To death tear us apart. -Alitheia-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var midt på morgen. Gardinerne var trukket for, så heldigvis kunne solen ikke snige sig ind og brænde huden af River, der lå på en seng og blundede. Hans gyldenbrune lokker strittede ud i alle retninger, tøjet sad skævt på kroppen og skjorten var endda halvt åben. Da han åbnede øjnene, havde han det som om, at hans hoved var ved at blive klemt imellem to dæmon hænder. Hovedpinen spredte sig helt ned til hans kæbe, der nu også gjorde ham klar over, at han var tørstig. Han smækkede læberne sammen, smagte på luften. Uden tvivl.. Han var tørstig.
Med et træt grynt, satte han sig op i sengen og så rundt. Selv med øjnene knebbet sammen kunne han ane, at dette ikke var hans værelse. Det var ikke hans seng.. Rundt på gulvet lo der tomme flasker. Nogle af dem var endda han smadrede. Han tog sig til hovedet og forsøgte, at huske hvor han var henne. Minder blev blandet sammen med smagen af alkohol på hans tunge. Flimrende billeder dansede foran hans lukkede øjnene. Han kunne intet huske overhovedet! Slingrende rejste han sig op fra sengen. Først nu gik det op for ham, at en anden person lå ved siden af ham og sov, en pige som han ligesom minderne, ikke kunne huske! Han så hurtigt ned af sig for at se om bukserne stadig var på.. Det var de.. de sad skævt, men de var der.
Hvad pokker havde han lavet? Han tog sig endnu engang til hovedet og vaklede ud af rummet, på jagt efter, at finde noget blod. Desværre, kunne han intet finde.. Jo mere han gik rundt, gik det op for ham, at det var et kroværelse, med andre ord.. Han var på kroen.. Så det hele havde startet med en krotur, sikkert for at hente mere whisky og med for meget alkohol indenborgs havde han taget pigen i sengen med herop? Han ville køre en hånd igennem sit uglede hår, da noget på hans finger fik nogle af lokkerne til at sidde fast. Hurtigt tog han hånden ned og så på den. Det han fik øje på gav ham lysten til at kaste op!
Det kunne ikke være rigtig! Hvordan var det sket!?
Lige der.. På hans ringefinger var der en forlovelsesring, lavet af guld... Hvordan i al helvede!? Han gik med det samme ind på værelset igen. Uden at tage hensyn, ruskede han i pigen for, at få hende til at vågne og skræmt kiggede han ned imod hendes hånd, hvor han til sin frygt også så en guld forlovelsesring.. Det var forkert på så mange måder!

Hovedpinen fik hele hendes hoved til at dunke, som blev det brugt til en tromme. Der lå hun i sengen på et kroværelse, og at åbne øjnene virkede som en for stor kraftanstrengelse. Hvad var der sket, hvad havde været skylden til denne ulidelige hovedpine. Hun lå lidt og blundede, da hun hørte skridtene på værelset. Dog gad hun ikke tage sig af dem, da hun regnede med, det var en fra mandskabet eller måske en rengøringspige på kroen. Hendes tanker blev, ifølge hende slev, bekræftet da personen forlod værelset.
Alítheia lå i sengen, iklædt en for stor skjorte, hendes ben var bar, og omslyngede dynen. De røde lokker lå vildt omkring hendes hoved, som en ustyrligt flammehav. Hovedpinen havde spredt sig til en dunken i hendes øjne. Det føltes som om, en var i gang med at presse dem ud. Derudover føltes hendes tunge tør, og en kvalmende klump pressede på i halsen.
Hurtigt kørte hun tungen over læberne, og prøvede at falde ned i søvnens mørke og intethed igen. Dette fik hun dog ikke lov til, da hun snart blev tvunget til at vågne af en ukendt dreng.
Da hun mærkede hun hænderne på sine arme, og en ruskede i hende, slog hun endelig øjnene op. Hun så ind i ansigtet på en ung dreng, med gyldenbrunt hår, der sad vildt. Automatisk, uden at tænke over det, havde hun sparket ud efter ham. Om sparket ramte, lagde hun midlertidigt ikke mærke til. Hun var travlt optaget af tanken, om at en fremmed ruskede hende vågen.
Forskrækket satte hun sig op i sengen, og trak sig hen mod den anden side. Med hovedpinen dunkene igennem hele hovedet, fejlbedømte hun størrelsen på sengen. Snart lå hun nede på gulvet, og kiggede forskrækket op på drengen, på den anden side. Hun tog sig til hovedet, prøvede at forstå hvad han lavede inde i rummet, hvorfor han havde rusket i hende. Intet, hun havde ingen hukommelse om ham, men det sagde dog ikke så meget. Hun kunne intet huske siden turen til kroen, der var et stort sort tomt hul, hvor minderne burde være.
Hun kiggede rundt, undrende. Ud over gulvet, lå der tomme flasker spredt, nogle var smadret. Eftersom hun ikke sov på sot skib, der lå i havnen, gættede hun sig til hun havde lejet værelset. Hun gik ofte hen på kroen, hvis der ikke var nogle forhandlinger, så at dette var hende værelse kunne hun ikke udelukke.
Det tog hende et stykke tid at komme sig over forskrækkelsen, og samle sine tanker. Hver gang hun var tæt på, havde hovedpinen forhindret det. ”Dig! hvem er du og hvad hulen laver du herinde?” sagde hun med en irriteret stemme, og rejste sig, som om intet var hændt. Afventende lagde hun armene over kors og stillede sig med vægten på det ene ben, så hoften strittede ud til den ene side. Hun så på ham som en streng lære, der havde grebet en elev i at lave ulykker, og krævede svar.

