What the F*** are you doing - Rowan -

Tid Den er tæt på midnat
Sted En tilfældig gyde i Doomsville
Omgivelser Der er faktisk ikke mange at se, da de fleste nok tilbringer natten inde eller på en kro
Vejr Da solen er gået ned, er det en smule koldt, dog ikke så meget igen
Opklædning Han har en hvid skjorte på, dog er den ikke så hvid mere, den er mere grå også med nogle blodpletter på. Han har derudover også et par godt slidte sorte bukser på, samt et par mørke sko

Rowan havde valgt denne nat til en jagt - nogle gange skulle man jo have oget mad i ansigtet, som hans gamle kammerater altid sagde. Varulven havde brugt et par timer udenfor byen, hvor den havde jagtet både vilddyr og uheldige forbipasserende. Heldigvis for Rowan, havde ulven ikke fanget nogle uskyldige mennesker eller andre humane væsner. Han havde dog fundet sig nogle hjorte og en enkelt hest. Rowan gik derfor mæt og veltilfreds hjemad; hans mave var fyldt med friskt kød, hans tøj var plettet med varmt blod, og fra hans læber summede en lystig fløjten. Der gik dog ikke lang tid, før det gik op for ham, at han blev forfulgt. Så skulle det alligevel ikke blive en stille og rolig aften - endnu engang.

Han havde sat farten op og forsøgt at slippe af med sine forfølgere. Det var dæmoner - han kunne genkende Drakes kumpaner stank fra miles afstand! Trods Rowans hurtige fødder, kunne han ikke slippe fra dem. Han løb gennem byens gader, drejede ved kendte bygninger, forsøgte at bruge sin snilde og kendskab til Doomsville, til at slippe væk - men intet nyttede. Han fandt snart sig selv i en gyde, uden nogen vej væk, med dæmoner der blokerede den eneste udgang.

I et spring havde Rowan forvandlet sig igen. Varulven tordnede frem med et højlydt hyl og borede tænderne ned i skulderen på den første dæmon. En af de andre dæmoner kastede sig over varulven bagfra. Varulven havde lært hvordan disse væsner angreb i flok, og med en hurtig bevægelse fik han kastet den anden dæmon fra sig imens han slap sit bid i den første. Den bidte dæmon faldt til jorden og forsøgte at kravle derfra. Rystende. Blødende. Der var to dæmoner tilbage. Varulven knurrede vredt af dem. Endnu et hyl forlod hans gab - hvis der var varulve i nærheden, måtte han kalde efter dem. Han havde ikke energi til at tackle to dæmoner mere.

Hyldet havde bragt ham til, det var som om hans ulv ikke kunne holde sig væk, da først hyldet nåede det hvor han stod. Straks tog ulven over, hans øjne tog en rød farve, hans krop blev mere behåret. Hans tænder blev erstattet med skarpe tænder, derudover fik ham lange klør på sine fingre og fødder. Han flåede sin skjorte åben, lagde hovedet tilbage og udstødte et hyl og derpå løb han af sted. På trods af sin dæmoniske halvdel, var det ofte ulven inde i ham, der snakkede højst. Han havde aggressive tendenser, og var altid klar på at sætte tænderne i noget. Han så nærmest rødt, ved tanken om en anden varulv der var i problemer, hvilket vel nok var grundet ulvens flokinstinkt. De var i flokke, så hvis en af deres egne var i problemer, kom de andre til hjælps. Han havde færten af både den mandelige varulv, samt de to dæmoner så det tog ham ikke lang tid før han stod blot få meter fra der hvor varulven stod
Med en knurren siddende i halsen, og visende tænder trådte han frem. Han lignede ikke just noget man fik af se så tit, han ville ikke engang kunne gå for en varulv ud fra den måde han så ud. Dog ville hans fært i dette øjeblik være domineret af ulven, med en svag sting af dæmon. Han løb imod den ene af dæmonerne, som han derpå sprang på og borede to sæt skarpe tænder direkte ind i halsen på ham. Her blev alt lige fra pulsåren og luftrøret revet over, før han gav slip og vende sig imod den anden. Den anden fik samme behandling, her blev der dog flået langt mere hud af, hvilket resulterede i at hans gyldne hud blev dækket af blod. Da han ingen skjorte havde på, var hans ryg også til fuld udstilling, så her kunne man se resultatet af de mange gange han var blevet pisket og forbrændt. Derudover var det velkendte ar efter bidet på hans hals.
Ved deres død, rettede han sig op og vende sig imod varulven. Han knurrede kort, før hans træk blev mere normale og der igen stod en mand, ikke et blodtørstigt monster "Hej er du okay" spurgte han og tørrede blodet af sin mund, før han lod sine arme falde ned langs siden. Han trådte tættere på den fremmede varulv, dog med en smule vagtsomhed. For selvom de i teorien var halvt af den samme art, så kunne man vel aldrig rigtig vide med folk nu om dage

