I need your help... please! - Sean

Partner: @Sean

Smerter!.. vodsomme smerter, det var det eneste han kunne mærke lige nu. Smerterne var så voldsomme at han end ikke lage mærke til regnen der slog mod hans ansigt. Svimmelheden hjalp heller ikke ret meget på at gå hverken lige eller vide hvor man var på vej hen!
Dog var der et sted han søgte mod! Det var et kæmpe sats, men han havde ingen andre steder at gå hen. Og han havde brug for hjælp, selvom han havde svært ved at indrømme det. Men lige nu var han nød til at ligge stoltheden på hylden.

Han svajede fra side til side, og bombede ind i de få folk der gik ham i møde. samtidig skulle han holde øje med at dem der havde gjorde dette, ikke var efter ham.
Han kunne dog hverkan se eller høre dem, så han skynde sig ikke mere end højest nødvendigt.
Endelig nåede han frem til borgen i Dradons Peak. En kæmpe klump i maven dannede sig med tvivl. Burde han overhoved gå der inde? Det var ikke ligefrem en kærlig afsked de havde til hinanden sidst! Tvært imod havde Sean bedt ham finde en anden, og ikke kontakte ham igen. Så måske kunne han risikere at Sean smækkede døren i hovedet på ham.

Men han havde intet andet valg! Hans sår var virkelig slemme, og selvom dæmoner healede, så gik det langt fra hurtigt nok. Han havde heller ikke spist længe, og det var jo netop fordi han skulle spise i aften at det gik galt.
Han havde fundet en ung pige der virkede til at være alene, og som en der frivilligt ville være med til det her så han ikke skulle tvinge sexen fra hende.
Dog viste det sig at hun ikke var alene, så at han havde været i gang med at suge hendes sjæl ud, var han blevet opdaget af en kæmpe bande af hendes varulve venner. Og de var ikke blevet glade.

Da han endelig var nået op til porten, blev han mødt af nogle vagter, Han spurgte efter Sean, og et kort sekund anede han ikke hvem han skulle sige han var. Han brummede bare lidt "I kan sige at det er den fornærmende dæmon fra bodellet" Han måtte støtte sig til muren, for ikke ligefrem at falde om.

Panden hvilede i hænderne, som han sad indesunket hen over sit skrivebord. Rundt omkring ham stod der forskellige stakke. Stakke af færdig arbejde, af manglende arbejde, af breve. Stakken med arbejde der ikke var færdigt, var dog vokset på det sidste. Han havde ikke lyst...Han orkede det ikke mere. Hvor var alt hans energi blevet af? Selv efter at have sat en landsby i brand med Razor havde han ikke fået mere energi. Hverken til det ene eller det andet...
Var det dét såkaldte vinter-tungsind? Vinteren der tog ens energi og glæde ved livet, vendte det om til træthed og selvhad?
Nej. Dette havde stået på længere.
Træt rettede han sig op da nogen bankede på døren. Burde han svare? Den sidste der havde forstyrret ham uden at få lov var blevet hængt, så hans tjenere og vagter turde ikke forstyrre ham igen, uanset hvor vigtigt noget var. Han sukkede og lænede sig tilbage i stolen.
"Ja?!"
Døren gled op og en vagt stak hovedet ind.
"M'Lord! En mand ved porten, såret. Siger...Siger han er den fornærmende dæmon fra bordellet?"
Seans første tanke var om folk havde glemt der fandtes hospitaler til denne slags. Hvorfor dukkede folk altid op her? Han var ingen læge. Der fandtes steder der kunne give langt bedre pleje end ham og hans folk...
Så gik noget op for ham. Den fornærmende...Han havde kun nydt sådan en aften med få, uden de endte med at være døde, så det kunne næsten kun være den navnløse, fornærmende dæmon. Dæmonen, hvis næsvise ord nåede på højde med hans succes i sengen. Han sukkede...
Så hvad nu? Hvor han tidligere måske ville være løbet af sted, gav han sig nu tid til at se ud af vinduet.
Hvorfor...Hvorfor kom han overhoved her? Hvad kunne han ønske? Han følte sig irriteret. Han burde lade manden forbløde, hvis det var hvad han var i gang med. Men det gav et dårligt rygte i byen, hvis folk døde foran hans port.
Med et suk rejste han sig op. Hans tøj faldt blødt omkring hans krop. Han havde klædt sig afslappet på - et par løse, sorte bukser og en løs, hvid skjorte der var åben ved kravebenet. Fødderne var bare, men de gled ned i hans støvler, da de nu skulle forlade hans gulvtæppe og ud på de kolde stengange.
Sværdet blev grebet, mest af vane end fordi han regnede med at få brug for det. Og så gik turen ud til porten. Undervejs greb han en tjener i armen og bad hende forberede varmt vand.
Hvis sårene viste sig at være noget andet, kunne de altid bruge den varme vand til at få manden til at gå igen. Han skyldte ham jo intet. Han skar en kort grimasse for sig selv.
Jah. Han var blevet en sur, gammel mand. Og det værste var han ikke gad ændre det. Hvorfor skulle han?

Ved porten blev han mødt af et par vagter og rigtig nok...Det var manden uden navn der stod og lænede sig til væggen. Tydeligvis udmattet og såret efter...Hvad end han havde lavet. I teorien burde han nok spørge ind til om manden var flygtet fordi han havde gjort noget kriminelt...Men taget i betragtning at ikke bare ham selv, men næsten alle han kendte, havde gjort sig i noget ulovligt virkede det unødigt.
Efter at have kiggede på ham et stykke tid, sukkede han og gjorde tegn til en vagt om at støtte manden.
"Lad ham komme ind. Vi bærer ham op til et gæsteværelserne" bemærkede han. Deres sidste møde taget i betragtning...Så han ingen grund til at hilse eller støtte manden selv. Der var vel grænser for hvad man behøvede finde sig i. Om man var træt af livet eller ej...Om manden havde ramt sandheden eller ej.

Ventetiden var ulidlig! Det var som om det tog tusind år, han faldt mere og mere sammen mod murren. Forbandet! Det var pinligt og ynkeligt at være så hjælpeløs! Han vidste i virkeligheden slet ikke hvorfor han overhoved var taget her hen. Men å et hospital ville de ende med at spørge ind til hvad der var sket, eller også skete der det der SLET ikke måtte ske! At han faldt i søvn, og at Lori vågnede. Og det ville ikke være godt da Lorikan bestemt ikke var intrasseret i at Lori vidste noget om hans dystre side, og hvad der forgik når han sov.

Endelig kom der lidt liv i vagterne, og et fjert ekko af en bekendt stemme lød id hans øre. Han var omtåget, som om alt foregik et helt andet sted, et fjernt, fjernt sted fra hvor han selv befandt sig! Hans øjne flakkede og prøvede på at fokusere på det der ellers skulle være et genkendeligt ansigt, men det eneste han fik, var enkelt forholdsvis klare glimt af Sean… og jo det var ham! Men rasten var sløret og tåget.
Han brummede smertefuldt da han selv forsøgte at komme fri fra murens ellers så trykke stødte.
En tør hosten var det eneste han kunne få frem, selvom det var ord han prøvede på at danne.
Da han mærkede nogle tage fat i ham og hjælpe ham, støtte ham i hans gang mod borgens døre, fløj en lettet følelse over ham. Måske var det for tideligt at være lettet, men det kunne ikke undgås.
Så vidt det var muligt gik han på sine egne fødder men havde bestemt besvær med at holde balancen. Hans noget slørede blik faldt på Sean et par gange.
”jeg… ved godt at jeg..Ngh!.. at jeg ikke… fortjener din hjælp… men” han tog sig til siden hvor det største og mest smertefulde sår sad placeret, dog talte han færdig med markant mere smerte i stemmen ”jeg havde ingen andre steder.. at tage hen…”

Lorikan var bestemt ikke typen der var taknemlig og sagde tak. Men i denne stund, måtte han nok erkende den snert af taknemlighed der var at finde.
Nej!... Ikke en snært!
En ENORM taknemlighed!
Sean kunne lige så godt havde smækket porten i hovedet på ham, og aldrig ville tale med ham igen! Og selvom det heller ikke var noget Lorikan gjorde sig i så havde han en eller anden form for dårlig samvittighed.
Han vidste ikke HVAD han havde sagt eller gjort den aften! Men noget havde gjort Sean vred!
Men Hey!.. Hvor skulle Lorikan vide fra hvad det var?
Han havde været rapkæftet og spydig hele den nat! Hvad var det der havde fået Sean til blive sur over NETOP det?
Lorikan kunne mærke hvordan trætheden og udmattelsen slog ind, nu han var i ”sikkerhed” dog gjorde det ham bare ekstra bange. Han så på Sean, og grab hurtigt fat i hans arm ”du må ikke lade mig sove!” udtrykte han pludseligt med en noget alvorlig og samtidig meget ængstelig stemme.
Hvad nu hvis Lorikan faldt i søvn HER?
Åh gud!...
Han havde ikke tænkt denne plan ordentlig igennem.. Hvad hvis Sean fandt ud af det med Lori?

