Forretninger og handel. Blot en del af det du kan arve! (Xander)

S: Slavemarked, Doomsville, terrorville district.
O: bure, butikker, slaver og fine folk.
T: midt på dagen
V: lidt for varm, sol og en svag vind. Klart vejr.

Sean havde inviteret sin søn med til slavemarkedet. De ville mødes på stedet. Det havde han i hvert fald bedt drengen om, så om han mødte op, var ikke til at sige. Det kunne kun tiden vise.
På denne varme dag var Sean klædt i nogle smidige, sorte sko og sorte bukser, omend bukserne sad lidt løsere end de plejede, for at give lidt luft til hans hud. Han havde en hvid skjorte på, som var åben ved kravebenet. Det mørkebrune hår strittede til alle sider og var blevet lidt for langt ude i kanterne. Han stod i skyggen af en pavillon, blev betjent af en lille slavepige der serverede kolde drinks for herskaberne, der valgte at tage en pause og få lidt drikkelse i denne varme.
Sean stod selv med et glas vand med isterninger, isterninger der næsten var smeltede nu. Ikke at det rørte Sean, han foretrak faktisk sine drikkevarer lunkne. Kolde væsker satte bare maven i ubalance.
Han havde en lille plan for i dag. Han havde en søn nu og så vidt han havde set, og hørt fra de andre klanmedlemmer, var han utrolig evnerig og lige efter hans hoved. Så i dag ville han introducerer drengen for noget nyt. Nemlig den anden side af klanen: Forretningerne.
Han gik og legede med en ide, og havde mere eller mindre iværksat ideerne også, om at starte et handelskompagni. Men det var ikke lavet færdig endnu. I stedet ville blot introducerer Xander til det og se hvad han havde at sige til det. Hvis alt gik godt...Ville han måske have en arving til det hele, en dag. Han smilte svagt. Han måtte ikke blive for ivrig, men han var nu lidt spændt på det. Hele det der med at være far var så nyt for ham...
Han lod blikket glide over den travle markedsplads. Bure, både i skygge og sol, med slaver. Andre slaver der var i lænker. Slaver der blev vist frem på en lille scene. Rige folk der gik og bedømte dem og købte enkelte. Et par mænd der gik med vand til slaverne. Og endelig, et par almindelige folk der enden havde ondt af slaverne eller ville ønske de havde råd til en. Han smilte svagt.

En invitation til slavemarked, den havde han ikke set komme. Han havde aldrig været der før og nu var han blevet inviteret derhen, af ingen andre end hans far Sean. Eller, hans måske far, manden havde trods alt kun fortalt at der var en mulighed for, at han var hans far. Lige meget hvad, så var han blevet bedt om, at komme og han skulle vel også adlyde sin leder, ikke sandt? Ikke at han havde noget imod at komme.
Han gik med rolige bevægelser igennem markedet. Dolke og pistol hylsteret bankede ham på baglåret, gjorde ham sikker på, at han havde våben på sig hvis det nu skulle være. Han gik næsten aldrig nogen steder uden dem. Man kunne aldrig vide om folk lige følte for at angribe ham, som han var begyndt, at opleve op til flere gange. Blikkene på ham, fra slaver og slaveejere, var som små irriterende fluer, han ville ønske at han blot kunne daske væk. Han sukkede lavt over det. Dog ignorerede han dem og så kun op fra jorden, når lyden af noget der ramlede sammen i et hårdt dunk, fangede hans øre. Han var spændt på at møde Sean igen. Sidste gang var skam gået fint imellem dem. De var blevet angrebet... men det var gået fint.
En svag vind tog fat i hans mørkeblå skjorte, samt uglede hans mørke lokker, der for engang skyld ikke var beklædt med hatten. Han anede ikke hvorfor. På benene bar han et par sorte cowboybukser med bælte omkring, hvor begge hylstre selvfølgelig var bundet fast.
Han løftede hovedet og så sig omkring. Ikke så langt fra ham, kunne han genkende Sean og gik roligt hen imod ham, med et svagt smil på sine læber. Blikke lå stadig på ham, men denne gang lå han slet ikke mærke til dem. Hans opmærksomhed var rettet imod Sean.
"Det et sjovt sted du har valgt vi skulle mødes," Hans halvmørke stemme var rolig og drilsk. "Er du på udgik efter en slave eller?" Han så op på Sean. Måske burde han at have hilst på ham med et simpelt, goddag, men han kunne ikke få sig selv til det, da det virkede så akavet og fremmet.
Hans blik spejdede rundt på markedet.

