Sorry //Rowan//

S: Terrorville District.
O: En tom gade og en masse huse
T: Aften
V: Det regner meget og tågen er så småt kommet frem
P: Et par sorte bukser, en lilla top, en sort kappe med hætte over hovedet, et sort stykke stof bundet hen over det ene øje.

Hun havde været nede i skoven og haft gået sig en tur da det var begyndt og regne og hun tænkte, at det ville være bedst for hende og tage hjem igen inden regnen blev for voldsom og gaderne og vejen ville blive tildækket af tågen der ofte kom når det regnede på en varm dag som det havde været denne dag. Hun havde hætten over hovedet og gik med hovedet foroverbøjet imens hun gik. Hun kunne ikke se så meget for tågen, men hun lagde mærke til nogle få mennesker der løb forbi hende for og komme tilbage til deres hjem i ly for regnen. Hendes tøj var blevet gennemblødt og klistrede sig til hendes krop. Det var en ubehagelig følelse for hende, men hun glædet sig nu til og komme hjem, men hvor var det hende. Hun kiggede op og kunne kun se nogle enkelte skikkelser, men vejen var blevet tildækket af tågen. Den var blevet stærkere. Man kunne ikke se langt fra sig. Hun fortsatte med og gå og kom til og gå ind i en eller anden person. Det lugtede lidt af en varulv. Hun bed sig lidt i læben "Det må de undskylde" hendes stemme var rolig og mild.

Rowan traskede igennem tågens tykke dis med tunge skridt og nogle opgivende suk. Med hænderne i lommerne på de mørke bukser, og jakken lukket helt til, forsøgte han så vidt muligt at undgå regnen. Man kan argumentere for, at det ikke altid er let at undgå at blive våd når det regner, men det var dog noget, som varulven forsat forsøgte på. Af uforklarelige grunde, fandt han altid sig selv midt i regnbygerne, og det var som om de fulgte ham, hvorend han gik. Hans blik var fikseret fremad, for hvis man drejede hovedet, kunne man alligevel intet se for tågen. Den solide hvide mur af uvidenhed havde lagt sig som et tungt duntæppe over byen, og man kunne snart ikke se en hånd for sig. Folk gik i vildelse og fovirring rundt, stødte ind i hinanden og råbte op. Rowan selv benyttede sig af sin skærpede høresans, og forsøgte at høre hvor andre befandt sig i forhold til ham selv. Det gik ganske udmærket med denne metode, og han havde formået at undgå flere forskellige forvirrede individer. Men alt har sin ende, og der er altid en undtagelse som skal bekræfte reglen. Han mistede et kort øjeblik fokus, da en mand ikke langt fra ham, havde råbt særligt højt. Dette havde resulteret i, at Rowan ikke havde "hørt sig for" og dermed endte med at gå frontalt ind i en ung kvinde. Sammenstødet var ikke just noget, der var værd at rapportere om, og Rowan vendte sig da også straks mod kvinden for at undskylde. "Åh, nej det var bestemt min fejl. Jeg beklager meget. De kom ikke til skade?" sagde han roligt og følte sig en anelse galant. Dog følte han, at han lige måtte sikre sig at han ikke havde forårsaget skade; i denne tåge kunne man jo ikke være sikker på om der skete noget eller ej.

Hun kunne mærke på det lille sammenstød imellem hende og ham manden hun var gået ind i, at de begge ikke havde været særligt opmærksomme på hvor de havde gået hen. Hun bakkede lidt tilbage og prøvede og fokusere på ham med det eneste øje hun havde tilbage. Men det var svært og kunne se personen foran sig. Hun gik lidt tættere på og hun skulle næsten stå ret op og ned af ham for bare og kunne se ham nogenlunde an. Det var lidt underligt. Hun smilede stille og rystede på hovedet "Tror vi begge var for optaget af den man der havde råbt op så vi begge ikke havde lagt mærke til hvor vi gik henne" hendes stemme var rolig og sød. Nærmest som jordbær sød med sukker på. Hun kunne ikke rigtigt se fyren hun snakkede med og det irriterede hende lidt og hun irriterede sig også grænseløst over, at hun ikke kunne se sit hjem overhovedet. Hun vidste ikke om hun skulle prøve og snakke med ham lidt eller hvad hun skulle gøre. Hun smilede stille "Sikke et dårligt vejr der er her idag var?" der var en lille latter i hendes stemme. Hendes hår hang foran stoffet over det ene øje som en tung dyne der var blevet plask våd.

