Hvilket belejligt selskab. (Stella)

Sted: Skoven - dog et godt stykke fra Doomsville City.
Tid: Sent på aftenen, knapt en time fra midnat.
Vejr: Lunt, taget i betragtning af tidspunktet. Stjerneklar himmel.
Omgivelser og påklædning beskrives i teksten.

Sillas og Cedric havde vandret længe i dag, dog uden at syntes at de rigtig kom nogen vegne. De havde vandret rundt i skoven i adskillige timer, uden at have den fjerneste idé om, om de egentlig gik i den rigtige retning. Doomsville var målet, og Sillas havde da trods alt også fået fremskaffet sig et kort over området – men om det var kortet eller Sillas’ stedsans der var elendig, var dog ikke til at sige, men de havde i hvert fald gået i ring.
Da de for tredje gang havde passeret det samme væltede træ, der lå og var ved at forrådne, var solen også næsten gået ned, og Cedric havde stædigt lagt sig på skovbunden og nægtet at rykke sig ud af flækken. Efter et længere skænderi mellem de to brødre havde Sillas dog indvilliget i at slå lejr der. Det var som sådan også et ganske udmærket sted de havde fundet: en lille lysning i skoven, der var omringet af træer og tæt krat.
Under den snart daglige beklagelse over at Cedric lavede for lidt, havde Sillas fået sat teltet op og tændt op i bålet, som dog var opbygget af brænde og kviste, som Cedric havde fundet.  Efter dette havde de begge fået hældt lidt af den grødagtige suppe, de havde brygget sammen af alverdens sære ting de havde fundet og mente var spiselige, i sig, selvom ingen af dem havde fundet den særligt appetitvækkende. Til sidst var de begge krøbet ind i teltet, hvor de lå nu.

Der var stille i skoven, og det havde der været det meste af aftenen – kun engang imellem hørte man tuden fra en ugle, eller dyr der rendte rundt inde i budskaberne, og så hørte man lyde fra bålet. Flammerne var for længst døet ud, men der var endnu gløder der lå og knitrede.
Mennesket lå og sov og træk vejret dybt og roligt. Han lå med hovedet mod teltåbningen – som rent faktisk stod åben, og var placeret godt 2 meter fra bålet – og på grund af varmen fra dette, havde han smidt sin skjorte da han skulle til at sove, og lå derfor med bar overkrop.
Han havde, inden deres vandring begyndte, fået anskaffet sig diverse overlevelsesgrej – deriblandt en uldpyjamas. Kun to gange havde han brugt den, og begge gange havde han måtte smide den i løbet af natten, fordi den simpelthen var alt alt for varm – dog insisterede han stadig stædigt på, at den var vigtig, hver gang Cedric foreslog, at de skulle kassere den – hvilket efterhånden var blevet noget, de kunne diskutere dagligt.
Hunden lå ved sin brors side, men modsat ham, var han endnu vågen. Blikket var opmærksomt og rettet mod bålet, og som han lå der lignede han én der lå og holdte vagt, men egentlig lå han bare og nød at være udenfor i den friske luft – uden at behøve og rende rundt i snor som en eller anden skødehund.

((Jeg beklager at det ikke er voldsomt actionpacked, men jeg håber at det går, og er til at holde ud at læse alligevel.  ~ Og titlen er.. ja.. lidt random..))

Stella var gået igang med at løbe endnu engang. Hendes ben havde snart vendt sig til farten og styrtede sig selv - og fik hende til slet ikke at kunne sætte farten ned. Skoven. Træerne der omringede hende. Grenene der føltes som om de prøvede at standse hende - ved at gribe fat i hendes hud med sine kringlede mørke kviste. Stella stoppede dog ikke af det så et par skræmmer havde hun skaffet sig. Ved hendes side havde hun dog Ember. Ember var en stor flot hunulv - med en snehvid pels som strålede som fuldmånens skær. Hun løb side om side med Stella - Matt havde sendt hende efter Stella for at passe på hende. Ember og Stella blev jagtet af nogle irriterende varulve som havde set sig vrede på hende - da hun havde skadet deres kære ven. Men ja. Nu var hun her og løb let afsted for livet. Hun var klædt i et par lårkorte shorts der gjorde, at hun lettere kunne suse afsted igennem luften. Hun havde en top på til samt et par sko der ikke længere gjorde andet end at flyve igenem luften. Fordi at hun havde smidt dem for ligesom at øge farten. Dog stoppede hun kort op og lod sin hånd køre henover den fletning der var sat henover hendes skulder. Lugten af røg fra et bål gjorde, at hun løb imod det. Ember satte i løb samme retning som Stella og snart stoppede hun op igen da hun kunne se bålet foran hende. Selvom hun stod i skyggerne kunne hun fornemme flammernes varme og gjorde, at hun samt Ember listede sig hen og om på siden af teltet for ligesom at skjule sig. Stella holdt vejret og kæmpede for ligesom at få hendes hjerte til at stoppe med at galopere afsted. DEt var ikke så let som hun havde håbet, men det hjalp - bare lidt.

