Death for dummies ..(Sean)

Der var noget sygeligt over det. Der var ingen tvivl om at han ville have styret stedet på en hel anden og, for ham, sundere måde. en måde der minimerede risikoen for at at folk blev trætte af deres liv og gjorde oprør. En måde der sikrede mere vækst. Hvis han havde sådan en lille by...

Han havde sat sig ind i hestevognen. Han var blevet nød til at holde anderledes på den morglade pige, men den anden lå bare stille i hans arm og studerede ham. Han vidste allerede hvilken der var hans ynglings...Og hvilken en han skulle holde ekstra godt øje med, for at se om hun forblev svag. Det kunne godt være de kun var babyer, men for Sean gjorde det ingen forskel. Faderen ønskede dem ikke og når han giftede sig med Del, ville han nægte at have børnene. Så de var i princippet afhængig af ham. Ikke fordi han gik ud fra Del bare ville gifte sig...Hun ville nok prøve at flygte.

Han var lidt utilpas over ikke at have tøj på til lejligheden. Sandheden var jo han nu stod i bar overkrop, med en dårlig forbinding om den ene arm, beskidte bukser og sko. Hans mørkebrune hår strittede klistret til alle sider. Det var slet ikke en præsentabel måde at komme til sin nye legeplads! Det lignede jo mere at faderen havde samlet ham op i rendestenen. Han følte en svag foragt for sig selv, men vedblev at smile, mens han ønskede nogen dog gad tage den irriterende pige, der ikke gjorde andet end at karte rundt for at finde sin mor og dermed fik ham til at se endnu dummere ud.
Men han lod sig ikke slå ud. Han vidste denne verden, selv om han gav visse kvinder lidt respekt, undertrykte kvinder og at de med tiden nok selv skulle slå sig fri. Han skulle bare vente og så lade som om han var en mand der kunne lide ideen senere.
Så han rankede bare ryggen. Altid hurtigt til at tilvænne sig og til at overleve. Han rankede ryggen og så ud over folk. Hans mørkeblik gled end ikke lidt til jorden. Først gled det ud over bebyggelserne og han mærkede...En svag wow-effekt. Det var sådan et sted han altid havde ønsket sig! For nu havde han et stor hus i Doomsville, en klan i kloakken og et par gårde ude foran Doomsville. Og ellers et par små huse til hans nye handel og som opbevaringssteder for klanen. Men dette...Var jo noget helt andet. Og noget han altid havde ønsket sig. Og nu fik han det næsten serveret.
Dernæst gled hans blik ud over befolkningen. Der var opbygget klar disciplin og respekt. Eller i hvert havde folk lært hvor de skulle stå...
"Med al respekt" han så på faderen. Han nægtede at kalde ham herre, men vidst ikke hvad han ellers skulle kalde manden.
"Er jeg ganske upræsentabel. Hvis jeg kunne få et sted at vaske mig og et sæt tøj, vil jeg være mere rede på at møde Din kone og se mig om på dette pragtfulde sted" han sendte faderen et lille smil. Tanken om Del...Var for nu væk. Men så snart han havde klaret høflighederne og kravene, når man ankom til sådan et sted her, ville han opsøge hende og snakke med hende.

Faderen nikkede. Naturligvis, hans tøj var ganske ... Primitivt, for faderens smag på nuværende tidspunkt, men det ville ikke være noget problem at få nogle til at lægge noget tøj frem, og varme noget vand på forhånd så der ikke var nogen ventetid. Han havde allerede begivet sig op imod det største hus, hvor de mest magtfulde familie levede, og hvor Sean naturligvis havde tilholdssted - Selvom han ikke var tvunget til at være her konstant, som det ellers lød.
For mændene måtte rejse mere eller mindre frit, jo højere op de var kravlet på rangstien, og derfor ville Sean have frihed til at komme og gå som han ønskede det. Naturligvis havde kvinderne ingen ret til dette. Faderen sendte Sean et blændende smil, der for et øjeblik viste, hvordan han havde charmeret sig ind på sin første kone.
"Naturligvis. Vi vil gøre et bad klar, og lægge tøj frem."
Med et lille smil lagde han blikket på et par af kvinderne efter tur, der så snart hans blik strejfede dem, brød ud af rækkerne og småløb op imod huset de havde retning imod. Der gik ikke længe før de stod foran nogle mægtige træporte, der blev åbnet indefra med noget der mindede mærkværdigt om en lydløs knirken.
Faderen slog armen ud, og trådte langsomt ind, imens hans blik lå henover indmaden af sit hus. Der osede af rigdom ved hver overflade - Marmor, guldbelagte genstande, endda enkelte ædelstene var lagt ind nogle steder. De var rige, og stolte af det.
"Velkommen til mit hjem!"