Han vinkede vagterne til arbejde. En på hver side af manden-uden-navn, kort Mun. De tog forsigtig fat i den sårede mand og støttede ham, da de kom ind igennem porten og ind i borggården. En vagt blev tilbage og lukkede efter dem og for at sikre porten endnu var bevogtet.
Over borggården og hen til de få trappetrin, der førte op til den store dobbeltdør der førte ind i selve borgen. Den ene side stod åben og en tjenerinde stod uroligt og afventede dem, klar til at hjælpe hvis der blev brug for det. Da en tjener var blevet sendt til køkkenet for at sikre varmt vand, havde stemningen og rygtet om en såret gæst hurtigt spredt sig. De havde efterhånden prøvet det et par gange - tydeligvis havde deres Lord mange bekendtskaber der kom til skade. Desuden ville ingen vække vreden hos Maeve, deres butlerinde.
Sean trådte ind i entreen - et stort og prægtigt rum - og førte vagterne over mod trapper, der førte op til Seans side af borgen. Han og Assorian havde delt den op mellem dem, da de begge fortjente noget af den og inden af dem alligevel kunne bruge en hel borg til noget.
Turen op af trapper og ned af gange...
Om de så skulle slæbe Mun. Undervejs gjorde Sean intet for at snakke eller røre ved manden...
Ikke før manden selv greb fat i ham.

Han var tvunget til at give manden den opmærksomhed han egentlig ikke følte for at give. Han vidste det godt, hans mange år med egne og andres sår fortalte ham dette var slemt, at nogen burde presse hårdere mod såret for at undgå manden forblødte. Han kunne bare ikke få sig selv til...
Han så på Mun og gik mere eller mindre ud fra manden snakkede i tåger. Han placerede en fortrøstende hånd på mandens med et svagt, intetsigende smil.
"Du må ikke sove før vi har fået styr på dine sår. Ellers ved jeg ikke om du er besvimet eller ved at dø - Sørg for at holde dig vågen!" han vidste ikke hvor meget manden forstod. Men manden måtte ikke sove før de havde fået styr på det. Det var den nemmeste måde at holde styr på hans tilstand.

De nåede det første og bedste gæsteværelset. Ingen boede på værelset til dagligt, så rummet var køligt og mørkt. Tjenerinden havde fulgt efter dem og hun skyndte sig rundt for at tænde stearinlys og samle nogle klæder de kunne bruge til at stoppe blødningen med eller til at støtte den sårede mand, der blev lagt forsigtigt på sengen.
Rummet var ikke så stort, selv om det alligevel var større end f.eks. et værelse på kroen. Rummet var simpelt - en seng, et lille klædeskab, et bord og et par stole. Et vindue der vendte ud mod borggården og nogle tunge gardiner.
Sean smed sit sværd på bordet, før han satte sig over ved siden af Mun, på sengen.
Med en håndbevægelse sendte han den ene vagt væk, mens den anden fik besked på at tjekke hvornår det varme vand var klar.
"Vi får også brug for bandager og salver" meddelte han. Ingen stillede spørgsmål, alle fulgte ordre. Præcis som Sean foretrak det.
Med et svagt suk begyndte han at tjekke Mun for skader. Hans hænder gled forsigtig ned over den krop, hvis konturer han kendte alt for godt - af helt andre grunde. Han løftede forsigtigt op i hans tøj for at undersøge sårene under dem.
"Er du vågen?" spurgte han undervejs. Som nævnt - det var vigtigt han forblev vågen. For nu.
"Fortæl mig hvor det gør ondt"

Det var egentlig ikke så meget af det der foregik som han opfangede! Derimod var det kun enkelte ting, så som at der blev delvis båret på ham, når hans egne fødder svigtede, og det gjorde det et par gange, særligt da han syntes han kunne fornemme at han var på vej op af nogle trapper. Hans fødder snublede over hinanden.
Altså var der en million trin på den her trappe eller hvad?
Det virkede som om de gik op af den i evigheder, og hver et skridt føltes som om han fik tusind sværd ind i siden, samt en masse andre i rasten af kroppen!

Han fornemmede godt at Sean talte til ham, men det var begrænset hvor meget han faktisk fangede af hvad der blev sagt! Men EN ting forstod han!
Han skulle holde sig vågen…
Ja det var sku nemmere sagt en gjort! Det var jo netop hvad han prøvede på!
Havde han været mere ved bevidsthed, og ikke så fjern fra virkeligheden, var han nok kommet med en spydig kommentar, men han kunne ikke engang finde på en!..
Puha han var mere fortabt end han havde troet.
Det hele snorede i hans krop, og hans hoved. Han var begyndt at mærke en underlig summende fornemmelse i sine finger og ben.

Hans krop føltes så uendelig tung, hver et skridt der overhoved lykkedes ham var en kæmpe kamp! Og det føltes som evigheder.
Dog mærkede han endelig at han blev tiltet ned i noget der virkede virkelig blødt!
Dog gjorde hans tilstand bare at denne ellers så bløde og rare seng føltes ufattelig hård. Dog slappede hans krop mere af nu den ikke skulle anstrenge sig så meget.

Hans svingede mellem at være nogle lunde til stede, og til bare at døse hen.
Da der blev hevet op i hans trøje, afslørede det en masse sår ind over hans mave, og et utrolig dybt et i hans venstre side! Det var meget dybt og blødte meget, og selvom hans kræfter blev sværere og sværere, så forsøgte han så godt han kunne at hold på søret.
Han hørte en spørge om et eller andet, noget med at være vågen, og det der kunne komme ud af hans mund var en underlig uforståelig mummlen, der nok egentlig ikke engang var rigtige ord, men nærmere bare et tegn på at han faktisk var i live..
Da Seans hænder gled over hans ribben, kom han med et smertefuldt støn ”Arh!..”

ET brækket ribben kunne vidst ikke gøre det! Det var nærmest som om det gjorde ondt ligegyldigt hvor Sean rørte ham. Han lagde døsigt en blodindsmurt hånd mod Seans ”ikke mere… jeg ber dig…” sukkede han ømt og smertefulgt. Hans vejrtræning var begyndt at blive meget tung, og meget langsom. Der gik meget længere tid mellem åndedragende, og flere gange kunne man tvivle på om han overhoved var ved bevidsthed, hvis ikke det var for at han en gang i mellem slog de rullede og u fokuserede øjne op, og lod dem trille en gang tåget rundt.

Hans blik gled over mandens ansigt for at tjekke op på ham, da der ikke kom andet end mumlende lyde. Blodtabet. Smerterne. Det hele gjorde manden uforståelig og omtåget. Ah, hvem der dog bare havde jordens lægemidler! Da han var rejst fra en dimension til en anden, havde den ene dimension været så langt foran i teknologi. Dog var det kun tidspunkter som lige nu han ønskede sig den, resten af tiden savnede han den ikke. Han havde aldrig følt sig tilpas i den såkaldte 'moderne' verden. Gad vide hvor langt de var nået nu? Han havde trods alt boet i Underworld i så mange år efterhånden...
Men det var ikke relevant lige nu.
Brækkede ribben. Han lænede sig ind over Mun - nej, hans vejrtrækning var tung, men intet tydede på at knoglesplinterne skulle have punkteret en lunge. Godt, det ville have været en pain in the ass. Sidst han havde hjulpet en med en punkteret lunge havde han været tæt på at miste hende.
Såret i hans side var mest foruroligende. Til sidst lagde han blot et hårdt pres på det og vendte sig om mod tjenerinden med et alvorligt ansigt.
"Hent en læge i byen. Helst en healer med magi" Han nævnte intet om at han var usikker på om han kunne nå at hjælpe manden nok til at han ville overleve. Dæmoner healede ikke hurtigere end mennesker, selv om de ofte havde en større udholdenhed. Han håbede blot denne dæmon kunne holde ud. Hvad ellers kunne han gøre? Han bed hårdt sammen. Jah, endnu en ting han ikke kunne. Var det måske så underligt folk aldrig ønskede hans selskab, hans hjælp?

