Things Unknown -Logan-

Logan sad tilbage og lyttede til mens hun fortalte. Det var ikke en dårlig plan, men det var bare ikke så godt hvis der ikke var en tunnel, eller en hemmelig dør. Så stod de der, uden en chance for at komme ud og chancen for at blive taget på fersk gerning. Han havde selv en plan, som måske ville fungere. Men han kunne ikke vide sig sikker. "Vi bruger blomsterne." Han rejste sig op og gik hen imod altanen for at afgøre hvor mange blomster der var. Han vendte sig så om imod Andrea igen. "Hvis alle vagter og ansatte render rundt og er vanvittigt forelsket, har de for travlt til at ligge mærke til at vi sniger os ud. Men, vi bliver nød til at finde ud af hvordan blomsten helt præcist fungerer for at det kan lykkedes. Hvordan fandt du en modgift?" Han vidste ikke om hun var med på den plan, men nu måtte han se.

Hun lyttede. Andrea måtte tage sig selv i skinnet for ikke at blive irriterende at høre på. Hun var van til at bestemme, ikke sådan ekstremt, men når der var noget alvorligt hjemme ved hende. Andrea havde nu også været van til for det meste at have ansvaret for alle omkring sig af dem hun holdt af. Så at Logan lagde planen. Det skulle hun lige have sat på plads i hendes hoved. Det var dog ikke så svært igen. Hun nikkede til ham. Faktisk gav det lidt bedre mening end hendes. Da han spurgte hende om noget vendte hun kort ryggen til ham og bukkede sig ned for at gribe den bog hun havde læst i. Hun trak lidt på skulderne og sine bryn. "Jeg læste i den her." Forklarede hun og rakte ham den, men inden han kunne nå at tage den, så trak hun den lidt tilbage til sig igen. "Du er typen, der vil gøre alt for at overleve. Gætter jeg på. Og det samme er jeg. Men lad mig gør en ting klart, hvis du lader mig i stikken kommer jeg efter dig." Sagde hun med et lille smil smurt skævt på læben. Andrea rakte ham derefter bogen og lagde armene overkors. Hun åndede let ud og kiggede på ham. "Det burde ikke være svært at finde de blomster der gøre det. Det svære ved det bliver at få det til at lade hver med at påvirke en." Sagde hun så stadigvæk med sit blik fast på hans.

Logan fulgte hendes bevægelser, og måtte tvinge sig selv til at se væk, så han kunne fokusere på planen. Han rakte ud efter bogen, men Andrea trak den væk før han nåede det. Han så nu op på hende med et svagt forvirret blik. Da hun begyndte at fortælle, begyndte han at smile en smule. "Jeg forventede ikke andet." Han tog bogen og begyndte at læse i den, så han fik ikke helt fat i, hvad hun sagde. Han så op, og der gik et stykke tid efter hun havde talt færdig, før han forstod hvad hun havde sagt. "Vi skal bare have en stærkere duft på os. Noget i nærheden af vores næser." De blev nød til at bruge noget de havde til rådighed. Det var ikke ligefrem fordi de, kunne gå ned i den nærmeste butik og købe udbrydsredskaber. Logan lagde bogen på sengen og gik rundt i rummet. Han tog fat i gardinet og rev et stort stykke af. Han delte stykket i to. "Vi kan bruge det her, til at dække vores næser. Vi skal bare have noget med der dufter stærkt, hvis det ikke virker." Han gav hende det ene stykke stof, det andet proppede han ned i sin lomme.

Det var hans evne til at lukke folk ude og hendes til at være åben der trickede hende lidt. Hun måtte holde sig selv i håret for ikke at sige noget, hun ønskede ikke at ødelægge ideen eller komme med en som var dårligere ned hans. Andrea tog imod det stof han rakte hende og satte sig hår op, hvor hun brugte båndet til at holde håret oppe. Andrea nikkede til ham. "Bjørneklo er for voldsom for mig. Du kan sagtens have det på dig, mine sanser er for skarpe til den. Du har ikke bivirkningerne som jeg har." Forklarede hun kort og lagde armene overkors. Hun gik hen til skabet for at finde noget mere bevægeligt tøj. "Så, hvor godt arbejder du om aftenen?" Spurgte hun og kastede tøj ud på gulvet. Der var kun kjoler, og det irriterede hende grænseløst. Hun skulle bruge noget hun kunne gå rundt i og klatre i - slås i om nødvendigt. Kjoler gjorde det svært, men ikke umuligt. Hun gav op og kløede sig kort i nakken før hun rev en pæn længde af den kjole hun havde på nu. Nu gik den til midten af hendes lår.

"Så... Øhm... Når vi kommer fri. Hvad så?" Der var en snær frygt, af at det hele ville ende efter de kom fri. Så mange venner havde hun heller ikke, hun havde Angela og Nicolas. De var hendes venner og hun holdt af Logan, men så igen, hvis det ikke var ægte, så var det jo intet. "Bare glem det." mumlede hun svagt og slog sit blik væk. Hun vendte sig om og gav sig til at masse alt tøjet på plads igen. Hele hendes udstråling virkede mere sårbar, kun fordi hun var bange for at miste en som hun holdt af i sidste ende.

