I NEED YOUR HELP -SEAN!-

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Tre dage uden spor af Sean, hun havde spurgt folk inde i klanen efter ham. Men ingen vidste det, nogle forklarede også at det var dumt at spørger. Da det kunne skabe mistanke, om hun måske forsøgte at lede folk hentil ham. Andre mente at hun skulle vente til han kom, desværre ønskede hun ikke at vente. Hendes problem voksede kun, det stoppede ikke. Så desto længere tid det tog, desto svære ville alt blive! Hun nikkede til dem hun spurgte og forsvandt derefter, ud af tunnelerne.
Hun var iført en lang sort kappe, med en hætte. Hun trak sin maske op for sit ansigt og lagde sin bue over den ene skulder. Hun kravlede forsigtigt ud af kloarken, da hun åbnede den skimmede hun området af inden hun sprang op og lagde dækslet på plads igen.
Hun gik med lydløse skridt gennem de mørke gader, hun virkede nærmest som en skygge der svang sig over fortovet og forsvandt når den ramte mørket. Der var mange folk på gaderne, men ingen nåede rigtig at få øje på hende. Da dragten virkede som kamuflage, i byen. Når lyset ramte hende, fik det hende til at ligne en sort pose der fløj gennem luften. da hun gik hurtigt, var det også svært rigtig at få sine øjne på hende. Da mørket nærmest åd hende op!

På de tre dage, havde hun søgt efter ham. Vendt hver en sten og fulgt hvert et spor hun kunne, da hun til sidst endte ude i ASHEN WOOD FOREST! Hun sukkede blidt og trak sin maske ned, da hun nåede til et vandhul. Hun smed endnu engang buen over skuldre og samlede vand i hendes håndflade. Hun førte derefter vandet til hendes læber, hvor hun følte det kolde vand køre langsomt ned af hendes hals. Hendes øjne lukkede da hun lænede sit hoved tilbage, det var rart med noget vand. Hun havde næsten ikke drukket noget hele dagen, da hun ikke havde regnet med at skulle komme helt til Ashen wood Forest. Et suk slap hendes læber, efter hun havde tørret vandet væk fra dem. Hun åbnede stille sine øjne og kiggede ned i vandet, solen var næsten lige stået op igen. Hun havde ikke sovet denne nat, det virkede ikke helt sikkert for hende at sove. Hun lagde en hånd på sin mave og et kærligt smil kom frem, hun trak masken op foran sit ansigt. ”Det skal nok gå…” Sagde hun til sig selv, en lyd kom bag hende og uden at tøve trak hun buen og en pil. Hendes bevægelse var hurtig og uden fejl, pilen fløj gennem luften og ramte et træ. Hun sigtede ikke, hun ville mest bare skræmme dyret væk. Hvis det altså havde været et dyr, til hendes uheld var det ikke nogle andre en Sean.
HVAD FUCK LAVEDE HAN HELT HER UDE! Skreg hun inde i hovedet, pilen var kun få centimeter fra hans hoved. Hun havde jo ikke ligefrem lavede mange lyde på vejen her hen, så han måtte være blevet tiltrukket af vandet. Eller det kunne hun jo ikke vide, først nu gik det op for hende at hun havde enlig dækket sig ansigt og gik ikke i normalt tøj. Så der var enlig ingen mulig chance for at Sean ville kunne vide at det var hende, hun rettede sine øjne mod ham, hvis han ikke angreb ville hun trække sin maske ned. Dog hvis han angreb, ville hun nå at hoppe væk med nød og næppe. Hvor hun ville lande nede i vandet.

Han havde gang i nogle nye planer. Han ville starte et lovlig handelskompagni op og tjene endnu flere penge. Han havde leget med ideen længe, men det var først her på det sidste at han virkelig var fået op i ideen. Der skulle mange forberedelser til og han havde allerede snakket med ufattelig mange folk. De sidste par dage havde han overladt klanen til Jimmy, hans højre hånd, og taget ud til Idril, en elverprinsesse han kendte og var blevet venner med. Nok til at de kunne snakke forretninger og handel. Hun tilhørte højelverne, så der var masser af muligheder, især fordi det havde en ny alliance med skovelverne.
Idril var elver og havde det ikke godt i byen. Så han havde brugt de sidste par dage ude i skoven, hvor de havde snakket. Til sidst var de dog gået hver til sit. Sean var sådan set på vej hjem igen.

