Are we gonna die young? - Anastacia -

Anastacia kiggede ned i vandet, og rystede på hovedet. Hun gik langsomt hen til Xander, og satte sig tungt ned ved siden af ham.
Opgivende sukkede hun. " Slemt. Xander, jeg ved ikke hvad jeg laver længere," hun kiggede over på ham, og kunne ikke få øjnene fra ham. Hvordan kunne han sådan få alle bekymringerne til at gå væk så pludseligt? "Jeg kender ikke mig selv mere...."
Hun vidste godt at hun lød som en kæmpe cliche men var ligeglad. Nu, siddende her på bredden af en sø sammen med Xander, anede hun ikke hvorfor hun havde gjort som hun havde. Ja, det havde ikke gået så godt med at få penge ind på det seneste, men at sige ja til sådan en voldsom opgave var ulig hende. Reid havde advaret hende mod at sige ja, men hun havde ignoreret ham. Dengang havde det virket som en opgave som alle andre, hun skulle jo teknisk set bare stjæle noget.
"Folk har ikke så meget i lommerne længere," hun smilede. "Utroligt nok lærer de af deres fejl, så som lommetyv må man stjæle noget andet..."

At hun blot virkede utilfreds omkring det, gjorde ham bare mere nysgerrig! På samme tid orkede han dog ikke at snage vildt meget i det. Hvis hun ønskede at fortælle ham hvad det var, så kom det vel nok ud på et tidspunkt. Da hun dumpende satte sig ned ved siden af hende, så han på hende og kunne som hende, ikke tage øjnene fra hende. Nysgerrig-heden om hvad hendes bytte var blev blot større og større. Sætningen om at hun ikke kendte sig selv længere, fik dog tankerne om byttet, til at vende sig om på tanker om hende. Hvad mente hun med det? Kunne ikke kende sig selv længere? Han så hende i øjnene igennem alt det hun sagde og fjernede dem aldrig. "Hva mener du med... Ikke kender dig selv længere?" Han så spørgende på hende med de krystalklare øjne. Interessen om hende var tydelig at se hos ham.
Det sidste hun tilføjede fik ham endnu engang til at tænke tilbage på hendes lille bytte. Hvilket kort gav ham tanken om han ligefrem skulle se bedende på hende, for at vide eller bare se hvad det var hun havde snuppet! Dog forsøgte han ikke at vise at interessen overfor denne genstand. Hvis hun vidste den, kunne det sikkert udnyttes til sin egen plan og det nægtede han! Selvom han måtte indrømme at han var virkelig nysgerrig. "Det må være hårdere tider, siden folket begynder at have mindre og mindre i lommerne... Og mindre og mindre værdifulde genstande i deres boder," Det sidste kom ud som en mumlen. At skulle stjæle ting til klanen havde ikke været det nemmeste for tiden. Som Ana selv sagde, folks lommer var begyndt at være en smule tomme. Han så hende endnu engang i øjnene. "Du mener nok ikke at det rager mig men... hvor bor du egentlig henne?" Interessen for Ana blev blot større og større.

Anastacia vidste godt at hun var blevet ulidelig kryptisk, men hun nød egentlig lidt at se ham vride sig i nysgerrighed. Hun turde bare stadig ikke at sige noget til ham, og rystede bare på hovedet, så hun kiggede et kort øjeblik væk fra ham. Da hendes øjne igen mødte hans, fik hun endnu en gang et sug i maven, som hun virkelig ikke brød sig om.
"Det er altid hårde tider for en der må stjæle for at overleve," hendes mundviger pegede opad i et smil, der ikke var helt et smil. Hun mente dog hvad hun sagde, da hun næsten altid var sulten, og var blevet godt træt af det. Da han mumlede det om boderne, smilede hun dog helt. "Ja, har været der.
Da Xander kiggede på hende igen, blev hun fuldstændig opslugt i hans blå øjne. Hvordan kunne de være så blå? Hendes egne var en grumset blanding mellem brun og grøn, og hun havde altid været åndssvagt jaloux på alle de piger med flotte grønne øjne. Ingen havde dog så kønne øjne som Xander, men det ville Anastacia aldrig nogensinde indrømme over for nogen.
"Ingen steder," hun sank. Hun kunne ikke lyve over for ham, når han kiggede sådan på hende, men hu vidste heller ikke rigtig hvorfor hun skulle. "Jeg forsøger at holde lav profil, og så endte jeg med at bo overalt." Hun trak på skuldrene