Efter kort tid trådte en enkelt af kvinderne fra før frem, med en lang kjole blafrende om sin krop, og blikket respektfuldt lagt imod Seans fødder. Hun ventede nogle sekunder, stod blot stiv som et bræt, indtil faderen syntes at gide at reagere på hende. Han løftede hånden svagt imod hende.
"Tal. Hvad vil du?"
Hun blinkede, skilte læberne og begyndte straks at tale, i en næsten monoton stemme der mest af alt mindede om .. tomhed.
"Herrens bad er klart."
Faderen udbrød noget der mindede om et Ah! og slog muntert hænderne ud. Han sendte Sean endnu ét af de der store smil, og klappede kvinden på skulderen med nogle hårde slag, der faktisk syntes at være ved at banke hende i knæ. Hun reagerede dog overhovedet ikke, flyttede end ikke blikket.
"Smut du da med hende! Bagefter skal pigerne nok fortælle dig hvor vi vil være!"
Den lille pige der havde forsøgt at vride sig for at komme hen til sin mor, var straks holdt op da Delilah forsvandt ud af synsvinklen. Hun trykkede sig nu op af Sean, imens hun nysgerrigt så sig omkring i det store hus - Som havde hun besluttet sig for, at siden hun ikke kunne få hverken sin mor eller far, så måtte Sean fungere som erstatningen for de to, inden de kom tilbage til hende.

I tilfælde af at Sean gjorde mine til at følge efter kvinden, ville hun snurre omkring og med hastige skridt gå ned af en af de mange, lange gange der førte ud af entréen, så kjolen blafrede bag hende som vinger. Efter en halvlang gåtur stoppede hun op, og åbnede en af de tunge trædøre, indtil en stort, lyst rum med adskillige vinduer. Et enormt badekar med guldbelagte mønstre på siderne, stod midt i rummet, fyldt op af hvad de forstod som perfekt tempereret vand.
Kvinden tøvede. Hun vidste hun ikke måtte tale inden han havde spurgt hende, men hun havde samtidig fået ordre til at spørge ham om visse ting, hvilket var to modsigende ting. Efter et par sekunder besluttede hun sig for at sige tingene - Hun ville hellere straffes af den fremmede, end af mændene her.
"Sir, hvis De ønsker vi skal hjælpe med afklædningen eller badet, siger De blot til."
Et par kvinder trådte nærmest synkront ud i rummet, alle med blikket lagt imod hans fødder. En af de andre kvinder åbnede munden, som havde de øvet det, i samme sekund den førstes ord sluttede.
"Deres tøj ligger i skabet dér-"
Hun pegede over på et lille, lyst skab.
"- og der ligger tre forskellige sæt. De er velkommen til at vælge hvad De ønsker."
Den sidstes læber åbnede sig i samme sekund som nummer to's sætning var ovre, og fortsatte den nærmest i en flydende gestus. Ingen af kvinderne bevægede en muskel andet end læberne og et åndedræt.
"Hvis De ønsker vi skal passe på børnene imens De bader, vil vi naturligvis det."
Ordene klingede ud. Overdøvende stilhed - De havde ordret sagt hvad de havde fået besked på, men syntes at stå og vente på en straf, over at have talt uden at blive spurgt først.