Han smilte svagt, da han så den kendte lille skikkelse komme gående. Lidt efter skiftede den retning og kom direkte over til ham. Lidt efter kunne han se det var Xander, selv om han allerede godt vidste det. Uden hat denne gang, jamen dog!
Han viftede kort med sit glas og en den samme lille slavepige kom næsten løbende og tog hans glas. Sean trådte ud fra skyggen og gned kort sine hænder mod hinanden, samtidig som han kort lod blikket glide over slavemarkedet, før han så på sin søn. Selv om der var en risiko for at de ikke var i familie...Var Sean efterhånden overbevidst om det.
"Det er et passende sted" kommenterede han som svar, mens han smilte svagt.
"Jeg er altid på udkig efter brugbare folk. Og enkelte slaver kan være brugbare. Du har måske mødt et par stykker i klanen, som tidligere har været slaver?" fortalte han
"Jeg køber de stærke og mest evnerige af dem og gør dem fri, hvis de tilgengæld slutter deres styrke og evner til klanen" han så ud over nogle af de nærmeste slaver.
"En investering. Er du faldet godt til i klanen?" spurgte han og så direkte på sin søn igen.

Det var først nu, da Sean viftede med hånden, at Xander bemærkede slavepigen, der ligeså hurtigt som han viftede med hånden, kom hen til ham og hentede glasset. Han smilede svagt af det. Nu hvor han så slavemarkedet med sine egne øjne, så vidste han egentlig ikke hvad han skulle tænke om det. At have slaver var normalt i underworld, nogle var imod det og andre med det, Xander stod midt imellem den fejde og var egentlig ret ligeglad med hvad folk de gjorde. Man var herre over sit eget liv, så hvis man endte som slave imod sin vilje, måtte han bare kæmpe for at komme ud af det. Eller, man kunne gøre et forsøg. Det var garanteret nemmere sagt end gjort. Ikke at han nogensinde skulle opleve livet som slave. Det var livet alt for kort til.
Da Sean snakkede til ham, kiggede han op på ham og derefter ud på slavemarkedet, imens han fortalte om hvad han brugte slaverne til. Nu hvor han nævnte det, kunne Xander sagtens komme i tanke om nogen fra klanen, der havde fortalt at de engang havde været slaver, indtil Sean fik fat i dem.
”Ja, jeg har skam mødt nogen. De lød alle til at være ganske tilfreds med det,” Han smilede svagt ved tanken. At arbejde i en klan var vel også bedre end livet som slave.
Imens de begge spejdede ud imod slavemarkedet, foldede Xander armene på kors over brystet. Han lyttede fortsat på hvad Sean havde at sige. Ikke et eneste af hans ord slap forbi hans øre. Xander måtte indrømme, at han altid lyttede til hvad Sean havde at sige. Det hang sikkert sammen med den respekt han havde overfor ham. Da et spørgsmål blev rettet imod ham, så han igen op på sin far og lod deres blikke mødes.
Han nikkede kort, før han svarede. ”Ja, det kan du tro. Jeg må dog indrømme at det først er nu jeg er begyndt at kunne finde rundt,” Det sidste kom ud som en svagelig drilsk kommentar. Trods alt var det et stort klanområde, men med stor tålmodighed og evnen til at kunne finde nogenlunde rundt, havde han lært hvor de forskellige ting var henne. ”Har du da hørt dårlige rygter om mig?” Han så drilsk op på ham. Man kunne jo aldrig vide hvad klanmedlemmerne gik og hviskede om i krogene.
Endnu engang lagde han blikket på slavemarkedet. ”En investering sagde du, skal vi lave sådan en nu?” Han så spørgende om på sin far, med en stor interesse for denne investering glimtende i sine øjne.

