Blot et simpelt møde (Amos/Dust)

På en dag så skøn som denne, ville det nærmest være synd og skam at spilde den på, at være indenfor. Solen skinnede fra en nærmest skyfri himmel, med blot få undtagelser, i form af nogle enkelte dovne skyer, der sløvt bevægede sig hen over himlen, mens lette briser bevægede sig gennem trækronerne, i denne askegrå skov. Man kunne godt mærke på vejret, at efteråret langsomt men sikkert, var begyndt at tage over, og lige som vejret var nu, var en af efterårs tidens gyldne dage, hvor temperaturen lå behageligt mellem en lun sol, og en kølig brise.
Det var på en flot dag som denne, at en enlig sjæl havde valgt at gå ud i skoven, i hans søgen efter nogle forskellige ting, han skulle bruge til sin gøren og laden. Denne draconianer der lød under navnet Dust, var som altid iført sit mindre farverige sæt tøj, i form af et par korte, sorte bukser samt hans ærmeløse long coat, pyntet med hans rygmærke, der dog lige for nu, var dækket delvist til, af den læder taske, han havde hen over sin skulder, og for at gøre det lidt mere farverigt, bar han sine handsker og ringe, der nok virkede lidt for pyntende på en person, der hverken brugte sko eller en trøje.

Det havde ikke været længe siden, at han havde fået fat i en af de ting han var kommet til denne skov, for at få fat i, og på hans vej videre, var han stoppet for at få sig noget at spise. Han havde taget noget kød med hjemmefra, så et bål var det første han havde startet op, så han kunne stege det. Dette havde selvfølgelig haft en anden konsekvens, som Dust efterhånden var blevet vant til, for når man lavede mad i en skov, kunne man ikke altid undgå at tiltrækle sultne dyr, og i dag af alle dage, var det en enkelt lille drage, af den lokale slags, der havde fundet sin egen vej hen til ham. Siden Dust var draconianer, kunne han ikke lade være med at blive venner, med det lille væsen, så da han havde slukket sit bål, så han kunne spise på vejen, sad den lille drage på hans hoved.

Den lille drage udbrød nogle af dens lyde, som om den snakkede til Dust.
"Ja ja, du er sulten, jeg er sulten, alle er sultne.... eller noget!" sagde Dust tænkende, som om han forstod hvad dragen sagde, men samtidig bare lod som om han forstod den. Han rakte dog det kød han gik og spiste af op til dragen, og den tog alligevel en bid, så om han var rigtig på den eller ej, kunne godt være svært at regne ud, hvis man ikke vidste bedre.

Amos gik stille og roligt rundt i skoven og hyggede sig egentligt strålende nok. På hans skulder sad hans tvilling, Alfie, og holdt øje med deres omgivelser, samt hvad hans mere menneskelige bror lavede, som han rendte rundt og samlede lidt forskellige urter, ment til at lave forskellige miksturer han vidste, ville hjælpe med helingen af et sår, som en hingst han var igang med at træne for en adelig familie, havde fået påført sig. Alfie havde alle dage syntes at Amos var alt for godhjertet af sig, en kende for naiv til tider, også - men han havde nu også alle dage holdt utroligt meget af hans tvilling, især hvordan Amos aldrig nogensinde havde villet skjule Alfie for omverdenen, men at han altid havde været stolt af at have en drage som tvilling. Også selvom den drage ikke var meget større end en normal huskat.

Som Amos gik dybere ind i skoven og var totalt opslugt af de urter han var igang med at plukke, opdagede Alfie noget han ikke selv havde opdaget. Alfie opfangede nemlig hurtigt lugten og synet af den anden lille drage, der sad på en mands hoved, midt i lysningen de var kommet hen i udkanten af, så han klemte lidt til om Amos' skulder med sine klør for at få hans opmærksomhed.

Amos så brat op, med et let forvirret ansigtsudtryk, de røde krøller totalt uregerlige at se på som han var standset midt i bevægelsen med at plukke endnu et par blade af den sidste af urterne, han havde fået øje på. Han fik hurtigt stoppet det ned i tasken, og børstede dernæst sine hænder af i sine bukser, inden han rettede sig op som hans blik nu var fastlåst på manden med dragen der tydeligtvis - for Amos var det i alt fald tydeligt - ikke kun var ude efter noget mad, men helt generelt bare noget opmærksomhed. Lidt ligesom en hundehvalp der ikke fik nok nus efter dens eget hoved. "Jeg tror han ville værdsætte en smule mere opmærksomhed, og ikke kun noget mad," sagde han derpå roligt, omend en smule nervøst, som han trådte ind i lysningen. Det var altid lidt et sats når han bare sådan åbnede munden om den slags - om folk enten tog imod hans råd, eller om de bad ham skride af helvedes til...

