It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

af Gæst Søn 29 Jun 2014 - 23:17

Tid Solen er for længst gået ned, så vel omkring de 23:45
Sted Kroen det vilde svin
Omgivelser Der er en hel del ”ældre” som har valgt at bruge aften ude. Derudover er der også de væsner, som enten jæger blandt de levende, eller også slapper de vel bare af, samler kræfterne
Vejr Da solen er gået ned, er temperaturen ikke just den varmeste i verden, men dog er det ikke direkte koldt. Det ligger snarer på et sted imellem dette
Påklædning [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Privat emne mellem Erebos og Allyson

Som solen gik ned, kom der med liv i de mange gader, flere folk kom frem og endnu en blodig nat ville falde sig over byen. Med så stort et indhold af vampyrer og andre blodtørstige væsner, var det ofte at man hørte om adskillige mord. Det var nu efterhånden hverdag for de mange beboer af byerne, at høre om mordende, så de tog det vel ikke så slemt. I mørket, gik en rank skikkelse, ikke just klædt direkte ”pænt” på, men man kunne snildt fornemme på ham, at han var nok ikke just et menneske, men snarer noget mere mørkt. Hans legesyge øjne gled over de levende sjæle, men betragtede også nattens jægere bevæge sig forførende omkring de mange intet anende byttedyr. Såvel som på gaderne, var de lokale kroer, samt diskoteker også møde sted for disse væsner, så det ville ikke overraske nogle, hvis man hørte om folk der faldt døde om, efter en tur i byen. Bloddæmonen, som han nu var, afholdte nu heller ikke sig selv fra en forfriskende mundfuld engang imellem.
Med sit faste greb, fik han hurtigt åbnede den slidte dør. Man kunne da sige at årerne havde været hårde ved lige netop denne dør. For det menneskelige øje, ville dette blot ligne en gammel dør, men for det trænede og mere overnaturlige øje, var denne dør alt andet end dette, man kunne se gamle rester af blod, blandet ind i den overmalet bark. Han rullede med øjnene, det var vel efterhånden svært at dække for de mange beviser, stederne gav sig. Han bevægede sig let og graciøst igennem befolkning, med en gang som denne kunne han da umuligt være andet end udødelig. Folk sagde man kunne ane meget ud fra et blik eller en stemme, men lige netop holdningen og måden folk fremførte sig selv, havde også en hel del at sige når det gjaldt det at skulle forklarer en anden person. Hvis nu en person bar alt for meget elegance, eller direkte var alt for perfekt i ansigtet, kunne vedkommende kun være få ting. For nok var der mange smukke individer i denne verden, men der var en fin grænse mellem smuk og direkte perfekt.

Han slog sig let ned oppe i baren. Han var ikke kendt hos de mange kroer, men alligevel kendte han nok til alkoholen for at vide, helt præcis hvad han skulle bestille. De lange slanke fingre gled elegant igennem det mørke hår, mens han ventede betjening, det var ofte hvis der var kvindelige bartendere at han fik en hurtig og ganske behagelig betjening, men hvorimod var det som i dette tilfælde en mandelig en, kunne det godt tage noget tid. Hvilket selvfølgelig var naturligt, da det lå i mandens natur at ville føle sig tiltrukket til det andet køn ”jeg tager bare en vodka, helst gerne tør… meget tør” lød det hest fra ham. Hans hæse stemme, kunne ofte virke en tand mystisk, som gemte han noget eller vidste ham mere end dem omkring ham. Med evnen til at se andres største frygt og udleve dem, kunne man sagtens sige at denne mand kunne et par ting eller to, som ikke mange andre kunne. Som en brutal bloddæmon, var dette skam en god ting at kunne, det gav ham i den grad et esset i ærmet. Som glasset gled hen over bordet og landede foran ham, røg der ligeså penge hen over bordet til den unge mandelig bartender. De blå øjne gled stille hen over resten af befolkningen. Den sørgelige mængde ældre mand, som kun sad og drak sig mere fulde, eller den flok vampyrer der planlagde at overfalde en flok unge kvinder, forså enten at torturere og dræbe dem eller bare direkte dræbe dem. Han klukkede kort, og med et skarpt observerende blik, blev han ved med at betragte sine omgivelser, så godt som han nu engang kunne gøre.

af Gæst Man 30 Jun 2014 - 12:13

Det var ikke tit at kroen var så fyldt. Det irriterede hende lidt. Især fordi at hun stadigvæk kæmpede med ikke at angribe et menneske for at få vedkommendes blod. Hun drak dyreblod for ikke at skade mennesker, men det var svært. Hun havde dog ikke drukket menneskeblod i lang tid, men fristelsen til at gøre det blev stærkere hver dag. Hun nægtede dog at give efter for fristelsen. Allyson sad for sig selv ved et bord i et hjørne. Hun sørgede for ikke at få øjnekontakt med nogen, da hun ikke gad at snakke med nogen. Hun hørte at nogle vampyrer ville overfalde en flok unge kvinder, og hun vidste allerede at hun ikke kunne lade det ske. Hun rejste sig op og gik hen til kvinderne for at advare dem. Hun valgte at lade være med at fortælle dem at mændene var vampyrer, hun sagde bare at mændene havde tænkt sig at overfalde dem og de nok hellere måtte blive i kroen, for hvis de blev i kroen kunne mændene ikke gøre dem noget, da de ville gøre det i fuld offentlighed så, og det var knap så smart. Kvinderne takkede hende og Allyson gik tilbage til sin plads. Hun havde en hvid skjorte på, sorte bukser og sorte sko. Hun plejede at have en kappe på og sin pistol hos sig, men de to ting var oppe på hendes værelse lige nu. Hun havde haft et værelse i kroen i lang tid nu og hun havde råd til at beholde værelset i et par måneder mere. Hun burde snart finde sig et job.
Hun kørte en hånd igennem sit hår for at få et par brune lokker væk fra hendes ansigt. Hendes hår var løst, da hun ikke brød sig om at have det sat op. Hun rejste sig op og gik hen imod baren. Hun satte sig på en af barstolene og ventede på at bartenderen fik tid til at tage imod hendes bestilling. Der gik heldigvis ikke særlig lang tid. "Et glas whisky, tak." Sagde hun og smilede venligt. Bartenderen gav hende et glas whisky et par få minutter efter. Hun gav bartenderen pengene for whiskyen inden hun drak en tår. Hun fornemmede at nogle kiggede på hende, men hun regnede med at det nok var vampyrerne hvis plan hun havde spoleret.

