Please help me [Stella]

af Gæst Ons 10 Sep 2014 - 19:13

Tid Klokken er lidt over 23:32
Sted Foran Stellas dør...så hjemme hos hende
Omgivelser I don't really know how her house looks like
Vejr Det regner helt utroligt meget, derudover kan man også høre torden i baggrunden, og er der helt mørkt, grundet det er nat og himlen samtidig er dækket af skyer
Påklædning [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Regnen havde efterhånden taget til og der var virkelig ikke mange ude på gaderne. Selv ikke engang vampyrerne gad vove sig ud i dette vejr, det var da helt sikkert. De holde sig hellere inde på cafeerne hvor de kunne være varme og tørre også samtidig få den daglige natmad de jo hungrede så meget efter. Dog i midten af alt dette gik en ung kvinde. Hendes lange jordbær blonde hår var efterhånden godt og grundigt gennemblødt, det havde både mistet sine krøller, men samtidig klistrede det også til hendes ansigt. Hendes tøj var det samme, gennemblødt og klistrende mod huden. Hendes ansigt var derimod en helt anden historie, lige over kindenbenet og lige ved øjet sad et stort rødt mærke, om halsen havde hun to hænder der tydelig viste hvad de havde i sine at gøre. derudover var hendes øjne røde, hendes makeup havde tværet sig ud omkring hendes øjne, som et tydeligt tegn på at hun i den grad havde grædt.
Hun rystede og havde armene lukket omkring sig selv. Efter hendes bror havde været gået fuldkommen amok, var hun stukket af. Han havde fået lidt mere end bare en hel del at drikke, så modsat de mange andre aftner slog han hende ikke blot, men denne gang forsøgte han med at slå hende ihjel. Hvilket havde resulteret i at hendes stemme var blevet hæs, og hun havde mere end bare en smule frygt glidende igennem årerne.

Hjemme hos Nora
Nora lå stille på sin seng, på maven mens hun kiggede forskellige blade igennem, dog havde hun også været i gang med en tegning som forestillede hende og Stella. hun havde tegnet det i sort, hvid og det havde fanget en af de øjeblikke hvor de delte et smukt kys. Dog uden nogen form for advarsel sparkede Joseph døren op. Hans øjne stirrede vredt på hende, som om bare synet af hende gav ham lysten til at slå tæve hende. Hun skyndte sig på benene, i den tror om at hun kunne gemme tegningen væk, dog havde han fra første øjesyn fået øje på den "hvad fanden er det du gemmer?" råbte han og stilte sig helt op så hans alkohol ånde ramte mod hendes ansigt. Da han i forvejen var utrolig meget højere end hende, kunne hun allerede føle frygten træde ind "i-ikke noget, du ved jo at jeg aldrig ville gemme noget for dig" forsøgte hun, blot for at gøre hans vrede det mindre. Dog om ikke andet, slog hende hende væk, så hun endte op med at banke hovedet ind i væggen, før hun faldt ned på gulvet. Joseph greb fat i bladende der var blevet brugt som dække, og fandt derved den halv færdige tegning. På trods af den var halvfærdig kunne man sagtens se motivet så tydeligt som noget andet. Han vendte sig mod hende, greb fat i hendes hår, hvorpå han trak hende op på benene, samtidig med at han ignorerede alle former for bønner på at han skulle give slip.
Han vidste hende tegningen og tog den endda helt op i ansigtet på hende "er det det her du går og laver. Er du fucking sammen med en pige!" fortsatte han og smed hende hen på sengen. Han kravlede op, så han sad på hendes mave "du er så utrolig klam...det er din skyld, havde det ikke været for dig var jeg ikke faldet" skreg han og slog hende hen over kindbenet. Selvom hun i sig selv vidste at ordende ikke var sande, så gjorde det dem ikke mindre smertefulde. dette var hendes storebror, den mand hun som barn havde set så meget op til, som nu sad på hendes mave og slog løs på hende. Da slagene dog ikke var nok for ham, lagde han hænderne mod hendes hals og lagde vægten i. Hun fægtede med armene og forsøgte at komme fri, hun slog fra sig og rev ham i ansigtet, i et desperat forsøg på at komme fri. Dog netop som alting var ved at sortne for hende, gav han slip og var af hende i løbet af ingen tid "du er en afskyelig, hvem end denne pige er...så elsker hun dig ikke, for ingen kan elske en som dig" med dette hamrede han døren i. Hun lå på sengen, både hostede og kæmpede for at få luft tilbage ned i lungerne. Efter lidt tid begyndte tårerne at komme frem i hendes øjne, hun rystede og tårerne gled hurtigt efter hinanden ned af hendes kind. Hun forsøgte at komme ud af sengen, dog uden det store forsøg, da alting snurrede rundt omkring hende grundet den store mangel på ilt. Hun gispede stadig efter vejret, som hun kæmpede sig vej nedenunder forså at komme ud i det fri