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dust stoppede på stedet, da han hørte lyden af en anden persons stemme, han kiggede i retning af hvor han havde hørt stemmen, blot for at lægge sine øjne på en fremmede. De rubin røde pupiller, skinnede nærmest igennem tågen i hans øjne, den selv samme tåge, der kunne give et indtryk af at han var blind, men alligevel stod han her, og studerede udseendet på denne fremmede, som om der intet var galt med hans blik.
"Hmm interessant! Yderst interessant!" sagde han med en form for nysgerrighed i hans stemme. Han førte sin hånd op til dragen på hans hoved, samtidig med at han skiftede den til drage form, så han kunne bruge en af sine klør, til at kradse dragen blidt, henover hovedet og ryggen. Det virkede til at denne fremmede person havde mere end ret, for Dust'es nye lille kammerat begyndte at nyde opmærksomheden, som en legesyg hvalp, der nappede til hans fingre, og bevægede sig rundt, for at få ham til at nusse de gode steder, som det lille kræ bedst kunne lide at blive nusset. Dust smilede let til Amos, mens han fortsat nussede dragen på hans hoved.

"Du virker til at have en ret god ting gående med dyr! Det er næsten før jeg kan mærke noget over dig, som jeg ellers ikke observere ved andre!" sagde han nysgerrigt, med en stemme præget af en venlig sjæl. Han kunne ikke helt sætte en finger på hvad det var, men det var næsten som om hans intuition, virkede anderledes med denne fyr, end hvad den normalt gjorde med andre, og hans kropssprog indikerede til en hvis grad, den nysgerrighed der var at finde i ham, samt det faktum at han var relativt rolig, omkring denne fremmede santuine og hans broder.
"Og ham...dig..." han rettede de blinde øjne mod Amos bror, med stor nysgerrighed "...du er ikke hvad man skulle tro, ved første øjekast, er du vel?" han smilede varmt, mens han lavede en bevægelse med den hånd, der nussede dragen på hans hoved, så den hoppede over på hans hånd, og lagge sig ned af hans arm.

Det lille, lettere nervøse smil var noget så synligt som den anden mand vendte sig om mod Amos, der hurtigt så væk, men kun for en kort stund som han rodede sig let i de rødekrøller, og hans syn atter fandt vej tilbage til den anden mand. Ganske enkelt fordi han aldrig helt vidste hvordan han skulle agere i forhold til andre mennesker. Dyr var så meget nemmere...

Men ganske som han havde forudset så blev den lilel drage en del gladere fornus end den havde været for blot at få lidt at spise. Og sådan som mandens hånd ændrede sig... han måtte velvære en af disse draconianere, Amos havde fået læst en del om? Han mente ikke at have mødt nogen endnu, men så måtte dette jo bare være den første han fik et reelt kendskab til. Spændende!

"Jeg har altid kunnet lide dyr bedre end de fleste folk," sagde han så, hudløst ærligt, og trak let på skuldrene. "De er meget nemmere at forstå. Og det er utroligt sjældent de lyver. Det er virkelig noget jeg værdsætter. Der er så mange mennesker der siger ét, men deres kropssprog viser noget andet... Det er utroligt sjældent jeg ser det hos noget som helst dyr." sagde han så stille, og bed sig le ti læben. Havde han sagt lidt for meget? Han sagde altid bare præcis hvad han tænkte, og det havde gjort folk fornærmede før i tiden...

Alfie lagde hovedet let på skrå som Dust talte til ham, som han tydeligtvis hørte godt efter. Og de gyldne øjne der fandt Dusts, var der skam også en menneskelig intelligens at spore i, som Alfie nikkede til hans ord. Amos smilte let, og valgte for en sikekrheds skyld at stemme i. "Nej, det er han ikke... Alfie er langt mere end en normal lille drage."

Dust kunne ikke undgå at bemærke, hvordan Amos virkede lidt nervøs ved ham, og det kunne han egentlig godt forstå, både på grund af den verden de levede i, men samtidig også på grund af det han fortalte. I hans erhverv, havde han mødt mere end nok skumle typer, derfor vidste Dust udemærket godt, at de menneske lignende væsner, der var at finde i denne verden, havde stærke tendenser til at lyve, så af den grund var han kommet frem til den samme konklusion, nemlig at dyr var meget mere til at stole på, end største delen af de væsner man kunne møde, i denne verden.
"Der må jeg give dig helt ret, jeg tendensere selv til at kunne lide dyr mere, end de fleste væsner jeg har mødt på min vej! I det mindste plejer dyr at være ærlige, både overfor dem selv, men så sandelig også overfor verdenen omkring dem!" sagde han med et mildt smil på læben, mens han så på dragen, der kældent nussede sig mod hans hånd. Han nussede den med sin frie hånd, og det kunne vist ikke være svært at se på ham, at han selv havde en forkærlighed for dyr. Med et nysgerrigt blik, så han op på Alfie igen, smilede til ham og lagge hovedet på skrå.

"Hmm interessant, det er ved at være en god rum tid, siden jeg sidst mødte et par santuine brødre!" sagde han glad, hvorefter han gav et varmt smil fra sig, mens han satte sin drage ven op på hans skulder, og gav den noget kød så den kunne sidde og gumle lystigt på det "Mit navn er Dust, det er rart at gøre jeres bekendtskab!" han holdt sin normale hånd frem mod Amos, mens han rakte sin dragehånd frem mod Alfie, for at hilse på dem begge. Han var faktisk glad for at møde væsner som dem, der virkede så fredelige og venlige, især med det han var vant til i hans hverdag, når ikke han var derhjemme, sammen med hans piger.

