What do you want?-Sean

Tid: 22:34
Sted: Det Vilde Svin
Omgivelser: Folk der drikker
Vejr: Det regner uden for
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

"Et glas mere. Og en bid brød" Pengene blev lagt på bordet, og kromanden nikkede bekræftende og vente sig for at hente kvindens bestilling. Adalia var begyndt at finde sig selv siddende på Det Vilde Svin oftere og oftere når hun var i Doomsville. Ikke fordi roen her var rar, nej langt fra, men fordi hun følte at her kunne hun falde ind med skyggerne uden at blive langt mærke til, og stadig få et blik med i hvad der forgik. Der skete altid noget. Altid skænderier. Altid drukne fjolser. Altid noget nyt.
Kromanden vente tilbage med hendes mad, og hun smilede skævt inde bag hætten og takkede.

//lidt kort I know I know..//

Rygterne havde floreret længe. Bevars, der var mange rygter! og det var ikke altid til at vide hvilke man skulle gå efter, selv om flere års erfaringer havde givet ham en god fornemmelse. Men dette var ikke bare et rygte, han havde snakket med en mand som mente at have set det hele selv. Så derfor fandt han det værd at undersøge. Og han havde knap planlagt en mulig kidnapning, før han hørte at hun var i byen, nærmere bestemt på kroen.

Så her var han altså. Iklædt nogle støvler i mørks skind, i sorte bukser og en sort skjorte, der var åben ved halsen og afslørede en smule af hans kraveben. En kappe lå om hans skuldre og skjulte ham endnu mere, da han hastigt lagde metrene bag sig. Det regnede og hans hår var blevet vådt, som det meste af hans kappe, han beskyttede sig bag. Endelig stod han foran kroen. Han smilte let, da han bad nogle af sine mænd blive i mørket. Bare i tilfælde af hun skulle stikke af og faktisk nå forbi ham, kunne de tage ham.
Han trådte ind i den varme og tørre kro. Det var en hel lettelse at komme lidt væk fra regnen udenfor. To mænd fulgte ham ind, men de satte sig ved et bord nær døren, igen som en backup, hvis Seans plan ikke virkede.

Sean selv lod hånden glide igennem det mørkebrune, våde hår, som strittede uregerligt til alle sider. Han åbnede kappen og vanddråber faldt til gulvet hele vejen rundt om ham. Han lod blikket glide afslappet rundt, som hvis man bare ville bedømme hvor mange der var og hvor man skulle sætte sig. Derefter gik ham op i baren. Han havde fået en beskrivelse af hendes udseende. Ikke noget fyldestgørende, slet ikke, så han nu. Men nok til at han mente at genkende hende...Desuden var der ikke mange unge kvinder der sad alene oppe ved baren. Han satte sig ved siden af hende, nikkede venligt til kromanden. Han bestilte en lille øl. Han hægtede sin kappe af og lod den falde ned over ryglænet. Han sad i et øjeblik, som om han tog tilløb til noget, før han drejede sig lidt over mod hende. Kvinden. Og smilte venligt.
"Undskyld hvis jeg forstyrre...Jeg forstyrre vel ikke, gør jeg? Du sad helt alene og jeg kunne ikke modstå muligheden for at sige hej" han lød venlig. Hans mørke øjne var venlige. Lige nu...Ville han bare snakke. Så kom resten bagefter.

(Ups, det var vist ikke det rigtige link jeg sendte.
Her er det tøj hun rigtigt har på: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] )

Adalia var ikke dumt. Langt fra faktisk. Hun kendte et bagholdsangreb når hun så et, og de tre mænd der nu kom ind af døren var i den grad sammensvorende.
De to af dem satte sig ved et bord tæt ved døren og den 3 af dem, den hun regnede med var lederen, kom hen og placerede sig ved hendes side i baren. Han mindede hende voldsomt meget om herren af denne by. En mand hun, desværre, også havde været så uheldig at støde ind i.

Med en lilje bleg hånd rakte den unge kvinde ud efter glasset med øl foran sig, og tog en let slurk af det. Varmt og behageligt gled det ned i hendes hals, og varmede hele hendes krop op som en lunken brændeovn.
Hun syntes at have hørt om denne mand før. Om det havde været nogle rygter der kørte rundt i byen, eller om det var kommet fra en vagt der ikke havde været forsigtigt nok, var hun ikke sikker på. Men Sean Mcgivens var ikke en mand man ønskede at ligge sig ud med, medmindre man virkelig var dumdristig. Hvilket Adalia i dette tilfælde var.

"Du forstyre på ingen måde" sagde hun roligt, og vendte sig om imod ham med et let smil på de blege læber. "Mit navn er Sjiva Dundragon. Må jeg spørger om dit navn?"

//Haha! De rygter...Vil lige nævne han faktisk aldrig bruger sit efternavn, så det er lidt umuligt for hende at have hørt det...Ville bare lige nævne det //

For ham, var der ingen grund til at dette skulle blive et baghold. Der fandtes altid mere behagelige måder at gøre tingene. Han havde ikke engang besluttet sig om hvad han faktisk ville, ud over at tjene nogle gode penge. Men før det, måtte han sikre sig at det var den rigtige. Hans øl blev serveret og han lagde nogle små penge på bordet. Han havde fået en mand til at gå om i køkkenet og snakke med kromandens familie for ikke så længe siden, da han hørte om at hun var på kroen. Kromanden havde fået en lille beholder med et bedøvende stof, han skulle komme i kvindens drik. Hvad han da håbede var sket. I hvert fald drak hun sin øl og så fik de at se.
Han smilte bare roligt. Han var just heller ikke en person man skulle undervurderer. Dog var det altid usikkert hvad man faktisk kunne høre om ham, da han ofte selv plantede rygterne om sig selv.
Men han genkendte et opdigtet navn, når han hørte den. Og dette lød ret eksotisk. Han havde lært at læse folk, selv om denne kvinde virkede ret van til dette.
Han gav hende hånden.
"Sean" svarede han ligeud. Han så ingen grund til at holde sit navn hemmeligt, han brugte det i forvejen over alt. Et navn gjorde ikke nødvendigvis lettere at finde en person og de fleste turde ikke finde ham.
"Hyggeligt at møde dem. Hvad laver de så i byen?" spurgte han med normalt høflighed og et svagt glimt af nysgerrighed.

