Varm stue og køligt selskab ~ Sean

Tid: 16:22
Sted: Kroen "Det Vilde Svin"
Vejr: Udenfor vælter regnen ned i Doomsville og lynene slår ned hist og her.
Omgivelser: Småtravlt, færre mennesker end der ellers ville være, men ikke få nok til at den lille krostue virker tom i den svage belysning.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

I den varme krostue hørtes småsnak fra de lokale stamgæster, som havde vovet pelsen ud i det kolde vejr for at møde op i kroen, nogle for at få sig en øl, nogle for at få snakket med deres venner, som også befærdede kroen. Selvom der som sædvanligt havde været slagsbrødre igang, var stemningen nu dysset ned til et nogenlunde niveau.
Et par af de lokale løftede blikket da døren til den lille krostue gik op, hvilket blev særligt tilkendegivet af dørens knirkende hængsler. Under den tiltrukne hætte virrede et par blågrå øjne mellem de ansigter der havde set op og Fenrer holdt for et øjeblik vejret, som han vendte sig kort om for at lukke døren bag sig. Han havde været lettere paranoid når han befandte sig i Doomsville efter sit møde med Drummond, som havde lovet ham hævn. Den lille fede købmand havde nemlig mistænkt Fenrer for at stjæle et lille skrin med Velv, efter at den karavane som Fenrer havde skulle hjælpe med at eskortere til Doomsville var blevet angrebet. Fenrer tog en stakåndet indånding og vendte sig atter om mod krostuen for resolut at gå hen mod bar skranken. Lyden af hans støvler mod trægulvet gjorde ham ubekvem, men han havde været nød til at forklæde sig, med sko, siden det var lidt af en røbelse hvis han gik barfodet som normalt, men støvlerne føltes stadig ubehagelige. Han følte sig ligeledes ubehageligt nøgen uden asken i sin pande, men ligesom det at være barfodet, var dette alt for røbende til hvem han var, til at han turde befærde sig i Doomsville med den shamanistiske aske optegnelse.

Fenrer trådte op til Skranken og trak en pung op af sin bæltetaske, som han ellers sørgede for at have tildækket med slaget. Han så op på Krofaderen og rømmede sig "Har I noget suppe uden kød?" spurgte han lavmælt hvortil den bryske mand bag skranken nikkede, og missede med øjnene under de tykke øjenbryn, i et forsøg på at få et bedre syn på Fenrers ansigt.
Fenrer smilede kort "En skål af det og ..." sagde Fenrer før han tøvede og rundt på et par af tønderne på hylderne bag manden. Fenrer pegede  så på en af tønderne "..et krus af den der" sagde afsluttende. Manden nikkede igen og gik hen til en hylde med groft udskårne krus, hvorfra han råbte ud til, hvad måtte være kokken, at han skulle fiske noget grøntsags suppe op. Imens manden hældte noget øl op i kruset så Fenrer rundt i Krostuen. Der var folk fra byen placeret rundt i lokalet, og selvom de fleste atter sad og snakkede eller drak deres drikke, var der endnu et par som øjensyneligt så på Fenrer, men Fenrer lod det af sig da krofaderen brummede til ham. Fenrer vendte sig om mod manden og så ned på øllen som manden havde stillet foran ham.
"Hvor meget?"
"En sølv velv og tre kobber for det hele" brummede manden, hvortil Fenrer fiskede tre af sølvmønterne op fra sin pung og lagde dem på skanken. Manden bag skranken nikkede kort og slog ud med armen mod et lille bord med en enlig stol. Fenrer nikkede, tog kruset og gik over til bordet. Han satte sig til rette men lod endnu hætten sidde over hovedet. Fenrer satte kruset til læberne og tog en slurk af den humlede øl, inden han satte kruset på bordet og gav sig til at tænke på suppen, som fik hans mave til at rumle kort.

Fenrers øjne slog hurtigt fra hans øl og over mod lyden af døren der gik op. Han så op på manden der nu stod i døråbningen, iklædt klæder der ikke hørte til iblandt de lokale, men det var ikke fordi det slog Fenrer som noget specielt. Efter hvad Fenrer havde fået at vide ville rigmænd enten sende buddrenge ned i byen for sig, iklædt fint tøj som repræsentation af deres mester. Selv rigmændende havde vist også til vane at befærde steder i den nedre by i ny og næ, for det meste var det vistnok for at søge tilflugt i andre kvindearme end deres hustrus. Fenrer slog tankerne til side og så hurtigt ned på sin øl, som han fangede sig selv i at stirre på manden. Fenrer gjorde sig til rette i sin stol og slog kappen lidt tættere om sig, inden han atter greb til sit krus.

Mændende i stuen så ud til ikke at stirre ligeså intensivt på manden der var kommet ind efter Fenrer, hvilket fik Fenrer til at rynke brynene. Han så rundt på mændende i stuen fra under hans hætte og så at de andre blot gjorde sig en anelse mere umage med at subtile, som de iagtog manden. Fenrer fulgte gæsternes blik op til manden der nu stod ved bar skranken. Eller rettere så havde manden stået ved skranken da Fenrer sidst så op, men nu var han i færd med at tage de sidste skridt mod Fenrers bor. Fenrer rørte sig ikke ud af flækken, udover selvfølgelig at se ned i gulvbrædderne med stor intensitet. Han kunne mærke en glohed nervøsitet sprede sig i nakken, indtil at han kunne høre manden sætte sig ved bordet.
Fenrer blev en anelse forvirret, og turde kun at skimte op på manden som han spurgte om det gjorde Fenrer noget at han havde sat sig. Fenrer der ikke helt vidste hvorfor manden ville sætte sig ved ham, når manden selv virkede til at falde i lang bedre social stand end han selv, men han kunne dog heller ikke se en grund til at være uhøflig, så han nikkede blot som svar, og undgik at se manden i øjnene.
Fenrer knugede kruset i sin hånd, og fik endelig løftet det op til sine læber. Han tog et par halv-grådige slurke af humledrikken, men satte ikke kruset fra sig. Fenrer skulle netop til at glide tilbage over i tankerne om den grøntsagssuppe han havde bestilt, da han hørte 3 skæbnesvangre ord glide over Hans bordmakkers læber "Er du Fenrer?"