Sjovt nok kunne han godt mærke på hende, at hun nød, at se ham vride sig en smule af nysgerrighed. Det lå bare til ham. Han kunne ikke gøre for det. Nysgerrighed slog katten ihjel, men nogle gange var den også heldig med at overleve. Da deres øjne mødtes, gav det ligesom på Ana et sug igennem Xanders mave. Et sug han bestemt ikke brød sig om eller forstod hvorfor opstod. Det føltes som en flok fugle var i gang med en brydekamp derinde. En voldsom brydekamp. Han ignorerede følelsen og kløede sig på kinden.
Det var altid hårdere tider, for dem der måtte stjæle for at overleve. Det kunne hun have ret i, hvilket gav ham indblikket af, at Ana tit var sulten og altid i krig for sin overlevelse. Han nikkede anerkendende til hende. Det måtte ikke være det nemmeste nej. Havde han heller ikke levet af sjæle, ville han heller ikke have den fjerneste anelse om, hvor han skulle skaffe mad fra.
”Det tror jeg på,” Det kom ud som en svag mumlen. ”Det må bestemt heller ikke være nemt at stjæle på tom mave,” Han så endnu engang hen på hende. De brungrønne øjne endte altid med at fange ham. ”Man burde bede dem om at hente flere varer hjem, selvom det nok ville være lidt for mistænkeligt,” Han grinede og rystede på hovedet over sit eget forslag. Kunne han være mere underlig at høre på? Hvorfor generede det ham, om hun syndes, at han var underlig at lytte til? Hvorfor tænkte han overhovedet på dette? Stop så!..
Det lå til at spørgsmålet om hvor hun boede henne, var sværere at svare på, end han havde troet. Boede hun virkelig ingen steder? Skulle han være ærlig, så havde han faktisk troet, at hun boede i en hytte som ham eller måske bare en hule et sted, sammen med sin rævebror? Det var da ret så imponerende, den måde hun kunne overleve på, ved at stjæle føden og intet sted at tage hen. Hatten af for det.
Han smilede svagt til hende. ”Så får du da også set en del af underworld,” Han bemærkede noget mudder der stadig sad lidt på hendes kind. Roligt rykkede han sig frem imod hende, satte en hånd på hendes kind og fjernede det forsigtigt. Derefter trak han sig roligt væk igen med et svagt smil på læben. Han viste hende hånden med det lille stump mudder, hvis hun havde undret sig over, hvad det var han dog lavede.

Anastacia grinede da hun hørte hans forslag. "Ja, vi lever et hårdt liv...!"
Hun kiggede over på ham, og fangede igen hans øjne. Hun kiggede hurtigt ud mod søen for ikke at blive for opslugt i dem som før.
"Ja, jeg har måske været her i nogle år, men her er altid nye ting at se, og masser af underlige folk at møde!" Anastacia havde det ikke vildt godt med at leve uden tag over hovedet, men man fik da masser af frisk luft, og som tvilling af en ræv, kunne hun sagtens klare det.
Da Xander rakte ud efter hendes kind, hoppede hun lige så stille i overraskelse. Da han viste hende mudderet, smilede hun genert ned i jorden. Selvom han kun havde rørt ved hendes kind kort, savnede hun allerede hans varme hånd mod hendes hud.
Hun kiggede op og mødte hans øjne, så blod steg op i hendes kind, og hun kiggede hurtigt ned igen. Anastacia rødmede ikke, og hun var helt forbavset over at hun overhovedet kunne rødme. Sammen med Xander opdagede hun da en masse om sig selv.