Amos stod lidt og skiftede vægten fra det ene ben til det andet som han snakkede, før han tav, igen usikker på om han talte for meget, eller for lidt, elle rom de helt forkerte ting, når han talte med fremmede. Men han havde på fornemmelsen at fyren her ikke tog det så tungt - det sagde hans kropssprog ham i alt fald, men igen, han stolede ikke fuldt ud på kropssproget med andre end dyr.

Han åndede derfor et lettelsens suk som fyren gav ham helt ret i at dyr generelt var langt mere ærlige end de fleste folk var, eller kunne finde på at være. Dyr havde som regel også mindre grund til at lyve, det var sjældent de havde et andet motiv. Og de dyr de rhavde det, var ofte folks kæledyr - dyrene havde lært det af deres ejere, simpelthen. Det var i alt fald utroligt sjældent at han så løgn og bedrag blandt vilde dyr.

Og at han også havde kendskab til santuiner... Og ikke virkede til at blive hverken vred eller fyldt med afsky som mange andre gjorde, ja, det varmede jo helt om hjertet! Amos og Alfie delte et langt, meningsfyldt blik, hvor det for de fleste nok var tydeligt at det ene blik i sig selv var en lang samtale for dem, som de ikke engang behøvede at tænke tanken, for at vide hvad de begge mente om det her - endelig! En der måske forstod dem lidt, eller i alt fald en der accepterede dem, ud over deres storesøster. De kiggede dog begge tilbage på Dusto som han introducerede sig selv, og rakte en hånd fremtil hver af dem. Amos tog imod hans menneskelige hånd, og Alfie rakte sin ene forpote ud, for at lægge den på den ene finger af den mere dragelignende hånd. "Jeg er Amos, og dette -" sagde Amos derpå, og hentydede til sin tvilling, "... Er Alfie. Hvis han selv kunen tale ville han nok noget så glædeligt tale det ene øre af dig, men istedet er det mig det får lov til at gå ud over," jokede han derpå, hvilket prompt blev efterfulgt af et fnys fra Alfie og en lille skalle med hornene mod siden af Amos' hoved, hvortil Alfie blot grinte. "Undskyld, undskyld, ja, dårligt joke, det ved jeg godt, Alfie,"

Med et varmt smil, rystede han Amos hånd, og bevægede sin dragehånd i lidt mindre bevægelser, da brødrene tog imod hans hilsene gestus. Dust virkede desideret glad for, at møde et par brødre som dem, og på en sær måde gav det vel mening, for han havde altid været glad for sjældne objekter, han var noget af en samler, og den forkærlighed blev på sin vis overført, til når han mødte andre væsner. Det var ikke lige frem fordi han havde lyst til at samle på Amos og Alfie, som var de sjældne objekter, men hvad han havde lyst til, var at give dem hans venskab, da han indtil videre, godt kunne lide dem.
"Hehe, det er godt Alfie, lad ham ikke tro han kan slippe afsted, med at være så flabbet!" sagde Dust med en varm latter, da han så hvordan Alfie reagerede på, hvad Amos sagde om at snakke øret af ham. Dust havde godt nok aldrig selv haft en broder, men det havde aldrig stoppet ham i, at værdsætte et broderligt bånd, såsom det santuiner delte med hinanden "Jeg må indrømme, at det er sjældent jeg møder santuiner, men det gør mig ofte glad, når endelig jeg gør det! I minder mig om nogle af de ting, jeg i tide og utide har det med at glemme! Det er vist en af ulemperne ved at leve i alt for lang tid, og bruge en god sjat af den tid alene!"

Selvom han prøvede at give et varmt smil fra sig, kunne man vist godt ænse noget sørgmodigt gemt bag smilet, nogle subtile tegn på en gammel sjæl, mærket af ensomhedens stærke lænker, men samtidig virkede det også som om, at disse lænker ikke havde et lige så stærkt tag i ham, som de måske havde haft engang. Med en blid bevægelse, nussede han blidt dragen på hans skulder, med den hånd der stadig var i drage form, så de rubin røde skæld der dækkede den, glimtede en smule i de lune solstråler, der ramte den, mens dragen kom med nogle glade lyde, over den opmærksomhed og nussen den fik, som den var så glad for.
"Nu hvor jeg tænker over det, er der noget jeg er nysgerrig over! Jeg husker at jeg for lidt tid tilbage, læste en bog eller 2, skrevet af en person af samme navn som dig, det skulle vel tilfældigvis ikke være dig, der har skrevet den eller disse, er det vel?" spurgte han nysgerrigt, og smilede til Amos.

Amos smilede blot let igen, som han trak hånden til sig efter håndtrykket. Kropslig kontakt var ikke lige det han var mest vandt til, eller mest tryg ved, altså, udover med hans bror, som han gerne var så tit og ofte i kontakt med som overhovedet muligt, men det var nu også grundet den store beskyttertrang de havde over for hinanden, og den tryghed det gav dem at være i så tæt kontakt med hinanden.