Fenrers spærrede skræmt øjnene op under ly af hans hætte, og sank en klump, som han prøvede at mane kontrol over sit ansigt. Som han langsomt vendte sit ansigt for at møde den fremmedes, knugede hans hænder stramt om trækruset. Fenrer havde fået blinket sine øjne ned til en nogenlunde normal størrelse, så nu manden nærmere efter før end han turde svare. Mandens øjne virkede borende under de tykke øjenbryn, og i mørket fra hætten og den svage rumbelysning, fik det til at løbe Fenrer koldt ned ad ryggen, hvilket gav sig til kende ved en kort men tydelig rysten.
Fenrer sank endnu en klump, og åbnede munden for at svare, men intet kom over hans læber. Istedet sagde han intet, men så blot ned i hans øl igen uden hverken at nikke eller ryste på hovedet som svar til manden.
En hånd gik fra kruset og forsigtigt ned på hans knæ, hvor den var tættere ved hans urter og miksture i hans bæltetaske. Ikke at Fenrer havde tænkt sig at bruge dem, men det gjorde ham lidt mere rolig. Fenrer så atter over på manden efter endnu en slurk øl, men som før kom der ingen ord over hans læber, istedet svarede han manden med et lille nik, samtidig med at resten af ham dirrede i forvirring. Fenrer håbede at manden bare var en af Codys venner eller måske Gauthams? Nej formentlig ikke med den fine påklædning, tænkte han efter et hurtigt blik på mandens påklædning igen. Fenrer tog en sidste slurk af kruset og satte det så på bordet og så op på manden "Ja.." sagde han en anelse mere fattet.

Fenrer så op på Hans bordmand med et skulende ansigts udtryk, fandt manden dette morsomt? Fenrer skulle til at spørge ham om selv samme, da manden sagde "godt" og i den følgende tavshed, fandt Fenrer det smartest at tie. Han lod istedet hætten falde længere tilbage på hovedet, for bedre at kunne lugte sine omgivelser, men var ikke tryg nok til at tage hætten helt af, på trods af mandens åbenlyse gestus med de foldede hænder. I det Fenrers næse ikke længere var blokeret af dampende fra det våde stof, kunne han lugte manden, og det fik ham til at løbe det koldt ned ad ryggen på ny. Manden lugtede af noget som Fenrer ikke havde mødt endnu, noget magtfuldt og ret så aggressivt. Ikke aggressivt som når et dyr ville slås, men nærmere hen af ondskab og styrke. Fenrer lod hånden glide bort fra sin taske, for han var ikke i tvivl om at hans eneste mulighed ville være flugt, hvis det altså kom til det.

Da manden fortsatte med at tale, fortalte han om karavanen som Fenrer havde fulgt med, som healer for Viktor mænd. Han var altså sendt af Drummond? Købmanden måtte have et særdeles ondt øje for Fenrer, hvis han sendte en så magtfuld skabning efter ham. Der var dog noget som ikke stemte helt overens med Fenrers frygt, for manden spurgte til sidst om Fenrers del af historien. Fenrer gav et rystende langtrukkent suk fra sig og tog en stor slurk fra kruset, der efterhånden ikke rummede megen mere øl. Fenrer satte med en let skælven kruset tilbage på bordet og så ned i gulvet, som han begyndte sin fortælling med en lettere rystet stemme.
"Jeg blev for en tid siden nu ansat af en karavane.. eller rettere af karavanens vagter som healer.." Fenrer tog et åndedrag og te stille som Krofaderen kom anstigende med hans suppe "Værs'en artig" brummede manden og gik tilbage til skranken.

Fenrer stirrede kort på suppen, men turde ikke begynde på at spise, frygt for at virke uhøflig og provokere manden ved bordet. Fenrer så derpå op på manden "Jeg.. vi blev så angrebet af en formskifter.. og som de andre løb deres vej, blev jeg skubbet i grøften.." Fenrer gned lettere pinligt fingrene i den ene hånd, som han fandt frem´til at det nok var bedst ikke at fortælle manden om hans bæltetaske. Fenrer fortsatte "Jeg skiftede form til ulv og gik til bryds med bjørnen.. Kampen er lidt tåget for mig, men jeg gav ham vistnok sin bekomst... Vi endte ud med at blive enige om at han og jeg gik hver sin vej.." Fenrers stemme begyndte at bæve som han forsøgte at få løgnen ud over sine læber "..Men jeg tog intet fra vognen og jeg healede endda Gaut..." Fenrer te sig selv da han næsten havde givet sin vens navn og håbede at hans ellers åbenlyse løgn ikke var blevet gennemskuet"... Jeg for vild og var nær endt ud i marsklandet ved SoulRivers samling..." Fenrer stoppede sig selv, for han skulle ikke til at fortælle hvem end det var han sad overfor om Cody og hytten.