Indrømmeligt så var han blevet brutalt flået ud af sine tanker og sin koncentration, og det tog et øjeblik for varulven at komme mentalt ind i tågen igen. Ifølge hans sanser, var det jo et strålende vejr, til trods for regnen, og det var kun synet der blev begrænset af tågen. Rowan missede øjnene sammen, som hvis det ville hjælpe ham med at se kvinden foran sig. Han så hendes skikkelse, men ikke henes ansigt. Trods hun nok heller ikke kunne se ham, smilte han dog alligevel. "Det må medkende min enighed. Hans råben forvirrede i hvert fald mig," lo han mildt og indså pludselig at hun havde trådt tættere på ham. Men hvor tæt var hun mon? Tågen og den fugtige luft gjorde det ikke tydeligt for ham, præcis hvor hun stod.
"Ja, vejret har bestemt ikke været så spændende i dag. Det er morsomt; i går var det jo strålende solskin." fortalte han og trak på skuldrene. "Vejrguderne vil ikke tillade at vi får for meget af det gode, ser det ud til." Smilet der var dannet på hans læber, var tydeligt at høre i hans stemme. "Hvem ved - måske sner det i morgen!"
Han lagde armene over kors og indså først nu hvor tæt hun stod, da hans arm let strøg hendes krop. Han fjernede straks sine arme igen og mumlede et hurtigt undskyld, trods det ikke ligefrem var en mærkbar berøring.

Hun stod stille og roligt og prøvede anstrengende på og få et rimeligt syn af ham hun stod og snakkede med, men det var næsten umuligt for hende dels fordi tågen var så tyk, men også fordi hun kun havde et øje hun kunne se med. Det var ret irriterende for hende det måtte hun indrømme. Hun smilede lidt "Gjorde han også ved mig" man kunne høre på hendes stemme, at hun var temmelig rolig. Hun vidste ikke helt om hun skulle gå ned på kroen hvor der ikke var så slemt med tåge og vente det til tågen havde lagt sig. For hun havde det lidt svært med og finde hjem i dette vejr det måtte hun være ærlig og indrømme. Hun lyttede roligt til det han fortalte og hun måtte give ham ret. Det var ret underligt som vejret det skiftede og det virkede jo også sådan, at vejrguderne ikke ville lade dem have noget ordentligt godt vejr. Hun smilede lidt "Har du helt ret i. Og det skulle ikke undre mig, hvis det er sne vi får en af de nærmeste dage" der var en skjult latter i hendes stemme. Hun stivnede kort da hun mærkede, at hans arm strøg hendes krop. Hun bakkede et skridt væk fra ham. Hun kiggede lidt små forvirret rundt og anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre af sig selv. Hun trak let på skuldrene "Hvad hedder du egentlig?" hendes stemme var rolig og samtidig var der en skjult nysgerrighed i den.

Hun stod stille og prøvede og danne sig et billede af fyren hun stod og snakkede med, men det var meget svært for hende da hun havde nedskræpet syn. Hun kunne jo ikke se så godt pga hun kun havde et øje og samtidig var tågen så tyk, at det var sværere for hende og danne sig et billede af det rundt om hende. Hun nikkede stille "Rart at møde dig Rowan" det var nu et meget specielt navn han havde det måtte hun være ærlig og indrømme. Hun grinte lidt og havde helt glemt og præsentere sig selv. Hvor uhøflig af hende "Ej undskyld har glemt og præsentere mig selv. Hedder Luce" hendes stemme var stille og rolig og der var en lille tegn på generthed i hendes stemme. Hun var den som var meget genert. Havde hun ihvertfald været længe og det var bare blevet værre siden Rafael fik klørene i hende. Hun kiggede rundt og fik et lille billede af omgivelserne da hun opdagede, at tågen var lettet lidt. Hun kiggede på ham og nikkede stille. Hun havde ikke helt registreret, at det regnede over dem "Det vil jeg med glæde" hun kunne vel lige så godt give denne fyr en chance for og vise om han er en hun kunne stole på eller ej og hvad var bedre end og komme på kroen og sidde i det tørre vejr og snakke lidt? Intet