Tilbage på vejen

Bare minderne om hvad han havde gjort ved hende, fik hende til at ryste kraftigere. Det var tydeligt at hun i den grad stadig var i chok, hun ville nok ikke engang kunne snakke, selv hvis folk forsøgte sig med det. Hun lagde en hånd mod hendes kind, hen over mærkerne på hendes ansigt. Hvad nu hvis han havde ret? Hvad nu hvis Stella ikke gad være sammen med hende, hvad nu hvis hun ikke var andet end en afskyelighed. Hun græd værre og kunne næsten ikke klarer tingene. Et par gange var hun væltet, hvilket havde resulteret i at hendes knæstropper havde adskillige blodpletter og derudover også havde huller rundt omkring. Selv blødte hun fra læben.
Hun gik som en grædende, rystende robot igennem natten og hen til huset, tilhørt af den kvinde hun elskede så meget, som hun mere end noget andet bare gerne ville blive holdt af. Med tunge skridt, ramte de små hæle mod trapperne som hun gik op til døren, og derefter blev der banket på. Hun sænkede sit blik, med armene om sig, mens hun ventede på svar

af Gæst Ons 10 Sep 2014 - 20:17

Stella gik rundt for sig selv. Eller faktisk sad hun nu bare inde i stuen og læste en bog for en god ordensskyld. Hun var i klædt en enkelt top og et par shorts. Hun sad på sine ben imens den lille sofalampe lyste med sit gullige lys ind på bogens små sorte ord som blev læst utrolig hurtigt. Stella blev dog opmærksom på engleblod. Først tænkte hun det måtte være hendes tørst og hun gik ud for at tage et par glas blod inden hun så blot lod mærke til færten blev stærkere og stærkere. Hun kneb øjnene lidt og kiggede ned på Morrow der spidsede ører. Der var en på vej. Stella var hurtig på benene og fandt nogle tæpper frem. I den her regn. Så var alle drivvåde og om det var Josh eller Nora - så skulle de i hvert fald have varmen igen. Så snart banken kom på døren susede hun hen for at åbne. Et gisp forlod hendes læber da hun så den forpinte engel foran sig. Stella trak hende hurtigt ind i et kram og lukkede døren med sin fod. "Nora, hvad er der dog sket. Er du okay?" Spurgte hun hurtigt uden at trække vejret. "Kom her." Sagde hun så og tog Nora med sig ind i stuen, for at få et bedre overblik over hendes skader. Stella lagde et tæppe om hende så hun kunne få varmen og kyssede Noras pande blidt. Så satte hun sig på knæ ned foran hende og lod sine hænder folde sig om Noras. "Hvem har gjort det her imod dig?" Spurgte hun blidt men også alvorligt. Ingen skulle krumme et hår på dem Stella elskede. De vidste tydligvis ikke hvem Stella var, og de skulle nok få sig en overraskelse. Og ikke en køn en af slagsen.

Morrow kom luntende ind i stuen og puffede stille til Noras ene ben med sin våde snude inden han lagde hovedet ovenpå hendes lår. Det var sjovt for Stella at se, hvordan Morrow allerede behandlede NORa som en i familien. Hvilket jo blot var en god ting. Stella nussede Noras hånd og tog ikke blikket fra hende det kunne være hårdt at fortælle, men sådan var livet. "Jeg ved det kan være hårdt at fortælle, men jeg kan ikke hjælpe, hvis du ikke fortæller mig det." Smilede hun beroligende og opmuntrende. Nora betød alt for meget for hende til, at hun ville lade engelen komme sådan her hjem til hende, uden at personen der havde forvoldt hende skade slap godt fra det. Stella skulle personligt aflægge et visit ved den person.

af Gæst Ons 10 Sep 2014 - 20:37

Hun registrerede næsten ikke hun blev trykket ind, det var først da hun ramte mod lige netop den favn hun gerne ville være presset mod. Hun sukkede og begravede ansigtet ind mod hendes hals. Hun rystede stadig kraftigt, tårerne var dog stoppet med at løbe ned og det gjorde de fra det sekund hun ramte mod Stellas beroligende favn. Intet andet betød noget, kun det at være sammen med Stella. Hun ville ønske hun kunne bo her og ikke være nød til at tage tilbage til sin bror igen, hun kunne slet ikke tage det mere, det gjorde så ondt og fyldte hende med sådan en smerte hun slet ikke kunne håndtere. Dog på trods af den tryghed hun følte i armene på Stella, var hun helt stille da hun blidt spurgte ind til hvad der var sket.
Hun fulgte med hende ind i stuen, uden på noget tidspunkt at sige noget. Hendes pupiller var fuldkommen udvidet og man kunne ikke længere se noget af det brune, kun et par sorte ufokuserende øjne. dette kom netop af det chok hun i den grad stadig befandt sig i. Da tæppet blev lagt om hende, sukkede hun og trak det tæt om sig, hun fulgte igen med Stella uden så meget som at sige et eneste ord, derimod satte hun sig blot ned med et fast greb om Stellas hænder.