af Gæst Man 30 Jun 2014 - 12:58

Det sekund en kvinde trådte ind i hans åsyn, blev hans interesse vagt. Det var ikke mange der lagde sig ud med vampyrer, og endda ikke så mange, der åbenlyst ikke var alt for unge i deres alder. Han smilede skævt, morerede sig en smule, over det ansigts udtryk de mandelige vampyrer satte op, da det gik op for dem middagen var taget fra dem… af intet ringere end en anden vampyr. Erebos var en ung mand, der nød at observere andre leve deres liv, den måde de gik rundt blandt hinanden og levede deres liv, ganske interessant. Pigen var højst tænkelig ung, stadig et barn og hvis dette var tilfældet var hendes selvkontrol helt formidabel, det var ikke mange nyfødte vampyrer der kunne holde sig tilbage fra at sætte tænderne i noget de fandt lækkert. Hendes alder var en leg at gætte, for det menneskelige, nærmest humane blik i hendes øjne afslørede den ringe erfaring, og den unge alder. Så man de ældre vampyrer, virkede de alt for umenneskelige, med alderen og alle mordende forsvandt en hel del af menneskeligheden.
Selv var han efterhånden ikke så ung mere, men derfor betød det skam ikke alle gik samme vej med alderen. For ham havde de mange år, mere givet ham lysten til at finde verdens nydelser og vidundere. Han havde levet længe nok til efterhånden at kunne sporer op til flere ting hos de omkring ham, hvilket til tider var dejligt, men også andre gange kom ham knap så godt til. Fuldkommen fanget i sine tanker, bemærkede han ikke den unge kvindelige vampyr satte sig ved baren, ved hans side. Selv langt fra kunne man se hendes ligblege hud, stod i godt kontrast til hendes væsen. Hvordan hun nu end måtte havde set ud før hun blev forvandlet, så var der ingen tvivl om at udødeligheden havde sat sine skønheder på hende. Nøddebrunt hår, der faldt ned på skuldrende, omringede hvad nogle ville beskrive som et engle ansigt og andre måske perfektion i udvikling. For de erfarende, var dette blot et tegn på hendes umenneskelighed, perfektion og udødelighed havde ofte sine krav.

Han drejede rundt på sædet, vendte igen rundt således at hans front var mod baren. De mange hylder, fulde af de fleste sprutarter, så alle og enhver kunne få følelsen af dette sted i den grad havde forstand på alkoholen. Spejlet der var så genkendelig omkring de fleste kroer, samt barer gemte sig bag de mange hylder, men fyldte dog så meget at enhver ville kunne se sig i spejlet, hvis man blot vidste hvor omkring det gemte sig. Hans dybe blå øjne, gled omkring de der sad ved baren, dog måtte han sande ingen rigtig syntes at fange hans interesse, alle syntes at være for åbenlyse eller direkte nemme at læse. Dermed vendte han opmærksomheden tilbage mod den kvindelige vampyr der sad med sin whisky. Ganske interessant valg, hvis han selv skulle indrømme det, det var ikke alle der kunne tage at drikke den slags, men dem der gjorde var enten erfarende eller også dumme. Til tider var der de som lå i midten af den skala.
Med de skrøbelige glas i sin hånd, betragtede han den gennemsigtige likør glide omkring og ramme mod kanten. De enkle drikke arter, var altid de som mange fandt interessant, virkningen af alkohol på den menneskelige krop, var direkte komisk. Som ung havde alkoholen også sin virkning på ham, han huskede op til flere knap så behagelige tilfælde, hvor han i den grad havde fået lidt for meget at drikke. Smilet var stadig plantet på hans læber, som han lukkede øjnene og lod den kolde drik glide mellem hans læber og angribe hans smagsløg. Han sukkede, stadig med de lukkede øjnene, før han igen åbnede dem, men denne gang rettede dem mod den unge kvinde ”det ser ud til at de er ganske attraktiv blandt den mandelige del af din race” klukkede han og smilede skævt. Hans øjne gled igen hen mod de unge kvinder ”det var stort det de gjorde, det er ikke mange der tør stille sig mellem et par ældre sultne vampyrer og deres bytte… dog flytter de kun det uundgåelige” pointerede han med et skuldertræk. Han kendte efterhånden til vampyrerne, vidste at hvis de ville kunne de snildt opsporer de unge kvinder senere hen også dræbe dem. Så måske redde hun dem denne aften, men det var uundgåeligt og ville nok ske. Som hun afbrød deres jagt, udfordrede hun dem sikkert også, ikke just den bedste ide.

