A nice way of talking -(Rowan)-

Påklædning: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
Plus: et par sorte fingre handsker der går til albuerne og dækker for de blå blodårer op og ned af hendes arme
Sko: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Tid: godt omkring 21:30
Sted: kroen det vilde svin
Omgivelser: da det er hen af aftnen så er der en hel del unge mænd, som har valgt at bruge tid her....fulde
vejr: Solen er gået ned, selvom der er mørkt kan man svagt fornemme solens varme og skæret af den i horisonten, himlen er en smule overskyet ellers er der hyggeligt og varmt

Endnu en aften havde hun valgt at bruge på en kro, som de fleste mænd samt ældre havde valgt. Dog var deres intiativ eller grund bag deres besøg på denne kro, anderledes end hendes, da de var godt i gang langsomt drak sig mere og mere fulde, nogle hurtigere end andre. Blandt alle de fulde mennesker, gik en ung pige rundt, de høje hæle, gav en svag lyd hver eneste gang hun tog et skridt og de slog mod gulvet.
Det lange sorte slør ramte lige præcis gulvet også selvom det mørkere stof sluttede under hofterne, dette var måske lidt af en vovet kjole, hvis man så på den i længden, for på lang afstand kunne det blot ligne en smuk sort kjole, men det mørke stof, der var gemt ind under sløret, var ikke det længste så havde det ikke været for selve sløret, kunne dette meget vel ligne en meget meget kort kjole.
Kroen eller baren her, var vel hyggelig nok, men så man tættere på, var dette også et sted for folk til at drikke sig fulde, men samtidig også få sig ofre. Om det så var en sulten vampyr eller en sindssyg voldtægts forbryder, så kunne man ikke være mere forsigtigt og da slet ikke for fuld, for hvem vidste hvad der kunne ske, hvis man lod alkoholen få sin virkning og derpå lod sig falde i. Dette var blot en af de tanker der løb igennem hoved på Schuyler som hun gik længede ind i kroens varme behag, hun gik op mod baren, hvor hun slog sig ned
Det bløde sæde fra barstolen, fik hende blot til at smile, før hun lagde de lange ben over kors og lod blikket glide rundt. Denne dag havde hun valgt at sætte håret op i hestehale, hvor det gik ned til skulderne og krøllede fint.

//håber dette er godt nok ^^

// Det er helt perfekt!

Rowan havde siddet længe på kroen. Det var langt fra hans første øl; det lignede snarere noget mod hans tiende. Det havde dog været over en periode på nogle timer, så var var ikke noget der havde slået ham ud. Endnu. Hans blik var tungt og halv-tåget, og rummet snurrede en anelse når han bevægede kroppen. Men udover disse ting, så var han stadig ved sine fulde fem. Næsten. Dette medførte, at hans tanker fungerede optimalt. Og disse tanker snurrede rundt og rundt om en enkelt ting: Hans far.
Rowan var både vred, frustreret, trist og lykkelig på samme tid. Det var dog ikke til at spore på hans ansigt - han var iskold, følelsesmæssigt. Han havde ingen følelser at vise, så det ud til. Det kunne nok skyldes, at han grundet alkoholen, sad i sin egen ensomme verden. Han tog ikke notits af folkene omkring sig, ej heller kvinden der kom op til baren, og satte sig blot et par stoles afstand fra ham selv.

Rowans tunge blik hang ud i intetheden. Han så stift frem for sig med øjne der ikke så. Larmen fra kroen rungede for hans ører, men han hørte ikke en lyd. Varmen kunne han dog mærke, som det eneste. Måske var det ikke fordi han ikke kunne se eller høre hvad der skete omkring ham. Måske ville han bare ikke. Men så skete der noget, der fik trak ham ud af denne trance-lignende tilstand. Han løb tør for øl. Langsomt vendte han blikket væk fra tomheden og var nu tilbage i den virkelige verden.
Han kastede et blik over skulderen og betragtede den fyldte kro. Der var ikke megen ro og orden at komme efter, men hvad havde han egentlig forventet? Han lod dernæst blikket glide ned langs bardisken, hvor han selv sad, og så først til højre for sig og dernæst til venstre. Der sad både mænd og kvinde - nogle betydeligt kønnere end de andre. Han lod sit blik dvale et øjeblik, ved en særligt velpåklædt kvinde i en mørk kjole. Måske gloede han lidt for længe. Hans sanser var ikke helt optimale, så han måtte efter et øjeblik tvinge sig selv tilbage til fokus.
"Undskyld? Kan jeg bede om et krus vand?" spurgte han bartenderen, da denne kom forbi. Han fik hvad han bad om og gloede ned i vandet med et suk.