Da ulven kom ind, den hun huskede blev kaldt Morrow så hun bedrøvet ned på den. Forsigtigt lagde hun blidt hånden mod dens bløde pels, hvorpå hun lukkede fingrene om en tot, dog uden hverken at rive eller gøre noget ved den, men vel bare for at føle hun ikke var hjemme og dette i virkeligheden var fordi hun var besvimet. Hun så ned mod sin egen hånd i Stellas, og sukkede. Hun skulle vel sige det og ligeså stille gled hun ud af sit chok og blev mere og mere bevidst om hvad der skete omkring hende "det var...min bror" hviskede hun hæst. Hun bed sig i læben og trykkede Stellas hånd "han har...han har gjort dette mod mig de sidste 40 år og det er alt sammen min skyld" hviskede hun og igen begyndte tårerne at komme frem i hendes øjne. Man kunne sige det havde virkelig havde lykkedes hendes bror at få hende til at tro det hele var hendes skyld, at han faldt og mistede sine vinger, at han blev den første i en lang familie generation som rent faktisk var en falden engel. Havde det ikke været fordi han var familiens øjesten så var han blevet smidt ud af familien. Dog kunne man også se på hvordan han ikke boede sammen med resten af familien, men derimod boede i en lejelighed langt væk fra dem, også var Nora jo bare den uheldige at skulle bo sammen med ham. Hun gav slip på Morrows pels og lagde hånden over sin mund, som tårerne kom i flere antal "han har ret...det er alt sammen min skyld" hviskede hun og rystede igen kraftigt

af Gæst Ons 10 Sep 2014 - 21:53

Rystet. Hun var virkelig rystet. Det irriterede Stella dybt inden i. Hun hadede at se Nora sådan her. Helt forpint og næsten helt fortabt. Stella lyttede da hun endelig kunne få ordene ud imellem hendes læber. Hendes bror, hviskede hun hæst. Stella tog hvert ord grundigt ind til overvejelse, af hvad hun skulle gøre imod denne broder. Hun ville ikke dræbe ham. Det var trods alt Noras bror, men han skulle have en lærestreg. Og den ville han sent glemme. Stella blev slynget ud af sine tanker da Nora gav sig selv skylden. Stella bukkede sig indover Noras hænder og kyssede dem inden hun så rejste sig op for at sætte sig ved sin elskedes side. Hun slog armene om Nora i en blid og tryg omfavnelse.
"Det er ikke din skyld Nora. Du må aldrig give dig selv skylden for sådan nogle ting. Nogle er bare mentalt ødelagte, men jeg har planer om at give ham et lille visit. Bare rolig ,jeg skal nok lade hver med at være for ond ved ham." Sagde hun så og kyssede derpå Noras hår. Stella lagde Noras hoved ind imod hendes bryst. "Jeg er ked af, at dette er sket for dig." Hviskede hun blidt og klemte sine øjne sammen. Hun havde næsten lyst til selv at græde, fordi at Nora gjorde, men hun holdt det igen. Hun hadede at se hende lide på den måde. "Det er aldrig din skyld, at folk er onde. Husk det. Lige meget hvad de siger. Det passer ikke, det er bare tomme ord." Hviskede hun blidt Nora i øret. Stella kiggede på Nora.
"Vil du fortælle mig hvor han bor? Eller vil du selv med, når jeg giver ham en endefuld?" Spurgte hun. Stella var trods alt dæmon og en stædig en af slagsen - dette her skulle ikke bare ses tomt på. Der skulle gøres nået ved det.

af Gæst Ons 10 Sep 2014 - 22:06

Hun puttede sig ind mod Stella, det sekund hun satte sig ved hendes side og lagde armene om hende. Hun satte sig næsten på hendes skød, med fronten mod hende og armene om hendes hals, alt i mens hun lagde kinden mod hendes skulder. Dette var det sted hun følte sig mest tilpas, hun følte sig sikker her og ingen andre steder end lige her. Det var enlig underligt, fordi der var jo ikke just noget specielt over det, ikke andet end dette var hendes elskedes skød og ingen skulle nogensinde give hende samme tryghed som Stella kunne.
Hun lukkede og puttede sig ind mod hende, søgte varme også selvom hun faktisk var godt i gang med at gøre Stella driv våd, grundet hun jo selv var mere end bare gennemblødt. Hendes ord gav Nora en eller anden form for tro på at hun havde ret. Havde det været enhver anden der havde fortalt hende det, var det næppe hun havde troet på vedkommende, men dette var hendes elskede, hendes kæreste. Hun kunne sige at græsset var blåt og hun ville ikke sige hende imod. Nok lidt overdrevet, men dette viste jo kun hvor meget tillid hun havde i denne kvinde.

Hun nikkede stille, lyttede med på hvad hun sagde. Da hun udtalte hun ville give ham et lille visit blev hun en smule bekymret, for nok hadede hendes bror hende, men hun elskede ham stadig på trods af de 40 års misbrug der lå mellem dem. Nok stolede hun ikke på ham mere, men hun elskede ham stadig da han var familie. Hun sagde dog intet, enlig forholde hun sig bare helt stille, og holde armene tæt om hende, som troede hun at Stella ville forsvinde hvis hun ikke holde nok fast.
Hun sukkede svagt da Stella hviskede hende i øret, hendes ord var blot som en healende cream mod hendes ødelagte sjæl. Ja hun var en engel, og ja hun var i den grad en uskyldig en, men hun var samtidig også ødelagt i ukendeligheden, heldigt for hende havde hun jo Stella til at hjælpe sig igennem de sværere tider. Hun rystede på hovedet og trykkede sig mod hende "kan vi ikke lade det være lige nu også bare side sådan her" spurgte hun bedende. Hun vidste at Stella var beskyttende omkring dem hun elskede, men lige nu havde hun bare brug for at blive holdt om