Tjenerinden løb ud af rummet og efterlod de to mænd alene. Han puffede mandens hånd væk.
"Jeg bliver nød til det" bemærkede han en smule hårdere end han nok burde. Såret i siden skulle syes. Mon der var indre blødninger, revet hul på nogle organer? Nyren, milten...Han kunne ikke helt huske hvor hvad sad, blot at hvis der blevet revet hul på dem ville det give en mere voldsom blødning. For ikke at nævne minde sandsynlighed for at overlevelse. Hans blik gled rundt. Blødningen skulle stoppes...Ja!
Endelig kom der en samling tjenere ind. To kom med en spand, hvor vanddampen stod op fra, afslørede det var en spand med varmt vand og at nogle klude allerede lå til blød i det. En bar nogle rene klude og bandager, mens vagten forfjumret kom ind med ingenting.
Seans blik gled over hans vagts udstyr. Metal...Metal...Varme.
"Giv mig noget metal, aflangt og lille" forlange han og lod blikket glide fra den ene til den anden, som de stillede tingene omkring ham. For helvede, fattede de intet?!
Endelig fumlede vagten med noget og rakte ham tøvende en af sine nøgler. En nøgle til fangekælderen nedenunder...Perfekt. Eller ikke perfekt, men bedre end ingenting. Han tog en klud og brugte den til at holde på nøglen, før han holdt den over et stearinlys. Både for at disinficere den og gøre den varm nok...Kom nuuuu! Det gik for langsomt. Blodet var ved at farve sengen under manden.
Endelig bedømte han at nøglen var varm nok. En tjener havde siddet og holdt trykket mod såret. Sean nikkede til ham og som tjeneren fjernede det blodvædede stof begyndte Sean at fiske rundt i såret for at finde ud af hvor det blødte fra. Til sidst stak han den varme nøgle ind i såret, med tegn til de andre tjenere om at holde manden stille.
Om nøglen var varm nok eller ej blev blødningerne mindre, til Seans store lettelse.
Han havde købt dem tid til lægen ville komme. Håbede han.

Normalt ville Lorikan nok svare igen eller blive sur hvis folk talte til ham som Sean lige havde gjort, men det eneste der kom fra ham lige nu var et opgivende og fraværende suk.
Hans krop var tung, og det føltes næsten som om han sank hele vejen ned gennem sengen, på trods af sengen samtidig føltes som en sten.
Hans hoved gyngede lidt fortumlet fra side til side, som om det slet ikke kunne ligge stille. Han var slet ikke tilstede i sin egen krop lige nu, og så alligevel! For hver gang Sean rørte et sted der var ekstra ømt, blev han revet tilbage fra den tågede og fjerne verden han lige nu var i, og lige tilbage til den smertefulde og rædsomme virkelighed.
Den eneste tegn på liv der kom fra ham var smerte fulde lyde, sukken og sønnen over smerten.
Han fornemmede lidt at der kom flere ind i rummet… og dog..
Var det bare ham der så syner?

Der var en underlig hektisk fornemmelse, En sær følelse af at der var en masse der vimsede om ham. Sveden var begyndt at trille fra hans pande. Anstrengelserne for blot at holde sig vågen, var snart ved at tappe hans kræfter.
Han mærkede godt at der blev trykket mod hans sår, og denne gang var det en anden, det var ikke samme tryk der var om hans side.. eller også var det bare ham der var ved at være følelses løs.

Dog var der pludselig noget der fik ham til at vride sig i smerte, det føltes næsten som om der var en der sad med fingeren og rodet i hans sår! Og da han fortumlet kiggede ned mod sit dår, var det ganske rigtig hvad han også så! Han klynkede smertefulgt og forsøgte at få Sean til at stoppe, men før han overhoved nåede så langt som at få sin afkræftede krop til at bevæge sig. Lød der en ubehagelig sydende lyd. Og i samme sekund stak der en frygtelig smerte ned gennem hans krop.

Han spærrede øjnene op, og skreg smertefuldt. Smerten var ikke til at beskrive. Det føltes som om hans krop brændt, og at nogle stod tusinde sværd i såret på ham. Han hev efter vejret når han endelig holde pause fra at udbryde det smertefulde skrig! Han prøvede på at vride sig, at kæmpe dig væk fra dette smerte helvede, men noget holde ham nede. Eller nærmere nogle. For når hans øjne endelig kunne fokusere, og samtidig også på andet end hvad det nu end var Sean lavede, lagde han mærke til de andre personer i rummet, der lige nu kæmpede for at holde dæmonen nede!
”STOP!... STOP! JEG BER DIG!....HOLD OP!” udbrød han i smertefulde skrig, og en næsten knækket stemme.
Lorikan var hårdfør, og hvis man spurgte ham efter dette, ville han nægte at det nogle sinde var sket! For lige nu trillede tåre ned over hans kinder ”SLIP MIG!.. Jeg kan ikke mere!... jeg ka ikk mere…”
Det sidste var nærmere bare nogle trætte klynkende lyde der kom ud af hans mund.
Sveden piplede af ham, og det hele snurrede rundt. Trætheden, smerterne og det store blodtab svækkede ham i en sådan grad at han ikke længere var i stand til at skældne om dette var virkelighed eller ej.
Jo! Det var virkeligt! Det føltes HELT sikkert virkeligt!

Da først Sean stoppede og Lorikans krop havde nået at acceptere den ny kommen smerte efter brændingen som en af mange smerter, faldt han mere sammen i sengen. Hans blik var nærmest tomt. Som om han slet ikke så noget. Og det gjorde han heller ikke, det hele var tåget og sløret.. Det bevægede sig i mangedobbelt, og langsomt. Han vende dog noget der skulle minde om et blik mod Sean. Han kæmpede, brugte mange kræfter, blot for at løfte sin hånd, og da han ikke kunne få den længere op, ende den med at lande på Seans brystkasse, hvor han kræftløst men klamrende krummede fingrene lidt om Seans trøje
”un….. undsul… de………. Sids..t” det var nu nemmere bare hviskende ord mit i hans trætte og smertefulde suk det blev til, end egentlig det han gerne ville sige. Dog håbede han at busket om, at han var ked af hvad der var sket sidst, kom frem til Sean.

Han var stadig selv i tvivl om HVAD han havde gjort, men han var ikke i tvivl om at det var HAM der havde gjort et eller andet. Sean havde ikke bare skiftet mening! Lorikan havde sagt eller gjord noget der havde fået ham til det. Og taget i betragtning af at Sean bare kunne have knallet lågen i hovedet på Lorikan da han kom, så havde Lorikan KUN dårlig samvittighed lige nu

Hans krop begynde så småt at ryste, ikke blot af udmattelse, men af kulde, hans tænder små klamprede, og han frøs noget så forfærdeligt. Noget ikke var et godt tegn for en der lå i hans situation.. hans hænder rystede, også den der stadig så krampagtigt holde fast i Seans trøje

Det bedste ved denne procedure var det holdt Mun vågen. Sådan som han vred og skreg var der ingen tvivl om at livet endnu ikke havde forladt ham og det var i sig selv en lettelse. Han trak vejret dybt og dyppede sine hænder i det alt for varme vand, før han vred en klud op. Det varme vand stak i hans hænder, i hans hud og farvede hans hænder røde og ømme. Alligevel vred han blot kluden op og begyndte at tørre noget af blodet og skidtet fra den alt for blege hud på Mun. En tjenerinde kunne ikke stoppe sig selv fra at duppe Mun over panden med en klud i et sølle forsøg på at hjælpe, at være nyttig eller gøre bare et eller andet. Sean kunne mærke det: Folkene i rummet var nervøse for om manden ville klare det. Til sidst sendte Sean de fleste ud af rummet, så det kun var ham og tjenerinden tilbage. For mange mennesker gav for meget nervøsitet og fumlefingerhed. De kvalte luften!
Han så op på mandens ansigt et øjeblik, før hans blik vendte tilbage til de mindre sår han begyndte at rense.
"Jeg var nød til det" bemærkede han blot og mange kunne tolke hans stemme som kold og ligegyldig, var det ikke fordi han i virkeligheden blot var seriøs. Manden ville vel gerne leve? Var det ikke grunden til at han var dukket op her, af alle steder?
"Tag dig sammen. Du er en dæmon" tilføjede han, dog denne gang ikke uden et svagt, skævt smil. Han vred kluden op. Den gjorde vandet i spanden mere rødlig. Lugten af blod lå tyk i rummet.
"Jeg lader dig ikke dø på min vagt"