Amos rødmede dog en lille smile som Alfie sådan daskede til ham, og han gav ham da også ret i at det havde været en dårlig joke, og at han havde fortjent den form for dummeflad som Alfie gav ham. Men igen, Alfie kendte ham så også godt at han brude vide at Amos ville komme med de der utroligt dårlige jokes indimellem, uden han rigtigt kunne gøre for det. Han kunne bare godt lide at få folk til at grine og smile, jo!

"Ah... ja, det kan jeg forestille mig. Det er ikke ligefrem fordi det er så utroligt mange år at vi har levet i, trods alt - i alt fald ikke i forhold til hvor længe jeg ved der er andre der kan leve. Inklusive dig, kan jeg så høre." sagde han derpå med et let smil. Han selv og Alfie havde jo ikke engang levet i 30 år endnu.

Som Dust nævnte bøgerne, dog, så gned Amos sig lettere akavet på halsen. Han var glad for når folk havde læst hans bøger, men samtidig følte han også altid at det måske var en smule akavet at møde folk der havde, han vidste aldrig helt hvad han skulle sige, jo! "Jo, det har du skam ret i. Amos Emmett Floyd, det er skam mig. Og ja, det er to bøger jeg har udgivet på nuværende tidspunkt, omkring de mange mere eller mindre magiske dyr der lever i bjergene omkring Dragon's Peak. Jeg er igang med at indsamle empiri til min næste bog her i de omkringliggende egne, nu."

"Jeg må indrømme, at selvom det er fedt nok at have mere potentiel leve tid, end vise andre typer racer, så har det sine ulemper at leve så lang tid, trossalt kan det resultere i, at man overlever sine nærmeste, hvis deres levetid er kortere end ens egen, eller hvis deres liv bliver skåret kort, af ude frakommende grunde! Samtidig er der også problemet med at min hukommelse, fungere omtrent på samme måde som din, så tid kan få mig til at glemme fortiden, lige som den kan få dig til at glemme din fortid, forskellen er blot at jeg lever længere, og derfor kan nå at glemme mere, i takt med at mit liv fortsætter!" sagde han med en mild stemme, der dog bar nogle svage spor af at dette gjorde ham trist. Disse svage spor af at være trist, kom af at han havde mistet ikke bare sine forældre, men også nogle andre nære bekendtskaber i sit liv, og siden han troede stærkt på, at folk levede videre gennem deres efterkommere, og dem der huskede dem gennem deres liv, betød det at hans normale hukommelse, sammen med hans længere levetid, kunne resultere i, at han måske glemte dem, hvis han ikke gjorde noget aktivt, for at huske dem.
Dust kunne ikke undgå at mærke på Amos, at han reagerede lidt akavet på at Dust nævnte hans bøger, hvilket i hans øjne var forståeligt. Det var ikke lige alle væsner, der havde en selv sikker personlighed, nogle væsner var mere generte i det, og vidste måske ikke lige hvordan man greb det an, når nogen pludselig dukkede op, og begyndte at snakke om noget, de havde skabt og bragt ud i offentligheden.

"Jeg syntes nok der var noget bekendt ved dit navn, man kan vel sige dit navn stikker lidt ud, når nu det ikke er et navn man høre så tit!" sagde han med et varmt smil på læben, mens dragen på hans skulder, begyndte at snappe ud efter et insekt, der var kommet tæt på. Da insektet fløj over til hans anden skulder, brugte dragen sin mund til at holde fast i hans long coats krage kant, mens den prøvede at snige kravle sig tættere på insektet, og så snart den var kommet tæt nok på, gjorde den kære drage sig klar, og i et katte lignende hop, angreb den insektet med sin ene pote, men fejlede i sit forsøg. Dust nussede den blidt, for at det kære væsen fik noget andet at fokusere på, mens han fortsatte sin samtale med Amos.
"Jeg kunne virkelig godt lide dine første bøger, jeg er selv meget glad for dyr, og i ny og næ møder jeg situationer, hvor jeg skal bruge materialer der kun kan fås, fra bestemte dyr, og når den slags forekommer, er det godt at have dine bøger til rådighed!" sagde han mildt. Dragen nød at nusse sig ind til hans hånd, den virkede fuldstændig ligeglad med deres samtale "Jeg foretrækker dine bøger, da andre jeg har fundet, som regel kun fortæller hvilke dyr der producere hvad, eller hvordan man skaffer noget bestemt fra dyr, på måder der skader dem eller kræver at man dræber dem! Jeg finder den slags lige i overkanten, især hvis den slags kan gøres, uden at de kære væsner lider overlast!"

"Ah... Ja, det lyder alt sammen rimelig problematisk... Troede aldrig jeg skulle sige det, men lige nu er jeg så måske lidt gladere for min kortere levetid," sagde Amos så, med et let, medfølende smil. Når Dust sagde det på den måde han sagde det, måtte det jovære fordi han selv døjede med tab af folk der stod tæt på ham, og hukommelses problemer - ellers ville man vel ikke komme ind på emnet, overhovedet. "Hvis det ikke er for meget at spørge om, kan du så måske stille min nsygerrighed tilfreds - præcis hvor længe har du levet, nu det lyder som om du selv har oplevet disse problemer?"

