Åh... So, you and me? HA! ~ Daron&Sean

VEJR ~ Let skyet, med blæst.
TID ~ Midt på dagen.. Tidspunktet er uklart.

Jasmin så ned af sig selv. Vandet dryppede stadig fra hende, efter hun havde været i bad. Hun lod håndklædet tørrer de dele af hende, der endnu ikke var blevet tørt. Hendes hår var stadig en hel del vådt, men hun overlevede nok de få sekunder det tog, at hive en bluse over hovedet. Hurtigt tog hun en ordentlig bh, og en tank-top overhovedet, og lod håndklædet derefter omfavne hendes hår, så det kunne blive tørt.
Langsomt hev hun bukserne over sig, og lod dem lukke sammen. Strømperne var på med et hurtigt tag på hver fod. Langsomt stillede hun sig over mod spejlet, beundrede sig selv et kort øjeblik. Kort tid efter, tog hun fat om hendes make-up og lod det omfavne hendes ansigts hud. Normalt brugte hun ikke det store make-up men til en mission, som hun nu var blevet bedt om at komme ud på, var det nok en meget god ide, at se lidt anstændig ud.
Da håret var en smule mere tørt, lod hun håndklædet blive taget væk, og tørrede hår med luften. Hendes blik landet på hurtigt på håret der ikke ret lang tid efter, var mere tørt end før. Langsomt hev hun sine lædersko på, og forsatte ned af gangen, og uden for. Star skulle med i dag, for de skulle sikkert langt.
Jasmin blik lande på deres staldtøs, Jasmin aldrig rigtigt havde kunne lide særlig meget. Hun havde også være skyld i en del af de ting der var sket for hende. Men Jasmin nænnede ikke at gøre noget ved hende. Sådan var hun ikke.
Langsomt red hun ind imod byen, hvor hun havde fået at vide hun skulle mødes med en anden person. Hvem denne person var, anede hun egentlig ikke. Hendes hår blev nærmest skyllede igennem luften. De mørke hår, begyndte for en gang skyld og se smuk ud. Jasmin stoppede op, ved stedet hun havde fået at vide hun skulle være ved.
Hvad skal jeg dog her? ...

Daron stod afslappet lænet op af muren i en gyde, som han havde fået at vide, at han skulle vente ved. Det havde han egentlig gjort i et stykke tid nu. Han havde ikke meget at give sig til på en dag som denne og kunne ikke gøre meget andet end at vente på denne person, som han åbenbart skulle møde her. Daron kunne ikke lide at arbejde med andre mennesker. Om denne mission var livsfarlig eller ej, så ville han hellere passe på sig selv end at sætte livet i hænderne på en anden mand... eller kvinde.
Tanken om at han skulle arbejde sammen med en kvinde, havde slet ikke faldet ham ind.  Nok fordi at han var så vant til at afvise alle forslag om det. Og det vidste hans kunde godt.
Det er derfor, han ikke fortalte mig noget om opgaven, tænkte Daron bittert, Han snørrede mig til at arbejde sammen med den kvinde.
Men selvom han heller en gerne ville se koldt på hende og gå sin vej, så havde han brug for pengene. Så han smørrede et tydeligt falsk og flabet smil frem og gik hen mod hende for at række hende en fast hånd - en gestus, der mest bliver rettet mod mænd.
"Jeg er Daron. Intet efternavn. Og De er?" Han lød nogenlunde venlig men med et snert af sarkasme som om hans høflighed var en vittighed for ham.

Jasmin så blot på herren hun mødte over imod gyden. Langsomt steg hun ned fra Star, som ingen sadel havde på, eller noget hovedtøj. Jasmin var blevet van til at ride på hende uden noget på hende. I det hendes øjne kastede sig mod ham, kunne hun mærke at han havde meget imod at arbejde sammen med andre, og meget kvinder.. Uden han rigtigt nåede at se det, rullede hun med øjne.
Skal jeg virkeligt, arbejde sammen med ham?! Hvad pokker har jeg gjort, for at blive udsat for dette rene tortur? Jasmin sukkede lavmælt, og rakte selv hendes hånd imod ham.
'' Jazmín Vincent.. Mit efternavn vil de aldrig vide... Men kald mig hvad du vil. '' Jasmin smilede over hele ansigtet. Der var intet falsk over det. Hun nød at have nyt en anden person, end dem hun allerede kendte. Om som han ikke brød sig om hende, uden at kende hende, det var hun ligeglad med.
Jazmin trak hånden tilbage til sig selv, og lod langsomt hendes arm omfavne Stars manke.
'' Så.. Vi skal arbejde sammen? Hmm.. Ved du hvad det går ud på? '' Jazmin håbede lidt på han vidste hvad det ville gå ud på, hele dette. Hun vidste det godt, men om han vidste det, var nok mere et spørgsmål. Jasmin så længe på ham.

Daron brød sig allerede ikke om denne... Jazmín. Men han brød sig nu heller ikke om nogen kvinde, som han blev tvunget til at være på niveau med. Der havde kun været én kvinde, hvor han havde indrømmet at være hende underlegen, og den kvinde betød verdenen for ham. Derfor sørgede han får at give hende et ekstra hårdt håndtryk, for at vise at han havde magten, selvom hun havde viden.
"Nej. Jeg fik blot at vide, at jeg skulle møde personen med informationerne her. Altså dig," hans stemme virkede rolig men der var noget anspændt over ham. Hvor han dog hadede at skulle være afhængig af en anden.
Hans blik gled hen på den store hvide hest, som hun stod ved. Han rynkede panden en anelse og så op og ned af dem, næsten den samme reaktion, som han havde haft første gang han så Jazmín.

Jazmín så blot på Daron. Hele hans ansigts undtryk så ikke ud til at være særlig glad for hende. Det betød heller ikke ret meget, om en person ud af ret mange elskede hende, eller kunne lide hende for den sags skyld. Jazmín havde de person hun havde brug for. Stella, Logan, Fay osv.. De folk hun holdte af, holdte hun meget tæt til sig. At en enkelt person hun kort skulle arbejde sammen med ikke kunne lide hende, betød ikke det store. Egentlig så hun ham blot som en der skulle følge hende.
Jazmín trak sin hånd tilbage, da hans håndtryk blev hårdt.
'' Ingen grund til at være hård. Måske er jeg en kvinde, men det betyder ikke i mænd, er mere 'værdige' end os kvinder. '' Jazmín smilte sarkastisk, og løftede sig selv op på Star igen.
Hvorfor skal mænd, altid være så dominerende..
Den store sorte hest, prustede en anelse af Daron. Skubbede blot til ham, med snuden som den plejede med mennesker..
'' Sæt dig op.. '' Jazmín rakte hendes hånd ned imod Daron, så han kunne tage fat, og hive sig selv op på hesten. Der var lang vej hen til hele stedet. Så det ville være godt, at finde et sted, hvor han i det mindste kunne få en hest for sig selv, og derefter ride afsted.