// Jeg aner ikke hvordan jeg lige skulle få ham til at tale med Schuyler, så nu bliver det vild improvisation!

Efter et par slurke af vandet, tog han en dyb indånding for at vinde sig lidt mod. Han havde brug for lidt menneskelig kontakt, tænkte han. Det nyttede ikke noget hvis han sad her i ensomheden og sorgen. Især ikke med en ung køn kvinde ved siden af. Charmøren Rowan drejede sig lidt på sin barstol, så hans front var mod kvinden. Han lænede sig en anelse op ad disken, smilte mildt og hilste på hende med et "Jamen godaften, kære frøken." - det var i hvert fald sådan det skulle have set ud, hvis han ikke var faldet af stolen midtvejs i sætningen. BUMP! Og så lå Rowan Rogers på gulvet i Det Vilde Svin. Det var ikke hans dag i dag.

//haha helt okay, lidt improvisation er vel okay ^^

Hun smilede til bartenderen, flirtede åbenlys med ham "kunne jeg få en bloody mary...ekstra bloody" spurte hun og lagde sin kolde hånd på hans, allerede nu ville man kunne se forskellen fra hendes ligblege hud, til hans svage gyldne hud "jo, den er straks på ve" lød det fra ham før han straks gik i gang med at mikse sin drink.
Da betallingen dog skulle på, fik hun hurtigt øjenkontakt med ham, mens hun lod pengende glide hen over bordet. Hun kørte sin drink rundt i hånden og betragtede den røde farve nærtgående.
En stemme dik hende dog til at vende ansigtet og lade de brune øjne betragte ham ligeså nærtgående som hun havde gjort med sin drink. Man kunne godt fratage hende med at være en vampyr på grund af den mystiske skønhed, den ligblege hud også den iskolde hud. Hun blinkede til ham "goddag sm...." hun gispede da han pludselig faldt ned fra sin stol.
Hun lagde sin drink fra sig og knælede ned foran ham "jamen er du okay, din stakkel" spurte hun og lagde sin hånd mod hans kind, hendes berøringer var blide og kolde, næsten som hvis hun havde lagt en isterning mod hans kind

Hele rummet snurrede. Det tog et øjeblik for ham at indse, hvor han var henne, samt yderligere et par sekunder før det gik op for ham hvad der var sket. I mellemtiden var kvinden pludselig dukket op ved siden af ham. Han gøs, da hendes kolde hænder rørte hans kind. Efter at have brummet nogle uforståelige ord, skubbede han sin krop op, så han hvilkede på albuerne. Han mærkede efter i baghovedet for at sikre, at han ikke var kommet alt for slemt til skade. "Jah." mumlede han og betragtede sin hånd. Intet blod. "Ja. Jeg tror faktisk at jeg har det fint." sagde han halv-snøvlet, og lød ikke videre overbevisende. "Det var lidt kejtet. Det beklager jeg." tilføjede han og forsøgte at rejse sig. Han lo, da det var sværere end man skulle tro. Efter et enkelt mislykket forsøg, fik han dog presset sin krop op at stå og han støttede sig straks til bardisken. Hans hoved dunkede og snurrede på samme tid. Det gik op for ham, at han gispede efter vejret. Han skævede til kvinden, som havde været vidne til hans fald. Med røde kinder sagde han pænt "Undskyld, det var tosset af mig," og "tak for hjælpen." - Måske var det et signal fra en højere magt om, at han ikke skulle prøve på noget i aften.

Efter et øjebliks overvejelse, skubbede Rowan mistroisk stolen han før havde siddet på væk, så han kunne stå op ad disken i stedet. Han vendte sig igen mod sin "redningskvinde" - han smilte skævt til hende og trak på skuldrene: "Jeg falder normalt ikke ned fra stole når jeg taler til folk, bare rolig." indrømmede han leende.