//Det var jeg ikke klar over. Skal jeg nok huske //

Adalia så ham ind i øjnene, for at være sikker på at han var hoppet på det falske navn hun havde givet ham. En identitet som hun tit gik under, når fremmede mennesker ønskede at vide hvem hun var. En ting hun havde lært på gaderne var, at man aldrig kunne stole på nogen. Man måtte altid være et trin foran alle. Altid vide og kender deres næste tricks, og være i stand til at regne ud hvis de havde nogle kort i ærmet.
"Spændende at møde dig Sean" smilede hun roligt, og lagde let hovedet på skrå. Han var god til at skjule sit endelige mål bag en venlig facade. De fleste ville man nemt kunne gennemskue, men ham her var anderedes. Ikke sådan lige til. Spændende.
"Jeg er her bare for på gennemrejse" Hun tog en let slurk af øllen igen, og satte så glasset på bardisken. Sjovt som rummet begyndte at virke en smule udtydeligt. Det var nok bare hende... "I morgen tidlig rejser jeg videre. Men hvad med dig selv Sean? Bor du her i byen?"

Hvorfor lagde hun et specielt tryk på hans navn? For at drille ham, for at forføre ham? Eller måske...Fordi hun kendte det i forvejen? Åh, lille dame, du har lige trådt forkert...Men han røbede intet. Skuespillet var noget af det sjove ved dette. Han smilte afslappet, mens hun så ud til at blive mere og mere...usikker i sin balance.
"Åh ja, jeg bor her. Det har jeg gjort længe" svarede han med et smil.
"En dejlig by, synes du ikke?" hvis hun var enig, ville han skåle på det og sikre at hun fik lidt mere at drikke. Og hvis ikke...Var det også bare lige meget. Selv en lille smule var bedre end intet. Han havde svært ved ikke at smile lidt for stort, selv om han formåede at holde det til sig selv. Kvinden var intelligent. Han elskede intelligente kvinder. Hvis dette ikke gik, kunne han jo altid spise hende.
"Er du okay?" spurgte han.

Den rådne slange. Den lille forbandede og rådne slange. Han havde narret hende! Adalia mærkede hvordan rummet begyndte at snurrer mere og mere, hvordan hendes krop blev tungere og tungere. Han havde puttet noget i hendes drink. Hun vidste ikke hvornår, eller hvordan, men noget måtte han have gjort. Uden at svare på hans spørgsmål, prøvede hun fortumlet at komme på benene, men vægten af hendes egen krop overraskede hende, og hun faldt i forsøget på at gribe ud efter noget at holde fast til. "Din...Din..." hvæste hun tåget, og prøvede at komme på benene. Vaklende og vred, vendte hun sig hurtigt imod døren, og prøvede at løbe men forgæves. I forsøget smadrede hun ind i et bord, og væltede det dertil. "Få det til at stoppe!" råbte hun vredt af ham, og så på ham med øjne der skød lyn.

Hun svarede ikke på hans spørgsmål. Hvor uhøfligt. Han rejste sig roligt, da hun nærmest faldt ned fra stolen. Han tog hendes øl og gav den til kromanden med et lille smil.
"De må hellere hælde dette ud, inden andre får den ide at drikke det" smilte han roligt.
"De kan tage det roligt. Der vil ikke ske noget slemt. Vi takker for dit samarbejde" kromanden så lidt usikker ud, men tog øllen og hældte resten ud. Så vendte han ryggen til dem...Som hvis han ikke kunne se det, skete det ikke.
Sean hørte et bord blive væltet og nogle folk der kom med små udbrud. enkelte havde rejst sig, flest folk der havde siddet omkring eller i nærheden af det væltede bord. Sean trak sin kappe om sig og fæstede den, før han gik over til kvinden. Han tog let fat i hendes ene arm og hev hende på benene, selv om hun var meget usikker.
"Tag det roligt folkens, jeg har styr på det! Jeg beklager det med bordet, det gør jeg virkelig" smilte han afslappet til folk. Enkelte slappede af igen, andre stirrede bare på dem. De to mænd, han havde haft med ind, rejste sig. Den ene åbnede døren så de kunne komme udenfor.
Sean holdt fast i kvinden og hjalp hende udenfor, uanset om hun følte hun kunne gå eller ej.
"Tag det roligt. Dette er ganske smertefrit. Jeg vil bare se din fantastiske evne" smilte han roligt. En hestevogn kom kørende forbi og stoppede ud foran dem. en mand nikkede let til Sean, der gengældte gestussen. Så tog andre mænd fat i kvinden og trak hende ind i hestevognen. Sean satte sig ind til sidst. Alt efter hvor meget kvinden gjorde modstand eller hvor bevidstløs hun egentlig var, ville mændene smide hende på gulvet og binde hendes hænder omme på ryggen. Hestevognen satte i gang og transporterede dem til et ganske specielt sted i byen. Udvalgt af ingen ringere end Sean.
"Det hele er meget lettere hvis du bare sover lidt" smilte han afslappet til kvinden. Ingen kom løbende efter dem. Ikke nogen af bybeboerne i hvert fald.

Nu segnede det helt for Adalia, der ikke længere havde styrken i kroppen til at flytte sig. Dog kørte tankerne for fulde fart rundt i hendes hovede. Den lede lille sno havde snydt hende. Den lille modbydelige og grådige hudorm. Hvor hun dog hadet andre væsner nogle gange. De tænkte kun på guld og dem selv. Aldrig havde de så meget som en tanke om, hvordan andre følte. Hvordan naturen følte.
Følelsen af hans arm der lagde sig om hende, fik hende til at ville plante en solid knytnæve lige mellem øjnene på ham, men hun var for svag til at gøre andet end blot at blive trukket op på benene, og blive ledt ud af døren. Hun prøvede, på vejen ud, at forme orden hjælp med sin mund men ingen af kro gæsterne lagde mærke til det. Enten var de for bange til at se hen imod dem, eller også var de bare ligeglade. Forbandet være dem...
Regnen der kærtegnede hendes lange askeblonde hår, var den eneste følelse hun kunne mærke, ud over den konstante snurren i hele hendes krop. Det var på en og samme tid som at være lam og blive stukket med små knive. Ubehageligt og følelsesløst.
På det tidspunkt hvor Adalia blev smidt på gulvet, og bagbundet på hænderne, var hendes hovede så propfyldt med tåge at hun var sikker på at hun skulle besvime.
Dog nåede hun lige at hviske noget, inden hun faldt helt hen.
"Løgner..." snerrede hun hvislende, og faldt så i søvn. En tung og sort søvn.