Sean fulgte efter faderen, mod huset. Samtidig lod han opmærksomt blikket glide over husene og folkene der boede her. Mange af mændene så ud til at have en hvis størrelse, de fleste så ud til at kunne slås, hvis de blev bedt om det. Hvilket jo normalt også var mandens job, at slås og beskytte hus og hjem, kvinder og børn. Hvis man altså gik op i det. Sean sloges for det, som han mente var det værd. Resten var lige meget.
Han smilte let og lod blikket glide over rigdommene. Gad vide om de nogensinde havde problemer med tyverier? Men ingen turde vel komme ind og tage noget. Han kunne forestille sig at her var forfærdelig grimme straffe for bare det mindste. I et øjeblik havde han svært ved at forestille sig hvordan man kunne leve her og være glad...Når alt var sådan sat op og folkene omkring en blot var tomme hylstre. Men han forstod det et sted godt...Sådan et sted som her, kunne man hurtigt blive ledt til sindssygdom. Ensomheden her var enorm.
Han stoppede op og lod blikket glide over huset, først.
Derefter lod han blikket glide over kvinden og det ritual der var mellem kvinde og mand.
Han smilte til faderen og bukkede let hovedet. Som en hilsen. Som et tegn til at han ville trække sig tilbage. Så drejede han om på hælen og med rank ryg gik ham med kvinden, som pænt viste ham til et værelse, med bad. Et bad! Det blev godt. Endelig havde han tid til at lægge planer...

Han lod blikket glide over vinduerne et øjeblik og nikkede let for sig selv. Ens arrogance kunne også blive ens svaghed. Ens magtbegær...Kunne blive udnyttet. Sean fik altid hvad han gerne ville have. En evne han altid havde haft. Med et svagt smil...Så han på kvinden der snakkede først. Han hørte hvad de havde at sige.
"I må gerne tage jer af børnene. De skal skiftes og...have noget at spise sikkert, jeg ved ikke hvad spædbørn spiser. Men de må på intet tidspunkt forlade dette rum!" Han så på kvinden der havde snakket først til ham. Han virkede meget mere acceptabel og respekterende over for dem, end faderen havde gjort. Han smilte endda lidt til hende.
"I må gerne se på mig, i dette værelse. Og jeg kan sagtens bade selv, ellers tak. Men tag jer af børnene. Hvis de på noget tidspunkt forlader dette rum...Hvis de på noget tidspunkt kommer til skade...Vil jeg holde jer ansvarlig" og med de ord overdrog han børnene til dem. Han så på børnene med et lille smil og prøvede at se dem i øjnene.
"Der skal snart ske nogle store ting. Så for mors skyld, skal i nu være stærke og stille. I skal opføre jer pænt, til jeg er færdig med det jeg skal" Han vidste ikke hvor mange af ordene de forstod. Men hvis de forstod hvor alvorlig han var...Og det gjorde børn som regel, var der en chance for de ville opføre sig pænt til han hentede dem igen.

Han var ligeglad med om kvinderne blev i rummet. Tydeligvis blev en nød til det, fordi hun havde børnene.
Sean tog systematisk sine ting af.
"Vær venlig at hente en ren forbinding"
Kniven han havde med sig, blev lagt pænt på bordet, sammen med hans egen private dolk. Hans sko røg af, hans bukser og beskidte underbukser. Hans primitive forbinding røg af. Til sidst lagde han sig ned i badet...Og begyndte at vaske sig. Han vaskede sit hår. Og han rensede for ny sit sår. Til sidst var han færdig og duftede nu af renhed og hvilken blomst de end havde proppet i badet. Roser måske?

Vandet dryppede fra hans pandehår. Hvis rygterne talte sandt...Havde de deres egne regler herinde. Hvem eller hvad men dræbte...Overtog man. Og det var en god regel, for hvis man døde, måtte den der havde dræbt en, passe bedre til statussen og tingene.
Han havde fået en ren forbinding og bandt den stramt om sin arm. Han tørrede sig så godt han nu kunne og gik over til skabet. Han så på tøjet der lå der.
Til sidst trak han et par lette, sorte bukser ud og en hvid skjorte. Simpelt, men pænt. Og til at bevæge sig i, men uden at vække mistanke. Han smilte let for sig selv, da han tog tøj på. Han gik over til et af vinduerne og så ud af det et øjeblik, for at samle tankerne.
I et øjeblik gled hans blik ned til hans hænder. De var rolige. De var altid rolige, inden han skulle dræbe. Og med hans nye evne...Ville ingen turde sætte spørgsmålstegn ved det. Det skulle, det måtte, lykkes. Han så beslutsomt ud af vinduet, ned på den lille by. Det hele var snart hans.
Til sidst vendte han sig om. Han gik over til bordet og tog den lille kniv op. Den røg igen ned i skoen, et par smidige, rene sko han havde fået lov at tage på.
Den anden, hans ynglings dolk...
Han tog den op mod lyset et øjeblik. Lyset skinnede i den og spredte lyset i alle retninger. Dolken bestod af sølv, over knivsbladet var der alverdens symboler, deriblandt hellige, men også pentagrammer. Skæftet bestod af smidigt og slidstærkt læder, så Sean kunne holde på den, uden selv at opleve forfærdelig smerte. Han smilte let, kunne se sit forvreden ansigt i skæftet. Og proppede den ned i ligningen på sine bukser, bag skjorten, så den ikke kunne ses. Han havde været påpasselig med at vælge nogle bukser, hvor han kunne proppe kniven lidt ind i stoffet, blot knivsbladet, så det ikke smertede ham når han gik. Til sidst vendte han sig om mod en af kvinderne, han gik ud fra var blevet der.
"Der er mange ting der skal være styr på. Jeg ønsker at tale med Herren. Vil en af jer være venlig at vise mig til ham?"
Tiden tikkede. Tiden var nær. Han mærkede at skyggerne var lige så spændt som ham, hvordan de sad og var helt stille, mens de holdte vejret...