"Det har du vel også ret i - det er i alt fald sjældent jeg selv er stødt ind i nogen der deler blot mit fornavn, og med mit mellem- og efternavn er der jo nok ingen tvivl." sagde han så, med et svagt smil, som han kløede sig let i hovedbunden, midt i manken af de røde krøller. Smilende så han derpå over på den anden lille drage, som der snappede ud efter et insekt. Alfie selv fnøs af det som om han ville sige 'legebarn', hvilket fik Amos til at grine let. "Alfie, vær nu lidt sød. Han er nok yngre end dig. Du snappede også selv efter insekter engang." Alfie rullede med øjnene, og lagde sig i stedet lidt bedre til rette på Amos' skulder.

"Det varmer godt at høre dig sige det. Mange jeg kender sagde at folk ikke ville være interesserede i hvordan dyrene lever når de er for sig selv, at folk kun ville være interesserede i hvordan man dræber dyrene og får mest muligt ud af dem- jeg, som du nok kan fornemme, var dybt uenig. Der er utroligt meget vi kan lære af alle væsnerne omkring os."

"Det er forståeligt du har det sådan, dog har denne situation givet mig grund til, både at lære at skrive og tegne, den gang jeg stadig var omtrent på din alder, på den måde kunne jeg tegne dem jeg holdt af, og nedfæste de ting jeg oplevede, så jeg aldrig ville glemme den slags helt!" sagde han med et lidt skævt smil, da han mindedes nogle af de gode minder, som han havde holdt i live, gennem hans dagbøger og de billeder, han havde nedfæstet, sammen med hans minder. Da Amos indledte hans spørgsmål, kunne Dust ikke lade være at smile lidt, da det faktisk var lang tid siden, nogen rent faktisk havde spurgt, hvor gammel han var.
"Jeg er efterhånden blevet 749 år gammel, og hvis jeg ikke husker forkert, er der vist ikke lang tid til, at jeg har fødselsdag, jeg er dog en smule i tvivl, om den præcise dato, så det skal jeg nok lige have tjekket op på!" sagde han tænkende, da han faktisk var blevet lidt i tvivl om, hvornår hans fødselsdag helt præcis var, han kunne bare huske det var et sted omkring efterår og vinter.

"Tilgengæld har jeg altid været af den holdning, at et unikt navn er noget at være stolt af! Jeg kan ærligt talt ikke huske, at jeg nogensinde har mødt nogen, som jeg delte navn med, så jeg føler lidt det er noget unikt, mine forældre gav mig med på min vej igennem livet!" sagde han glad, før hans opmærksomhed blev rettet mod Alfie, der reagerede på hvad dragen på hans skulder lavede. Dust kunne ikke lade vær med at grine lidt af det kære væsen, selvom han nu syntes Alfie var sød, og med et skævt smil på læben, brugte han en af sine drage klør, til at kradse Alfie blidt på hovedet, i et øjebliks tid. "Nu ikke så fin på den unge mand, der er ingen skam i at have det sjovt, også selvom det indbefatter at jage insekter!" sagde han drillende, og rakte tunge af Alfie, mens hans tunge var forvandlet til drage form.

"Ja på det punkt, er der mange væsner der enten er eller kan være ret tilbage stående, ved at have holdninger som denne, og det gør ikke lige frem tingene bedre, at der er mange som ikke er villige til at lytte, eller lære nye ting, fordi de synes tingene er fine nok som de er!" han tog mildt dragen, og satte den ned på jorden mens han snakkede, så han kunne nusse den lidt på ryggen, før han gav den lidt mere at spise, før han rettede sig op igen "Dyr er i mine øjne fantastiske skabninger, der fortjener vores respekt, de har lige så meget ret til at være her og være dem selv, som alle andre i denne verden!"

Amos kunne ikke helt lade være med at spærre øjnene lidt op, da han hørte Dust's alder. Ja, han vidste godt at draconianere kunne nærme sig de 2000 år hvis de var heldige, men derfor var det stadig lidt af en del at høre, når man som ham selv 'kun' havde et normalt menneskes levealder at se frem til. "Det er alligevel en del mere end jeg havde forventet... Du virker egentligt rimelig ung af sind, stadig." sagd ehan så, med et let smil, da han lige var kommet sig over det første chok. "Jeg selv og Alfie er 27 på nuværende tidspunkt..."

"Jeg har nu heller ikke stød tpå nogen med dit navn... Ej heller mit eget, for den sags skyld. Så der kan vist ikke være den store tvivl om, hvem man har fat i, hvis der spørges efter enten dig eller mig," sagde han så, smilet stadig god tpå plads, som snakken faldt på navne og sjældenheden deraf, med lige præcis deres.