Han smilte bare lidt, da han lod blikket glide ned over hende. Hun havde temperamentet, men havde hun også midlerne? Han viste ikke helt hvor meget skade hun kunne udrette, men han var ikke personen er undervurderede folk.
Han lod blikket glide ud af vinduet, ud i den mørke regn, mens kusken manøvrede dem rundt i byen. Til sidst stoppede den foran hvad der blot lignede et lille hus, som lå imellem nogle større huse. Et hus man ikke rigtig lagde mærke til. Sean steg ud og holdt døren for sine mænd, der slæbte kvinden ud og mod huset. Regnen faldt stadig ned over dem og vandpytterne plaskede, når de trådte i dem. Sean undgik de største, selv om han havde støvler på, da han fulgte sine mænd ind i huset. Huset var ikke rigtig ejet af nogen, havde stået tomt siden krigen med necromanceren, familien der havde boet der var flygtet over alle bjerge. Derfor stod der endnu spredte møbler over det hele. Sean havde givet et engangs-beløb og havde fået lov til at bruge huset til hvad han ville.
Han viste dem ned i kælderen. Der hørte folk som regel aldrig, hvis der skete noget. Nogle af hans mænd blev oppe ovenpå. Resten fulgte ham med ned.
"Lænk hende til en af cellerne"
Da han overtog huset havde han bygget kælderen om. Den indeholdt nu tre, små celler, som alle stod side om side i et stort rum, som ellers indeholdt et bord, nogle stole, ekstra lænker og nogle kasser med udefinerbart indhold. Dette var et passende, neutralt sted at...Opbevare folk. Mændene åbnede den midterste celle, bar kvinden derind og løsnede hendes hænder, kun for at sætte dem fast til lænkerne, som sad fast i muren. Lænkerne gav hende en smule bevægelsesfrihed, men hun ville ikke kunne nå helt hen til døren. Kun lige nok til at hun ville kunne sidde og ligge, hvis hun ville.
Sean så lidt på hende, som hun lå den, på det kolde gulv, før nikkede let for sig selv.
"Sig til når hun er vågen. Giv hende lidt vand, hvis hun er tørstig, men gør intet andet. Snak ikke med hende" hans mænd nikkede og Sean forsvandt ovenpå, hvor han ville slappe lidt af og tænke. Vente. med den mængde hun havde fået, ville hun nok ikke sove længe, men nu fik de at se.

//Du skriver bare hvis der er noget du vil eller ikke vil. Hvis det ikke bliver sjovt for dig længere. Jeg planlægger at han skal prøve at torturere hende lidt, for at få hendes evne i gang. Skriv hvis du ikke vil eller hvis det bliver for ubehageligt //

"Årh mit hovede..." De første ord der undslap Adalias var ikke just intelligente, men de beskrev så uendelig godt hvordan hun følte i kroppen. Øm, træt og yderst tåget i hovedet. Nogle af de næste par tanker der kørte gennem hendes hovede var hvor hun befandt sig, og hvorfor hun var her. Det første spørgsmål kunne besvares ved at kaste et hurtigt kik rundt omkring i rummet. Dette måtte udentvivl være en form for gammel form for kælder. Måske i et forladt hus? Det så ikke ud til at kælderen her blev brugt så ofte, men ofte nok til at være nogenlunde ny renoveret.
Det næste spørgsmål var også enkelt nok hvis blot man tænkte sig lidt om. Denne Sean måtte, efter det ry han havde, kunne være ude efter to ting. Den ene kunne være, fordi han ønskede at bruge hende som slave. Men så ville han nok ikke have slæbt hende ned i en speciel lavet kælder. Den anden ting, som nok var den mest tænkelige, var at han ville bruge, og måske endda sælge, hendes hud. En ting hun altid havde hadet ved hendes hudmutation var, at grådige mennesker altid så den nyttig til at tjene flere penge.
Personer som Sean.

Med et let støn prøvede Adalia at sætte sig op, men opdagede at hun var blevet lænket til muren i cellen. Med endnu et støn, denne gang lidt mere fortvivlet, kom hun på benene og så på de vagter der stod og holdte øje med hende. Sean var ikke i blandt dem.
"Kan jeg bede jer to om noget?" spurgte hun med rolig stemme. Vagterne svarede ikke. De havde nok fået besked om, ikke at tale til hende. Den ene af dem nikkede dog. "AT LUKKE MIG UD AF DETTE FORBANDEDE BUR I..." Resten af ordstrømmen blev oversat til en strøm af høje og skingre elviske ord. Noget som en hver anden elver ville have skældt hende voldsomt ud over at sige.

//Du gør bare hvad du syntes. Jeg er med på stort set alting! //

Folk troede altid det værste om ham, og med god grund. Han stjal, myrdede og stak sit hovedet i alt, om det havde noget med ham at gøre eller ej. Han ville gerne vide så meget som muligt, mest af hvad der skete i byen, da det var hans vigtigste jagtmark. Men en ting gjorde han ikke: Holdt slaver. De folk, han kommanderede rundt med, havde han skaffet ved at tilbyde dem noget brugbart til gengæld, eller ved at befri slaverne og sige at han kunne give dem mad og tag over hovedet, et formål, hvis bare de var med i hans klan. Ofte sagde folk ja, fordi de alligevel ikke havde andet at tage sig til. Få gange sagde de nej...Og fik lov til at forlade stedet, i live. Han havde ikke brug for en slave, eller slaver. Han kunne godt selv finde sin mad, hente sine papirer og tørre sin røv. Det behøvede han ikke andre til.