Han smilte let. Det var et stort sted. Men Sean tvivlede ikke på at Xander kunne finde rundt...Og sikkert Aig med.
Han trådte væk fra pavillonen og ud på sandet, der dækkede markedet. Det var nemmere at gøre rent og ofte mere behageligt for slaverne end kold og hård jord.
Med sand skulle man blot skubbe det lidt rundt, for at skjule noget som lidt blod og andre ting. Hvilket flere sikkert benyttede sig af.
"Det var godt" svarede han roligt og smilte let. Han begyndte at gå ned gennem markedet i roligt tempo, mens han snakkede til Xander.
"Ja. Jeg vil måske lave endnu en investering i dag og du skal hjælpe mig" blot for at se om han havde sans for forretning. Og for at lære ham den lille finesse med at finde brugbare mænd til klanen, gennem slavemarkedet. Han havde store tanker om Xander.
"Jeg har kun hørt fine ting. Selv fra Alex" smilte han let og så kort på Xander, for at se hans reaktion på at Sean kendte hende. Måske havde de allerede snakket om at de begge kendte Sean. Måske ikke.
"Hun er jo også med i klanen nu. Men det lyder ikke som om hun altid behandler dig godt?" spurgte han. Ikke at han var bekymret...Men han ønskede at vide det. En lyst til at holde Xander sikker var vokset, siden han havde fået at vide at han nok var drengens far.

Han fulgte med ham. Selvom Xander var stolt af natur, så kunne han godt mærke, hvordan stoltheden mindskedes i Seans nærvær. Der var bare noget over Sean, der var stærkere og stoltere end Xander, noget som han ikke kunne måle sig med lige nu. Måske kunne han en dag, men lige nu, var han blot en knægt i forhold til Sean og havde en masse at lære. De fulgtes ad i deres rolige tempoer. Et smil på læben, var svaret på Seans kommentar om, at han fandt det godt, at han havde lært at finde rundt.
Imens de sammen fortsatte i det rolige tempo igennem det trængte marked, fortsatte de deres samtale og Xander kunne mærke hvilken opstemt følelse der gik igennem ham, da Sean fortalte, at han skulle hjælpe ham med en investering. Han måtte indrømme, at han var ret så interesseret i denne investering og tanken om, at kunne have indflydelse på de nye der kunne arbejde i klanen.
”Det vil jeg glæde mig til,” sagde han roligt og sendte sin far et skævt, samt roligt smil.
Da samtalen pludselig drejede hen på Alex, kunne han ikke styre øjnene, der overrasket blev spærret op over, at hans far kendte Alex. Den havde han ikke set komme og, at hun var en del af klanen, havde han slet, slet ikke set komme. Hurtigt så han frem for sig, for at dulme det overraskede blik.
”Jeg vidste ikke at du kendte hende eller at hun var en del af klanen,” Han så op på Sean igen. ”Det har hun slet ikke fortalt mig,” En skæv og kæk grimasse spillede sit pus på hans læber, da Sean nævnte, at hun ikke altid behandlede ham så godt. ”Det er skam ikke noget alvorligt, hun er bare lidt af en sær snegl på nogen punkter,” Af en eller anden grund, tog han sig selv i, at sende Sean et beroligende smil. Et smil der viste at han intet havde at bekymre. Xander kunne klare den.
Han så ud på markedet. En ældre herre kom hen imod dem, krumryggede og enøjet, med et langt ar i læben. Til at starte med så han på Xander, med et stirrende blik, der gjorde ham en smule utilpas. Efter nogle sekunder, løftede herren endelig blikket og så på Sean. ”Ude for at finde slaver min gode herre?”