Hvad hulen lavede han herinde? Det kunne han spørge hende om! Hvad lavede de begge to herinde i det hele taget? Hvorfor havde de delt seng i løbet af natten og hvorfor i alverden var der en guldring på deres fingre, der så glædeligt var en klump i Rivers hals om, at de var bundet sammen for livet! Hvilket var et langt liv hvad dem begge angik!
Han kom ud med en lyd, der var en blanding af et grin og fnys på samme tid, imens han trak sig væk fra hende. "Hvad jeg laver? sjovt, det var det jeg skulle til at spørge dig om!" Så godt han nu kunne, prøvede han at beholde sin stemme i ro, dog var det svært, eftersom ringen på hans finger føltes tungere og tungere. En sød lille plage på hans finger. En plage han måtte og skulle af med! Han gik endnu engang hen imod hende, løftede hendes hånd op foran hendes ansigt, så guldringen ville være det første hun så. "Kan du se den her?" Han rystede irritabelt hendes hånd og slap den bagefter. "Tilfældigvis, har jeg en magen til!" Nu kunne han ikke længere holde stemmen i ro. Den var panisk og forvirret, alt i et blandet sammen af raseri, over hvad anede han ikke. Han gik lidt fra hende endnu engang. Den slanke krop begav sig over imod de til dækkede vinduer. Han undslap et dybt suk. Langsomt forsøgte han at berolige sig selv. De måtte tænke tingene igennem, hvad var der sket, siden de begge bar en ring? Hvor havde det hele startet og hvordan kom de ud af det? Han så hen på hende igen. De mørke øjne var nu rolige, men dog stadig kolde og dybe, så man kunne fare vild i dem. "Kan du huske noget som helst? Jeg beder dig, kan du huske bare et eller andet? For min hukommelse står fuldkommen stille."
Ingen af dem ønskede dette, så hvorfor ikke arbejde sammen for, at komme ud af det? Regler med ægteskab var ikke det nemmeste at komme ud af. Man kunne ikke bare blive adskilt fra hinanden så let, selvom det var voldsomt fristende for River bare, at smide ringen og skride så snart solen var nede. Bare at glemme det nogensinde var sket.