Hun prøvede og orientere sig om stedet så det ville blive nemmere for hende og finde rundt, men det var kort sagt umuligt for hende. Hun håbede han kunne føre dem hen til kroen inden regnen rigtigt ville tage fat og gøre dem endnu mere våde end de allerede var. Hun nikkede stille "Du fører bare an. Du virker til og være den af os der har nemmest ved, at orientere sig om stedet" der var en skjult latter i hendes stemme. Hun fulgte stille og roligt med ham selvom det var stadig lidt svært for hende og se ham, men hun kunne dog se noget af hans skikkelse og det var altid en fordel for hende. Hun gik dog lidt hurtigere for og gå lige ved siden af ham. Hun kiggede lidt på ham og trak let på skuldrene "Var først ude og gå en tur i skoven og der var det rent faktisk godt vejr, men gik så tilbage da det begyndte og små regne, men er som du ser ikke nået hjem endnu pga tågen slører mit syn. Hvad med dig hvad laver du ude i dette vejr?" hendes stemme var stille og rolig. De havde gået lidt da hun begyndte og kunne mærke regnen var blevet kraftigere. Hun gik bare roligt videre for hun vidste, at det ikke ville ændre noget om hun gik roligt eller hurtigt for hun ville være gennemblødt alligevel så det ville ikke give nogen mening. Hun mærkede hvordan hendes tøj og hår blev tungere og mere klistret til hendes krop. Hun kiggede rundt og kunne se, at de var på rette kurs for kroen var lige foran dem. Hun gik ind i kroen og kiggede rundt på de få folk der var kommet. Hun syntes det virkede meget underligt, at der næsten ikke var nogen inde i kroen eftersom det øssede ned udenfor. Stoffet for hendes øje var blevet løsere og kunne falde af hvert øjeblik det skulle være. Hun kiggede på Rowan der var lige så plaskvåd som hun var. Hans lugt mindede hende på en eller anden måde om en vareulvs lugt. Mon han var en varulv? Hun kunne altid genkende en varulv for deres lugt var så kraftig, at det næsten borede sig i hendes næse. Hun kiggede på ham da hun kunne høre hans stemme, men lagde hurtigt mærke til, at han stoppede med og snakke da han kiggede på hende. Hun kunne hurtigt regne ud, hvad det var som gjorde, at han stoppede med og snakke. Det var pga hendes øje. Hvad skulle det ellers være? Hun bed sig lidt i underlæben og kiggede rundt i lokalet. Hun kiggede på ham "Vi kan vel bare sætte os ved et bord ved pejsen så vi tørre hurtigere" hun prøvede og virke neutral for og skjule, at det små irriterede hende, at han stoppede med og snakke da han så på hende. Hun vred vandet ud af sit lange sorte hår og det ramlede lige så meget ned på gulvet som havde det været en spand med vand der var blevet tømt. Da hun havde sluppet sit hår mærkede hun stoffet falde til jorden og hendes øjehul kom til syne. Hun sukkede lidt og kiggede ned i jorden.