Fenrer så ned i bordet og gned igen sine fingre "Må jeg i det mindste spise min suppe?" spurgte han en anelse pinligt "Jeg har haft travlt med at sælge urter og har ikke fået noget at spise idag" sagde Fenrer hvis mave passende begyndte at rumle.

Fenrer nikkede med et forkrøblet smil da Sean gjorde sig gestus til at han måtte begynde sit måltid. Han greb skålen på begge begge sider og skulle til at lade suppen nedglide i svælget som han plejede, da han opdagede at manden endnu iagtog ham. Fenrer satte skålen tilbage på bordet, for han havde ingen intentioner om at vække mere opsigt, eller at gøre noget der kunne få manden til at skifte bort fra det venlige gemyt, som han virkede til at befinde sig i. Derfor tog Fenrer et kejtet tag om skeen der var blevet medbragt med suppeskålen og gav sig til at spise, om end hans motorik virkede en anelse u-rutineret. Da Fenrer var nogle skefulde inde i sin suppe, hørte han at manden begyndte at tale igen, og så op med et lille glimt af håb i øjnene, som dog kun varede indtil at herren overfor ham tilføjede at det ville ønsketænkning alene, at Fenrer ville lade Drummond være parten med uret.

Fenrer rystede denne gang, ikke bævrede eller skælvede, men rystede. Han mærkede blodet sive til hans ben, som han svageligt mistede en anelse farv i ansigtet. Han lod skeen dumpe ned på bordet og så på manden med en tilbagevendt, blandet følelse af forvirring og frygt. Men frygten dalede en anelse igen da Sean så tilkaldte krofaderen og bad om the og genopfyldning af Fenrers øl. Nu var Fenrers ansigt tættere lænet op ad forvirring, hvad havde manden gang i? Nød han at se Fenrer vride sig?
Fenrer tømte hurtigt kruset, en tiltrangt handling, og rakte det så til krofaderen. Istedet for at fortsætte med suppen skubbede han skålen til siden og lagde hænderne knuget på bordfladen, mens han så ned, indtil han hørte manden og kunne lugte ham læne sig. Fenrer rykkede op og så nervøst på manden. Da han begyndte at tale, stivnede hans ansigt en anelse, og ved nævn af "legen" blev Fenrer bleg.

Fenrer nikkede efter et par sekunder hvor situationen havde fået lov til at synke ind. Han blev ubehageligt opmærksom på at et af de nærmeste borde var blevet utroligt stille, og Fenrer var ikke i tvivl om at de lyttede med.
Han sank en klump og begyndte stammende "J-jeg ved ikke hvad der blev at skrinet som Drummond sagde j-jeg t-tog" Fenrer knugede hænderne så stramt sammen at selv den hårde hud på hans knoer begyndte at blive hvid "Jeg tog kun hvad mig og bjørnen aftalte"
Fenrer bed tænderne sammen, og samlede sig lidt. Hvis Cody kunne se ham, ville han vel næppe kunne genkende den modige ulv, men lugten der emmede fra den fremmede mindede mest af alt Fenrer om et løfte om destruktion, som om manden kunne jævne huset de sad i med jorden, inden Fenrer overhovedet ville kunne nå at gribe ud efter sin taske. Fenrer rettede sig op og så nu manden i øjnene, selvom nakken endnu var bøjet og hans hud var bleg "H-hva.." Fenrer rømmede sig "Hvad er det f-for en leg?"

Fenrer brød ikke sit blik på hans bordmand, end ikke da kroværten ankom med te og kruset med øl. Da den lille bryske mand forlod bordet, greb Fenrer fat om hanken til kruset og lagde nakken tilbage i en langtrukken slurk, for han havde brug for det flydende mod hvis ikke han skulle dejse om af skræk. Fenrer satte koppen ned i en så hurtig bevægelse, da hans bordmand begyndte at tale, at øllen næsten røg ud af kruset. Han så atter op på manden overfor ham, og blev halvklam ved tanken om at manden havde ret, han havde givet sig selv op. Han var sådan en elendig løgner. Fenrer gav sig over i en let fortvivlet tankegang, med et blik fæstnet på bordet, indtil den fint påklædte fremmede atter talte.

Fenrer sank en klump i mellemtiden af mandens sætninger og skælvede ved det legende udtryk mandens øjne. Fenrer begyndte at ryste i stigende grad som manden forklarede hvad legen ville komme til at gå ud på. Han lagde hovedet i sine hænder, som fortvivlelsen atter begyndte at strømme ind over ham. Hvad skulle han gøre? Han var en elendig løgner og manden var vist udemærket godt klar over at han ville kunne nedlægge Fenrer, formentlig uden at få sved på brynet. Fenrer trak vejret tungt og så op på manden med stiv vrede i øjnene da han nævnte det navn som Fenrer nær havde nævnt. Selvom Fenrer skælvede af frygt, var det tydeligt at Fenrers rasen ulmede, han havde under ingen omstændigheder tænkt sig at forråde sin ven og røbe hans navn.

