I need a job and nothing more. ~ Sean.

Sted: Shadowflame District, Kroen Den Dansende Hane.
Tid: Sent om aftenen, solen er gået ned.
Vejr: Udenfor blæser der kraftigt og enkle gange støvregner det også. Det lover op til storm.
Omgivelser: En masse fulde mænd, nogle danser også. Et live orkester band(orkester, whatever) spiller festligt musik.

Daron havde været her i en time nu. Han havde ikke behøvet det, men han havde ikke meget andet at tage til. Han havde ikke været på opgaver i over en uge, men havde alligevel brugt penge på en mjød. Han havde egentlig bare brug for at få drukket lidt, selvom han sørgede for at det kun var det ene krus, før Sean ville dukke op.
Han havde aldrig forventet at se sin far igen. Han havde valgt, at han ville klare sig bedre uden ham, og det havde han mest af alt lyst til at stå fast ved. Men dengang havde han Viola... Eller hvad han troede var Viola.
Dengang var han det tætteste, han kunne komme til lykkelighed. Viola var hans et og alt. Men hun var intet andet end en kælling, der besluttede sig for at lege med hans følelser... for hvad? Samleje? Hævn? Underholdning? Det vidste han ikke. Jazmín havde forklaret ham, at det var noget med ekstra personligheder, hvilket var fint, fordi så behøvede han ikke at bruge at slå hende ihjel. Blot hendes ekstra personligheder, hvilket hun alligevel gerne ville af med. Så selvom det var et hårdt slag, var det ikke det som knuste ham nok til rent faktisk at opsøge sin far.
Det, der knuste ham, skete for blot en uge siden. Viola kom tilbage. I starten var han ikke helt sikker på om det bare var Jazmín igen, men nej, Viola var tilbage. Og han nåede lige at blive lykkelig helt forfra igen, da hun fortalte ham, hvorfor hun havde opsøgt ham. Hun var blevet forelsket i en anden og ikke hvilken som helst person - Manden som havde gjort hende til slave. De var sammen nu, prøvede at blive gift. Og hun var kommet tilbage til Daron for at fortælle det til ham, at hun stadig elskede ham, men hun ville være sammen med sin herre. Hun ville have, at han kom videre og ikke levede i sin fortid. Han prøvede at få hende til at blive, men hun tog afsted, før han fik fortalt, hvor meget han holdt af hende. Ligesom for 17 år siden, da hun blev tvunget væk fra ham. Bortset fra at denne gang var det frivilligt.
Dét knuste ham. Det knuste ham så meget, at kun én ting kunne holde ham fra at gå fra forstanden. Og det var hans mors brev. Så han tog tilbage for at finde det, grave dem frem fra ruinerne og læste det igennem så mange gange, at han endnu engang kunne det uden af. Nu lå det foldet sammen i en underlomme ved den mørke kappe, som han endnu ikke havde taget af, udover hætten.
Han havde lige fået pakket brevet væk, da han opdagede, at han blev holdt øje med. Daron fik fanget ham og truet ham med livet, og manden fortalte, at han var fra en klan ledet af Sean, som ville holde øje med ham efter den del overtalelse. Og Daron fik ham så til at arrangere med Sean at de skulle mødes på denne kro for at tale. Der var egentlig ingen grund til at det netop var denne kro, han vidste bare at her kunne man sagtens tale privat foran en masse for musikken var alligevel så højt, at ingen gad til at lytte efter.
Så her var han. Fyldt med vrede, sorg og målbevidsthed. Han havde sat sig et nyt mål, hvor hans sidste var at han skulle få sin Viola. Han kunne aldrig finde på at indrømme det, men nu var Sean den vigtigste person i hans liv. Og derfor blev han nødt til at tage kontakt til ham.
Han tog en slurk af sin mjød, der allerede var halv væk. Kroen var sat op, så bordene var placeret ud til siderne sammen med baren og midt på det hele, i en lille uddybningen, var der frit gulv til at danse på. Musikken var festlig og de fulde og klodsede mænd dansede en form for folkedans. Det så på ingen måde elegant ud og Daron var så forgabt i sine tanker, at han ikke ville bruge sin tid på at betragte dem. Han ventede blot på at sin far ville dukke op. Hvis han ville dukke op.

Det havde ikke været planlagt. Åh, var han ikke forvirret nok som det var? Han havde haft så mange ting at se til på det sidste...Måske skulle han gå på ferie? Men nej. Han elskede det jo. Han havde bare travlt...og havde en del ting at se til.
Det havde været rart at tilbringe ordentlig tid med Alane igen. Deres kærlighed havde været på retur, da de var blevet inviteret til bal. Og det havde givet det et boost igen. Og så var der det værste...
Han så ned på sine hænder, da han gik ned af en af gaderne. De rystede en anelse, ikke noget man rigtig ville bemærke. Han stoppede op og vedblev at stirre på dem...Til han til sidst lukkede øjnene og sank.
Hans nye evne...Han var ikke helt sikker på hvad den gik ud på, men den indeholdte uanede magt og viljen til at kalde på de døde. og til at dræbe. Den skræmte ham faktisk en anelse. Hvorfor ham? Hvorfor en ny evne? Fordi han havde taget permanent skade efter ritualet der havde gjort ham til archdemon. Det var hans pris. Og nu skulle han døje med en ny, magtfuld evne. Han var ikke meget for at øve sig på den, men blev nok nød til det.

Han åbnede øjnene, knyttede hænderne og begyndte at gå videre. Oven i det kaos med Delilah, havde han ikke haft tid til at tænke over den situation, det problem, der hed en ekstra søn. Et eller andet sted var han glad for ingen af dem var døtre. Og nu...Han havde sat en mand til at holde øje med ham. Men manden havde vidst været uduelig, for kun kort tid efter fik han besked om at manden var blevet opdaget og Daron ville mødes. Ikke i Doomsville, hvor Sean og klanen boede, men i Sunfury. Af alle steder! Men det var alligevel rart at komme lidt væk hjemmefra.
Han var iklædt sorte sko, sorte, lidt løsere bukser og en hvid skjorte, der var åben ved kravebenet. En kappe hang om hans skuldre og bølgede i hans gang. Det mørkebrune hår strittede som altid til alle sider, med undtagelse af pandehåret, der hang lidt ned over panden på ham. Om den ene arm, hvad der kun svagt kunne anes, sad en forbinding. på hans venstre arm, som han ikke kunne bruge optimalt for tiden. Han sukkede svagt.
Hvad kunne drengen ønske? Hvad ville han? Sidst de sås...Forventede Sean aldrig at se eller høre fra ham igen.

Han fandt kroen. Den dansende hane. Og gik ind af døren. Kroen var anderledes end stamkroen i Doomsville. Her blev der sat mere på livemusik og mindre på at sidde og gamble sig fattig. Folk var da også i gang med at danse, hvilket spredte en lidt lummer luft, som tilmed stank af sved, alkohol og diverse. Han lod hurtigt blikket afsøge rummet...
Til han fik øje på den kendte skikkelse af ham selv. Hans søn.
Han knappede kappen op og trak den af sine skuldre, slængte den over den ene arm, da han gik over mod Daron. Hvad ønskede han selv der skulle ske? At Daron forlod ham igen eller at han måske ville være...tættere på ham? Han var lidt usikker. Og sagde derfor ikke noget. Han ville lade Daron begynde. Han satte sig blot foran manden, efter at have hængt kappen over ryglænet. Og så blot på ham med sine mørke øjne, både opmærksomme og på grænsen til ligeglade...selv om de i dag mest var opmærksomme.

Ikke mange kom gående ind af døren. De fleste var allerede ankommet, og ingen virkede til at ville gå. Alligevel brugte Daron det første kvarter på at nærmest at springe op af sin stol, hver gang nogen trådte ind. Det havde han dog vænnet sig af med efter lidt tid, og lige nu lagde han slet ikke mærke til, hvis døren gik op. Derfor blev han ved med at stirre ud i luften, mens Sean var på vej hen mod ham. Det var først, da han næsten var lige foran ham, at han faktisk lagde mærke til ham, og det var som om der gik et svagt ryk i ham, mens han vendte sine grønne øjne mod ham. Han fulgte ham med blikket, da han satte sig ned foran ham og satte sig så ordentligt op i stolen.
Hvordan mon han havde det? Hvad var sket i hans liv, siden de sidst mødtes for alt for længe siden? Havde han haft tænkt over deres situation? Det måtte han vel have gjort, siden at han sendte en person ude for at holde øje med, at grunde Daron ikke helt forstod. Daron måtte indrømme, at han havde tænkt meget over det. Sådan var det vel, når man pludselig ud af ingenting fandt ud af at man havde en far. Han havde flere gange overvejet at opsøge ham igen, men stædig som han var, havde han aldrig gjort det. Før nu selvfølgelig.
Alle disse spørgsmål og ingen svar. Han havde ikke tænkt sig at spørge ham, hvordan hans liv havde været i mellemtiden. Det ville virke som om, han prøvede at skabe en small-talk. Han ville i stedet komme direkte til sagen.
Dog tog det ham nogle sekunder, hvor han blot studerede manden foran sig, før han lænede sig tilbage i sædet. Han var fuldstændig afslappet men der var intet smil at skue på hans læber. Alt glæden var taget fra ham og lige nu var han hvad han havde kæmpet for at holde sig fra ligesiden han blev et skyggevæsen - en tom skal. Han havde kun et mål at kæmpe for nu. Alle andre former for nydelser eller behov i livet kunne være ligegyldigt. Derfor udstrålede alvor fra hans ellers afslappede væremåde.
"Jeg hører, at du har en klan? The Shadow Clan?" Selvom han virker rolig og selvsikker i sin stemme, valgte han sine ord med omhu. Det kunne dog ikke mærkes på ham. Men han vidste godt, at dette var hans eneste chance. Ellers kunne han lige så godt brænde sit brev med det samme.
"Hvad skal man gøre for at blive medlem?" Han så afventende på sin far. Han havde ikke tænkt sig at holde nogen tale eller tale udenom. Han ville have det her overstået. Han var ikke tålmodig længere. Ikke at han nogensinde havde været det.