af Gæst Ons 10 Sep 2014 - 22:34

Selvfølelig ønskede Nora ikke lige med det samme at Stella blot smuttede, og det var også blot Stellas impulstivepersonlighed som noglegange skabte flere problemer end det var tiden værd. Men sagen var den også, at Stella ikke kunne få det ud af hovedet igen, ikke før det var gjort. Dog prøvede hun for Noras skyld at slå det ud af hovedet igen. Hun nikkede derefter og kyssede Noras hår som tegn på, at hun ikke gik nogen steder ligenu. Hun ønskede ikke at gå fra Nora - ikke i den her tilstand, måske skulle de blot vente til imorgen tidlig når broderen mindst forventede en rasende dæmonsselskab. Der ville være mest vrede der, men den var han trods alt selv skyld i.
"Skal vi ikke få dig op i seng i nået tørt tøj?" Tilbød hun Nora inden hun ville ende med at blive syg. Stella gav faktisk ikke Nora meget valg. For hun løftede blot hende op i sine favn som var hun en jomfru i nød. Så løftede hun hende op til soveværelset og satte hende på sengekanten og fandt en t-shirt som hun kunne sove i nat. Stella lagde den på sengen ved siden af hende og kyssede så Nora hurtigt på munden.
"Det hele skal nok blive okay. Det lover jeg." Smilede hun og lod sin hånd stryge hende henover kinden.

Hurtigt forlod hun værelset og fandt en lille skål med nået vand i og en klud til hurtigt at rense de værste sår og få blodet vasket væk. Stella bekymrede sig meget om dem som var tættest på hende. Diego hendes første kærlighed, var død på grund af Stella - eller hun gav rettere sagt sig selv skylden.

Stella bed sig selv kort i læben, imens hun lod kluden rense blodet væk - hun havde heldigvis lige drukket blod - så tørstig efter mere var hun ikke. "Vi ordner resten imorgen." Smilede Stella til sin elskede og satte skålen med det blodrøde vand ned i køkkenet igen, og kom ganske kort tid efter. Så klædte hun om oppe ved Nora. Hun tog sine shorts af og lagde dem pænt sammen på sengebordet, hvorefter hun trak toppen overhovedet så hun til sidst faktisk kun stod i trusser foran Nora. Stella fandt en nat skjorte i sit skab og tog den på og knappede hun den to steder. Hun lukkede skabet i bagefter. Hvis du vil have et frisk bad i morgen tidlig, kan jeg tilbyde det i to varianter," Smilede hun drillende. "Med eller uden besøg." tlføjede hun. Det var nu hun skulle få Nora på lidt andre tanker. Og det var en måde at gøre det på. Desuden var det sent og de havde begge brug for søvn, om de så skulle ligge og putte i et par timer inden nogen af dem ville lukke et øje. Så var det sadigvæk dejligt.

af Gæst Ons 10 Sep 2014 - 22:46

Hun nikkede og lod hende bære sig op til hendes soveværelse. Hvor hun blot sad stille indtil hun fik t-shirten. Uden rigtig at se nogle steder, trak hun det våde tøj af, samt de våde sko, hvorpå hun hoppede i t-shirten. Hun så mod Stella, hvorpå hun nikkede og lod hende kysse hende. Hun var stadig en smule rundt på gulvet, og den eneste grund til hun var taget hen til Stella var fordi hun havde brug for nogle timers ro, så hun kunne heale igen før hun så tog tilbage til sin bror igen. Det var sjovt, for uagtet hvad han gjorde ved hende kom hun altid tilbag til ham, hun havde boet sammen med ham i 40 år nu, og igennem de 40 år havde hun enhver chance for at tage af sted, men aldrig en gang gjorde hun det. Simpelthen fordi hun elskede sin bror ligegyldig hvad han end gjorde ved hende, så ville han stadig være hendes storebror, han ville stadig være den i sin familie hun havde den bedste forbindelse til.
Hun sad fuldkommen stille da Stella blidt fjernede blodet fra hendes ansigt, dog da den igen blev lagt væk, lagde hun sig ind under dynen. Hendes ord fik hendes ansigt til at blive helt rødt, bare tanken om at se Stella nøgen fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Hun bed sig i læben og smilede kærligt til hende "det lyder da dejligt" hun gøs ved tanken, men lige nu var lysten hellere rettet mod at have hende i sengen med hende, så hun kunne føle sig tryg igen.

af Gæst Tors 11 Sep 2014 - 10:06

Så snart Stella havde klædt om hoppede hun i seng, og puttede sig indunder dynen, imens hun lod sine hænder holde om Nora, og kyssede blidt hendes skulder for at gøre hende mere tryg. Hun ønskede blot at Nora stille ville falde i søvn, så hun bedre kunne slappe af i hendes muskler. Det var alt Stella ønskede fra Nora lige nu. Følelsen af, at hun Nora havde følt sig så skyldig forpint - den var forfærdelig og gnavede inde i Stella. Stella lod sin hånd ae Noras arm med en blid og rolig bevægelse.
"Bare sov. Jeg passer på dig." Hviskede hun i Noras øre med en blid og betryggende stemme - det var sandheden selv.