De lyttede alle opmærksomt. Ingen af dem bevægede en muskel, før han sagde at de kunne se på ham, hvorefter de nærmest synkront bevægede hovedet opad og lagde blikket i hans. En af kvinderne trådte langsomt frem, og tog godt fat i de to piger da han gav dem videre. Marina, den lille pige der havde opført sig som var han erstatningen for hendes moder, rakte hånden ud og lagde den på hans kind da han snakkede.
Da ordene holdt op med at flyde på hans læber, hvor begge piger havde set på ham med store, tindrende og overraskende intelligente øjne, slap hun ham blidt. Hvad der syntes at forundre og overraske alle kvinderne var, at de dernæst begge løftede en hånd, og flettede dem sammen - Som holdt de i hånd. Det var nok hverken symbolsk eller havde noget smukt i sig, men det virkede som fortalte de ham, at de holdt sammen og var stærke når de havde hinanden.
Så trådte kvinden med børnene tilbage, og alle trådte de hen til hende, for at studere børnene. Så snart han bad om en ren forbinding, rettede én af kvinderne ryggen og hastede ud af døren med lange skridt. Hun var tilbage ikke mange minutter senere, hvor hun blidt lagde en forbinding i en lille holder på siden af badekarret. Så trådte hun tilbage til børnene med en svag nejen, og lod sig, som de andre kvinder, fortrylle af børnenes pludrende .. babyhed. De var trods alt kvinder.
Som Sean havde sagt, tog to af kvinderne et barn hver - Og brød dermed deres sammenflettede hænder - hvorefter den sidste blidt skiftede dem. Derefter forsvandt den sidste kvinde ud af døren, og kom tilbage kort efter med noget koldt frugtgrød, som hun blidt madede dem med - Dog med besværlighed, for ingen af pigerne syntes at stole på kvinderne. Det var helt sikkert ikke deres mor!

Alle kvinderne så op da han rejste sig fra badet, forsvandt fra den lille rundkreds de havde lavet om børnene, så de stod på en lige linje. De sagde intet, bevægede ikke en muskel, men stod blot og ventede - Hvilket børnene tydeligvis fandt vældig mærkeligt og kedeligt, så de begyndte straks at sprælle og forsøge at få kvinderne til at reagere på den igen. Hvorfor stoppede de?
Så snart han talte, blinkede den tredje af kvinderne, og nejede blidt af hans ord, som en besvarelse. Medmindre Sean beordrede kvinderne til at følge med ham, ville de blive stående i præcis samme stilling selvom han gik, da den tredje kvinde vendte sig og trådte ud i gangen. Naturligvis i tilfældet af at Sean fulgte hende, ville hun begyndte en vandretur ned imod salen, hvori faderen var.