Han smilte svagt over Xanders overraskelse. Åh...Drengen vidste endnu ikke at han vidste mange, mange ting. Eller altid kunne finde de ting han søgte. Dog var dette kommet af tilfældighed, men det ændrede ikke på at han inderst inde nød fornemmelse af at vide noget, som han ikke burde. En fornemmelse, der altid fik ham til at opsøge flere informationer, mere viden, så han kunne opleve den en gang til.
Han så kort ned på Xander, inden han lod blikket glide over et bur med slaver, da de gik forbi endnu et. De slaver så lidt udsultede ud. De gik videre.
"Åh, det var også lidt tilfældigt. Hun er god for klanen, fuld af talent og vilje. Handlekraftig. Og med sin egen måde at...tænke over tingene. Hun har ting at byde på" smilte han let.
"Selv om hun udfordre mig" han stoppede op, da den ældre mand gik ind foran dem.
Xander sagde han klarede det. Så måtte han også kunne det. Hvis ikke, måtte han selv komme og opsøge Seans hjælp...Han vidste ikke om drengen endnu havde lært det, eller skulle lære det. At man klarede sig selv, eller selv måtte finde den hjælp man havde brug for. Sean havde i hvert fald lært det tidligt.

Sean lod blikket glide over manden. Han havde taget sin del af arbejdet...Eller også havde han mistet sit job og valgt at handle med slaver i stedet. Sean lod kort blikket glide rundt, men det var ikke til at sige om mandens butik var i nærheden.
"Vi er. Og siden du spørger, må du selv sælge?" Spurgte han direkte.
"For i så fald vil jeg gerne se varerne" han lød måske lidt hård, i hvert fald for de folk, der mente det var synd for slaverne. Men det var ganske enkelt sproget her. Slaver var blot varer, som at købe en suppehøne på det normale marked.

Manden nikkede anerkendende til Sean. Selvfølgelig havde han nogle varer, at sælge den stærke dæmon ellers ville han ikke have gået hen til ham, så selvsikkert som han nu gjorde.
Der var noget over denne mand, som Xander ikke brød sig om. Ikke nok med, at han havde et borende blik i sine øjne, han gik også overraskende selvsikkert og smidigt afsted, af en ældre herre, at være. Dog undlod Xander, at sige noget til Sean, eftersom det sikkert bare var det rene opspind. Måske var han bare ikke van til, at være omkring slavehandlere.
Manden førte dem igennem markedet, hvor han pludselig drejede ind bag to telte, hvor en gennemsigtig damp sivede ud fra. Dampen var dog ikke damp. Så snart Xander drejede ind, kunne han smage dampen på tungen og lugte den kraftige lugt, af stegt kød.
Manden så sig over skulderen og gjorde et nik til, at de skulle blive ved med, at følge med ham. Til at starte med forstod Xander ikke hvorfor, indtil de kom længere ind blandt de to telter. Dampen skjulte op til flere forskellige skikkelser. Nogle sad ved borde og røg, andre stod over i mørket, med en kvinde under hver arm. Alle skikkelserne bestod af stærke mænd på størrelse med bjerge. Deres øjne borede sig fast på Sean og Xander. Øjnene skreg direkte, at de ikke hørte til her og, at blot en forkert bevægelse kunne blive deres død.
”Hyggelige folk,” mumlede Xander svagt for sig selv.
Efter noget der føltes som en evighed, kom de endelig til enden af den overraskende lange gang, hvor manden fjernede et tæppe fra det der viste sig, at være et bur fyldt med slaver. Han gjorde en hånd gestus til, at Sean bare skulle gå hen og kigge på dem.
”Noget her der kunne være interessant min herre?”
Bag tremmerne, kiggede otte mennesker nu op på dem, med et par fortabte øjne. Fire af dem var kvinder, tynde og tykke, imens de andre var mænd, med samme forskellige kropsbygninger.

Han fulgte efter manden uden at sige mere. At den ældre herre viste sig at gå overraskende godt og selvsikkert betød ikke noget for Sean. Mænd som denne her mand, havde magt og penge og ressourcer. Til at så ud som de ville, til at udtrykke hvad de ville, skabe stemninger...Derfor valgte Sean altid at ignorerer det. Også dette magtspil, da de kom i teltene.
Mændene skulle bevise at den ældre mand havde beskyttelse og de ikke skulle lave ballade...Resten var blot et galleri. Et galleri, hvor han viste hvor mange folk han kendte, hvor rig han var og hvor meget indflydelse han havde. Sean kendte det. I virkeligheden var manden sikkert venneløs og kæmpede for at få næsten sending slaver til byen. En kujon af største skuffe. Næppe mere end det.
Han smilte svagt til Xanders kommentar.

