Okay, maybe I need your help! - Sean

t: omkring halv tolv om aftenen
s: Kroen Det Vilde Svin.
v: skyfri stjerneklar himmel. Lunt vejr, svag vind.
o: læs nedenfor
p: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kvinder er og forbliver kvinder. Sådan lød det sådan set fra alle i hendes omkreds for tiden.
Som om hun havde gjort noget galt!? Hun havde ikke gjort andet, end at være det som hun nu engang var: en kvinde. Men kvinder i hele byen havde været gået i rebel-mode og havde sagt at nu kunne deres mænd selv vaske tøj, lave mad og passe deres sønner - for nu havde de fået nok. Daenerys havde intet gjort, i den dur. Hun havde tværtimod gjort det, som der var ønsket af hende: hun sang hver weekend på kroen som underholdning for gæsterne, og hun hjalp til med gadebørn i hverdagene. Hun blev set som hellig, som en der så sig som bedre end alle andre. Sandheden var dog en anden. Hun havde ikke én flad femøre. Hun levede på de stakler der alligevel ville dø ved selvmord... Hun tog ikke deres ejendele efter hendes måltid.
Hun havde hørt fra sin såkaldte nevø, om at han nu havde fået nok af at være en bastard.

Nu, efter flere måneder uden at snakke med hverken Elyas, Sean eller Cassidy, havde hun begyndt at savne det. Hun havde begyndt at savne at være vild, fri, at gøre hvad hun ville uden konsekvenser.
Hun savnede Seans lange samtaler, hans kram, hans trøstende ord når hun var ensom.
Var det et år?... Hvor længe havde hun gemt sig, i frygt for at hans vrede blev vendt mod hende igen - efter dengang med hans nevø? Åååh, hvor hun savnede den 'familie' hun havde haft i de to... Hun sukkede, stille.
Glasset i hendes hånd var begyndt at blive lunkent af den vamle temperatur i kroen. Fulde mænd skældte deres ikke-tilstedeværende hustru ud for at være for feministisk. Omkring hende, gik det hurtigt op for hende, at hun var den eneste kvinde derinde.
Hun kunne mærke noget, der virkede som en hånd, lande på hendes skulder.
''Hvor meget?'' lød en fuld mands stemme, mod hendes kæbe.
''Und-undskyld mig?..'' hun stivnede, bed hårdt sammen.
''Kom nu smukke, hvor meget. Alle har sin pris.'' Han var ikke bare fuld, han var også liderlig. En frygtelig kombination.
''Slip mig, sir.'' sagde hun hurtigt, men han nåede at presse hende nok ned mod stolen, til at den væltede og hun landte hårdt på gulvet, og ham oven på hende.
''Nu vel, gratis så.'' grinte han hæst og begyndte at knappe hendes kjoles overdel op.
Havde hun nu bare fået spist i dag!... Så havde hun kunne kæmpe imod. Men hun var reduceret til styrken af et simpelt menneske, og det var ikke nok til at fjerne manden oven på hende.
''Slip mig! flyt dig så! slip mig!'' hun kunne mærke panikken stige, hun rystede. Hendes tænder var frit fremme, men han holdte hende nede, ude af stand til at kunne nå ham.
Var der virkelig ingen der ville stoppe ham? Virkelig!?

Kroen var som en slagmark, midt på natten. De slagne lå på gulvet, med bræk i stedet for blod. De endnu kæmpede sad oppe, hver især prøvede at overvinde hver deres glas eller flaske af fjender. Som altid var kvinder ofte hjemme og passe børn eller hjem, mens mændene brugte deres penge på at drikke sig fulde, spille spil og gøre krav på andre kvinder. Det hele var typisk og hvad man kunne forvente. Kunne man ikke klare mosten, måtte man jo blive væk. Han havde hørt om kvinden i krogene. denne arrogante kvindemenneske, der førte sig frem og var nok så meget en lille engel. Sådanne typer var der jo altid, så hvorfor skulle han bekymre sig om det?
Han var kommet tidligt, havde fundet sig en kvinde og lejet et værelse for en hel nat. Omend han allerede var færdig og godt mæt.