Hun klukkede blidt, lagde hoved på skrå og betragtede ham blidt "du skal skam ikke beklage noget, hvis der endelig er nogen skyld så er det tyndekraften" sagde hun og prikkede ham på kinden. Hun rejste sig sammen med ham, synes næsten han så kær ud, måden han prøvede at samle sig selv, det var sødt at han var så snøvlet. Dog var hans rødmen var virkelig det sødeste og hun rystede på hoved af ham.
Hun rystede på hoved af ham "ikke undskylde, det er ikke jo ikke din skyld vel" spurte hun og strøg ham ned over den røde kind "mhh det var så lidt" hun trak sin hånd til sig og tiog fat om sin drink.
Hun nikkede "åh sikke en lettelse, frygtede lidt en virkelig dårlig score replik med at de er "faldet" over mig" hun lavede gåseøjne og klukkede blidt af ham, "men hvad laver du ellers, når du ikke vælter og slår dig selv halvt ihjel" spurte hun og hævede spørgende øjenbrynet "og hvad er dit navn om jeg må spørge unge mand" hviskede hun og blot for at drille ham, kyssede hun ham på kinden

At mærke hendes blød hånd stryge sin kind, fik blot hans rødmen til at blusse en anelse op. Det gik knap nok op for ham, hvor kold hendes hånd egentlig var. Han var for optaget af sin lettere pinlige situation og den overraskende drejning det havde taget. Hendes milde latter fik ham til at smile; måske var hun et af de få tilfældige folk man stødte på, som faktisk var behagelige at snakke med! Han håbede det.
"Det ville blive en meget smertefuld scorereplik i længden." påpegede han med et smil. "Og tænk hvis jeg så skulle bruge flere scorereplikker i løbet af en aften - jeg ville kunne nå at vælte ned af samtlige stole herinde." tilføjede han med et skævt smil. Hans hovede dunkede stadig, men han forsøgte at ignorere det. Lige nu skete der ting, der virkede en anelse mere spændende; en køn ung dame talte frivilligt til ham. Miraklernes tid var sandelig ikke forbi.
Rowan måtte minde sig selv om, at han ikke skulle opføre sig dumt nu. Han havde på mirakuløs vis fået startet en samtale. Han måtte holde den kørende. "Åh. Du ved. Når jeg ikke har travlt med at falde ned fra stole og lignende, så bruger jeg det meste af min tid på at-- øh..." Hvad skulle han sige? Jage? Tumle rundt? Han lavede ikke rigtig noget konstruktivt, indså han. "Jeg bruger tiden på at leve." sagde han, for at lyde smart og mystisk - i håb om at det var sådan noget man burde sige. Han ville sige noget vittigt, og dreje sit svar i retning af sin stole-væltning, men valgte at lade være. Der var ingen grund til at køre rundt i at han ikke kunne sidde ordentligt på en stol. Det var pinligt nok i sig selv.
Da hun spurgte ind til hans navn, var han straks klar til at svare - dog blev han indhentet af et uforudset kys på kinden. Hans kinder blev atter ganske røde, og et halv-forlegent smil brød frem. Han rømmede sig straks efter og fik samling på sig selv.
"Ah! Mit navn er Rowan" sagde han og gjorde et lille buk. Det fik hans hovede til at dunke en anelse mere og rummet sejlede stadig, men han formåede at gøre det på en overraskende galant måde. "Og De, unge frøken?"

Hun nikkede "ja det har du meget vel ret i, men det kunne se sjovt ud, sådan som du ville falde og hvis du ser lige sådan ud som før er jeg da sikker på pigerne falder for dig....ikke bogstavelig ment" klukkede hun og tog en tår af sin drink, hun kørte sugerøret rundt i sin kop og så på ham ud af øjenkrogen. Han var da virkelig sjov, så kær lige til at give et kram med de røde kinder "ja det var det jeg mente" grinede hun og tørrede næsten en tåre væk fra sin øjenkrog som han fortsatte "mhh jo lyder da som en fik ide, kender det godt med at leve, man lever som er det ens sidste dag" hun slog ud med hænderne.
I løbet af denne samtale havde hun sat sig igen, vendt stolen mod ham, med benene over kors, mens hun nikkede stille. Hun kendte alt om at leve livet, hun havde haft 5 tidligere liv indtil videre og hendes første liv, havde hun brugt på jorden, som den troende Gabriella, hende der bad til gud om hjælp mod pesten.
Hun smilede blot varmere da han igen rødmede "du er så kær med de kinder" sagde hun og lagde hoved på skrå. Det var overraskende at han overhoved rødmede, hun havde ikke troet mænd gjorde sådan. Hun nikkede "mig en fornøjelse Rowan, mit navn er Schuyler" måden hun udtaltze sit navn, fik hun det til at lyde som sagde hun schylar.