Endelig nåede de enden. Væk fra galleriet og hen til arbejdet. Slaverne...Enkelte så gode nok ud. Resten så alt for tynde eller direkte syge ud. Sean kiggede efter deres sundhed. Farven i huden, hvor klare øjnene var, om der løb snot fra deres næser. Om de virkede sløve og matte, eller friske.
Han så tænkende på dem et øjeblik, før han vendte sig om mod Xander.
"Når man vælger slaver, så husk at gå efter de stærkeste og mest friske af dem. Tag aldrig de syge eller dem der er alt for tynde eller matte. Tjek deres hudfarve, øjnene og efter andre sygdomstegn" kommenterede han kort. Han vidste ikke hvor meget erfaring Xander havde med det...Men om ikke andet, hvis han allerede vidste det, kunne han jo bare tage det som en genopfriskning. Bagefter vendte Sean sig om mod den ældre mand.
"Jeg er interesseret i et par stykker. Men først vil jeg vide hvor slaverne kommer fra og om nogen af dem kan noget bestemt. Vi ved jo begge to at de slaver der har nogle talenter eller evner sælger mere end dem der ikke har" smilte han.
"Og deres personlighed. Jeg er interesseret i to af mændene og en af kvinderne..." han udpegede de stærkeste mænd og den stærkeste kvinde i buret.
"...Men hvad er deres personlighed?" Alle vidste at rolige, medgørlige slaver var bedst. Kun dem, der købte ind til kampe i arena, var interesseret i de aggressive af dem. Og de blev ofte sorteret fra og sat i bure for dem selv. Men Sean var heller ikke interesseret i de generte af dem. De ville ikke turde gøre nogen af de ting, han ville have dem til.

Alle veje fra kunne Xander føle stikkende øjne både fra slaver og slaveherskere. Normalt ville han have ignoreret disse blikke, glemme alt om dem og ikke så meget som skænke dem en tanke, men der var noget over disse blikke, der fik det til, at løbe ham koldt ned af ryggen. Han frygtede dem ikke, de var blot ubehagelige som bare pokker.
Den stærkeste slavekvinde i buret, som Sean senere ville udpege, stod med armene på kors over sit letpåklædte bryst og med øjnene flettet sammen med jorden i hendes egen lille verden. Xander satte hovedet på skrå, imens de store blå øjne nysgerrig betragtede denne kvinde, som mindede ham om ingen andre end hans mor. De havde den samme hår længde og samme farve, for ikke at tale om kropsbygningen og de tomme blå øjne.
Da Sean snakkede til ham, kiggede han op på ham, lyttede til hvert et ord og nikkede derefter anerkendende, som et tegn på, at han havde hørt og forstået hvert et ord. For at være ærlig, havde ikke den største forstand på slaver, da han aldrig havde haft nogen eller mødt nogen som havde ’æren’ af, at være en. Udover en hvis død person, som mindede om ingen andre end slavekvinden i buret. Hans mor. I nogen år havde hun været slave, været undertrykket af alt og alle, indtil hun blev befriet af hans far. Det var en af hendes heltehistorie om hans far… Nysgerrigt kiggede Xander op på Sean, gad vide om den historie overhovedet var sand eller om det blot var hans mors pure opspind?
Alle disse tanker havde fyldt så meget i hans hoved, at han slet ikke havde bemærket, at Sean havde bedt slavehandleren om, at fortælle om disse slaver i buret. Det lå til, at Sean havde valgt ingen andre end kvinden og to andre mænd, der lå til at have helbredet til gode.
Slavehandleren pegede med sin rynkede finger på kvinden, der kort løftet hovedet fra jorden og så hen på dem, det ene øjenbryn højt løftet op i panden. ”Skønheden der er Cassandra, hendes evne er sværdkamp og hun skulle have rygte for, at være ret så hurtig og stædig som et æsel, mange slavehersker der så meget som har lagt en hånd på hende, har mistet et øre,” Da han fortalte det, tog han sig rent automatisk til øret og gøs ved tanken. ”Manden der, med arret ved øjet er Kyo, tidligere samurai og med evnen til, at se om folk fortæller ham sandheden, han holder sig mest for sig selv og siger ikke så meget,” Han pegede nu på den sidste mand, Sean havde haft vist interesse i. ”Ham der, jah, hvad han har lavet før i tiden er et mysterium, men han går dog under navnet Michael, han virker stille og rolig, pligtopfyldende og lydig,”
Efter den lange fortælling, smaskede slavehandleren med tungen og så nu hen på Sean igen. ”Er de stadig fristende min herre?”
Imellem tiden havde Xander bemærket hvordan folk var begyndt, at samle sig omkring dem, som fluer til fluepapir. Mændene der var på størrelse med bjerge så ned på ham, advarede ham nærmest om ikke, at sladre om hvor tæt de stod på ham og hans leder. Deres tilstedeværelse var ubehagelig, han kunne ikke fjerne tanken om, at de var ude på noget.
”Sean…” mere nåede Xander ikke, at sige før en af bjergene trak en stor kødhammer frem og sigtede efter, at ramme ingen andre end Sean.