Han var iklædt sorte, smidige sko. Sorte bukser og en sort trøje. Det hele holdt ham varm og var praktisk tøj til at bevæge sig. Både smidigt og lydløst. Han var glad for at han var blevet så god til at finde rundt i skoven, men han kom der jo også oftere og oftere, også fordi klanen havde en grotte med tilhørende tunneller herude, efter de havde udraderet en anden, mindre klan der ikke havde forstået at Doomsville var hans territorium. Han havde kigget til tunnellen og var kommet lidt væk fra stierne. I stedet var han gået efter lyden af vand. Han gik i sine egne tanker og tænkte, hørte eller så ikke meget andet...Der var jo normalt ikke rigtig nogen i skoven!
Solen var på vej op igen...
En lyd af noget der fløj, den dumpe lyd af noget der ramte træ og borede sig ind i det. Følelse af noget fløj lige forbi ham. Han stoppede op, som lammet og kiggede overrasket og lettere chokeret på pilen. Det tog ham et øjeblik at fatte sig. Hvad der havde set langsomt ud, men som i virkeligheden var sket ret hurtigt, var at Sean i dette øjeblik trak en af sine mange knive og gled ned i forsvarsposition, hvor han gjorde sig så lille så mulig, så han var svære af ramme. Han fulgte pilen og så ud mod vandet...Og til kvinden, der stod fuldt synligt, med en bue. Nærmest skreg at hun var den skyldige.
Enden var hun dårlig til at sigte, og sendt ud for at myrde ham, eller også var det en advarsel. Og derfor angreb han ikke, men blev stående i sin position, afventende. Hvis hun trak en ny pil, ville han kaste sin kniv. Og modsat hende...Ramte han altid.
Han kunne ikke genkende hende.
I et øjeblik bemærkede han varmen og hans hjertes slag, adrenalinen der fik ham til at svede lidt og være i højeste beredskab.

Alex ramte altid sit bytte, hvis hun ønskede. Hun havde jo bare valgt at skyde tilfældigt, for at få det hun troede var et dyr væk. Desværre var det ikke nogle anden end Sean, typisk for hende. Hun var altid ret uheldig når hun ikke ønskede at dræbe, lavede hun altid fejl! Hendes øjne stirrede på Sean, mens han krummede sig sammen som en bold. Med en kniv i hånden, hun slap buen med den ene hånd og løftede stille den frie hånd op i luften. med en rolig bevægelse kørte hun sin hånd hentil sit ansigt, for ikke at gøre ham mere usikker end han allerede var.
Hun blinkede på ingen måde, mens hun stille trak masken ned og fjernede hætten. Hendes ansigt var en smule koldt, hun følte ikke for at undskyld, der var jo ingen skade sket. Dog gjorde hun det alligevel ”Hey Sean” Hendes stemme var rolig. ”Sorry ’bout that, jeg troede du var en hjort. Ville bare skræmme den væk” Hun trak blidt på skulderen, mens hun placerede buen over sin ene skulder. ”Sean?” Hun begyndte langsomt at gå mod ham, hun havde brug for hans hjælp. Endelig havde hun fundet ham, og ordene kunne næsten ikke holdes tilbage. Hendes øjne lyste nærmest op af glæde, mens hendes ansigt var koldt som is. ”Jeg har brug for din hjælp, hvis du altså ønsker at hjælpe mig.” Hun kunne sjovt nok ikke bare sige at han skulle hjælpe hende, han var lederen ikke hende.
Gad vide hvordan han overhovedet ville reagere på den nyhed at hun var gravid, ville han bede om at få barnet fjernet? Det var jo ikke hans barn, for gudskyld havde den mand overhovedet børn! Hendes tanker fløj lidt omkring, mens hun trådte tættere på ham. Man kunne på ingen måde se at hun var gravid, på trods af at hun var i 4 måned allerede. Hun havde været til læge omkring det, kun en gang. De fortalte at barnet var rask, og det sikkert bare var hendes krop der ikke rigtig kunne vokse sig. Siden hun ikke var blevet fed endnu.
Da hun nåede op til ham, krydsede hun sine arme og et lille smil kom frem på hendes læber. ”Skræmte jeg dig? Du sveder lidt, min kære leder.” Hun havde lidt svært ved ikke at grine, hun havde ikke ligefrem set den side af ham. Hun havde aldrig set ham slås heller, stille rystede hun på hovedet. Hvis hun blev ved med at tænke på så meget andet, og irritere ham på den måde. Var der mindre chance for at han ville hjælpe hende.

Han var forberedt på at slås, da hun bevægede armen...Men, fandt han ud af, kun for at fjerne hovedbeklædningen. Han genkendte hende med det samme og da spredte et svagt smil sig over hans læber. Han rettede sig op igen og lod kniven forsvinde lige så let, som den først var dukket op. Hendes undskyld var modvillig, men dog eksisterende. Han valgte at lade emnet ligge. Enhver skulle beskytte sig, det var den eneste måde at komme hel igennem livet. Og trods alt...var han ikke blevet ramt.
"Hej..." hilste han en smule afmålt. Det burde ikke undre ham at hun var i skoven, hvilket også havde været det sted hvor han ellers havde fundet hende.
Nu han tænkte over det...De andre i klanen havde snakket om at hun var dygtig. At hun var god. Måske var det på tide at afprøve om hun havde sans for noget større.

Han så ned af sig selv, men smilte bare skævt af hendes sans for detaljer. Adrenalin var det ene ord der kunne forklare det hele. Hun ville også selv opleve det, hvis hun blev skudt på og skulle forsvare sig. Det gjorde alle. Burde de.
"Adrenalin. Jeg var ikke forberedt på at blive beskudt" svarede han roligt.
"Så du har brug for min hjælp? Jamen..." han bukkede svagt for hende, mens han sendte hende et drillende blik.
"...Hvad kan jeg være behjælpelig med?"