Mandens tøj var efterhånden blevet revet eller klippet af, kun afbrudt af få gange hvor de måtte flytte ham lidt for at hive noget stof løs under hans vægt. De var forsigtige, men nu var det meget nemmere at komme til den skadede overkrop. DEr var noget sært ved at se en krop, der for noget tid siden havde vredet sig under hans bevægelser, nu ligge bleg og skadet foran ham.
Han var en anelse overrasket da Mun fik kræfter nok til at række ud efter ham. Det endte med at han blev siddende. Mest af alt ville han gerne gå...Men i det mindste til en læge dukkede op var han nok den bedste chance manden havde.
Han forstod ikke hvad manden prøvede at sige. Måske undskyld for at råbe sådan op og te sig som et...Som et menneske?
Han klappede ham bare kort på armen. Undskylde...Sidst?
Efter lidt tid begyndte det at dæmre for ham. ÅH! Midt i kampens hede havde han næsten - men kun næsten - glemt hvilke ord manden havde sendt i hans retning.
Det stak lidt i ham. I princippet havde manden jo ikke gjort noget forkert, han var bare...Han bøjede sig ned for at vride kluden igen. Denne gang blev den vredet så hårdt, at stoffet begyndte at give efter, mens han bed hårdt sammen så hans kæbemuskler stod frem.
Hvorfor undskyldte han dog?! Det var så meget nemmere at være uvenner. Det gjorde den adskillelse...Adskillelse for hvad? De havde intet sammen. De var som fremmede og netop det havde været det gode. Han trak vejret dybt, men lydløst.
"Lad vær med at tænke på det. Vi er fremmede, husker du nok" svarede han, uden at vide om manden endnu var bevidst nok til at høre et svar.

Manden begyndte at gå i chok. Han greb en af tæpperne og puttede det om manden, men hans overkrop og ikke hans arme eller ben. Chok...Oh, hvordan var det nu? Folk rystede. Blev blege. Blodet ville forsvinde fra...lemmerne...Og ind til organerne...Et muligt tegn på blodtab...Mindre blod til hovedet. Men hvordan løste man problemet? Han gned sin pande og efterlod ubevidst en plamage af rødt.
Han måtte holde ham varm. Det var det eneste han kunne huske lige nu.
Han anede ikke hvor lang tid han bare sad og overvågede mandens tilstand, før lægen endelig kom halvvejs løbende ind af døren med en taske i den ene hånd. Han var hurtigt ovre ved manden og begyndte at tjekke mandens livstegn. Puls. Hjerte. Åndedræt. Da han var tilfreds, begyndte han at undersøge mandens sår, til han konkluderede det Sean allerede godt vidste.
Chok og at såret skulle syes. Derefter skulle de brækkede ribben støttes og manden skulle have noget mod feber, infektion og noget til at slappe af på. Han åbnede sin taske og begyndte at finde midler frem til at så mandens sår. Sean flyttede sig lidt for ikke at sidde i vejen, men grundet Muns hånd kunne han ikke fjerne sig helt.
Han lod manden arbejde.

Det Sean gjorde, føltes både som om det varede i evigheder, som om "torturen" blev ved og ved! Men samtidig var det også som om det var overstået på inden tid. Han var ved at miste fornemmelsen for tid!

Dog da det hele var overstået og han lå der, og mærkede kluden mod hans hud, var det som om det nu var længe siden at Sean havde udsat ham for det her?
Hans blik flækkede rundt mod de mange mennesker der da Heldigvis forsvandt lige så stille. Dog mærkede han stadig at en kvinde sad ved hans hoved, og prøvede på at trørre noget af sveden væk.

Det var kun i det fjerne han hørte hvad Sean sagde. Og da der blev sagt at han skulle tage sig sammen, og at han var en dæmon, lavede hans mundvige noget der skulle være en begyndelse på et smil. Dog var kræfterne slet ikke til at ligge og Smile nu. Men det var nu rart at ikke alt her gik ud på paniske blikke og nervøse miner.

Han fornemmede også efterhånden at han lå barmavet i sengen, den fugtige klud der gled ind over de mindre sår, og den del af hans krop der Heldigvis ikke var skadet, men blot smurt ind i blod.
Hans slørede blik gled mod Sean da han sagde at de var fremmede forhinanden.
Det havde han jo ret i... Eller... Lorikan var fremmet!
Sean havde givet sit navn. Og Lorikan vidste allerede en hel del om hans tidligere sengepartner, og nu.. redningsmand.

Han brummede ømt, og så på Sean, og prøvede på at fokusere bare noglelunde "lo...... Lorikan.." fik han fremstammet mellem nogle Høst, der kun gjorde at han samtidig krummede sig lidt sammen i smerte.
Han vidste ikke selv hvorfor han fortalte sit navn!?
Det var jo ikke det der var meningen!
Sean havde selv valgt at give sit!.. men han havde jo spurgt efter Lorikan den nat.. og Lorikan havde været stejl. Dog følte han ikke længere at han kunne tillade sig det.. Sean fortjente vel at vide hvem det var han sad og lappede sammen.

Da lægen kom, havde Lorikan stadig et Grab i Sean. Dog som undersøgelserne skred frem, og virkningen af de mange ting begynde at slå ind, døssede han mere og mere hen. Grebet om Seans trøje var nu mere bare hans fi cer der var filtret ind i hans trøje, men overhoved ikke holde fast.
Han begynde så småt at lukke øjnene, kulden var der stadig, denne enorme kulde..
Han var så træt! Så træt, at han ikke magtede at være vågen mere. Han kunne ikke holde sig vågen mere. Øjnene gled i, og søvnen begynde så småt at overtage.
Han havde kæmpet til nu, bare for at holde sig vågen, og nu kunne han ikke mere

Han vidste ikke hvorfor han blev siddende og holdt mandens hånd på plads. Først havde den bare holdt fast i hans skjorte, til det var blevet akavet og Lorikan var ved at miste kræfterne. Da havde Sean pænt taget hånden og sørget for den blev i nærheden af ham. Altså...Så Lorikan kunne mærke han endnu var der. Det var måske dumt og han gad ikke engang gøre det logisk for sin egen skyld. Det var jo ikke fordi der rigtig var så meget andet i hans liv. Måske ville så bare en i denne verden huske ham for noget godt? Men det var bedst hvis de ikke nåede at lære hinanden at kende. At Lorikan rejste så snart han kunne. Han kunne ikke klare flere folk der bare rejste deres vej og hvor han aldrig ville høre fra dem igen. Blive efterladt tilbage gang på gang...
Og måske var det bare fordi han endelig havde fået mandens navn. Det havde også været et lidt dumt navn, Mun. Manden-uden-navn.

Han studerede lægen arbejde. Først blev det store sår renset og syet sammen, efter Lorikan havde fået noget bedøvende at småsove på. Dernæst blev resten af sårene bundet ind, så hele hans overkrop næsten forsvandt i bandager. Ribbene blev rykket lidt rundt, til lægen var tilfreds, før han bandt noget om dem i håb om at holde på plads. Sean fik besked på at holde manden liggende der det næste lange stykke tid. Ikke kun fordi såret kunne springe op, men fordi ribbene skulle heale ordentlig så de ikke stod med en ødelagt lunge i stedet for. Sean nikkede svagt - jahjah. Han kendte det. Hvor ofte havde han ikke selv fået samme ordre? Ikke at det nødvendigvis holdt ham på plads.
Hvor mange havde han ikke fikset selv? Alane. Nephthys. Luce. Folk han havde lukket ind og som enten havde forrådt ham, rejst fra ham eller...På anden anden måde forladt ham.
Han overvejede at sende nogen ned i byen for at finde ud af hvad der var sket med Lorikan, men ændrede mening. Folk begyndte at forlade ham, når han stak næsen for langt frem eller forlangte at hjælpe dem, så tydeligvis var det forkert at prøve at hjælpe. At prøve at finde ud af den slags. Et øjeblik kæmpede han mod trangen - det var ikke for sjov han havde arbejdet med at samle og sælge informationer inden han blev hersker. Det højeste på magtpyramiden, der samtidig havde fjernet hans mål for livet og efterladt ham med ingenting.
Nej. Han ville lade det være. Desuden var de bare fremmede!

Til sidst efterlod lægen noget smertestillende medicin, før han takkede af og gik. Tjenerinden viste ham ud, mens Sean blev alene inde hos Lorikan. Så på den nu sovende mand. Han vædede sine læber lidt, før han efterlod mandens hånd på sengen og trak en let dyne hen over hans krop. Han rejste sig op og gik over til vinduet. Nede i borggården kunne han se lægen gå.
Da en tjenerinde vendte tilbage begyndte hun at rydde op efter nattens kaos. Fjerne beskidte og blodige klude, tøj og spanden med vand.
Så hvad nu? Det gav ingen mening at stå her og vente på manden vågnede. Samtidig havde han ikke lyst til at gå.
Han satte sig hen ved bordet, lod fingrene glide legende over mønstrene i skeden til hans sværd...Lænede sig ind over bordet...
Og faldt i søvn med hovedet i sine arme og hånden på sit sværd.
Det havde alligevel været udmattende at lege læge for en nat.