[Sorry for det korte svar.. ]

af Gæst Tors 11 Sep 2014 - 14:53

Hun sukkede ved følelsen af hendes ryg mod Stellas mave. Dette var den måde hun elskede at ligge på, hun elskede at være så tæt på Stella også, det gav hende en form for tryghed og hun var derfor ikke et sekund i tvivl om at hun nok ville falde i søvn hurtigt. Hun gav et lille gisp fra sig, da hun med et følte Stellas bløde læber mod sin egen skulder, dog ikke andet var det også noget der fik hende til at smile stort og kærligt. Hun vendte ansigtet om mod Stellas, og sendte hende et lille smil.
Ved lyden af hendes stemme, og bare hendes ord, samt den blide nussen gik der ikke lang tid før hun fik lukket øjnene og stille begyndte at falde i søvn. Hun vendte sig per automatik om, og puttede sig ind mod hendes bryst, med den ene arm om hendes liv. Normalt ville hendes drømme være fulde af død, og det var ofte at hun vågnede op skrigene, uden at vide hvorfor. Som regel kunne hun have den bedste drøm i hele verden også ligeså langsom ville den glide hen mod en eller anden person der var ved at dø, og få gange ville hun komme til sig selv og stå foran et lig. Hvor det eneste der havde vækket hende, var hendes eget skrig. Dette havde hun dog ingen forklaring på [det er hendes evne, hun kender den bare endnu ikke]
Uheldigvis på trods af hvor dejlig hendes drøm startede ud, fik hun sat sig op midt om natten og gav sig til at skrige, dette var ikke bare et hvert andet skrig, men et direkte øredøvende skrig, og hvad Nora ikke vidste var at dette betød nogle var døde. Hun sparkede med benene og det så virkelig ikke ud som om hun kunne holde sig i ro, før omkring 1 minut efter hvor hendes skrig døde ud

//hun ser nogenlunde således ud da hun vågnede

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

af Gæst Fre 12 Sep 2014 - 9:27

Stella fik endelig lukkede sine øjne i og faldt i søvn, med Nora i sin favn. Natten så ud til at ville blive ganske stille og rolig. Til et skrig så højt fik hende til at vågne i største fart. Nora lagde og sparkede ud med benene - helt panisk. Og hvis det ikke var for den høje tone skriget havde, ville hun nok have prøvet at berolige Nora, men skriget var for højt til at Stella overhovedet kunne nærme sig hende mere end de få centimeter hun allerede var fra hende. Hurtigt førte hun hænderne op til sine ører og klemte øjnene sammen for at holde lyden ude, selvom det ikke hjalp hende meget. Så snart lyden begyndte at blive til at kunne holde ud, kunne hun fjerne sine hænder igen - og førte den ene hen foran hends ansigt, hvor hele hendes hånd var dækket af sit eget blod. Det øre der var tættest på Nora. Stella vendte hovedet imod Nora. "Er du okay?" Spurgte hun bekymret og satte sig så op. Stella havde ingen anelse om, hvad der lige var sket - og vidste egentlig ikke om hun havde lyst til at vide det. Mareridt kunne være slemme, men hun var sikker på, at det her ikke var et mareridt. Men noget helt andet. Stella rejste sig op af sengen og gik hurtigt ud på badeværelset for at vaske blodet væk fra hendes hud. Hun kiggede sig kort i spejlet og vendte øret lidt til. Det var uhyggeligt det skrig - næsten det sidste dødsskrig. Lillianna havde engang skreget virkelig højt, men dette havde kommet på en første plads. Så åndede hun stille ud, og gik ind til Nora igen og lagde sig ind ved siden af hende igen. "Klare du den?" Spurgte hun forsigtigt.

af Gæst Fre 12 Sep 2014 - 17:51

Hun åndede stille ud, og lagde samtidig sin hånd mod brystet, dette var efterhånden noget der skete oftere og oftere. Hun havde ingen ide om hvad der skete, nogle gange kunne hun finde på at falde i staver og når hun så kom til sig selv igen ville hun måske slet ikke være det sted hun oprindeligt var, eller også kunne hun havde skrevet et navn uden at have nogle erindringer om rent faktisk at havde gjort det. Derudover var der skrigene, den pludselige lyst til bare at skrige, ofte for at overdøve stemmerne eller lydende omkring hende, dem som ingen andre kunne høre.
Hun så mod Stella og fik næsten ondt i brystet, ved tanken om at hun vækkede sin elskede og endda gjorde hende ondt. Det var tydeligt ud fra det spor af blod der løb fra hendes ene øre. Hun betragtede hende gå ud mod toilettet, hvorpå der gik lidt tid før hendes elskede igen kom ind og lagde sig op i sengen. Hun lagde sig ned ved siden af hende "dette er begyndt at ske mere og mere...jeg ved ikke hvad det er, men det er som om jeg høre de her lyde, og de bliver bare højere og højere til jeg til sidst ikke kan klarer det og lysten til at skrige dukker op" forklarede hun stille, hun bed sig i læben og så stille på hende. Hun hade disse evner, bare at kunne høre alle disse stemmer eller lyde, eller bare det at kunne vågne op foran et lig...ikke just det bedste i verden