Et stykke tid efter, stoppede Star op. De var nået hen til stedet, hvor at man kunne 'låne' heste. Det var derfor Jazmín havde lånt Star, men senere havde købt hende, fordi hun havde forelsket sig i hesten. Jazmín sprang ned fra Star, og lod hende blot gumle græsset ved 'gården.' stedet.. Hvad man nu ville kalde det.
'' Cedric! Vi mangler en hest. '' En herre kom kort tid ud mod dem. Hans fart var udnaturlig hurtigt. Ikke som et menneske, heller ej som en vareulv. Men som en vampyr. Cedric var nemlig vampyr. Det var også derfra Jazmín ofte fik hendes blod fra, hun indtog.
'' Herren her, mangler en hest.. '' Jazmín skubbede Daron frem imod Cedric.
'' Jamen. Lad os finde en hest der passer til dem, unge mand. '' Cedric smilede blot til herren, og gik ind imod stalden hvor hestene stod.

Darons smil forsvandt i det sekund, han forstod, hvor hun ville hen med hendes kommentar og som han havde forventet, afsluttede hun med at sige at mænd og kvinder stod lige. I det sekund besluttede han sig for ikke at kunne lide denne kvinde. Ikke at han brød sig synderlig meget om hende til at starte med. Men hun havde en effekt på ham, der blot ødelagde hans humør mere og mere. Daron var ellers blevet god til at holde humøret oppe på trods af bivirkningerne ved hans forvandling til et skyggevæsen.
Intet blev bedre, da hun siger, at han skal op på hesten. Det gibbede svagt i ham, og han nåede lige at tænke, at han bestemt ikke ville op på en hest. Han foretrak at komme frem på fod og ikke ved at putte sin tillid i et andet væsen om det så bare var en hest. Det havde sit eget sind og kunne sagtens forråde ham.
Men han nåede slet ikke at sige i mod, før han var trukket op på hesten. Hun var stærk... af en kvinde af være. Sikkert også gammel. Ældre end ham i hvert fald.
"Nah-!" Mere nåede han ikke at sige, før hesten gav sig til at ride af sted. Hurtigt, før han overhovedet fik tænkt, lagde han armene om Jazmín bagfra for ikke at blive smidt af hesten. Han havde trods alt aldrig reddet før og at starte uden saddel var svært. Så mens han rent faktisk overvejede bare at springe af hesten, holdt han sig fast i kvinden foran sig. Han kunne allerede se frem til en forfærdelig mission.

Turen føltes som om det aldrig ville slutte og Daron, der ellers var meget glad for sit liv, ønskede sig langt væk gennem det hele. Han var intet andet end lettet, da de endelig nåede gården og han kunne give slip på Jazmin for at klodset komme af hesten. Han var helt øm i sine lår, men det skubbede han hurtigt væk for i stedet at se meget irriteret på kvinden.
"Jeg vil ikke ride. Jeg har ben at gå på." sagde han lettere muggent. Han kastede ikke engang et blik på herren foran dem. Han var ikke til nogen nytte alligevel.

Jazmín så blot på Daron, der så ud til at være temmelig sur, eller retter.. vred. Jazmín overkom ikke rigtigt hans bitterhed lige nu..
'' Du kan ikke holde ud, at gå så langt.. Kære 'ven.' '' Hendes stemme var sarkastisk, egentlig brød hun sig ikke ret meget om ham, men hun var tvunget til at skulle arbejde sammen med ham.
'' Vi skal langt.. Meget langt.. Tag en hest, eller jeg personligt binder dig fast til en hest. '' Jazmín smilede blot ondskabsfuldt før hun skubbede ham imod Cedric, som blot gik videre. Cedric gik blot og snakkede med sig selv, eller til Daron. Jazmín lyttede egentlig ikke til det han sagde, men puffede blot Daron med.
Cedric stoppede op ved en brovede brun hest, der havde en halvhvid manke. Hesten lod dens snude røre Darons hænder, i det Jazmín løftede dem imod hesten. Hesten slikkede underligt nok på hans hænder.
Cedric smilede blot, og mumlede et par ord lavt for sig selv, før han snakkede tydeligt igen. '' Det ser ud til at hesten kan lide dem herre. Det er ikke normalt, at en hest slikker en anden på hænderne. '' Jazmín løftede Daron op, og smed ham op på hesten. Den havde allerede sadel og hovedtøj på.
Jazmín piftede en enkelt gang, da Star kom travende imod dem. Jazmín hev sig selv op på hende, og tog blidt fat i en snor fra den anden hest af. Så havde Daron intet at bekymre sig om.
'' Åh, hesten hedder Moonshadow. ''
Jazmín sparkede en enkelt gang til Star, før hun begyndte at skridte frem af. '' Tak Cedric! Jeg skylder dig! '' Star begyndte at skridte frem imod, imens Jazmín holdte fast i hendes manke og i snoren fra Daron og den anden hest.