"Vejret kan være drilsk," kommenterede han, da hun havde fortalt hvad hun havde lavet i regnen. Det var ikke løgn; det ene øjeblik havde solen stået højt og himlen været blå. Det næste øjeblik stod regnen ned og skyllede ubarmhjertigt folk igennem. "Jeg var ude og gøre nogle små handler." forklarede han, da hun spurgte ind til hvad han havde lavet. Små og små, det var dog så lidt sagt. Han havde været ude for at finde en lejlighed eller et hus, som han kunne skænke sin broder. Det var dog ikke gået særlig godt og han havde ikke helt heldet med sig. 
Inde i kroen, var stilheden forholdsvis dominerende. Der lød lidt klirren fra tallerkener, bestik og glas, samt der var en sagte små-summen fra de få mennesker der var omkring dem. Da Rowan bemærkede stoffet for hendes øje, var han naturligvis stoppet op. Det havde overrasket ham, og han havde behov for at tænke over det et kort øjeblik. Den akavede tavshed dette havde bragt med sig, var naturligvis blot noget, han så måtte leve med. Han rømmede sig.
"Ja! Bordet ved pejsen. God idé." svarede han en anelse hurtigt, og sendte hende et smil. Da hun vred sit hår, gav han sig til ligeså at vride sin frakke. Vandet drev af den, så at sige, og resten af hans beklædning drykkede også. Regnen havde sejret og folket var gennemblødt, tænkte han med et skævt smil. Pludselig skete noget uventet. Stoffet, der så nænsomt havde skjult kvindens øje, dalede til jorden og efterlod hendes ansigt sårbart og til frit skue. Rowan stirrede et øjeblik på hendes øje og manglen på samme. Han sank en klump, men valgte denne gang at fjerne sit blik, inden han nåede at stirre for længe. I stedet bukkede han sig og samlede stoffet op fra gulvet. Med et mildt smil lagde han stoffet i hendes hånd og mødte hendes blik. "Kom," sagde han, "lad os få varmen." Og med disse ord førte han hende galant hen til pejsen, uden at kommentere yderligere på hendes særlige ansigtstræk (eller manglen på samme). At hun tilsyneladende manglede et øje var ikke dét, der skulle skabe den dårlige stemning. Han lovede sig selv at han ikke ville stirre eller opføre sig upassende.
Ilden knitrede muntert, og omkring den var der stillet et sofa-lignende møbel og en lænestol. Rowan placerede sig selv i lænestolen, så den unge kvinde kunne få hele sofaen at slappe af i. Varmen fra pejsen var blid, nærmest kærtegnende. Den sneg sig op ad benene og varmede langsomt tøjet. Varulven åndede ud og sad et øjeblik og overvejede sin situation. Endelig lod han blikket falde på hende igen, og med et smil spurgte han: "Kan jeg byde på noget at drikke, frøken Luce?"

Hun stod bare og stirrede ned i jorden. Hun ville skjule sit tomme øjehul, men det virkede også meget akavet bare stå der og ikke se på hinanden eller snakke sammen pga stoffet var røget til jorden. Hun knyttede kort sine næver og kiggede op på ham. Hun bed sig usikkert i læben et kort stykke tid "Ja, sådan ser et tomt øjehul ud som du ser..." hun tav og mærkede hvordan han kiggede på hende. Hun smilte dog stille da han bukkede sig ned for og tage stoffet op til hende. Hun tog stille imod det og smilte "Tak og ja lad os det" stoffet var for vådt til, at det ville kunne sidde foran hendes øjehul så hun havde ladet være med og binde det på plads igen. Hun følte sig ikke som om hun frøs. Hun mærkede mere sin indre ild varme hende op indvendigt, men det gennemblødte tøj gjorde det dog noget sværere for hende for og holde sin normale kroptemperatur på sit normale. Hun fulgte stille og roligt med ham da han gik hen til pejsen. Hun mærkede hvor meget varme pejsen lavede jo tættere på hun kom og det var behageligt. Hun satte sig på sofaen og krøllede stille stoffet i sine hænder. Hun kiggede op på ham da hun hørte hans stemme. Hun nikkede stille "Bare en cola til mig det er fint" hendes stemme var rolig. Hun kiggede stille på ham. Han var nu en ret flot fyr det måtte hun ihvertfald indrømme.