Hullet i hukommelsen hjalp ikke på noget, hun prøvede at forstå hvad han lavede, men svaret var ikke til meget hjælp. Derudover, mente hun bestemt at hun havde ret på værelset og han derfor skulle give et svar. Han burde ikke have kastet den videre til hende. ”Jeg er overbevist om at dette værelse er mit! Og hvem hulen er du?” sagde hun med en lettere irriteret stemme.
Da han kom hen imod hende, reagerede hun ikke først, men da han tog fat i hende, og løftede hånden op foran hende reagerede hun. Det var blevet defensiv reaktion, hurtigt trak hun hånden til sig og prøvede at glemme, at den dreng havde rørt hende. Hun orkede ikke den slimede fornemmelse, hun orkede ikke skrækken. Dog inden hun havde nåede at trække hånden til sig, så hun den, den lille skinnende guldring på fingeren. Det var normalt for hende at gå med ringe, men ikke en som denne, ikke på den finger.
Hans ord sank ind til hende, sammen med billedet af ringen. Alítheia gik i chok, et af hendes værste mareridt var blevet til virkelighed, hvis dette var sandt. Uden hun vidste det slap en lille skrig fra hendes læber.
Uroligt begyndte hun at gå frem og tilbage og mumle til sig selv ”Nej… nej det kan ikke passe, den slags ville jeg aldrig gøre… Men du husker ikke… Jamen nej, det må være hans skyld… ja, nej det kan ikke passe… det er en joke” det blev sagt gentagne gange efter hinanden.
Det tog noget tid for hende at falde lidt til ro igen, dog faldt hun aldrig helt til ro.
Den kvalmende klump i halsen var blevet værre, efter berøringen og denne nyhed, og hun kunne mærke den pressede på. Hun standsede op og lyttede til drengen tale igen, og sendte ham et kort blik. Spørgsmålet, netop det hun ikke kunne svare på. Der var intet, ikke bare det mindste minde om, hvordan hun var endt her. Hukommelsen var nærmest blevet fjernet fra hende, og hvad eller hvem der havde gjort det, havde ikke efterladt et andet minde. Hun prøvede at huske, men jo mere hun prøvede des værre blev hovedpinen og kvalmen. Til sidst opgav hun, og svarede ham ”Jeg husker intet, absolut intet.” lidt efter, fortsatte hun med en mere urolig stemme, som frygtede hun svaret ”du… er du sikker på at det er hvad du tror? Hendes stemme dirrede let.”
Alítheia havde lyst til at løbe væk, sælge ringen. Ingen behøvede at vide dette var sket, muligvis var det kun hende og så ham drengen der kendte til det. Ægteskab var svært at komme ud af, selvom det at finde smuthuller, var noget hun var god til. Det at forlade ham og sige dette aldrig var sket, virkede dog som det letteste.

//Undskyld det ikke er så kreativt... håber det kan bruges ^^//

Det lå ikke til at pigen var særlig begejstret for at finde ham herinde. Det var en af de slags overraskelser man forsøgte at undgå. En ubehagelig og forvirrende overraskelse. At hun mente værelset var hendes, kunne sagtens passe, eftersom han havde sin egen lejlighed og bestemt ikke boede her. Han himlede bare med sine sorte øjne over hende. Hvorfor ville alle bare vide hvem man var? Kunne man ikke bare tænke, at det var lige meget hvad vedkommende hed og bare se at komme ud af de problemer man var havnet i!