Daron var ikke en person, som nemt blev provokeret. Han var vokset op med folk, som elskede at komme med spydige kommentarer, og han var selv ret så god til at ramme ømme punkter på folk. Men alligevel mærkede han en flamme af vrede bluse frem i ham, da hun ikke bare kaldte ham 'kære ven' - Hvilket han bestemt ikke var, altså kær - og bagefter gav ham en trussel. Han var vant til at blive truet, det var normalt at opleve i et liv som kriminel, men hendes trussel var mere blot for at gøre grin med ham.
Blot fordi at han syntes, at han havde vist svaghed nok for hende på vejen herhen, gik han frivilligt hen til hesten. Han var lige ved at trække sig væk fra den, da han bestemte sig for at lade den røre ved ham. Varmen fra dens ånde føltes klam mod hans fingre og da dens ru tunge kom i kontakt med ham, måtte han tage hænderne til sig igen for at, med rynket næse, tørrer dem af i sin trøje.
"Urgh..." kom det fra ham idet manden foran ham gav sig til at snakke. Han så op på ham med et blik der tydeligt viste at han var fuldstændig ligeglad med om hesten kunne lide ham eller ej. Det var trods alt bare en hest, et dyr som han helst ville holde sig fra.
Dog så gjorde han et ryk på sig, da Jazmín igen prøvede at få ham op på den. Ikke fordi at han ikke ville ride, men fordi at han ikke ville have hendes hjælp.
"Jeg kan selv komme derop," vrissede han af hende før han tøvede nogle enkle sekunder og så hoppede op på hesten. Det så klodset ud, men tog ikke særlig lang tid før han sad deroppe. Han følte sig allerede en del mere usikker og han grib fat i tøjlerne på den, selvom det ikke virkede til at hjælpe på noget. Han gav dog slip på dem igen, da kvinden selv tog dem. Ligemeget hvor irriterende, hun var, så var hun bedre til at ride end ham. Hun havde nok mere styr på det.
Daron skyndte sig at gribe fat i sadlen, da hesten gav sig til at langsomt bevæge sig frem af. Hans hjerte bankede hurtigere og han sværgede for sig selv, at han aldrig ville frivilligt op på en hest igen efter denne mission.
"Hvorfor behøver jeg at kende til hestens navn? Jeg skal alligevel aldrig bruge den igen."

Jazmín så blot på Daron. Hele hans barnlighed irriterede hende gevaldigt meget. Hans opførelse overfor dyr, og Cedric, var ikke okay efter Jazmíns mening.
'' Fordi, en hest nyder du kalder dens navn, i stedet for at man kalder den en hest.. '' Jazmín vrissede en del over ham.
Langsomt begyndte hun at skridte frem imens, at hun holdte fast i hovedtøjet på den anden hest, kaldet Moonshadow.
Mon han vil klare det her?
Hmm.. Det får vi at se Jasmin...
Jazmín sparkede hårdere til Star, som satte i galop. Hurtigt fulgte Moonshadow efter.. Et par sjæt fra hesten, der gjorde at Daron blev puffet en anelse op i luften, morede Jazmín gevaldigt meget.
Et par små fnis kom igennem Jazmín mund..
'' Går det godt deromme? '' Jazmín nød, at nedgøre ham en smule..

En par timer senere, var de fremme ved stedet hvor det hele skulle starte. Jazmín hoppede ned fra Star og bandt den snor Jazmín havde holdt igennem hele turen, om halsen på Star. Så de to heste hele tiden ville være sammen sted.
Jazmín forsatte frem igennem byporten. '' Følg lidt hurtiger med Daron.. Dit snegle tempo hjælper ikke ret meget.. '' Jazmín vrissede den del over ham, men det var mest fordi hun savnede sit hjem. Mest af alt. Hurtigt stoppede hun op ved porten, og skubbede den frem af. Porten var stor, sort og det så ud til der egentlig skulle ret mange kræfter til for at åbne porten, men Jazmín åbnede den blot. Hun gik ind, lukkede Porten da Daron var kommet ind.
'' Vi skal snakke med et par folk her.. Hente nogle ting, og videre til det helt rigtig sted.  '' Jazmín smilede blot et par gange.

Daron var ellers ved at vende sig til hesten rolige og nogenlunde stabile gange, da den gav sig til at sætte i galop. Forskrækket over dette forsvandt hans irritation og virkede mere som om han var skræmt, mens han hoppede op og ned på den. Det var først efter lidt tid, at han nogenlunde fandt rytmen, så han ikke var ved at falde af den, og han holde så hårdt fast i sadlen, at hans knoer blev hvide. Han hørte slet ikke Jazmíns nedgørelse, da han satte alt fokus på at holde sig på hesten - Eller Moonshadow som den nu hed. Tsk.

Hvornår stopper den her tortur? Var alt som kørte rundt i Darons tanker, mens de red hen mod den by, som de åbenbart skulle snakke med en person ved. Ikke nok med at det var aldeles udmattende at skulle hoppe og og ned på en hest, det var også grænseoverskridende for ham at skulle sætte så meget tillid til, ikke bare hesten, men til kvinden også, da det var hende, som holdt tøjlerne. På turen kunne han intet andet end at håbe at alt dette snart var ovre. Så det var med et lettet suk, at han hoppede ned fra hesten og strakte ud i sine ben. De føltes underlige, og det var som om de slet ikke var vant til at gå længere. Derfor gik han nok en anelse langsomt efter Jazmín, som blev ret så utålmodig.
"Rolig nu, så travlt har vi heller ikke," vrissede han tilbage, stadig ret så muggen over at have blevet tvunget op på en hest, "Og hvorfor vil du ikke fortælle mig, hvad vores opgave går ud på?"
Han ved intet om missionen. Og det frustrerede ham. Han var så vant til at kunne til hver eneste nødvendige detalje, da han aldrig behøvede at dele sin information med andre. Og nu var denne møgkvinde med ham. Hvis det ikke var fordi, at han fik en god mængde penge for dette, ville han havde prøvet enten at stikke af eller stikke hende ned for længst.
Han fulgte blot efter hende ind i byen og så sig kun kort om for at rette blikket mod hende igen.

Jazmín så blot på ham, da han sagde de ikke havde travlt. Jazmín havde ikke tænkt sig at, skulle være flere dage om at komme videre, og komme igennem alt dette her. Det irriterede hende at han gang på gang skulle opføre sig som et barn.
Gud fader bevares.. Gid, han bare ville følge med, som alle andre ville gøre!
Lige nu var det nok mest hende, der opførede sig som et pattebarn.
Irriterede sukkede hun for sig selv, inden hun gik videre.
'' Fordi.. Jeg ikke selv helt kender til det hele.. Det er derfor vi er her. Vi skal hente informationer.. '' Jazz sukkede dybt, over hele hans selvskab. Gid hun bare kunne klare det her alene, men næh nej..