Hun sad stille og roligt i sofaen og ventede utålmodigt på, at hun blev tør igen efter regnen som havde plasket ned på hende og Rowan. Det var meget underligt, at regnen bare var kommet ud af det blå på den måde. Hun kiggede hen imod stolen hvor owan havde siddet, men han var væk. Havde han rejst sig for og hente deres drikke? Hun kiggede rundt og fik øje på ham ikke så langt derfra. Hun så ham henne ved disken og snakkede med den unge pige som arbejdede der. Så havde han nok bare rejst sig for og hente det de skulle have og drikke. Da han var kommet tilbage kort tid efter nikkede hun som tak og smilede roligt til ham. Det var nu meget træls, at hun havde et formindsket synsfelt i den ene side. Det irriterede hende for groft. Hun tog sin cola og tog en tår af den. Hun mærkede hvordan colaen løb ned af hendes spiserør. Det var en beghagelig følelse. Hun stillede roligt colaen på bordet igen og var ved og blive sindssyg af den tavshed der var imellem dem. Havde han svært ved og kommunikere med hende pga det med øjet? Det undrede hende lidt. Hun kiggede ind i pejsens flammer da han endelig sagde noget til hende. Hun kiggede hen på ham "Ja jeg har regnet ud, at du er en varulv. Jeres lugte er som knive for ens næse" hun grinede kort og fortsatte "Men jeg er en draconianer altså en slags dragerace" hun smilede roligt til ham og kiggede på ham. Hun kunne nemt se, at han havde svært ved og lade være med og stirre på hendes tomme øjenhul, men hun ville ikke reagere på det fordi hun forstod ham godt. Det var underligt og sidde foran en og snakke med personen med kun et øje.

Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige til Rowan overhovedet. Hvad skulle man snakke om efter sådan en dag? Og når de nu også var fremmede for hinanden så blev det ikke ligefrem nemmere for dem og komme ind på et eller andet emne og snakke om. Hun tænkte lidt over det hun havde sagt om varulvenes lugt. Havde det mon irriteret ham lidt, at hun havde sagt det på en så hård måde som hun nu havde? Var det måske derfor han ikke rigtigt snakkede til hende? Hun tænkte lidt, at hun var nød til og sige undskyld "Øhm...Undskyld hvis jeg sagde noget forkert om jer varulves lugt. Men i forhold til jeres lugt så er mange af jer alligevel meget søde og rare selvom man høre så meget om jer" hun smilede lidt til ham. Hun havde også lagt mærke til, at han var ved og være van til, at hun kun havde et øje hun kunne se med. Det rørte hende dog heller ikke, at han ikke kendte så meget til hendes race for man så dem jo ikke så meget i byerne som ved bjergene "Vi er vel sjældne i byerne, men i bjergene bor vi mere i hulerne og der kan man nemt finde flere af min slags. Vi er lidt lige som shapeshifters bare, at vi forvandler os til en slags drage ugen vinger om med 4 ben +2 forben og kan være rimlig store" hendes stemme var stille og rolig.

Hun smilede stille og lyttede til det han fortalte hende "Ok, men ville hellere være på den sikre side og redde trådene ud og måske blive venner med dig på længere sigt end en fjende" hendes stemme var rolig og sød. Hun drak stille af sin cola og stilte den på bordet igen og kiggede på ham med et roligt blik. Hun grinte stille "Sådan er det jo. Men når man normalt er et bjergvæsen, hvor folk næsten ikke kommer så må vi jo søge til byerne for, at få kontakter og venner i ny og næ. Jeg har dog valgt og bosætte mig her i byen" grunden til hun havde bosat sig i Doomsville kunne vel være ligemeget for ham. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål omkring draconianere var fredelige eller fjendtlige i et kort øjeblik "Det kommer vel an på opdragelse og ens fortid, men vi er af natur fredelige og venlige imod de forskellige væsner og som unge er vi meget eventyrlysten, men hvis man har en dårlig fortid som fx slave så kan man nemt komme hen og ende ud i et sidespor hvor man kan blive en lille dæmon indeni sig, men det sker ikke så tit" der var et roligt smil på hendes læber.