"Tror du virkelig?" Rowan lo. "Hvis pigerne falder for mænd der falder, så ved jeg da snart ikke hvad jeg skal tro på mere." Det virkede som en tosset tanke, men lige nu var det hvad han havde brug for - tosset snak der kunne få ham til at le. Denne ukendte kvinde var uden tvivl dagens opløftende person. Rowan tog en hurtig tår af det glas vand, han fik bestilt før. Han måtte se at få rummets svingninger under kontrol, ellers faldt han da snart i søvn.
"Jeg bør også leve som det var min sidste, tror jeg, hvis det er nødt til at være sådan at jeg skal gå rundt og falde ned af ting for at få pigernes opmærksomhed. "sagde han med et skævt smil. "Medmindre jeg finder en stærk kvinde der kan gribe mig."
Tanken fik ham til at klukke en anelse selv. Hvordan kunne så tilfældig en samtale få ham til at smile så meget? "Men hvad laver du da så, når du ikke går rundt og ser mænd falde ned fra stole?" spurgte han interesseret, men forudså at hun nok ville give ham et kryptisk svar. Det havde han trods alt et eller andet sted selv gjort.
Hendes 'komplimentering' af hans kinder gjorde ham en anelse forlegen. Denne gang formåede han dog ikke at blive alt for rød i kinderne. "Heh. Åh. Øh. Det er nok bare alkoholen." sagde han, for ikke at virke for vattet og blød. Det var vel egentlig ikke normalt at man blev rød om ørerne, blot fordi der var en kvinde i nærheden. Han følte sig en anelse ynkelig, men forsikrede dog sig selv om, at det måtte have noget at gøre med, at han havde brugt et betydeligt antal timer i kroen.
"Schuyler." gentog han og smagte på navnet. Interessant navn, tænkte han. Det lød ganske dæmonisk. Han måtte få styr på sine sanser - hvis der var en dæmon i nærheden, ville det være rart hvis han kunne finde ud af det. Men lige nu ville hans næse ikke opfange nogle race-dufte. Det eneste han kunne lugte, var øl og folk. Alle folk.
"Schuyler." sagde han igen. "Yndigt navn." komplimenterede han med et smil.

Hun nikkede "helt sikkert, du vil være der i en råkke, alle kun interesseret i en ting" denne gang var hendes undertone tydelig drillende, dog var hun nysgerrig da blue bloods havde en anden smag end vampyrer, så hvordan mon han ville smage og ville han være en god blodoffer...mon han ville gøre som alle de ander der endtre underlagt af den stærke forbindelse dette ville skabe? Hun skubbede tanken væk og lyttede i stedet med på hvad han sagde.
"uhh godt spørgsmål, for hvem ved måske ser jeg mange mænd der falder. Men jo ellers jeg lever mit liv et liv af gangen og omfavner det næste" sagde hun og det ville lyde meget kryptisk, hvis man ikke kendte til blue bloods, hvilket der var meget få som gjorde, det fleste antog dem for at være vampyrere eller mennesker på grund af at de også lignede mennesker meget.
Hun hævede øjenbrynet "det er da syndt, jeg synes at en mand der rødmer er..." Hun lænede sig hen mod ham, så hendes kryderede vanillie dyft ville blive stærker, i stedet for som vampyrerne at lygte af død havde de en kryderede vanillie agtig lugt "jeg synes det er så sexet" hviskede hun i hans øre og lod den kolde ånde ramme mod hans hals og tæt ved øret.
Dog rettede hun sig op igen, trak sin elastik ud, så det mørke krøllede hår faldt ned over hendes skuldre, hun kørte hurtigt en hånd igennem det og fik hurtigt sat det bedre ved blot en hånd igennem det.
Hun nikkede "jep, schuyler og mange tak, du bære skam også et interessant navn" sagde hun og tog en tår af sin drink, hun sukkede svagt af det ekstra blodige der lå over sin drink. Der var rent faktisk blod i det, det var det de lavede når man bad om denne drink