Langsomt bevægede hun sig frem af, imod stedet. Star og Moonshadow, stod ude foran porten og gumlede på græsset der var derude.
Jazz stoppede op foran et velkendt ansigt. Nemlig Sean. Ikke at de som sådan havde haft noget sammen, med de havde mødt hinanden en gang, eller to. Jasmin kendte ham derfra. Jasmin smilede blidt til Sean..
'' Er du klar? '' Jasmin så blot på Daron en enkelt gang.. '' Vi har 2 heste stående herude.. Star.. ? Min hest, og en vens hest... Daron har det ikke så godt med at ride alene, så du måske kunne hjælpe ham lidt? '' Jasmin kom med nogle få korte fnis fra sig.. Det var stadig sjovt for hende, at Daron ikke kunne eller lide at ride..

Midt på dagen. De middelriges kvarter. Porten ud til friheden, til et sted næsten uden regler, uden skidt, uden larm og uden irriterende små mennesker, der mente de kunne tillade sig at være egoistiske. Det kunne de nu også...Men bare ikke hvis de ville overleve. Sean havde fundet en sport i at opsøge de mest egoistiske og triste af dem og spise dem. Mændene slog han blot ihjel. Med alle de lig der allerede var i byen, hvad betød så nogle ekstra? Intet. Mord var en del af folks hverdage. Ingen tænkte over det længere, folk lod som om de eftersøgte en morder, men de troede aldrig på at morderen ville blive fundet.
På denne ellers lune dag var han iklædt nogle sorte sko, sorte bukser af smidigt stof og endelig en sort skjorte, som var knappet, med undtagelse af knapperne oppe ved halsen, så hans kraveben var synligt.
Han stod afslappet op af den kølige mur og studerede folk der gik til og fra byen.

Han lod en hånd glide igennem det mørkebrune hår, der som oftest strittede til alle sider, med undtagelse af pandehåret, der altid hang ned over hans pande. De mørke øjne gled op og ned af den vagt, der stod nærmest. De var ikke i hans klasse. I teorien, hvis ikke Sakref var vildt irriterende, burde han med lethed kunne overtage byen. Især med hans klan, hans egen lille hær...
Dette var dog ikke aktuelt lige nu. Han hørte lyden af hestehove og drejede hovedet imod lyden. Lyden, der ellers bestod af folks småsnak og lyden af knirkende vogne, grædende småbørn, skæppende gæs og gøende hunde.
Jasmin. Eller hvem hun nu end var i dag. Og en fremmed. Han lod kort blikket glide over den fremmede mand, før han så på Jas igen med et svagt smil.
Var dette en joke? Han havde hørt at alle havde en dobbeltgænger gående et eller andet sted, men det var vidst mere en myte. For han var klar over at den fremmede mand mindede om ham...Af udseende. Han var ikke blind og han ejede trods alt et spejl. Han valgte ikke at kommenterer på det.
Han grinte. Hans grin var, for en gangs skyld, direkte hånligt. Han stoppede snart igen, tog Jasmins hånd og bukkede let, da han samtidig lod sine læber strejfe hendes hud. Han slap hendes hånd igen.
"Jasmin. Længe siden" smilte han venligt, før han vendte sig mod den fremmede. Ikke tale om...
"Mit navn er Sean. Og trods dit gode udseende..." han lod blikket glide over ham et øjeblik, uden at lægge skjul på det.
"...Må jeg sige at jeg ikke er indforstået med at skulle være sutteklud. Hvem lever i denne verden og ved ikke hvordan man rider?" Han slog ud med armene, da han vendte sig om mod Jas igen.
"Jeg har min egen hest. Hvis han ikke kan holde sig på, må vi binde ham fast. Fortæl mig ikke han er helt talentløs...Jeg har ikke brug for ekstra gods. Vi har nok i at hente og bringe" kommenterede han tørt. Han forsvandt ind i skyggen mellem to huse, en lille gyde, da man lidt efter kunne høre den karakteristiske lyd af hestehove. Lidt efter kom Sean til syne igen, denne gang med en sort hest i snor. Med saddel.
"Klar?"

Daron var ellers ved at tænke ret så grimme tanker om Jazmín, da hun indrømmede, at hun ikke kendte til meget af planen. Det fik ham til at synes en anelse bedre om hende. Men kun en anelse. Hun var stadig en plage, som han ikke kunne undslippe.
Men hendes svar fik ham til at tie, og han fulgte lydløst efter hende mens de begav sig mod porten ved den fremmede by. Daron havde i hvert fald aldrig været her før og kendte ikke engang navnet på den. Han skulle lige til at spørge, hvor de egentlig var henne, da han så manden, som de gik i møde. I starten så han intet mærkværdigt ved ham men jo mere de nærmede ham, jo mere kunne han se en lighed mellem dem. Han rynkede svagt panden og kunne ikke dy sig, men så undrende op og ned af ham. De lignede ikke præcist, men det var nærmest kun detaljer der skilte deres udseende fra hinanden. Og med den bloddæmon, der lignede Viola, kunne han ikke gøre andet end at begynde at tro på dobbeltgængere.
Han sørgede dog for ikke at sige noget, nu hvor– hvis han havde forstået ret – denne mand havde styr på informationerne til deres opgave. Lidt manere kendte Daron da til og selvom han helst undgik dem, kunne han sagtens finde ud af at bruge dem i en situation som denne. Han kunne dog ikke lade være med at sukke frustreret over Jazmíns kommentar. Den lille anelse, hvor han syntes bedre om hende, var forsvundet igen. Nej, han syntes bestemt ikke om hende. Og det hjalp ikke, da hans dobbeltgænger gav sig til at grine af ham som gjorde han nar af ham. Men det var forståeligt nok, da han virkede til at kende Jazmín og ligefrem bryde sig om hende. Allerede der havde han mistet lysten til at tilbringe mere tid sammen med Sean, som han nu havde præsenteret sig selv om.
Da han så gav ham en sarkastisk kompliment, der hentydede til at han også havde lagt mærke til den besynderlige lighed mellem dem, for bagefter at igen gøre nar af ham, så Daron på ham med noget som kunne minde om et koldt blik, selvom han prøvede at holde det tilbage.
”Det er ikke fordi, at jeg ikke kan ride,” sagde han med fortrængt frustration, ”Jeg vælger bare ikke at stole på andre end mig selv. Ikke engang en hest. Det er en del nemmere, hvis man kun skal have tillid til sig selv og sine egne handlinger.”
Hans blik veg ikke fra Sean, da han kom tilbage. Han så ikke engang hen på hesten eller Jazmín. Lige nu var alt hans fokus på manden ved ham.

