hvis han ikke ville have hun ikke sagde det skulle hun da nok lade være. Let bed hun sig i læben og nikkede, "Okay, hvis du ikke vil have jeg siger det skal jeg da nok lade være". Selicity hoppede ned fra bordet mens hun kørte en hånd gennem hendes lange smukke røde hår. Med lette skridt gik hun hen og åbnede vinduet så den køllige nattevind kærtegnede hendes ansigt. Et dejligt smil brød frem på hendes læber som hendes øjne gled op og landede på månen der snart ville være fuld, et par dag, max fire dage.
"Det er okay, du behøves ikke undskylde Ammon". Hun vendte sig mod ham og kiggede ham i øjnene. Let lagde hun hovedet på skrå. "Skal jeg så den for dig eller noget?", hun hoppede op så hun sad i vinduekarmen og hvis hun ikke passede på med at læne sig for langt tilbage fordi hvis hun gjorde det ville hun falde ud af vinduet.

Han vidste ikke hvad han skulle sige længere. Hans hjerne var gået ned. Hvad skulle han sige?
Han endte med at høre hende spørge ham om noget - men om hvad vidste han ikke.
Han så lidt på hende, inden han rystede på hovedet.
''tak for hjælpen, Selicity..'' sagde han, inden han bed sammen ved smerten i sine ribben.
''jeg bliver desværre nødt til at gå nu..'' sagde han stille, og så på hende kort.
''til næste gang vi ses, min prinsesse'' han bukkede kort for hende, inden han vendte hende ryggen for t forlade 'lejligheden' de befandt sig i.
Hun var en prinsesse. I hans øjne. Hun var arvingen til alphatitlen.
Det burde havde været ham.... Det skulle have været ham! Hans plads, som sin fars efterfølger!
Han kunne mærke vreden vokse, vreden som var uden ret. Hans far havde frataget ham retten til at være vred over at han havde mistet sin 'titel'...
Han åbnede døren, inden han smækkede den på vej ud, for at slippe for at lade hende se vreden i hans øjne.

Hun var arving til titlen ja men ikke til den store alphatitle, det var et mindre pack som var underagt Sajros title så i virkeligheden havde hendes title intet at sige i det store billede men i hendes pack havde det massere af sige. Let bed hun sig i læben og betragtede ham stille mens hun forsat sad i vindueskarmen. Let kørte hun en hånd gennem det stadig lettere våde hår. Hendes øjne blev en anelse større som han sagde han ville til at gå, han var i ingen tilstand hvor han burde gå rundt og bestemt slet ikke udenfor hvor han sikkert ville blive overfaldet. Hun kom på benene og kiggede ham i øjnene. Prinsesse? Hvorfor kaldte han hende prinsesse? "Ammon vent... Du er slet ikke i nogen tilstand til at rende rundt..."
Mere nåede hun ikke at sige før døren blev smækket i ansigtet på hende, hun nåede kun lige at stoppe sig selv ellers havde hun haft et pænt aftryk i ansigtet af en dør. En ting jagede hende dog stadig og det var det umådeligt vrede blik han havde haft i sine øjne. Hvad havde hun dog gjort forkert? Let bed hun sig i læben og kiggede ned..
Lettere opgivende kørte hun en hånd gennem hendes hår og gik hen til vinduet hvor hun stak hovedet ud og kiggede efter ham.

Han vaklede ned af gangen, mod trappen ned til kroen, hvor døren ud til gaden lå.
Han var ikke blot vred, han skammede sig. Han havde været utaknemmelig, han var bare gået. Han havde sagt tak, men han havde ikke ment det. Respektløst af ham.
Han nåede knap ud af døren, før han måtte hive efter vejret før hans ribben rettede sig lidt igen. Fordelen ved hurtig healing.
Han blottede tænder i en knurren der lød helt nede fra maven af på ham. Hans øjne gik over i en gullig nuance, mens han gik videre i stødte skridt. Smerten bredte sig, men han ville ikke bede hende om mere hjælp - hans stolthed var for såret. Han havde modtaget hjælp fra en pige. Han havde en smule foragt over for sig selv.

Normalt var hun slet ikke så stædig hvad angik at hjælpe folk men denne mand ville jo få sig selv slået ihjel hvis hun ikke hjalp ham. Selicity tog en hurtig beslutning og kravlede op i vindueskarmen før hun elegant svag sig ud af vinduet og landede med en blid lyd. Hun måtte bide sammen da det egentlig gjorde rimelig ondt i bare fødder men hælene hun havde haft på havde bestemt ikke gjort det bedre. Hurtigt og nærmest lydløst satte hun af efter ham, hun havde en ide om hvilken vej han var smuttet men havde mistet ham af syne da han var kommet lidt for langt væk fra hende.
Hendes bevægelser var flydende og lette men inden længe stoppede hun op i de mørke gade og kiggede sig omkring, hvor var han blevet af? Skyerne trak sig sammen over hende og man kunne i det fjerne hører det første sagte brag og se et glintende smukt skær i horisonten, det ville inden længe snart begynde at tordne og sikkert også regne. Lige som de tanker havde forladt hende åbnede himlen sig og det styrtede ned, på under et minut var hun allerede gennemblødt.

//Må nok indrømme at dette emne er dødt... Måske skal vi starte et nyt? //

//Kan vi skam sagtens hvis det er det du har lyst til