Alex sende ham et kækt smil, da han hilste igen. Hun klappede sine hænder sammen, mens hendes hoved gled stille til den højre side. Adrenalin, tja det kunne vel godt passe sammen. Hun svede selv når hun blev ramt af noget, dog ikke når det bare var et missede skud. Det fik hende bare til at se alt som en leg, hvordan kunne folk dog misse hende? Et lille fnis slap hendes læber, da tanken fløj ind over hende. Hun var sær, det måtte hun gi sig selv. Hun virkede også selv lidt selvglad engang i mellem, Alex var klar over alle sine dårlige sider. Men kunne ikke andet, end at grine af dem!
Da han spurgte som en gentlemand, hvordan han kunne være behjælpelig. Fik hun sendt ham et vidunderligt smil, så han var villig til at hjælp? FANTASTISK!
”Du ved sikkert at jeg er eftersøgt for barnemord, jeg har brug for at hjælp til at slette mine spor i dusørjægernes tilholdssted.” Hun hev et papir op af sin lomme og rakte den til ham. ”De holder en kiste til hver eftersøgt person, hvor de holder informationer. Som f.eks, hvor personen sidst var set, deres udseende og nogle tegninger af dem. Hvis jeg kan få skaffet det afvejen…” Hun kiggede omkring sig, hvor efter hun smilte. ”Er det kun en enkelt dusørjæger jeg skal have dræbt. Hans navn er Ivan, tror nok du kender ham” På papiret stod der hvor kisten befandt sig og Ivans fulde navn. Ivan var kendt for at være en af de berygtede dusørjæger, som tjente mest og bedst af dem alle. Ifølge rygter, kunne han dræbe en fuldblods dæmon lige så nemt som at knipse med fingrene. ”Så?” Sagde hun afventende, det var farligt. Men måske kunne det blive sjovt, det ville altid være svært at kæmpe mod dusørjæger.
De gik jo op i deres arbejde, og de dusørjæger der var dårlige. Døde somregl, når de jagtede eftersøgte.

Han gengældte svagt hendes smil. Hun virkede ret impulsiv, nu han tænkte over det. Men...Han mente stadig der var noget hun kunne bruges til, end de sædvanlige og lidt kedelige opgaver som klanen ellers tog sig af. Og hun kendte til skoven...Så måske kunne hun bruges til hele to ting på en gang? Men det krævede ansvar. Og han var ikke sikker på hvordan hun ville reagerer på ansvar.
Hans tanker blev afbrudt af at hun fremsagde sit ærinde. Det virkede alvorligt. Og det fik han ret i. En alvorlig mine spredte sig over hans ansigt, da han tog imod papiret og kiggede på det. Hun havde oplysningerne...Hun manglede bare lidt styrke.
"Så følsomme folk er..." lød hans kommentar, da hun var færdig med informerer ham. Han så op fra papiret og lod blikket glide over hende et øjeblik, som om der var noget han prøvede at finde ud af.
"Jeg har en jeg ikke bryder mig om. Jeg kan få anskaffet et billede og noget fra ham. Vi kan bytte dine ting ud med hans...Og så får vi slået to fluer med et smæk. Dine ting vil blive ødelagt, af sikkerhedsmæssige årsager. Ivan, dog..." han lod blikket glide ned over papiret igen. Han udgjorde den svære del af arbejdet. Til sidst foldede han papiret sammen og stak det i en lomme. Så smilte han svagt til Aig.
"...JEg har aldrig hørt han har nedlagt en archdemon. Og hvis jeg får ham dræbt, vil de andre tænke en ekstra gang over at jagte mig" Alt i alt? Det var ikke kun Aig der fik noget ud af det, men han fik også en del ud af det. Det var praktisk.
"Og de vil nok også tøve med at jagte dig, hvis en af deres bedste mænd dør" kommenterede han og sendte hende et lille drillende smil.
"Lad os komme i gang!" Han gjorde tegn til at hun skulle vise vej. Han ville i gang med det samme, ting som disse skulle ordnes så hurtigt som muligt, inden de spredte sig og gjorde mere skade. Jo før, jo bedre. Jo hurtigere vil de glemme hende og bare gå videre med andre opgaver. Det var faktisk helt praktisk hun kom til ham med dette problem!
"Men du har været eftersøgt i noget tid. Hvorfor skal der rettes op på det lige præcis nu?" lød spørgsmål dog alligevel...