Altting fra nu virkede bare som en tåget drøm! En underlig tryk fornemmelse spredte sig fra hans hånd og ud i rasten af kroppen. Kunne det virkelig være så simpelt som at Sean holde hans hånd?
Nej!.. det var ikke det!
Hvordan skulle det være det? Hvorfor skulle noget så banalt som at hold i hånd med en, gøre at han blev rolig og følte sig tryk? Åh… hvem prøvede han at narre? Det gjorde ham BESTEMT tryk.

Bedøvelsen som han fik, fik blot søvnen til at træde endnu hurtigere ind. Han slumrede ind, og bemærkede ikke engang at der både blev syret, trykket og forbundet på hans krop. End ikke en bombe ville vække ham lige nu.
Han sov tungt rasten af natten ud, og også det meste af dagen.

Hans krop var stadig meget udmattet, og det gjorde selvfølgelig at han også sov meget længere.
Dog da han endeligt vågnede, var der noget forandret ved ham. Det var nemlig ikke Lorikan der vågnede fra søvnen, men derimod Lori. Han glippede med øjnene og så sig om. Hvor pokker var han?
En voldsom smerte skød frem i hans side. Han ømmede sig, og tog sig til siden. Han så undrende ned da han mærkede forbinding. Hvad var der sket med ham?
Han satte sig besværret op, og så sig om. Han anede ikke hvor han var.
det var først nu han bemærkede den sovende mand ved bordet. Han bed sig i læben. Hvor var han dog? Og hvad lavede han her?
Under alle omstændigheder var han nød til at finde ud af det. Han kom op på benene, og vaklede væk fra sengen. Hans krop gjorde ondt, og han blev mere og mere forvirret. Det sidste han huskede var at han gik i seng i går, endda tideligt. Og nu var han endt her.
Han fik kæmpet sig over til bordet, han skulle lige til at vække manden da han lagde mærke til sværdet på bordet. Han stoppede sig selv. Hvorfor havde denne mand et sværd? Og hvorfor havde han det her?
Han valgte i stedet at få uden om ham, og mod døren.. han måtte se at komme hjem.

Søvnen var underligt nok tung, omend ikke drømmefri. På det sidste havde han sovet uroligt, men at bruge natten på at sy en dødende mand sammen satte sit præg og gjorde en udmattet. Dog hjemsøgte de samme dårlige drømme ham. At sove var ingen fornøjelse mere...Intet var en fornøjelse mere. Jo, vild og uhæmmet sex, hvis han altså kunne tage sig selv i at tro sex skulle betyde noget. Han var virkelig desperat efter selskab...Det måtte han være...For at have hentydet noget så dumt og unødigt. Hvad var der sket med ham?

Da natten stoppede og gik over i dag sov han stadig. Det var først da han var i en form for limbo mellem drømme og vågenhed at han bemærkede nogen gik forbi ham. Hans øjne gled op og han rettede sig hurtigt op. Alle hans led skreg i et symfoni! Han skar en grimasse og en svag lyd af ubehag kom fra ham. At sidde over et bord og sove var ikke godt for ens led og lige nu måtte han betale prisen i form af langsomme bevægelser, snurende hænder og smerter for hver bevægelse. Men jo mere han brugte ledene, jo mindre ondt gjorde de.
Hans blik gled over på Lorikan, før det gled over til sengen...Og over til Lorikan igen.
Vent...Hvad?
Han rejste sig op.
"Vent...Du burde slet ikke gå. Dine ribben et brækkede, du kommer bare mere til skade" bemærkede han og prøvede at gnide søvnen ud af øjnene, mens han trådte rundt om bordet og rakte ud efter Lorikan...
"Hvis det er fordi du mangler noget kan jeg få det bragt til dig" Tilføjede han sigende. Hvordan kunne manden overhoved gå? Især efter i nat...Havde han slået hovedet oveni? ahh...Så vågn dog op hjerne...

Han havde faktisk sovet glimrende i forhold til hvad han plejede. Men det var jo nok også bedøvelsens skyld. Han ville normalt havde sovet meget mere uroligt, eller slet ikke have sovet!
Smertende havde Heldigvis ikke generet ham mens han sov.

Dog var det bestemt ikke smertefuldt at gå rundt. Hans mave og sidde gjorde ondt, og han kunne næsten ikke stå på benene da først hans krop begynde at reagere på smerterne og bevægelserne. Han tog sig en smule til siden da det var der det gjorde mest ondt.

Lori fik et chok da Sean talte til han. Han vende sig lidt for brat møg ham m, og køn derefter med en smertefuld gispen. Han tog sig til siden.
Brækkede?... Ja det skulle jeg da lige love for! Far fanden hvor gjorde det ondt..
Han så skræmt på Sean "hv....hvor er jeg?" Spurgte han nervøst. "Og hvem er du?" Spurgte han og så på Sean, men ikke med de orange/gule øjne han ellers havde haft. Men derimod med et par smukke blå/grå øjne.

Aftegningerne der ellers havde prydet begge hans arme, og hans ryg. Det som mange troede var en tatto, var nu raduseret, til kun at sidde på hans venstre underarm. Han stod sammenkrummet og holde om sine sår.

Han stoppede op og kiggede lidt på Lorikan, der var i tydelige smerter. Men ikke bare det, han lignede heller ikke sig selv. Hans første tanke var at manden var forvirret efter bedøvelsen og smerterne, men disse ting ændrede ikke øjenfarve eller tatoveringer. Tatoveringen, som han havde beundret sidst, så ud til at være mindre nu. Hvad betød dette? Magi? En forbandelse? En evne? Det var jo aldrig til at vide.
Han gik tættere på, så tæt han kunne uden at skræmme manden væk og så indgående på ham. Var det måske dette her Lorikan prøvede at advare ham om? Hvorfor kunne tingene ikke bare være mere enkle...Han orkede ikke det her.
For enten var det som om Lorikan havde to personligheder eller også var Lorikan virkelig mere ligeglad med ham end hvad han havde troet.

"Mit navn er Sean og dette er min borg. Du opsøgte min borg i går aftes med store sår" svarede han endelig og trådte et par skridt tilbage igen, så manden ikke ville føle sig presset. Han lod hånden glide igennem sit hår...Så hvad nu? Han slog ud med hånden, mod sengen.
"Måske er du forvirret, måske husker du intet. Det kan skyldes dit store blodtab eller den medicin du fik. Men jeg vil foreslå dig at ligge ned. Læg dig og få det bedre. Der vil ikke ske dig noget her" bemærkede han, før han gik over til bordet og tog sit sværd. Det blev spændt rundt om hofterne på ham, før han vendte sig mod manden med et blik der ikke tålte modsigelser.
Hvorfor savnede han allerede den rigtige Lorikan?

Han var virkelig forvirret! Han anede ikke hvor han var, hvem denne mand var, eller vigtigst af alt h ordan han var kommet til skade! Hvade denne mand mon noget med det at gøre?
Smerten i hans side var forfærdelige, det stak i han, og dunkede i alle hans lemmer. Som om han havde brugt dem alle alt for meget, som om han havde brugt en ufatteligt mange kræfter.

Han lagde mærke til at manden kom tættere på, hvilket fik ham til at tage et nervøst skridt bagud. Hvad ville denne mand? Og hvorfor belv han ved med at stirre sådan på ham?
Han rynkede uforstående brynene da han høre hvad denne Sean sagde. "men... Hvorfor skulle jeg opsøge dem?... Jeg har jo aldrig set dem før?" Stammede han lidt der ud af.
Han var virkelig nervøs for at være her. Hvad var der sket, og hvorfor var han endt her?

Han hørte det næste, og bed sig lidt i læben. Han ville virkelig gerne hjem. Men.. det kunne han jo ikke!
Han kunne jo ikke rejse i denne tilstand. Og det var faktisk en lang rejse.
Han så mod sengen, og havde mest lyst til at takke nej. Men der var nu noget underligt trygt over den måde Sean sagde det på.
Han holde lidt bedre fat om såret, og begynde at hompe over til sengen.

Det gjorde forbandet ondt, og han vidste stadig ikke overhoved hvad der var sket, eller hvorfor han var endt her. Han så op mod Sean da han endelig med besvær havde fået sat sig i sengen. "Ved de hvad der var sket ned mig?" Spurgte han så mens han fik lagt sig ned med nogle små Klynk over smerterne.