Cedric var ingen vagthund, hvade aldrig været det og blev det nok heller aldrig. Han nærede, ligesom sin bror, alt for meget tillid til folk, og kunne derfor aldrig finde på at gi’ hals, bare fordi han så en fremmed, sådan som hunde ellers tit kunne finde på.
Det var ikke fordi han ikke opfattede lyde og dufte - for det gjorde han skam, faktisk var hans saner utroligt gode og veludviklede og han sansede som oftes langt mere end sin menneskelige bror, der til tider lå på grænsen til at være langsomtopfattende, men det var nu sjældent at hunden reagerede og handlede på de nye syns-  lugte- og lydindtryk den opsnappede.
Denne aften, var dog en undtagelse. Som Cedric lå der i telåbningen, lagde han pludselig mærke til at raslende lyde indenfra skoven af. Det kunne selvfølgelig være skovens dyr der rendte rundt på skovbunden, men det troede han nu alligevel ikke. Lyden af knækkede grene og kviste var til at høre jævnligt – og det lød som nogen der løb. Hvis det var et dyr, måtte det være et stort ét af slagsen, og i så fald ville de ha’ problemer.
Cedric begyndte at skubbe til Sillas med snuden, for at vække ham, men Sillas lod ikke til at bemærke det mindste, og sov uforstyrret videre.
Efter flere mislykkede forsøg på at vække broderen ved at skubbe til ham, måtte han ty til andre metoder.

Sillas! Vågn op! Ordene, som lød klokkeklart i Sillas’ hoved, var umulige at ignorere og umulige at sove fra, og Sillas vågnede derfor nærmest øjeblikkeligt. – Ind imellem var det virkelig smart, at kunne kommunikere telepatisk sammen.
”Gå i seng, Cedric,” mumlede Sillas blot søvndrukkent som svar, og vendte sig om på siden, så han lå med ryggen mod broderen. Sillas havde til dårlig vane at svare højt, hver gang hans brors stillede spørgsmål eller talte til ham telepatisk, og i dag var ingen undtagelse. De der ikke kendte til deres race og dens egenskaber, men blot betragtede dem, måtte da tro at Sillas ikke var rigtig klog – sådan at gå og tale med en hund…
Der er altså nogen, vedblev Cedrics stemme i Sillas’ hoved med at fastholde. Hunden snusede et par gange inden den forsatte med at tale til Sillas: Her lugter af en hund, eller en ulv af en art.. og en to-benet, hvis ikke jeg tager fejl.. Så vågn dog op!
"Du er paranoid," mumlede Sillas lavmælt, men hans opmærksomhed var alligevel blevet vakt, og det ville være umuligt for ham at falde i søvn igen lige nu. Han havde efterhånden lært, at Cedric ret ofte havde ret i sine anelser og formodninger. Med et let suk, fik han skubbet sig selv op, så han sad op i stedet.
"Prøv at vær' stille," hviskede han til hunden, som ellers ikke have sagt en lyd, og prøvede derefter koncentreret at lytte efter fremmede lyde - eller lyde der ikke burde være der. Han bed let ned i sin læbe. Der var en meget svag lyd - han kunne ikke helt afgøre fra hvad eller hvor pokker den kom fra, men den lød umiddelbart til at komme lige rundt om teltet, måske bag fra det.
"Jeg går ud og tjekker, bli' her," hviskede Sillas igen til Cedric, der blot besvarede dette med et fnys. Hunden tog ikke imod ordrer, og da slet ikke fra dens bror - hvis den følte for det, ville den helt sikkert følge efter.
Sillas fik møvet sig ud af teltet, og stod nu i oprejst position. Skjorten lå endnu inde i teltet, og hans lyse overkrop var derfor bar i den kølige natteluft. Med stille, dog ikke lydløse, skridt bevægede han sig langsomt om på siden af teltet, hvor han nærmest instinktivt stoppede op. Der stod to skikkelser. På grund af mørket kunne han kun se deres silhuetter, men at bedømme ud fra disse havde Cedric vist ikke ramt helt forkert. Han stod endnu nogle meter fra dem, og med sammenknebne øjne prøvede han at vurdere præcist hvad eller hvem de var. Der gik ikke mange øjeblikke før han opgav, og i stedet brød stilheden der lige nu herskede.
"Ka' jeg hjælpe?" Hans stemme var dyb, mild og  venlig - og man kunne dog alligevel høre hans nysgerrighed i den. Han var, som tingene så ud lige nu, ikke den mindste smule bange for disse fremmede, men nysgerrig som bare pokker. - Det var længe siden han havde haft selskab sidst...