De trådte ind i en ekstremt udsmykket sal. Billeder prydede alle væggene, guld snoede sig i smukke ben henover billederne, som en integreret del deraf, tunge fløjsgardiner var trukket fra de store vinduer. Tre tronlignende stole, guldbesmykkede med smukke mønstre og med faktiske ædelstene sat ind i den midterste, stod ved en af væggene, lige overfor døren man trådte ind ad.
På den midterste, største og rigeste stol, sad faren med hænderne hvilende på de store armlæn. Hans blik hvilede muntert på Sean da han trådte ind. Ved siden af ham, sad en kvinde der faktisk mindede meget om Delilah. Hun havde langt, mørkt hår - Dog ikke krøllet som Delilahs, men svag buet i enden. Brune øjne hvilede på gulvet foran hende, og en lang, lys kjolede svang sig elegant om hendes krop, der lignede en ældre, mere brugt version af Delilahs - strøet med utydelige ar.
Ud over det, var der en stor forskel imellem kvinden, og Delilah. Der foregik absolut intet i kvindens ansigt - End ikke i hendes øjne, var der så meget som en reaktion. Hun så ud, som sov hun med åbne øjne, eller havde hun lidt en fredfyldt, smuk død, og sad der nu blot som altid. Et langt ar krabbede sig over hendes hals, fra da Sajro havde forsøgt at slå hende ihjel.
"Sean! Jeg håber badet behagede dig? Mød min kone."
Han greb ublidt fat i kvindens hage og trak hendes hoved op, så ansigtet blev tydeligt. Hendes blik slap ikke gulvet, og hun reagerede ikke på hans behandling. Hun så endnu mærkeligt død ud, selv i øjnene.
"Sig goddag, kvinde."
Hun rejste sig flydende, nejede blidt for Sean uden at slippe det præcis samme sted på gulvet med øjnene, og sagde med en melodisk stemme meget lig Delilahs - Dog langt mere træt, monoton og tom - velkommen til ham. Så gled hun ned at sidde igen, og virkede som frøs hun fast.
"Kedelig, er hun ikke? De mister sprællet efter nogle hundrede år. Ikke at vi nogensinde tillod dem at have det i første omgang!"
Han lo, som var det en fantastisk joke. Et par vagter rundt omkring lo sammen med ham, men det var tydeligvis fordi de skulle - Ikke fordi de fandt det morsomt.

Sean smilte let og bevarede smilet, uanset hvor fantastisk dårligt kvinderne så ud til at have det. Normalt ville han, på gentlemanfacon, takke kvinden for at vise ham vej. Men for at hjælpe dem alle, var det vigtigt at han kom tæt på faderen og det gjorde han ikke, hvis faderen havde grund til at mistro ham eller var utilfreds med hans opførsel. Så i stedet trådte Sean bare ind, stadig med rank ryg trods sin stadige træthed. Hans blik gled over de fleste af billederne, hvoraf de fleste så ud til at ligne tidligere familiemedlemmer. Mest af mænd, selvfølgelig.
Han stoppede op nede for tronerne og bukkede let hovedet, som viste ham dem, eller faderen, respekt. Han smilte let til kvinden.
"Goddag" hilste han på hende, før han så tilbage til faderen. Som tog han sig ikke rigtig af kvindens tilstand eller hendes mangel på ord.
Hvad der slog ham var manglen på vagter. Der var ingen i rummet, hvilket forundrede ham. Var manden ikke kronisk paranoid?

"Jeg har nogle ting jeg ønsker svar på, selvfølgelig. Så jeg kan leve op til min nye titel" smilte han mod faderen.
"Ud over jeg snart vil se mig omkring og lære stedet at kende...Er jeg interesseret i stedets regler og hvilke opgaver De ønsker jeg skal tage mig af" han så lidt på faderen og lod i et øjeblik blikket glide over noget af udsmykningen i rummet, ganske enkelt fordi det var svært at lade være. Skulle man tro.
"Og jeg har fået en ide. Jeg har set enkelte folk fra byen...Men jeg tænkte om en festlighed ikke ville være på sin plads? Blot så de alle kan lære mig at kende. Jeg tolerer ikke fejl. Heller ikke fra folk der ikke kender mig" hans smil blev en anelse koldere. Hans blik en anelse mere djævelsk. Noget han kun gik ud fra faderen ville få en orgasme af.