Alex kiggede på ham, afventende på hans svar. Hvis han ikke ønskede at hjælpe hende, måtte hun finde på mere drastiske metoder. Måske kunne hun få nogle af de andre til at hjælpe, dog var dem fra klanen svære at få overtalt. Da hun ønskede hjælp med et tyveri, spurte hun selvfølgelig den mest irriterne af dem alle. Som bad om en nat med hende, som betaling for at hjælpe. Hun sagde dog pænt nej tak, ved at proppe hans hoved ned i slammet i kloarken og forsvinde ind i mængden af de andre klan medlemmer.
Hun bed sig i underlæben, mens Sean kiggede ned på papiret. Det ville være en hård opgave, og de ville helt sikkert komme en smule til skade. Ivan var jo kendt for at få sit arbejde gjort, så hvis de kom op mod ham uventet. Ville deres chancer for at komme ud derfra, være minimale.
Hun trak på smilebåndet, da han snakkede om at Ivan aldrig havde nedlagt en archdemon før. Hun satte en finger op til sine læber, sandt nok. Der var aldrig blevet nævnt i nogle af rygterne, at han havde nedlagt så stærk en dæmon før. Hun lod sit blik glide ned over Sean, tænkte alle folk ikke allerede en ekstra gang. Inden de angreb ham? Hun kørte en hånd gennem sit hår, så alt i alt ville hun ikke være den eneste der fik noget godt ud af det? Hun lukkede blidt sine øjne, da en brise kørte gennem hendes hår og kærtegnede nærmest hendes hud.
”Du har sikkert ret, jeg har ikke ligefrem været den nemmest at få sat hånd på.” Et kækt smil kom frem på hendes læber, stille åbnede hun sine øjne igen. ”Så du er med? Fantastisk!” Hun klappede blidt sine hænder sammen og vende ryggen til ham, stille begyndte de at gå tilbage mod Doomsville. Hun trak sin hætte over hovedet igen, men lod masken hænge under hendes hage.
Fantastisk, hun fik hjælp og dem der eftersøgte hende ville miste alle spor omkring hende. Ikke mindst det, ville de næsten ikke ture at komme efter hende. Når de fandt ud af, at hun var i ledtå med en archdemon! Hun vende sit blik op mod ham, da han spurte indtil hendes grund til at dette. ”Jeg gravid” Sagde hun uden tøven, hun rettede sit ansigt mod stien igen. Der var ingen jokene tone i hendes stemme, hun var helt og adels alvorlig. Hvis han ikke troede på hende, var det hans egen sag. ”Hvis jeg får et barn, bliver det besværligt at passe på det. Hvis der hele tiden er dusørjæger i røven på mig, især hvis det er Ivan. Han bruger beskidte kneb for at få en frem, engang angreb han mig mens jeg var sammen med Xander.” Hun smilte kærligt, ordet af Xander den fantastiske dreng. Hun så ham kun som et barn, dog betød han meget for hende. Måske lidt som hvis han var hendes lillebror eller noget i den stil art. ”Bare rolig, Der skete ikke Xander særlig meget.” Hun huskede godt Seans ord, om at hvis hun sårede Xander ville hun få mere ballade end hun nogle sinde kunne forstille sig.

Han fulgte efter hende, på deres vej igennem skoven og mod grænsen af den. PÅ vej mod Doomsville igen, hans hjemby for...hvad, snart flere hundrede år? Og sikke få ændringer der var sket i den, på den tid. Folk havde næsten accepteret han bare var der og ikke rigtig døde. Han var en af byens mysterier. Folk døde som oftest, før de kunne nå at stille spørgsmål, alligevel. Han smilte svagt.
Han så overrasket på hende. Var hun...Gravid? Lidt som Kairi. Hun nåede også kun lige at blive medlem, så fik hun en masse børn og han afløste hende fra tjeneste, så hun kunne tage sig af børnene. Overvåget, selvfølgelig, så hun kunne passe dem i sikkerhed. Det var faktisk længe siden han havde hørt fra hende.
Han så på hende med et lille smil.
"Jamen tillykke. Må man spørge hvem faderen er?" i et øjeblik frygtede han faktisk det var Xander. Men drengen var nok ikke klar til noget så stort som børn, lidt fornuftig måtte han dog være! Nej, sandsynligheden derfor var for lille.
"Du vil blive løsnet for tjeneste, når du er for gravid til at gøre noget. Du vil få fred og ro til at føde og passe dine børn. Og så kan du melde dig igen, når du er klar. Det er den service jeg plejer at give gravide medlemmer. Sikkerhed og penge, samt fred" han så på hende et øjeblik. Så måtte hun tage imod det eller lade være.
Han lyttede efter...Så Xander var også blevet jagtet af denne mand? Godt nok ikke bevidst...
Han blev blot endnu mere stædig. Manden skulle dø...Om det så var det sidste han gjorde. Manden, Ivan, havde allerede givet dem problemer nok og dette var dråber der fik bægeret til at flyde over.
Han bemærkede Aigs hengivende for Xander. Og smilte svagt for sig selv. Det var godt de havde hinanden, besluttede han sig for. Aig kunne også slås, så de kunne beskytte hinanden.