Han forlod værelset og begav sig ned af trappen, til krostuen, mens han endnu knappede den hvide skjorte, der sad halvstramt over hans muskuløse overkrop. Hans mørke blik gled over kroen og dens gæster, der i dette øjeblik bestod mere af mænd end kvinder. De få kvinder der havde været var nok gået...Og sikkert med en mand. Han ville snuppe et glas af noget stærkt og tage hjem. Folk var fulde og der var ingen grund til at blive.
Han var iklædt nogle sorte sko, sorte bukser og en hvid skjorte. Hans mørkebrune hår strittede til alle sider og var blevet en anelse for langt, så det nu hang en anelse. Der var ikke længere noget armbånd om hans håndled. Det var pænt blevet ødelagt for næsten et år siden, da han havde konstateret at også Dae havde følt sig nødsaget til at flygte fra ham. Som så mange andre havde gjort det.

Han var som en ny mand, omend dem der kendte ham, nok ville kunne genkende visse ting ved ham. At kvinden, der i dette øjeblik blev skidt behandlet, var Dae...Sagde ham intet. Hun var som glemt og muligheden for at genkende hende minimal. Han ønskede ikke at genkende hende, se hende eller snakke med hende. Så hans hukommelse havde blokeret de minder. De var ikke længere brugbare, men kun fulde af sorg og vrede.

Der var heller ikke meget betænkningstid. Han var blevet kvindernes mand. Var det anden gang inden for kort tid han reddede en kvinde i nød? Han var alt for sød.
Hans hånd landede på mandens skulder og klemte til...Til det gjorde så ondt, at manden ikke havde andet valg end at give ham sin opmærksomhed.
"Jeg tror ikke kvinden ønsker din opmærksomhed. Det er surt, jeg forstår din lyst til hende. Men det er mere ædelt at vinde en kvindes hjerte, end hendes krop" kommenterede han afslappet, velvidende at ingen rigtig kunne måle sig med hans styrke. Især ikke en dum menneskemand!
Manden virkede ikke som en der forstod bare halvdelen af hvad Sean lige havde sagt. Men han blev vred af at blive forstyrret. Han tøvede lidt, om han skulle ignorerer den fremmede mand eller tæve ham...Han kunne jo altid vende tilbage til kvinden bagefter.
"Skal du være flabet?" råbte han op og skubbede brutalt Dae væk, for at angribe Sean. Sølle mand. Sean undgik let hans første og andet slag. Ved det tredje tog Sean fat i mandens arm og så sig kort omkring. Ingen så rigtig ud til at ville slå i aften. Sean havde vidst snart sat sig i respekt de fleste offentlige steder.
Med et hurtigt sving og en knasende lyd, gled manden snart ned på gulvet. Sean havde sluppet ham, da han havde dinglet i hans arm. Sean havde blot slået ham, et slag der var gledet fra kinden og over næsen, hvorefter næsen var brækket.
Sean kiggede på den nærmeste mand.
"Du må hellere hjælpe ham. Ellers drukner han blot i sit blod og skidt" kommenterede han stadig lige afslappet. Og først da kiggede han mod Dae...Og nægtede at genkende hende.
"Er du okay?"

Hn havde lyst til blot at kravle ned i et musehul og glemme at alt dette havde fundet sted. Ikke nok med at hun havde haft brug for hjælp fra en anden mand, næææh nej, den mand skulle absolut være Sean!
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, før hun hørte den knasende lyd af en næse der blev brækket. Hun ville egentlig skælde ham ud, for at være så voldelig. Men det var Sean, og hun kunne ikke skælde ham ud. Det var ikke hende pligt.

Hun fik tumlet sig op og stå igen, en smule urolig - forståeligt. Hun så kort på Sean, og eter at dømme hans nærmest ligeglade blik, måtte han vel lade som om han ikke genkendte hende? Derfor nikkede hun bare tøvende.
''Jeg har det fint - tak..'' sagde hun mens hun begyndte at knappe toppen af hendes kjole igen. At hun - under kjolen - bar sine knive, kunne man nok godt skimte de sekunder hvor hun knappede kjolen til igen.
Hun ville ikke have brugt knivene, hun brugte dem kun til åreladning af hendes 'donorer'.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre nu, udover at stirre på Sean i få sekunder, og derefter på manden der lige havde overfaldet hende - og det blod der løb fra hans næse. Hun kunne mærke hendes hals blive ru. Den brændte. Hun bed sig kort i læben, inden hun skubbede sig forbi mængden af fulde mænd, mens hun mumlede; ''Undskyld mig..'' gentagende gange. Hun skulle bare udenfor, nu. Væk fra blodet inden hun blev overvundet af sult. Da hun var nået døren, vendte hun sig stille og så kort tilbage på Sean, tavst. Hun rystede følelsen af savn af sig og forsvandt ud af døren, ud på gaden.