Jasmin så blot på Sean, der venligt kyssede hendes hånd goddag. Et lille smil dukkede op på hendes kind. Kærtegnelsen fra en anden person var altid rar. Det var en vidunderlig følelse.
Det var først gået op for Jasmin, at de to lignede hinanden på en prik, da Sean nævnte, for ikke at tale om hans udseende. De lignede hinanden på en prik.. Dobbeltgængere.. Var det eneste der kunne komme i Jasmin tanker.. Og dog, de kunne være i familie? Den tanke havde slet ikke strejfrede hende. Hun rystede tanken af sig.. Sean kunne umuligt være i familie med en så.. uforskammet person som Daron.
Et håndligt grin, kørte over Jasmin læber, inden hun klappede i igen. Hun skulle nok ikke gøre sig særlig upopulær overfor Sean.. Han var den eneste hun nogle sinde havde frygtet..

Jasmin smilede en del, da det ikke kun var Jasmin der gjorde grin med hans ridning, eller... Sean hånede på en måde også Daron, med at han ikke kunne ride. Normale mennesker, ville vide at en hest, altid var en god ting at have. Når man skulle langt.
Jasmin gik frem af imod, de to andre heste... Sean nævnte godt, at de kunne binde ham fast, til sadlen, men så slemt var det heller ikke.
'' Du skal lære, at stole på andre folk Daron.. Det kan ikke hjælpe, du går og frygter folks tillid hele dit liv. '' Jasmin lød for en gang skyld venlig, og rolig overfor ham.
En enkelt gang, piftede Jasmin, og Star kom galoperende, med en hest ved siden af sig. Nemlig Moonshadow. De to heste, var bundet fast, aka, de blev nød til at følge hinanden.
Jasmin gik stille hen til Star, og aede hende rolig, på den ene hvide blitz, hun havde. Hun var en temmelig stor hest, i forhold til Moonshadow, og Seans hest. Det var også en ret stor race.
Hurtigt svingede hun sig selv op, og tog fat i manken på Star.
Der var hverken sadle, eller hovedtøj. Jasmin havde efterhånden lært Stars rytme, og omvendt.
Langsomt bandt hun snoren af Star, fra Moonshadow, og tog den i hånden selv.
'' Jeg er klar, men jeg ved ikke om Daron er? .. ''

Jasmin sparkede en enkelt gang, eller to, for at få Star i skridt. Hun begyndte rolig at skridte frem imod, det sted hvor de skulle hen. De skulle transportere en person, der tydeligt var hadet, af flere personer blandt det sted personen var.

Han satte sig op på hesten og tog godt fast i dens tøjler, stærkt bevidst om Darons evige blik på ham. Virkelig?
Tanken om at manden skulle være familie strejfede ham kort. Det var trods alt kun nogle måneder siden han fik en overraskelse i den kaliber og en overraskelse kom jo sjældent alene. Men han orkede ikke flere rollinger, som han skulle have styr på. Xander var stadig kun en ung dreng, trods hans formidable evner, han havde stadig brug for en rollemodel og en der kunne beskytte ham og lære ham ting, trods han nægtede det ihærdigt, hvis man spurgte ham. I det mindste var denne mand voksen...Og måske endda ude for rækkevidde, fornuftsmæssigt.

Hans blik gled kort over Jas, før det gled over på Daron igen. Han smilte svagt til dem.
"Jeg er faktisk uenig" svarede han Jas og hans smil voksede en anelse.
"Lad folk tro de kan have tillid til dig...Og brug deres tillid til at manipulerer rundt med dem. Men lad det ikke skade dig" Det var hans syn på det. En lektie han havde lært for længe siden, men siden glemt...Kun for at lære den endnu en gang, for kun kort tid siden. Inden for en måned havde næsten alle, han snakkede med, flygtet fra hans nærvær og gjort ham til en vred person. Mere...Farlig.
"Men jeg må sige...Det er umådeligt upraktisk ikke at stole lidt på en simpel hest. Trods alt er de et transportmiddel og gør blot, som du kommanderer dem til. De er ikke de rigtige monstre" pointerede han, da hans blik gled over Daron endnu en gang. Så vendte han ryggen til den forvoksede dreng og fulgte afslappet efter Jas, i den tro Daron i det mindste kunne følge med. Han var jo med af en grund, gik han ud fra.
De bevægede sig igennem porten og ud i en større frihed. Brostenene blev skiftet ud med simpel grussti. Sean red ud til siden. Der var ingen grund til at stå i vejen for handlende til og fra byen, de gav trods alt penge til byen og fik den til at fungerer, hvilket kun gjorde ham rigere i sidste ende. Markerne bredte sig ud på begge sider.
Såningen var blevet forsinket, efter krigen der havde varet over vinteren, men nu var markerne endelig blevet besået og de fleste gårde var ved at blive bygget op, bla. dem Sean havde anskaffet sig. Så han kunne få gratis mad til sin klan og sælge resten. På den ene side stod det grønne korn allerede højt. På den anden spirede roerne. En lugt af støv og blomster hang i luften. Gule, røde, blå og hvide blomster gyngede let i markskellene. Alle disse småting. Svalerne i luften, på jagt efter insekter...
Sean smilte svagt for sig selv og følte sig godt tilfreds. Personen var nogle timer herfra, på en ellers forladt gård. De skulle hente personen og bringe ham i sikkerhed i byen. Åh...Nå ja. Der var nok nogle banditter der ville prøve at forhindre dem i det...nytteløst selvfølgelig.

Sean vendte sig om mod sine rejsekammerater.
"Vi rider mod øst. Vi søger en mere eller mindre forladt gård, omend den nok er omringet af forskellige banditter. Ikke at de udgøre nogen skade, men de vil forsinke os og de vil slås. Personen må ikke lide last på nogen måde og skal bringes sikkert til byen. Jeg går ud fra vi alle er enige om at jeg sikre personen på min hest? Daron er ikke den bedste rytter og hans evner vil være bedre på jorden, hvor han kan slås. Og trods du kan ride, kære Jas, tror jeg din skønhed vil forfjumre mændene længe nok til at du kan slå dem ihjel. Nogen indvindinger?" Han så prøvende på dem begge et øjeblik.
"Min tanke var vi stopper lidt der fra og bliver enige om hvem der angriber hvor. Umiddelbart ville jeg og Daron tage opmærksomheden, mens Jas sniger sig ind og får fat i personen og selvfølgelig slår dem ihjel, der nu står i vejen. Hvor efter vi skynder os tilbage til hestene. Når først personen er sikret, kan vi slå resten af banditterne ihjel, så de ikke irriterer os yderligere. Men inden vi har personen, så vær forsigtigt at de ikke vil bruge ham imod os eller gør han skade..." Hans blik gled over markerne et øjeblik, før han så tilbage på dem igen, for at se om de var enige eller havde noget at sige til det.