af Gæst Lør 13 Sep 2014 - 15:54

Stella lyttede til, hvad Nora fortalte om det. Hun forstod det just ikke, hun havde aldrig ligesom arbejdet med det - men Matt havde læst nået om nogle væsner af en ting i myter som skulle havde sådanne symtomer. "Min bror Matt, kan muligvis have nogle ideer til at hjælpe dig med det. Han læser ufattelig meget, og er derved meget klog." Smilede hun stille og kyssede derefter Noras pande. "Vi skal nok finde ud af hvad det er." Sagde hun beroligende. Det var sikkert en form for evne, men hvad den gjorde, anede Stella ikke. Da hun havde startet med hendes evne var hun nogenange kommet til at skade sig selv med forskellige våben, men det gjorde jo blot hun hurtigere havde lært selvkontrollen. "Du fortæller bare hvis du vil, jeg lytter mere end gerne." Sagde Stella så med et blidt smil på læben.

af Gæst Lør 13 Sep 2014 - 16:02

Hun nikkede stille og smilede til hende "hvis det er muligt, så vil jeg da gerne tale med ham om det" sagde hun stille, hun så kærligt på Stella og elskede hun blot endnu mere, blot fordi hun ikke dømte hende eller kaldte hende sindssyg da hun sagde hun hørte stemmer. Hun elskede det faktum Stella aldrig så anderledes på hende når hun fortalte disse ting om sig selv, der var stadig samme kærlighed i hendes stemme og væremåde.
Hun puttede sig ind mod hendes bryst og sukkede "jeg kan huske engang, jeg var lige gået i seng, og havde haft en urolig drøm...du ved en af dem hvor man føler de er virkelighed. Det værste var at jeg nærmest sad som tilskyer til en der blev myrdet" hviskede hun og bed sig i læben "jeg vågnede ved lyden af mit eget skrig, for så at opdage jeg ikke længere var på mit værelse, men stod og så direkte mod liget af den mand fra min drøm" hun lukkede øjnene og lukkede samtidig armene tæt om Stella, som for at søge hendes tryghed

af Gæst Man 15 Sep 2014 - 18:00

Muligvis fortalte Stella ikke så meget om sin egen fortid med konkrete ord, men hun dømmede ikke - for det meste. Nora fortjente ikke at blive dømt på en evne som muligvis bare skulle lære at tæmmes. Stella skulle kontakte Matt, nået hun ikke havde gjort i et stykke tid - han havde for travlt, og hun bebrejtede ham ikke. "Jeg beder Morrow om at løbe hen til ham og trække ham afsted så." Smilede hun kærligt med et drilsk glimt i øjet, dahun hun kunne forstille sig ulven trække hendes storebror ud af sengen og hele vejen hjem - ikke at det vil gå sådan, men det kunne da ellers være sjovt. Tilbage til den alvorlige situation. Det forkom hende nu som nået hendes far engang havde råbt til hende. 'En Banshee vil snart skrige efter dit navn' dette havde været en trussel endag han havde torturet hende til hun næsten ikke kunne se ud af sine øjne. "Altså næsten som en der forudså et drab?" Spurgte hun stille og kiggede på Nora med et halv bekymret bryn. Det lød jo næsten sådan. Matt ville være klogere på det punkt, hvis hun dog blot havde hans intelligens - så ville det være lettere. Stella kløede sig kort i nakken og kiggede Nora i øjnene. "Ligemeget hvad, så skal vi nok finde ud af det." Smilede hun så.

af Gæst Man 15 Sep 2014 - 19:06

Hun klukkede ved hendes ord, hun kunne næsten se den store ulv trække ham ud af sengen. Nok vidste hun ikke hvordan han så ud, men bare synet af hvordan han kunne reagere på at blive trukket ud af sengen, var nok til at få hende til at lægge de negative tanker til siden, blot for et øjeblik. Hun nød at kunne grine, også selvom om det måske kun var et øjeblikke. Det var dog de øjeblikke der talte, for det var virkelig dem hvor hun følte sig mere lykkelig.
Hun begravede ansigtet ind mod Stellas varme, og nikkede stille "det kan man sige, jeg kan huske jeg engang havde fået den underligste fornemmelse omkring den her mand og uden jeg rigtig lagde mærke til det, var jeg gået hen til ham og begyndt at skrige virkelig højt, jeg fik af vide han døde samme dag" hun bed sig i læben og rynkede brynet. Hun kunne slet ikke holde ud af have disse tanker, eller for den sags skyld disse stemmer der konstant lå over hende, de kom somme tider, hvor de kun blev værre og værre til hun til sidst skreg op. Hun så op mod Stellas ansigt og smilede, hvorpå hun møvede sig op så de havde ansigterne lige ud for hinanden. Hun bøjede sig frem mod hende og gav hende et kærligt kys "mhh jeg elsker dig bare" sukkede hun og lagde en hånd mod hendes kind