Han så lidt på hende. Han havde set knivene, men kommenterede det ikke. At have våben var ikke det samme som at bruge dem eller at kunne bruge dem. Han skulle netop til at tilbyde hende en drik eller noget andet, da hun lettere febrilsk fik kæmpet sig over mod døren og udenfor. Han var lidt overrasket over hendes pludselige afgang...Men hun var jo vampyr. Det gik lige op for ham. Han var så van til de forskellige racer, at han ikke tænkte over hvilken race folk var, medmindre han skulle bruge det til noget. De fleste kunne jo ikke gøre ham noget!
Han smilte svagt...Og besluttede sig for at gå efter hende. Det var enden ubehaget eller blodet hun ikke kunne klare. Måske begge dele.
Han skubbede døren op og trådte udenfor. Vejret var lunt og smukt...Han lod kort blikket glide op i himlen, før han så efter kvinden igen.
"Er du okay?" lød hans spørgsmål endnu en gang, da han gik tættere på hende, i tilfældet af han kunne hjælpe med noget.

Hun så lidt på ham, og rettede lidt på hendes hår. Det var vildt og for kort til at sætte ordenligt.
''Jeg har det fint..'' sagde hun stille. ''Jeg er bare lidt rystet.''
hun så på ham med et stille smil.
''Tak for hjælpen derinde, forresten.'' sagde hun stille - hun var stadig en lille grå mus, efter at være blevet bortført og psykisk tortureret af Nicolas. Hun turde knap nok bruge hans fornavn - hvad hvis han ikke ville have det? At han bare ville blive vred igen. Hva hvis han hellere ville kaldes McGivens? Eller sir?
Hun valgte blot at droppe at bruge navne.
Hendes eget var alligevel så gammelt at hun ikke længere kunne huske det ordenligt... Ikke længere. Caroline hang fast i hendes baghoved. HUn reagerede langt mere på det nu, på grund af Nicolas...

Han smilte svagt og nikkede kort.
"Du vil blive overrasket over hvor mange kvinder der ryger i sådan en fælde" smilte han roligt, som om det på en eller anden måde skulle gøre hende bedre tilpas. Ikke at han forventede det, han prøvede bare at føre samtalen videre.
"Jeg er Sean" han lignede en der lige var kommet i tanke om at man plejede at uddele navne. Han bukkede let for hende.
"Må jeg byde på en drink?"

Hun stirrede en smule uforstående på ham, uden at vide hvad hun skulle svare. Hun kunne for fanden da ikke sige hvem hun var - han hadede hende jo!
Derfor gjorde hun noget hun sikkert ville fortryde i evigheder.
''Nemesis.'' sagde hun roligt, og nikkede som gengæld til hans bukken.
''Tro mig, normalt falder jeg ikke i den fælde.'' hun smilede kort, blidt.
''Jeg vil da ikke nægte dig det.'' sagde hun med et tøvende smil. Egentlig, var hun ikke sikker på hvordan dette ville ende.
Og hvorfor sagde han sit navn? Genkendte han hende ikke? Hvis ikke, var det måske bedst sådan..

Han smilte let og gjorde en gestus mod kroens dør. Hun virkede betænksom, en smule tøvende. Forståeligt, han var jo en fremmed mand. Men han var kun ude på at nyde hendes selskab, ikke på at spise hende. Han havde spist.
Hvis han fik lov, ville han holde krodøren for hende.
Nemesis...Det kunne man jo også hedde. Men navnet faldt ham specielt. I et øjeblik var det som om han genkendte noget...Men han skød det væk. Han ville ikke forsvinde i dybe tanker nu her, det kunne han gøre når han kom hjem. Han havde fået en ny start på sin tilværelse og den ville han nyde. Den havde været tiltrængt.
"Heldige mig" kommenterede han afslappet, med et lille smil.
Kroen var varmt og stank. Men det gjorde der altid. Sean holdt døren for en fulderik der næsten faldt ud af døren, før han lod den falde i igen. Han førte dem op til baren.
"Hvad kan jeg byde på?" spurgte han venligt.