Enhver der undervurderede Sean ville se døden i øjnene. Slavehandel kunne hurtigt blive farligt, her var ingen lov til at holde styr på folk og ingen vagter, end folks personlige bodyguards, til at holde ballade væk. Den med de stærkeste bodyguards vandt og der ville være fred igen. Han lyttede opmærksomt til hvad manden sagde og kiggede på personerne efter tur med en tænksom mine. Det tænksomme lå dog lige så meget i at han bemærkede stemningen omkring dem og ud af øjenkrogen havde fornemmet bevægelser. Var dette en fælde, havde denne slavehandel mod nok til at skabe ballade? De stod ved denne slavehandlers bure og det faldt ham mest logisk at det så også var ham der stod bag det hele.
Tingene skete hurtigt. Sean var bevæbnet med dolke på ingen tid. Med den ene dolkede han slavehandleren fast til en væg af træ, så han ikke kunne flygte. Han ville udspørge ham bag efter. Som det næste sparkede han til burets dør og låsen sprang op, takket være hans overmenneskelige kræfter. De fleste af slaverne trak sig sammen, bange for at komme til skade eller bange for hvad Sean ville gøre, nu hvor han havde vist så stor en styrke.
"Jer tre...Hvis i ønsker jeres frihed, så arbejd for mig. Uanset hvad, kommer i ikke levende ud herfra uden min hjælp!" næsten råbte han. Kvinden og den ene mand var hurtig til at reagerer og lidt efter havde Sean en minihær...Og større mulighed for at vinde. For Sean snorede rundt og greb kødhammeren i den ene hånd og vristede den fri med overmenneskelig styrke og slog mod dens tidligere ejer, ramte ham i hovedet som blev slået ind med en knasende lyd.

Kvinden og manden begyndte at kæmpe. Den lydige mand krøb sammen i et hjørne med en fåtal af slaverne, mens resten af slaverne flygtede fra stedet, nu hvor døren var åben. Der var overraskende mange mænd og det fik Sean til at mistænke en fælde. Men hvem ville turde gøre ham noget i hans egen by? Nogen der ville dø. Flere mænd betød ikke de ville vinde. Han nød at slås, han nød at mærke knoglerne brække under hans slag og spark. På et tidspunkt ramte nogen ham over den ene overarm med en dolk. Manden var død kort efter og blodet begyndte at løbe ned over hans ene skulder. Undervejs tænkte han kun på sig selv, samtidig som han holdte øje med Xander for at se om han kom i klemme et sted, der kunne skade ham, om nogen turde gøre Xander skade. Han vidste knægten kunne slås, men han følte alligevel en form for beskyttertrang.
og så...