af Gæst Man 30 Jun 2014 - 13:48

Allyson overvejede at gå op til sit værelse, da hun ikke brød sig om al den larm der var. Desuden følte hun sig heller ikke tilpas grundet hendes trang til blod. Hun tog sig til halsen i ren refleks, da smerten skar sig igennem hendes hals. Smerten i hendes hals var ikke så kraftig, men det irriterede hende stadig. Heldigvis var hun ved at vænne sig til at have smerter i halsen. Hun så hen imod en ung fyr, der snakkede til hende. Han var smuk, men andres udseende interesserede hende ikke ligefrem. Deres personlighed var meget vigtigere for hende. Hun så væk fra ham, men hun lyttede stadig til det han sagde. "Er kvinderne ikke attraktive for dig?" Spurgte hun. Han var tydeligvis ikke vampyr, men hvad var han mon så? Hun betragtede ham lidt. Hans fært var bekendt, men der var selvfølgelig også noget ukendt over den. Hun havde jo aldrig mødt ham før, men hun havde mødt en som var samme race som ham. Hans fært hentydede at han var dæmon. Spørgsmålet var bare, hvilken slags dæmon var han?
"Hvis du har ret i at vampyrerne vil prøve på noget senere, så dræber jeg dem." Hun tog en tår mere af sin whisky. Hun kneb øjnene lidt sammen. "Jeg er ligeglad med om de er ældre end mig. Bare fordi de er stærkere end mig betyder det ikke at jeg er forsvarsløs." Hun drak det sidste af sin whisky, inden hun rejste sig op. Hun lagde armene over kors og så på ham. "Er dæmoner normalt ikke ligeglad med andre?" Det var tydeligt at hun nærede et had for dæmoner og vampyrer. Hun skjulte det ikke. Hendes lysende blå øjne havde en kold glød over sig. Igen overvejede hun bare at gå op på sit værelse, da hun ikke ønskede at snakke med en dæmon.

af Gæst Man 30 Jun 2014 - 14:15

De blå øjne syntes at opfange alt ved hende, hendes bevægelser og deres betydning, den måde hun så på tingende. Hun var tydeligvis sulten, hvilket jo kun gjorde hende mere irritabel. De stakkels vampyrer, de levede deres liv udelukkende på at undertrykke noget, der umuligt kunne undertrykkes. Nogle undertrykkede det så dog ikke, men derimod omfavnede de det. Det var så her det blev farligt, for hvis de blev ved med at drikke, ville det blive mere og mere åbenlyst hvad der skete og folk ville begynde at kæmpe imod. Da hun mødte hans blik, hævede han øjenbrynet og kiggede ind i et par ligeså blå øjne. Havde det ikke været for det faktum hun var en vampyr, kunne de blå øjne sagtens være de mest uskyldige i verden. Sikkert et par øjne der knuste hjerter og fortryllede flere end nogen anden. Hendes spørgsmål fik ham til at klukke hæst ”om kvinder er attraktive for mig… hvilken mand ville ikke sige en kvinde er attraktiv, ud over de der ligger i med andre mænd… kvinder er skam smukke uagtet form og udseende” påpegede han. Med alderen var han begyndt at blive mere og mere ligeglad med hvordan kvinderne så ud, eller hvilken form de kom i. Enhver kvinde, med troen på sig selv, var smuk, det var bare et faktum.
Han lagde hoved på skrå, betragtede hende som hun kneb øjnene sammen. Han vendte om, således at han sad med fronten mod hende, fortsat med sit glas i hånden. Et glas, som det dog var så svagt og nemt at skade. Lidt ligesom mennesker, de levede deres liv i den tro om at de var stærke, når virkeligheden var at de kunne dræbes nemmere end noget andet. Han kluklo, før smilet igen var på hans læber ”hvem sagde de var forsvarsløs. Ingen er nogensinde forsvarsløse… bare man har troen kan man gøre alt” pointerede han og tømte sit glas, før han lod den glide hen mod bartenderen, som et lydløst kald om mere. Hans øjne gled op på hende som hun rejste sig op. Hun bar tydeligvis et had mod hans race, samt hendes egen. Dette var et tydeligt tegn på at hendes forvandling næppe var frivillig, men så igen hvor mange er netop frivilligt forvandlet til en anden race?

Hans øjenbryn skød op, så hun mente simpelthen at blot fordi nogle dæmoner var ligeglade så var alle det ”det er da en smule racistisk, blot fordi en person gør noget betyder det ikke alle andre gør det samme. Se på dem selv f. eks, deres race er kendt for at være hensynsløs mod alle og enhver, hvis de kunne ville de højst tænkelig myrde hele menneskeligheden, men de står stadig imod… der er andre som dem, som ikke valgte dette liv, som står imod fristelserne. Jeg så dem gnide dem om halsen, de har sikkert ikke drukket menneskeblod, derved betyder dette at de er sulten, men også at de rent faktisk bekymre sig om menneskerne. De sågar gik imellem en vampyr og dens måltid” han tog imod glasset igen, da det kom imod ham. Han var overraskende nok en hel del klogere end han troede ”plus jeg er for gammel til at være ”ligeglad” med alle andre, som de jo så smukt sagde. Det der derimod sjovere at observere alting” han drak stille fra glasset, alt i mens hans øjne var rettet direkte mod hende ”så nej jeg er ikke ligeglad med alle andre og det tvivler jeg udtrykkeligt på nogen nogensinde er. Vi har alle en svaghed, en person som gør os svage om hjertet, dæmon eller vampyr det er uundgåeligt”
Med alderen var han blevet mere filosofisk, han tænkte ofte mere om tingende. Som han selv sagde, så elskede han at observere de omkring sig. Det var vel hans nydelse. Dog hade han de som mente alle var ens, hver enkel individ var unik og ganske enestående, der var noget anderledes ved hver enkel person, som gjorde dem anderledes. Blot fordi nogle dæmoner var ligeglade, så betød det ikke at alle dæmoner var ligeglade. Selv han havde haft nogen der fik hans hjerte til at stramme, eller gav ham følelsen af at være i den syvende himmel, men som alle andre ting forsvandt hun også. Han havde mødt hende da hun var 20, men hun havde været menneske og på trods af han vidste hun ville dø af alderdom, blev han hos hende. Hun døde dog som 35-årig af kræft. Hun havde været en stærk troende kvinde og dette resulterede i at han altid bar hendes halskæde, der bestod af en medaljon med hendes navn og et kors om halsen. Han rystede tankerne væk og ubevidst gled hans frie hånd op om halskædens medaljon, hvorpå han gemte den ind bar trøjen igen.