Alfie prøvede at forblive en smule knotten, men det var lidt svært når Dust ramte et rigtig godt sted med den lette hovedkradsen, som han så derfor strakte sig lidt efter - men han fnøs nu stadig af Dust's ord. "Han prøver at overbevise alle om at han er mega seriøs... I virkeligheden burde han bare more sig lidt mere," sagde Amos så, og prikkede let til sin bror, som der derpå rakte tunge af ham. "Ja ja, jeg er for fjollet, det ved jeg godt du synes." sagde Amos så som svar, og rullede let med øjnene - Alfie behøvede skam ikke altid at tale til ham med deres tanker, for at han vidste præcis hvad hans tvilling mente med det han gjorde. Nu de havde kendt hinanden hele deres liv, og altid været op og ned af hinanden, ja, så vidste de som regel hvad den anden tænkte, førend de selv var klar over det.

"Dyr er i den grad noget så vigtige. Alle levende væsner er - alle indgår i verdenens balance, som der hurtigt ville forsvinde, eller blive helt skæv, skulle bare nogle få mangle... Det er der bare, desværre, ikke så mange der indser. Jeg gør bare mit bedste for at oplyse folk om præcis hvad dyrene gør, hvorfor de er som de er, og hvad der er den bedste måde at omgås dem på, uden at skade dem eller balancen i naturen omkring dem."

Dust kunne ikke lade vær med at komme med et lille grin, efterfulgt af et stort smil, da han så hvordan Amos reagerede på hans alder, og derefter nævnte at han ikke havde forventet så høj en alder, sammen med hans unge sind. En del af grunden til at dette fik ham til at grine lidt, var fordi han med det samme havde tænkt på, at hans måde at opføre sig på, nok tildels kom af det selskab han var i, da han havde tilegnet sig det karakter træk, at han opførte sig i følge det selskab han var i, så positivt selskab gjorde ham mere glad og udadvendt, men på den anden side, kom denne sinds tilstand nok også af, at han brugte en del tid, sammen med både hans partner og hans slave.
"For at være ærlig, tror jeg det hjælper en del på mit unge sind, at de 2 væsner jeg er mest sammen med, begge er relativt unge kvinder!" sagde han med et lidt skævt, semi genert smil, mens han kløede sig lidt i nakken "27 er da en god alder, når man har en menneskelig leve alder! Jeg kan huske at de første 200 år af mit liv, blev jeg stadig sammen lignet med et barn, eller kaldt en knægt, som var jeg en teenager eller noget!"

"Det betyder jo, at det kan være godt eller skidt at have vores navne, alt efter hvem der leder efter en, eller hvad vi ellers kan finde os selv i, af givne situationer!" svarede han tænkende, da han faktisk havde oplevet nogle gange, hvor væsner der kendte hans navn, havde nemmere ved at lede efter ham, fordi hans navn var så unikt.
Et drillende smil kom frem på hans læber, da han godt kunne se på Alfie, at han nød at blive nusset lidt, selvom han spillede super seriøs, og selv Amos gjorde Dust sikker på, at hans intuition om Alfie var korrekt "Hey Alfie, jeg ved alle de seje drager er super seriøse, men lyt til en der sikkert er blevet for gammel, til at være en af de seje unge drager: det er meget sjovere, at være lige den man har lyst til, frem for at have et image!" sagde han drillende, og rakte tunge af Alfie, mens han drillende kradsede Alfie henover ryggen, for at se om han kunne få lidt gang i det kære væsen, og få ham til at glemme at være helt seriøs.

"På disse punkter, må jeg indrømme at jeg er fuldstændig enig med dig! Folk tendensere til at se ned på dyr, på den ene eller anden måde, og det er sikkert derfor jeg i de fleste tilfælde, kan lide dyr mere end jeg kan lide de fleste væsner! Der er dog nogle jeg møder hist og her, såsom dig og Alfie, der fortjener min respekt, tildels på grund af den måde i opføre jer på, og det er på grund af væsner som jer, at jeg stadig er villig til at give menneske lignende væsner en chance!" sagde han med et varmt smil. Hvis det ikke allerede kunne høres på den måde han sagde dette på, kunne man sikkert godt mærke på ham, at han ikke så på Amos og Alfie, som kun et par santuine brødre, bestående af et menneske og et dyr, men mere som 2 væsner der delte et særligt bånd, og som han anerkendte for hvad de virkelig var. Alfie var ikke bare en drage for ham, og Amos var ikke kun en gut der lige så godt kunne være et menneske, med et dyr som bror.

"Det kan der værenoget om... Ens sædvanlige selskab har meget for at sige hvordan man udvikler sig som person, trods alt." sagde Amos så med et lille smil, og Alfie så over på ham, nu med et mildere udtryk i ansigtet. *Vores søster har gjort meget på dét punkt.* Amos så tilbage på ham med et smil ognikkede. "Ja... Som Alfie her så fint lige påpegede, så ville vi nok begge være af et meget anderledes sind, havde det ikke været for den fantastiske storesøster vi har kunnet vokse op med. Hun har trods alt altid støttet osbegge i blot at gøre hvad der gjorde os mest glade, hvor vores forældre gerne ville have at vi holdt os skjult."

"Ganske rigtigt. Det betyder vel såogså bare, at man må sørge for at man har et godt omdømme, ikke sandt? Så der ikke er nogen der ville lede efter én med dårlige intentioner!" sagde han derpåmed et grin, til det med deres mere specielle navne. Indtil videre havde folk da også kun været interesseret i ham grundet hans forskning, så det var jo godt nok.