Vagterne, der stod to styks nede i kælderen, så lidt på kvinden, som forventede de at hun forvandlede sig til et monster og brød ud af cellen. De havde fået besked om ikke at snakke med hende, men den ene kunne alligevel ikke dy sig fra at være lidt menneskelig og nikkede alligevel til hende. Det fik han dog intet brugbart ud af. I stedet trådte han et skridt tilbage, da hun skældte dem ud på elvisk, et sprog ingen af dem forstod og som skræmte dem lidt. Den ene forlod rummet for at hente Sean.

"Hun er vågen"
Det tog et øjeblik, før han reagerede. Han drejede hovedet og så over på manden. Han havde sat sig i en ellers ret behagelig stol, men nu var det vist tid til at arbejde. Med en håndbevægelse kom en af hans andre mænd hen til ham.
"En spand vand" manden nikkede og gik ud i køkkenet for at hente den. Sean rejste sig. Han havde smidt sin kappe ud over stolen og tog den ikke med sig. Om håndleddet hang et armbånd, med et lille vedhæng, som lignede et par engle- og dæmonvinger, samlet på midten. En lille tekst prægede den ene side. Det var en af de få, vigtige, ting han altid havde på sig.

Han kom ned i kælderen, med to vagter bag sig. Han begyndte at smøre sine ærmer op, mens han sendte hende et roligt blik og et lille smil.
"Det kunne være gået helt anderledes, hvis du vil vide det. I starten ville jeg bare snakke" han trak let på den ene skulder, som om intet af dette var hans skyld.
"Du er spændende. Ikke bare fordi din evne kan bringe mange penge ind, du er som...Verdenens største diamant. Det giver mange penge. Men også fordi du kan elvisk. Personligt kan jeg kun få ord. Jeg er ikke så meget ude i skoven og elverne elsker mig ikke ligefrem, ganske enkelt fordi jeg er hvad jeg er. Men det ved du sikkert godt" han stod bare og småsnakkede, til en af hans mænd endelig kom ned med en spand koldt vand. Manden smuttede igen.
"Nå. Men hør nu her. Jeg elsker en god indtægt og efter sigende skulle din evne kunne indtjene en hel del. Først vil jeg dog se det for mig selv, se hvordan det ser ud og om du er den jeg har søgt. Bagefter vil jeg finde ud af om man kan...tage lidt af din hud og om det så forbliver diamant, eller om det kræver at huden bliver på dig. For ellers må jeg jo bare sælge dig hel, til hvem der nu vil have dig" han slog let ud med armene.
"Så...Vil du samarbejde eller skal jeg blive ondskabsfuld? Jeg ønsker kun det mest behagelig for os begge to" smilte han roligt.

Hvorfor endte hun altid ud i situationer som denne? Var det fordi hun så dumdristigt valgte at bevæge sig uden for hendes hjem, eller var det bare fordi hun havde en dårlig vane med at tiltrække sig opmærksomhed? Hun var ikke helt sikker. Men en ting hun vidste var, at mennesker som Sean altid ville være der ude. De gemte sig i skyggerne af de normale individer, nogle bedre end andre. De ventede bare på at slå kloen om en de kunne udnytte eller slå ihjel. Mordere, svindlere, snydere, forfalskere, slavehandlere og rige fjolser der ville gøre alt for at blive endnu mere velhavende end de allerede var. Fjolser. Alle og en hver af dem. Idioter. Grådige og svindelende, forskruede i deres egen lille egoistiske verden. De så ikke på andre mennesker som ligemænd, men som små undersotter de kunne regere over. Der var ingen fremtid for dem, andet end den vej de allerede fulgte. Deres hjerter var kolde, isnende. Intetseende.

Adalia så let op, fra det sted hun igen var faldt på knæ, på de mennesker der nu kom ned af trappen og trådte ind i kælderen. Det var Sean efterfulgt af nogle flere vagter. Endeligt ville hun havde råbt lidt mere af ham, men hun følte ikke at vrede burde spildes på indre aggressioner. Det var en af de mange nyttige ting hun havde lært af det fredlige elver folk. At styre hendes vrede. Da hun som et barn var blevet accepteret som en af deres egne, havde hun haft et sort slør af mord om øjnene. At se sine egne forældre bliver dræbt, var ikke ligefrem noget der ville gøre et barn glad. Derfor havde det også taget hendes nye mor en del tid at lærer hende, at kontrollere de iltre følelser. Men da denne evne var lært, havde hun også været i stand til at lukke øjnene op for så mange nye ting. At bruge vreden til noget godt. Kun at frembringe den på de rigtige tidspunkter, når den rigtigt var brugbar. En ting den ikke var lige nu. Lige nu måtte hun være rolig, og først se hvor langt Sean ville gå for at få hvad han ville. Hvilket hun var sikker på, var ret så langt.

Mens han hygge snakkede, kørte tankerne gennem hovedet på den unge kvinde. Hvordan kunne hun hurtigst slippe her fra? Hvor klog var denne Sean, og hvor meget havde han sikret dette hus? Udfra de ideer hun allerede havde fået om stedet, regnede hun ikke ligefrem med at her vrimlede med vagter. Nok højst en 6 stykker. Ikke mere end der havde kunne være med i kareten hun var blevet kørt hertil med.

Langsomt skilte hendes læber sig i et lille smil, som hun så ind i hans øjne med et mystisk og lettere provokerende blik. "Bare for at lege problembarn... Så lad os tage den på den ondskabsfulde måde... Sean" Hun trak vejret dybt ind, og smilede så igen. Denne gang en tand større.