”Værelset her er garanteret dit, for jeg har en lejlighed, som så tydeligvis ikke er den her,” Stod det til ham, så havde han vågnet i sin egen seng, i sit eget hjem og ikke haft en guldring på sin finger! Det at finde en pige i seng var ikke det der generede ham, tvært imod var det den tunge ring, som han var ret så sikker på også var begyndt at kradse en smule. ”Mit navn er River, vampyr og elsker whisky, hvilket garanteret var min grund til at kom på kroen,” Han så hen på hende, løftede spørgende på et af sine skarpe øjenbryn. ”Hvem er du?” Hun fik den samme smøre. Det var skam ikke kun ham som skulle fortælle om hvem han var! Ikke at hun fik meget mere end det hun lige havde fået.
Pludselig, da hun endelig fik øje på ringen, gik tingene i sort for hende og hun begyndte, med intet mindre, at snakke med sig selv. Hun brugte endda tilmed sig selv som ’du’ og snakkede som om at han ikke var der, ved at bruge, det er ’hans’ skyld.
Forvirret over hendes nye opførelse, foldede han armene på kors over brystet og så rundt i lokalet, i tvivl om hvad han skulle give sig til, imens hun så glædeligt var i gang med at diskutere med sig selv. Han smaskede kort. Læberne var tørre som en ørken. Han havde brug for noget at drikke.
Han kom dog ikke ret langt med det. Pludselig var dæmonpigen igen ude af din trance og snakkede nu til ham. I det mindste snakkede hun ikke om ham i tredje person længere. Det gik op for ham, at hun blot var i gang med, at svare på de spørgsmål han lige havde stillet hende. Til hans frygt, huskede hun heller intet, ikke noget som helst. Hvad pokker havde de drukket, siden de absolut intet kunne huske? At drikke for River var normalt, men at det blev så slemt, at han intet kunne huske, var langt fra normalt!
Da hun med en dirrende stemme spurgte ham om han var sikker på, at det var det han troede det var, blev han tør i halset og nikkede svagt, i stedet for at svare. Han var sikker. Der var ingen tvivl. Ringene var identiske. Det kunne umuligt være andet.
I få minutter stod han bare og stirrede ud imod opgangen, ventede på en eller andet åbenbaringen, måske noget hukommelse der ville komme tilbage. Der kom bare intet. Han kunne intet huske. Overhovedet. Han sukkede dybt over det. Derefter så han hen på den yndige dæmon. ”Lige meget hvad, så må vi se at komme ud af det,” Hans stemme var overraskende rolig med sin altid hæse klang. ”Nå, i hvert fald, jeg kan ikke tænke på en tør mund,” med de ord, begav han sig ud imod køkkenet og ledte efter noget at drikke. ”Har du noget at drikke i denne hybel?” råbte han derude fra. Hun havde jo selv insisteret på at dette var hendes værelse, så måtte hun vel også vide om der var noget drikkelse eller ej.

