Well... He need to know.. - Rowan.

Sted: Parken i Sunfury City.
Tid: 17 April - 1160 - Forår.
Vejr: Let brise, med solskin.
Påklædning: Bliver beskrevet i teksten. (https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/b3/10/c7/b310c788e9e7f1c0877a3dbfd42a6c2a.jpg)

Familien Rogers, som Rowan så stolt var begyndt at kalde dem, havde været på besøg hos Andrea og Kai. Dronning Andrea. Det var stadig sært at tænke på, at lille Andrea var royal. Heldigvis opførte hun sig lige så fjollet og hyggeligt omkring ham, som hun altid havde gjort. Varulven skævede ned til Jacob, der - som altid - var fuldt opslugt af sine egne tanker. Knægten var vel mentalt og psykisk på alder med en 13-14 årig nu, til trods for at han biologisk kun var et par år gammel. De traskede afsted gennem Sunfurys smukke gader, begge optagede af hver deres ting.
"Far," spurgte drengen pludseligt. Deres blikke mødtes. "Hvor længe bliver vi i Sunfury? Jeg kan ikke være for længe væk fra skolen." Rowan sukkede og sendte drengen et smil; de fleste børn ville elske at være væk fra skolen og komme ud at rejse, men Jacob elskede sine studier.
"Jeg troede du nød at være her." sagde Rowan og spottede parken lidt længere fremme. "Hygger du dig ikke med Elena?"
Drengen sukkede. "Jo, men..." Han sendte sin far et alt-sigende blik, og Rowan lo opgivende.
"Bare rolig. Vi tager hjemad i morgen. Du kommer tilbage til dine venner og dine bøger om et par dage." Jacob sparkede utilfredst til nogle sten og der blev stille mellem dem igen. Varulven fik næsten dårlig samvittighed. Han uglede knægtens hår og sendte sønnen et optimistisk smil. Drengen smilte tilbage.

De trådte ind i parken og fulgte den anlagte sti. Rowan havde fortalt sin søn at de skulle mødes med tante Jazmin - en person fra familien, som de sjældent så. Jacob havde kun mødt hende et par gange, og det havde været da han var yngre. Drengen virkede ikke ligefrem super engageret på mødet - Rowan derimod var meget nervøs. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere mødet med Jazmin. Hun ville sikkert kræve en masse fra ham og sønnen; han kunne ikke risikere at hun ville fortælle drengen alt. Det kunne give Jacob et chok, som kunne fremprovokere evnen.
"Er dig og tante Jazmin ikke venner mere?" spurgte Jacob pludselig. Han havde bemærket faderens nervøse træk.
"Hm? Åh. Jo da, selvfølgelig er vi det. Det er bare lidt kompliceret."
Efter lidt tid spottede han Jazmin længere fremme. Han kunne mærke en knude i maven og en tørhed i halsen. Inden de kom hen til Jaz, lænede Rowan sig ned til sønnen for at hviske en sidste ting. "Forresten, du skal ikke nævne det her til Caroline." Jacob så en anelse forvirret ud, men nikkede dog straks. Rowan rettede sig derefter straks op og hilste på Jazmin med et smil.
"Hej Jaz. Længe siden." De nåede helt over til hende og varulven lagde hånden på sønnens skulder. "Hils pænt på tante Jazmin, Jacob." Drengen så ned i jorden og vred sine hænder. Et lavmælt "Hej" forlod hans læber. Varulven sukkede og sendte kvinden et opgivende smil. "Nå, hvordan står det til?"

Rowan bemærkede den kortvarige sørgmodighed der gled henover Jazmins ansigt. Det stak ham i hjertet at skulle såre hende på denne måde, men det var det eneste rigtige. Hvis hun ligefrem fortalte Jacob sandheden om, hvordan hun nærmest kastede barnet fra sig, så ville det gøre langt mere skade end det nogensinde ville kunne gavne. Drengen skulle ikke føle sig uønsket. Aldrig. Han fandt dog et smil frem, da de to hilste på hinanden. Jacob var genert som altid, men lod sig omfavne i et kort øjeblik. Rowan forholdt sig tavs, for at give drengen en chance for at svare. Jacob sagde dog intet. Rowan rømmede sig og tog derfor i stedet ordet.

"Vi har det rigtig godt. Jacob arbejder hårdt på skolen og er fantastisk dygtig til alle sine fag. Jeg har indtryk af at han især holder af biologi." Han skævede til drengen, der dog havde slået blikket ned mod jorden. "Så vi klarer os," fortsatte Rowan straks efter. Da Jazmin dog bad om at tale under fire øjne, ruskede han hurtigt i drengens hår. "Hvad med at du lige tager et smut omkring i parken? Du læste om den der plante; liljekav... kova... du ved hvilken jeg mener. Se om du kan finde den." Drengen sendte sin far et taknemligt smil, inden han løb rundt til de nærmeste buske og træer. Varulven fulgte opmærksomt drengens bevægelser i et øjeblik, inden han vendte opmærksomheden mod Jazmin. Overraskende nok, så smilte han stadig.
"Det er virkelig længe siden, Jaz. Jeg stoler på at du har haft det godt?"