Det psykologiske spil var allerede i gang og havde været det lige fra starten. Hvem var stærkest, hvem udspillede den anden først? Sean mente det allerede stod 1-0 til ham, men det var der jo forskellige opfattelser af. Men han havde hende her og så længe han spillede så sikkert, som han plejede at gøre, kunne han ikke se hvorfor han skulle lade sig provokerer.
Et menneske. Selvfølgelig skulle det være et svagt menneske, der havde fået denne skide evne. Han hadede mennesker, små mider, parasitter, der ikke forstod andet end at ødelægge. Selvfølgelig ødelagde han også nogle ting selv...Men det var helt bevidst. Menneskerne var ikke bevidste om sådanne ting. Ikke før bagefter, hvor de så satte sig ned for at græde og forventede at alle andre lavede tingene gode igen. Dog, da han var barn, ville han have gjort alt for at være et menneske...
Så derfor ignorerede han hendes smil, velvidende de alligevel ikke kunne vide hvad hinanden tænkte. At hun havde boet hos elverne...Javist, enkelte rygter havde nævnt det, men så småt at han var lidt i tvivl om seriøst det var. Men her var hun og rablede elvisk af sig! Elvere var snedige og der var ingen grund til at tro at dette menneske var blevet dummere af at bo der.
"Så sig mig engang...Hvorfor elverne skulle tage et menneske til sig?" smilte han afslappet, mens en af hans mænd åbnede nogle af kasserne og angiveligt ledte efter et eller andet. Sean gjorde tegn til at de skulle åbne døren, så han kunne få adgang til hende, som han havde lyst til.
Diamant var hårdt, solid og i den grad skadeligt. Han viste ikke helt hvad han skulle forvente, hvis hun endelig forvandlede sig til det. I det mindste gav det hende ikke mere styrke, så at lænke hende var stadig fint. Sean begyndte at finde sine knive og dolke frem, lagde dem på det tomme bord, så hun ikke kunne tage en af dem fra ham, hvis hun var smart nok. Og igen, for at køre et psykologisk spil - Se hvad jeg har! Gæt hvad de skal bruges til?
Til sidst tog han bare en af dem og gik over mod cellerne. Han ville starte simpelt ud. Han måtte ikke dræbe hende eller lave for mange skader i hende, så faldt værdien sikkert, men han var nysgerrig og der var især to ting han gerne ville finde ud af. Når hun blev til diamant, hvad så med det stykke, hvor der ikke var hud? Forvandlede det sig også eller sad evnen kun i huden? Og blev huden til diamant, når det ikke sad på kroppen? Det var to ting han kunne afprøve på en gang!
Han gik over til hende med et lille smil. Han virkede faktisk venlig, hvis ikke det var for hele denne situation. En af hans vagter gik med ham og gik hen og tog fat i hendes ene arm, fjernede kappen fra hende og prøvede så vidt muligt, hvis hun gjorde modstand, at holde hende stille. Vagten fjernede også ærmet på hendes tøj, hvis der var et. Samtidig gik Sean over til hendes nu blottede arm med kniven. Hvis alt gik vel, ville han snart have en...ja, en skive hud. Og så måtte han se hvad der skete.

Hvad han havde tænkt sig var nu helt tydeligt. Dum var han ikke. Han spillede på hendes psykiske svagheder, prøvede at skræmme hende. Smart. Meget smart.
Hun obseverede ham tavst, mens han snakkende begyndte at lægge små knive og andre genstande op på et bord. Troede han virkelig, at han kunne skræmme hende med sådanne sølle matrielle ting? I så fald virkede det til dels. Han havde virkelig tænkt sig, at skære i hende. For at få...For at få hendes hud?
Vreden blussede endnu en gang op i hendes øjne, og hun prøvede at rive i lænkerne for at komme fri, uden held selvfølelig. "Er du helt og aldeles sindssyg menneske?" hvislede hun vredt, og snappede ud efter den vagt der nu samme med Sean kom ind i cellen. "Tro du virkelig du kan kontrollere en kraft der kun er min? Din grådighed og usselhed er endnu værre end mine racefælder. Du er værre end menneskene"
Adalia trak vejret tungt ind, og så over imod Sean med et koldt blik. Hun var intet menneske. Det havde hun aldrig været, og ville aldrig blive. Hun var en elver. Måske ikke af race, men af hjerte. Det havde hun været lige siden den dag folkene fra byen Silvanseti havde åbnet deres hjerter for hende, åbnet deres hjem.

"Elverne tog mig til sig fordi de havde et hjerte" svarede hun koldt, og snappede endnu engang knurrende ud efter vagten, da han tog hendes kappe af. "I forhold til dig... Menneskesøn"
Vagten rev ærmet af hendes mørkebrune bluse, og blottede hendes blege arm. Hun prøvede ikke engang at rive sig løs. Hvad nytte ville det være til? Sean var udentvivl mere overlegen end hun var. Vreden og krafterne måtte gemmes til senere. Til et tidspunkt, hvor de faktisk kunne bruges til noget fornuftigt.
"Så det her er virkelig hvad du vil gøre?" hviskede hun, og pustede let en askeblond hår lok væk. "For vær beredt på, at jeg ikke sådan giver mig. Denne kraft er min, og jeg styre den. Hvis du skære et stykke af min hud af, forbliver det hud indtil jeg ønsker det noget andet"