Alfie prøvede stadig at se noget så seriøs ud, men refleksen og instinkterne var alligevel lige lidt for voldsomme - så da Dust ramte et virkelig godt sted, så gik hans ene bagben amok ligesom det ville på en hund eller kat der blev kradset det helt rigtige sted, og dette fik Amos til at klukle en smule, hvorefter han blev rækket tunge af, af sin drage broder. "Åh, tag nu bare en slapper. Alle har brug for at være fjollede og totalt afslappede indimellem," grinede Amos, og klappede Alfie let på hovedet.

Derpå smilede både Amos og Alfie til Dust, og begge bukkede hovedet, utroligt synkront, som for at vise deres taknemmelighed for hans venlige ord - det varmede jo helt om hjertet at vide, at man gjorde så stort et indtryk på så kort tid, på en der måtte have mødt adskillige af deres slags før, med den alder!

"Personer, såvel som ensomheden, kan have meget at sige, hvad den slags angår, især over længere tid! Men jeg er glad for at i 2 har hinanden, og jeres søster lyder til at hun har været en vigtig, positiv indflydelse på jer!" sagde han eftertænksomt, mens han tænkte på hvor rart det kunne have været for hans eget vedkommende, hvis han havde haft en bror, der kunne holde ham ved selskab, på samme måde som Alfie og Amos havde hinanden. Han havde brugt alt for meget af sit liv alene, hvilket havde påvirket ham, på op til flere mærkelige måder.
"Hmm ja, hvis et godt omdømme er det man kigger efter!" svarede han med en lettere tvivlsom undertone i hans stemme, da han faktisk ikke lige havde været særligt god, til at holde sig på den godhjertedes smalle sti "Jeg tendensere til, ikke at fortælle mit navn så tit, til dels fordi jeg ofte finder vej, til suspekte personligheder, desuden har jeg selv dræbt folk, så med et unikt navn som mit, er der ikke særligt mange, der aner hvem jeg er!"

Da han fandt det helt rigtige sted at nusse Alfie, som fik ham til at "stampe" med benet som en gal, kunne Dust ikke lade være med at grine lidt, da han syntes det var ret sødt, især når nu Alfie prøvede at være dybt seriøs, lige op til han fandt det spot. Han var faktisk glad for at have mødt disse santuine brødre, for selvom han havde mødt væsner der var flinke nok, var der noget særligt ved at møde godhjertede væsner, der nærmest af natur, var som Alfie og Amos. Han gav en nikkende gestus fra sig, da de reagerede på det han sagde om, at han respekterede dem for at minde ham om, at der fandtes godhjertede væsner, før han med et varmt smil, så på den drage han havde gået rundt med, løbe afsted mod hvad end den nu skulle ud i verdenen, for at lave af ballade. Hans blik ændrede dog retning, da han kiggede sig omkring, som om han kunne mærke noget.
"Det... var usædvanligt... der er noget stort i nærheden, som bevæger sig tættere på os... og det føles ikke som et menneske lignende væsen!" der var en agtpågivenhed i hans stemme, og der gik ikke lang tid, før hans næse og ører blev til drageform, så han bedre kunne lugte og lytte til sine omgivelser, for at identificere hvad det var han kunne føle "Det er vist en god ide, hvis vi bevæger os videre, så vi ikke finder os selv, på den forkerte side af et eller andets humør!"

Amos smilede blot og nikkede let som svar til det med deres søster- for ja, hun havde virkelig haft en god indflydelse på dem, og sørget for at deres forældre ikke totalt overbeskyttede dem, så de rent faktisk havde haft en tilnærmelsesvist normal barndom istedet for at næsten ikke have været udenfor grundet deres forældres frygt og bekymringer.

"Ah.... Ja, det kan jeg så godt se." sagde Amos roligt, med et lille smil, til den yderligere snak om at have et specielt navn. Nu var Amos jo selv nærmest så godhjertet som man kunne være, han kunne ikke drømme om at gøre nogen ondt - så heldigvis var der da kun gode ting folk havde haft at sige om ham, indtil videre, måske lige med en kommentar i ny og næ om at han var lidt mærkelig for at gå så meget op i den type arbejde han havde, men sådan var det jo når så mange andre ikke kunne se alt det gode væsnerne i denne verden havde at tilbyde.

"Noget stort?" sagde Amos så, med et let løftet øjenbryn. Langt de fleste væsner var han ikke den mindste smule nervøs over for, selv mange af dem som andre folk ville finde rædselsvækkende, og som de fleste ville flygte fra på stedet. Det var nok også fordi han vidste så megetom forskellige dyr som han gjorde, og den unikke evne han lod til at have, med meget nemt at kunne få dyr til at falde til ro og deslige. Når han vidste hvor sjældent det gik galt for ham, selv med store, stærke, 'farlige' dyr, ja, så var hans opfattelse af omnoget var farligt, nok en hel del anderledes end de fleste andres. "Hvilken type mener du? Er det måske en kæmpeulv? Kæmpeedderkop?" det var lige umiddelbart de eneste han kendte til af store dyr i denne omegn, som der kunne finde på at angribe. Altså, udover en bjørn, men så skulle man være for tæt pådens unger til at den angreb ud af det blå.