af Gæst Man 30 Jun 2014 - 15:23

Allyson var meget imod hendes vilje en vampyr og hun hadede når andre kaldte hende for vampyr. For inderst inde var hun jo ikke en vampyr. Hun var født et menneske og hendes højeste ønske var blive menneske igen. Hendes storesøster, Caroline, havde forvandlet hende til en vampyr, da de var blevet angrebet. Hvis Caroline ikke havde forvandlet hende ville hun være død nu. "Det er ikke tit jeg hører en mand sige det." Sagde hun. Normalt var mænd mere interesseret i at en pige var smuk, end hvordan hun opførte sig. Han virkede lidt som en gammel mand, trods hans udseende. Måden han snakkede på og hans opførsel hentydede til at han var ældre end han så ud, hvilket ikke undrede hende, da dæmoner levede indtil de blev dræbt. "Hvor gammel er du? Altså, din virkelige alder?" Hun så spørgende på ham. Hun valgte at lade være med at kommentere på det han havde sagt, da hun ikke var helt sikker på hvad hun skulle sige.
Hun blev lettere irriteret på ham over det han sagde. "Når du ikke kender til min fortid har de ikke retten til at sige sådanne ting til mig." Hendes had for dæmoner og vampyrer ville aldrig forsvinde ifølge hende selv. Dæmoner havde dræbt hendes familie og vampyrer var kolde, hensynsløse væsner. I hvert fald de fleste af dem. "Når jeg møder en vampyr som er ligesom mig, så dræber jeg ikke vedkommende. Når jeg møder en dæmon som ikke er ond, dræber jeg ikke vedkommende. Min mening er at de fleste vampyrer og dæmoner er ondskabsfulde, men selvfølgelig er der nogle som ikke er ondsindet. Det er jeg udmærket godt klar over, men ikke desto mindre så findes der flere ondskabsfulde vampyrer og dæmoner end gode." Hvorfor snakkede hun overhovedet med ham om dette? Hun kunne dog ikke få sig selv til at gå, da hun var nysgerrig efter at vide hvilken slags dæmon han var. "Hvis du er ude på at få mig til at tænke anderledes om din race og vampyrer, så kan du godt glemme det. Jeg kender dig ikke, så hvorfor skulle jeg overhovedet tage dine ord til mig?" Hun begyndte at gå væk fra ham, men stoppede straks med at gå, da en af vampyrerne som havde været ude efter de piger hun havde advaret, stillede sig foran hende.

af Gæst Lør 27 Sep 2014 - 19:09

Han trak på skulderne, det var vel rigtigt nok det var ikke de fleste mænd der sagde sådan ”jeg er ikke som andre kan jeg vel blot sige” han lagde hovedet på skrå og betragtede hende stille. Hun var nu anderledes, men så igen var alle ikke et lille sted anderledes. Ofte gjorde folk alt hvad der skulle til for at agere anderledes i forhold til deres med mennesker. Selvom han ikke så tingene på præcis samme måde som hende, så kunne han da godt se at hun havde en pointe i sine ord. I bund og grund ville alt så være ondskabsfuld, selv engle der jo var skabt på det gode, for der kunne ikke være noget godt uden der også var ondskab. Verdens evige balance stod da stadig på, også selvom man ikke ønskede det. Han klukkede ved hendes spørgsmål ”hvad er det nu i kvinder siger, men spørg da ikke om andres alder” kluklo han og rystede på hovedet ”lad os da blot putte det således, jeg er en hel del ældre end de er…og nok også alle i dette lokale” pointerede han. Præcis hvor gammel han var, var en ting han aldrig rigtig afslørede, netop fordi det fjernede noget mystik.
Han trak endnu engang på skulderne ”det er rigtigt nok, jeg kender hverken til din fortid, deres nutid eller deres fremtid, og jeg har skam ingen intentioner om at ændre deres synspunkt” han tav kort ”jeg indskyder skam blot min egen mening i tingene” forklarede han efter en lille pause. Han havde aldrig været meget for at ændre folk, man var skabt som man nu engang var også selvom man aldrig rigtig stoppede sin udvikling…hvad ville pointe så være i at ændre folk? Selv med mere en hundrede år på bagen, var han da i den grad endnu ikke færdig udviklet, han havde da stadig meget at lære og det havde alle andre da også. Han blev med et stille da hun forklarede om hvordan hun kørte sit løb, med at dræbe. Det hele lød da bedre end blot at dræbe hensynsløst, for hvem havde lov nok i sig til at bestemme hvem der kunne leve og hvem der kunne dø? Mord var på ingen måde en form for retfærdighed når det gjaldt hævn. Det havde aldrig været det og ville nok heller aldrig blive det. For de som søgte blod, fik skam også blod, men det ville aldrig rette op på de ting der var hændt i fortiden.

Han klukkede da hun med et gjorde an for at, blot hendes ord var komiske for ham. Så ung hun var og uerfaren på så mange måder, dog om ikke andet var det næsten kært. Han betragtede hende længe som hun vendte om og skulle til at gå, dog blev hun stoppet af en vampyr der næppe var glad for hende. Han rynkede brynet og lagde hovedet på skrå. Dette ville næppe ende godt, specielt fordi den pågældende vampyr så relativt gammel ud, og derved også stærkere end hende. Han lagde sin drink fra sig og rejste sig galant op fra sit sæde, hvorpå han stoppede op bag ved hende. Hans øjne var rettet direkte mod vampyrens og de ellers så charmerende blå øjne lyste op i en sort farve, hvilket indikerede han i den grad havde brug af sine evner ”jeg ville gå hvis jeg var dem, det ville være sørgeligt hvis de endte deres liv allerede også pludseligt” hans stemme var blød og fængende, men bag også et løfte om smerte og frygt i sig. Da han jo havde en evne til at vise folk deres største og inderste frygt, ville han være en værdig modstander for denne vampyr. Han lagde armene over kors og hovedet på skrå, næsten som om han legede med ham.