Rowan tog en tår af sin vand; den var hurtigt tømt og han bad straks om en ny. Han følte sig allerede mere klar i hovedet. Hans sanser var også ved at vågne op, i takt med at kroppen ikke føltes så tung. Hendes undertoner og drillerier virkede så... Besynderlige. Han kunne ikke lade være med at smile lidt af dem. Hun virkede en anelse tosset, måtte han indrømme, man han syntes om hende. Hun var underholdende. Og mystisk.
"Jeg er sikker på at du vælter rundt i væltende mænd." lo han mildt og rystede på hovedet. "Men ja, det er nok meget godt at tage livet et trin ad gangen." svarede han fortsat smilende. Rowan kendte ikke til Blue Bloods - han havde hverken hørt om dem eller mødt en før, så hendes hentydning var ikke noget der fangede hans opmærksomhed.
Da hun pludselig lænede sig tættere ind til ham, kunne han ikke undgå at trække sig en lille smule bagud - det var ren instinkt. Den stærke lugt af vanillie og hendes kolde ånde fik det til at sitre ned ad ryggen på ham.
Bartenderen satte det nye vandkrus på disken, og Rowan tog straks en ordentlig slurk. Den kolde væske gjorde godt for hovedet, og det redde ham desuden fra at skulle svare og reagere på noget, som han ikke var sikker på hvordan han skulle forholde sig til. Var denne kvinde selv ude efter 'kun én ting'? Endelig gik det op for ham, hvor kold hendes hud havde været. Hvor kold hendes berøring havde været. Hendes ånde ligeså. Og duften - hvorfor havde den været så kraftig? Hans sanser var tilbage, og han følte sig pludselig ganske usikker. Schuyler var bleg og smuk, yndefuld som en vampyr. Hun lugtede dog anderledes; det mindede ikke om noget han kendte. Der var ikke noget menneskeligt over hendes aroma. Hvad var hun? Han kneb øjnene en smule sammen og rettede sig op på stolen. Han valgte dog at spille sine kort sikkert, og trak derfor på smilebåndet igen.
"Jamen skål for interessante navne i så fald," sagde han mildt og hævede sit vandkrus. Han skævede kort til hendes drink, inden han hældte lidt mere vand på sig selv.
Efterfølgende satte han kruset fra sig, og valgte endelig at sætte sig til rette på en stol.
"Så, frøken Schuyler, hvad laver du dog herude på sådan en aften, helt alene?"

Hun rystede på hoved "nah hvorfor være omkring mange når man hellere vil møde en speciel....ellers kan man jo blot være venner med dem" sagde hun med et skulder træk, hun ville overraskende hellere være sammen med en hun kunne elske, hvis man snakkede sex. Hun ville hellere være venner med mænd, var ikke inde for one night stand.
hun klukkede lidt af sitren, men sagde intet til det og da han bestilte vand hævede hun øjenbrynet "vand...sikke dog noget interessant" brummede hun og vendte tilbage til sin egen drink. Hun havde bemærket hans måde at knibe øjnene sammen, hvad havde hun gjort noget forkert? Hvad var det ved ham der pludselig ændrede sig?
hun nikkede og slog sit glas mod hans "jamen skål" sagde hun og smilede blidt, hun tog en tår af sin drink "mhh jeg sidder vel og slapper af, tingene er lidt hårde engang i mellem, men en tur i byen gør meget" hun trak på skulderne og smilede blændende til ham "hvad med dig" spurte hun blidt