Han ventede tålmodigt, selv om han havde 100 andre ting at lave hjemme i Doomsville. Han kunne godt nok bruge tiden til at finde nogle nye handelsforbindelser her i byen, men ellers havde han intet at lave her. Han var kun kommet for Darons skyld...Af grunde han ikke helt kunne sætte fast. I et øjeblik blev han i tvivl om hvorvidt han burde være over at blive hidkaldt og forventet at smide alt han havde i hænderne, for at løbe sin ulykkelig søn i nød.
Men han valgte ikke at sige noget om det. Han var faktisk ikke sur over det. Så var der ingen grund til at opføre sig ekstra arrogant.
Hans arme gled over kors, da Daron endelig begyndte at sige noget. Lige til sagen, som han foretrak det, det var i det mindste altid noget. Hans hoved gled let til siden, da Daron snakkede om klanen. Noget sagde ham at han havde en mand der skulle straffes...Hårdt. Når han ikke engang kunne holde en simpel regel om aldrig at snakke om klanen til folk, der ikke var indviet.
Så nu sad med endnu en, der troede man bare kunne springe ind og være med. Hvor kedeligt. Troede folk virkelig altid at de bare kunne være med, hvis de spurgte pænt?
Gad hvordan det ville være at have både Xander og Daron i klanen, der vil nok blive en del sladder om at Sean måske endnu havde 10 andre børn ude i verdenen. For nu var der to på kort tid. Men det var han faktisk ret ligeglad med, han var lederen, de turde alligevel ikke konfronterer ham med det.
Han smilte let, hvilket kunne være på grænsen til at være hånligt, uden direkte at være det. Han lod sine arme glide ned på bordet, da han lænede sig frem i stolen, for at de kunne have så fortrolig en samtale som muligt. Hans mørke øjne gled over Darons ansigt og søgte hans grønne blik.
"Ved du overhoved hvad vi laver?" spurgte han lavt, men ikke uden autoritet.
"Det er ikke en klan hvor små drenge der vil sidde i et hjørne og græde. Vi beskæftiger os med...De ting, ingen andre vil og til gengæld har jeg et par regler der skal overholdes. Man bliver kun medlem, hvis man kan overbevise mig om at man passer ind. At man har evner. At man har noget at tilbyde, til gengæld for alt det, som klanen tilbyder" han så lidt på Dar for at se hans reaktion.
"Jeg har set dig slås. Jeg har også set folk der er bedre til det. Også dem der er værre. Men kan du andet end græde over din mor og råbe af folk, fordi du ikke selv ved hvad du skal med dit liv?" Det lød hårdt. Det vidste han godt. Men han ville ikke have en svag søn. Hvis han ikke kunne klare disse ord, dette her...Var han ikke værdig til at blive kaldt hans søn. Og ikke værdig til at blive medlem af klanen.
Xander havde været mere kontant. Sat sig i respekt fra starten. De mindede utrolig meget om hinanden...Af sind. Daron lignede ham umiddelbart kun af udseende. Så han måtte jo finde ud af hvad han var værd.

På et eller andet punkt frygtede Daron sin far. På en anden måde end bare den typiske frygt for, at dæmonen ud af ingenting slog ham ihjel. Hans frygt var baseret på frygten af at blive svigtet. Igen. Sean havde alt magt over Daron nu. Han kunne knuse ham med enkle ord, og det var ellers noget, som Daron havde været meget påpasselig med at ingen burde have chancen for at gøre. Det var også det, som han prøvede at være nu. Han lod ikke Seans ord påvirke ham, da han hånede ham for sorgen over at have mistet sin mor. Han forstod det bare ikke. Daron vidste ikke, hvad Sean havde været igennem, men han var sikker på, at det på ingen måde, var det samme som ham. Så de forstod ikke hinanden. Og ville nok aldrig komme til det. Derfor fungerede de ikke sammen. Selvom det faktum var Daron fuldstændig ligeglad med. Hans hænder, som før lå på bordet, trak han nu til sig, så han kunne ligge armene over kors. Han vidste ingen følelser, og det tomme blik havde ikke forladt ham. Han havde bestemt sig, og intet kunne få ham til at droppe sin mission.
"Jeg ved skam godt, at en klan er alvor. Det er derfor, at jeg er her. Jeg ved, hvad jeg vil med mit liv. Jeg vil gøre mit arbejde lidt mere... professionelt. Og dette er den rette måde." Hans stemme var alvorlig, hans typiske lette toneleje var væk. Udenpå kunne det virke som om, han slet ikke tænkte over, at manden foran ham var hans far. Det prøvede han også, at bilde sig selv ind, at han ikke gjorde. Men enkle tanker rumstrerede rundt i hans sind. Som hvordan Sean havde det. Hvilket egentlig kunne være fuldstændig ligegyldigt, for han var jo fuldstændig ligeglad med, hvordan hans søn havde det.
"Jeg er her for at blive en del af din klan. Intet andet. Jeg har måske ikke mere at byde af træning og erfaring som nogle af dine andre medlemmer, men jeg kan kæmpe. Og jeg kan altid træne. Selvom du ikke selv mener det, så jeg kan også sagtens tænke. Ellers ville jeg nok ikke have overlevet så læne. Desuden så har jeg min evne. Den kunne nok være brugbar. Din klan hedder trods alt skyggeklanen. Og jeg er en skygge. På næsten alle tænkelige måder." Han talte roligt og tydeligt. Til sidst i sin forklaring gav han sig til at trække sin kappe af. Han kunne regne sig frem til, at dette kunne tage et stykke tid enten med overtalelse eller forklaring af klanens regler, hvis hans far rent faktisk ville godkende ham. Han foldede den over sin stol, før han lænede sig frem og placerede sine arme på bordet igen. "Jeg er villig til at høre betingelserne for at deltage i din klan. Og følge dem selvfølgelig."

Sean brugte lidt tid på at studerer Daron, den fremmede mand foran ham. Han tænkte over hvad han kendte til, hvad der endnu kunne gemme sig i ham og hvilke evner han havde udvist. Først som var han blot en fremmed mand...Bagefter, som var han en del af Seans psykotiske familie. For der var ikke mange i familien der havde kunne holde en normal kurs. Var det tiden, alderen? Med tiden drev alle de minder, alle de oplevelser og mangel på samme...Det hele drev en til en grænse. En grænse han havde følt for ikke så længe siden, førend...Alt havde ændret sig og han huskede færre ting. For nu.
Længe leve den person, der mente han eller hun kendte Sean. For der var mange aspekter af den mand, både de gode og dårlige. og aldrig så folk dem alle, men kun enkelte. Der var faktisk kun to personer der var tæt på at kende flest...

Alt dette var irrelevant. Han endte altid med at sidde og analyserer sig selv. Hvorfor? var han bange for at gøre noget forkert? Det havde han altid været. Han var perfektionistisk på det punkt. Og det var også en af grundene til hans succes. Han smilte svagt for sig selv. Han nød at skræmme folk...Og lod de sig skræmme, var han næsten ikke til at stoppe igen. Her sad en der både virkede...lidt utilpas, men som stadig turde sige hvad han ville.
Hans klan beskæftigede sig med mange ting. Mange kriminelle ting. At stjæle, røve, samle informationer, dræbe...Og samtidig var der en streng disciplin. Hvordan skulle man ellers holde styr på en bundt folk, der alle var ligeglade med loven? Ved at skabe sin egen...
Om ikke andet måtte han starte som alle andre i klanen. som en ny.
"Du kunne blive en god dræber...Hvis du formår at dræbe uden at blive opdaget? Og det samme med at stjæle. Som du selv siger...Du er en del af skyggerne" smilte han svagt.
"Så du er villig til at følge nogle betingelser du endnu ikke kender?" spurgte han en smule drillende. Tanken var underholdende. Han havde så travlt med at blive accepteret, at være med. Hvorfor?