//jeg undskylder mit sene svar

af Gæst Lør 27 Sep 2014 - 19:25

Et spørgsmål blev altid ved med at passere hendes tanker. Hvorfor snakkede han så formelt? Det var mærkeligt, hun var overhovedet ikke vant til det, men som han selv sagde var han gammel. Sikkert meget gammel. Så han var nok van til at snakke så formelt. Hun kneb øjnene lidt sammen. "Det er det kvinder plejer at sige, men nu er jeg jo ikke som andre." Hun blinkede kort drillende til ham. Hun indrømmede det gerne, hun lod sig selv slappe lidt af, men hun byggede straks muren op omkring hende igen. "Det forklarer din måde at snakke på." Sagde hun og trak på sin ene skulder. Hun måtte indrømme at hans formelle måde at snakke på irriterede hende. "Udmærket." Andet havde hun ikke rigtigt at sige til det. Han sagde sin mening var vel okay, så længe han ikke prøvede på at få hende til at være enig med ham for det troede hun ikke på var muligt. "Det er også fint." Et kort smil foldede sig om hendes læber, men det forsvandt hurtigt.
Allyson skulle til at sige noget flabet til vampyren som stod foran hende, men hun stoppede sig selv, da hun hørte fyren hun havde snakket med sige noget til vampyren. Hun så på ham over sin skulder, og overraskelsen var tydelig at se i hendes blå øjne. Hun så hen imod vampyren igen, der straks stak halen mellem benene og løb hen til sine venner, hvor han nærmest gemte sig bag dem. Hun rynkede svagt på panden og vendte sig om imod fyren, dog trådte hun et skridt væk, så de ikke stod så tæt på hinanden. "Hvorfor gjorde du det?" Spurgte hun undrende. Hun ville vente med at sige tak.

af Gæst Lør 27 Sep 2014 - 19:49

Han klukkede, men nikkede dog ”det er rigtigt nok, men hvorfor dog røve ens alder, det tager jo noget af mystikken hvis de kender til den” udtalte han sig klukkende. Han havde længe levet på sin mystik, det at folk aldrig kom tæt nok på til rent faktisk at kunne kende ham, men derimod blot holde sig til det formelle og fra alt det indhold nogen form for relation. Man kunne vel sige igennem mange år, var det at være alene vel nemmere end danne sig relationer også blive knust ved at se de pågældende relationer gå bort. Han trak på skulderne ”måske gør det det, måske gør det ikke. Min måde at snakke på kommer nødvendigvis ikke med en lang alder, jeg har mødt mange ældre væsner som ikke nødvendigvis snakker formelt til andre. Så jeg gætter vel, og dette er blot i mit tilfælde, at jeg vil anse folk som mine ligemænd, hvilket jeg gør ved at snakke formelt” han trak på skulderne. Han havde aldrig været sikke på hvorfor han netop snakkede for formelt. Måske kom det også af at han trods alt ikke var født ind i det fattige kvarter, men derimod med en rigere baggrund og familie historie.
Ved hendes spørgsmål vendte han blot sine øjne mod hende, hvor man kunne se det sorte trække sig tilbage og de blå øjne kom igen frem ”de er en interessant person, jeg nyder at tale med dem, så det ville være en skam hvis de nu gik hen og kom til skade på grund af en dum vampyr der ikke kan holde sit såret ego for sig selv. Muligvis er vores syn forskellige på tingene, men jeg må dog indrømme de er ganske…hvordan siger man det nu?” han tav mens han ledte efter ordet ”når jo, de er ganske spændende at lytte til” sagde han lige ud, han havde aldrig været typen der gemte noget ind og sandheden var igennem den korte samtale de havde haft, havde han fundet sig selv tænke på hende som ganske interessant. Han tog blidt hendes hånd i sin og gav hendes håndryg et kys ”jeg tror aldrig jeg fik præsenteret mig selv, men mit navn er Erebos” han sendte hende et skævt smil før han igen gav slip på hendes hånd og rettede sig op. Han så med et spørgende på hende "de kunne vel ikke have lyst til at dele en kop vin med mig, også vi evt. kunne snakke videre, dog føre samtalen hen mod andre emner?" spurgte han med et hævet øjenbryn

af Gæst Lør 27 Sep 2014 - 20:08

Allyson kunne ikke helt forstå hans mening om at det ville fjerne noget af mystikken, hvis hun kendte til hans alder. Hun valgte dog ikke at kommentere på det, da hun ikke orkede at diskutere med ham. Det var i sidste ende også ligegyldigt om han ville fortælle hende hans alder eller ej. De kom jo nok ikke til at møde hinanden igen. "Okay. Alder er vel også ligegyldig i sidste ende." Sagde hun, også selvom hun på en måde ikke mente det. Lige siden hun var blevet en vampyr havde hendes meninger og følelser været forvirrende. Hun var ikke sikker på sig selv mere, trods hun ikke viste det. "Så håber jeg ikke at det fornærmer dig at jeg ikke snakker formelt." Hun lagde hovedet lidt på skrå. Egentlig var hun ret ligeglad med om hun fornærmede ham eller ej. Hun kendte ham jo ikke.
Var det dumt at tro han prøvede på noget? Hun havde virkelig en fornemmelse af at han ikke så god en fyr som han virkede til at være. "Tak for komplimenterne." Sagde hun og smilede svagt, men smilet forsvandt hurtigt. Hun rynkede svagt på panden over at han kyssede hendes håndryg. "Jeg hedder Allyson." Hun lagde armene over kors efter han havde givet slip på hendes hånd. "Så lad gå." Trods hun ikke smilede, så var tonen i hendes stemme venlig og blid.