Han stoppede op og så bedømmende på hende et øjeblik. Det var fornærmende, meget fornærmende, at hun sammenlignede ham med et sølle menneske. Kendte hun virkelig ikke til de andre racer? Og her troede han at hun var blevet opvokset hos elverne!
Men til sidst smilte han bare til hende.
"Jeg tager det som en kompliment. Mennesker er intet, i forhold til mig. Er der ikke noget du har overset?" Han tøvede ikke, da han lod kniven bore sig ned i hendes hud, endda lidt ned i kødet, bare for at lade hende vide, at han havde magten. Vagten havde haft nogle små problemer med at holde kvinden ordentlig på plads, han var jo selv kun et menneske, men Sean fik sin hud alligevel. Han tog det lille hudstykke mellem to fingre, da han fjernede sig fra hende igen, næsten mere interesseret i hendes hud end i hende.
"Jeg er Archdemon. Hvad kan være svært at vide, for et menneske, da i ikke besidder de samme kræfter som os andre" han smilte let til hende, som tilgav han hende, for den misforståelse. Så vendte han ryggen til hende og forlod rummet, kun for at vaske kniven i vandet og lægge huden på bordet. Blodet slikkede han af sine fingre.
Vagten, der havde holdt hende, slap hende og skyndte sig selv ud, forhåbentlig inden der kunne nå at ske ham noget.
"Jeg har et spørgsmål. Hvordan tror du man knækker dig bedst? Du pladre løs om hvor god og stærk du er, men er det hele løgn eller er du det? Vil du knække først, psykisk eller fysisk?" han så sig over skulderen et øjeblik, med et lille smil.
"Efter at have været blandt menneskerne i over 700 år, har jeg efterhånden lært nogle forskellige teknikker. Hvilken foretrækker du? Skal jeg tage en tang og hive dine tænder ud, eller måske nøjes med at pine dig med en syl mod dine nerver? De fleste spræller. Eller er du mere til vand? Følelse af at drukne, ikke at kunne trække vejret?" Sean så over på hende med et lille smil, bestemt nok til at hun måtte vide, at han skam ikke kun drillede.
"Vi kan også klippe dine fingre og tæer af. Desværre kan vi ikke strække dig, til dine led går af led, sådan en maskine har vi ikke her. Det beklager jeg" han slog let ud med hånden, som viste han hende hvor lille rummet faktisk var.
"vi kan også begrave dig levende, til du til sidst, desperat, vil gøre alt?"

Adalias lette latter fyldte pludseligt rummet, som hun måtte knække hovedet bagover af grin. Han var virkelig ikke så smart som hun havde troet.
"Årh dæmon jeg ved udemærket hvad race du er af. Men du opfører dig så meget som et menneske, at man skulle tro du var en af dem"
Hun valgte med vilje ikke at indikere sig selv som et menneske. Godt nok var hun født ind i denne race, men hendes hjerte og sjæl var elvisk. Uanset om hendes forældre så var af den eller anden race.
Da Sean så tog en kniv i hånden, og begyndte at nærme sig hende, spændte hun hårdt i armen og forventede det værste. Og ganske rigtigt. Kort tid efter gik et smertefuldt stød gennem hendes arm og ud i resten af kroppen. Hun klemte hårdt øjnene sammen og stønnede svagt af smerte. Hun følte hvordan blodet flossede i en tynd stime ud af armen, og ned af hendes bare hud. Den varme væske føltes på en og samme tid behagelig og sviende.

Først da hun hørte hvordan han forlod cellen, åbnede hun sine øjne igen. Vagten var også forsvundet ud, nok af frygt for at hun ville pande ham en på låget, hvilket også havde været hendes mening hvis han stadig havde været her.

"Hvis du har en drage...Så fortrækker jeg at blive brændt levende" halv lo hun, mens hun let hostede. Det på armen begyndte at svide en smule mere, alt imens hun følte hvordan blodet begyndte at dryppe ned på jorden.

Han så på hende med et svagt smil.
"Det eneste folk kan sammenligne os med, er mennesker. For det er det eneste folk rigtig kender. Og sandt nok. Selv om vi gør alt for at distancerer os, vil visse ting stadig være ens. Tag f.eks. at jeg ligner et menneske i denne skikkelse..." han gjorde en gestus ned af sig selv, som viste han sig selv frem for hende.
"Og de fleste af følelserne er de samme, hos alle væsner"
Det var dog sandt. Inden for de sidste 2-3 år var han blevet mere blød. Det havde ændret sig lidt, efter ritualet, men han fandt stadig sig selv alt for blød.
"Jeg kender en drage. Men der er ikke plads til hende dernede. Men jeg kan give dig det næstbedste!" Han vinkede en vagt over til sig og hviskede noget i hans øre. Vagten nikkede lidt efter og forlod rummet.
"Beklageligvis bliver vi bare nød til at vente lidt på det"
Han havde ikke tænkt sig at forklare sig over for hende. Samtalen var udelukkende for sjovt skyld, mens han ventede på at hun knækkede. Han var ligeglad, om hun så sammenlignede ham med en kanin. Han var van til at høre det, fordi folk gik ud fra det var hvor de ramte ham hårdest. Og det havde de også gjort...For længe siden. Hvis han var i det forkerte humør, kunne han stadig godt blive fornærmet. Men generelt var han ved at være ligeglad. Det var dem der undervurderede ham og det var ham faktisk kun en fordel.
Hans øjne fulgte blodet, der faldt fra hendes arm og ned på jorden i små dråber. Han fik mere og mere lyst til at smage på det, bare lidt mere. Han viste ikke hvor denne lyst kom fra, han levede ikke af blod. Men den var vokset gradvist efter ritualet, sammen med hans bagage af skumle skygger, han hele tiden mente fulgte efter ham. Til sidst så han væk og lænede sig op af bordet.

Efter en hvis potion ventetid kom vagten ned igen. Sean gjorde tegn til at de skulle løsne hende fra hendes lænker og binde hende. De åbnede døren og gjorde som befalet. Enden let, hvis hun ingen modstand gjorde, eller besværret, hvis hun gjorde modstand.
"du er heldig. Jeg inviterer dig med op i stuen. Meget mere behageligt...Og varmt" smilte han let, da han selv førte an, op af trapperne. Selv hvis hun prøvede at flygte, ville Sean stå i hendes vej og gribe fat i hende.

Stuen var lille. Der var et ildsted, hvor ilden legede lystigt og sendte varme rundt i lokalet. Der var en lille kurv med brænde ved siden af. Der var to lænestole foran ildstedet. Bagved stod en spisebord og stole til fire personer, men de fleste af stolene var væltede og en endda skubbet over mod den ene væg, hvor der ellers stod en reol med gamle nipsting på. Der var et par vinduer, med gardinerne trukket for og kun to døre. en, der første til den lille gang, som førte rundt i resten af huset - Hvorfra de kom. Og en ud i køkkenet.
"Bind hende til lænestolen"

At han ikke tog fornærmelsen til sig, var ikke noget der kom specielt meget bag på Adalia. En dæmon som ham med så mange år på bagen, ja mindst 1000 da, måtte igennem sit lange liv have hørt lidt af hvert. Og fornærmelsen om at blive kaldt et menneske havde nok strejfet hans øre før. Men hvad ellers kunne man kalde ham? Ikke så meget andet, der ville ramme ham hårdt nok. Så fornærmelser ville altså ikke fungere på ham. At afpresse ham var nok heller ikke den bedste ide, for hun vidste jo intet om hans relation. Det eneste der ville fungere, ville være at gå med til at vise ham hendes kræfter. En ting hun på ingen måde ønskede at gøre. Hvad han ville gøre ved hende, turde hun slet ikke tænke på.