Han grinte svagt med hende.
Der var noget over hende som han kunne lide. Det var så kraftigt, at han overvejede, at sige til hende at hun altid kunne komme hen til ham. Dog havde han svært ved at lukke ordene ud. Normalt inviterede han ikke folk til at bo ved ham. Se bare på Alex som eksempel, hun direkte flyttede ind hos ham, uden hans tilladelse. Der var krudt i den engel, det måtte han indrømme. Han sukkede svagt ved tanken. I nogle sekunder så han ned i jorden. Oppe i hans tanker var der kamp om at tilbyde hende et sted at være eller ikke at tilbyde hende et sted at være. Da han løftede blikket, fangede han Anas øjne og selvom hun kiggede væk, blev han ved med at kigge på hende. "Du kan altid... Komme forbi mig," endelig kom ordene ud. Det var da ikke så slemt at få sagt? Så snart Anas øjne fangede hans igen, tog han sig selv i, at kigge på hendes læber, da hun endnu engang så væk fra ham.
Før han kunne nå at stoppe sig selv, vand lysten til at kysse hendes læber ham. Han rykkede sig roligt hen imod hende og kyssede blidt hendes læber.
Efter nogle sekunder rykkede han væk igen, rød i hovedet som en tomat og for at skjule det, så han ned i jorden. "Undskyld, jeg ved ikke hvad der gik af mig," han prøvede at lyde selvsikker, selvom han var en usikker bombe indeni lige nu... Hvad var der lige gået af ham? Det var bare... De læber og øjne... De fangede ham bare..

Da Xander forslog at hun kunne komme forbi, blev hun mundlam, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun begyndte at lege med ærmet på den drivvåde skjorte.
Da hun kiggede på ham igen, var hendes øjne store, men da han kyssede hende blev de gigantiske. Først sad hun helt stille, men lidt efter lidt, slappede hun af i kysset, og kyssede ham endda tilbage.
Da han afbrød det, blev hun endda lidt skuffet. Hans læber mod hendes, havde føltes... virkelig godt, og alt for rigtigt, men hun havde det stadig dårligt over kysset. Anastacia vidste hvad Xander var, og hun havde ikke lyst til at ende som endnu et af hans "måltid", så hun kiggede bare på ham, med øjne der blev større og større.
"Nej, åbenlyst ikke...!" Anastacia ville bakke væk, men sad som frosset fast til stedet, fuldstændig skræmt over Xander, men endnu mere skræmt over sig selv; hun ville jo gerne have ham til at kysse hende.
Anastacia tog hurtigt øjnene fra ham, og kiggede stift ud over søen.

Han kunne godt fornemme på hende, at hun havde det dårligt over kysset, hvilket bare gav ham lysten til at krybbe væk og lade som om, at det aldrig var sket. På den anden side, havde han ikke lyst til, at lade som om, at det aldrig var sket. For det var det jo.
At hun ville bakke væk fra ham, gjorde ham usikker på sig selv og han vidste udmærket godt hvorfor. Anastacia vidste hvad han var. Et væsen der levede af at have samleje med det andet køn. Normalt skammede han sig ikke over den måde han spiste på, men sammen med Ana og tanken om, hvad hun måtte tænke, var nok til at han mærkede skammen æde ham op.
Han blev tør i halsen. Ord der så gerne ville ord, men som blev forhindret, kradsede hans halsrør. Frygtede hun ham mon? Væmmes ved ham, væmmes for hvad han var? Måske væmmedes hun for det han lige havde gjort?
Usikkert bed han sig i læben, før han drejede hovedet og så på hende, endda selvom hendes blik stift var rettet ud imod søen. ”Men jeg fortryder ikke at jeg gjorde det,” Hans mundvige gjorde et hurtigt løft, i et forsøg på, at sende hende et svagt smil. I stedet så han ned i jorden.
”Du… væmmes for det jeg er ikke sandt?” For første gang kunne man høre usikkerheden i hans stemme. En uskyldig lille usikker klang. Hvem vidste om han var bange for hendes svar?

Anastacia sank, men blev ved med at kigge ud over søen. Hendes hjerte bankede, og hun kunne mærke det helt oppe i halsen. Da Xander sagde at han ikke fortrød det, mærkede hun et stik af tilfredshed, der ikke rigtigt passede ind i sammenhængen. Hun sank endnu en gang, og vendte sig meget langsomt om mod Xander, stadig med samme stirrende blik. Hun vidste ikke rigtig hvad hun ledte efter i hans ansigt, eller hvad hun skulle sige til ham, for det var vel egentlig det hun gjorde. Anastacia væmmedes vel ved ham? Måske ikke ved præcis Xander, men ved hans race, hvad de gjorde. Eller måske var det bare fordi at det teknisk set havde været hendes første kys...? Den eneste mand i Anastacias liv havde altid været Reid, og hun havde aldrig behøvet andre.
"Ja, det gør jeg vel..." mumlede hun, da stilheden havde varet i ubehaglig lang tid. "Men jeg væmmes endnu mere ved mig selv, fordi at jeg gerne vil have det..." Anastacia kiggede pinligt berørt ned i jorden. "Jeg vil bare ikke ende som en af de utallige andre piger..."
Anastacia kiggede hurtigt op på Xander, og søgte hans øjne.