Daron fjernede først blikket fra Sean, da Jazmín gav sig til at belære ham. Først så fornærmede hun ham og nu rettede hun på ham? Hun måtte virkelig føle sig mere værdig end ham. Naive kvindemenneske.
Da han rettede opmærksomheden mod manden igen, skulle han lige til igen at se irriteret på ham, men det han sagde, fik ham til at se på ham med et lettere overrasket blik. Det gav egentlig mening. Det var en metode, som var ret så effektiv, især i sit liv som kriminel. Godt nok plejede Daron ikke at gøre det, men nu hvor han så på tillid fra det perspektiv, så var det noget, som han sagtens kunne finde på at gøre for fremtiden.
Måske er denne Sean ikke så slem endda, nåede skyggevæsnet lige at tænke, før han så snakkede videre om det med hesten. Daron nåede knap nok at overveje hans ord, før han bed mærke i hans sidste sætning og den måde han så ned af ham. Han rynkede panden af ham. Var det en form for hentydning? Eller en fornærmelse rettet mod Daron? Eller var det blot ment som en advarsel, for Daron vidste udmærket godt, at heste slet ikke var så slemme som mennesker eller andre væsner. Men hvis det var en hentydning til at skyggevæsner var monstrene – hvilket Daron flere gange var blevet diskrimineret for – så havde Sean mistet alt den respekt, som Daron endelig havde besluttet sig for at give ham. Dog kunne han aldrig være sikker og nu fik han også travlt med at skulle komme op på hesten og følge med de andre. Så han beholdt den anelse respekt for Sean, som hans fornuftige ord havde skabt.
Hesten, der vist hed Moonshadow, gav sig til at følge efter sin nye ven, Jazmíns hest, i noget som nogen nok ville mene var et roligt tempo, men Daron havde denne evige frygt for at den pludseligt ville sætte i spurt og smide ham af. Han sad derfor anspændt og vagtsomt på den mens han sørgede for at holde godt fast i både med hænder og lår. Han kunne det basale indenfor ridning, men han ville ikke have mulighed for at stoppe den, hvis den besluttede sig for at gå amok. Han havde intet overskud til at se rundt på sine omgivelser men var fuldt fokuseret på hestens gang.

Han turde først se op fra hesten, da Sean lagde op til at skulle forklare hvad opgaven gik ud på. I starten gav det god mening indtil, at han nævnte en person, som Daron ikke kendte til. Manglen på viden frustrerede ham men for ikke at virke som en alt for styr en byrde, bestemte han sig for at forblive stille og selv prøve at regne det ud gennem mandens tale. Heldigvis var det nemt at forstå, at de skulle redde en person fra nogle banditter, hvem den person var, anede Daron dog intet om. Men han forstod, at han skulle slås og så var der egentlig ikke mere at skulle spørge ind til. Så kunne han også komme ud med noget af den vrede, som var bygget op efter at have startet på denne mission.
Han nikkede kort til Sean for at vise ham, at han var med på planen. Ligemeget hvor lidt han brød sig om det, så var Sean lederen, og han måtte følge hans idé, som desuden virkede til at være velgennemtænkt.

Jasmin sukkede en anelse for sig selv. Tanken om at være den eneste kvinde, i hele det her ''show'' irriterede hende en smule. Hun skulle aflede mændene, med den skønhed hun ikke selv mente hun havde. Måske havde hun den?
Hvorfor altid mig..
Lad vær, og klag Jasmin.. En af os andre, kan sagens tag over?
.. I velkommende..
Jasmin øjne, ændrede hurtigt øjnefarve til en lettere mørk øjnefarve.. Jazz, var kommet til syne, og det var åbenbart hende der kunne det her. Tanken om at skulle slå nogle ihjel, var ikke just det Jasmin brød sig allermest om. Jamie, gjorde det normalt, efter at hun havde været i seng med dem, men så skulle der også være sex, eller kælen indblandet.
Jazz, lyttede blot til det Sean sagde.
'' Javel.. Men.. Hvad hvis personen, slet ikke er derinde i tilfældet? '' Hun havde ikke rigtigt andet at sige. Hun kunne nemt, have personen med sig på, når de kom nærmere, måtte Daron selv tage over med at ride..
Jazz sparkede til hesten, så den gik i galop. Samtidigt, gik Darons hest, Moonshadow, også i galop.
Daron skulle holde ekstra godt fast, for ikke at falde af. Ikke at det var Jazz hensigt, at få ham til at falde af, men det ville nu ikke fryde hende helt, hvis han gjorde. Hun ville blot grine. Grine over hans dumhed, ikke at kunne ride selv.
Jazz smilede en anelse for sig selv, og red blot videre. Inden hun stoppede op for at vente på Sean.
Imens så hun en anelse på omgivelserne. Lugten af Roser, og andre blomster generede hende ikke ret meget. Hun elskede duften af Roser, og blomster. Hun var født et naturbarn, og sådan ville det altid være. Lige meget hvilken personlighed hun var, nød hun naturen. Det eneste sted hvor hun generelt altid kunne være sig selv. Hendes blik rettede sig op imod svalerne, der jagtede instekterne for føde. Det var rart at se på, at de jagtede deres føde, i stedet for at være som menneskerne, der blot købte deres føde et sted henne.. Det generede Jazz en smule, at det var blevet som det var..
Hun rystede kort på hovedet, og så bagud for at finde ud af om Sean fulgte med. Så snart han var omkring dem, sparkede hun til Star, som gik videre.