Han lå og kiggede sig lidt om. En borg? Hvorfor var han gået til en borg, og ikke et Hospital? Det hele gav mindre og mindre mening for ham. Han havde jo ikke drukket i går, så han var ikke endt med at være fuld eller noget der kunne forklare hans sjuskethed her.
Han så lidt ned i Dynen "hvor længe er jeg nød til at være her?" Mumlede han så.

Han ville gerne hjem. Han havde ikke lyst til at være på denne borg. Han ville hellere tilbage til sit trykke værelse der hjemme.

Han så på Lorikan, da han gik tilbage til sengen og lagde. Godt. I hvert fald hvis manden ønskede at blive rask. Tøvende overvejede han hvad han burde gøre, før han tog en stol fra bordet og stillede den over ved siden af sengen. En ting var at sidde på sengekanten da Lorikan var...Sig selv...En anden ting var at mase sig ind på en mand, der ikke kendte ham. En personlighed...Eller måske var Lorikan selv der spillede ham et pus? Hvem vidste? Han havde nok heller ikke orket sit eget selskab...
Oh well. Uden forklaring, uden at kende sandheden, havde han vel ikke meget andet valg end fortælle manden hvad han vidste.
"Du kom til min borg sent i nat med sår ud over hele din krop og du var bekymrende tæt på ikke at vågne igen. Jeg tilkaldte en læge og sørgede for du blev sat ordenlig sammen" svarede han roligt.
"Dog ved jeg ikke hvor du har sine sår fra. Men hvis nogen jagter dig, vil jeg bedre kunne holde dig i sikkerhed her..." han trak let på sine skuldre. Ikke at han ville forlange manden blev, hvis han virkelig ikke gad være her...
Hvem gad dog også være her alligevel? Bitterheden sneg sig ind og gjorde ham lidt hårdere i udtrykket end tiltænkt.
"Vi har mødtes før en aften og vi havde en lang, vild nat. Dagen efter skiltes vi som de to fremmede vi var. Medmindre du prøver at snyde mig, tror jeg du lider af en form for personlighedsspaltning eller dobbelt personlighed" bemærkede han, som om det var det mest naturligste i verdenen. Hans blik hvilede på Lorikan for en stund.
"Du præsenterede dig som Lorikan" tilføjede han så til sidst for at se hvilken reaktion der ville komme fra manden. Genkendelse? Tegn på løgn...Eller sandhed?

Han trak en fod op af sin støvle og hvilede foden på sengekanten. Åh, han kunne godt drikke lidt the lige nu...Det gjorde han ofte efter at have sovet. Han gned sig over panden, før hånden gled igennem det strittende hår.
Hvis han så gerne ville væk...
Nej, han gad egentlig ikke være her. Foden gled ned i støvlen igen, før han rejste sig op.
"Prøv at slappe lidt af og samle kræfter. Jeg vil få lidt føde og væske bragt op til dig. Jeg kan...Jeg kan finde nogen der kan bære dig hjem til dig selv. Hvor bor du?" foreslog han en anelse mere koldt og afstandstagende. Denne leg...
Denne leg havde han slet ikke overskud til. Hvis han så gerne vil væk skulle han ikke holde ham tilbage.

Lori så på Sean som han trak en stol hen til sengen, han vidste ikke om han bare skulle slappe af, eller gå lidt i panik. Han så på Sean med et lidt nervøst blik.
Han lyttede og så på ham hmm.. så han var bare kommet her af sig selv ? Og alle de sår? Hvor kom de fra? Det vidste manden ikke.
Hmm kunne nogle have kommet ind og overfaldt om mens han sov?.. men hvem? Og hvorfor?
Hvem ville gide at bruge tid på en som ham.

Det var alle disse tanker der gik gennem hans hoved da han hørte hvad Sean sagde, og blev noget overrasket og mundlam. Mødtes før?... En lang, og vild nat? Hvad mente han med det?
Vent?.... Nej!?
Han rystede på hovedet "wow, Wow, wow...hvad?" Spurgte han meget forvirret.
Dog kom der noget ud af munden på manden nu som han blev HELT forvirret over.
Dobbeltpersonlighed? Fandes det overhoved?

Han lå blot og så helt paf ud, næsten som om han slet ikke hørte rasten der blev sagt. Kunne det virkelig være sandt? Kunne han have mere end en personlighed, uden selv at vide det?
Det ville kunne forklare en del af hans Black outs!...

Hans blik ramte Sean igen da han fortalte at han havde præsenteret sig selv som Lorikan. Han rynkede brynene og så mildestamt lost ud. Lorikan? Det navn havde han aldrig hørt før? Og alligevel mindede set meget om hans eget.
"Det.. det er nu faktisk kun Lori" mumlede han lidt tøvende. Han begynde næsten at få hovedpine af det her.

Han betragtede Sean lidt, dog mens der stadig for tænker gennem hans hoved. Puha, dette var virkelig ikke en morgen han havde regnet med. Dobbelt personlighed? Er andet navn? Sår og så.... Vent? Hvis en lang, vild nat betød det han frygtede så...
Hans ansigt blussede op i en rødlig farve! Hans blik skævede mod Sean. Havde han virkelig været sammen med denne mand?
Men.... Han havde jo ikke været sammen med nogle. Det nærmeste han var kommet var intim berøring sammen med Reign... Og det var bestemt ikke endt som han havde regnet med den aften.

Han så på Sean da han rejste sig og hørte hvad han sagde. "Uhm... Jeg tror måske Desværre der er lidt for langt... Jeg bor i doomsville City..." Erkende han.
Der var nok lige langt nok til at han kunne bluve bpret, plus at hans sår nok ikke ville have det godt med det.
Han sukkede lidt "jeg vil ikke være til besvær.. men hvis blot jeg må blive til mine sår ikke er så slemme, så skal jeg nok tage afsted" sagde han med en næsten undskylde stemme.

Den helt store forskel op Lori og Lorikan var nok at Lori var den langt mere stille og forsigtige del, ham der havde styr på tingene, som aldrig kom forsent, og altid gjorde alt for at ændre skulle være tilfreds..
Hvor Lorikan der imod tænkte meget mere på sig selv og sine egne behov. Han var ikke typen der undskylde.... Ud over selvfølgelig til Sean i nat.
Alle de selvsikre og afslappede træk Lorikan havde, ændrede sig fuldstændig og blev til nervøse og underdanige træk hos Lori.

Skænt de lignede hinanden var ser stadig en tydelig forskel.

Tydeligvis var manden forvirret. Han vidste ikke helt om det var en god eller dårlig ting...Det gjorde det svære at give Lori eller Lorikan skylden for det hele. At blive sur. En følelse der var meget nemmere at håndtere end alle de andre. Hvorfor kunne han ikke bare være en ligegyldig, irriterende person?
Pointen var måske han var det. Det var bare hamselv der altid overdrev. Hvorfor vidste han ikke længere hvad han skulle tænke om folk?
Han vidste ikke om han nu havde ødelagt tingene endnu mere eller om det var rigtigt af ham at fortælle det. Måske ville det hjælpe Lori et eller andet sted, mens han sagtens kunne forestille sig Lorikan ville blive irriteret. Intet var simpelt, var det vel?
Stædig vedholdte han at det var lige meget! Det betød intet!
Jo før manden fik det bedre og blev sendt hjem jo bedre.

"Hvis du virkelig gerne vil hjem kan jeg sørge for en hestevogn. Turen bliver nok lige så bumpende som altid, men i det mindste vil du kunne ligge ned" bemærkede han. Var det ikke manden selv der lige havde haft så travlt med at komme ud af døren?
Alle de spørgsmål i hans forvirrede tanker. Han havde brug for at nulstille.
"Jeg henter noget mad" svarede han blot, før han nærmest fløj ud af rummet.
Han forsvandt ned i køkkenet hvor en tjener og nogle af køkkenfolkene hurtigt samlede noget styrkende mad - suppe - og noget frisk vand, mens de bryggede en god kop the til Sean. Det gav Sean et øjeblik til at læne sig op af et køkkenbord og prøve at samle tankerne.