Denne situation, var ikke en Alítheia brød sig om, på nogen måde. At vågne op med en dunkende hovedpine, uden et eneste minde fra den foregående dag. Men ikke det er nok, nej hun finder også en fremmed på hendes værelse. Hendes humor var derfor ikke just godt, faktisk var hun lettere gnaven, hvilket medførte hun højest sandsynligt var uhøflig, mere end normalt. I det mindste gav denne ukendte dreng sig ikke til at diskuterer med hende, omkring hvem der havde retten til værelset. Hvordan han var endt der, undrede hende dog endnu mere efter hans svar. Hvordan var han endt her, når han havde sin egen lejlighed. Selvfølgelig kunne hun ikke lade være med at smide en enkelt kommentar som medsvar ”Hvad laver du så herinde?” Mange af spørgsmålene fik hun svar på, da hun havde set ringen, men samtidig kom der endnu flere spørgsmål.
Alítheia var ikke meget for personer, faktisk kunne hun ikke udstå de fleste. Dog valgte hun at svare denne såkaldte River, på spørgsmålet hun selv havde smidt i hovedet på ham. Selvom hun dog ikke mente han havde retten, eftersom han var trængt ind på hendes værelse. ”Mit navn er Alítheia, hvad jeg er er ligegyldigt og jeg bryder mig ikke om specielt meget, og det jeg bryder mig om rager ikke dig” sådan præsenterede hun sig selv, med en kold mine.
Hun havde set ringen nu og kendte til svarene på spørgsmålene, men intet blev simplere af det. Alt var med et vendt til et af hendes værste mareridt.
Hvis ringen betød de var bundet sammen, var det grunden til han var her. Det at det var sket, kom bag på hende. Hun ville aldrig indgå i den slags, selv hvis det gjaldt hendes liv. Den stolthed hun ejede tillod det ikke, kvinder blev ofte spærret inde i hjemmet og efterladt til pligterne. Dette var ikke ligefrem hendes kop te, hun ville leve sit liv, ville se verden og tage ud på eventyr. Derudover accepterede hun ikke nogle der prøvede at få en højere autoritet over hende.
Bare hun havde kunnet huske noget, blot en lille detalje. Det var normalt for hende at komme på kroen, for at leje et værelse. Men hvorfor kunne hun ikke huske noget, havde hun fået noget at drikke? Flaskerne tydede i stor grad på, at det var sket. Hun drak normalt ikke meget, men for tiden havde det hjulpet med at glemme fortiden, som så gerne ville frem i hendes hukommelse. Derfor udelukkede hun ikke, at hun havde drukket, og måske en smule for meget.
Hovedpinen dunkede stadig og kvalmen trykkede, imens hun ventede på svar, hun frygtede svaret. Da han nikkede på hovedet gik hun i sort, det var sandt, ringen var ikke en tilfældig ring. Kvalmen kunne ikke længere holdes tilbage, dette svar fik hende til at få det værre. Hovedet føltes, som blev det mast under en klippeblok. Hun knækkede sammen, faldt sammen på gulvet. Kort efter lå hendes maveindhold på gulvet, og hun hostede besværet. For hende føltes det som om, hun havde haft et kort blackout, og nu var kommet til sig selv. Hun blinkede forvirret med øjnene, og så ned på gulvet foran sig. Det eneste positive ved at hun havde brækket sig, var at kvalmen var væk og hovedpinen var lettet en smule. Uden at gøre noget videre ud af det, rejste hun sig som om intet var hændt. Hun rejste sig op og stavrede efter ham ud i køkkenet, og lod som om hun ikke havde vist en svaghed. Det var en ting hun ikke brød sig om, det at vise hendes svagheder overfor andre. De kunne misbruge det mod hende, fortale sig til andre, det måtte ikke ske.
Denne River var i det mindste enig med hende i en ting, at de måtte komme ud af dette rod. ”Komme ud af det, uden tvivl, og det skal helst være hurtigst muligt!” svarede hun ham med en lettere panisk stemme, da hun var kommet ud i køkkenet. Hun så sig om, for at se, om hun kunne finde noget at drikke. Dog havde hun intet minde om køkkenet, så hun gættede sig frem. ”Jeg beklager meget hr.” startede hun med en sarkastisk stemme ”Men hvor der er drikkevarer, ved jeg bestemt ikke, men prøv at kigge efter en lem i gulvet, der opbevarer de det ofte, hvis du ønsker vand, kig i kanderne” afsluttede hun, satte sig ned på hug. Kort efter fandt hun, som hun havde sagt en lem, og åbnede den. Under den, gemte sig et mindre lager af flasker, fyldt med forskellige væsker. Hun rejste sig op igen og betragtede ham lidt, inden hun talte igen. ”Nu ved jeg ikke hvad du ønsker at drikke, men givet ud fra at du ikke husker noget, ville jeg holde igen med alkoholen.” sagde hun og kiggede dømmende på ham, inden hun vendte sig om og gik ud af rummet igen. Inden hun forsvandt ud af døråbningen, drejede hun hovedet og kom med en kort kommentar; ”Derudover, burde vi måske spørge os rundt om hvad der er sket, måske husker andre hvad der er sket” Derefter forsvandt hun ind på værelset igen. Hun fandt sine bukser og støvler liggende og flyde på gulvet og trak i dem. Hun mærkede hele tiden tyngden af ringen, for hver eneste ting hun gjorde, blev den tungere. Til sidst kunne hun ikke klare vægten af den mere, så uden at tænke mere over det, tog hun den af og kylede den gennem rummet.