// Jeg beklager det korte svar... //

Daron måtte forstå hans ord som han ville. Seans mening havde dog mere været at...Der fandtes meget værre monstre omkring ham, som han hellere skulle bruge sin energi på at være bange for, end en simpel hest. Hvad angik skyggevæsner, og dæmoner for den sags skyld, var de nogle af de rigtige monstre i denne verden og det var der ingen grund til at være ked af. Det ændrede sig jo alligevel ikke.
Sean lod blikket glide om til ham et øjeblik for at se om han havde noget at sige. Men Daron svarede ikke og Sean tog det som accept. Ellers måtte han jo bare have sagt noget. Han lod blikket glide over Jasmin, da en ny personlighed tog til. Det virkede ikke som om hun havde noget imod det...Om pigerne havde lært at enes? Fremskridt. Og meget mere praktisk, deres arbejde taget i betragtning. Sean så frem for sig igen.
"Så slår vi dem ihjel alligevel" svarede han roligt og sendte hende et afslappet smil. Jasmin satte i galop og synet af Daron, ellers i hvert fald hans hest, om han så faldt ned eller ej, der galopperede efter, var underholdende. Personligt havde Sean ikke så travlt, men med et svagt suk satte han hælen i hesten og red efter dem.

Han holdt hesten an, som nu svedte og trak vejret mere besværet. Han smilte svagt. De stod på en lille bakke og nede foran dem, i en mindre dal, lå gården. det var tydeligt den var forladt, enkelte af de marker der hørte til den, var ikke blevet ordnet og stod med ukrudt. Han hoppede ned af hesten og klappede den rosende på halsen, kun for at nusse den over mulen. Lidt efter gav hesten sig lidt ned bakken, for at nappe lidt græs. Sean vidste den ikke ville stikke af, men vente her, på dens herre.
Sean stillede sig helt op på bakken, ligeglad med om de blev set. Hans mørke blik gled over gården, der bestod af tre dele. Hovedhuset og to sider, garanteret lader af en slags. Et par personer gik på gårdspladsen, en så ud til at spise eller drikke noget...Men det var besværligt at bedømme på denne afstand. Bag gården lå en mindre have, med frugttræer. Der gik næsten 5 minutter, uden at Sean fortrak en mine. Så nikkede han svagt for sig selv.

"De holder til i hovedhuset. Personen, vi skal bringe, er i hovedhuset. Hvilken etage eller rum ved jeg ikke..." han så over på Jasmin.
"Jeg foreslår en af os lister os tættere på og prøver at finde ud af det. Bliver personen såret, mister jeg mindst halvdelen af fortjenesten...Og det har jeg ikke tænkt mig.
Der er dog en mindre detalje...Personen, han er ven med banditterne. Men han vil gerne ud af deres gruppe. Problemet er bare...Man forlader dem ikke, uden at være død. Det giver os en god mulighed og en plan nr. 2. Enden stormer vi gården og slår dem alle ihjel...Eller vi går ned, banker på og beder om at snakke med manden...Og så slår vi dem alle ihjel. Hvad vil i?" spurgte han og vendte sig om mod dem, så fra den ene til den anden. Personligt var han ligeglad, begge planer ville give ham lidt spænding.
I et øjeblik kiggede han bare lidt på Daron. Han prøvede stadig at forstå det tilfælde at de lignede hinanden så meget...Men han virkede mere mørk. Som et skyggevæsen. ikke en dæmon. Så tanken om de skulle være i familie var ret absurd. Og dog...Skyggevæsner havde jo også været noget før. Han besluttede at lade tanken være. Igen. Men han vidste tanken ville blive ved med at rumsterer...

Daron holdt sig skam på hesten, selvom den satte i galop. Han var på ingen måde elegant eller erfaren på dette område, men han sad i en ordentlig stilling og kunne med knap og nap finde ud af at se nogenlunde fornuftig ud i sin ridning, mens han rynkede panden i koncentrationen. Hesten bevægelser var som et mysterium for ham, og han kunne ikke finde en rigtig rytme i dens måde at føre sig frem på. Men han holdt sig på. Og det var vel egentlig det, der var vigtigst.
Han kunne godt lide Seans måde at tænke på. Han havde egentlig bare brug for at slå mennesker ihjel. Normalt ville han kun gøre det for penge, så han i det mindste havde en undskyldning for sig selv, men i dette tilfælde var han ligeglad. Om denne person – hvem end det så var – var der inde eller ej, så ville han kunne få sine frustrationer ud på disse mænd. Derfor blev han næsten spændt, da de skulle stoppe hestene men det var nu også fordi han så ikke var nødt til at sidde på dette bæst længere. Nej, han stolede stadig ikke på Moonshadow.

Han sprang af hesten med et pust og fjernede fuldstændigt hænderne fra den uden at give den et rosende klap eller nus på mulen. Han gik op på siden af Sean dog stadig med et mellemrum i mellem dem og så vurderende på gården længere væk fra dem. Allerede der kunne han se de personer, som han snart skulle angribe og tanken om det fik ham til at spænde svagt i musklerne. Han havde mest af alt lyst til bare at springe på dem. Selvom han engang var en sjæledæmon havde en udtænkt plan fyldt med smarte tricks og strategi aldrig været noget for ham. Han var blevet bedre til det efter sin forvandling men i en situation som denne ville han mest af alt bare storme det hele og få det overstået. Derfor skyndte han sig med at sige sin mening om de to muligheder, stadig med blikket rettet mod fjenden.
”Skal vi virkelig til at gøre så meget ud af det? Det vil være nemmere, hvis vi bare går ned og får gjort vores arbejde uden den store plan som alligevel bare vil være spild af tid,” Man kunne sagtens høre på ham, at han var utålmodig, ”Men hvis nu det er så nødvendigt, at en person skal søge rundt på stedet først, så vil jeg foreslå mig selv til at gøre det. Jeg er så godt som usynlig i skyggerne.”
Efter at have talt, vendte han endelig blikket mod Sean for at se hans reaktion. Tanken om at være i familie med denne mand, havde på ingen måde faldt ham ind. Han var vokset op uden familie og det ville være alt for overvældende, hvis nogle tabte medlemmer pludselig skulle til at dukke op nu. Derfor var tanken om en ligegyldig dobbeltgænger mere sandsynlig for ham og den teori gav ham muligheden for at skubbe deres ligheder væk fra hans tanker.