Rowan var overraskende nok lidt enig med hende. Ønsket om at møde en helt specielt person, der kunne slå benene væk under en i det sekund man lagde øjnene på personen. Var det ikke dét alle ønskede? "Det er også lettere at have mange venner, fremfor mange elskere." påpegede han med et skævt smil. Han kunne forestille mig at en sådan situation ville føre mange problemer med sig.
Hendes kommentar omkring hans foretrukne drink, gjorde ham en anelse forlegen. "Jovist. En anelse kedeligt, måske, men vand har altid været det bedste for mig." sagde han med et kækt smil. "Ej. Jeg har fået rigeligt for i dag," indrømmede han dog uden at komme med yderligere uddybning. Han havde siddet her flere timer end han brød sig om et indrømme, og han havde fået mere end rigeligt at drikke. Det var et under at han stadig var vågen. De skålte for interessante navne, i interessante drikkevarer. Han havde endnu ikke gennemskuet hvad hun var for én, men det skulle nok komme, forsikrede han sig om. Så snart han blev mere vågen, så skulle han nok løse mysteriet.
Hans blik faldt ned i kruset, som hvis han faldt ned i en brønd og ikke kunne klatre op igen. "Ja. Tingene kan være rigtig hårde nogle gange." Hans blik flakkede rundt i rummet i et kort øjeblik - han var ikke sikker på hvordan han skulle besvare hendes spørgsmål bedst muligt. Sandheden? Skulle han fortælle hende, at han kom for at drikke sin hukommelse væk? "Jeg er her for at glemme." svarede han tomt, uden at give en forklaring. Nogle gange var det nemmest at glemme noget, hvis man ikke talte om det, trods alt.

Hans ord og det faktum han måske også havde det på samme måde som hende selv, overraskede hende, men fik også hendes smil mere blidt "det har du jo ret i, hellere venner frem for elskere...jeg har en gang været en elsker, jeg troede virkelig han elskede mig også med et smed han bumben om at han havde en kone" hun rystede på hoved, det var vidst livet som Elizabeth, hun pludselig var blevet forvandlet til en eller anden idiots elsker, så det skulle hun ikke prøve igen.
Hun strakte det ene ben, lagde det tilbage liggende ben over det ene ben "mhh vand er jo også godt, det er også mest nærende" hun tømte sit glas og lod det glide hen over bordet efter en ny. Ligeså hurtigt som hun havde ladet glasset glide hen over bordet, ligeså hurtigt fik bartenderen fyld det igen.
hun nikkede "det fleste her er her også for at glemme....men må jeg spørge hvad der er sket? Hvem har knust dit hjerte, eller er det familie andlæggende" spurte hun og tog en tår af den ny ankommende drink. Kort lod hun blikket glide rundt, hvor hun fik øje på en vampyr der stirrede direkte på hendes tildækkede arm, som dog vidste sig at handsken havde smuttet lidt op, så omkring 5 cm af de krystal blå åre var blevet fremvidst.
Hurtigt fik hun dækkede til, og med et så hun en smule bekymret ud, for en vampyr kunne let overmande hende og sådan som han havde set på det blå åre, kunne det meget vel være han ville sætte tænderne i dem

"Vi er her alle for at glemme noget." mumlede Rowan og betragtede bartenderen gøre sit arbejde. Han sad et øjeblik og overvejede hendes spørgsmål. Han var ikke sikker på om det ville være sikkert faktisk at fortælle hende om sine problemer. På den anden side, det kunne vel ikke blive meget værre derved, kunne det? Måske ville et par opmundrende ord hjælpe ham.
"Min far er lige død." mumlede han opgivende. "Jeg missede begravelsen." tilføjede han. "Og min eneste broder hader mig for det." afsluttede han. Han var nødt til at trække en smule på smilebåndet - det lød alt sammen som en dårlig historie, men det var desværre sandt. "Sådan er livet bare nogle gange."
Rowan spottede ikke at hendes handske faldt ned og viste de blå blodårer, men han sad dog stadig og forsøgte at finde ud af hvilken race hun duftede af. Der var noget mystisk ved hende, og han følte sig ikke helt tryg ved det. Måske skulle han bare gå lige til sagen. Og dog... Han lod være.
"Det er hårdt at føle, at man mister det hele på samme tid. Kender du den følelse?" Det gjorde hun nok ikke, men det var ikke til at sige. Alle gik rundt med deres egne spørgelser.