Svaret såret ham mere end han havde troet det ville. Alle andre havde han intet imod over, at de måske væmmedes ved ham, men at Ana gjorde det var bare… ubehageligt. Han trak benene ind til sig. Ordet Ja gøs ham ned af ryggen. Hun væmmedes rent faktisk ved ham. Dog, de ord hun sagde efter, fik ham til at løfte blikket og kigge overrasket på hende. Ville gerne have det? Ville hun gerne have at han kyssede hende? Helt automatisk blev hovedet sat på skrå. Ordene summede stadig inde i hovedet på ham. Ville det sige, at hun ikke væmmedes ved ham så meget, som han troede hun gjorde?
Det at hun var bange for at ende som de andre piger, fik hans mave til, at snøre sig sammen og gøre ondt. På dette punkt, kunne han aldrig finde en og slå sig ned. Den han ville ende med, at elske ville altid på sin egen måde frygte ham, samt hade tanken om når han skulle spise. Det ville bare ikke kunne lade sig gøre. Han bed sig i underlæben. Da hun til at starte med søgte efter hans øjne, så han ned i jorden, i tvivl om hvad han skulle gøre af sig selv. Efter nogle sekunder, løftede han blikket og Anas øjne fandt det de søgte. Han nikkede forstående til hende. ”Det… forstår jeg godt at du ikke vil, men i mine øjne er du ikke som de andre,” Han tog igen sin hat på. ”Og du ender ikke som dem blot af at jeg kysser dig,” Et blidt smil blev sendt hende. ”Men jeg forstår din mening, vi incubus’er er dømt til, at leve alene og ingen til at holde af os,” Det var ikke Xanders ord. Det var hans mosters. Og for første gang i mange år, var han begyndt, at tro på disse ord ville ende med at være sande.
Forsigtigt lænede han sig frem imod hende endnu engang, kyssede hende kind med sine varme læber og trak væk igen. ”Jeg skal nok prøve at holde mine læber fra dine,” Han sendte hende et kækt og blidt smil.

Var hun ikke som de andre? Hvad betød det egentlig? Anastacia smilede overbærende over at han selv nu holdt sig tæt til hatten. Hun vidste godt at intet ville ske med hende, så længe det bare var et kys, men med en dæmon kunne det da hurtigt udvikle sig... ikke? Hun rystede forvirret på hovedet, og brød øjenkontakten, da hun kiggede ind mellem træerne. Da han sagde at han var dømt til at være alene, kiggede hun dog hurtigt tilbage på ham. Tanken om at Xander skulle være helt alene, gjorde hende næsten lige så ubehagelig til mode, som tanken om at hun skulle være uden Reid. Det gjorde hende ufatteligt ked af det, at Xander havde den holdning, og troede at ingen ville kunne holde af ham. Hun holdt jo af ham...
Da han kyssede hende på kinden, fik hun gåsehud, og hun kunne ikke stå for hans smil.
"Det har jeg ikke tænkt mig at gøre...!" hviskede Anastacia med en hæs stemme, og fik fat i Xanders trøje. Meget teatralsk hev hun ham frem mod hende igen, og satte sine læber på hans.
Hun hadede måske sig selv for det, men hun havde heller aldrig følt sig mere levende end nu