//Undskyld det blev lidt rodet ._. var lidt... meget træt i hovedet da jeg skrev det... håber du kan få mening ud af det... //

Spurgte ham virkelig lige om, hvad han så lavede derinde? Var de ikke begge to lige blevet enige om, at de intet kunne huske, fra gårsdagens hændelser. Han anede ikke hvad han lavede herinde. Måske havde de begge endt med, at snakke så godt sammen, at de besluttede at gå op på værelset og fortsætte festen. Han havde ingen anelse. Udmattet kørte han en hånd igennem de brune lokker. ”Som sagt, jeg kan intet huske og aner ikke hvad jeg derfor laver herinde på dit værelse,” En anelse udmattet og irriteret, så han hen på hende og adskilte læberne i en spørgende grimasse. ”Så snart nogen af os har en ide om hvordan vi er endt her, aftaler vi så at vi fortæller hinanden det?” Han så ned i gulvet. ”Hvor ydmygende det så end må være,” Det kom ud som en hæs og vred mumlen. Hvad de to end have måtte lave sammen, så var der en stor risiko for, at det var ydmygende. Om de så kunne lide det eller ej.
Alitheia. Det var et smukt navn, det måtte han give hende. Han nikkede og så derefter væk. Det gjorde ham ikke noget, at hun ikke fortalte mere om sig selv, eftersom det kunne være lige meget for ham. Så snart de var ude af denne kattepine, ville de alligevel skilles og det var noget han holdt fast i. Som sagt, ingen skulle ind på livet af ham igen.
Det lå ikke til, at der var noget væske, at finde ude i køkkenet. Intet til at dulme flammerne i halsen. Et irriteret grynt forlod ham. Den sarkastiske stemme fra dæmontøsen røg ind af det ene øre og ud af det andet. Han smilede bare kækt til hende. ”Jeg troede at dette var dit værelse, så at du ikke aner hvor du gemmer dine drikkevare overrasker mig,”
Trods alt havde hun været sikker i sin sag om, at dette værelse havde været hendes, så hun burde vel vide hvor tingene stod henne, ikke sandt? Tanken forlod ham hurtigt, da han godt var klar over, at selv om der var noget at drikke, så ville det ikke være andet end alkohol og det havde han ikke brug for lige nu. Tommelfingeren og pegefingeren gned udmattet hen af hans tinding. Dette kunne ende med at være en lang dag. Forhåbentlig skinnede solen ikke udenfor. Jo hurtigere de kunne få mysteriet om brylluppet lyst, jo hurtigere kunne de begge være frie. Han løftede hovedet og så hen på hende, da hun snakkede fra døråbningen af og sjovt nok, var han enig med hende. De måtte spørge folk omkring dem.
Så snart hun forsvandt ind i rummet, så han en sidste gang ned på ringen, sukkede dybt og fjernede den. De var ikke gift af kærlighed, der var ingen grund til, at beholde den på sin finger. Han puttede den i sin skjortelomme i stedet for at smide den væk. Hvem vidste, måske kunne den være penge værd?
Han gik hen til Alitheia, lænede sig op af dørkarmen og sendte hende et skævt, samt selvsikkert smil. ”Lad os starte med at udspørge folkene på kroen,” Efter de ord forsvandt han fra døråbningen og inden længe ude af kroværelsets dør. Med sine altid afslappet bevægelser, gik han ned af trappen og stoppede op for enden, for at se sig omkring. Henne i baren stod krokonen. Hun var måske bedst at udspørge først.
Før han overhovedet nåede at komme hen til baren, sendte hun ham et stort ’tillykke’ smil, hvilket var nok til at få ham til at gyse. Dette kunne umuligt være godt.
”Jamen goddag igen og tillykke med i går unge mand,” Hun tørrede bardisken af og så engang imellem op på ham. Glæden strålede alt for kraftigt ud af hende.
River skar bare en skæv grimasse, som et tegn på et tak. Et tak han egentlig ikke ønskede at sige. ”Ved du tilfældigvis hvor vi… udførte ceremonien.. Eller hvor det hel e startede?”
Kvinden så overrasket på ham. ”I mødtes her, men hvor ceremonien skulle foregå sagde i intet om,”