Spøg til side. Sean så på ham med nogle lidt mere alvorlige øjne.
"Reglerne er simple. Logiske. Du er medlem for livet. Du kan ikke komme ud af klanen...Uden at være død, selvfølgelig. Eller ved en special aftale med mig" han smilte svagt og holdte øje med Daron.
"Du må ikke sladre om os. Til nogen som helst. Venner, kærester, familie...Ingen må vide noget om klanen. Dertil kommer det at du selvfølgelig hverken må stjæle eller dræbe andre fra klanen. Uanset hvilket problem de må være for dig. Problemer, I ikke selv kan løse, kan blive taget til en af højere rang, som vil bestemme hvad der skal ske" han samlede hænderne, lod fingrene krydse hinanden. Han så kort på sine hænder, før han så op på Daron igen.
"Alt efter din opgave...Er der også specielle regler til den. Skal du f.eks. kun stjæle, må du ikke slå ihjel. Medmindre du ellers selv vil dø. Vi undgår at slå ihjel når vi kan, omend...Der er visse undtagelser for enkelte personer" han smilte hemmelighedsfuldt. Det var klart at han, som lederen, kunne gøre hvad han ville. Men klanmedlemmerne vidste ikke meget om hvad han foretog sig.
"Vi stjæler eller dræber så vidst muligt ikke fra de fattige i byerne. Ikke fordi de har noget af værdi alligevel...Men folk tager dem for givet og de ser og høre derfor ofte nyttige ting. At holde sig venner med dem...Kan være en kilde til gode nyheder. Ting der koster penge, hvis man går til den rigtige person" han så alvorligt på Daron. Mange i hans klan fandt det som en underlig regel, også selv om de godt forstod logikken bag. De fleste, dog, ignorerede bare de fattige. Og det var også fint nok...Så gjorde de dem i det mindste ikke ondt.
"en opgave kan opstå spontant. Derfor er det et krav du altid har plads til tyvekoster på dig. Du kan blive kaldt til en opgave med få minutters varsel. Du skal også selv vedligeholde dit udstyr...Selvfølgelig udleverer vi det mest basiske udstyr til folk, hvis de ikke har noget selv. Men derefter er det ens eget ansvar. Det er også et krav at i hjælper hinanden. Kommer der nogen i klanen, som har et problem og beder om hjælp, så hjælp. Kun sammen er vi stærkest" han holdte en kort pause. For mange ting på en gang...Resulterede ofte i at folk glemte halvdelen. Men der var ingen vej udenom. Han fortalte det en gang...Og så måtte medlemmet selv huske dem eller spørge andre i klanen. Dog havde han været så flink at sørge for at hænge reglerne op i deres hovedkvarter...For dem der kunne læse.

"Og til sidst...Lederens ord er lov. Og generelt skal du altid følge en person, der har højere rang end dig. Hvilket, lige nu, er næsten alle i klanen. Bare rolig...Du opdager hurtigt hvem der er højere end alle de andre" han smilte svagt.
"Rangene består af en leder, mig. Så kommer der min højre hånd, Jimmy. Så kommer en flok kaldet rådgivere. De hjælper mig med alle de administrative ting i klanen. Så kommer Doyerne, lægerne og magikerne. Alle med en fagmæssig rang, som gør dem ekstra vigtige for klanen. Hvis de har brug for hjælp eller beordre jer til noget...Skal det følges. Det kan til tider være et spørgsmål om liv og død.
Og så er der resten...Alle jer andre. Omend...Helt nye folk ofte ligger endnu lavere end det. Som du nok vil opdage...Vil nogen nok snakke om den indre cirkel. Nok med stor respekt eller måske direkte frygt. Og med god grund. Det er de stærkeste i klanen, mine mest betroede soldater" Sean lænede sig tilbage og slog let ud med hænderne og smilte let til Daron.
"Mange ting på en gang...Der er flere småting, men dem skal du nok snart få lært. Der ud over er du selvfølgelig velkommen til at stille spørgsmål"

Det var mange betingelser på en gang, som Daron lige skulle sluge. Men han havde selv bedt om det og havde bestemt ikke tænkt sig at spørge igen. Han ville ikke vise en form for stupiditet allerede nu. Faktisk ville han så vidt så muligt undgå at fejle bare det mindste overfor sin far og måske kommende leder. Noget fortalte ham, at Sean havde en fantastisk hukommelse, og at en fejl ville blive i hans tanker i lang tid. Han virkede som en type, der sagtens kunne finde på at bære nag, og når man brød hans tillid, ville man ikke have mulighed for at genopbygge den. En ting, som Daron og ham havde tilfælles.
Åbenbart havde han allerede dummet sig, da hans far kommenterede på hans ivrighed over at komme ind i klanen. Tålmodighed havde aldrig været hans stærke side, men han prøvede at virke rolig og fattet i denne situation. Det virkede vist ikke. Derfor rykkede han sig en anelse tilbage og viste et kort sekund hans nervøsitet. Dog skyndte han sig at putte sin afslappet facade på igen og nikke, før han gav sig til at lytte til betingelserne, som hans far remsede op.  Der var mange ting at huske. Men de var logiske og simple, og Daron syntes om dem. Eller han kunne acceptere dem. Og arbejde med dem.
Han nikkede til hver tilføjelse, han kom med, blot for at komme med nogen reaktion, der viste, at han lyttede. For han lyttede. Han lyttede til hver eneste ord for at være helt sikker på, at han huskede dem og på ingen måde brød reglerne. Disse var de eneste regler, han nogensinde havde tænkt sig at følge. Det blev muligvis svært, men Daron var stædig, og han ville gøre det. Det var en del af hans mål.
At aldrig komme ud af klanen var intet problem. Daron havde skam heller ikke tænkt sig at hoppe ud og selv hvis han ville, havde han intet andet at leve for. Der kunne han lige så godt være død.
Da Sean gav sig til at fortælle om, hvordan man ikke måtte afsløre klanen for nogen, måtte Daron kvæle et sarkastisk smil i sig.
"Det bliver nemt," fik han dog ikke stoppet sig selv i at sige højt. For det var nemt. Han havde ingen personer at fortælle noget til. Den eneste person i hans liv var nu Sean.
Han lænede sig nu tilbage op af stolryggen og lagde armene over kors, mens han fortsat nikkede og lyttede. Denne gang prøvede han at forholde sig tavs og undgå hans typiske spydige kommentarer. Det gik ikke, at hans far så ham som en flabet skarnsunge, der ikke ville være i stand til at holde sin mund lukket under møder.
Han kunne sagtens finde ud af at forstå reglerne for opgaver, hvor han ikke måtte gøre andet, end hvad han havde fået besked på. Han havde været ude på sådan nogle missioner før for kunder, og selvom han for det meste prøvede at undgå dem, kunne han sagtens fuldføre dem uden at bryde betingelserne.
Han havde intet i mod ikke at måtte stjæle fra de fattige. Han prøvede selv at stjæle fra de mere succesfulde og rige, da de havde mere på sig. Og med en fortid som gadebarn kunne han ikke lade være med at have en anelse sympati for dem, der ikke havde meget at købe føde og ly for.
Han skulle til at nikke ved 'Lederens ord er lov', da Sean fortsatte og forklarede, at man skulle følge alle, der var i højere rang end en selv. Hvilket i Darons tilfælde var næsten alle. I et kort sekund tøvede han for sig selv. Han havde svært ved at blive hundset ret med eller blive domineret over, især hvis alle havde muligheden for at gøre det mod ham. Han blev også nødt til at ligge tillid i dem, der var højere op i rang end ham, for at deres ordrer ikke sendte ham i ulykke eller død. Hans misfornøjelse kunne kort skimtes ved hans pande, der svagt blev rynket, men så nikkede han atter en gang. Han ville ikke lade sine tillidsproblemer ødelægge hans eneste chance for hans fars respekt. Han måtte bide det i sig og håbe på hurtigt at komme højere op i rang. Han måtte vise ham, hvor god en kriger, han kunne være.  
Hans tøven forsvandt endda næsten helt, da Sean gav sig til at forklare om 'den indre cirkel'. Det greb hans opmærksomhed og gjorde ham endnu mere målsikker. Han ville blive en del af den indre cirkel. Om det så ville tage ham en livstid, endda to, ville han opnå den status. Det var den bedste måde, hvorpå han kunne få Seans respekt. Nu begyndte hans mål at forme sig for ham til noget, der måske endda kunne lade sig gøre med tid og slid og indsats.
Spørgsmål kunne blive stillet. Daron havde dog kun et spørgsmål at stille. Han fjernede sine arme fra hinanden for at ligge den ene arm op på bordet, stadig lænet tilbage i sit sæde.
"Boplads. Er der mulighed for at modtage sovepladser ved klanens såkaldte hovedkvarter, eller skal man selv finde sig et sted at være?" Han lød fuldstændig rolig stadig, som om intet, hans far havde sagt, havde påvirket ham. Men det havde det. På måde negative og positive måder. Men en ting var han dog helt sikker på - Enten kom han med i klanen eller også måtte han finde et stearinlys til sit brev.

Han smilte svagt og studerede som altid Darons bevægelser med største omhu. Rynkerne i panden, det tænksomme blik, hvornår manden reagerede negativt eller positivt på de ting han sagde. Dette gjorde han altid, til dels for at finde frem til folks stærke og svage sider, hvor de måske kunne gøre problemer og hvor de ville fungerer perfekt. Hans skarpe blik havde ofte gjort at folkene i klanen steg og faldt i rank, så alle følte sig bedst tilpas. Ingen vidste hvordan Sean kunne overskue så mange medlemmer, men det skete altså.
Især med Xander. Han havde allerede udnævnt, omend ikke officielt, Xander til sin arving. Han havde allerede inviteret denne søn ind i den indre cirkel, trods han ikke var ældre end et forvokset barn. For han havde talent, stort talent og det skulle bruge og trænes til det bedste. Han var ganske stolt og tilfreds med Xanders fremskridt. Det ville blive svært for Daron at leve op til Seans ynglings søn. Sean havde ikke rum for alt for mange personer i sit liv og han var meget flittig med at sorterer til og fra hele tiden. Enhver handling og ord fik betydning, når man var i selskab med Sean. Mange knækkede halsen på det og kom aldrig tæt på ham. Få kæmpede videre og blev godkendt og respekteret af ham.