En mand trådte ind af døren. I det sekund døren åbnedes, hørtes et næsten mumlende, indelukket grådkvalt skrig dæmpet fra et stykke væk. Faderens blik gled op og lagde sig på mandens kølige ansigt, uden at lade sig mærke med det dæmpede kvindeskrig. Deres blikke mødtes, døren lukkedes langsomt i bag manden, der straks kvalte skriget og lagde en tvunget tysthed henover rummets rige overflade.
Ingen af dem ytrede et ord, men så straks deres blikke havde mødtes, gled faderens blik væk igen. Et afslappet smil dansede på hans læber, som hans blik igen lagde sig muntert imod Sean, uden at vise tegn på at ville reagere på mandens indtræden. De fire personer syntes slet ikke at fylde i rummet, men faderen viste ingen tegn på at finde det foruroligende på nogen måde.
Det var der egentligt en simpel grund til; Han havde intet at frygte. Han havde en foruroligende evne, til at kunne hoppe ind i en levende krop og overtage den efter sin død. Selv var han den eneste der kendte til måden, hvorpå man slog hans sjæl ihjel på; Delilah havde aldrig tvivlet på at det var umuligt. Hendes frygt var ekstremt begrundet, for selv i sin sjæleform kunne han skade hende.
Han var naturligvis ikke udødelig. Han kunne slås ihjel som alle dæmoner, men hans sjæl ville blot leve videre, hoppe ind i den han ønskede og han ville overtage kroppen som tog han en ny sweater på.

Faderen nikkede blot, svagt, ved lyden af Seans ord der ikke syntes at påvirke manden der endnu stod ved siden af døren, uden at bevæge en muskel. Så dansede et smil på hans læber, og han nikkede næsten begejstret, imens han langsomt bevægede hænderne smidigt omkring, uden at flytte blikket.
"Naturligvis, naturligvis. Spørg du bare, så vil pigerne bringe nogle forfriskninger!"
I samme sekund ordene havde sluppet hans læber, åbnedes døren igen(skriget lød igen dæmpet i baggrunden, som døren til omverdenen åbnedes), og nogle kvinder trådte ind med et fad hver balancerende på fingrene, med blikket rettet imod jorden. På fadene balancerede et stort sølvbæger med skvulpende, rødt vin der blev båret hen til mændene hver, hvorefter kvinderne knælede med fadet opad.
"Reglerne ... Åh der er en liste. Den kan du få med det samme!"
Et par sekunder senere åbnedes døren igen og et par kvinder trådte ind bærende på en rulle med smukt skrevet tekst. De knælede ved siden af vin-kvinden, op imod Sean og lukkede blidt øjnene. Dørene lukkedes bag dem, og kvalte det evigt eksisterende skrig der åbenbart var påbegyndt.
"Dine opgaver? Du vil fungere som min stedfortræder når jeg ikke er tilstede, og vil derudover få nogle faste opgaver, som vi kan aftale senere hen. Ikke nu!"
Han klappede muntert i hænderne, og så over på sin kone, der så dødt imod jorden. Hun var fuldstændig livløs, på trods af den naturlige skønhed der lå over hendes succubuc udseende. Dødt.
"En fest? Jeg elsker det! Vi vil arrangere det lige nu. Så kan alle fejre din og min datters hjemkomst."
Han klappede et par gange, muntert i hænderne, og manden forsvandt ud af døren uden et ord.

Han lod betænksomt blikket glide mod den tavse mand, der stod et sted bag ham, stille som en statue. Han følte sig ikke særlig sikker, men havde en vished om at faderen nok ikke ville gøre ham noget. I hvert fald ikke før han fik direkte grund til det, og måske selv da tøve. Med god grund. Han så svagt smilende på faderen igen. Han havde hørt rygter om mandens såkaldte "udødelighed", men han vidste bedre. Alle kunne dø, alle havde en svaghed, også selv om den var godt gemt.
Skriget...Han havde intet imod skrig, men det...Lød næsten som Dels. Eller bildte han sig det bare ind?
Hvordan kunne man bo sådan...Han ville jo faktisk nyde alt det her, hvis ikke det var for kvindernes mangel på livlighed og skrigene der rungede i hallerne!
Det hele bragte minder...Minder han normalt ikke tænkte over, velvidende at det var ting der var sket for flere hundred år siden, da han endnu var ung. Rigtig ung. Og flygtet fra sig hjem. For ikke at nævne at skrigene mindede ham om hans mor, når hun havde mareridt om Zean, hans rædselsfulde bror.
Han tvang sig til at tænke på noget andet. Dette var ting der var sket for længe siden. Han måtte finde sin indre dæmon frem og blot nyde de ting han faktisk fik forærende.