Da det hele var klar fulgte en tjener efter ham med en bakke, hvorpå det hele stod. Sean bankede let på døren for at lade Lori vide han vendte tilbage, før han trådte ind sammen med tjeneren. Tjeneren satte bakken på bordet, bukkede og gik igen. Suppen duftede godt og så appetitlig ud, men Sean spiste ikke menneskelig mad. Det var et princip han havde - hvorfor skulle han når han ikke fik særlig meget ud af det? Sjæle var det eneste der rigtig kunne stille hans sult. Men han vidste mange andre foretrak at spise lidt almindelig mad, omend ikke så for at passe ind. For Sean gjorde det netop også for at skille sig ud - minde folk om hvor urørlig og umenneskelig han var.
"Sulten?"
Oh. Måske skulle tjeneren være blevet. HAN havde ingen planer om at made Lori...

Lori var virkelig lidt forvirret nu. Havde Sean ret? Var alle de gange hvor han troede at han havde gået i søvne, eller haft black out, virkelig fordi han havde en personlighed mere som han ikke vidste om?
Hvorfor skulle han overhoved tro på det her? Det kunne vel bare være noget manden dage!? Lori kende ham jo slet ikke, så hvorfor skulle han tro på det? Men igen… hvorfor skulle han lyve?

Han så på Sean og bed sig lidt i læben over det han sagde. ”Det.. det ville måske gøre tingene nemmere… så.. så er jeg måske ikke til så meget besvær” mumlede han lidt. Denne mand virkede bestemt til at han gerne ville have Lori ud af vagten.. så det ville nok være bedst at komme væk.
Da Sean forlod rummet, lå Lori blot og så rundt i rummet.

Han havde godt nok selv penge, og var ikke fattig, men det var da intet i forhold til at bo på en Borg.
Han kiggede lidt mod vinduet. Hmm… Han ville virkelig gerne se udsigten her fra. Men han måtte nok hellere blive liggende!
Han lå og små blundede, slappede af og var så småt ved at falde i søvn da han hørte at det bankede på døren. Han så op, og lagde mærke til Sean og tjeneren der kom ind. Duften fra suppen spædte sig til hele rummet, og hans mave begynde ligefrem at knurre.

Han rettede sit en smule op i et smertefuldt støn. Orh det gjorde ondt i siden. Han fik satte sig en smule op, og så på Sean. Han nikkede da der blev spurt om han var sulten. Han tog tallerken, og begynde lidt at spise, han kom dog med en øm lyd da han brænde tungen. Suppen var varm. Han så lidt hen mod Sean i håb om at han ikke havde lagt mærke til de meget pinlige øjeblik. Dog var han godt klar over at det nok var ønsketænkning.

Han fik spist noget lidt, og huskede at puste på det inde han tog det i munden. Det var virkelig en god suppe. Ikke engang fru Clear lavede så god mad! Han så på Sean ”de har en dygtig kok” sagde han med et smil.
”bror de her helt alene… eller?” spurgte han roligt. Denne mand kunne selvfølgelig godt have en familie eller sådan han boede sammen med.. men han havde ikke mødt nogle af dem. Men det var vel heller ikke så underligt? Han havde jo sovet længe, og hvorfor skulle de også komme og besøge en søret mand de ikke kende.

Han satte sig ned mens Lori fik sin mad og begyndte at spise. Han tog sin the, rørte lidt rundt i den for at sprede sukkeret i den, før han lænede sig tilbage i stolen og pustede let til den varme drik. Han havde det som om det var morgen, men udenfor afslørede lyset at det havde været lyst i hvert fald et par timer. Dette ville ændre hele hans dag. Ikke at han ikke var van til det, han sov altid på sære tidspunkter fordi han lavede alt muligt. Men at sove over et bord efter en urolig nat...Det kunne vel få alle til at blive lidt tidsforvirret.
"Jeg er van til det, du er ikke til besvær" svarede han blot, selv om det ikke var til at aflæse på ham om det var sandt eller ej.
Han nød duften af sin the, der var lavet af theblade og tørrede frugter, der gav en hel eminent duft og ikke mindst smag. Når det kom til stykket ville han nok savne dette her, hvis han rejste fra borgen og byen. Nu måtte de se hvad han valgte...
Hans blik gled over til Lori igen.
"Tak. Mad er en vigtig ting og hvis folk får et godt måltid, slapper de mere af" bemærkede han. Han spiste det jo ikke selv, men havde indset hvor vigtigt det var for andre. Det kunne virkelig ændre stemningen mellem folk, at sidde over noget vellavet mad.
"Hør...Du behøver ikke gøre et forsøg. Du er forvirret og såret, med en fremmede mand på en borg. Hvis du hellere vil have jeg går, så gør jeg det" bemærkede han med et svagt skuldertræk, før han tøvende tog en lille tår af sin the. Jah...For varm. Han gjorde dog ikke samme fejl som Lori. Hans tunge blev kun lidt øm, ikke direkte brændt. Han trak vejret dybt.
"Men nej. Hvem bor i en borg helt alene? Jeg har en søn her og en adoptivsøn. En nevø. Og så selvfølgelig alle dem der arbejder for mig, hvis de ikke har et hjem selv i byen. Min general, Assorian, bor her også med nogle af hans folk" svarede han så, selv om hans blik var rettet mod hans the frem for Lori.
"Hvad med dig?"
Det var længe siden han havde taget en helt almindelig samtale, hvor det bare gik ud på at lære en anden person at kende. Han havde ellers troet...At det bare ville blive ved sexen. Gad vide om Lorikan endte med at vide de samme ting som Lori? Tydeligvis gik det ikke den anden vej.

Lori kunne ikke undgå at komme med et roligt smil da Sean sagde at han ikke var til besvær. Han hadet at føle sig til besvær, og især hos en han ikke kende.
Han var dog stadig meget i tvivl om det var en god ide at han blev. Men igen… hvor skulle han tage hen? Med hans smerter ville en tur i hestevågn være det regne helvede. Og han ville da langt hellere ligge her i en blød seng frem for at ligge i en bombene hestevågn.

Suppen var fantastiak, og det var virkelig dejligt at få noget i maven. Selvom han sikkert ville være sulten igen om ikke ret længe. Han spiste altid meget, men det behøvede Sean jo ikke vide. Det var gavmildt nok af ham blot at sørge for mad til ham. Så at bede om mere var nok kun uhøfligt.
Lori blev en anelse overrasket da Sean sagde at Lori ikke behøvede at forsøge. Hans blik hvilede lidt på Sean mens han lyttede, men vende sig så ned i suppen igen.
”jeg… jeg er intet imod at du er her… det gør mig.. en smule mere tryg ved det hele” sagde han lidt genert.
”jeg tror bare stadig mit hoved er lidt omtumlet” mumlede han så.

Han trak lidt på skuldrene da Sean spurgte hvem der boede på en borg alene. Ja han havde jo aldrig været på en borg før, eller kendt en der boede på en. Så det vidste han ikke.
Han kunne ikke undgå at smile da Sean fortalte. Hmm det lød da rart! Så Sean her var far?
Da han havde spist op, satte han tallerken fra sig på det lille bord ved siden af sengen. Han smilede til Sean da han havde talt færdig
”Det lyder da rart?.. Det må være dejligt at have sin familie så tæt på” sagde han med et venligt smil.

Dog forsvandt smilet lidt da han hørte Seans spørgsmål. ”uhm… jeg bor for mig selv… eller… jeg lejer et værelse hos en ældre dame” sagde han så, og sank lidt ned under dynen igen.
”Hun er næsten som familie for mig” sagde han roligt, og lagde sig mere til rette. Han vred nakken lidt, og gabte. Han var virkelig ved at være lidt søvnig

Han satte theen fra sig for at få den til at køle lidt af, inden han rigtig kunne drikke den. Selv om han drak meget the, havde han stadig ikke vænnet sig til at drikke den skoldhed. Nogen påstod the var bedst helt varm, men han kunne ikke se det - ens tunge blev jo følelsesløs og så smagte det bare af ingenting.
Han svang benene op over hjørnet af bordet, så han sad mere afslappet. Han kiggede på Lori mens denne spiste færdig.
Tryg? Det var første gang han havde hørt det. I hvert fald i lang tid.
"Bliv ikke blødsøden over for mig. Jeg kommer fra et forhold, jeg har ingen planer om at starte et nyt" afgjorde han med det samme. Blot så de var på samme side. Hans sidste forhold havde været med Fenris, en lige så absolut tiltrækkende og fantastisk dæmon. Men...Folk forlod jo en før eller siden. For dæmoner der levede evigt stoppede forhold hurtigt.
Han vidste ikke hvorfor det lige havde været nærliggende. Måske fordi de fleste mænd ikke rigtig snakkede om følelser og tryghed på den søde måde som Lori gjorde det. Alligevel kunne han ikke stoppe sig selv fra at smile skævt til Lori, bare for at understrege joken i det.