Hun bed sig kort i læben, da hun blev ført tilbage ind i kroen.
Hendes første tanke var bare at stikke af igen, men hun vidste godt at det ville være dårlige manerer.
Hun så lidt på ham, tøvende.
''Hvad end du finder passende. Jeg er ikke kræsen.'' sagde hun roligt. At lade ham vælge drinken ville vise om han huskede hende - eller om han overhovedet ikke genkendte hende.
Det var underligt, tilbage i den samme situation som første gang hun mødte ham - og alligevel... Hun kunne snakke nu. Uden problemer. Men denne gang turde hun blot ikke - han kunne jo blive gal... Og det ønskede hun for alt i verden ikke.

Hun virkede tilbageholden. Han forstod ikke helt hvorfor. At han skulle vælge, fik ham til at betænke sig. Hvad var hun mon til? Noget så vandet som the eller noget så stærkt som dværgeøl? Han lod en hånd glide igennem det ellers lidt for lange hår og så på krofatter, der ventede på deres bestilling.
"to mellem stærke" besluttede han sig for. Så måtte krofatter selv vælge hvad han ville give dem. Han kunne også selv lide det meste. Han lagde nogle mønter på baren og lidt efter fik de deres drinks.
Han så hen på hende, da han gav hende den ene. Han løftede sin, som i en skål.
"Jamen skål for du ikke blev voldtaget og jeg fik lov at møde dig" smilte han. Om Alane ville flippe ud? De snakkede jo bare. Han flirtede ikke. Og han så hende så sjældent, at han...at han ikke helt vidste...Men hun havde meget at se til.
"HVad laver du her i byen?" spurgte han efter den første tår.

Hun tog imod glasset, med et forsigtigt smil. Hun kunne dog ikke lade være med at grine, over at hans skål.
''jeg kan vel kun takke dig for det.'' smilede hun. Hun tog en tår, men hun kunne ikke genkende substansen. Hun smilede roligt til ham.
''For tiden hjælper jeg bare hvor jeg kan. Men om nogle dage tager jeg videre. Der er ikke så meget tilbage her jeg kan hjælpe med.'' sagde hun roligt, med et lille smil.
''Hvad med dig? Noget siger mig, at du ikke bare er en forbipasserende?'' sagde hun roligt, mens hun tog endnu en tår.

Hjælper bare hvor hun kunne? Hvad var det rygterne sagde...at hun var arrogant, i den måde hun hjalp på? Og at hun snart tog videre...Så hun havde intet fast bosted?
"Jeg bor her og har boet her i lang tid..." han tog stillede glasset på bordet.
"...Altså...Ikke lige her..." han slog ud med hånden, som for at vise hende kroen.
"...Men i byen" smilte han afslappet.
"Jeg...Arbejder med mange ting, men lige for tiden arbejder jeg på at starte et handelskompagni op" fortalte han, mest for at småsnakke. Et sted bag dem fik manden, fra tidligere, hjælp med at komme op. Nogen holdte ham for næsen, mens to andre bar ham. En på hver side. De hjalp ham udenfor, men et par mænd sendte dem et surt blik. Måske ville der blive ballade igen?
"Hvordan kan en kvinde som dig ikke have skaffet sig noget...permanent? Eller har du det, men er bare på rejse? Et hjem, et fast arbejde, en mand?" spurgte han venligt.

Hun så lidt på ham, mens han snakkede.
"Ingen mand, nej." Sagde hun roligt. "Intet hjem heller"
Hun var ikke bitter, men hun ville ikke vise ham at hun var trist.
"Jeg har ikke evnerne til at få et fast arbejde. Langtfra. Jeg har mere end én gang bevist at je ikke er pålidelig nok. Og normalt dummer jeg mig, så jeg er nødt til at flytte videre." Sagde hun roligt, inden hun så på manden og gøs kort over hvad der kunne være sket.
"Tak for før.. Igen." Smilede hun stille, inden hun tog en tår mere.

Han nikkede roligt for sig selv.
"Hvis du søger noget at beskæftige dig med, har jeg anskaffet mig et par gårde ude for byen. De skulle genopbygges og markerne pløjes om. Men hvis du har lyst, tager de gerne imod hjælp til hvad som helst for lidt småpenge og så mad og seng, så længe folk er der. Og hvis det ikke er noget, så ved jeg ikke om du har erfaringer med noget andet? Jeg har mange kontakter og kan måske skaffe dig noget mere stabilt arbejde, hvis du er interesseret" smilte han let. Han tog hver en chance for at skaffe sig lidt arbejdere. Men han sørgede også for at holde dem i godt stand og betale dem, så de havde det godt.
Han tog en lille tår af sin drink igen og så hen på mændene et øjeblik. Så så han tilbage på Nemesis. Det var begrænset hvad der var værd at snakke om.