...Var det hele overstået. Et par slaver havde mistet livet, deres lig lå og blødte på den sandede jord. De fleste af de folk der havde angrebet dem, var døde og enkelte lå og stønnede af smerter eller var bevidstløse. En enkelt eller to var sikkert stukket af, gættede han på, men han vidste det faktisk ikke. Han skabte sig et overblik. Kvinden og manden var udmattede, de trak vejret i stød. De havde begge bevæbnet sig med sværd, som de havde vredet fra ligene på jorden. Han tjekkede op på Xander. Han mærkede slet ikke det ellers dybe sår i hans arm, da han kiggede over på slavehandleren med et drabeligt blik.
"Står du bag dette? Vid at dine lidelser kun lige er begyndt, hvis du ikke fortæller sandheden"

Som altid var Sean hurtig til at reagere og forhindrede kødhammeren i, at ramme ham ved blot, at gribe fat i den og trække den ud af bjergets hænder uden så meget som at blinke. Knap nok nåede bjerget, at blinke før hans ansigt var splattet ud over det hele. Nu slog alle til!
Alle bjergene fra slavemarkedet tornede imod dem. Xander spændte hurtigt i kroppen og gjorde sig klar til kamp, selv om han ikke havde den fjerneste anelse om hvad der mon ventede ham.
Et af bjergene kom imod ham, langsomt men dog kraftigt, så for at undgå at blive trumlet ned, satte han af i knæene og sprang op på skulderen af det store bjerg. Forvirret så bjerget sig omkring, blinkede hundrede gange i sekundet med øjnene, imens han ivrigt forsøgte, at ramme den unge dæmon på hans skuldre med sin økse. Xander smilede lumsk for sig selv, før han sprang ned fra mandens skuldre, landede bag ham og lod ham ikke tænke eller blinke inden Xander havde spændt ben for ham, så han nu lå og rullede rundt på jorden. Hurtigt greb Xander øksen ud af hånden på ham og hakkede hovedet af ham.
Lige som han troede, at han kunne nyde sin sejr, greb et nyt bjerg ham bagfra ved, at svinge sin enorme arm om halsen på ham.
”Elendig incubus!” Han strammede grebet om Xanders hals. ”Dagene er talte!”
Selv om Xander var ved, at miste luften kunne han ikke lade være med, at fnyse af bjergets latterlige kommentar. Så godt han nu kunne med den store kødarm omkring sin hals, svang han øksen imod bjergets ben og ramte perfekt. Lyden af de knasende knogler under øksens skaft skar igennem den tågede luft.
Manden skreg op af smerte, gav øjeblikkeligt slip og faldt til jorden, hvilket var Xanders chance til, at springe væk og se sig omkring. Man kunne sige, at han tjekkede om Sean nu havde styr på tingene og det havde han skam.
Knap nok havde man nået, at se sig om før alle bjergene var fældet og der nu kun var slaver, samt slavehandleren tilbage, som Sean så drabeligt så på. Xander bemærkede Seans skade og kiggede kort spørgende på ham. Nærmest som om, at han spurgte om han klarede den. Selv havde han et par blå mørke omkring sin hals, fra dengang manden forsøgte, at kvæle ham men det var vist også det hele. Han var slubbet godt fra det hele kunne man sige.
Slavehandlerens sindsyge latter, var det der fik Xander til, at kigge over på ham i stedet og sende ham et ligeså drabeligt blik som Sean gjorde.
”I skulle begge have været døde nu, og alligevel…” Han afbrød sig selv med sin sindsyge latter. ”Og alligevel er i live! Din klan skal snart fældes Sean og det ved du! Du kan ikke blive ved med at herske over byen!” Han så rundt på de forskellige døde og lidende kødbjerge på den sandede jord. ”En dag overtager vi byen og dæmonerne med!”
Xander stod med armene på kors og tillod sig i, at himle med øjnene over manden, da han ikke rigtig så ham som en trussel. Selvfølgelig kunne denne usle slavehandler ikke besejre the shadow clan, den var enorm og fyldt med gode bueskytter, krigere og spioner. Den var ikke bare sådan, at slippe af med!