Fenrer rettede sig op og tog med en skælvende hånd fat i sit krus, som han tog endnu en slurk af. Efter at have sat kruset på bordet, så han op på manden "Sk-sk-skrinet ligger på bunden a-af s-soul ri-iver" sagde han med så fast en stemme han kunne præstere, mens følelsen af frygt overvandt vreden. Han spændte sine knoer på ny, og så kort ned i bordpladen med et stakåndet åndedrag. Da han så op på manden igen var masken af ro ikke blevet bedre ".. pengene er brugt, og jeg kan ikke betale Drummond tilbage "

Fenrer tog slukøjet sit krus og tømte det sidste af øllet. Han satte kruset på bordet og tog en dyb indånding inden han så tilbage på manden "Vi k-k-k-kan le-lege din l-eg.." sagde han dirrende og lænede sig frem mod sin bordmand. Som øllet begyndte at sætte i virkning sagde han resolut "Men jeg tager min vens navn med mig... hvor end jeg ender op henne!"

Fenrer der endnu sad bøjet indover bordet sukkede da manden tilkendegav at han nok også kendte Gautham, så havde Fenrer alligevel haft ret i sin originale ide, omend det var i en anden forbindelse end hvad han havde håbet. Han gned sin pande med den ene hånd som Manden overfor ham konstaterede at der var et problem, ikke at Fenrer ikke var klar over det, men han havde dog haft et lillebitte håb om at de to kunne lade tingene lægge. Fenrer lagde atter hånden på bordpladen, da hans bordmand sukkede og så op på ham med et halvvejs fordrukkent blik. Han lod den korte tavshed sive lidt ind. Da manden foreslog den nye leg, løb det Fenrer koldt ned ad ryggen. Han havde set hvad der gemte sig i dybet. Han brød sig ikke om ideen, men hvis det betød at der var en chance for at manden så ville lade ham leve derefter, uden at udlevere ham til Drummond, så ville han uden tvivl gå med til det.

Fenrer sad stilled med hovedet bøjet forover og stirrede ned i bordpladen, alt som han tænkte over hvad der var af muligheder for hans nærmeste fremtid. Ligemeget hvilken retning hans tanker tog ham, endte han frem til den samme konklusion; Han ville næppe slippe levende eller helskindet væk, hvis han prøvede at slippe udenom, eller at stikke af. Med et suk så han op på manden "Jeg ser det ikke småm om jar har et valg" sagde han tydeligvis med en mindre pind i øret. Han vendte sin opmærksomhed mod kroværten og rakte en hånd i vejret og sagde højlydt "Jar... " Fenrer blev stoppet af en bøvs ".. en mer" sagde han forsnøvlet inden han næsten kollapsede indover bordet. Verden virkede ligepludselig til at svimle, men nu havde Fenrer heller ikke spist hele dagen, og fået et par øl. Fenrer var i al sandhed, lidt af en letvægter, hvilket han godt var klar over, men han mente dog at han havde brug for mere, og fortjente det, hvis han skulle ud i Soul River og svømme.

Fenrer så op på sin bordmand fra sin plads, halvvejs liggende henover bordet "Jar fik aller fat idet navn" sagde han en anelse forsnøvlet og prøvede at rette sig tilbage op, selvom han mest af alt havde lyst til at blive liggende.

Fenrer gav et grynt fra sig da manden nægtede at udlevere sig sit navn, som om han mente at han var over Fenrer, sådan ikke at ville udlevere sit navn. Det eneste han kunne præstere var at han rykkede lidt på skuldrene for at gøre modstand da manden greb fat i ham, men mere end det kunne han ikke klare. Fenrer prustede som han blev slæbt ud af krostuen og prøvede at kalde på hjælp fra de andre tilstedeværende, men hans situation blev åbenlyst ignoreret af de lokale, udover en enkelt herre der så ud til at more sig over synet. Fenrer blev ved med at give grynt fra sig som tøjet sled i ham under ham egen vægt, hvilket var mere end hvad han kunne holde til i sin fulde tilstand. Selvom det nok var nyttesløst begyndte Fenrer at vride sig for at slippe fri af mandens greb, alt som han mumlende prustede "Jar ka sæl gå!" men ligemeget hjalp det.

Da de kom udenfor, ramte luftfugtigheden og kulden ham som en mur. Det pludselige temperatur skifte og i besværet med at få vejret grundet taget i nakken, gjorde Fenrer dårlig. Han vred sig nu mere hidsigt end før og fik vredet sig ud af kappen, hvilket førte ham til at han landede i mudderet med ansigtet først. Fenrer prøvede at løfte sig op af sølet, med hans hænder gled gentagne gange.
Da han dog endelig kom op på knæende med hænderne i mudderet stønnede han svagt "Jar... jar.." mere nåede han ikke før end han kastede øllen op i mudderet han netop havde ligget i. Fenrer rettede sig op og sad på hug, hvorfra han så op på manden der havde slæbt ham ud af kroen "Bar såe du ve ded.." sagde han og nød nu det kolde regnvand der langsomt vaskede hans ansigt rent. Han blundede hen i et par sekunder, tom for tanker og faldt derefter om på siden og gik i gulvet.

Fenrer sov tungt den nat, og oplevede ikke at blive slæbt rundt i Rotten Root. Han søvn var dyb og drømmeløs. Da han endelig vågnede var der fra den gyngende bevægelse og den ubehagelige position som han var blevet gennet op i på heste-ryggen. Han sad lænet op ad hestens nakke, uden rigtigt at kunne bevæge sig med hænderne bundet fast til sadlen. Fenrer rettede sig op og mærkede hvordan kulden havde fået lov til at sive ind i kroppen på ham i løbet af natten. Blandingen af mangel på mad fra ikke at have spiste siden morgenen forinden, sammen med en fordrukken og kølig nat gjorde Fenrer udmattet og en anelse sløv i optrækket. Fenrer rettede sig op efter bedste formåen og langsomt gik det op for ham hvor han var henne af. Han så over på den ene af mændene der red ved siden siden af ham. Han prøvede at tale til manden men, orkede ikke at anstrenge sig ligenu. Ligenu ville han hellere bruge den smule energi han havde i sig på at finde ud af hvad der foregik rundt om ham. Han løftede blikket og fik øje på en mand i en fin kappe, som red den hest der trak hans egen.