Derfor bemærkede han også hvor Daron tøvede. Og en af de ting der kunne blive det største problem, var at manden ikke virkede klar til at modtage ordre fra andre end Sean. Dette kunne være et problem. Klanen var opbygget af disciplin og på sin vis blid tillid. Derfor var man medlem for livet, derfor døde man, hvis man brød reglerne. De var afhængige af hinanden og ingen, absolut ingen, måtte knække den tillid. Dette var der største forbrydelse af dem alle. En utilgivelig en. Der den ville aldrig kunne genoprettes. Dog ville nye medlemmer få en længere snor end ældre og folk accepterede at folk i starten først skulle vænne sig til det hele. Dette ville Daron nok også opleve, hvis han virkelig ville være med.
Det undrede ham at manden var så ivrig efter at være med. Der måtte være sket noget i mandens liv, der havde gjort at han nu febrilsk ledte efter noget at lave, et tilholdssted. Han brød sig heller ikke om Darons kommentar om at det ville være nemt ikke at sige noget om klanen, til nogen som helst. Aldrig lade hånt om det. Man vidste aldrig hvornår nogen kravlede op af ens rygrad og man pludselig havde røbet alle sine hemmeligheder, enden af ren manipulation eller dumhed.
I lidt tid, trods Dar havde stillet ham et spørgsmål, så han blot på ham, som prøvede han at bedømme noget. Til sidst trak han ganske svagt på den ene skulder.
"Boplads er der. Alle bliver tilbudt det og der bor ganske mange medlemmer, men vi har endnu nogle ledige værelser ved selve hovedkvarteret. Folk flytter ofte rundt i byen, som de er faldet på plads, så der er næsten altid ledige værelser. Der vil også være mad, varme, tøj og udstyr, trænings-faciliteter og lægehjælp" Han lænede sig tilbage i stolen og så rundt i lokalet et øjeblik.

"Nej" sagde han så og så på Daron igen.
"Jeg har ansvaret for klanen og jeg kan simpelthen ikke få fred i mit sind, før jeg ved hvorfor du er så ivrig efter at blive medlem. Det er op til mig at sikre du ikke falder os i ryggen, at du ikke, i dette øjeblik, gør dit livs dummeste beslutning. For livstid er lang tid, for os to. Og folk kan opføre sig både underligt og dumt, hvis de ikke føler sig tilpasse, hvor de er. Så hvor kommer dette brændende ønske fra? Jeg havde den fornemmelse at vi helst ikke gad hinanden. Og her sidder vi. Snakker om en fremtid der sikre vi vil se hinanden næsten regelmæssigt." spurgte han direkte. Han slog let ud med armene da han snakkede om dem begge og deres fremtid, som ville han vise det hele til Dar. Hans øjne hvilede på manden og søgte, borede, efter sandheden.

Daron vidste skam godt, at hans far lagde mærke til alle hans reaktioner. Manden foran ham var yderst intelligent og fyldt i stand til at læse personer med flere århundreders erfaring. Det var også derfor, han havde gjort meget ud af at nikke ofte og vise, hvor interesseret han var i at høre om de regler, som han skulle følge og leve efter. Og det var også derfor, at han prøvede så vidt så muligt at virke rolig og fattet uden at virke for desperat efter sin fars respekt. Igen nikkede han anerkendende til Seans svar angående bopladser. Han havde nemlig ikke penge til at søge ly hos andre og bestemt ikke til at have en fast bolig. Og han havde ikke lyst til at bo mere på gaden. Det havde han fået nok af. Udover det ville det også være dejligt ikke at behøve at stjæle mad – selvom det var unødvendigt, nød Daron stadig at spise en gang i mellem - og tøj fra andre. Udstyr og trænings-faciliteter kunne han sagtens bruge til at træne sig op til sin fars standarder, men lægehjælp ville nok være unødvendigt. Det eneste som måske ikke ville blive brugt var lægehjælp. Med en hurtig healeevne, havde Daron aldrig haft brug for hjælp fra andre. Men måske skulle det blive lavet om på, hvis hans far besluttede sig for at sende ham på missioner med en form for fare, som Daron aldrig havde oplevet før. Lige meget hvad, var det altid godt at have for en sikkerheds skyld.
Han var næsten sikker på, at der ikke var mere at tale om, da Sean virkede til at have fået nævnt alle regler, men pludselig udbrød han: ”Nej.” Forbavset, kunne Daron ikke lave være med at hæve øjenbrynene og miste sin facade. Mandens udbrud var uforventet og ikke noget, som han havde planlagt en reaktion til. Sean blev ved med at tale, og Daron snerpede læberne i sammen, mens han lyttede til hans ord. Han var mere anspændt nu. Han overvejede et sekund at fortælle sandheden. Komme ud med, hvorfor han var så ivrig efter at blive en del af sin fars klan. Men han mente, at dette ville skræmme ham væk, da Sean aldrig havde virket som en familiemand, så han besluttede sig for at skære sandheden ned til det halve. Han prøvede at få sin maske på igen ved at trække på skuldrene og lade sine hænder falde ned i sit skød.
”For ikke lang tid siden mistede jeg mit livs kærlighed. Noget, som du selvfølgelig kan være ligeglad med.”
At nævne Viola som den kærlighed, han havde mistet, lød underligt og forvrænget at sige, fordi han vidste at denne gang var det ikke kun midlertidigt. Han kunne et kort sekund mærke et stik i sit hjerte og skyndte sig derfor at tale videre: ”Så jeg indså, at det ikke gik at hele mit liv var forbi, bare fordi jeg ikke kunne have en bestemt person i det. Så jeg vil fokusere på noget større. En større enhed. Som din klan. En god måde at udvikle og forbedre mig selv på.”
Et lille smil gled over hans læber, og han så sin far direkte i øjnene for at skjule sin løgn.

Han kunne se spørgsmålet overraskede Daron, at han ikke havde regnet med det. Det overbeviste ham blot endnu mere om, at manden holdte noget hemmeligt. En grund, en plan, en ide...Et eller andet! Når det kom til klanen, kunne man ikke slække på forsigtigheden. Der var mange der ville være medlemmer og de fleste blev accepteret, så længe de ville gøre alt for den. Og endnu mere, hvis de havde noget at tilbyde. Som han så det, tilhørte Daron hovedparten af klanen. De almindelige folk, der hverken var for svage, for dumme eller vildt stærke. Normalen. Dem der udgjorde den største gruppe. Men måske var det at bedømme manden for hurtigt? Han havde været kritisk lige siden han havde set manden for første gang.
Manden sad på nåle og Sean overvejede at tilhøre flere nåle, bare for at se hvor meget der skulle til, for at knække manden. En tiltrækkende ide, men ikke en han gjorde noget ved. Det ville ikke passe situationen, at han forfulgte manden, fordi han ikke ligefrem elskede ham. I stedet fyldte han sig med tålmodighed.

Sit livs kærlighed?
Han rettede sig op. Hans ene arm gled i vejret, som han påkaldte sig opmærksomhed fra en af tjenerne, der vimsede rundt og sørgede for ingen døde af tørst til musikken. Han var stille, lod Daron tale, men hans blik vedblev at følge en af tjenerinderne, til hun kom over til deres bord. Ja, det virkede næsten som om han ikke hørte Daron overhoved.
Da tjenerinden kom over til bordet, lænede Sean sig tilbage i stolen og sendte hende et stort smil. Blikket ændrede sig, der gled en snert af flirt over dem.
"Vi er så tørstige...I skulle vel ikke have noget der kan lindre halsen?" Spurgte han, men tjenerinden nåede kun at smile forsikrende, før Sean fortsatte.
"Jeg vil have en øl. Giv manden det samme som før" bad han. Tjenerinden tjekkede hurtigt Darons krus med et hurtigt blik, før hun nikkede.
"Straks, Sir" forsikrede hun og vimsede væk igen. Sean så efter hende et øjeblik, før han så tilbage på Daron med et svagt, skævt smil. Det smil han sendte til alle og som egentlig ikke betød noget.
Den ene hånd gled igennem håret på ham.
Han var ligeglad med Darons små kærestesorger. Kvinder kom og gik. At denne...død, fik Daron til at tage et valg og blive medlem at lige præcis hans klan? Det var underligt. Men folk i sorg gjorde underlige ting. Måske især skyggevæsner, væsner han til hverdag nok fandt lidt skræmmende, skønt han intet skræmmende fandt ved manden der sad over for ham. En søn. Han var ikke engang dæmon længere...
"Hvis du skal være en del af min klan, må jeg vide hvordan du overordnet har det. Jeg kan ikke have folk sendt på opgaver, som ender med af få sig selv og alle andre slået ihjel" svarede han ligeud, uden nåde i stemmen. Drengen, manden, fyren havde mistet både sin mor og sin kæreste. Verden var et hårdt sted og jo før han lærte det, jo bedre. Xander havde også mistet sin mor. I et øjeblik overvejede han tilfældigheden af de begge havde mistet deres mødre. Måske var han bare forfulgt af uheld?
"Jeg skal måske føle mig beæret, at du mener min klan kan give dig mening og udvikling, som du søger?" foreslog han, uden rigtig at forvente et svar.
"Vil din kærestes død skabe problemer? Er du i stand til at arbejde eller skal jeg kun give dig små opgaver, til du har taget dig sammen?" spurgte han, endelig et spørgsmål Daron faktisk måtte svare på.

Tjenerinden kom snart tilbage med Sean bestilling og gav dem hver deres krus, før hun tog Darons halvtomme/tomme krus og forlod dem. Sean tog fat i sit krus og tog det til munden. Den kølige væske fyldte hans mund, med den halvsøde smag af øl. Faktisk drak han ikke rigtig øl, men det virkede forkert at bestille the lige her, lige nu.
Han var egentlig heller ikke så tørstig. Men en øl eller to fik dem til at blende mere ind. Ellers ville de blive husket som kunderne, der aldrig købte noget.
Han så på Daron igen. Han kunne ikke helt ryste det af sig...At Daron måske stadig holdte noget for sig selv, holdte noget hemmeligt. Hans største frygt var det var noget, der kunne skade klanen. Han kunne ikke finde ud af om han burde bore mere i det.
"Er der ellers noget du vil fortælle mig?" spurgte han så. Og lod det dermed være op til Daron at vælge.