Jacob havde naturligvis inden længe trukket sin notesbog frem og sad nu opslugt i sine egne tanker ved nogle planter, der i Rowans øjne så ganske normale ud. Varulven vendte atter blikket væk fra drengen og mod dæmonen foran sig. Han lyttede opmærksomt til hendes livssituation, og sendte hende et mildt smil da hun afsluttede med at undskylde for sin opførsel. Han lagde en hånd på hendes skulder og nikkede bekræftende. "Ingen grund til at undskylde mere, Jazmin. Det er alt sammen i fortiden nu. Lad os se fremad." Han ville have fortalt hende, at han havde tilgivet hende, men han var endnu usikker på om det var tilfældet. Det var svært at læse dæmonen; hun kunne vende og skifte person i et splitsekund. Han måtte være på vagt og vælge sine ord med omtanke.

Da Jazmin pludselig nævnte Caroline, trak varulven hånden til sig og hans øjne blev større. Overraskelsen var tydelig i hans ansigt. Han mindedes ikke at have fortalt Jazmin om sit forhold med vampyren, så hvordan havde hun hørt det? Han rømmede sig og lagde hænderne bag ryggen. "Jo, ja. Caroline og jeg danner par." sagde han roligt og trak en anelse på smilebåndet. Han var ikke sikker på om han var komfortabel ved at tale om dette med Jazmin. "Hun holder meget af Jacob og han af hende. De er et ret godt team. Vi er alle meget lykkelige sammen." Han var ikke sikker på hvad han ellers kunne eller skulle sige.
"Men nok om det! Hvad med dig? Har du nogen i dit liv?" Spørgsmålet var mest af alt for at få fokus væk fra ham og Caroline; han håbede dog alligevel at Jazmin ikke var ensom. Trods deres fortid, så ønskede han alligevel at hun kunne blive lykkelig.

Varulven betragtede hende indgående da hun talte. Han krummede tæer over hendes ord og måtte beherske sig for ikke at gå i verbalt forsvar. Dog holdt han sig tavs, med et neutralt udtryk i ansigtet. Han ønskede ikke at starte et skænderi foran sin søn. Han kunne dog ikke holde sig selv i ro, da hun begyndte at fortælle, at hun gerne ville have drengen skulle kende sandheden. Han rynkede panden og rystede på hovedet.
"Du siger, at du vil have at han skal være lykkelig, men samtidig er du så egoistisk at du vil fortælle ham den grufulde sandhed om, at hans forældre ikke gad ham og efterlod ham til en uvis skæbne. Han bliver ikke lykkelig af at kende sandheden, Jazmin. Den vil kun såre ham." Han mærkede vreden ulme i sig. Daron og jeg er hans sande familie. Han fik mere end noget andet lyst til at slå hende. Hvor vovede hun...
"Daron er ikke hans familie. Du er ikke hans familie. I var der ikke for ham; I var der aldrig for ham. Hvem der har født ham har ingen betydning, for familie betyder meget mere end dét. Familie er dem, der har holdt ham når han har grædt. Beskyttet ham, når han har været bange. Troet på ham, uanset hvad. Familie er dem der har givet sin ubetingede kærlighed." Han knugede hænderne sammen og rykkede blikket over på sin søn.
"Ja, nok er han ikke mit kød og blod, men han er min søn. Du opgav retten til at kalde ham din søn, da du forlod ham." Han fortrød pludselig at have aftalt dette møde. Hvordan kunne han nogensinde have troet, at Jazmin ville opføre sig logisk i denne situation. Hun havde ikke taget del i arbejdet om at opfostre drengen, men hun ville stadig have æren for barnets liv. Rowan svor, at han aldrig ville lade Jazmin skade sin søn igen.

Jacob reagerede ikke da hun kaldte. Selvfølgelig ikke. Det var så sjældent at han blev kaldt Joshua, at det ikke lå i hans natur at reagere på dette navn. Rowan skævede til Jazmin. Prøvede hun at købe drengens kærlighed? Han himlede med øjnene.
"Hvis du absolut skal prøve at sno dig ind i hans liv, så bør du vide at han foretrækker bøger fremfor slik." brummede han. Han rakte hånden op og vinkede til drengen.
"Jacob! Jazmin og jeg tænkte at vi ville gå en tur gennem byen. Så kan vi måske finde den boghandel du har talt så meget om." Drengen kom straks løbende med et stort smil på læberne.