Fenrer blev ved synet af den fint påklædte man, mindet om det sære møde som havde foregået aftenen forinden. Han blev en anelse pinligt berørt ved sin fuldskab, og han fik rykket en anelse op, så han sad op selvstændigt i sadlen og så ned ad sig selv. Han kunne se at på trods af hans dårskab, havde han ikke fået noget opkast på sit tøj. Han prøvede at krumme tæerne, og blev her klar over at han havde haft sine støvler på hele natten. Dette var ikke sundt for en almindelig person, hvis man ikke havde sokker og tørre støvler på. Fenrer derimod havde ikke gået med støvler før, gik med bare fødder i dem og havde været våd og kold hele natten. Fenrer skulle til at sige noget til manden der red foran ham, men besluttede sig for at lade være. Han ville ikke virke sart overfor manden, ikke efter det der var sket aftenen forinden.

Fenrer rykkede rundt og mærkede sine led værke, men igen, han ville ikke brokke sig. Han havde været vant til at brok kun gjorde det mere besværligt at gøre indtryk på flokledere, og som han så det, var netop det at gøre et bedre indtryk, hans eneste chance for at slippe med skindet i behold. Fenrer rømmede sig og mærkede hvordan syren havde gjort hans hals ør. Han knejsede nakken og sagde i gennem sine besværede åndedrag "Jeg går næsten ud fra at jeg har fortalt dig hvor skrinet er?" sagde han i et ligegyldigt tonefald, der rent faktisk kom en anelse bag på ham. Fenrer lagde hovedet lidt på skrå mod manden, men ventede ikke længe "Jeg går heller ikke ud fra at der er megen anden grund til at tage migmed end at jeg skal i floden, vel?"

Fenrer så fra den fint påklædte mand til den ene af sine sidemænd som manden foran ham talte. Han så dernæst over på den anden og tænkte over om der kunne være en reel mulighed for at slippe bort, men kom hurtigt i tanke om den voldsomme og magtfulde lugt manden havde. Det var nok ikke i hans bedste egeninteresse at gøre for megen modstand overfor de andre. Da manden nævnte at Fenrer aldrig havde nævnt præcist hvor han havde lagt skrinet til hvile, gik der et lille håb gennem Fenrer, han havde måske en mulighed for at komme herfra i live. Fenrer så op på manden som han nævnte hvorledes at Fenrers skæbne lå i hans hænder. Det kølige smil fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen.
Han kunne ikke lade være med at forestille sig hvilken form for afstraffelse han havde i vente, skulle han fortsætte med at gøre sig i urede med manden. Fenrer nikkede rystende til manden og skar en grimasse som hans våde om ømme hæl ramte hestens flanke, i den stramme støvle. Fenrer bad det hurtigt i sig og så tilbage op på manden da manden fortalte ham at der var både vand og brød til rådighed for ham, skulle han ønske det. Havde manden en nådig side? Han blev hurtigt hevet ud af sin undren da den mand der red på hans venstre side stak ham et åbent vandskind hårdt mod maven. Fenrer greb fat om vandskindet og drak grådigt, på trods af den besværlige vinkel som han måtte bevæge sig ned i for at kunne hælde vandet ind i munden.

Da Fenrer endelig havde fået fyldt godt op på vand og kunne mærke den saglige dunken i hovedet af at være godt hydreret, rakte han skindet tilbage til manden ved hans venstre med et veltilfreds suk. Han kiggede sig omkring og kunne nogenlunde regne ud hvor de var henne ad, på trods af at det endnu var for mørkt til at et almindeligt menneske, eller dæmoner for den sags skyld. Da han så hørte sin fangetagers spørgsmål til hans tilstand, kunne Fenrer ikke undlade at hæve et lille bryn, hvad var der med den fyr? Fenrer rømmede sig en anelse "Jeg kunne due med at få lov til at smide mine støvler..." sagde han og kiggede ned på de gennemsølede støvler, der føltes som om de var ved at gnave hans hæle i stykker. Den unge formskifter så tilbage op på den fint påklædte mand ".. Jeg er vant til at gå barfodet og for brug for at have frie fødder hvis jeg skal være til nogen hjælp" sagde han med en svag antydning af en latter.
Fenrer så sig endnu en gang omkring og prøvede at finde et pejlemærke et sted. Han havde brug for at vide hvor de var, for at vide hvor de skulle hen, men i det mindste var de nær Doomsville. Fenrer havde smidt skrinet ud fra en bro som lå i udkanten af marsklandet og kun lige syd for samlingen af Soul River, tilbage dengang hvor han netop havde kæmpet mod Gautham, og var på vej mod Doomsville for første gang. Fenrer tænkte i et par sekunder og sagde så ud for sig "Vi skal en mil op herfra eller så og så lige ind under marsklandets grænser.. " Han så mod manden havde stiftet bekendtskab med aftenen forinden".. vi skal til stenbroen som Firewood village bruger til mindre og lette karavaner.. dem der .. kontra de tunge, sagtens kan klare turen gennem marsken"

Fenrer studsede for en stund over hvad mandens planer for ham var. Han kom frem til at manden mest sandsynligt ville ham til livs efter at denne del af opgave var tilendebragt, men så igen, så gav det ikke mening at manden nu tog hans bekvemmelighed til højde? Fenrer brydedes med ideen i sit hovede, vejrende frem og tilbage, både for og imod, men til sidst kunne han ikke holde spekulationerne ud længere. Han rømmede sig og kiggede igen op mod manden, og det gik op for ham at han nu kunne se manden en del tydeligere, der ville altså ikke gå længe endnu før end at mørket ville brydes for solens stråler. Han sukkede "Må jeg høre hvad du har tænkt dig at gøre med mig? Efter det her er overstået altså?"