af Gæst Lør 27 Sep 2014 - 22:37

Han klukkede blidt ”nej selvfølgelig da ikke, blot fordi jeg selv taler på den måde jeg gør, forventer jeg da ikke andre gør det samme” han rystede på hovedet og klukkede for sig selv. Somme tider forstod han ikke andre, men måske kom det også med alderen, at man blev mere og mere fjern fra hvad der engang havde været ens menneskelighed, eller blot lignede en. Han kunne tydeligt huske tilbage fra sine yngre dage, hvordan han i den grad havde været fuld af menneskelighed, han havde ikke brudt sig om tanken om at skule dræbe. Så han fik hurtigt charmerede sig ind på en ung kvinde, der i sidste ende sagde ja til at være hans doner, således at han ikke behøvede dræbe blot for at få sin føde. Hans indre aggressioner, som kom med alderen fandt han hurtig en måde at komme af med, ganske enkelt kæmpe mod andre overnaturlige væsner. Alder havde altid været ham underligt, fordi det forekom ham så flygtigt og ubetydeligt, netop fordi han jo var så gammel som han nu engang var. Om han døde i morgen eller om hundrede år var ham muligvis et mysterium, men det betød netop ikke mere noget. Han havde levet så længe, elsket så mange gange, mistede endnu flere gange… til sidst var han blot holdt op med rent faktisk at leve.
Han trak på skulderne ”det er vel blot sandheden, så de behøver ikke takke” pointerede han med et lille smil. Han havde aldrig lært at forstå hvorfor folk takkede andre for at fortælle dem sandheden. Var det ikke så åbenlyst for den pågældende person at de var således? Eller havde de virkelig ikke forstået hvordan de selv var? Han rystede tankerne væk da hun præsenterede sig ”mig en fornøjelse Allyson” han lagde armene om bag ryggen og så hurtigt rundt efter en plads. Han nikkede stille og førte hende hen mod et frit bord, hvor han slog sig ned og derefter fik han hurtigt bestilt noget vin hos en af de mange tjenere der rendte rundt ”vidste de at deres navn betyder af den ædle slags?” spurgte han og så nysgerrigt på hende. Han havde ofte været interesseret i mange forskellige ting, og dette kom skam også til nytte, da han da i den grad havde en stor viden inde for mange forskellige ting

//det virker lidt som om vores emne bliver slettet på eller er det bare mig?

af Gæst Søn 28 Sep 2014 - 10:27

Allyson så på imens han hældte vinen ned i glassene og skubbede en af glassene hen til hende. Hun tog fat i glasset og tog forsigtigt en tår. Det smagte ikke dårligt, men heller ikke helt vildt godt. Det var okay. Hun satte glasset på bordet igen. "Det er selvfølgelig rigtigt. Nogle mener heller ikke at de behøver at være kloge, da de lever evigt." Og det forstod hun seriøst ikke. Hun var ikke helt utrolig klog, men hun var heller ikke dum. Hun var middel klog og det var godt nok. Det var ikke vildt vigtigt for hende at skaffe mere viden, men det ville ikke gøre noget hvis hun blev mere klog.
Så han var en bloddæmon! Hendes ansigt lyste op i et kækt smil, eftersom hun endelig havde fundet ud af hvilken race han var. Det gjorde også at hendes mistænksomhed blev lidt mindre. "Hvad så med dine interesser?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. "Og jeg gætter på det er min tur til at fortælle. Jeg er en vampyr, som du allerede ved, mit navn er Allyson Audrey Thunder. Min søster var den der forvandlede mig, da jeg var ved at dø. Der er vidst heller ikke så meget mere at fortælle."

af Gæst Søn 28 Sep 2014 - 12:42

Han klukkede ved synet af hendes ansigt der nærmest lyste op ”så det havde de ikke forventet?” spurgte han med en ligeså kæk stemme ”deres reaktion gør mig helt nysgerrig, hvad troede de jeg rent faktisk var” hans nysgerrighed var med et vagt, det var nemlig ikke altid man så folk direkte lyse op når de fik hans race af vide. Derudover havde han så ud fra hendes reaktion, regnet med at hun nok havde troet han var noget helt andet, men hvad var han nu derimod ikke nær så sikker på. Han rystede tankerne væk, da han fangede sig selv i et overanalysere hende, hvilket ikke rigtigt var det rette tidspunkt til at gøre. Han havde det ofte med at analysere dem han var omkring, specielt hvis han ikke kendte særlig meget til dem.
Han skar en grimasse da hun spurgte ind til hans interesser, foruden at skaffe viden var der nok ikke de helt store. Han troede ikke just at de kampe han havde med andre overnaturlige væsner direkte var en form for hobby eller interesse. Det var mere en måde at få sin vrede ude på, så det netop ikke gik ud over en masse uskyldige ”jeg tror ikke rigtigt jeg har nogle interesser, jeg har vidst levet lidt for længe, med alderen mister lysten til at lave noget…jeg gætter vel jeg intet har at leve for mere” brummede han stille. Havde det ikke været for hans mor, som han rente og beskyttede, så havde han i den grad mistet alle grunde til at leve. Jo måske var der jo selvfølgelig også lysten til at se sin far død og alle hans brødre.