Lyden af det skarpe hyl, der skar igennem luften, var som musik for Rowans ører. Snart efter kom hjælpen til undsætning, og trods den nye ulv lugtede noget suspekt, så var han glad for lidt selskab. Han havde intet imod, at den nytilkomne ulv tog sig af de sidste to dæmoner - mindre arbejde og spildt energi for Rowan. Han så blot til, da de to stakler på makaber vis faldt til jorden foran ham. Han snusede lidt til luften omkring dem; blodet havde en sødme, som sjældent kunne sammenlignes med andre former for ædelse. Varulven vendte blikket mod sin redningsmand, vippede ørene en anelse bagover og studerede den anden mand med et vagtsomt blik. Han viste kort tænder og knurrede lavmælt i et øjeblik, inden han lod sig selv forvandle tilbage. Som altid, havde Rowan valgt at bære et par bukser, der var en tand for store. Dette resulterede i at han, når han forvandlede sig til en varulv, at de ikke blev revet itu. Dette var en stor fordel ved tilbage-forvandlingen. Kun hans skjorte havde taget alvorlig skade og hang nu i sørgelige rester omkring hans skuldre. Han lod en blodig hånd glide igennem det mørke hår, og tørrede blod fra læberne med den smule af sit ærme han havde tilbage.

"Jeg klarer den..." sagde han roligt; hans øjne studerede fortsat den anden vagtsomt. Der var noget forkert ved denne mand. Noget... der ikke passede. "Du lugter ikke som en varulv." sagde han stift og krummede tæerne. Var det en fælde? "Hvad er du?" Det var sjældent at Rowan mødte varulve, men han kunne genkendte deres lugt gennem ild og vand. Denne mand var anderledes. Det gjorde ham nervøs - mere end det burde.

Han lagde armene over kors, hovedet på skrå og hævede sit øjenbryn "Det er da godt, glad for at kunne hjælpe" han havde kunne lugte hvad manden var på lang afstand, dog ud fra den måde den fremmede havde noget vagtsomt over sig, gættede han sig til at denne mand nok ikke vidste hvad hans art var i præcished. Han tørrede sine blodige hænder ned langs sine bukser, før han kløede sig i de små skægstupper han havde "Den fangede du godt, man kan vel ikke være i nærheden af en varulv uden at blive afsløret" han trak på skulderne. Han kunne vel godt fortælle en fælles ulv om hvad han var, hvad var det værste der kunne ske? Lå det ikke til varulvene ikke var illoyale imod hinanden? På trods af at havde haft varulve genet i et godt stykke tid, så var han endnu ikke vant til den måde varulvene levede deres liv på.
Han slog armene ud til siden "Jeg er en hybrid, født dæmon bidt af en varulv" forklarede han kort, han kunne stadigvæk huske mindet om da han fik bidet. Selv den dag i dag var mindet stærkt som noget andet. Blandt hans mange ar, var det store bidemærke på hans skulder der også. Det sad fint og påpegede hvad han var blevet til, hvad hans gerninger havde ført ham til at blive

Rowan betragtede den anden mand med et opmærksomt blik. Smagen af blod var stadig at spore i hans stemme, og den gjorde ham mere aggressiv end han normalt ellers ville have været. Han gjorde hvad han kunne, for at holde sig selv i ro. Et skævt smil kom frem på hans læber. "En hybrid af varulv og dæmon? Interessant blanding. Jeg har ikke mødt en som dig før." Indrømmede han og studerede manden med et opmærksomt blik. Hans utryghed forsvandt straks; det var altid rart at være omkring andre ulve, og selvom denne fremmede ikke var en "hel" ulv, så var det nok til at gøre ham acceptabel. De var jo flokdyr. Han valgte at rykke tankerne hen på det vigtigere emne - hvorfor var han blevet overfaldet? Var Drake stadig ude efter ham? Han bed tænderne hårdt sammen ved tanken om Dæmonen, der tilsyneladende aldrig ville lade ham få fred. Hans blik mødte halv-ulven og han studerede manden i et øjeblik inden han rakte hånden frem.
"Mit navn er Rowan. Det er godt at møde dig. Det er sjældent at man støde på andre ulve herinde."