I slutningen af hans svar, vendte Sean sin opmærksomhed mod en tjenerinde, hvilket påvirkede Daron mere, end han ønskede. Det var næsten som om, han blev fornærmet over at Sean havde en flirtende attitude mod andre end hans mor, hvilket på ingen måde gav mening, siden hans mor døde for over 50 år siden og formentlig kun kendte til dæmonen i en kort periode. Derfor skubbede han det hurtigt væk fra sig og beholdte sit svage smil bare for at gøre hele samtalen mere afslappet. Ikke at det hjalp. Sean bad tjenerinden om en øl og en genopfyldning af Darons skov-mjød, som han ikke engang fik drukket færdig i første omgang. Men han kommenterede ikke på det, for han ville aldrig sige tak til en gratis drink, om han så ikke havde mulighed for at fuldføre sin første. Dog sørgede han for at tage et par ekstra slurk af sit første krus bare så ikke alt gik til spilde. Det gjorde han mens Sean fik blikket mod ham igen og gav sig til at snakke.
”Du har været på mission med mig før. Selvom jeg kan virke selvisk, vil jeg ikke være skyld i at mine medmennesker mister livet,” sagde han med en nogenlunde alvorlig tone, da Sean nævnte, at han ikke ville have folk sendt ud på opgaver, der endte med at få andre slået ihjel. Men Daron svarede aldrig på, hvordan han havde det. Det kunne han altid komme ind på bagefter. Han ville bare lige forsikre sin far om, at han ikke ville få hans klanmedlemmer slået ihjel, for ellers ville han jo aldrig blive accepteret ind i klanen. Hans smil var så småt ved at forlade hans læber igen, for stemningen var ikke afslappet, i hvert fald ikke for ham. Han havde foldet sine hænder i sit skød og rykkede ikke på sig på et eneste tidspunkt, i modsætningen til sin far, som nu smilte til ham med sit skæve smil. Det eneste tidspunkt, hvor han virkelig bevægede sig, var da han kort nikkede som svart til sin fars spørgsmål om hvorvidt han skulle være beæret eller ej. Det fortrød han dog, da han indså, at det mere var en sarkastisk kommentar end et egentlig spørgsmål. Bagefter åbnede han også munden for at fortælle Sean, at Viola ikke rigtigt var hans kæreste og at hun heller ikke var død, men han lukkede munden igen, for han indså, at Sean egentlig kunne være fuldstændig ligeglad. Bagefter åbnede han den igen for at svare med gennemtænkte ord:
”Selvom hendes… død kom som et chok for mig, havde jeg set det komme i lang tid, hvis ikke år. Så jeg vil ikke sige, at det vil hindre mig i noget, nej.”
Tjenerinden kom tilbage, tog hans nu næsten tomme krus og gav ham et nyt. Daron tog et slurk af sin drink og lod mærke til, at smagen var mere bitter end før. Det var altså ikke skovmjød, hun havde givet ham, men en anden form for mjød. Men han var egentlig ligeglad. Alt alkohol som han kunne mærke ned af halsen var fint.
”Jeg vil egentlig bare i gang med det samme. Jeg har ikke brug for at få nogen særlig eller forsigtig behandling. Og…” Han tøvede et kort sekund, før han tog en slurk med blikket ned i kruset og talte videre: ”Der er ikke mere at fortælle.”

Han havde faktisk ikke sagt noget endegyldigt ja endnu. Mere blot leget videre med tanken. Det kunne være sjovt bare at sige nej, nu hvor han nærmest havde lagt op til at Daron havde fået lov. Han havde i hvert fald spurgt ind til det, som om manden allerede var optaget. Han overvejede det lidt. Der var intet der talte for manden ikke skulle blive optaget og alligevel havde han lyst til at drille manden. Fordi Daron var kommet til ham og havde bedt om det. Fordi han kunne og fordi han havde en fornemmelse af Daron bare ville vende tilbage igen, selv hvis han endelig ville gå i vrede eller nedstemthed. Han kunne god bruge Caroline nu, hun ville være god til at føre lidt dril med.
Hans hænder samlede sig om hans krus, som hans blik vandrede og gled over nogle af de dansende kvinder. Spørgsmålet om han skulle udvælge sig en snack, før han tog hjem, meldte sig. Han var ikke vildt sulten, men der ville nok ikke gå mere end et par timer før det meldte sig. Nogen gange tog det timer at lokke en kvinde. Men han kunne ikke bare lokke et måltid til sig, med Daron siddende her. Derfor vendte han tilbage til manden. Til drengen.
Det selvsikre smil gled over ham. Hvis han var del af chatten, fik han masser af muligheder for at drille ham. Han vidste stadig ikke hvordan Xander ville tage det, måske med uvilje? Måske ligeglad? Det ville tiden vise.
Han vidste ikke om kvinden var død eller ej, men Daron havde lagt op til og derfor var han gået ud fra det var sådan det var. Der var nogle ting der ikke gav mening...Som hvorfor Daron var blevet hos en person, han ligefrem havde forudset døden hos. Hvilket i sig selv også lød ganske underligt.

I modsætning til Daron, følte Sean sig ganske afslappet. Han havde kontrol over situationen og det var ham der bestemte hvad de skulle lave eller ligefrem snakke om. Der var ingen grund til at han var andet end afslappet.
"Fint" svarede han blot. Om folk sagde de kunne noget og om de så kunne, var to forskellige ting. Måske skulle han tage med på mandens første mission, som en ekstra prøve og sikre sig alt var som det skulle være. Faktisk var han ret overbevist om at det var det han burde. Han havde taget Xander som sin personlige lærling og oplærte ham, ikke bare inden for klanen, men også til at overtage den. Daron var hans søn...Burde han også oplære ham? Han var ikke sikker på om drengen var det værd. Men han kunne altid holde godt øje med ham.
"Vores hovedkvarter ligger i Doomsville, hvor de fleste også bor. Vi har få grupper i andre byer, men Doomsville er vores territorium. Så snart du vender tilbage til byen kan du få en opgave" svarede han så. Han havde jo nævnt han gerne ville i gang med det samme. Det blev ikke før de begge var tilbage i Doomsville. Et hemmelighedsfuldt smil gled over ham. Han ville ikke nævne at Darons første opgave blev med ham. Det ville blive en...Overraskelse. Han ville uden tvivl også brokke sig og han ville personligt så kun nyde det endnu mere.
"En anden ting. Ikke fordi jeg tror der er nogen tvivl om det, men for en sikkerhedsskyld. I klanen er jeg ikke en far. Jeg er din leder. Og du er ikke min søn, du er et medlem. Der er ingen særbehandling til familiemedlemmer. Specielt ikke dem, jeg endnu ikke mener er familie" sagde han ligeud. Det var nok lidt dobbeltmoralsk. Xander var steget lidt for hurtigt i rang i klanen, fordi han vidste hvor god drengen var og fordi han favoriserede ham. Men ingen kunne tillade sig at brokke sig. Og hvis Daron blev ked af det, måtte han jo bare tage sig sammen og bevise han var værd at gøre det samme ved.

Et lettet suk slap fri fra Darons læber idet Sean sagde sit ene ord. Hans skuldre sank sammen, hans læber adskilte sig let og alt i alt virkede han helt afslappet i forhold til hans tidligere holdning. Udover det strøg han en hånd gennem sit pjuskede hår, som var dårligt klippet og strittede vildt, på samme måde, som hans far havde gjort kun få minutter før og igen kunne man skue deres ligheder i deres udseender. Men også kun deres udseender. Daron mente ikke, at de mindede om hinanden på nogen andre måder. Og alligevel var han så ivrig efter at lære den mand bedre at kende. På en eller anden måde håbede han vel på, at han kunne finde en anden form for lighed mellem dem. Måske så han kunne begynde at skabe en identitet udenfor Viola, noget som han ikke har haft siden han var 19 år og noget som han savnede alt for meget.
Nu kunne han heller ikke skjule sit iver længere og nikkede måske et par gange for meget, mens han tog i mod informationen, som hans kommende leder gav sig til at udgive. Et lille smil lagde sig over hans læber, et lille stolt smil.
”Jeg kommer ikke til at skuffe dig,” sagde han, og man kunne høre en ny form for spænding i hans stemme. Det var ikke noget som man ofte hørte fra ham. Glæde var ikke en følelse, som han normalt var i stand til at udtrykke. Men nu kunne han knap nok holde det tilbage.
Sean var ikke færdig med at snakke. Det, han sagde, gav god mening for Daron. Selvfølgelig skulle han ikke have særbehandling. Det var mærkeligt at høre Sean nævne deres familierelation i sådan en ligegyldig toneleje, som om det ikke var noget specielt, men for Daron betød det jo også næsten alt, hvor Sean nok var vant til at have børn efter sig, hvis man tænkte på alle de kvinder, som han havde mulighed for at gøre gravid.
Nej, det var hans sidste sætning, som påvirkede Daron. Hans smil blev en anelse svagere. Det var tåbeligt af ham at tænke, at Sean så ham som familiemedlem. De var kun bundet af blod, og de havde kun snakket sammen enkle gange. Den sidste samtale var endda flere måneder siden, hvor de aftalte aldrig at se hinanden igen. Så det var forståeligt, at Sean ikke rigtigt så Daron som sin søn. Men det gjorde stadig ondt. Som om han blev skuffet. Han skubbede det dog væk og nikkede igen, nu med et lidt mere tvunget smil: ”Forstået.”