Dømt til at være alene. Det lød måske hårdt og det var det nok også, men på en måde var det sandheden, ikke sandt? Inden han overhovedet selv vidste hvordan han skulle få mad, havde hans mosters had til hans race, flammede sig op over hendes kærlighed til ham. Specielt når hans mor ikke var nær dem. Mosteren vidste bare hvad han ville blive til en dag. Et monster.
For et dreng på kun 12 år, var det en smule hårdt at få smidt i hovedet, men han vendte sig til det og første gang han spiste, fortalte han ikke sin mor eller moster det, i håb om at de aldrig ville finde ud af det.
Han rystede på hovedet for at komme ud af fortidens fangende spind. Ordet alene var nok til, at få Ana til at lægge sit blik på ham igen. I hendes brunegrønne øjne kunne han se hvilken form for tristhed der voksede inde i dem. Han skulle til, at sige noget til hende, dog nåede han det ikke, før hun sagde noget der fik ham til, at spærre øjnene en anelse overrasket op.
Inden længe kunne han igen mærke hendes bløde læber, samt hendes greb om hans trøje, for at trække ham tættere på hende. Blødheden fra kysset fik ham langsomt til at lukke de overraskede øjne i. Han placerede en hånd på hendes kind og kyssede hende blidt tilbage..

Anastacia var faktisk lidt overrasket over sig selv, og blev mere og mere overrasket, jo mere desperation hun lukkede ind i kysset. Pludselig var det ikke så blidt et kys, mere grådigt, men stadig sødt. Hun indså nu, at det var det hun havde haft lyst til at gøre lige siden hun mødte Xander.
Anastacia lagde sin frie hånd på Xanders, og flettede sine fingre ind mellem hans. Da hun trak sig væk fra ham for at trække vejret, kiggede hun på hans lukkede øjne, og smilede til ham. Hånden på hans trøje løsnede sig, og gled om bag hans hals, op i hans halvvåde hår.
Da Anastacia igen lænede sig frem mod Xander, stødte hun hovedet på hans hat, så den faldt af. "Undskyld," hiksede hun mellem sine grin, og kiggede pinligt berørt ned i jorden.

Det føltes rart. Han lukkede bare øjnene i og forsvandt væk i kysset, helt fortabt i hende og hendes bløde læber. I de få sekunder læberne var presset sammen, glemte han helt om hvor de var. Kysset gik fra blidt til en smule grådigt, hvilket bare fik ham til, at smile imod hendes læber og kysse hende tilbage på samme måde. Han måtte indrømme, at han havde haft lyst til dette i et stykke tid nu. Smage Anas læber og mærke dem imod sine egne.
De flettede fingre, gjorde ham varm og hjertet, hvilket var en ny og sær følelse, han måske godt kunne lære at elske med tiden. Pludselig trak hun væk fra ham og det varede lidt, før han åbnede sine øjne igen, hvor de her mødte Anas søde smil.
Hånden om hans nakke, der lidt efter var oppe i hans halvvåde hår, fik ham til at smile ømt til hende.
I det de ville lade deres hoveder være nære, var hans hat i vejen, men faldt dog hurtigt til jorden. Anas søde latter fik ham selv til at grine lavt. ”Det er i orden, trods alt var den bare i vejen,” sagde han, imens en finger kørte under hendes hage, for at løfte hendes ansigt. Deres øjne mødtes endnu engang.
Han kyssede blidt og drillende hendes hals. ”Hvis jeg nu spørger rigtig pænt, kan jeg så overtale dig til, at jeg engang må se hvad du har stjålet?” Som sagt var Xander nysgerrig og for, at se om han kunne overtale hende, smilede han sødt til hende. ”Ikke nødvendigvis nu, eftersom jeg nyder bare at være her,” Han kyssede blidt hendes læber.

Anastacia humør dalede voldsomt da Xander bragte hendes erobring på banen. Var det derfor han havde kysset hende? Bare for at finde ud af hvad det var? Hun kiggede nysgerrigt på ham, men lod ham kysse hende igen.
"Nej..." Anastacia kiggede igen ned, og rystede på hovedet, mens hun tog hånden væk fra Xanders hår, og skubbede hendes eget om bag øret. Pludselig grinede hun kort, da noget gik op for hende: Uanset hvad ville Xander ikke se det, da Reid allerede havde afleveret det henne hos ham der havde betalt dem for at finde det. Nyttig var han dog stadig. "Du kan alligevel ikke se hvad det var, for Reid er allerede taget afsted med det..." Anastacia flyttede lidt på sig, og bemærkede at hun havde noget i baglommen. Da hun trak genstanden op, var det en ganske flot ring. "Men jeg har den her."
Anastacia kiggede på den. Ringen måtte have været vanvittigt meget værd, og måske var det derfor hun havde fundet den i en mands pung, istedet for på en kvindes finger. Sikkert en forlovelsesring. Da hun tænkte det, fik hun lidt dårlig samvittighed: Hvad nu hvis hun havde forhindret en mand i kærligheden? Uvilkårligt kiggede hun op på Xander, men puttede hurtigt ringen tilbage i lommen.