Han tog imod rullen. Han glædede sig lidt til at læse den, til at få styr på hvad der skete her på stedet. Regler betød disciplin, betød orden og retningslinjer. At kender dem og han ville stort set allerede kende byen som sin egen lomme.
Han nikkede let til faderen.
"Klart. Jeg er måske lidt for ivrig. Det ville være bedre at vente lidt" medgav han og holdte rullen op med et svagt smil.
"Jeg kan jo altid starte med dem her" Drillede han svagt. Han måtte se hvordan faderen var. Få en fornemmelse af manden. Åh...Han ville også gerne snakke med Del. Helst i hemmelighed. Selv om han tvivlede på der rigtig fandtes noget privat her. Omend han ikke ville tøve med at dræbe dem, der skulle spionerer ham...Det måtte han se på senere.

Han smilte let til faderen.
"Dejligt, jeg vil se frem til det" svarede han roligt. Først nu tog han bægeret, ved siden af sig og snuste først let til indholdet, i en bevægelse der så helt naturlig ud, som bedømte han vinens kvalitet og ikke om den var forgiftet. Da han havde sikret sig den umiddelbart var drikkelig, hævede han det let mod faderen.
"For fremtiden" smilte han, hans smil voksede lidt.
"Og for dæmonerne, den sande race" Og med de ord tog han en tår af vinen. Den smagte fint nok...Måske lidt for tør til ham. Han foretrak de søde vine, helst hvinene søde. Men det var måske også bedst vinen var lidt tør, så risikerede han heller ikke at drikke for meget.

Faderen løftede glasset som svar på Seans bevægelse, og drak, som Sean, på dæmonernes race og fremtiden. Den rødlige vin gled vant ned mellem hans læber, hvor alt indholdet også fik lov til at snige sig ind i ham og forsvinde. Netop efter trådte den samme mand som netop var forsvundet ud af lokalet ind igen, og bukkede allerede svagt som han nærmest kravlede snigende hen af gulvet imod faderen.
"Hun er klar, sir. Og den tredje ønsker svar på spørgsmål omkring denne .. fest."
Ordet virkede tøvende, som forvirrede idéen ham, men en dyb, brændende frygt til faderen forhindrede ham i at stille spørgsmålstegn ved det, på trods af at det havde syntes mest passende hvis hans stemme havde steget et par oktaver i slutningen i ren forvirringen, som et spørgsmål. Faderens blik hvilede på ham i adskillige sekunder, før tænksomme nik rystede hans halvblege ansigt.
Så kravlede et svagt smil frem på faderens fyldige læber, og han trak blikket væk fra manden, som var han igen forsvundet fra faderens tankegang. En myg var han, stak og sugede hans opmærksomhed til sig i et kort sekund, men kløen forsvandt hurtigt og en ligegyldighed faldt ned over ham igen. Han var ingenting for faderen. Intet ved ham, havde betydning.
"Jeg er sikker på at han undskylder afbrydelsen."
Faderens stemme var iskold og tør som en sandstorm, i en kraftig hentydning der også straks fik et sæt til at hamre igennem mandens krop, og mumlende, utydelige undskyldninger til hastigt at blive rablet af hans læber, før faderen holdt en hånd op, for at stoppe hans strøm af ord.
"Men den betyder samtidig, at jeg er nødt til at gå. Hvis du ønsker mad, af nogle arter, eller en form for underholdning, sig det blot. Ingen her, vil nægte dig det."
Med de afsluttende ord, og uden et sekund tikkede forbi hvor han ventede på Seans svar, forsvandt faderen hastigt ud af døren. Hans skridt rungede igennem salen, tusinde gange højere end de ægte var, og hans ekko fortsatte kort efter han var forsvundet ud af syne. Moderen virkede stadig ikke til at have set noget af hvad der var foregået, men sad blot forstenet på tronen, og blinkede knapt nok.

Men så blinkede hun. Hun løftede uendeligt langsomt blikket, som smertede det hende rent fysisk, og lagde blikket på ham - blot et sekund - før hun nærmest panisk piskede hovedet væk for at fjerne blikket fra ham. Hun var skræmt, det var der ingen tvivl om, men alligevel gled hendes blik uendeligt langsomt tilbage, og lagde sig forskræmt på ham. Hun ville for nogen virke ynkelig, men hvis man vidste hvorfor hun var formet som hun var, ville dyb respekt ligge i én, over at hun turde lægge blikket på ham.
"Lad ham ikke slå børnene ihjel. Så går det hele helt amok."
Hendes stemme rystede træt, som havde hun ikke sovet i flere år. Hun virkede umenneskeligt gammel, men ikke på den måde faderen virkede - Frisk, ældgammel og snu. Hun virkede .. Som kunne man puste til hendes skønne skikkelse, og hun ville opløses i rynker der var blevet holdt væk af hendes succubuc udseende. Hun virkede på randen til døden, men levende. Mest af alt, virkede hun så forfærdeligt skræmt, som forventede hun at han ville storme frem og kvæle hende, ved lyden af disse ord.
Da ordene havde forladt hendes læber, syntes hun at brænde sammen for hvad end der havde fået hende til at bevæge sig, og synke sammen med blikket og kroppen. Blikket forsvandt fra ham, stemmen rindede ud og blikket blev endnu engang forstenet.