Alex havde det med at fare vild, men så længe det var Doomsville eller vejen til Doomsville. Skulle det nok gå, det ville ikke være helt forfærdelig at følges med hende. I starten var hun kendt for at fare vild, hvor end det skulle være. Hun havde det med at spørger folk om vej, hvilket nu kun var blevet til et score trick for hende. Drenge fandt det åbenbart kært, når en pige ikke kunne finde vej. Andre så muligheder for voldtægt, dog nåede de aldrig langt før Alex stjal deres punge og efterlod dem hos rotterne.
Da hun havde fortalt ham grunden, kom hun til at tænke lidt over situationen. Hun ville stadigvæk arbejde, det kunne godt være at hun ville være en smule ubrugelig. Men hendes sigte med bue og pil, ændrede sig ikke bare fordi hun fik en fed mave. Hendes blik skimte gennem skove, hun tjekkede for ulve eller andre væsner. Fare kunne jo lure i alle hjørner, hvis man ikke passede bare en smule på. Hun vende stille blikket op mod Sean endnu engang, da han spurgte hvem faren var. ”Uhmm, de-det er…” Hun tøvede lidt, inden hun tog en dybindånding ”Du kender ham nok ikke, navnet er Josh… Archangel?” Hun trak blidt på skulderen, hvorfor var det lige at hun hang mest ud med Archdæmonen og Archangelen? Sjovt hun gik vidst kun omkring de stærke folk, et smil sprang frem på hendes læber. Da tanken strøg hende, hun var vel det man kaldte heldig.
”Jeg har ikke brug for at blive løsnet fra tjenesten, jeg kan stadigvæk arbejde. Dog kan jeg ikke stjæle i folks hjem, men myrde og andre ting kan jeg stadigvæk.” Hendes smil falmede lidt, hun kunne sagtens håndtere et job. Det var ingen problemer, dog kun hvis det krævede at hun skulle slås. Det ville nok ikke gå så godt, da hun helst ikke ville skade barnet. ”Men når jeg føder, vil jeg gerne tages af… bare rolig bor hos Xander for tiden, så han ved hvornår det sker” Hun sendte Sean et drillende smil, hvor hun blinkede kækt med det ene øje.
Hun havde valgt at bo hos Xander, da stedet var ukendt for mange folk. Udover det var Xander hurtigt til at komme rundt, når han skulle spise tog han tit mad med hjem til Alex. Hvilket kun jorde tingene nemmere for hende, at bo hos Xander var nok noget at det bedste der var sket for hende. Udover at han hadede at have hende boende, og tit ønskede at hun skred med hendes skide slikkepinde! ”Men jeg er taknemlig for tilbudet, håber bare at jeg kan udskyde det?” Hun spurgte om tilladelse, til om han måske kunne udsætte det til når hun endelig fødte barnet. Hvis det ikke kunne udskydes, tog hun imod tilbudet. Dog ville hun nok stadigvæk stjæle i ny og næ, for at få råd til mad eller måske stjal hun bare mad.

Han smilte svagt til Aig. Han havde hørt om Josh før, dog var det fra dengang han havde tilbragt tid med Luce. Så han var altså kommet godt videre og var ved at stifte familie? Men det var jo ikke sikkert faderen ville kendes ved barnet vel. Mange endte alene med deres børn.
"Du venter bare med at tage fri, til du er for tyk til andet" svarede han med et drillende smil. Han vidste det kunne være skadelig at være for aktiv når man blev højgravid, men Aig havde vel, som kvinde, bedre styr på det end han havde. Xander kunne også beskytte dem, når den blev født...Det hele passede perfekt.

De nærmede sig byen. Lidt efter trådte de ind gennem portene og ind i selve byen. Det var rart at være tilbage, hjemme. Folk var begyndt at komme ud af husene og i gang med deres arbejder. Nogen slæbte rundt på ting og sager, andre gik af sted for at komme til deres butikker eller hvor de nu arbejdede. Andre igen førte nogle dyr igennem porten og udenfor. En hestevogn havde også travlt med at komme ud af byen, så de ville være tvunget til at træde til side, for ikke at få et hjul over foden.
Men alt dette var Sean van til. Larmen, aktiviteten og lugten af afføring, skrald og andre ting og sager.
Han smilte let. Nu skulle de blot finde det rigtige sted. Men først skulle han lige forbi et mindre hus i nærheden, hvor de ville kunne skaffe ham de tegninger han havde brug for, hurtigt. Så han satte kurs den vej.
"Jeg skal lige have skaffet et par småting, så er jeg klar" Smilte han.

Et kækt smil kom frem på hendes læber, tja hvis hun blev for tyk til at gå rundt. Ville Xander helt sikkert blive træt af hende, ikke nok med at hun fik ham til at lave mad. Men så at hun ville være så tyk at han også skulle handle ind, hvilket jo var hendes lille job hos ham. Hun kørte hætten lidt ned over sine øjne, mest for at skjule en lettere rødmen. Hun havde det med at rødme når hun tænkte på Xander, ikke fordi hun nu var ved at få følelser for ham, de havde desværre bare lavet noget lort sammen.

Da de nærmede sig byen, kiggede hun op på Sean. Hvad skulle de lige i byen, hun havde jo planlagt det meste af det hele. Udover at skaffe ham et våben og andre nødvendige ting, så langt tænkte hun ikke altid. ”Kommer det til at tage lang tid?” Sagde hun kort, ikke for at være uhøflig. Men hvis det tog sin tid, kunne hun vel bare begynde at spore Ivan, så de ikke ville løbe ind i ham mens de ødelagde indholdet i kisten. Hun beholdte de blide brune øjne på Sean, mens de gik rundt i byen.
Hun kom nok aldrig til at vende sig til byens larm, og stinkende luft der fløj om alle folk. Den lugt af urin og andre ting, fik hende nærmest til at sukke. Hun hadede byen, derfor forholdte hun sig mest i skoven. I hytten sammen med Xander, hvis hun kunne undgå byen ville hun gøre det. Dog havde byen alle handelstederne, hvordan skulle hun få brød og drikkelse uden at komme ud i byen. Hun kunne ikke ligefrem fremstille det selv, uden at det smagte ligeså godt som det lugtede i byen.

Han smilte let til hende.
"Så længe som det kommer til. Men nok...Omkring en halvtime. Hvis det er kan vi bare mødes her" kommenterede han. Uden at tage sig af hvorvidt hun fulgte efter eller gik sine egne vegne, opsøgte han de personer han havde brug for...