''jeg ved ikke så meget om at dyrke jord, men jeg er da villig til at lære.'' sagde hun roligt, med et lille smil.
Det ville ikke være fair at afvise endnu et af hans tilbud, blot fordi hun følte sig gået for nær.
''Jeg har erfaringer med sygepleje. Men det tvivler jeg på at du har brug for? Jeg er i det hele taget frisk på det meste, så længe der ikke forventes at jeg er afstandstagende i forhold til følelser. Det dur jeg bestemt ikke til.'' sagde hun med et fjoget lille smil.
Hun vidste ikke helt, om han oprigtigt ikke kunne genkende hende - eller om han bare lod som om for hendes skyld.
Skammen ulmede under overfladen. Hun vidste at han nok ville spørge hende hvorfor hun ikke havde fortalt ham sit rigtige navn... Men det havde hun skam... På en måde. Hendes fødselsnavn... Et navn kun Cassy kendte til ellers. Cassy.. Når hun var sammen med Sean glemte hun alt om Cassy, og ligeledes når hun var sammen med Cassy glemte hun alt om Sean... Hun bed sig i indersiden af underlæben, opgivende. Hun var tæt på at spørge om Elyas... Men hun tog sig selv i det og forlev stille. Hun ville ikke ødelægge det. For alt i verdenen, dette var den bedste samtale de havde haft i evigheder!

Han smilte let til hende.
"Du skal ikke føle dig presset til det. Et nej vil også være fint. Jeg har en...Irriterende mani med at hyre arbejde overalt, hvor jeg får muligheden" smilte han venligt til hende.
"De vil kunne lære dig op på gården. Og...En sygeplejer vil altid være velkommen. Folk kommer altid til skade, selv med ting som er idiotsikre. En til at sætte dem sammen, også selv om det ikke er på en læges niveau, er velkommen. Du vil også få mere penge for det...Ganske enkelt fordi en sygeplejer er mere værd end en landmand" smilte han let, en smule drillende.
"Men...Medmindre du ønsker at blive en del af min klan, kan du ikke få adgang til min sygestue. Så, medmindre det frister, må du nøjes med at lappe folk på gårdene eller i mine opbevaringshuse rundt om i byen" kommenterede han let, så opmærksomt på hende. Hun var så...bekendt. Så...Noget var lige på hans tunge spids. Men det var som om...Efter ritualet og de ting der var sket, sidst han var sammen med Delilah, var der visse han ting han ikke helt huskede. Måske også kun for det bedre, selv om hun til tider virkede forvirret.
Han grinte svagt.
"Det ville være en god ting...Men det er ikke påkrævet" bekendt gjorde han, angående følelserne. Han tog endnu en tår af sin drink.
"Så længe du ikke kommer løbende om et årstid og siger du er gravid, har jeg ingen grund til at blive sur. Følelser skaber bånd mellem folk og det skaber bedre samarbejde" han trak let på den ene skulder.
"Så længe det er de gode af slagsen, selvfølgelig"

Hun så roligt på ham - skubbede alle minder væk. Alt der havde været mellem Sean og Neph var væk. Neph eksisterede ikke længere, og det var latterligt at lade som om. Selv hendes nyeste navn var fremmet for hende - hun reagerede end ikke på det. Et navn, hun havde taget da hun var flygtet fra det hele. Et navn, der ikke var andet end et navn.
Hun nikkede kort til ham, med et lille venligt smil.
''jeg tror at det er bedst hvis jeg holder mig til at passe folk og hjælpe til, ude på gården. Hellere nøjes, end at tage munden for fuld, ikke sandt?'' Hun ville ikke i nærheden af Seans sygestue. Det kunne gå grueligt galt hvis han lå syg, og så endelig genkendte hende mens hun var igang med at lappe ham sammen. Hun så lidt rundt, mens hun overvejede om hun nu skulle sige ja tak til at arbejde for ham. Men, var det ikke den bedste måde at undgå hans 'søgelys' på.
''Beklager, sir. Men det er nu heller ikke ligefrem en mulighed jeg har, at blive gravid.'' sagde hun, inden hun så direkte på ham igen. Hvorfor, måtte han selv regne ud.
Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige.
''Kort sagt, jeg tager gerne imod et arbejde ude på gården. Men ikke andet end det. Et arbejde.'' sagde hun, og hun håbede at hun havde udtykt sig klart nok; intet medlemsskab i nogen klan. Det var ikke en risiko hun ville løbe.