Det hele var et magtspil. Et spil han var fanget i og meget vel kunne betyde døden, hvis man spillede det forkert. Som med alle spil. Der var altid en vinder og en taber. Eller flere tabere...Men aldrig flere vindere. Han ville vinde. eller dø. Der var ikke andre muligheder. Men faktisk nød han denne kamp, dette spil. Det var mere kompliceret, mere udfordrende, end dem han var van til. På gaderne i Doomsville bukkede folk sig for ham, når blot han nærmede sig dem. Men her måtte han bevise at han var værd at frygte, bevise at han var noget værd og holde faderens opmærksomhed.
Disse tanker gled igennem ham. Stadig med bægeret i hånden og en undrende tanke over dette kodesprog, de udnyttede sig af, lod ham dem snakke og gå. Han vidste faderen ikke ventede på tilladelse, men gjorde som han ville. På det punkt lignede de hinanden. Han ville selv være gået, hvis det ikke var fordi han havde fornemmet at kvinden bevægede på sig...
Og ganske rigtig. Denne statue, dette minde om en kvinde, bevægede sig. Som et spøgelse der gled igennem et rum og sagde tilfældige ting, kom kvinden til live, kom med en gåde og faldt tilbage igen. Som en gammel spåkone, der burde være død, men fra tid til anden endnu kom med en profeti. Han så lidt på hende, ville se om hun sagde mere...Og så, uden et ord, vendte han ryggen til hende og gik. En normal person ville være gået over til hende, ville have spurgt ind til det for at vide mere...Men Sean vidste hun ikke ville sige mere. Det kunne han se på hende. Af en eller anden grund havde hun udnævnt ham til helten. Det irriterede ham faktisk.

For at tænke rationelt over det. Børnene?  Snakkede hun om deres egne børn? For faderen virkede da ganske tilfreds med sine sønner. Så kunne det være han dræbte Delilah...Men så ville det jo være barnet...Og endnu en ting han ikke bare kunne lade ske. Han sukkede svagt. Han ville jo nok ikke dræbe sin egen brud!
Gåder. De var både spændende og enormt irriterende. Han havde brug for at vide mere, men vidste ikke hvordan. Han satte bægeret med vin et tilfældigt sted, hvor der var en overflade. En tjener eller noget ville nok opdage den og fjerne den.
Den tredje...Og hendes, som sikkert var Delilah...Uanset hvad kunne han ikke opsøge fangekælderen nu. Eller hvor hun nu var, et sted under dem sikkert. Det måtte vente. Det eneste han rigtig mente han kunne gøre lige nu, var at læse reglerne...Og bagefter gå en tur rundt i denne lille by, for at lære den at kende.
Der var ingen grund til at beskæftige sig med koderne, førend han fik flere brikker til at løse den.
Han fandt sit værelse og gik ind. Børnene var der. Han tjekkede hvordan de havde det, før han trak en stol over til vinduet, så han kunne kigge ud samtidig med at hans læste. Han bestilt en kop the af en af kvinderne, som han havde forlangt blev ved børnene, medmindre han var der. Så satte han sig til rette og foldede papiret ud. Af hvad han kunne se, var mange af reglerne klassiske og hvad enhver kunne forvente. Det var resten han måtte bide mærke i.

//Siden emnet tager så lang tid...Kan jeg ikke helt huske hvad Sean ved og ikke ved...Så hvis han ved nogle ting, du ikke har fortalt ham endnu...Beklager jeg...xD //

Efter ønske fra Sean er dette emne afsluttet, grundet mit ekstremt lange fravær, der har ladet dette emne gå i glemmebogen. Det er jeg ekstremt ked af, da dette var mit yndlingsemne på siden, men det er selvforskyldt.

- Del