Hun nikkede "det er vi, men mange kommer ogsåblot for at finde en måde at klarer tingene på" huskede hun ham på med et svagt smil. Hun hævede øjenbrynet da han fortalte, at det rent faktisk var hans bror der var forsvundet "jeg kender følelsen, jeg havde en tvilling bror, vi levede mange liv sammen, støttede hinanden i tykt og tynd og sandt og sige elskede jeg ham mere end noget andet. Men en dag da vi var ude og gå, blev vi overfaldet og han mistede livet. Jeg sad bare der og så vedkommende tage min brors liv, alle hans minder til han til sidst var så tom at han ikke var til at redde" hviskede hun og rystede på hoved.
Blandt blue bloods havde man et stærkt bånd til sin tvilling, mange ville kalde det direkte frastødende, men hver enkel tvilling var hvis man skulle forklarer det, gift med deres anden halvdel, de var som elskende og derfor mere end blot søskende. Hun havde mistet sin bror da hun levede livet som Elizabeth, han havde været hendes Jack og kort efter hans død døde hun også, men ikke på samme måde som ham selv.
Hun fortalte ham ikke dette for at han skulle for ondt af hende, men blot for også at vise at hun forstod hvad han mente, også selvom det var længe siden, kunne hun stadigvæk se hans smukke blege ansigt for sig, det blonde bløde hår og hans perfekte blå øjne.
Hun fjernede sine øjne fra vampyren og lagde dem på ham "jeg kender den skam, somme tider ser jeg Jack for mig også selvom han har været død længe, så kan jeg høre hans skrig, fornemme hans frygt" hun sukkede og tømte sit glas.

// Jeg beklager at du har måtte vente. Eksamensperioden presser lidt på

Hendes historie rystede ham en smule. Det lød som en forfærdelig oplevelse, men der var dog noget han bed mærke i ved hendes historie. Hun sad og så en ande ntage broderens liv, alle hans minder til han til sidst var for tom til at redde? Rowan rynkede brynene en anelse og betragtede hende indgående - hun lugtede ikke som en vampyr eller en dæmon; hvad talte hun så om? Hvad mente hun med at broderen mistede sine minder? Hvordan blev han tom? Endelig tænkte han, at det måske var på tide at spørge:
"Tog han din brors... Minder?" spurgte han, usikker på hendes reaktion. Det var muligt at han overtrådte nogle personlige grænser ved at stille dette spørgsmål. Om ikke andet, så kunne det være at hun ikke ønskede at tale om det. "Hvis du ikke har noget imod at jeg spørger." tilføjede han straks efter, som en indirekte undskyldning.
Han løftede sin frie hånd og lagde den blidt på hendes skulder. "Jeg er ked af at du har måtte lide under dit tab." sagde han og mødte hendes øjne. Der var noget beroligende ved tanken om, at han ikke var den eneste der sad med disse spøgelser.
"Nogle gange må man lære tingene på den hårde måde," sagde han, som et forsøg på at opmundre hende lidt. "Og man må bare lære at samle sig selv op." Han gav hendes skulder et blidt klem og sendte hende et opmundrende smil, hvorefter han slap hende og vendte tilbage til sit tomme glas. Han bad om at få et krus øl - det var hvad han havde brug for lige nu.

//gør intet, har selv været igennem de skriftlige prøver ^^

Hun klukkede blidt "det gør skam intet at du spørg, det er trods alt blot din nysgerrighed der søger efter indformation i det ukendte" beroligede hun ham og smilede blidt til ham, da han virkede som en venlig person havde hun ikke direkte noget imod at han spurte hende, plus gjorde han noget udfald i at gøre hende ondt, ville hun blot få ham til at tro han var noget helt andet og derefter smutte væk, mens han ikke kiggede.
Hun så ned mod sit ærme "okay lad os da bare smide det på bordet, jeg ved du er en varulv, har hverken noget imod det eller synes negativt om det, du kan ikke gøre for du er den du er. Dog ved jeg også at du ved at jeg ikke er et helt almindeligt menneske, dog heller ikke en vampyr. Min race er gammel og fører helt tilbage til livet på jorden, hvor en slem pest ramte en landsby, byens leder havde to børn, hvor den ene af dem blev voldsomt syg og den anden rask. Pigen bad til guden om hjælp men han lyttede ikke, så hun blev forført af en falden engel, som gav hende noget blod. Han sagde hun skulle give blodet til alle i landsbyen, det ville gøre dem raske, det gjorde det også, man lavede dem om til en race kaldet blue bloods, grunden bag navnet er vi ganske enkelt har blåt blod" hun trak op i sit ærme og vidste ham de tydelige blå åre der lå op af hendes arme "så for at svarer dit spørgsmål, lever vi evigt nok, men dør vi lever vi op i et nyt liv, også kaldet genfødsel eller reinkarnation, så derfor er vores miner og tidligere liv nok vores største svaghed og derved ved fratagelse af dem, dør vi permanent" fortsatte hun med et skuldertræk.
Nu var det da ude, spørgsmålet var blot hvordan han ville reagere og om hun skulle bruge sin evne mod ham, hvilket hun dog ikke håbede på da han virkede venlig.
Hun nikkede "livet er hårdt, men samtidig også smukt. Som folk siger vi bestemmer ikke vores egen skæbne, men hvordan vi vil reagere er helt op til os selv" hun smilede og så kort ned på hans hånd, før hun mødte hans øjne med sine egne blide