Han smilte let. Selvfølgelig blev hun ikke gravid. Det kunne vampyrer ikke. Men det havde alligevel været en kommentar, han fandt passende, for den beskrev overordnet hvad han mente.
Angående om han blev syg, søgte han aldrig hjælp i sin klan. Han lod sig aldrig sy sammen eller andet i klanens sygestue, han tog altid hjem og fik Sigmund til at hjælpe ham, hvis han ikke kunne selv. Han ville ikke virke svag i sine mænds øjne og for ny, havde han ry for at være både udødelig og uovervindelig. En god og stærk ting, de ville ikke turde sætte sig op imod ham.
"Så får du lov til at arbejde på gaden" smilte han let.
"Jeg skal sørge for at fortælle dem du er en ven og en da kan søge hjælp hos, hvis de skulle få sprættet dem selv op" han smilte let.
"Og du vil modtage betaling derefter. Det er vel en aftale?" spurgte han.

Hun lyttede igen til ham, og nikkede samtykkende da han gennemgik deres aftale; betaling i forbindelse med arbejdet.
Hun smilede roligt - hvem havde troet at de kunne snakke fredeligt sammen? Hun havde efterhånden fået opfattelsen af at der var et eller andet imellem dem der ødelagde hver mulighed for at kunne slette alt mellem dem. Det gik så fint, alligevel.
''Der er dog én ting, jeg ikke kan tage mig af..'' sagde hun, og så lidt på ham, en smule frustreret.
''Jeg tager mig ikke af fødsler, gravide eller spædbørn.'' sagde hun, men regnede nu heller ikke med at det ville blive et problem eftersom han ikke ville have at hans ansatte blev/var gravide. En fornuftig holdning efter hendes opfattelse. Hun ville ikke i nærheden af børn nogensinde igen. Hun ville ikke mere.

Han smilte let. Et hurtigt flash af døde børn gled forbi hans øjne, men han blinkede blot en enkelt gang...Og de forsvandt igen. Fortabte sig i havet af glemte minder, som han efterhånden havde mange af. Det var hårdt...At leve så længe og skelne minderne fra hinanden. At have oplevet så meget. Gad vide hvor meget hjernen kunne indeholde før den mistede sin fornuft?
"De få jeg har, som har eller er gravide, søger selv for deres hjælp. Jeg sørger kun for hjælp i forhold til deres arbejde. Det inkluderer ikke fødsler og spædbørn. De høre ikke til i vores arbejde. Hvis der endelig kommer en til dig, så bare sig det videre til en af mine mænd og sig jeg skal vide det...Så tager jeg mig af kvinden" ikke som i at hun skulle dø. Men som i at han ville sende hende et andet sted hen. En gravid kvinde betød en person mindre han kunne sende i marken for ofte over et år. Hvis de overlevede fødslen. Og hvis de gjorde...Kunne han ikek sende dem på livsfarlige missioner. Det hele kostede et sted. Derfor skar han altid ned på gravide personer. Men de kunne aldrig undgås helt.
Han løftede sin drink med et svagt smil.
"Jamen så for vores aftale. Må den passe os begge godt" smilte han og ville skåle. Uanset om hun ville skåle på den eller ej, ville han tage en tår. og dermed tømme sin drink.
"Medmindre du har mere på programmet...Kan jeg enden vise dig at af vores tilholdssteder, hvor du kan arbejde fra...Eller også kan vi sige jeg sender nogen over til dig senere som kan vise dig det?" spurgte han. Pointen var...At medmindre hun ønskede at se og vide det nu, ville han gå.