Til sidst var han klar. Han havde tegningen, som han havde brug for. Han havde det fornødne udstyr, både til at bryde ind af diverse låse og til at slå ihjel med. Kort sagt havde han alt han havde brug for.
Han stoppede op nede ved porten, trak sig ud til siden af vejen for ikke at stå i vejen, et sted hvor han ville kunne få øje på Aig eller fjender. Medmindre hun var gået med ham, i så fald ville han bare vende sig om mod hende og fortælle at han var klar.

//Da du har "holdt" på hemmelighederne om hvor manden er og hvor tingene er, kan jeg ikke rigtig skrive mere og...Ja, derfor...Scenen er din!//

En halv time, på at hente nogle ting? Hun løftede kort på sine skulder, hvor hun sukkede kort. Hvad skulle han lige hente, hvis det ikke var på grund af hendes sult. Ville hun nok spørger ham om det, men af en sær grund følte hun mere for at æde end snakke om hvad han skulle hente, det kunne hun jo bare se når de mødte igen. ”Mødes her, got it!” Hun nikkede hurtigt og svævede forbi nogle mennesker, hvor hun forsvandt i menneske mængden.
Hun stoppede op foran en lille brød butik, hvor hun kiggede sig omkring. Hun smed nogle få kobbermønter på bordet og pegede på et brød, hvor manden først kiggede op og ned af hende. ikke på en pervers måde, mere det at hun var iklædt som hun nu var. Han rakte hende brødet og tog kobbermønterne, hvorefter han nikkede til hende for at være rar. Alex susede så hen imod en slagter, hvor hun selvfølgelig købte kød fyld til den, hun nikkede taknemligt til dem.
Hun trak ned i sin maske, mens hun gik rundt og spiste hvad man nok ville kalde en kød sandwich.

Tiden gik hurtigt, mens hun ivrigt gik mod deres mødested. Hun lod sine øjne flakke omkring sig, mens hun gik mod stedet. Hvem vidste om der enlig var dusør jæger i byen i dag, man kunne jo aldrig vide! Hun så Sean der trak sig til siden af porten, hvor hun kort vinkede til ham. Som et tegn på at hun var her over! Hun løb mod ham, lidt som et lille barn.
Folk sværmede rundt i byen, hvilket kun gav Alex kvalme. Hun hadede store folke mængder, der var jo en grund til at hun forholdte sig i skoven. ”Sulten?” Udbrød hun, da hun endte op foran ham, med et brød i hånden som selvfølgelig blev rakt ud til ham.
Alt de nu skulle var at samle krafter, til at finde Ivan. Alt hun vidste omkring ham, var at han drak meget. Lurrede sine ofre ud, ved at bruge kneb som am at sætte ild til stedet eller bare dræbe en man nu holdte kær. Mere anede hun enlig ikke omkring ham, altså ud over hvor stærk han var.
Stedet med tingene var gemt underjorden, svært at finde hvis man ikke allerede kendte stedet. Ude midt i skoven, var der et træ. Lignede nu meget et normalt træ, hvis man altså ikke lagde mærke til bladenes mørke farve. Farven var dog svær at se, hvis der var for mørkt eller når det havde regnet, da lyset fra solen ramte vandet så blandene virkede mere lyse end de burde være.

Han så hende og vinkede svagt til hende. Han ventede på at hun kom nærmere. Som altid på sin egen måde. Han lod hende opføre sig som hun fandt passende...Det kunne være sundt at skille sig lidt ud. Han så ned på brødet hun holdte frem mod ham og smilte svagt, men rystede på hovedet.
"Jeg har et princip med ikke at indtage menneskemad. Under min standard..." smilte han let til hende. Han var ligeglad med om hun forstod det eller om hun dømte ham på det. Han spiste bare generelt aldrig menneskemad. Noget af det kunne smage godt, resten skidt og det hele kunne være forgiftet. Han fandt ingen grund til at udsætte sig for den risiko. Desuden var det med til at sikre at folk i klanen var lidt bange for ham, til at understrege at han var overjordisk og umenneskelig. Ikke en man skulle krydses med.
Han trak let på den ene skulder og så sig kort omkring.
"Så...Vil du føre an eller skal jeg vise vej ud fra den smule jeg ved?" spurgte han med et svagt smil. Den smule og den smule...Han vidste mange ting. Men der var også en grund til at han endnu ikke havde slået manden ihjel. Mere end at han slog konkurrenterne ihjel. Der var ikke særlig mange der vidste hvor manden gemte sig og sine ting. men han havde dog hørt om et noget ude i skoven...
Han gjorde tegn til om de skulle gå videre.