Logan nikkede da hun sagde det var for kraftigt. Han rodede rundt for at finde en duft der var, stærk, men ikke for stærk. Han fandt en kvinde parfume, han synes var stærk, så for hende måtte det være godt nok. Han tog den hen til hende. "Kan det gå an?" Han havde regnet ud hun var varulv. Det var ikke engang nødvendigt at fortælle ham det. En del af ham, sagde at det var derfor, de havde det så godt. Fordi de begge var, eller havde været, varulv. Han talte ikke om sin fortid, og næsten ingen han kendte til hans tidligere liv. Udover dem der havde været en del af det. Han smilede svagt over hendes spørgsmål. Nu havde han mulighed for at fortælle at han havde været varulv. Han kunne sagtens fortælle det, men han vidste ikke om det var en god idé. Men herre gud, hvad skulle hun kunne gøre med den information? "Jeg er tidligere varulv, så temmelig godt." Han så over på hende, da samtalen blev noget med alvorlig. Logan havde ikke lyst til at svare på det, det betød at han skulle se i øjnene, at det hele måske var en løgn, en manipulation med deres følelser. "Er du klar?" Hun skiftede heldigvis selv emne, så han ikke fremstod endnu koldere, for det havde han ikke lyst til at være. Ikke over for Andrea.

Hun godkendte parfumen med et nik, og så undrende på ham da han sagde, at han engang havde været varulv. Det vækkede hendes nysgerrighed endnu engang, men lod det ligge på hylden. Det var ikke tiden til at gå i fortiden, og siden han virkede så kold - kunne hun regne ud, at det måske ikke havde været den bedste tid. Andrea slog blikket op da han spurgte om hun var klar, hun ånede let ud. "Jeg er vel så klar som jeg kan blive. Lad os se at komme ud herfra." Svarede hun og havde ændret sin attitude pænt hurtigt. Fra sårbar til kampklar - hvis det skulle blive nødvendigt. Hun tog de blomster han havde plukket til hende, det kunne være de havde samme effekt, men hvordan skulle de vide om de var giftige eller ej? Andrea holdt dem lidt på afstand, imens hun med et skarpt øje kiggede på blomsterne. Hvorfor havde hun ikke været mere piget, da hun var i sit gamle kobbel. Så ville hun have vidst mere om blomster, men så igen, hun havde lært at klare sig selv, og det var vel en del vigtigere?

Heldigt for Andre, at hun for det meste virkelig ikke kom godt ud af det med andre kvinder. Det betød, at hun ikke havde nogle veninder her, eller nogle hun havde prøvet at tale med. Eller selvfølgelig var det lidt trist, men hun overlevede jo. Andrea vendte sig om og gik udenfor, hendes bevægelser var yndefulde imens hun gik ned og plukkede blomster. De havde en modgift, hvis hun skulle blive påvirket, så ville hun kunne blive kureret. Dog var hun meget snedig, og ingen nåede faktisk at se hende udenfor - før hun var inde med to kæmpe buketter. Hun kiggede overpå Logan. "Så stopper vi det i udluftningen, eller stopper vi det i næserne på dem alle?" Spurgte hun lidt neutralt. Hun holdt bladene på blomserne væk fra hendes ansigt imens hun kiggede på ham. De skulle vel igang med planen nu, og de havde blomsterne . At en kvinde gik ud og plukkede blomster havde ikke været mistænkeligt - da kvinder/piger jo for det meste elskede blomster.

Andrea ventede på, hvad Logan ville sige. Det var hans plan med blomsterne, og Andreas irriterende talent for at bestemme blev holdt på plads. Det var en af de første gange hun faktisk gjorde sig umage for at lade andre tage styringen. Lige nu var det Logans plan, og hun havde ikke tænkt sig at ødelægge den. Det kunne være hendes impulstive personlighed ville ligge lidt personlige skills ind i planen under missionen, men det var bare sådan hun var som person. Nu ventede hun blot på, hvad han ville synes de skulle gøre.