Rowan havde altid været god til at lytte, og i denne situation var det ikke anderledes. At hun vidste at han var en varulv, kom egentlig ikke som et chok; de fleste kunne lugte eller fornemme det. At hun derimod ikke havde noget imod hans race, men ligefrem lød til at acceptere den, kom bag på ham. Det var dejlig lettende og opmundrende at høre, at han trods alt ikke var hadet af alle, og hans læber vendte sig i et mildt og taknemmeligt smil da hun sagde det. Han lyttede tålmodigt til hendes historie og interessen var tydelig at spore i hans øjne. Aldrig før havde han hørt om Blue Bloods og ligeledes havde han aldrig før mødt en. Han betragtede hens arm og tydelige blå blodårer.
"Fascinerende," mumlede han oprigtigt og mødte hendes øjne. Han overvejede, om Blue Bloods mon var et særligt offer for vampyrer - hvis de havde blod der kunne spores tilbage til en falden engel, så måtte de vel være en særlig lækkerbisken for en blodsuger. Han turde ikke spørge - det ville være uhøfligt. I stedet nikkede han og smilte igen.
"Ja, livet er skønt. Det er ikke altid en dans på roser." Han holdt en kort pause og betragtede hende igen ganske indgående. Han følte sig stadig en smule bedugget og alkoholen fra tidligere havde stadig ikke helt sluppet ham. Han kom i tanke om hvordan han kluntet var skvattet af stolen foran denne smukke og fascinerende kvinde, og indså pludselig at hun muligvis kun sad her fordi hun havde ondt af ham. Han rømmede sig og forsøgte at komme på andre tanker.
"Jeg har aldrig før mødt en Blue Blood. Er der mange af jer?"

Hun grinede blidt "jamen det er da godt du synes det, dog er det ikke altid lige nemt, hvis der nogen der kender til død, tror jeg det er mig, jeg tror jeg er op på fem indtil videre" sagde hun også lidt eftertænksom ud "der var Gabriella, derefter Catherine, så Susannah og derefter var der to andre...så ja dette er mit 6. liv, det liv jeg håber at leve længest" sagde hun med et nik og et smil til ham.
Livet var hårdt, der var svære tider også var der lettere, men ud i et var livet kun så kompliceret som vi selv valgte det skulle være, men samt også et vidunder. For selv i de mørkeste timer, var der lys et eller sted.
Hun klukkede blidt "livet er kun så kompliceret som vi selv gør det, som folk siger selv i de mørkeste timer, vil der blive lys, man skal bare tro på det" hun prikkede ham på næsen og smilede. Hun smilede større, da hun huskede en smuk aften, hvor hun og Michael, som Jack hed dengang havde danset dagen lang. Det var efter at de var forvandlet og han var blevet rask hun huskede tydeligt da han hviskede.
Uden at vide det, sang hun ganske lavt: "I have loved you for a thousand years, i love you for a thousand more" hun blinkede og smilede til ham "jeg faldt vidst i stave i fortiden" hun bed sig i læben og så ned. Det gjorde altid ondt at tænke på dem man havde elsket, som havde forladt en.
Men man kunne ikke ændre skæbnens gang, kun leve med den og bestemme ens måde at reagere på, hvilket hun også ville gøre. Hun ville komme videre i sit liv, opleve gode ting også måske en dag opleve kærligheden igen, som hun havde gjort før.
Hun rystede på hoved "nej og de der er tilbage er som regel kun de ældre, hvis det skal være helt rigtigt, er der kun os som levede i landsbyen dengang pesten ramte, men vi kan også blive gravide, men tit ender barnet bare ikke med at blive en blue blood, blot et menneske" sagde hun stille