Han kunne godt mærke på hende hvordan humøret pludselig dalede, da han bragte det stjålne på banden, hvilket ikke havde været hans mening. Inde i sig selv, bandede han irriteret over sin nysgerrighed, der nu havde ødelagt det hele og sikkert fået hende til, at tro, at han kun kunne tænke på den stjålne genstand.
”Jeg beklager, min nysgerrighed løber tit af med mig,” kom det ud som en mumlen.
Da hun fortalte, at Reid allerede var stukket af med det, nikkede han bare forstående og smilede til hende. Dog fik hendes grin, ham til at grine selv og sende hende et drilsk smil. Smilet forsvandt dog da hun rykkede sig lidt væk fra ham. Han havde vidst ødelagt det hele med sit spørgsmål. Han skulle til, at sige noget, da hun trak noget op af sin baglomme. En smuk ring var nu for øjnene af ham.
Han nikkede imponeret over hendes stjælefærdigheder. ”Det må jeg give dig, du er dygtig til dit job,” Han skænkede det ikke en tanke om, at det måske kunne være en forlovelsesring. Det var ikke hans ting, at tænke på det stjålne kom fra, eller hvem det skulle være blevet givet til.
Da hun så på ham, sendte han hende et kærligt smil og satte hovedet på skrå. Han så ned på deres sammenflettede fingre på jorden, hvilket fik ham til, at smile. Hendes bløde hånd føltes så rigtig sammen med hans. ”Jeg har savnet dig,” ordene fløj bare ud af munden på ham, før han nåede at stoppe dem. Han mærkede rødmen og hjertet slå i brystet på ham.
Hvor var hans tanker lige henne?!

"Jo, tak," mumlede Anastacia, ved komplimenten, og kiggede genert ned i jorden.
Da Xander kiggede på deres hænder, gav hun hans hånd et blidt klem. Da han sagde at han havde savnet hende, men derefter blev helt rød i hovedet, smilede hun stort til ham, og varme bredte sig i hendes bryst.
"Jeg har da også savnet dig...." mumlede hun, og kiggede igen ned i jorden, mens hun sugede sin underlæbe ind i munden.
Anastacia lagde tøvende sit hoved på Xanders skulder, og sukkede dybt. Det var egentlig en dejlig aften, og selvom hun var drivvåd frøs hun ikke rigtigt. Xander havde dog også gjort hende dejlig varm indeni.

Han kunne godt lide det her, bare sidde her med hende og slappe af, imens de så udover søens smukke overflade. Da hun lagde hovedet på hans skulder, lagde han sit hoved imod hendes og kunne mærke hvordan hans hjerte, hamrede hårdt imod hans bryst. Noget inde i ham, sagde at dette her, havde han haft lyst til, at gøre i rigtig langtid. Bare sidde sådan her med hende. Han kyssede hendes pande med et par halv våde læber.
I det han ville sige noget til hende, kunne han mærke en andens persons tilstedeværelse, hvilket fik ham til at dreje hovedet og se sig omkring. En kvinde kom pludselig gående hen imod dem. Et lusket smil på hendes læber, var nok til at få kuldegysningerne til at løbe ned af Xanders ryg.
"Jamen, er i ikke bare det sødeste jeg har set," Hun så lusket på dem begge.
Xander rejste sig op og sendte hende et truende blik. "Hvem er du?" Hans stemme var halvmørk og truende.
Det lå dog ikke til at kvinden faldt ham truende. I stedet smilede hun bare af ham. "Det rager ikke dig lille snut," Hun sendte ham et luftkys, før hun så hen på Anastacia, med et blomstrende blik der var lusket og ondskabsfuldt. "Du har stjålet noget min tøs og jeg vil have det igen!"