Hun smilede let til ham, velvidende at han nu ville videre på sin vej - medmindre hun ønskede at han var den der viste hende hendes nye arbejdsplads.
Hun nikkede og tømte sit glas, inden hun rejste sig sammen med ham.
''Jeg kunne godt tænke mig at du viste mig det. Jeg kender jo ingen af dine medarbejdere.'' sagde hun med et lille varmt smil - et forsigtigt smil.
Hun havde brug for at komme igang med noget - meget snart. Hun var ikke shapeshifter længere, og kunne ikke leve vildt. Som vampyr, delvist menneske, måtte man have et civiliseret sted at bo - specielt når der var en pris på ens tilfangetagelse. Hun smilede for sig selv. Hun regnede ikke med Seans beskyttelse - han hadede trods alt hende for al hendes væsen. Det undrede hende ikke.
Hun kom dog til at tvivle på én ting... Var der gået så lang tid, at hans nevø - Elyas - ikke kunne kende hende længere? Måske var det slet ikke noget hun skulle bekymre sig om - hun så ham nok aldrig igen..
''Jeg er meget taknemmelig for tilbuddet om arbejde, Sir.'' sagde hun roligt, efter alle hendes tanker var dampet lidt af.

Han smilte lidt og studerede hende i et øjeblik, før han rejste sig op. han tog sin kappe over skuldrene og gik mod døren, som han venligt holdte for hende.
Mørket herskede udenfor, men der var i det mindste ikke sindssyg koldt. Sean så sig omkring i et øjeblik, mest af vane, før han begyndte at gå ned langs gaden.
Inden længe drejede de ned af de mindre gader og til sidst også gyder.
"Vi har et par stykker. Steder hvor de kan mødes, samle kræfter eller...Opbevare ting" smilte han svagt til hende.
"Du vil kunne få et rum, hvor du kan arbejde i fred"
Til sidst stoppede han foran et lille hus. Huset var gammelt, men der var udført nogle reparationer og renovationer på det. Et par brædder gik på tværs af huset, nok fordi de oprindelige brædder i huset var ved at være løse eller rådne. Alle vinduerne var hele og døren var solid. En lille sti på et par skridt førte fra gaden og op til huset. Ukrudt herskede rundt om huset. Alt i alt så det både beboet ud og samtidig lidt sammenfaldent.

Sean gik op til døren og åbnede den. Den var ikke låst. Det var den faktisk aldrig, medmindre personen, der havde ansvaret for huset, gjorde det. Hvert sted havde en person, der skulle sørge for huset var i rimelig stand, at der var mad, varme og tæpper. Og evt. låse huse at, hvis det var nødvendigt.
Inde i huset var der lys. Der hang nogle små lys på væggene, på små jernophæng. På gulvet var der et slidt gulvtæppe. til venstre var der en stue og hvis man kiggede ind, sad der et par folk og snakkede eller spillede. Til højre var køkkenet, men døren var lukket. Lige ud var der flere døre til flere værelser.
"Der er ikke det flotteste...Men det virker" han så kort på Nemesis, da han igen holdte døren for hende.
En ældre dame kom dem i møde. Hun brugte stok, var iklædt en grålig slåbrok og hendes hår var halvt sat op i en knold, mens resten faldt ned om hendes rynkede ansigt. Men disse ting taget i betragtning, sendte hun dem et tandløst smil.
"Herre! Dejlig overraskelse. Uh...Og De har gæster med! Vi har ledige værelser, hvis det behager..."
Sean løftede en hånd, som tegn til at hun skulle tie stille. Han sendte damen et svagt smil.
"Dette er fru Lailay, hun holder styr på huset. Lailay, dette er Nemesis, hun vil fungerer som en sygeplejerske. Hun har krav på mad og varme, samt et rum, hvorfra hun kan arbejde" slog han hurtigt fast. Den ældre dame så på Nemesis et øjeblik, som om hun prøvede at bedømme hende.
"Jaja...Hvis sygeplejerske er det man kalder det nu..." mumlede hun, næsten ikke hørligt.
"Så kom"
Hun gik ned af gangen og hen til en af dørene, som hun åbnede for dem.
"Et simpelt værelse, men et af dem med bedst varme. Vand hentes i køkkenet. Der er en enkel seng, et skab og et bord med en stol. Og så lidt lys. Men jeg formoder vel vi kan bytte lidt rundt på møblerne..." Sean smilte let, da han trådte ind i rummet.
"Indret det som Nemesis forlanger. Jeg giver indkøbende til de ting hun har brug for"
Sean gik ind midt i rummet, mens den ældre dame forblev tavs, ude på gangen. Sean slog let ud med armene.
"Kan det bruges?" spurgte han Nemesis.