"Jeg skubbede dig væk fordi du altid truede med at fortælle Jacob din sindssyge sandhed." hvislede han vredt. Han forsøgte at gøre hvad han kunne for at holde Jazmin ud, men den her egoistiske holdning fyldte ham med had og foragt hver gang han mødte hende. Hvis hun ønskede at ødelægge drengens liv, for at kunne få det bedre med sig selv, så var hun i sandheden ikke en mor. Han ville ikke sige mere. Han brød sig virkelig mindre og mindre om denne kvinde, for hver dag der gik. Hun havde haft alle muligheder for at se sin søn, men hver gang de sås bragte hun denne vulgære "sandhed" på banen. Hvordan kunne hun nogensinde forvente, at han ville lade Jacob bruge tid hos hende alene, hvis han altid skulle gå med frygten for, at hun skulle knuse drengens hjerte?
Du slap ham, Jazmin. Du SMED ham. Han ville være død, hvis det ikke havde været for mig. Og du vover at gøre mig til skurken. Hans tanker tordnede af vrede og had.

Jacobs smilende ansigt vaskede dog vreden væk fra varulvens ansigt. Drengen greb fat i Rowans ærme og trak et par gang, imens han muntert spurgte, om han måtte låne nogle penge til bøger. Rowan smilte varmt til drengen.
"Selvfølgelig må du det, min dreng." Rowan ledte sønnen og Jazmin ud af parken. Han forsøgte at føre en pænere samtale, så de kunne få skyllet vreden væk. Det kunne godt være, at Rowan ikke var så glad for Jazmin for tiden, men for Jacobs skyld måtte han være prøve at være behagelig overfor hende.
"Jacob," han skævede til sønnen, da de trådte ud af parken og ind på hovedgaden. "Hvorfor spørger du ikke tan-- Hvorfor spørger du ikke Jazmin, hvilke bøger hun kan lide at læse?" Ikke at kalde hende tante var et stort skridt for ham. Om Jazmin ville indse dét, var han ikke sikker på. I sidste ende forstod hun ikke altid de ting han gjorde for hende; de fleste gange troede hun altid, at han kun gjorde ting for at skade hende. Hun forstod næppe alt det han havde gjort for at hjælpe hende. Jacob rødmede en anelse, og vendte blikket mod kvinden. Han mumlede tøvende spørgsmålet mod Jazmin.

Rowan valgte ikke at svare på hendes ord. Hun forstod ikke at han kun gjorde hvad han gjorde, fordi han prøvede at beskytte sin søn. Hendes søn. Han forsøgte at køle hovedet lidt af, ved at vende ansigtet væk og betragte omgivelserne i stedet. Jacob havde et solidt tag i Rowans ærme - hvilket ikke var helt normalt. Trods drengen havde en tendens til at være genert og sky, så var han ikke typen der hang folk på armen. Rowan valgte dog ikke at lægge for meget i det. Det kunne trods alt skyldes mange ting. Drengen svarede ikke på Jazmins spørgsmål, så varulven måtte atter komme til undsætning.
"Vi ridder ikke så meget rundt i Doomsville, så jeg tror ikke Jacob har så meget erfaring på en hest." Han skævede ned til den ranglede knægt, der i forlegenhed straks slap Rowans ærme. "Måske er dette en passe mulighed, knægt." Lo varulven og puffede blidt drengen hen til Star. Rowan lagde blidt en hånd på hestens mule; varulven bildte sig selv ind, at Star kunne huske ham, selvom det efterhånden var længe siden han havde set dyret. I et snuptag løftede han Jacob op, så drengen kunne komme op på hestens ryg. Der gik et øjeblik hvor varulven forklarede hvordan drengen skulle sidde og holde i tøjlerne, samt hvordan man skulle opføre sig omkring og på heste. Rowan var ikke selv så hesteglad, og på ingen måde ekspert.
"Jeg er sikker på at Jazmin kan give flere råd end jeg kan, så du kan bare spørge løs." tilføjede han derfor med et smil. Han holdt blidt fast i hesten, imens de alle fire gik gennem byens hovedgade. Jacob så ganske forfærdet ud i starten, men der gik ikke lang tid før knægten havde fundet hestens rytme.
"Han er lærenem, ikke sandt?" lo Rowan mod Jazmin.