Humøret fra hende var ikke ligefrem godt, at befinde sig sammen med denne ulidelig vampyr på, hvad de var blevet enige om var hendes kroværelse. Hovedpinen dunkede stadig, så hun sendte ham bare et mut udtryk. Ud fra deres tidligere samtaler burde hun dog have regnet det efterfølgende svar ud, for som tidligere sagt huskede han intet. Dog irriterede det hende stadig, at han ikke kunne svare ordentligt. Med det humør hun var i nu, valgte hun dermed at det ville være lettest at skyde skylden på ham, han havde jo indrømmet han kunne lide whisky og alkohol ledte ofte til problemer. Om Alítheia selv kunne have drukket, og havde gjort det lidt for meget i perioder, især denne tid, var en detalje hun udelod i sit sind.
Hun sendte ham en irriteret mine og ønskede egentlig at han bare kunne forsvinde, nogle gange ville det være rart, hvis man kunne trylle folk væk. Men i stedet for at forsvinde talte han igen, hun sendte ham endnu en irriteret grimasse, og svarede ham med en sur mumlen ”Fint, det kan vi vel godt aftale… hvor ydmygende det så end må være” og afsluttede med et dybt suk. Hun regnede ikke med at dette ville ende som en rar hyggelig historie, hvordan hun end var endt her, ville det være på en ydmygende og yderst ubehagelig måde, var hun overbevist om.
Hun var fulgt efter ham ud i køkkenet, og begyndt at kigge efter drikkevarer, selvom hun havde sagt hun ikke vidste hvor de befandt sig. Den bemærkning der River skød ind efter det, irriterede hende og hun skar en grimasse af ham og svarede derefter surt ”Ja du må undskylde jeg ikke ved hvor alt befinder sig på et nyligt, lejet værelse deres højhed” og endte med at vrænge let. Hun var ikke specielt medgørlig i dette øjeblik.
Hun fandt dog en lem i gulvet kort efter med flaskerne med gyldne væsker.
Kort efter var hun forsvundet ud af køkkenet igen og ind på værelset. Det var her hun ikke længere kunne klare det, i et kort øjeblik havde hun mistet besindelsen og tyret ringen gennem lokalet. Og derefter sat sig ned på sengen. Hun hørte River komme ind på værelset, og hvad han sagde, og som svar kom hun med en utydelig mumlen.
Efter han var gået, blev hun siddende med hovedet i hænderne, og kiggede tomt på gulvet. Sådan varede det et stykke tid, inden hun endelig fik sig rejst- Først gik hun hen til vægen, satte sig ned på hug og samlede den gyldne ring op. Nok hadede hun den, men værdiløs var den ikke. Den kunne både skaffe oplysninger, hvis hun ikke tog helt fejl, og for den sags skyld kunne den senere skaffe penge. Forsigtigt løsnede hun en kæde hun havde om halsen, og puttede ringen på kæden, for derfor igen at påfører sig kæden.
Langsomt rejste hun sig og forlod nu værelset, for at gå ned i krostuen. Hun ville som River gå ned og spørge folk i kroen, hvad angik hendes såkaldte bryllup.
Hun gik ned til kroen, og fik hurtigt øje på River stå og tale med en alt for glad krokone. Hun selv gik længere ind i kroen og prøvede at udse sig en, der virkede til at smile og om muligt sige tillykke.
Det varede ikke længe før hun fandt en person, som var en ung mand, der sendte hende et stor smil og derefter sagde ”Tillykke med i går, det må have været en stor dag for dig”. Hun sendte som svar et falsk smil og spurgte med en, nogenlunde, høflig stemme ”Var de der, da det skete i går, ja du ved det hele gik så hurtigt, så jeg prøvet at få styr på det i mit hoved” Den unge herre svarede selvfølgelig hurtigt med en lige så munter stemme som før, efter at have taget en slurk af kruset, som stod på bordet.
”Jo vist, de virkede ganske glad i går frue da det blev erklæret. Det er jo klart herren var jo nydelig og virkede som en god en at blive givet bort til. Jeg vil sige, deres far virkede også yderst tilfreds, meget glad, han smilte og var yderst venlig, gav tilmed alle i kroen en gratis omgang. Efter det forlod i vist alle kroen for at udføre ceremonien, men hvor det er kan jeg ikke svare dem på” Svarede den spinkle mand med en høflig og, hvad hun mente, alt for ivrig og glad stemme. Hun skar en irriteret grimasse over alt hans snak om ingenting. Dog fangede noget han sagde straks hendes interesse. Hendes såkaldte ”far” skulle have været til stede, dog var der så bare det at han var død for øjnene af hendes et par hundrede år siden.
Et lille skridt tættere på det, hvis de fandt denne mand, kunne de måske finde ud af hvad der var sket. Med den høfligste stemme hun kunne præsterer spurgte hun manden: ”De skulle ikke tilfældigvis vide hvor min fader befandt sig” og prøvede at sende et høfligt smil. Igen svarede han høfligt, dog var glæden i hans stemme dog ikke lige så stor denne gang. ”Desværre ved jeg det ikke, men de kan prøve at spørge kromutter”
Hun nikkede høfligt farvel efter hans sidste svar, og gik hen mod krokonen og River. Hun nåede hurtigt derhen og prøvede, på høfligste vis, at afbryde deres samtale for at spørge. ”Undskyld mig, de ved ikke tilfældigvis hvor min… far skulle befinde sig?” startede hun og fortsatte så kort efter, med en begrundelse ”Ja, vi ville jo sige farvel til den gamle, inden vi… tog videre” sagde hun og klappede kejtet River på skulderen.