Da Xander bevægede sig, vendte Anastacia sig om for at kigge på hvad det var, der havde fanget hans opmærksomhed. Kvinden virkede... lettere bekendt, men hun kunne ikke lige placere hende. Der blev hurtigt sent et nødråb til Reid, og før hun kunne nå at fortælle ham at han ikke burde være så alarmeret, var han allerede på vej.
Da kvinden dog sagde noget med at Anastacia havde stjålet noget, dæmrede det for hende. Kvinden var en del'sharka fanatiker, der havde prøvet at standse hende i at stjæle et relikvie, hun alligevel ikke anede hvad var.
Anastacia sprang hurtigt på benene, og gik hen ved siden af Xander. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre ved kvinden, da relikviet allerede var blevet solgt videre på det sorte marked selvsamme morgen.
"Du kan ikke få det," sagde hun efter at have kigget nøje på kvinden. Hun måtte være et eller andet specielt, eftersom at hun havde fundet hende. "Jeg har det ikke længere. Relikvier, som det jeg stjal, er eftertragtede på det sorte marked..."

Xander så skiftevis fra kvinden til Ana. De lå til at kende hinanden og det skulle ikke undre Xander, hvis Ana havde stjålet et eller andet fra hende, som kvinden tydeligvis ville have igen! Noget over kvinden sagde ham, at de ikke skulle lægge sig ud med hende, medmindre de ønskede at komme i store problemer.
Før han overhovedet nåede at tænke den tanke færdig, trak hun et sværd frem og legede med det i sine tynde hænder. Hun svingede det rundt og behandlede det som en ægte sværdmester. "Jamen jamen, så er der ikke meget andet at gøre... end at dræbe dig min kære tøs," Hun pegede på hende med sværdet. "Medmindre der er en måde du kan betale mig tilbage på," I hendes øjne strålede et ondskabsfuldt blik, der gjorde selv en som Xander ilde til mode. Lige nu, ville han ønske, at han aldrig havde lagt sine våben fra sig!
Han kiggede på Anastacia med et svagt smil. "Ignorere hende, så kan det være hun smutter igen," Inderst inde vidste Xander udmærket godt, at det ikke ville hjælpe, hvilket man kunne se på hans flabede smil.
Kvinden løftede irriteret og udfordret på et øjenbryn. "Bland dig uden min dreng, jeg ønsker ikke at skade dig, kun tøsen ved siden af dig," Hun fortsatte med at pege på Ana med sit sværd. "Nååårh, har man en ide min kære pige?"

Anastacia sukkede. Hun vidste godt at hvad hun gjorde for at overleve, ville komme tilbage og ødelægge hende på et tidspunkt, men hun havde ikke regnet med at det tidspunkt var lige nu. Her havde været så dejligt, og fredeligt sammen med Xander, men folk sagde også at fortiden indhentede en på de mest ubelejlige tidspunkter.
Da kvinden trak sværdet, vidste Anastacia at det ville ende galt uanset hvad, men hun vidste ikke rigtigt hvem fordelen lå hos, Xander havde jo altid våben på sig... Indtil at hun indså at han havde lagt dem til side i hytten. Anastacia kiggede lidt panikslagent på ham, men lavede stadig en 'tsk'-lyd, da han sagde at hun skulle ignorere kvinden.
Anastacia anede ikke hvad hun kunne tilbyde kvinden, da hun ligesom havde stjålet relikviet for en grund: Hun havde intet. Stadig blev kvinden ved med at stå der og se truende ud med sværdet, men hvor svært kunne det være at slå hende ud? Anastacia vidste med det samme at det ikke var nogen god ide, da hun kunne være hvilken som helst race, og den eneste dæmon Anastacia turde kæmpe imod, var Xander, hvilket nok ikke var så meget at sige.
"Jeg har intet at tilbyde dig..." sagde Anastacia, i samme øjeblik Reid dukkede op, inde mellem træerne. Hvis ikke han havde været hendes bror, ville Anastacia ikke havde lagt mærke til ham, så det var intet under at kvinden ikke gjorde.