af Gæst Man 15 Sep 2014 - 20:11

Latteren var som sød medicin i hendes øre, i den korte tid den nu varede. Stella havde dog hurtigt tilbage til at tage imod de vigtige facts, som atter kom hende i forkøbet og skulle analyseres af Stellas overtænkende hjerne. Hun lyttede. Ikke på den måde fyldt med medlidenhed som hun så tit selv fik kvalme af noglegange, men på den bekymrede måde - for at vise, at Nora faktisk betød en hel del for hende. Forudse døden. Detlød det som om, hun var næsten sikker, men hun ville nu være sikker før hun brød ud om hendes tankegang til det. Stella burde være helt sikker i sådan en sag som den her. I hendes yderste tanker tænkte hun nogensinde om Nora havde haft et 'syn' ting om Stella selv. De gange hun næsten kunne have været døden hver, men var overlevet alligevel - ved held - ville nogle sige. Stella bed sig kort i læben, men stoppede hurtigt da Noras læber ramte ind på Stellas. "Jeg elsker også dig." Svarede hun mens hun lagde sin hånd ovenpå Noras , som var på hendes kind. "JEg elsker dig rigtig højt." Tilføjede hun kort efter og kiggede dybt ind i Noras øjne.

af Gæst Man 15 Sep 2014 - 20:52

Hun smilede bredt og kærligt ved lyden af hendes de tre smukke ord, der kun blev smukkere da hun tilførte nogle flere ord. Hun strøg hende blidt ned af kinden "du ved da jeg var yngre, måske 40 eller det yngre, havde jeg den her drøm...på det tidspunkt forstod jeg den ikke, men det gør jeg nu. Jeg kan huske, at jeg gik på en mark, det var en guddommelig mark, med sommerfugle og solens stråler der ramte ned mod en så man bare følte sig helt varm inden i. Jeg kan huske at jeg hørte en smuk stemme, jeg kan faktisk ikke huske ordende, blot huske at det var den smukkeste stemme" hun smilede for sig selv, men hun fortsatte: "jeg kan huske jeg skulle gå hen til den her dør, men da jeg greb fat i den blev der med et mørkt over det hele, stemmen var forsvundet og erstattet med den her virkelig klamme stemme. Jeg kan huske jeg ville løbe, og da jeg med et fik øje på en skikkelse med ryggen til mig, fik jeg følelsen af alting nok skulle blive bedre, så jeg gik imod den og fandt ud af det var en kvinde med ryggen til mig. Jeg kan faktisk aldrig huske hendes navn, blot jeg følte sådan en fantastisk energi fra hende, præcis som jeg gør fra dig" hun lod stille hånden glide ned langs Stellas hals "jeg tror hvad jeg forsøger at sige er, at jeg, på trods af hvor mærkelig det kan lyde, har følt at dette var meningen at det skulle ske. Jeg har aldrig følt noget så stærkt for nogle før, og aldrig så hurtigt" hviskede hun blidt, hvorpå hun puttede sig ind mod hende igen

af Gæst Tors 18 Sep 2014 - 23:22

Nora var det bedste for Stella i langtid. Hun havde aldrig lig set Nora komme og gøre hende så glad og lykkelig som hun var lige nu. Det eneste der kunne gøre det bedre var hvis Julian skred tilbage i helved hvor han hørte til. Hun lyttede til Nora. De smukkeste ord der kom ud af den engle skønne stemme hun ejede. Stellas øjne iagttog få gange de fyldige læber der lod luften sive ind og ud, imens ord flød ud som musik i Stellas øre. Så snart hun var færdig kunne hun ikke lade hver med at sige nået tilbage. Sandheden.
"Før jeg mødte dig." Hun grinnede kort af sig selv, som var det så kliche. Dog forsatte hun. "Der var jeg en koldblodig dæmon. Præcis som min far ønskede. Som alle ønskede der. Smerte forandrede mig dengang for mange år siden. Jeg troede aldrig nogensinde, jeg skulle komme så tæt på at blive mig selv igen, før jeg mødte dig." Smilede hun med en enkelt tårer der lød stille ud af øjenkrogen - som havde hun været fanget alene i mørket i al evighed, til Nora kom og reddede hende ud. "Du fik mig tilbage. Jeg tror du er den eneste der kan få mig tilbage, når jeg er i mit mørkeste jeg." Hviskede hun stille og gav kort Noras hånd et klem. "Du giver mig det håb jeg troede var forsvundet. Nu indser jeg blot, at det har været dig hele tiden." Tilføjede hun og svang armen om Nora imens hun kyssede hendes hår ømt.

af Gæst Man 22 Sep 2014 - 19:30

Hun så nysgerrigt på hende, som hun fortalte. Det var jo ikke hver dag hun hørte noget omkring hendes fortid, hvad hun dog havde fundet frem til var at Stella i den grad var en af de stærkeste kvinder hun nogensinde havde mødt. Da hun fortsatte sin historie om hvordan hun før hen havde været en koldblodig kvinde, en hun i den grad ikke var nu. Hun ville aldrig kunne forestille sig en anden udgave end den hun så på nu. Hun var enlig ligeglad hvis der var nogle der ville fortælle omkring hvem de mente denne fantastiske dæmon var, i hendes øjne kunne hun aldrig være mere end bare perfekt.
Hun puttede sig ind mod hende og viklede sine ben ind mellem Stellas, som om det gav hende en form for ro inden i, med den viden om at hun kunne være så tæt på sin elskede som overhovedet muligt "jeg går skam ingen steder min elskede, så hvil du blot med den viden om at jeg altid vil være her for dig" sagde hun blidt og gav samtidig hendes hals et blidt kys, før hun puttede sig ind mod hende igen "nu tror jeg vidst vi skal sove" sagde hun og gabte stille

af Gæst Man 22 Sep 2014 - 20:18

Nora havde en aura om sig der gav Stella indre ro. En ro hun havde søgt for hele hendes liv. Nu havde hun fundet den. Det kunne hun mærke inden i. Der var ro. Kærlighed og glæde, det hun havde brug for i livet. Stella nikkede til hende, og puttede sig op af hende. "Sov godt." Hviskede hun kærligt og lukkede så øjnene i igen.