Logan stod med bjørnekloen i hånden, han var ikke sikker på om det var nok, men det blev det nød til. Han skulle bare kæmpe imod, hvis han blot havde selvkontrol nok, kunne det godt gå an. Han fulgte hende med blikket da hun gik ud af døren, sandsynligvis for at hente blomsterne. Det var ikke til at vide hvilken virkning de forskellige blomster havde. Logan turde ikke tage chancen, med andre blomster, end de blomster han kendte virkningen på. Så heldigvis kom Andrea tilbage med de blomster. Da hun spurgte ind til hvad de skulle gøre, så han sig omkring for at se om de overhovedet havde adgang til en luftkanal. "Det går hurtigst i luftkanalen, så lad os se om vi kan få det derind." Logan bandt hurtigt stoffet over hans næse og mund, han trak det dog ned, så han stadig kunne trække vejret frit. "Lad mig." Han tog blomsterne og gik hen til udluftningen til deres værelse. Han satte sig ned på knæ, og lod knoglen vokse ud af hans hænder. Det startede med at hans knoer blev flækket op, hvor efter fem lange, spinkle knogler kravlede ud, efterfulgt af en hånd. Den voksede sig længere indtil det var en halv arm længere, end en normal arm. Under dette måtte Logan beklage sig, i form af dybe suk og indimellem noget der kunne minde om meget afdæmpet skrig. Armen bevægede sig op til udluftningen og startede med at skrue skruerne af, for derefter at pille hele pladen af. Han smed blomsterne op, med hans normale hånd, og skelethånden greb dem og kastede dem ind i luftkanalen. Han rejste sig op, og på ingen tid blev skelethånden "suget" ind i hans hånd igen, og hans knoer var så gode som nye, på nær en smule rødmen omkring dem. Han trak hurtigt stoffet ned og lagde bjørnekloen derind. "Lad os komme af sted." Han tog fat i hendes hånd.

Andrea tog stoffet ud af sig hår da han tog blomsterne og lod en hånd fører det op til hendes næse og mund, hvor hun bandt det fast der. Andrea betragtede Logan, men fik et bekymret ansigt på, da han gjorde noget der skadede ham selv, men på samme tid var en evne. Hun holdt øje med det hele. Hendes blik gled ned på hans hånd, da den blev sig selv igen. Hun havde set mange forskellige evner med årene, men ingen som den. Andrea blev slået tilbage i virkeligheden, da Logans stemme slog igennem i hendes hoved og han tog hendes hånd. Andrea nikkede til ham og løb med ham ud af døren. De skulle finde den hurtigste vej ud, men hvorhen af de skulle løbe vidste hun ikke. Stedet virkede uendelig, men hun vidste også, at det blot kunne være en kraftig illusion, som hele dette 'paradis' nu faktisk var. Andres kiggede rundt imens de løb og fik øje på et træ med en mærkeligløs på. Hvorfor fanden havde træet en lås. Andrea gav et ryk i Logan og gik derover imod. Hun greb om låsen og hendes hud ætsede nærmst. Sølv. Det gjorde hun slap med det samme og ømmede sig lidt, inden hun greb fast i den igen og rev låsen af. Andrea ville smide låsen fra sig med det samme, men den havde sat sig fast til hendes hud. Hun bed smerten i sig, men lige nu kunne man se på hendes ansigt at det gjorde ondt. Andrea prøvede at se om hun kunne trække den stille af, men den sad fast. Dog måtte hun tage en dyb indånding. For I Logans øjne brokkede hun sig over ingenting. For låsen var faldt af. Det var blot inde i hendes hoved. Andrea åbnede øjnene igen og låsen var ikke længere på hendes hånd. Faktisk lagde den foran hendes fødder, men stadigvæk lavet af sølv. "Selvfølgelig byen af illusioner." Mumlede hun for sig selv. Hun lagde sine hænder på barken og bankede lidt på den hule stamme. Hun vendte blikket over imod Logan. Det var nu de skulle tænke om de ville tjekke det her ud, eller om de skulle tage en mere sikker vej?

Logan fulgte hende ud af værelset. Han var lige ved at løbe forbi træet, men stoppede da han opdagede hendes hånd var gledet ud af hans. Han gik tilbage til hende og så på låsen hun rodede med. Det var tydeligt det gjorde ondt på hende at røre ved den. Sølv var det eneste det kunne være lavet af. Logan skulle til at forsøge at rive den af, men hun kom ham i forkøbet. Det var også tydeligt hun var stærkere end han var. Han så på hende, da hun så ud til at have ondt, og forsøge at trække noget af hendes hånd, som ikke var der. Han så på hende da hun ude af illusionen. Hendes ord fik ham til at nikke bekræftende. "Der er noget de ikke vil have vi skal se. Så det skal vi se." Han vidste ikke hvor de skulle starte. Det var et træ, hvor mange muligheder var der lige at undersøge? Det var ikke ligefrem der var hemmelige døre.. Eller måske var der.

Hun lyttede til, hvad han sagde og pludselig faldt hendes hånd igennem barken. Det gav hende et chok da hun kunne mærke en vind der prøvede at suge hende derind. Det var en fælde. Andrea borrede sine hæle ned i jorden, imens hun desparat prøvede at gribe ud efter nået med sin frie hånd. Hendes blik vendte sig skræmt over imod Logan, imens hun holdt lidt af panikken inde. Hendes fødder var ved at glide hen af jorden, til at den ene blev fanget ind i stammen. Heldigt nok var vagterne fuldt optaget og bemærkede slet ikke den halve Andrea som stod inde i træet, og på vej ind i noget hun ikke vidste hvad var. Om det var døden, et stort tomt sort hul. Eller om det var en vej ud. Men hvis hun skulle derned, så ville hun ikke derned alene. Andrea så helt igennem skræmt ud og hendes hjerte hamrede panisk. "Så... hvad gør vi?" Spurgte hun lettere bange, men prøvede at holde tonelejet nogenlunde ordenligt.