Han kiggede ned på sin hånd, da han pludselig mærkede den varme væske der løb ned af den. Forundret så han op af armen og på såret. Han lod den anden hånd glide over såret og kunne konstaterer det var dybere end han brød sig om og sikkert krævede at par stink, når han kom hjem. For nu, dog, var der ikke meget han kunne gøre ved det, end håbe det snart stoppede med at bløde. Han gryntede svagt for sig selv, før han tog sin dolk og skar noget stof af hans bukser. Lidt efter var han i gang med at binde det om sin arm, med knuden lige over såret, for at forhindre det i at bløde. Han brugte tænderne til hjælp, da han strammede knuden. Stoffet blev hurtigt gennemblødt af blød, men han kunne ikke gøre mere lige nu. Og derefter så han på slavehandleren...Og smilte. Manden udtalte en trussel mod hans klan, men Sean følte sig ikke bestemt skræmt. Det kunne nok være der faktisk fandtes folk, samlet i en gruppe, der kunne skade ham og hans klan. Men han troede ikke på det ville så nemt, som manden lagde op til. Hans klan var stor og der var mange folk i den, med mange evner. Meget nær hans egen hær. Der skulle meget til at få den ned med nakken.
"Tag dette som et tegn. Vi skulle være døde, men alligevel står vi her. Præcis det samme vil ske med min klan. I vil angribe den, mene den burde være død, men alligevel vil den bestå" Sean var ganske afslappet og så på manden med et koldt, dødeligt blik.

Han vendte sig om mod kvinden og manden, der begge var kommet sig rimeligt efter kampen og nu virkede afventende. Han kunne se på dem at de ikke helt vidst om de skulle flygte, om han nu ville slå dem ihjel eller om de ville få en plads ved hans side.
"I har bevist jeres værd og kæmpet med mig. For dette er jeg jer taknemmelig og vil give jer jeres frihed. Men jeg vil også tilbyde jer en plads i min klan. Her vil i få seng, mad, varme og våben, men til gengæld vil i arbejde for mig og skabe rigdomme, ikke bare for jer selv, men for hele klanen" De så lidt på hinanden, før de så på Sean, en smule tvivlende. Men Sean blev blot stående, afventende, mens han så på dem. Til sidst nikkede kvinden og lidt efter også manden.
"Vi vil følge dig" tilføjede kvinden. Sean nikkede let. Han så kort på Xander, før han så på slavehandleren igen.
"Vi bør ikke dræbe ham. I stedet foreslår jeg vi slæber ham hjem til klanen, lænker ham fast og torturerer oplysninger ud af ham. Trods der kun findes få, der faktisk udgøre en trussel, er det bedst ikke at undervurderer det. Enhver trussel, små eller stor, skal knuses og hellere før end efter" bestemte han sig for.
Åh, dette var et blodbad og han vidste det ville opmærksomhed. Det var bedst hvis de forlod slavemarkedet nu og ventede et par uger med at komme tilbage. Han sukkede svagt. Aldrig gik tingene som han ønskede sig dem. Pludselig vente han sig mod Xander og smilte afslappet.
"Du får ansvaret for vise dem til klanen og sørge for de får, hvad de har brug for. Du får også ansvaret for at manden her bliver låst inde og udsat for en passende behandling. Jeg ønsker ham ikke død, ikke lige nu, men jeg ønsker oplysning. Enhver ting, stor eller små, du kan vride ud af ham er noget jeg vil vide" han så lidt på Xander. Han var ung, blot en dreng for de fleste, men sikke talenter drengen bar på! Og kæmpe kunne han, han så ikke engang ud til at være synderlig ked af at have slået ihjel.

Sean gik over til manden og tog sin dolk fri, satte den tilbage i dens skede og vred armen om på manden, så han havde mindre lyst til at gøre modstand. Og med en af mandens arme omme på ryggen og en hånd på hans skulder, førte Sean ham ud derfra, med tegn til at resten af dem skulle følge efter. Selv om han havde givet Xander ansvaret, kunne han godt selv hjælpe til. Desuden ville han også gerne tilbage til klanen.
Mens han gik, og regnede med at resten fulgte ham, overvejede han om der ikke var en stilling hvor Xander kunne gøre mere nytte for klanen, end som en af de lav-rankede.
"Jeg sender et par mænd tilbage for at rydde op og se om de finder noget nyttige i slavehandlerens papirer" tilføjede, omend en smule mere fjernt, da han havde en hel del at tænke over.