Da hun begyndte at fortælle om sig selv, lyttede han interesseret med ”jeg må virkelig sige de er en stærk ung kvinde…at folk ikke komplimentere dem for deres styrke eller udholdenhed, det er mig et under” sagde han og sandheden var at læse i hans blå øjne. Han drak med jævne mellemrum fra sit glas, mens han betragtede hende ”jeg har allerede en ide om at de har deres tanker hen mod retfærdigheden, de gider ikke se hvordan de overnaturlige væsner dræber uden videre” gættede han og hævede øjenbrynet ”men fortæl mig Allyson, hvad er deres interesser” hans blå øjne lyste op i et lettere drillende skær, som blot fik hans ansigt til at virke det yngre end det enlig gik og gjorde

af Gæst Søn 28 Sep 2014 - 12:59

Allyson rystede let på hovedet. "Nej, det havde jeg ikke. Jeg troede du var en Incubus, så jeg var mistænksom på om du ville prøve på noget." Medmindre han selvfølgelig løj, men indtil videre virkede han ikke som typen der løj, medmindre han lod som om han var en fin fyr, men inderst inde var en typisk Incubus på jagt. Hun var virkelig mistænksom. Hun kunne ikke lade være! "Selvfølgelig kunne du lyve om din race, men forhåbentlig lyver du ikke. For jeg kan allerede sige at jeg ikke er værd at jagte. Jeg er meget kræsen når det angår mænd." Der var et svagt drillende glimt i hendes øjne. Hun tog igen en tår af sin vin bare for ikke være uhøflig. "Hvad?" Hun så undrende på ham, da han rystede på hovedet. Allyson var ikke ligefrem lykkelig over at kunne leve evigt, altså hvis hun ikke blev dræbt, da hun ville foretrække at være et menneske. "Mange mennesker drømmer om at leve evigt. De har ingen ide om hvilken pris de skal betale." Hun smilede en smule trist. "Du har slet ikke noget at leve for? En kone, forlovede, kæreste eller familie? Venner?" Hun så spørgende på ham.
"Det ligger til i min familie at være stærk." Sagde hun med et svagt glimt i øjnene. "Tja, jeg har bare oplevet at miste mine forældre til overnaturlige væsner. Jeg vil ikke have andre skal opleve det samme." Hun så ned i bordet. Tanken om hendes forældre gjorde hende altid ked af det. Minderne om deres død var det der gav hende styrken til at ville overleve for hun vidste at det var det hendes forældre ønskede for hende og hendes søstre. At de havde det godt. "Jeg har ikke rigtig interesser. Jeg går dog tit på jagt efter vampyrer og... dæmoner." Det sidste sagde hun lidt tøvende. "Men, jeg holder fri nu."

af Gæst Søn 28 Sep 2014 - 13:28

Han så lettere overrasket på hende ”jeg ved ikke om jeg skal tage det som en fornærmelse eller en som en kompliment at de troede jeg var en incubus” sagde han lettere tænksom. Incubuser var jo kendt for at være en utrolig seksuel, og smuk art, så hvis hun regnede med at han var sådan en, så måtte hun da havde syntes han var køn, specielt fordi den art også kunne få deres krop til at se ud som vedkommende overfors inderste ønske, eller det de begærede allermest. Han klukkede dog blidt efter lidt tid, tænk ham som en incubus, bare tanken fik ham til at grine. Dog kunne man vel sige han havde nogle gener til at være en, ud fra hans mor jo havde været en succubus. Han trak på skulderne ”selvfølgelig kunne jeg jo også det, men hvor ville morskaben være i at jeg løj omkring min egen race. De render jo heller ikke rundt og lyve omkring hvad de er, det er jo direkte lavt synkende at lyve om sin egen race” han rystede på hovedet. Han havde endnu ikke mødt nogle som rent faktisk ville lyve omkring deres egen race, for det var vel som at lyve omkring en del af sig selv, hvilket ville være dumt. Han lagde hovedet på skrå ”de må da nu alligevel finde mig attraktiv, siden de gik så vildt som at gætte jeg var en incubus” pointerede han som et drillende modsvar på hendes udtalelse om at hun var kræsen når det angik mænd.
Hendes spørgsmål fik ham til igen at ryste på hovedet ”det er skam ingenting, jeg blev blot nysgerrig over din reaktion, intet andet svarede han stille, der var ingen grund til at lægge skjul på tingene. Hvis hun var så nysgerrig, så kunne hun da sagtens få svaret på hvad hun spurgte om. Han klukkede, men nikkede dog om ikke andet ”de har så sandelig ret, jeg tror blot det er løftet om livet vil ende der får folk til at blive bange. De er så bange for den illusion der følger med løftet omkring døden” han trak på skulderne. Han kendte jo selvfølgelig ikke det endegyldige svar på hvorfor folk virkelig ønskede det uendelig liv så kraftigt.

Han rynkede brynet og sukkede ”jeg havde engang en kone, hun døde af kræft, dog ingen forlovet eller kæreste. De fleste dør jo eller også bliver de myrdet…man kan blot sige mit familie navn er ikke det bedste i verden” de fleste af hans elskere havde aldrig levet mere end et hundrede år, før hans fars mænd havde jagtet dem også slået dem ihjel på det groveste. Han lagde hovedet på skrå ”jeg har min moder, men hun er mere ødelagt en hvad godt er, venner har jeg ingen af” sagde han stille. Et sekund var han pludselig i tvivl om det virkelig var en god ide, at sidde her og tale med hende, for hvad nu hvis hans kæreste fader eller en af hans brødre besluttede sig for at komme forbi? Han slog dog tanken væk, med det inderlige ønske om at se sin far død under ham.
Han sendte hende igen et smil ”jeg ved det ikke hjælper og de tror vel heller ikke på mig, men jeg er ked af deres tab” sagde han nok mere sandfærdig end nogen på det sted de var på ville. Han kendte selv det til at miste folk tæt på, så han kendte også den smerte der fulgte med at se dem dø. Ved hendes tøven, trak han blot på skulderne ”de behøver ikke tøve om at fortælle de dræber dæmoner, nok udtalte jeg mig tidligere ikke alle dæmoner er lige onde, men mange fortjener da at dø” sagde han stille, og med de blide blå øjne rettet direkte mod hende