Fenrer bed tænderne sammen da manden fik hjulpet ham af med støvlerne, ikke nogen nem opgave fra en heste ryg til en anden, men manden så ikke ud til at have noget besvær med det. Fenrer gav et par små støn af nydelse fra sig, som han atter en gang kunne vrikke med tæerne, først på den ene fod og dernæst den anden. Fenrer brugte en lillestund, hvor lyttede efter mandens svar til hans spørgsmål, og fik lidt liv i hans fødder. Fenrer smilede først, selvom han ikke havde fået det ordret bekræftet, så virkede det ikke til at Fenrer hverken skulle til at svare for sit liv til denne mand, men det havde han vist siden han vågnede.
Det virkede heller ikke til at Fenrer skulle bekymre sig om at skulle til at stå i gæld til manden, så vidt Fenrer kunne regne ud ville han heller ikke blive tilbageholdt, men frem for sikkerhed i sin sag, besluttede Fenrer sig for at det nok ikke ville være særligt smart at spørge manden om det mere specifikt, for han virkede ikke til at være glad for at Fenrer spurgte ham. Fenrer Lagde sig roligt indover hestens hals lidt, blot for at få varmen igen. Han hadede sin menneskelige skikkelse, for den kunne ikke holde sig varm, kontra hans ulve-skikkelse, men selvom Fenrer gerne ville have pels frem for bar hud ligenu, virkede det som en dum ide at mase hesten under sig og derudover også pisse den magtfuldt lugtende mand meget af. Så måtte man jo nøjes med varmen fra en hest.

Fenrer rykkede lidt op, men sad endnu lænet frem for bedre at kunne holde varmen, som hans.... gidseltager bad ham fortælle ham lidt og ham selv. Fenrer ville have kløet sig i nakken, havde hans hænder ikke været bundet. Han var ikke klar på hvorfor manden pludselig blev nysgerrig i henhold til Fenrer. Fenrer nikkede for sig selv da manden spurgte ind til hans healende egenskaber "Jeg er i al fald stand til at heale uden magisk indflydelse" sagde han og blev pludselig klar over at han ikke havde sin bæltetaske på sig. Han blev en anelse mere kry efter denne opdagelse "I t-tasken.." sagde han og sank en klump ".. den jeg ha-havde på-kroen er d-der-blandt andet noget a-a-af det jeg bruger" sagde han og håbede at manden rent faktisk havde den, men samtidig at mande ikke ville have stillet spørgsmålstegn ved ulve tænderne han havde i den.
Fenrer prøvede at finde tasken rundt omkring imellem de andre tre mænd men kunne ikke se den. Fenrer sank en klump og trak et par dybe indåndinger, som trak små dampskyer ud af den kolde regnluft. Han så på Sean "J-jeg er også formskifter m-men det-er jeg sikker på-at du har regnet ud" sagde han sikker på at Drummond havde sagt noget. Fenrer havde haft tabt tråden i bar forskrækkelse over manglen på hans bæltetaske at han helt havde glemt at udrede hans evner som healer "Men jeg er bedre end-d-de fleste af d-de healere og d-doktorer d-du finderi D-Doomsville "
Fenrer sank endnu en klump som han krop begyndte at dirre af kulde og frygt "Jeg skifter form til en ulv, større end d-dem d-du ser normalt" sagde han og sank endnu enhård klump.

Fenrer sank en klump, og hans øjne virrede febrilsk rundt på de tre mænd der red med ham, en af dem måtte have hans taske, men han kunne ikke se den nogen steder. Havde de smidt den ud? Havde de skjult  den? Fenrer kiggede forsigtigt ned ad sig selv, og opdagede i klagerne af mudder der han på ham fra aftenen forinden, så han en enlig læderstrop med rester af tråd. Det. var. bare. løgn. Hans Taske måtte have været revet af som han røg rundt i mudderet, eller måske i transporten fra hvorend han var gået i gulvet, til her. Fandens.
Fenrer så frem på manden der havde slæbt ham afsted, og tabte mælet for en stund da Sean begyndte at snakke om at se ham arbejde, for at Fenrer kunne bevise sin påstand om at være den bedste iblandt Doomsvilles healere. Fenrer havde bestemt ikke sagt noget om at være den bedste, og det faktum at manden virkede til at hænge ham op på dette, gjorde intet for at hjælpe på hans nervøsitet. Fenrer ville dog uden tvivl stå ved at han var bedre end de fleste af de kvaksalvere som befandt sig i Doomsville. Fenrer havde set hvordan healerne i Doomsville behandlede deres patienter, og set de pudsfyldte sår der var opstået fra de ukorrekt rengjorte redskaber, for ikke at sige hørt om hvad der skete for mange der fik udleveret forkerte eller ligegyldige urter, til deres behandlinger. Fenrer valgte dog ikke at protestere overfor hans gidseltager, men istedet te stille, bortset fra et lavstammet "Ja.."