I må gerne springe mig over. //

//Det gør vi så...Taget i betragtning at jeg er alt for spændt på at fortsætte emnet //

Jazmin forholdte sig tavs. Godt det samme, han havde alligevel regnet med at tage lederstillingen i denne lille mission. Det faldt ham naturligt, om folk så kunne lide eller ej. Hans blik faldt på Daron, som holdte sig i nærheden. Hans mørkegrå blik gled ned over manden et øjeblik.
Han var alt for ivrig. Ville han gerne have at missionen mislykkedes? Han havde ikke tænkt sig at miste sin betaling, på grund af lille dreng der ikke kunne tage sig sammen! I et øjeblik følte han sig irriteret, da han kiggede ned mod gården igen...
Så gled hans blik tilbage til drengen, med at lille afslappet smil.
"Din indstilling er skadelig" kommenterede han kort.
"Man kan komme langt, hvis man har hjernen til at tænke lidt over tingene. Hvilket...Også forklare andre ting..." han lod blikket over den hest, som Daron kun lige havde formået at holde sig på. Så gled det tilbage til ham.
"Jeg går ud fra du hverken kan finde ud af at tænke eller det praktiske?" kommenterede han drillende. Enhver anden var nok blevet rasende, gået amok og fortalt Daron præcis hvem der havde magten...Men Sean var ikke interesseret i det ligegyldige. Han vidste at han kunne krølle Daron sammen og smide ham væk bagefter. Han havde ikke brug for at bevise det.
"Lad os lave en aftale, hm?" han så tilbage på Daron, uanset om manden havde fundet ham fornærmende eller ej. Han var kommet for at fuldføre missionen...Og han havde ikke tænkt sig at lade en hvalp, som Daron, ødelægge det hele.
"Du lytter til mine planer og ordre. Det vil sikre at manden kommer ud, uden en skramme, hvis alt går vel. Og til gengæld vil jeg sikre mig at placerer dig midt i kampen...Hvor du kan få lov til at flå dem fra hinanden. Så sikre jeg personen, sammen med Jasmin, her..." han gjorde en kort gestus mod Jas.
"På den måde...Kan du få dem alle helt for dig selv...Eller i hvert fald de fleste" Og samtidig ville Daron få nok at tænke på. Nok var de fleste af mændene menneskelige, men hvis de var mange, kunne de stadig skade en. Så Daron kunne enden få mulighed for at vise hvor stor og stærk han var, eller få en lærestreg. Uanset, var Sean ligeglad med hvad der skete drengen.
Han gjorde en kort gestus mod gården.
"Så hvis du kan holde dig i skindet...Må du godt gå ned og se dig omkring. Hvis du ikke kan...Kan du få lov til at blive bundet til en hest og sendt hjem i seng. Hvad bliver det?" smilte han roligt.

Daron brød sig ikke meget om strategi. Selvfølgelig kunne han godt tage sig sammen til at udtænke en ordentlig plan til opgaver, hvor han skulle spionere eller snigmyrde, men i denne her situation kunne han ikke se det som andet end tidsspild, nu hvor de alligevel bare skulle slå mændene dernede ihjel og kun redde denne ene mand. Ved denne mission ville han blot have angrebet mændene og så sat manden fri. Han kunne ikke se det store i det eller hvorfor de havde brug for at aftale strategi, før de gik i gang. Men Sean var vel nok en perfektionist.
Daron kunne ikke holde sig fra at knytte næverne over Seans kommentar med hesten, da de lige før havde en samtale om hvordan det kunne være, at han ikke brød sig om dem. Daron havde skam hjerne. Det var hans hjerne, der holdt ham fra at stole fra folk. Men han kunne ikke forstå, hvorfor man overhovedet behøvede at bruge hjerne i noget, der virkede som en meget simpel opgave.
Sean blev ved med at provokere ham, og hvis ikke det var fordi, at det var ham som holdt alle informationer og derfor var lederen for missionen, havde han fået en af hans knyttede næver mod sig. Så kunne Daron var ligeglad med om, hvor stærk eller gammel eller vis han var. Men siden han ikke kunne slå ham, blev han nødt til at gøre noget, som han lige for tiden havde meget svært ved - han tog en dyb indånding for at prøve at falde ned. Og lyttede efter. Eller han gjorde et godt forsøg på det. For selvom Sean var provokerende, ville han gå på kompromis og det kunne skyggevæsnet alligevel sætte pris på.
"Jeg... skal nok holde mig i skindet," sagde han ud af lettere sammenbidte tænder, "Jeg går ned. Ser mig omkring. Finder manden. Og kommer tilbage igen." Det blev på en måde stillet som et spørgsmål. Som at spørge om, det var sådan, at Sean havde tænkt sig det eller om han slet ikke engang måtte gøre det. Daron havde slet ikke overvejet at se hen på Jazmin. Han nød stilheden, der endelig kom fra hende og fastholdt sit blik på sin dobbeltgænger mens han stod lettere anspændt og prøvede at tage sig sammen.

Jasmin så blot på dem begge der egentlig bare snakkede. Skulle de snart se at komme igang? I stedet for det her pjat.
Jasmin gav et lille spark til hesten, der satte i skridt. Længere fremme inde i marken, stod hun af hesten. Nu kunne det være den kamuflerede sig med resten.
Hun begyndte at gå frem i kornmakken. Den var høj, hvilket vil sige, at hun kunne gemme sig i det. Hun bevægede sig helt frem. Der stod den første mand. Klar og parat til at dø.
'' Be ready for the girl. '' Hun ventede egentlig bare på, han vendte sig om så hun på en måde kunne snige myrde ham. Hun havde ikke lyst til alle sammen skulle storme ud. og angribe hende.
Men dog. Hun burde nok droppe hele hendes angreb. Hun burde lytte til de to andre.
Hun vendte om, og listede sig frem imod dem, mens Star stadig stod og åd af korne. Hun var stadig kamufleret i kornen.
Hun sprang ind foran herrene, eller drengene som hun nok mere ville kalde Daron. Han var yngre end hende og mere uviden.
'' Jeg syntes at det er en dum ide.. Især, hvis han bliver opdaget, så kommer de alle sammen stormende ud. Og jeg tror ikke dem derinde, er dumme nok til at tro, der blot er en person her. De tænker, og den tænker godt. De ved godt der er flere end en person. Hvis vi blot får noget information ud af en person, og derefter dræber dem, kan vi gå amok derefter. ''

//Eh, babe? Du ved godt, at det var planen at Daron skulle liste sig ind og finde manden uden at nogen opdagede dem, ikke?//

// Søde, hun har jo ikke gjort andre end en enkelt mand fortræd, for at finde informationer.. Desuden, står der længere oppe at JASMIN skal finde manden med hesten og ride ham væk. //