( Helt ok! Beklager selv mit halv-tomme svar )

Han blev overrasket, da hun pludselig kom hen til ham og undskyldte. Han fortalte hende straks, at hun ikke behøvede undskylde og sendte hende et opmuntrende smil. Hendes ord var milde og trods han stadig var frustreret og bitter, så hjalp det betydeligt på hans humør. Han ville svare, men var ikke i stand til at finde noget ordentligt at sige, inden hun atter forsvandt om på den anden side af hesten. Det var måske også for det bedste - han anede ikke hvad han skulle fortælle hende. Han var stadig stærkt uenig i hendes holdning, men også i tvivl om hvad der var bedst for drengen.

Da de ankom til boghandleren hjalp Jazmin Jacob ned fra hesten. Rowan trak Star hen til en pæleplads og bandt dyret fast, som man jo gjorde inde i byen. Han klappede dyret et par gange på halsen, inden han gik tilbage til de to andre. I mellemtiden var Jacob i fuld gang med at fortælle Jazmin om alle de skøre ting han havde læst om heste. Rowan smilte og sendte Jazmin et beklagende smil. Knægten havde en tendens til at gå i selvsving når han talte om ting han havde læst.

Boghandleren var større end Rowan først havde antaget. Der var to etager og ganske enkelt bøger på alle vægge. Varulven stirrede lamslået rundt, og Jacob - der delte faderens overraskelse - udbrød et lykkeligt "wow!". Efter at have sendt sin far et bedende blik, fik drengen så straks lov til at gå på opdagelse i den store butik. Rowan blev ved døren, så han var sikker på at kunne finde ud igen. Han skævede til Jazmin - skulle han foreslå at hun skulle gå ind og finde Jacob? Tvivlen sad som en knude i hans mave.

Varulven sukkede og nikkede til Jazmin, inden hun fulgte efter Jacob ind i butikken. Han blev selv ved døren og kiggede sig omkring. Han læste selv en smule, men det var mere historiske og faktuelle bøger. Han var ikke så interesseret i bøger om planter og lignende. Det sagde ham ikke så meget. Egentlig læste han overraskende lidt sammenlignet med Jacob. Han traskede igennem butikken og fandt et opslagsværk om de magiske væsner der eksisterede i Underworld. Han sendte en kærlig tanke til Caroline, og købte bogen som en gave. Efterfølgende stod han blot ved døren og ventede. Det tog en evighed, føltes det som. Han var ikke sikker på hvor længe de var i butikken. Star så ud til at blive lidt utilfreds ved at skulle stå og vente alene udenfor. Varulven overraskede sig selv ved faktisk at have medlidenhed med det store dyr. Hvem skulle tro at han ville kunne sætte sig ind i tankerne på en hest.
"Kom så I to, vi kan ikke være her hele dagen!" råbte han bittert ud i butikken. Kort efter kom Jacob løbende tilbage. Han havde tre bøger i armene og fortalte, at Jazmin havde valgt den ene. Rowan smilte blot og fik drengen til at lægge bøgerne på disken. Han betalte for hver og en, trods det ikke just var nogle billige eksemplarer drengen havde fundet. Men man skulle vel støtte hans ønske om viden, ikke sandt.
"Fandt du noget, Jazmin? Hyggede I jer derinde i bog-mørket?"

Varulven tog ikke imod pengene. Det kunne han ikke. Det ville hans stolthed for det første ikke tillade. For det andet ønskede han ikke Jazmins penge - det kunne give hende idéer om at hun blot kunne købe ham. Han takkede derfor høfligt nej og viste dem ud af butikken. Han smilede dog en anelse, da hun komplimenterede hans søn. Der var vel ikke noget at komme udenom. Drengen var kløgtig. Han lod Jazmin tale nærmest uafbrudt da de gik ud til hesten. En bestemt sætning fik Jacob til at sende et hurtigt og nærmest bedende blik op mod sin far.
"Du får ikke en hundevalp, Jacob. Det har vi slet ikke tid til." Han sendte et anklagende blik mod Jazmin, da drengen tydeligt blev skuffet. "Unfair." Mumlede han og åndede nærmest opgivende ud. Det var så let for Jazmin. Hun skulle blot komme med tomme løfter, gøre nogle søde ting en gang imellem, og straks ville hun være Jacobs yndling. Rowan derimod skulle være den strikse forældre, der skulle sende ham i seng tidligt, ikke ville lade ham få kæledyr, og skulle sikre at han lavede sine lektier. Da Jaz rakte ud for at løfte drengen op på hesten, trådte Rowan dog hurtigt ind foran.
"Jeg tror det er på tide at vi tager tilbage til vores værelse." mumlede Rowan beklagende. "Jacob er trods alt væk fra skolen i disse dage, så han skal passe sine studier." Han sendte drengen et hurtigt blik. Jacob så hverken skuffet eller trist ud. Han havde straks glemt alt om hundehvalpen og var vendt tilbage til sine nye bøger.
"Jeg tror det er bedst." Tilføjede Rowan og betragtede Jazmin indgående.