Fenrer samlede sig så meget han kunne, som de fortsatte, og endte ud med at finde en ringe trøst i at selvom han ikke havde sin taske med ulvetænder, runer og miksturer, så var det i det mindste bedst at hans gidseltagere ikke havde den. Fenrer kunne svagt høre flodens rislen i det fjerne til hans højre et sted, mændene han red med måtte have hørt dette, for lyden var tydelig. Fenrers opmærksomhed blev tvunget bort fra hans omgivelser. som manden spurgte ham om han var en del af en flok eller klan. Fenrer rystede let på hovedet "Nej.." sagde han så roligt som han kunne ".. jeg foretrækker at v-være i fred"
Fenrer rettede sig op i sadlen, så vidt han kunne for de bundne hænder og fortsatte med at vifte lidt med tæerne, som endnu føltes ømme og forgnavne. Han vendte hovedet mod floden og kom i tanke om hvad manden havde adspurgt ham tidligere. Men hvad var der at sige om Fenrer? Han trommede lidt mod sadlens kant som han funderede over spørgsmålet "Jeg lærte alt om healing fra min far.." sagde han med blikket endnu fæstnet mod flodens lyde, da den fint påklædte mands hest fnøs. Hans ører stod nu på spids, men kunne ikke høre noget for hestenes hove, prusten og flodens klukken. Fenrer rettede sig op så meget han kunne og inhalerede hårdt.

Der var en lugt af rovdyr derude, en svag dunst af død og sult, men ikke noget der lod til at være tæt på eller i bevægelse. Fenrer stoppede med at strække sig, hvorpå han så frem på manden "Jeg håber på også at kunne benytte mig af skovlivets energi til healing, men min far drog af denne verden før end jeg lærte helt hvordan og det kan være svært at finde tid til at lære det på egen hånd " sagde han mens han prøvede at holde sine sanser åbne.

Fenrer tog notits af landskabets forandringer omkring dem. Det mørkegrønne løvgræs blev gradvist udskiftet med den blegere afart, som klarede sig bedre i den syrlige og porøse jord som tilkendegav at de var ved at være fremme. Ikke at Fenrer havde haft brug for at se forandringerne, for han kunne lugte dem, ganske tydeligt. Stanken af det syrlige vand borede sig vej op i hans næse. Han hadede den lugt, den mindede ham om hvor mange dyr og væsener der døde i marsken.
Det kunne ikke undre nogen at så megen død bragte ondskab med sig, hvilke de hvileløse zombier var et glimrende eksempel på. Gned hænderne mod hinanden for at se om han kunne komme løs, skulle det blive nødvendigt. Ikke at det hjalp noget, for rebene sad alt for stramt til at Fenrer ville kunne nå at gør noget. Hvilket ville sige at han ikke ville kunne slippe fri hvis de blev angrebet, så måtte han jo håbe på at hesten ikke lagde sig på ham i panik. Ikke at det var noget hans knogler ikke ville klare.

Da Fenrer løftede blikket fra sine hænder, så han broen ikke var så langt fra dem nu, 2-300 meter måske. Fenrer rømmede sig og så på Sean "Der er ikke så langt endnu.. " sagde han en anelse lettet over at der i det mindste var en ende på denne missære i syne ".. Det er broen ikke så langt fremme"
Området omkring broen var ikke helt så plan, som det område de netop var kommet fra. Nær broen var der sumphuller over det heler, hvorfra der voksede høje siv og dunhammere, mens vejen havde en del ujævnheder og enkelte huller. Selv der hvor der ikke var sumphuller, kunne man klart se at græsset kun var et let dække for blød og mudret jord. Selv Flodbredden var et pløre.

Fenrer Rykkede ikke længere rundt i sadlen, for det sidste han ville have der skulle ske nu, var at manden der konstant fik ham til at gyse som en eller anden kryster, opdagede at han havde prøvet at rykke sig i sadlen. Fenrer lagde dog hurtigt mærke til at manden smilede og at hans humør steg da Fenrer havde påpeget broen. Hvorfor manden fandt dette så morsom kunne Fenrer ikke sige, for han brød sig ikke omtanken om hvad der formentlig ville ske når de først nåede broen. Han prøvede at slappe af, hvilket var svært med den konstante bevægelse som hesten tvang ham ud i.

Men Fenrer nåede ikke at tænke mere omdet før end hans hest stoppede op. Ham så Sean kom over til sig, og da han hev en kniv frem gik der en lille og let gysen gennem Fenrer, hvor hans hænder blev skåret fri. Fenrer så kort på manden, han havde da vel ikke tænkt sig at lade Fenrer komme ned fra hesten, havde han? Fenrer var formskifter og havde rigeligt med muligheder for at stikke af. Fenrer hoppede ned af hesten, uden at gør noget postyr.
Da Sean omtalte mængden af mudder, svarede Fenrer ikke men åbnede blot sine øjne og stirrede kort olmt for sig. Nogen gange brød han sig virkeligt ikke om at være letvægter, når det gjaldt alkohol, det virkede bare så pinligt. Specielt når folk adresserede det som Sean eller Gautham gjorde det, der følte man sig bare stupid.
Da manden så omtalte Fenrer som en eller anden svagelig der havde brug for han beskyttelse mod udøde, blev Fenrer rimeligt fornærmet. Troede manden at Fenrer ikke ville kunne klare et par zombier? Fenrer havde klaret dem før, uden tænderne fra hans taske, og godt nok smagte de rædselsfuldt, men de var næppe en trussel. Men Fenrer te sig, for hvad han VAR bange for var manden som der nu ville have ham til at springe i soul river.