af Gæst Søn 28 Sep 2014 - 21:42

Det han sagde om at hun måtte finde ham tiltrækkende siden hun troede han var en Incubus måtte hun tænke lidt over. Han var tiltrækkende, ingen tvivl om det, men det var ikke noget som hun tænkte meget over. "Tag det hellere som en kompliment." Hun smilede svagt og en smule drillende. "Nogle lyver om deres race for at skjule dem." Hun trak på sin ene skulder. "Du er skam tiltrækkende. Det tror jeg mange af kvinderne herinde er enige med mig om og misunder mig for at jeg snakker med dig, men jeg tænker ikke kun på udseende." Hun havde et svagt kækt glimt i øjnene. "Ja, døden skræmmer mange." Selv havde hun været bange for døden, men det var før hun blev vampyr. Hun var stadig bange for nogle ting som foreksempel at hendes søstre døde.
"Det er jeg ked af..." Hun bed sig svagt i underlæben. "Kræft er en forfærdelig sygdom." Hun kendte ikke meget til kræft, ikke andet end at det var en forfærdelig sygdom og at mange døde af den. "Hvordan er hun ødelagt?" Det var sikkert uhøfligt af hende at spørge, men hun kunne ikke lade være. "Tak." Hun så igen ned i bordet, da hun af en eller anden grund var trist og genert på samme tidspunkt. "Det er faktisk mest Incubus og Succubus jeg har imod. Måden de får mad på er... utrolig ondt. Det gør mig helt at tænke på." Hun sukkede svagt og kørte en hånd igennem sit hår for at få nogle af lokkerne væk fra ansigtet.

af Gæst Søn 28 Sep 2014 - 22:33

Han klukkede blidt ”jamen det vil jeg da så gøre” sagde han og smilede bredt. Han havde skam fået af vide før han var attraktiv, men det var da altid en rar ting at få af vide, hvem ville ikke gerne vide de var attraktive? Han nikkede og lagde hovedet på skrå ”udseendet er skam ikke alt, det er blot hvad der tiltrækker folk til at begynde med, senere hen er det så alt det andet som personligheden og hvilke vaner folk har, deres små fejl også videre” han havde i sin tidligere år studeret inde for hvordan kvinder og mænd fandt sig tiltrukket af det modsatte køn…eller det samme køn. Det havde nu været et ganske interessant emne, som han havde nydt at læse sig af.
Han trak på skulderne, men hun havde nu ret kræft var en forfærdelig ting. Da hun spurgte ind til hans mor, strammede han grebet om glasset og vendte øjnene direkte mod hende ”min mor er en succubus, min far en bloddæmon, han fandt hende tiltrækkende, valgte at bortføre hende og brugte så de næste flere hundrede år på at voldtage og torturere hende. Selv efter jeg var blevet født” sagde han og tømte glasset med vin, før han igen hældte noget op i det. Hans mor havde altid været en sårbart emne, specielt fordi han elskede hende og i dag gjorde alt hvad der stod i hans magt for at hun skulle få det bedre, det var bare ikke altid ens ønsker blev opfyldt, nogle gange ville de bare ikke eller kunne bare ikke. Han sukkede, kort lagde han hovedet tilbage og så op mod loftet, før han igen så på hende ”lad os snakke om noget andet” forslog han med et lille smil

af Gæst Man 29 Sep 2014 - 17:52

Det var rart at han var enig med hende om at udseendet ikke var det vigtigste, men også at personlighed og vaner også betød noget. Hun nikkede bekræftende. "Nemlig. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg var fuldkommen ligeglad med en fyrs udseende." Hun trak lidt på sin ene skulder. "Men, uanset hvor godt han ser ud, ville jeg med det samme smutte fra ham, hvis han klæbede sig op af mig, eller irriterede mig grænseløst." Hun kunne faktisk blive meget let irriteret, hvilket mange hurtigt opdagede.
Gad vide klokken egentlig var? Den var vel over 12, så der var stadigvæk tid til solen stod op. Desuden var hun jo allerede indenfor, så hun skulle ikke bekymre sig om solen. Hun blev helt trist over det han fortalte. Hun havde virkelig været heldig med sin familie, trods hendes søskende havde forsvundet, da hun var barn, og hendes forældre var blevet dræbt. "Det... jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige." Hun bed sig svagt i underlæben. Heldigvis gik der ikke lang tid før han smilede til hende og foreslog at de kunne snakke om noget andet, men hvad mon? Hun så kort rundt i kroen. "Lad os, men hvad?" Hun så igen på ham.

af Gæst Man 13 Okt 2014 - 13:20

Han klukkede "jeg er fuldkommen enig, selv den mest attraktive person kan blive så utrolig uattraktiv, når man først ser hvem de virkelig er" han kunne heller ikke selv tage den der skulle når folk skulle være omklamrende. Han havde før været sammen med en, der konstant skulle "tjekke" ind på ham, hvilket han i sidste ende fik nok af, også endte det jo bare ud med han forlod vedkommende. Han ville da også gerne have sin egen tid, uden at skulle fortælle folk hvad han lavede. Han var et privat væsen, og havde da også i den grad brug for, at kunne slappe og bare være sig selv. Han begyndte at stresse, hvis folk omkring ham konstant begyndte tjekke ind omkring ham, eller være direkte omklamrende.
Han sukkede, og smed i stedet tankerne hen mod noget andet. Det kunne være så akavet, at snakke omkring sorg og dårlige ting. Så hellere forsøge at smide samtalen hen mod noget andet, end lade den akavet stemning ligge over dem. Han lagde hovedet på skrå og skar en grimasse "uhh ja det er jo netop det...hvad pokker skal vi dog snakke om" han trak på skulderne. Han var ikke god til det med at skulle finde på nye samtale emner. Han havde faktisk ingen ide om hvad pokker de skulle snakke om

af Sponsoreret inhold

It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.

Sv: It's funny, how we never really know, who we are going to en up talking to at the start of a beautiful night.