"Ja.... noget stort.... jeg tror det er hende, jeg kom her for at finde!" sagde han langsomt, mens han prøvede at mærke, hvad det helt præcis var han havde observeret. Et par få gnister, bevægede sig henover overfladen af huden på hans hoved, mens han lukkede øjnene og mærkede efter, for at være sikker på hvad det var, han havde observeret "Ja! 8 ben, et stærkt bag parti, og at dømme ud fra hvordan hun bevæger sig, har hun oplevet mere tid end de fleste! Mere kamp og skade, end hvad andre af hendes art har prøvet og overlevet!"
Dust var kommet herud for at samle ingredienser, og en af dem, skulle han være så heldig at finde hende, kom fra dette væsen, men indtil nu havde han været i tvivl om, hvorvidt denne eksisterede, da alt han havde hørt om lige denne kæmpe edderkop, var basseret på rygter. Men nu hvor han havde observeret hende, endda så tæt på hans nuværende lokation, ville han i det mindste prøve at møde væsnet, for at se om han kunne få dens gift. Han var dog ikke interesseret i at dræbe væsnet, så han håbede på at edderkoppen, havde det på samme måde med livet som han havde, efter at have levet så længe.

"Der findes flere kæmpe edderkopper af hendes slags i denne skov, men ingen så gammel som hende, og jeg ønsker at møde hende, om hun er venlig eller ej!" sagde han roligt, mens han så over på Amos og Alfie, med et blik der bar tegn på hans manglende frygt, og store nysgerrighed omkring dette væsen, der var kommet i nærheden af dem "Hvis i er interesseret i at komme med, skal i være velkomne til det, men i bør nok vide at jeg ikke ved noget om, hvorvidt hun er farlig eller ej! Jeg ved kun hvad jeg har hørt fra rygter, og de fleste indbefatter folk, der prøvede at dræbe hende, eller flygte fra hende!"

"Hende...?" sagde han let undrende, før både Amos og Alfie så sig lidt omkring, og Alfie sniffede let ud i luften, før han så op på Amos. *En af kæmpe edderkopperne, ja. Tror det er en af dem du snakkede med i sidste uge.* sagde han derpå roligt til sin bror, hvilket fik Amos til at lyse op i et stort smil.

"Jeg er skam interesseret i at komme med, ja - vi var i en af deres store lysninger blot i sidste uge. Det kan være det var hende der kom hen mod slutningen af mit møde med dem! I så fald vil jeg meget gerne have skrevet noget mere ned om hende, spurgt hende ind til lidt flere ting... Det ville være noget så umådeligt interessant, og hjælpe min forskning en hel del. De er slet ikke så slemme som mange folk tror... Folk gør desværre bare konstant ting der tirrer dem, så det er virkelig folks egen skyld at man bliver angrebet," sagde Amos, som han hurtigt fik samlet sine ting sammen, og derpå, sammen med Dust, begyndte at gå i retning af hvor det var tydleigt at høre hun kom fra.

// Undskyld den blev lidt kortere - skal lige ind i figuren igen.

Dust kom med et varmt smil, da han hørte Amos fortælle, at han allerede havde mødt det væsen, han var kommet her for at finde. Selvfølgelig havde lige præcis denne unge santuine, allerede været i kontakt med hende og hendes race, han var her trossalt for at studere dyrene i denne skov, så hvorfor kom denne information, overhoved som en overraskelse for ham?
"Fantastisk, så i kender allerede hinanden en smule? Det gør jo bare tingene endnu bedre!" sagde han i et glad toneleje, mens han ventede på at Amos, fik samlet sine ting sammen, så de kunne komme afsted "Jeg tror dog aldrig jeg kommer til at forstå, hvorfor folk hele tiden regner dem, for at være mere farlige og voldelige, end hvad de egentlig er, for som du selv nævner, er de kun sådan, overfor folk der udgør en trussel mod dem! Men selvfølgelig er der mange ting jeg ikke forstår, omkring menneske lignende væsner, jeg bruger sjældent tid nok sammen med dem, til at forstå hvordan de tænker!"

Så snart Amos var klar, gik Dust sammen med ham, i retning af det væsen han kunne mærke. Det tog dem ikke lang tid, før de var kommet tæt nok på, til at se det prægtige væsen, der bevægede sig gennem skoven, på vej mod den lysning, Amos havde mødt hende i den anden dag. Dust kunne se på hende, at hun bar mærker og ar, efter mange års angreb, kamp og hvad der ellers kunne ske, for en som hende. Med rolige skridt, trådte Dust frem så edderkoppen kunne se ham, han sørgede for at rasle med den busk han gik igennem, så hun kunne høre at han var i nærheden, og vente sig mod ham, først med en truende adfærd, men så snart hun kiggede på Dust, var det som om hun stoppede, og låste øjne med ham. Det var som om man kunne mærke en forbindelse mellem dem, en slags instinktiv intuition mellem dem, der gjorde at de nærmest var på bølgelængde.