"Jeg venter gerne på din tortur" smilede hun roligt tilbage, og satte sig til rette på gulvet i skraderstilling. På denne måde kunne hun være i stand til meditere, og få sine tanker lidt i ro. En ting hun havde lært af elverne, dengang hun blot var et barn. Dengang havde hendes vrede været ukontrollabel og farlig. Hun havde ikke kunne styre sig selv, og en tikkende bombe var ikke godt at have liggende i maven.

Hun lukkede øjnene, og lod sig glide ind i en trancelignende tilstand. Tusind små fine stjerner. Det var skyfrit men alligevel begyndte det altid at sne. Det var ikke en kold sne, nej den føltes næsten helt falsk. Den smeltede ikke på huden, med lagde sig bare i et tyndlag over alt. Dækkede skoven i et hvidt tæppe. Skoven og mørket fortsatte, men pludseligt lyste noget op. Langt inde mellem træerne hang de i luften, som to små ildfluer. Men det var ikke ildfluer. Det var lanterner. Tog smukke lanterner i en helt klar grøn farve, som kastede et mageligt skær ud over den hvide skovbund. Hun prøvede altid at nå hen til, og jo tættere på hun nåede, jo højere blev stemmen. I starten havde hun været i tvivl om, om det mon blot havde været vinden der spillede hende et puds, eller om der faktisk var en anden i skoven. Men en stemme hviskede til hende. Hviskede efter hende. Hviskede hendes navn.
"Alanna...."

Hun vågnede op af sin trance, da lyden af cellens dør der gik op lød. Hendes øjne gled endnu engang op, og nåede lige at få øje på vagten inden hans løslod hende og derefter bandt hendes hænder. Et let smil gled over hendes smalle læber, alt imens hun uden yderligere anstrengelser lod sig føre op af trappen og oven på.

De kom oven på i hvad der måtte være en lille stue, og Adalia blev hårdt placeret i en af de to lænestole der stod foran den knitrende kamin. Hun kunne allerede føle den blide varme, der roligt smøg sig om hendes bare ben. Det var ret så behageligt, men hun var sikker på at der ikke ville gå lang tid inden at ilden ville bleve hendes største problem.
"Skal vi bare sidde her og snik snakke hele aftene kære?" spurgte hun med sin blødeste og mest forførende stemme. "Henter du så ikke også et glas vin?"

Han sendte hende et lille smil. Så viljestærk og så...Flot. Hun havde en ganske fin krop og et flot ansigt. Hvis dette ikke var hans job, ville han have taget det som en udfordring og spist hende...Ja, for han var jo allerede optaget, så han kunne ikke tilladelse at lege med andre piger.
"Det var en vildt god ide!" udbrød han med et venligt smil, han vinkede kort til en af hans mænd, som var blevet i rummet.
"Hent mig et glas vin. Det er vist passende til situationen" nikkede han let. Manden så lidt tvivlende på ham, som tvivlede han på at Sean mente det, men gik så.
Sean fiskede det lille stykke hud, som han havde taget fra hende, op af sin lomme og lagde det på den armlænet på den anden lænestol.
"Åh ja, og tasken!" råbte han og forventede åbenbart at nogen hørte ham og efterkom det.
Han så på kvinden, mens de ventede de næste 5 minutter.
"Du kan godt slippe fri..." tilføjede han pludselig og slog ud med armene, som om det først var faldet ham ind nu.
"...Men nu må selv finde ud af hvordan. Jeg er åben for forhandlinger" smilte han.

Endelig kom hans mand tilbage! Med tasken i den ene hånd og et rødvinsglas med vin i den anden. Sean tog galant imod glasset, snuste til indholdet, kørte det lidt rundt i glasset, før han nippede til det. Den smagte fint nok, selv om den var lidt sur. Men det var nu også mere tanken bag det, end det at drikke selve vinen.
Tasken blev smidt ved siden af ildstedet og lød tung, som metal der blev smidt på gulvet. Sean så lidt på tasken og over til kvinden, med et lille smil.
"Uh, den lyder spændende! Skal vi?" han satte glasset på pejsen, før han gik over til tasken og åbnede den. Tålmodigt tog han den ene stang efter den anden frem. En af stængerne var bare...En tom stang. Men resten havde små mønstre ude i enden, mønstre man brændte ind i siden på køer eller grise. Eller slaver. Enkelte mønstre var almindelig kendt af alle...resten var sære mønstre, Sean havde fundet hist og her.
Han slog ud med armen, da de alle på række foran kvinden.
"Vælg en" drillede han hende.

Han var nu en spøjs en denne Sean. På den ene side virkede han som den venligste sjæl i miles omkreds, og alligevel var hans gøremål så onde at man umuligt kunne lade sig snyde af hans rare udstråling. Uanset hvor venlig han end så ud.
Et let smil gled over Adalias læber, da han med stor glæde i stemmen gav et lille udbrød fra sig over hendes ide med vinen. "Jeg kommer kun med gode ideer" svarede hun roligt igen, og lænede sig lettere afslappet tilbage i stolen. Man kunne ligeså godt stresse lidt af inden torturen begyndte. For hun tvivlede slet ikke på, at det ville blive noget af et brag.
Tasken? Hvad mente han med en taske? Havde hun ikke bedt om ild? Så vidt hun vidste kunne man ikke opbevare noget næsten ligeså godt som en drage i en taske. Dette begyndte at blive spændende.