Hun fulgte med ham, uden tøven. Hun stolede på Sean, til trods for hvad de faktisk havde været igennem.
Men han genkendte hende ikke, og det var bedst sådan, hun vile ikke ødelægge det hele igen. Ikke denne gang.

Da de nåede til huset, gik det op for hende hvor mange gange hun bare var gået forbi der, uden egentlig at tænke over det.
De nåede knap inden for døren, før en ældre kone stod og nærmest vrissede af hende. Hvad skulle man ellers kalde det? Hun var jo sygeplejerske! Fornemmelsen smøg sig hen mod, at konen mente noget mere i retningen af call-girl. En ting hun i hvert fald aldrig blev.
Hun så på Sean da han viste hende rummet. Hun smilede.
''Det er helt perfekt.'' sagde hun roligt. Hun kunne sagtens finde udstyret selv, hun havde jo en del i besiddelse. Sean skulle ikke til at finde den slags. Det eneste hun faktisk manglede, varr Lockheart. Men han måtte ikke komme i nærheden af Sean, så var alt ødelagt. Derfor måtte han blive væk. Bare indtil hun havde fundet en anden løsning.
''Tak for at du giver mig et arbejde.'' sagde hun og så kort på Sean, uden egentlig at se rigtigt på ham. Det var et flygtigt blik, et blik der prøvede at undvige hans øjne.
Et stik af sorg, savn og ensomhed ramte hende kort, men hun skjulte det så godt hun kunne.
''Så.. jeg vil se at komme igang.'' sagde hun roligt, og så på konen, som stadig stod ude på gangen.

Sean så lidt på hende. Hun virkede...sørgmodig. Og et sted i sit indre, havde han på en måde...lyst til at holde om hende. Holde om hende og love alt nok skulle blive godt. Men hvorfor skulle han gøre det? Hun var en fremmed. Trods hun på nogle punkter virkede så bekendt, var hun stadig en fremmed. Skyggerne, der var kommet til ham, og givet ham nye evner, havde også blokeret visse dele af hans hukommelse, så han blev en mere stabil person for dem at styre. Og minderne og følelserne af Daenerys var nogle af de ting der gjorde ham mest ustabil. I princippet gav skyggerne dem en mulighed for at starte forfra.
Han smilte svagt og nikkede en smule.
"Mangler du noget, skal du blot sige til. Jeg kigger måske forbi en gang i mellem..." og med et sigende blik mod den gamle dame, sagde han:
"...Også for at sikre de behandler dig ordentlig. Du er ikke bundet hertil, jo. Du kan gå og komme som du lyster og hvis du en dag ikke gider arbejde for os mere, kan du blot sige til. Så må du gå og ingen vil forfølge dig, straffe dig eller andre sære ting" Han gik tættere på hende et øjeblik. Ikke for tæt, ikke så det direkte føltes ubehageligt for nogen af dem. Så gled hans hånd frem og landede på hendes ene overarm et øjeblik. Et svagt klem. Så var han væk igen, henne ved døren.
"Jeg vil fortælle dem at vi har lægehjælp her. Og hvad dine krav er. Folk vil så småt begynde at dukke op. Og gør du et godt arbejde, vil de snart komme myldrende, for store og små skræmmer" han smilte let. Der var vel næsten ikke mere at sige?
Han vendte sig kort om mod den gamle dame. Hun så lidt på ham, men forstod så hentydningen, vendte rundt og forsvandt ind i et af husets andre rum. Sean vendte sig mod Nemesis igen.
"Er der ellers noget?"

Nemesis så først på Sean, derefter så hun rundt. Var der andet end det? Nej, det var der vel ikke? Hun måtte igang, og han måtte videre. Han havde sikkert mere at lave, end bare at snakke med hende.
''Nej, der var ikke andet.'' sagde hun inden hun så lidt rundt igen. Hun havde lyst til at krybe ind i hans favn og bede om forladelse for at det der var sket mellem dem.
Men det lod ikke til at han huskede det, og derfor lod hun være. Bedst sådan, det måtte det jo være.
''Tak for hjælpen, sir.'' hun nikkede kort til ham inden hun vendte ryggen til ham for at komme igang med at gøre klar til eventuelle patienter.
Hvad skulle hun ellers gøre? Hun havde ikke meget andet at gøre, end at prøve at komme videre.