Alex smilte kækt til Sean, hans kommentar omkring mad. Fik hende kun til at ryste på hovedet og tog en bid af maden, ”En smule sippet?” Lød det drillende fra hende. velvidende om hans race, hun tyggede en smule på brødet, mens de brune øjne kørte gennem stedet. Så mange mennesker, som ikke lavede andet end at gå rundt i gaderne, uden en eneste bekymring. Som om intet af dette var til at bekymre sig om, måske bekymrede almindelige mennesker sig kun om det for næsen af dem. Intet andet, udover livet, penge osv.
Alex nikkede kort til Sean, mens blikket rettede sig mod udgangen af selve stedet. Bare tanken om at slippe væk fra dette gudsforladte sted, var nok til at få hende til at lunte af sted. ”Skoven, et sted i skoven burde hytte i det mindste være. Gerne skjult i et træ, dont worry. Kender træet når jeg ser det,” Hun rettede de brune øjne op mod ham, mens et kærligt smil spredte sig på hendes læber.
”Så, Xander? Hvad er han for dig? I minder utrolig meget om hinanden, hvilket har fået mig til at tænke på, om i måske kunne være i familie af en art.” Snakkede enlig kun for at fordrive tiden, nu hvor de alligevel skulle gå i langtid. Bare for at finde et fucking træ, som forhåbentligt skulle indholde en skjult dør, som ville blive åbnet og førte så ned i en underjordisk hytte.
Brødet blev spist under vejen, mens hun begyndte at hive en serviet frem. da de endelig nåede til skoven, hun rakte den frem til ham. Hvor en realistisk tegning af træet var der på, træet var tykt. Nærmest snuet sammen til to andre træer, men dens blade viste vejen til døren. Bladende havde en enkelt, som var falsk. Falsk med en sort brik, hvis man kom tæt nok på, ville prikken være formet som en pil.

((undskyld jeg skriver så dårligt, jeg skal lige igang med at svare emner igen ^^''))

Han smilte let til hende, da de forlod byen og begav sig mod skoven endnu en gang. Denne gang klar til at få denne mand ned med nakken. I princippet kunne man måske sige han var sippet. Men det skadede aldrig at have en hvis standard...Specielt ikke når man havde råd til det.
Xander. Hans blik gled over Alex et øjeblik. Drengen havde åbenbart ikke selv fortalt hende det. Burde han så gøre det? På den anden side. Det skadede ikke. Folk i klanen behandlede Xander som et almindeligt medlem og det var hvad både han og Xander ønskede. Så vidt han vidste, i hvert fald. De vidste intet om det. Men han tvivlede ikke på at Alex ville behandle ham som altid, omend måske med en drillende kommentar om hans far.
"Xander er min søn" svarede han direkte og så direkte frem for sig med et svagt smil, som om det ikke rigtig betød noget.
"Og han står også til at blive forfremmet. Inden længe vil han være over dig af rang. Omend...Hvis denne tur går godt, vil jeg måske tilbyde dig det samme tilbud" han så på hende med et svagt smil. Han havde tænkt sig at vente, for nu ville hun måske forvente at få et tilbud. Og hvis ikke, ville hun vide at hun ikke havde gjort det godt nok. Men i så fald, hvis det virkelig gik så dårligt, ville hun jo også vide at der var plads til forbedringer. Det skadede ikke at sige det, som det var.
"Xander er blevet medlem af Den Indre Cirkel. Du har måske hørt om dem. Der er ikke mange der ved hvem de er eller hvad de laver. Men de er værd at frygte og de fleste blander sig ikke for meget med dem, for selv om ingen ved hvad de laver, ved folk at de beskæftiger sig med døden" han smilte svagt. Den Indre Cirkel. Folk kunne en masse historier om dem, trods at ikke engang halvdelen var ægte eller med et gram sandhed i sig. De fik automatisk respekt, den respekt der ellers fulgte med deres rang. Ingen vidste hvordan man endte i Den Indre Cirkel, en samling af et par kvinder og mænd, der havde et tættere samarbejde end alle de andre. En hemmelig orden i en hemmelig klan.

Han tog imod papiret og studerede det i et stykke tid. Han kendte skoven rimelig godt, efter Alane havde lært ham at finde rundt i den. Havde de set noget i denne stil på et tidspunkt? Han mente det ikke. Omend...Alligevel virkede den bekendt. Måske kunne han godt finde derhen. Og sammen med Alex, kunne de umuligt fare helt vildt. Sikke mange ting der kunne gå galt! Nej. De skulle finde det. Koste hvad det ville.
Han gav hendes papiret tilbage og så ind mod skoven, så smilte han svagt.
"Lad os komme videre"
Og med de ord trådte han ind i skoven og begav sig på vej mod hytten.

Seans ord omkring Xander fik hende til at løfte det ene øjenbryn, så Xander var altså ’Bossens’ Søn, sjovt og en smule skørt. Hun havde på ingen måde set Sean, som en mand der ville kunne håndtere børn. Også på den anden side, se hvad han havde gjort ved Xander. Lavet ham om til en lejemorder, eller bare en tyv. Hun bebrejdede ham ikke, hvis man fik et barn, var det altid svært at holde dem fra ens arbejde. Så på den anden side, ville Alexs datter så også ende sådan. Alex dræbte folk og gjorde det mest for sjov, stjal når hun følte hun havde brug for det. Ville hendes barn også gøre dette, hvis ja. Hvordan ville Alex så reagere på det, alle de spørgsmål og af en sær grund, bekymringer.
”Sjovt, havde ikke set dig som en fader type, troede måske at du havde en søster der måske havde en søn eller noget i den stil.” Hun løftede blidt på skulderen, mens de gik gennem den tætte skov. Der var ganske smukt i skove, og turen virkede såmænd kun korter, ved at snakke.
”Kun hørt kort om den indre cirkel.” Hun lagde øjnene på stien igen, mens hun gennemsøgte stedet for indgangen. Som altid var hun usikker på om de overhovedet gik den rigtige vej, hvilket var typisk hende. havde en fantastisk hukommelse, men kunne alligevel aldrig bide sig sikker på om den vej hun tog, ville være den rigtige.
”Måske? Du er velkommen, men være altid forberedt på et nej tak. Husk jeg bor hos Xander, hvis han tjener mere, er der ingen behov for at jeg gør…” Hun smilede kækt til Sean, med et par lumske øjne. Hun gik i seng med Xander, og var næsten sikker på at han havde bare en smule følelser for hende. hvilket gjorde, at han ikke helt ønskede at hun smuttede ud af hans hytte og skred. Hun havde det dårligt på visse punkter, hun brugte ham meget, dog ikke for et sted at bo. Hun kunne altid bo hos Aeron, eller finde sit eget sted. Intet problem der, men hun brugte ham til at glemme Josh, hvad ville ske hvis hun mødt Josh en dag? Ville hun kunne gemme sig for ham, ville hun skjule sine følelser for ham, eller virkelig få følelser for Xander i stedet for Josh?