Da Fenrer var blevet skubbet ud på midten af broen, så han udover siden men kunne ikke se bunden, og tvivlede på at de ville kunne se den, selv hvis de ventede, for årstiden gav dem ikke rigtigt mulighed for det. Fenrer vendte sig om mod Sean og så på ham med et ærgerligt blik "Jeg går ud fra at jeg ikke har et valg hvad det her angår?" sagde han, knapt nok et spørgsmål. Selvfølgelig havde han ikke det, så gik et skridt bort fra Sean og hev kappen af med ryggen til dem. Fenrer så sig over skulderen mod hans gidseltager med et lettere nervøst blik "Vil du være venlig at s-se bort" spurgte han men ventede ikke rigtigt på svar.

Fenrer vidste hvor vigtigt det var at var at komme over i noget tørt tøj, når man kom op ad koldt vand, og siden han ikke havde andet tøj med, måtte han altså strippe ned. I det mindste regnede det ikke rigtigt mere, bare enkelte dråber hist og her. Fenrer spændte sit bælte op og klædte sig af med resten af tøjet, så den han stod i den lettere tonede krop, og lagde sit tøj over på kappen, som han rullede sammen til en byldt. Fenrer havde dog foretrækket poter og pels.
Han vendte sig om mod den "Håber ikke du har noget mod det .." sagde han roligt og gik op på gærdet "..Men jeg skal ikke have noget reb om mig" sagde han med et lille kækt smil, da han vidste at det betød at Sean ikke kunne vide om han stak af, med sikkerhed. Fenrer lo indvendigt ved tanken om at han kunne drille manden, og lod sig falde bagover, ned i det mørke vand.

Fenrer Mærkede det kolde vand om sig som hans krop forsvandt ned i vandet med et blødt plask.

Fenrers krop skælvede hurtigt efter kontakten med det mørke vand, og der gik ikke længe før end han kunne mærke vandet tære på hans kræfter. Han ønskede intet andet i dette øjeblik, end at kunne benytte sig af hans varme pels, men ulveformen ville gøre ham ude af stand til at dykke. Han havde ellers dykket meget i sine yngste år, sammen med hans far. Nu gjaldt det bare om at huske hvad han havde lært. Fenrer kom hurtigt til bunden, og selvom det kun var en svag strøm der løb gennem floden, så gjorde den det svært for ham at danne sig et ordentligt overblik, samtidig med at det mørke vand var svært at se igennem. Efter et halvt minut ved bunden måtte han op efter luft. Han skød hurtigt op, trak en dyb indånding og vendte så bunden i vejret, for at komme ned og lede videre. Dette gentog han et par gange, men den fjerde gang var der noget der fik ham til at stoppe et splitsekundt. Der var noget på færde, han kunne mærke det. Fenrer skød op til overfladen igen for at få endnu en gang og trådte vande. Han prøvede at orientere sig, men kunne ikke finde ud af hvad der gav ham fornemmelsen af at der var noget galt, men han mærkede noget faretruende.

Fenrer besluttede sig for at få skyndt sig at få fundet det trin, så han kunne komme op igen, for vandet og de pressede lunger havde efterhånden fået gjort ham en anelse afkræftet. Fenrer tog en dyb indånding og skyndte sig til bunden. Han stak denne gang begge hænder ned i muderet og rodede rundt, og efter et halvt minut ramte han noget hårdt, som skinnede blankt i den smule lys der kom fra overfladen. Skrinet!
Fenrer gravede i mudderet og fik hevet fat i den ene hank. Han hev godt til og fik med besvær trukket skrinet op af mudderet. Fenrer fik hurtigt vadet sig ind mod bredden og da hans hoved kom fri af vandet, trak han en så dyb indånding at det føltes som om hans lunge skulle springes. Han fik møget sig længere op på bredden med en møje og besvær. Han kiggede op på mændene og smed skrinet op på den mudrede bred og satte sig så ned i vandet der i siddende stilling gik ham til brystet, godt forpustet og kold.

Fenrer så op på mændende igen og sagde med en arrig mine "S-så er de.." Men mere nåede der ikke at komme over hans læber før end en han blev slæbt afsted, ud i floden. Fenrer vred og sled, men det hjalp ikke og nærmest per instinkt skiftede han form. Fenrer kunne mærke tænder i benet, mens hans knogler rev sig rundt. I ulveform vendte Fenrer sig så han kunne bide hvad end der havde fat i ham. Fenrer mærkede en skællet hud og bed til, hvilket fik hvad end der havde fat i ham til at give slip. Han sparkede rundt til han kunne mærke mudderet under sig. Han fik hurtigt slæbt sig oppå bredden og så sig omkring. Han nåede ikke at orientere sig før end en hesteål skød fra vandet og greb fat om Fenrer.

Fenrer var i virkeligheden havnet 20 meter fra broen, mod strømmen.

Fenrer gav et jip fra sig som han mærkede tænderne få fat i hans ryg. Den lange åle lignende krop, baskede rundt og prøvede at hive Fenrer tilbage ned i vandet. Fenrer sled i modsatte retning for at få fodfæste, hvorpå han snurrede rundt og bed sig fat i kroppen på Hesteålen, og hev til, så den ikke kunne slæbe ham tilbage ned i vandet, men den ihvertfaldet 12-13 meter lange krop var ikke sådan at få bugt med, og de udviklede sig hurtigt til en serie af huggende bid fra dem begge.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]