Ordene var ikke det kvinden havde ønsket at høre. Hun drejede en enkelt gang sværdet rundt i sin hånd, før hun strammede grebet om det og sendte Anastacia et smil, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Xander. Hvilket ikke var noget der skete hver dag!
”Jamen, så har jeg ikke andet valg.. End at dræbe dig,” Ordene var sagt og nu blev klinget svunget. Med et utroligt spring, var hun henne ved Anastacia og skulle til at lade metal klingen skære halsen over på hende. Dog stillede Xander sig i vejen og blokerede knap og nap slaget, ved at bukke sig under kvinden og sparke ud efter hendes ben, så hun væltede om på jorden med et højt bump. Sværdet gled ud af hånden på hende. Xander var hurtigt henne ved sværdet og snuppede det, hvor han derefter løb hen til Ana. ”Lad os komme væk!” Han tog hendes hånd i sin og løb så hurtigt han kunne væk fra damen, der hurtigt var kommet op på sine lange, tynde ben igen. Med et blik så koldt og vredt, så hun efter dem og tøvede ikke med, at følge efter dem.
Xander løb så hurtigt hans ben kunne bære ham igennem skoven. ”Hvad har du dog rodet dig ud i Ana?” sagde han forpustet til hende, men stoppede aldrig med, at løbe. De måtte se, at finde et sted, som kvinden umuligt kunne finde dem i. Han så vildeløst rundt efter en udvej.

Anastacia var overrasket over at blive overrumplet sådan af kvinden, så da Xander greb fat i hendes hånd og trak hende med, var hun ikke ligefrem let på tå, og var mange gange ved at falde over røder og grene på jorden. Det resulterede at hun greb meget hårdt fast i hans hånd, så hun ikke faldt. Da hun endelig fik balancen, kiggede hun tilbage, og så at kvinden stadig var efter dem. Hun bandede stille, og løb så hurtigt hun kunne efter Xander.
"Jeg aner det virkelig ikke...!" mumlede Anastacia. "Men jeg er virkelig ked af, at det går ud over dig."
Da Anastacia kiggede sig omkring, så hun et lille aftryk på et af træerne, som kun hun kendte til. Reid havde altid haft brug for at lagre småting, så de havde selvfølgelig fundet gemmesteder overalt. Åbenbart inkluderet her, selvom Anastacia ikke kunne huske stedet.
"Jeg kender til et sted tæt på," gispede hun, og smilede næsten, mens hun trak Xander efter sig.
Som hun havde forudset, var der en tildækket lem i jorden, som hun hurtigt fik sparket op.

Kvinden fortsatte efter dem og stoppede ikke et eneste sekund. Benene arbejdede som tolv vilde heste under hende! Et kort øjeblik mistænkte Xander hende for, at være vampyr eller mutant! Aldrig havde han set en kvinde løb så stærkt uden så meget som at svede!
Hun skulle ikke undskylde for, at det gik udover ham, han elskede lidt spænding i livet og dette var bestemt spænding for alle pengene! Desuden, han ønskede ikke, at nogle skulle skade Ana. Det var hun for meget værd til. Bare tanken om, at have et liv uden hende, gjorde ham utilpas og det brød han bestemt ikke om!
Lemmen nede i jorden blev flået op og Xander kunne mærke lettelsen brede sig i hans krop. De var måske heldige alligevel! Han trak omgående Ana med ned i hullet og lukkede den derefter bag dem. Der blev mørk omkring dem og havde det ikke været for, at han var dæmon, ville han ikke kunne se en disse!
"Ved du hvor vi er Ana?" spurgte han hende lavt og så sig omkring. Han turde ikke, at snakke højt, eftersom damen sikkert stadig var efter dem og ledte rundt imellem træerne lige nu.

Da mørket sluttede sig omkring dem, blinkede Anastacia et par gange, og kunne derefter ane korrekturer. Rummet var ikke særlig stort, men var ellers fyldt med papkasser, der var stablet ovenpå hinanden. Der var dog en del mørke hjørner, da hun kunne næsten intet se, bortset fra Xanders øjne der blinkede i mørket, og hun følte sig pludselig meget hæmmet. Hun smilede dog forsigtigt, da han spurgte til hvor de var.
"Reid og jeg... vi har små mad depoter overalt," Anastacia hviskede automatisk, da Xander gjorde, og rødmede lidt. Depoterne var lidt underlige, og hun skammede sig egentlig over det dyriske behov, hun havde i at samle mad. "Jeg vidste ikke engang at jeg havde været her før."
Da Anastacia kiggede op mod lemmen, ventede hun bare på, at kvinden skulle komme igennem den, som de havde.