Hans øjne hvilede på Daron, som en falks. Han så det hele, alt det han kunne se, alt det han havde lært at se. Drengen, der levede op ved tanken om at være med i klanen og få en opgave. Skuffelse, da hans hårde ord ramte ham og fik visse sandheder til at gå op for ham. Hvorfor? Hvorfor skulle han trækkes med så mange børn? Alle hans bekendtskaber var som små børn, der skulle opdrages. Xander havde været en hård nød, men se ham nu! En flot, ung mand. Connor, der var en 4-5 år gammel nu. Elyas, hans nevø, der også snart havde udviklet sig til en flot, ung mand. Han burde snart finde et job til barnet, så han havde noget at lave. Drengen blev rastløs af at sidde derhjemme hele tiden. Nephthys, han havde fundet siddende udenfor en kro eller værtshus - han huskede ikke hvilken - frysende og ødelagte i krop og sjæl. Hvorfor han havde hjulpet hende var stadig en gåde, men efter længere tid sammen havde de et tæt forhold. Havde, havde haft.
Og så var der Luce. Luce, der i første omgang havde hadet ham, men siden overgivet sig til ham. Kvinden, der havde været gravid og givet sin søn - Connor - til ham, fordi barnet var fra en voldtægt eller noget i den stil. Luce, der havde haft brug for hans hjælp og siden var flyttet langt væk. En gammel ven.
Og nu. Daron. En dæmon, der var blevet et skyggevæsen. En ung mand, hans ældste søn, så vidt han kendte til. En uden vej, uden noget som helst og som han nu skulle opdrage og tage sig af. Et svagt suk forlod hans læber. Ham! Ham der hadede ideen om familie. Ham, der hadede sin egen opdragelse, havde haft ansvaret og har ansvaret for så mange. Måske var han ligefrem god til at tage sig af andre? Tanken var absurd.
Dean var trods alt blevet ofret. Men han havde også været en fejl. Et barn, fordi han havde været utro med en anden kvinde. Det barn, netop fordi han havde fået et valg, skulle ikke leve. Men disse børn var næsten voksne og Sean havde intet valg haft. De var bare kommet og banket på hans dør. Stille bad han til der ikke ville komme flere.

Han lænede sig godt tilbage i stolen. Hans blik havde stirret ud i intetheden mens han havde tænkt. Overvejet. Daron ville være trodsig. Han virkede til at være ivrig, men hvis han begyndte at beordre drengen rundt, ville han sætte sig imod. På et tidspunkt. Måske ikke i starten, men måske senere. Hans arme gled over kors, da hans blik gled over på Daron igen. Stadig lige hårdt, omend der også var et glimt af noget...Andet.
"Hvad gjorde dig til skyggevæsen? Var det noget der pludselig skete eller var du bevidst om det?" spurgte han så. Som hans far, havde han vel kun ret til at vide det. Ret til at spørge. Der var sådan en stolthed i at være dæmon! En styrke! Det var skuffende hans ældste søn var et skyggevæsen. Skuffende, men trods alt ikke det værste der kunne ske. Skyggevæsner kunne stadig bruges. Kun tiden kunne vise sig om sønnen faktisk ville skuffe ham. Men han havde stadig et ansvar. Et ansvar for at give ham en chance og for at opdrage drengen. Beskytte ham, som alle forældre burde beskytte sit afkom. Det var det samme han var nået frem til med Xander.

Daron kunne godt mærke, hvordan Seans øjne hvilede på ham. Derfor kunne han ikke slappe af omkring ham, velvidende at han dømte og analyserede hver eneste bevægelse. Han prøvede også at være forberedt på, hvad end han nu kunne finde på at spørge om, for han havde gennem denne samtale opdaget, at Sean ikke var til at forudse. Ligesom her, hvor Sean stillede endnu et uforventet spørgsmål – Han spurgte ind til hans fortid.
Darons skygge af et smil forsvandt helt af ren forbavselse, noget som han prøvet flere gange gennem denne samtale. Ingen havde spurgt ind til hans fortid før på den bestemte og direkte måde. Jazmin havde hentydet til spørgsmål, og han havde også svaret meget enkelt og afvisende, og hans kunder havde også haft brug for at vide noget om hans fortid for at vide, om han var troværdig. Men ingen havde spurgt ham, hvorfor han blev skyggevæsen. Eller om det var et frit valg. Måske fordi han aldrig havde ladt nogen komme så tæt på sig selv og sit liv før. Udover Viola, men Viola var hans fortid.
Seans spørgsmål fik ham til at tøve. Han var ikke sikker på, om han egentlig havde lyst til at svare ham. Daron havde altid været meget hemmelighedsfuld, når det kom til sin baggrund. Han brød sig heller ikke om at tænke på den for den sags skyld. Men Sean var trods alt hans far og fortjente at vide, hvad der var sket med sin søn. Og hvis han ikke fik svar, kunne det være, at han ikke mente, at Daron var troværdig og derfor ikke ville lade ham komme ind i klanen alligevel.
Daron rømmede sig og greb sit krus for at tage en kæmpe slurk mjød, der ikke var skov-mjød. Han fokuserede på den brændende fornemmelse ned af sin hals, mens han overvejede, hvordan han skulle svare på sin fars spørgsmål. Han havde ikke lyst til at gå detaljer. Men et overordnet svar kunne aldrig skade.
”En kvinde ved navn Viola gjorde mig til skyggevæsen.” Hans stemme var kold og alvorlig, og det var tydeligt, at han ikke brød sig om at komme ind på sin fortid, en fortid som han desperat prøvede at rive sig fri af.  Han tog endnu en slurk og stillede kruset tilbage på bordet.
”I starten ville hun forvandle mig bag min ryg eller mod min vilje, som man også kan kalde det. Men da jeg opdagede, hvad hun var ved at gøre… lod jeg hende gøre det.”  
Han kiggede ned i få sekunder og en tristhed gled over ham. Men det forsvandt blot et øjeblik efter, da han kiggede op med et skævt smil på læberne. Han greb sit krus atter en gang og løftede det op, som ville han skåle, mens han sagde uden kulde i stemmen: ”Aldrig fortrudt.”

Han brød sig ikke om det. Daron måtte uden tvivl have været en dæmon først. Så en kvinde havde gjort ham til hvad han var, en skygge af sit tidligere selv? En skygge af den mand han kunne have været? Ja, i det hele taget bare en skygge. Det var hvad skyggevæsner var - En skygge. Og intet andet. Skuffelsen, ligefrem vreden, voksede for hvert ord. Da drengen var så provokerende at hejse sit krus for at skåle på det, kunne han ikke tage det mere. Men han gik ikke amok. I stedet gled der en skygge over hans ansigt og hans smil vred sig. Vred sig, som en orm og blev mere koldt, mere ondskabsfuldt. Blikket i hans øjne var kolde som sten, som den hårdeste is om vinteren. Han lænede sig ind over bordet, hans tunge gled frem og vædede hans læber et øjeblik, som en slange der smagte på luften.
"Så...Kærlighed. Den største gift af dem alle. Hvad der vrider folk og gør dem skygger af sig selv...Bogstavlig talt" Noget hånligt gled over ham. Han rejste sig op, i starten hvilede hans hænder på bordet, men de fjernede sig, da Sean trådte rundt om bordet, hen ved siden af Daron. Hans ene hånd gled langsomt frem, før han pludselig huggede til og greb drengen i kraven. Drengen blev hevet op fra sin stol, op i luften.
De, der sad nærmest, blev stille og så over mod dem. De fleste ville aldrig turde at blande sig og de få der rejste sig, fik et dræbende blik fra Sean. De satte sig igen. Der var ingen tvivl, han ville dræbe enhver der blandede sig.
Hans blik fandt Daron og hans smil voksede en anelse. Dumme dreng. Idioti. Og dette skulle være hans søn? Aldrig i livet. Han burde dræbe ham nu, her, præcis som han i sin tid havde ofret Dean, et urent barn. En baby, intet mindre, men urent.
"Vær aldrig spottende over for en archdemon, Daron. Vær aldrig spottende over for dæmonracen, når du sidder med et af deres mest stolte medlemmer..." Hans blik gled over Darons ansigt, som var han et stykke mad der skulle fortæres og han overvejede hvordan man nemmest gjorde det. Han sænkede ham lidt igen, men kun så han kunne nå ham med sin anden hånd. Den anden hånd, knyttet, der kolliderede med Darons ansigt i et slag, medmindre drengen formåede at undgå det på en eller anden måde.
"Du lod en kvinde ændre dig. Uden at protesterer, uden stolthed i dit væsen, lod du dig forvandle. Du er en skygge og intet andet. Du er en regnorm. Du har ingen stolthed, ingen ære! Var det for kærlighed? Var det fordi dit liv aldrig har været noget værd, at du smed det væk? Sig mig, Daron, var du da ikke en stolt dæmon før?" Hver gang Darons navn blev nævnt, sagde han det med et bestemt tonelag, som om selve Darons navn lagde an til hån og spot. Han havde svært ved at styre sig. Medmindre drengen allerede havde kæmpet sig fri, slap han ham. Hans hænder rystede. Han mærkede hvordan han nye, ustyrlige evne skiftevis prøvede at gribe fat i energien hos de tilstedeværende og kun hans sidste forsøg på at holde kontrollen, forhindrede ham i at tage livet af nogen. Dødsenergien, der var i alle væsner, men mest hos dem der allerede var døde. Han trak vejret dybt. Hans blik gled ned på Daron igen, som han knyttede hænderne, for at holde igen. Sådan en skuffelse. Det gik ikke, hvis nogen vidste den fyr var hans søn. Hvad ville de ikke tænke om ham? Ham, Sean! De ville tro han var blevet doven, at han var begyndt at give efter. Han ville ikke længere få samme respekt. En svag latter forlod ham, som han rystede let på hovedet.
"Tydeligvis har din opdragelse været mangelfuld. Bare rolig. Jeg skal nok lære dig det, du har brug for. Det er mit ansvar, ikke også?" sagde han så blot, før han gik tilbage til sin stol - Medmindre drengen gjorde noget, der krævede hans opmærksomhed.