//Undskylder meget den alt for lange ventetid, ved godt det et for ringe.

Hvis du ønsker at afslutte emnet er det okay, du siger bare til.

HVis ikke håber jeg svaret er okay, og hvis ikke sig til så retter jeg det//

// Jeg vil meget gerne fortsætte dette emne, hvis du også vil ^^ Beklager, at jeg ikke har svaret dig endnu 'min kære kone!' ^^

//Jeg vil rigtig gerne fortsætte det, men kan ikke love jeg bliver bedre til at svare... Det er helt okay "min kære mand" //

// Jeg beklager stadig, at jeg ikke har svaret dette endnu, vil du stadig emne?? C:

//Det er helt iorden, og hvis du stadig er frisk, ja klar^^//

Alle andre end Alitheia og River vidste hvad der var sket, lige præcis den nat, hvor de begge havde besluttet at fylde sig med alkohol og smede pjalterne sammen. Folk virkede endda glade på deres veje, de kunne ikke fornemme det falske i det, ikke se hvor meget de afskyede, at dette bryllup havde fundet sted. Måske var det også bedst at lade dem blive i den tro. I en verden som denne var skilsmisse ikke tilladt, så hvis folk ikke kendte til denne afsky, kunne River og Ali være heldige med, at slippe af sted med det.
Men, kun hvis de var heldige og indtil videre, var det ikke held der havde fulgt med dem. .
Samtalen med kromoderen blev kort, da hans forlovede pludselig dukkede op bag ham, hvor hun tydeligvis (for ham) akavet lagde en hånd på hans skulder. Til deres held var kromoderen blind, øjnene hun bar kunne ikke se det akavet med sit blotte øje.
”Din far kom en kilometer herfra, I et hus, lige i nærheden,” svarede hun med det venlige smil på sine læber. ”Du skulle have set den kjole han kom med kære!” For at være venlig imod dem, rakte hun dem noget at drikke, en boblende øl, gylden og smagfuld. ”Den var fantastisk! Hvid og det hele,”
Af en eller anden grund fik dette River til, at klukke og se hen på Alitheia. Sjov nok, kunne han godt forestille sig kjolen på hende, men at det var ham der stod ved siden af som gom, kunne han ikke se for sig1 Det var simpelthen for mærkeligt! Han var for det første vampyr, de kunne ikke komme i nærheden af hellige genstande, for ikke at tale om, det kunne hun bestemt heller ikke som dæmon!
”Mange tak frue, vi vil leder efter denne…” Han fik kort øjenkontakt med Alitheia. ”Faderfigur?” Han var godt klar over, at denne mand de talte om ikke var hendes såkaldte fader.
For at være høflig, tog han en slurk af øllen og nikkede ellers til Ali, bad hende om, at følge med ham. ”Hvis vi er heldige, kan vi nå at indhente ham, eh?” Med sine altid selvsikre bevægelser, forlod han kroen og gav sig nu til, at søge efter huset, for ikke at tale om manden. Måske kunne erindringen om hvordan han så ud, komme frem igen, så snart de så ham.

( Beklager ventetiden og det ondsvage svar, skrive bare hvis jeg skal tilføje mere kære Kone! xD)

Alítheia var ikke god i situationer hvor man skulle vise følelser og især ikke nær det havde med hengivenhed at gøre. Til hendes overraskelse virkede ingen i kroen, heller ikke kromoderen at bemærke hvor kejtet Alítheia klappede sin såkaldte mand på skulderen. Hun fik afbrudt samtalen mellem ham og kromoderen, for at få mere at vide. Utålmodigt vippede hun med foden, for at få svaret fra konen. Den lange beskrivelse af ceremonien og kjolen, gjorde hende ikke ligefrem mere tålmodig. Hun rynkede let på næsen, da hun hørte om kjolen, havde en seriøst fået hende ned i en fin kjole og til at gennemføre et ceremonielt bryllup? Hvorfor kunne hun ikke huske noget af dette, de fleste personer ville kunne huske sådan et bryllup. Des mere hun egentlig fik at vide om brylluppet og ægteskabet, des flere spørgsmål rejste det.
Da kromoderen rakte hende et krus med øl, tog hun venligt imod det og lyttede. Mens hun sippede til den, af ren venlighed – det kunne ske – prøvede hun at forestille sig i kjolen. Det lykkedes hende en smule, men det hele virkede stadig forkert og malplaceret, hun hørte ikke til i billedet. Det varede ikke længe, før Rivers stemme skar igennem dette billede, og fik hende til at forlade kroen. ”Det burde vi kunne, lad os finde det hus og håbe det kan give os nogle svar!” sagde hun med en myndig stemme og begynde med faste og hurtige skridt, at gå hen mod huset.
Det varede ikke længe, før de havde gået vejen hen til det lille hus. Det var gammelt hus, med nu slidt stråtag, hvilket ikke stemte overens med resten. Hvis personen boede her, hvordan havde han så fået råd til kjolen? Stedet kendte hun ikke selv noget til, derfor sendte hun River et spørgende blik i håb om, at han gjorde. Hun gik hen og bankede på døren, det ville være bedst med en rolig fremgang til at starte med, det nyttede ikke at drage mere opmærksomhed mod sig. Det varede ikke længe før en unge pige åbnede døren. Så snart hun så deres ansigt spærrede hun øjnene op og gjorde klar til at smække døren. Alítheias støvlesnude fik i midlertidigt forhindret dette.

//Undskyld ventetiden og det lidt sjuskede svar - hvis der skal tilføjes mere sig til!//