Hun tog papiret tilbage, mens de gik rundt i hvad virkede som flere timers gå tur. Endte de i sidste ende, ved et kæmpe træ. Smukt, men mystisk på samme tid. Det mystiske var sikkert det der gjorde træet så smukt, eller så var det lyset fra den klare sol der bare ramte træet så perfekt, at stedet virkede magisk. Alex gik rundt om træet, med hænderne omme bag ryggen. ”Okaii, det her er kiksede.. men jeg aner ikke hvordan man… altså, finder indgangen.” Hun kiggede kort på ham, med et lille smil på de rubin røde læber.

Xander var hans søn...Men havde havde kun mødt drengen og fundet ud af sandheden for kort tid siden. Han havde intet med drengens opvækst at gøre. Moren var død og drengen var stukket af, ud i skoven eller noget, for at skabe sit eget liv. Det var ren tilfælde de var endt sammen. Og nu følte Sean at han måtte se efter drengen, beskytte ham om nødvendigt og lære ham nogle ting. Men dette var ikke ting han ville gå og prale med, velvidende folk ville bruge det imod ham.
Han smilte svagt til Alex.
"En søster? Jeg her en bror i den anden verden. Jeg ønsker ham død mere end noget andet. Han har en søn, som bor hos mig" svarede han.
"Hvis du virkelig må vide det" kommenterede han en smule brysk. Han elskede ikke at snakke om familie.
"Jeg er ikke skabt til at være far. Derfor har vi også et professionelt forhold til hinanden. Han er en del af klanen og jeg er hans leder" han så på Alex for at se om hun havde noget at sige til dette eller ville reagerer på det. Det kunne lyde koldt og, for den skarpe, ret usandsynligt der overhoved ikke ville være noget mellem dem. Men dette var ikke et emne han ville forfølge yderligere.
"Mit tilbud er ganske enkelt hvis du egner dig. Vi kan altid bruge nogen, med gode evner, til andre ting. Det kommer ganske enkelt an på hvor du kan gøre mest nytte. Men du har ret, du kan altid sige nej tak og føle sig sej over det samtidig, velvidende mange ville dø for samme tilbud. Men hvis du alligevel har besluttet dig for et nej, skal jeg ikke ulejlige mig med at give dig tilbuddet" kommenterede han og smilte drillende til hende. Men trods han drillede hende, var han samtidig alvorlig og uden tvivl at medmindre Alex sagde noget til det, ville Sean nu ikke give hende tilbuddet. Han ville ikke stå og se dum ud, han havde andre der ville dø for samme mulighed, det var ikke løgn.
"Det skade aldrig at have ekstra, eller ikke at være så afhængige af hinanden" kommenterede han kort og fortsatte frem gennem skoven.
Måske var det også kun klogt. Hvis de var så tætte, kunne det ødelægge deres arbejde og derfor var det nok bedst at holde dem fra hinanden i klanen.

Så var de der. Træet. Han stoppede op og kiggede på dette scenarie, der duede til et maleri. Hans opmærksomme blik gled over barken, over bladene, over hvordan grenene sad. Så her gemte denne dumme mand sig. Den snart døde mand sig. Bortset fra han ikke var hjemme nu. Han kiggede på Alex, der gik rundt om træet uden at finde noget, hvad hun dog også indrømmede. Så gik han selv over til træet, lagde øret til barken og bankede let på træet. Dette gjorde han, til det lød anderledes. Så gik han lidt frem og tilbage mellem stedet for at være sikker på han hørte forkert. Ja, dette sted lød lidt hulere. Kunne træet skjule en form for trappe ned i jorden? Der kunne umuligt være plads nok inde i træet til at leve.
Uanset hvad...Han sikrede han stod stabilt. så sparkede han det samme sted på træet, hvor han havde fundet dens svaghed. Det blev han nød til at gøre tre gange, før træet endelig gav sig og døren knagede. Han gik der over og kiggede inde af hullet mellem træ og dør. Så skubbede han hårdt til døren, så den gled op. Og smilte svagt. Foran dem var der en trappe, der gik ned i jorden. På væggen hang et par krystaller og sikrede man ikke faldt på vej ned, fordi man intet kunne se. Da Alex var kommet til ham for hjælp...Gik han først. Blot så han kunne tage imod evt. fælder eller hvis manden, mod alt forventning, var hjemme.