Han trak vejret dybt. Jah, familie. En sand fornøjelse, ikke?
"Jeg er ikke skabt til at være familiefar og jeg har aldrig ønsket mig det. Vores familie er i ikke så idyllisk" svarede han en smule afvisende. Han kunne så godt som ikke kommunikere med nogle af dem. Elyas, hans nevø, var den han talte bedste med. Men det var også fordi knægten arbejdede for ham og forstod at være underdanig uden direkte at være en idiot oveni. Han kunne godt lide at tænke det skyldtes hans opdragelse, som han personligt havde sørget for de sidste par år. Modsat hans sønner, der aldrig lyttede efter og først kom til ham som voksne. Mere eller mindre. Han havde ikke vidst han havde nogle, før de dukkede op. Gad vide hvor mange børn han havde rendende derude?

Han nikkede lidt til det han fortalte, før han rejste sig op igen og gik over for at tage tallerkenen.
"Du ser træt ud. Bare sov, jeg skal nok blive hvis du foretrækker det..."
For ikke at nævne...En mulighed for at snakke med Lorikan igen? Han satte det brugte bestik og tallerken på bakken igen.

Han glippede et par gange meget overrasket med øjnene da han hørte hvad Sean pludselig sagde med at han ikke var på udkig efter et nyt forhold. Lori så mildest talt meget paf ud ”uhm…. Det… det var heller ikke hvad jeg..” dog så han Seans skæve smil. Hvilket der så bare fik ham til at sukke lidt opgivende med et smil. Så det var en joke? Selvom han nu var ret sikker på at der var noget sandhed i det.
Men det var nu heller ikke hvad han selv var interesseret i. Det havde været rigeligt den gang han faldt for Raign. Det var gået temmelig meget i vasken, og han havde ikke tænkt sig at gå gennem det igen.

Lori kunne ikke undgå at trække på smilebåndet da Sean sagde han ikke var familie far. Han ville nødig nedgøre Sean her, men han virkede heller ikke som forældre typen. Han lagde hovedet en anelse på skrå ”sådan kan man jo også have det med sin familie” sagde han med et roligt smil.
Lori selv havde ikke haft en familie i mange år. Men den del var en dyster historie, så det var ikke noget han valgte at tale om, og slet ikke med en fremmed han ikke kende. Det ville nok også være at blotte sig selv en kende for meget.

Hans øjne var allerede begyndt at blive tunge da Sean sagde at Lori skulle prøve at få sovet. Han nikkede lidt, og lagde sig mere til rette. Han lukkede øjnene og der gik ikke længe inden han ikke kunne holde sig vågen mere. Det var underligt, for han MÅTTE virkelig indrømme at han følte sig mere tryk når Sean var her.

Der gik godt 10 minutter hvor Lori faktisk fik sovet. Inden hans krop igen begynde at forandre sig.
Tatoveringen på hans arm, bredte sig til begge arme, og hans ryg. Og da han slog øjnene op var det atter de orange/gule dæmon øjne. Han brummede lidt søvnigt og ømt. Han gned sig mod hovedet. Han skævede lidt hen mod Sean. ”så du sidder her endnu?” mumlede han blot, og satte sig en smule op i sengen med en øm lyd.
Han gned sin pande som om en hovedpine plagede ham. Han så med det samme ned mod sine sår, som han jo udmærket godt vidste hvor kom fra. ”det fik i da klaret okay” sagde han roligt som om de havde ordnet hans hår eller sådan noget mens han havde sovet.
Han så på Sean igen ”og du fik mødt Lori?” brummede han blot, og det var temmelig tydeligt at han ikke var vild med idéen. Det var han heller ikke. Lori komplierede altid tingene. Han var meget mere følelseslaget end Lorikan var. Og han lagde meget mere i tingene. Det var en af de største forskelle på dem.

Efter at have ryddet lidt op tog han sin kop med the og gik over til vinduet. Nede i borggården kunne han se tjenere og vagter gå rundt, en gæst eller to der kom og gik. Var det en af de unge køkkenpiger der flirtede lidt med en af de nye rekrutter? Et svagt smil gled over ham. Så underligt at se folk have helt og aldeles normale liv. Hun pustede lidt til væsken og tog endelig en god tår af den. Det beroligede hans krop mere end han havde forventet, hvilket måske blot afslørede hans afhængighed af denne fantastiske drik.
Han vidste end ikke at Lori var vågnet som Lorikan, før han hørte stemmen bag sig og han vendte sig om. Ah...Pludselig var han ikke sikker på om han foretrak den ene eller den anden. Lori var venlig, men for sød og skrøbelig. Lorikan for arrogant og utaknemmelig. Men så igen, det var folk som Lorikan han havde brugt hele sit liv med som selskab. Det var nok det han var mest van til og måske mest foretrak...
Ikke at det betød noget.

Han gik over til sengen og stod et øjeblik for at observere ændringerne. Det var anderledes nu han så tydeligt kunne se forskellen mellem de to.
"Åh ja, hvis du mener redde dit liv, så ja. Du lever endnu" bemærkede han lige så næsvist tilbage.
"Og du skylder mig en historie om hvad der er sket...Og ikke mindst om du kender hemmeligheden bag at..." Hans ene hånd vinkede over Lorikans krop.
"...At I er to i en" bemærkede han så.
"Jeg mødte ham. Han var ret så forvirret. Det er som om du slet ikke har fortalt ham du findes!" Igen gled noget der mindede om dril ind i hans stemme. Måske var dette en af hans bedre dage? En af dem hvor han ikke kun følte alt var dumt og dårligt.

Lorikan kunne ikke undgå at smile skævt da Sean kom med et næsvis svar igen. Det var nu noget af det han godt kunne lide ved Sean, trods de næsten ikke kende hinanden. ”Okay… så har i klaret et MEGET godt” sagde han blot med et skævt smil der antydet at han da udmærket var klar over at det var en fantastisk bedrift de havde gjort.

Han kløede sig lidt i nakken da Sean sagde han skylde en historie. Et skævt smil bredte sig da Sean nævnte deres ”hemmelighed”
Lorikan grinte bare lidt, men tog sig til siden da det gjorde lidt for ondt at grine.
Han så på Sean ”du skal nok få historien… Jeg var på jagt og havde fundet en trunte, en vareulv jeg ikke regnede med var sammen med nogle. Men lige som jeg skulle til at suge hendes sjæl ud,.. så kom der nogle store brød der viste sig at være hende kobbel..” Han trak lidt på skuldrede ”det viser sig at Vareulve kan være nogle farlige og aggressive bæster når de bliver sure” sagde han med en lettere rolig og morende stemme.
Døden nær oplevelser var ikke noget der tog pusten fra ham. Tvært imod. Det var nærmere noget der gjorde at han havde noget at snakke om, noget at grine over.

Han sukkede lidt roligt. ”med hensyn til det andet så ja!... jeg kender til at vi er ’to i en’ som du kalder det… det var vi været siden Lori var 15” sagde han roligt.
Han så roligt på Sean ”og nej… jeg har ikke fortalt ham det…. Lori ved intet… og jeg ved alt” sagde han blot. Han lænede sig lidt tilbage mod sengegavlen.
”Jeg har altid ment det var nemmere hvis ikke Lori vidste noget… han er forvirret og nervøs nok i forvejen.. at oplyse ham om at vi er to her inde vil nok bare gøre det værre” sagde han blot.

Dog kunne han ikke undgå at små grine lidt
”selvom du fik spoleret et rimmelig meget…. Stakkels Lori! Du har lige fortalt ham at han har haft en vild nat med en mand… Selvom han tror han er Jomfru”
nævnte han og sende Sean et blink med øjet. Dog sukkede han bare en smule, og så mere ned mod sine mange sår
”hør… jeg ved dette er total forvirrende… men der er ikke så meget jeg kan gøre… Lori er en del af min personlighed som jeg mistede for MANGE år siden… denne måde at leve på er en forbandelse.. og jeg ved ikke hvordan jeg skal ophæve den” sagde han blot.
Selvom det var Lorikan der var kommet sidst til i deres nye liv, havde det været Lorikans krop fra starten. Hans mor havde forbandet ham, isoleret hans sind, og derimod skabt en personlighed der kun baserede på alle Lorikans gode sider. Lori.. dog anede Lori intet om at han ikke var et menneske, at han ikke var alene, og at han i virkeligheden var skabt af en forbandelse.

Lorikans ansigt blev dog mere alvorligt. Han så ud til at have noget der var svært at få ud. Og det var det også. Det var ikke noget han normalt ville sige.
”Du…. Du skal have tak for i nat… jeg ved ikke hvad jeg havde gjort ellers..” hans blik gled roligt op på Sean