Daron havde aldrig associeret race med stolthed og havde heller ikke tænkt noget specielt om sine sidste ord - Han havde bestemt ikke i tankerne at fornærme sin far. Men selvfølgelig tænkte en ren, gammel archdemon stolt om sin race. Den race, som Daron efterlod. For en kvinde endda.
Men sådan så Daron ikke på det. Måske burde han have tænkt sig mere om, men det var for sent. For lige efter han havde hævet sit krus, så han en skygge glide over Seans ansigt. Den måde, smilet på hans læber forvrængede sig, fik Darons eget til at forsvinde og langsomt, meget langsomt, satte han sit krus tilbage på bordet uden at bryde øjenkontakt med den skræmmende mand foran sig. Og da manden så rejste sig op, krympede skyggevæsnet sig en anelse sammen. Sjældent var han bange, fordi en mand, der næsten ikke kunne slås ihjel havde intet at frygte, og når han så endelig var bange, gjorde han alt for ikke at vise det. Men Sean kunne skræmme ham som ingen anden. Det havde formentlig noget at gøre med, hvor stor en betydning hans far havde for ham. Og hvor kraftfuld, han havde bevidst overfor Daron, at han var. Daron tvivlede ikke et sekund på, at hvis Sean virkelig ville, så kunne han finde en måde at dræbe ham på, uden at brænde hans brev. Men det var ikke døden, Daron frygtede mest – Det var sin fars misbilligelse. Og hans hjerte bankede kraftigt, mens han mærkede en skælven igennem sig, for det var netop det, som han sad overfor.
”Uh- jeg- det,” mere nåede Daron ikke at stamme frem, før han mistede pusten i det han blev trukket op af stolen og over jorden. Et gisp lød fra hans læber, og han greb hurtigt fat om Seans hænder. Ikke for at prøve at vride dem af ham, for den kamp havde han prøvet før og derfor opgivet på forhånd, men blot for at støtte sig selv op. Han var anspændt i alle muskler og havde den største trang til at kigge væk fra sin fars hånende blik. Men han blev tvunget til at kigge ham direkte ind i øjnene, både fysisk og psykisk, for at kigge væk i dette øjeblik, ville være et tegn på mangel på respekt, og det var det sidste, Daron havde lyst til at vise for sin overmand, når han stod med hans liv i sine hænder. Derfor sørgede han bare for nogenlunde at holde sin vejrtrækning under kontrol, mens han kunne mærke, at hele hans krop gik i panik. Sean gav sig til at snakke med en stålfast stemme, der nærmest fik Daron til at føle sig mere flov end noget andet, og et kort sekund, kunne han ikke lade være med at tænke over, om det mon var sådan det føltes at blive irettesat af sine forældre. Det var i hvert fald ikke noget, som han havde lyst til at prøve igen.
Seans blik gled ned over ham, overvejende, og en ny form for panik gled i gennem den unge mands tanker. Brevet var i hans lomme. Havde Sean set det? Kendte han til Darons svaghed? Og vigtigst af alt, havde han tænkt sig at bruge det mod ham? En kortvarig skuffelse trængte i gennem Darons sind, da han indså, at han faktisk var nødt til at tvivle på sin fars hensigt om at slå sin søn ihjel eller ej. Sikke dog en familie.
Alle hans løbske tanker blev dog lige efter samlet til et punkt, og det var nemlig en pludselig, brændende smerte, da en knytnæve ramte ham hårdt, og han kunne høre knaset fra sin nu brækkede næse. Forskrækket for han sammen og udbrød noget, der kunne minde om et ’au’ og et højt bandeord, men han skyndte sig at tie i frygt for at fornærme sin far endnu mere. Fysisk var slaget ikke specielt – Jo, det gjorde ondt, og det varme blod mod hans hud var aldrig behageligt, men dette var ikke hans første gang med en brækket næse. Han skulle bare sørge for at sætte den på plads før den voksede sammen igen, eller han blev nødt til at brække den på nu. Nej, det var dét, at hans far var så vred på ham, at han blev nødt til at slå ham. Eller også var det blev en lærestreg. En lærestreg, som Daron helt klart havde fortjent. Nej, det værste ved hele dette scenarie, var hans fars næste ord.
UDEN STOLTHED, SKYGGE OG INTET ANDET, REGNORM, INGEN STOLTHED, INGEN ÆRE. Disse ord rungede igennem hans sind som et ekko, der ikke ville forsvinde og fortsatte som baggrundsstøj, mens hans far fortsatte. Daron stirrede næsten forskrækket på ham, og man kunnet tydeligt se, hvordan disse ord påvirkede ham. Det var som om den smule glæde, der var inde i ham, som han havde brugt hele aftenen på at bygge op, døde.
Da hans far hvæsede hans navn, krympede han sig kort. Han havde lyst til at svare på hans spørgsmål. Fortælle ham, at det var en fejl at blive til en skygge, at han var tåbelig for at give efter for ligegyldig kærlighed, at han tog sin stolthed som dæmon forgivet. Men han var fuldstændig lammet og stirrede blot på ham med et ydmyget, skræmt og nærmest såret blik.
Men så gav han endelig slip, og Daron, der ikke var forberedt på det, faldt til gulvet med et bump. Han skælvede stadig let gennem sin krop, men lagde også mærke til Seans hænder. Var det af vrede? Havde han virkelig gjort ham så frustreret? Det havde han vel nok, siden Sean virkede som om han havde lyst til at slå sin søn ihjel.
Han så op på sin far, der stadig stod overfor ham, og han følte sig som et lille barn. Det var noget, som han ikke havde følt sig som i lang tid, og ikke noget som han på nogen måde havde lyst til at føle. Men den mand foran sig var trods alt hans far, og en meget streng en af slagsen. Som havde tænkt sig at opdrage på ham. Og på en eller anden måde, troede Daron faktisk på, at det kunne lade sig gøre.
Han turde ikke give Sean ret i, at det var hans ansvar, for hvis nu det var et retorisk eller sarkastisk spørgsmål. I stedet forholdt han sig stille og meget forsigtigt rejste han sig op og satte sig tilbage i sin stol. Hans arrogance var væk, hans skuldre sænket, og han så ned i bordet, for han havde ikke lyst til at møde dæmons blik.

Han satte sig tungt på stolen og trak vejret dybt. Kontrollen! Han måtte beholde kontrollen. Hvis han mistede den, ville nogen dø, måske ligefrem genopstå og han ville selv styrte til jorden, udmattet, fordi hans kræfter var brugt op. Han havde prøvet det før og det var ubehageligt. Og for et øjeblik var alt han fokuserede på, hans eget temperament og evne, og ikke den blødende, forbavsede og skræmte Daron.
Først da han nogenlunde følte sig rolig igen, så han over på Daron igen. Hans blik gled over den brækkede næse, der sad skævt og blodet, der vedvarende dryppede ned over hans læber og hage. Sikke et svineri. Man skulle ellers tro drengen ville have en lyst til at tørre blodet væk eller i det mindste stoppe blødningen.
Med et suk rejste han sig igen, men denne gang gik han direkte over til baren.
"Noget stof og vand. Gik mig noget af jeres reneste sprit" Der gik et øjeblik før han havde fået sin mærkværdige bestilling.

Han tog det hele med til bordet og satte det foran Daron. Han trak en stol over ved siden af drengen og med et hårdt tag i drengens skuldre, vendte han drengen om mod sig. Han tog fat i drengens hage og løftede hans hoved lidt, kun for at starte med at hælde vand ud over hele Darons ansigt. Blodet omkring hans næse og hage forsvandt, men Sean vidste det hurtigt ville komme igen. Han gav ikke slip. I stedet satte han det nu tomme glas fra sig og dyppede det hvide stof, han havde fået, i spritten. Det ville virke desinficerende.
Uden at vise drengen nåde, begyndte han at ordne Darons næse. Han tørrede blodet af, han rensede såret og han holdte godt fat i Darons hage, så han havde mindre chance for at vænne sig væk fra behandlingen.
"Jeg sætter sin næse på plads, men jeg var intet hårdt der kan støtte din næse, så du skal passe på den. Det vil uden tvivl gøre ondt. Klar?" Sagde han, før han tog fat om Darons næse og i en hurtig bevægelse knækkede den på plads. Selv da den var på plads, blev han ved med at holde på næsen. Både for at sørge for den blev siddende, men også for at stoppe blødningen.
Hele tiden holdte han øje med drengen. Han havde selv levet længe og lært sig selv at ordne diverse sår, så han altid ville kunne klare sig selv. Desuden havde Nephthys i sin tid også lært ham nogle tricks, da hun fungerede lidt som en sygeplejer.
Han ville først slippe såret, når Daron var faldet lidt til ro igen.