Da vagten nu kom tilbage havde ham, som Sean havde bedt om, en taske og et glas vin i hånden. Skuffende nok kun et glas, som hun regnede med måtte være til Sean og ikke til hende. En skam. Men som fange kunne man vel heller ikke forlange så meget.
Da Sean så, efter at have snakket i lidt tid, begyndte at fiske lange stænger op af tasken forsvandt Adalias smil lidt efter lidt. Disse stænger havde hun set før, på farme hvor landmænd mærkede deres køer og andre dyr med deres eget specielle mærke.
Så det var altså det han havde tænkt sig. At brænde mærke hende indtil hun ville fremvise sin hemmelighed. Sikke snu han var. Langtfra ligesom alle de andre.

Hun lod let blikket glide over et par af dem, men det faldt først rigtigt på et specielt tegn. Et tegn der forstillede tre spiraler der gik ind imod hinanden.
Et sted i hendes hukommelse begyndte noget at røre på sig, men ikke nok til at hun huskede på hvor hun havde set det før.
"Hvadend du nu vælger. Det er jo mig der er bundet til en stol, ikke?" smilede hun roligt, og så op på ham mens hun let demonstrede at hun var bundet, ved at hive lidt i sine bånd.

Han så på hende med et lille smil, da hendes blik gled over mønstrene. Han ventede tålmodigt, som et rovdyr der holdte øje med sit bytte. Han nikkede let for sig selv og så selv ned på dem, da hun tilkendegav at der ikke var nogen hun foretrak mest...Og dog, han havde holdt øje med hende. Hun havde set mest på den, med et mønster af de der tre cirkler. Han tog den op og viste den lidt frem, før han lod den køre rundt i hånden, som var han van til at have dem i hånden og bare skulle varme lidt op. Så lagde han den, med mønstret inderst, ind i ilden. Nu skulle de bare vente på at den blev rødglødende.
"Sandt" svarede han en smule fraværende. Han glædede sig faktisk, til at se hvordan hun ville reagerer. Skrig? Vrede ord? Tårer? Han viste det ikke. Det var altid noget forskelligt, fra person til person. Det sjove ved brandmærker var at de blev der...Medmindre man havde en evne til at heale godt, blev de fleste mærker der. Nogen som hele mærker, andre blot som ar eller små mærker. Gad vide om det havde en påvirkning på hendes værdi, på hendes evne? Det fandt han snart ud af. Ellers måtte han jo bare prøve noget andet.
Snart var den varm nok. Sean tog fat i håndtaget, som kun var lunt at holde på, og tog den ud af ilden. Nogle gnister fløj med den ud. Den var rødglødende og heden bølgede om den. Sean smilte let og gik over til hende, så hun var tæt nok på den, til at mærke hvor varm den faktisk var, uden at den ramte direkte. Han ville gå efter hendes ben og arme.
"Sidste chance?" han mente selv at han var sød. Hun havde fået mange flere chancer, end han plejede at give.

Hun så ind i hans øjne, og hans øjne så ind i hans. Hun prøvede forgæves at se hvad hans træk ville blive, hvad han havde tænkt sig. Om han virkelig mente dette seriøst. Det sidste var det eneste hun fik svar på. For da hans hænder gled om det mærke hun få sekunder før havde set på, vidste hun at han tog dette meget alvorligt. Eller så alvorligt som en smilende mand nu kunne tage det.
Adalia følte varmen. Hun følte den så tydeligt, at hun ville have revet sit ben til sig havde hun ikke været bundent. Hvor langt ville han gå med dette? Ville han plante mærker på hende indtil hendes hud var et stor rødglødende mærke? Dette senario lød ikke helt utænkeligt, men så igen han ville jo nok gerne have hendes hud intakt.
"Hvad sjov er der i en sidste chance..?" smilede hun drillende, og snappede let ud efter ham. "...Når vi kan lege lidt?"

Han så lidt på hende og smilte let. Folks forsøg på at virke stærke, at håbe han ikke mente det og blot bluffede, i håb om de ville åbne op og afsløre alle deres hemmeligheder. Det var sjovt. Og fuldt forudsigeligt. Så trak han let på skuldrene.
"Synd" svarede han bare. Selv om hun havde tøj på, gav han sig ikke tid til at fjerne det, da han pressede mærket mod hendes lår. Den brændte tøjet væk og spredte en lugt af brændt materiale. Evt. tøjrester ville blot brænde fast i såret, medmindre altså kvinden på en utænkelig måde fik revet sig fri eller opgav denne kamp. Han tøvede end ikke, da han pressede den endnu længere ned mod hendes ben, for at være sikker på hun ville modtage et helt nyt mærke på sit ben, midt på låret. Først når han selv mente det var nok, ville han fjerne stangen og lægge den tilbage i ilden, blot for at de kunne gentage ritualet. Han så tilbage på hende med et lille smil.
"Skal det være det samme mærke hele vejen igennem eller skal vi tage en ny? Jeg kan sagtens tage en ny, hvis det er hvad du foretrækker..." hun fik end ikke noget koldt vand, til at lindre smerten eller muligheden for skader. For ham, var det som om hendes smerte slet ikke eksisterede.

Hun nåede end ikke at sige noget, førend at det glohede brandemærke blev stukket direkte ind imod hendes ben. Der gik et par miliskeunder inden at smerten rigtigt gik igennem, men da den gjorde føltes det som om ti tusind knive stak sig ind i hendes krop. Adalia udtrykte et sammenknebet støn, og måtte bøje sig let frem i stolen for ikke at skrive. Hun bed hårdt tænderne sammen, og prøvede ihærdigt at fokusere på noget anden end den dundrende smerte der bredte sig som en steppebrand rundt i hendes krop, men forgæves. Hendes tanker styrrede hele tiden ind på brændejernet.

"Lidt forskelligt..." stønnede hun sammenknebent, og så langt op på ham med blanke og kolde øjne. "Bare for kreativitetens skyld.." Hun prøvede at sende ham et smil, men i stedet blev dette til et lidt højere smertes støn. Det var næsten umuligt ikke at lade huden forvandle sig til diamant, bare for at sætte en ende på hendes smerter. Men viljen der rev i hendes hjerte om, at hun på ingen måde ønskede at dele sin gave med ham, var stadig større end smerten. Lidt endnu ihvertfald...