Da han konstaterede drengen var faldet lidt til ro, slap han ham.
"Hold fast om såret med stoffet, for at stoppe blødningen" forlangte han. Han efterlod ikke meget til Darons egen vilje.
"For væsner, der lever evigt, er det vigtigt at kunne lappe sig selv sammen. Man kan ikke forvente der hele tiden kommer en dødelig og syr ens sår. Men det ved du vel godt" det var retorisk, men samtidig havde det en mening. At slå fast hvad Daron burde vide noget om og indirekte fortælle drengen at vidste han intet om dette, måtte han hellere begynde at studere det.
Sean lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors et øjeblik, mens han blot så på Daron.
Og hvorfor havde han skiftet mening så hurtigt? Det var tydeligt hans vredesudbrud havde virket. Han havde forskrækket drengen og fået ham til at indse sin fejl. Det vidste han, for drengen havde virket direkte bange for ham, som om han skammede sig. Og det var netop den reaktion han havde ønsket sig. Et svagt smil gled over ham.
"Måske er der endnu håb for dig. Jeg har ikke mere at udsætte dig for i aften. Du er medlem af klanen, men for nu kun en af de laveste. Jeg vil sende besked om en passende opgave ti dig og tage med dig på opgaven" sagde han så. Som han så det, var deres møde nok ved at være ovre. Det så ikke ud til at dele hinandens selskab for længe, var særlig sundt, for nogen af dem.
"Forresten er du storebror. Min søn Xander er også i klanen. Jeg har også en nevø, Elyas, som bor hjemme hos mig. Han er også en del af din familie..." han så lidt ned på bordet ved siden af sig, da han stadig sad med front mod Daron, ved siden af ham. Så trak han let på den ene skulder.
"Du er velkommen til at komme hjem til mig, hvis du har brug for det. Vi har altid ekstra værelser" sagde han så, og mente dermed han var færdig med at indsætte Daron i hans nye liv.

Daron havde lyst til at tørre blodet op, jo. Faktisk hadede Daron blod, både smagen, varmen og generelt følelsen af det. Dengang han var lille, blev han nærmest bange ved synet af blod men med en hård opvækst blev han nødt til at skubbe den frygt til side. Men selvom han havde lyst til at tørre blodet af, var han lammet. Ikke bogstavelig talt, men han havde det som om, at det var upassende i denne situation at bevæge sig, og han turde ikke gøre noget, som hans far ikke brød sig om. Så hellere have den klamme fornemmelse af blod ned over sine læber og håbe på, at han ikke fik det ind i munden.
Han fór dog kort sammen, da Sean rejse sig igen efter i lang tid at have siddet stille. I starten troede han, at han var på vej væk fra ham og havde fået nok af ham, men så indså han, at han gik den modsatte vej end døren og egentlig bare var på vej hen til baren. Daron blev ikke overrasket over lettelsen, som han mærkede igennem sig. Godt nok havde hans far lige sagt ting, der ville plage ham, så længe han levede, men han var stadig hans far, og den eneste relation tilbage i hans liv, som var lidt værd at holde på.
Han kiggede ikke efter ham, da han gik op mod baren men stirrede ud i luften, mens han prøvede at få et blik over, hvad der lige var sket. På grund af chokket over Seans pludselig vrede, virkede det hele tåget, og det eneste der stod klart for Daron var smerten fra slaget og den brækkede næse, og de nedladende ord, som endnu var en genlyd i hans tanker. Hans vejrtrækning, der før havde været hurtigt og stødende, blev nu tung, som om hvert åndedræt var en dyb indånding for at få pusten. Han prøvede at klare sit sind, og langsomt begyndte det at virke, lige til da Sean kom tilbage.
Nu turde Daron også vende hovedet og kigge op på ham, dog undgik han direkte øjenkontakt. Han fokuserede i stedet på, hvad han havde medbragt – noget hvidt stof, et stort glas vand og sprit. Daron kunne godt regne sig frem til, hvad det skulle bruges til, men det kom bagpå ham, da Sean ikke rakte det til ham men i stedet satte det foran ham, hvorefter han trak en stol derhen og greb fat i ham. Igen blev Daron anspændt gennem hele kroppen, og hans hjerte, der lige var faldet til ro, gav sig til at banke hårdere. Til at starte med troede han igen det værste om sin far og skældte sig selv ud for at have kigget på ham, da det måtte have gjort ham vred igen. Men så greb manden fat i hans hage i stedet for at slå ham, og Daron følte sig dum i stedet for bange. Han ville se på hans næse. Selvfølgelig.
Og så kastede han vand i ansigtet på ham. Det overraskede skyggevæsnet, der fik det i næse og mund og derfor hostede og prøvede at trække sig tilbage, hvilket ikke kunne lade sig gøre, når Sean holdte hans hage. Nu fokuserede han ikke nær så meget på blodet men mere på det kolde vand, der dryppede ned af hans ansigt. Det var også noget, som han havde lyst til a tørre af, men han ville lade manden foran sig være færdig først.
Hans far gav sig til at rense rundt om næsen, og var på ingen måde forsigtigt. Daron blev nødt til at bide sig hårdt i læben og knytte næverne sammen for ikke at jamre over den varme dunkende smerte, der fandt sted hver gang hans far rørte ved næsen sat sammen med, hvordan det sviede, når han rensede såret. Han ville ikke vise mere svaghed ved at gøre Sean opmærksom på smerten. Da Sean bagefter talte til ham og sagde ”klar”, skulle Daron til at nikke, da han indså, at han stadig holdte fast i hagen på ham. Og da han så med et hårdt ryk satte næsen på plads, blev Daron nødt til at komme med et udbrød af smerte, der lød som et højt ’argh!’. Smerten blev ved med at brænde fra næsen og føltes lammende i det meste af hans ansigt. Bagefter kiggede de bare på hinanden. Der var stilhed mellem dem, men ikke noget som føltes anspændt. Daron følte sig dog stadig ukomfortable med at have manden til at holde hans næse og kigge på ham uden at sige et ord.
”Mange tak.. Jeg… jeg kan godt holde det selv nu,” Han mumlede det næsten frem og sagde det så forsigtigt så muligt, så han ikke lød flabet eller kom til at fornærme ham. Sean gav derefter slip på såret og Daron greb hurtigt fat om det for at holde det på plads. Han nikkede derefter til mandens råd. Han vidste det egentlig godt, men satte stadig stor pris på, at Sean gav sig tid til at fortælle det til ham.
Da han satte sig op, gjorde Daron det samme. Det overraskede ham, hvor svag hans krop var i forhold til hvor lidt han havde været udsat for. Sean havde psykisk påvirket ham så meget, at det nu også påvirkede ham fysisk. Han holdte stadig fast om sin næse og strøg sin anden hånd om sit våde pandehår, der var klistret ned af hans pande. Han burde egentlig også snart få skåret nogle af de lokker af.
Sean smilte, og Daron havde mest af alt lyst til at rynke panden af ham. Men nu igen – Sean smilte ofte i upassende situationer.
Måske er der endnu håb for dig… De ord fik Darons hjerte til at slå et slag over. Netop den sætning fik næsten de andre ord til at dulme væk, og han besluttede sig for, at det var vigtigt, at han holdt fast på sin sætning, når han forlod Sean senere den aften. Man kunne også se det i hans øjne, hvordan de lyste en anelse op, men ellers prøvede han ikke at komme med en tydelig reaktion. Han nikkede dog og sagde med en mindre stammende og forsigtig stemme, dog stadig med respekt: ”Selvfølgelig. Jeg er klar på hvilken som helst mission, du udsætter mig for.”
Sean talte videre, og ved hans ord, måtte Daron kigge overrasket på ham, hans mund gled en anelse åben. Storebror? Nevø? Sidste år var Daron en enspænder og nu havde han en ’familie’. En forvrænget og unormal familie, men en familie. Og bagefter spurgte Sean endda om han ville med hjem til ham. Daron kunne ikke svare ham de første par sekunder men kiggede bare målløst på ham. For et par minutter siden havde han slået ham og sagt at han var æreløs.
”Det har jeg brug for, ja. Tak.” Han havde egentlig meget brug for det. De sidste par nætter havde han sovet på gaden, for han havde ikke penge nok til at sove på et motel. At få tag over hovedet ville være dejligt betryggende for skyggevæsnet. Og det gav ham mere mulighed for at være sammen med sin far og gøre ham stolt.

Et svagt smil gled over ham, som han så på Daron. Manden havde meget at lære, men han var overbevist om det nok skulle virke. Drengen viste tegn på at Sean kunne påvirke ham, endda store tegn på det og derfor vidste han det måtte virke. Men han måtte også være lidt forsigtig, for det betød også drengen var sårbar og det kunne være nemt for ham at knuse den lille gnist af selvstændig vilje drengen vel måtte have et eller andet sted. Han tørrede sine hænder af i noget ekstra stof på bordet, før han fandt nogle mønter frem og lagde dem på bordet som betaling. Som de fleste af hans bekendtskaber forventede han ikke Daron havde penge og derfor faldt det til ham at betale. Men det gik nok. Daron skulle nok få muligheden for at arbejde for det.
Han trak vejret dybt. Han lænede sig frem og daskede kort Daron på skulderen, uden at tage sig af om drengen frygtede det ville være endnu et slag eller ej. Så rejste han sig op.
"Du kommer bare. Du er af mit blod og det er mit ansvar at tage hånd om dig. Desuden giver det mig en mulighed for at holde øje med dig" svarede han så.
"Jeg bor i Doomsville, i Terrorville district" Han gav Daron specifikationerne. Derefter tog han sin kappe og slyngede den om skuldrene.
"Jeg smutter nu. Du bestemmer selv om du vil med eller om du vil rejse selv" sagde han så og uden så meget som et ord mere, vendte han sig om og gik. Han havde brug for frisk luft, for at klare tankerne. Endnu et ansvar lå på hans skuldre, tilmed et der virkede tungt og nok ville tage en del af hans timer. Han måtte overveje hvordan han bedst gjorde dette.

//Out