-- Om morgenen --

Stella slog sine øjne op. Nora sov stadigvæk, og hun ville lade hende hvile. Men Stella stod op og gik nedenunder i hendes trusser og en trøje trukket overhovedet som hun havde sovet med. Hun fandt morgenmad frem til Nora, og sendte derpå også Morrow afsted efter Matt. Selv tog hun noget blod for at mætte hende selv. Imens hun ventede på Nora ville vågne gik hun ned og besøgte fangen i kælderen der var gemt væk bag skjulte døre. Så snart hun havde kigget til Logan og håbede på at han ville rådne op, så gik hun op igen. Hun kørte en hånd op i morgenhåret, og kløede sig kort i nakken. Så gik hun op til døren hvor Nora lagde. "Godmorgen solstråle." Smilede hun kærligt og lagde hovedet lidt på skrå.

af Gæst Man 22 Sep 2014 - 20:28

Hun sukkede og var så dybt inde i sin søvn hun ikke lagde mærke til Stella var smuttet. det var først efter lidt tid, hvor solen ramte mod hendes ansigt, hun strakte sig og åbnede øjnene. Hun sukkede og satte sig stille op, hvor hun opdagede til sin overraskelse at der ingen Stella var. Det mindede hende blot om den første nat de sov sammen, der var hun også vågnet op alene. Det var enlig trist når hun tænkte over det, det virkede om om hun aldrig kunne vågne op til sin elskede eller som om hun kunne vågne op også se Stella enten ligge sovende ved sin side eller betragte hende.
Hun skulle netop til at rejse sig op fra sengen, da hun hørte døren gik op og der stod den ene person hun var sikker på hun nogensinde ville kunne elske. Hun sukkede og sendte hende et stort kærligt smil "godmorgen min elskede" hun rejste sig stille op gik hen mod hende, hvorpå hun lagde armene om hende "mhh hvorfor er du aldrig i sengen når jeg vågner op?" spurgte hun med et utilfreds mine, men om ikke andet et smil på læberne. Selvom det gjorde hende lidt trist, så kunne hun ikke andet end elske Stella

af Gæst Man 22 Sep 2014 - 20:47

Hun kunne godt se, at Nora ikke var helt glad for at Stella ikke lagde ved siden af hende når hun vågnede. Stella skulle vende sig til den tanke, og det skulle skam nok komme. Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg ville lave en dejlig morgenmad til prinsessen." Smilede hun og gik så hen for at give hende et kys på panden. og lagde derefter en hånd på kinden af hende. Hun smilede blidt til Nora. Hun elskede virkelig den engel her. Det var helt utroligt hun kunne elske nogen så højt. Hvis man kiggede ordenligt på Stellas lår ville man opdage ar. De var overalt på hendes krop udover ansigtet fra knivstik og piskeslag, men det var normalt ikke noget hun talte om, medmindre man spurgte ind til det. "Jeg håber du sov resten af natten ordenligt." Smilede hun kærligt og kunne slet ikke tage øjnene fra Nora igen. Hun var så dragende... næsten som stoffer for Stella. Hun var afhæning af denne unge engel.

af Gæst Man 22 Sep 2014 - 21:40

Hun smilede til hende og nikkede "jeg savnede dig vel bare" sagde hun stille, generet kørte hun en log hår om bag øret. Hun havde altid godt kunne tænke sig at vågne op ved siden af den hun elskede. Fra hun var helt lille og begyndte at drømme om kærlighed, om hvordan det ville føles at blive elsket på den måde. Hun kunne huske at havde spurgt sin moster om hvordan det havde føltes at blive elsket på den måde. Hun huskede adskillige samtaler med sin moster, hvor hun endte ud i at forklarer den unge Nora om hvordan det føltes at falde i søvn i en elskedes arme for så at vågne op i dem.
Hun sukkede mod hendes læber og med et var alt tristheden forsvundet, den blev hurtigt erstattet med kærligheden hun havde for denne kvinde. Hun nussede sin kind ind mod hendes hånd og lagde hurtigt armene om hendes liv, for at presse ansigtet ind mod hendes krop. Det var virkelig tider som disse hvor man kunne se den store forskel i deres højde, selv var Nora kun de 1,67 hvilket ikke var særlig meget i forhold til Stellas 1,73. Hun så nysgerrigt ned af Stella, hvor hun bemærkede arene. Nysgerrigheden blomstrede op i hende, dog sagde hun intet, men valgte i stedet at vende blikket op mod Stella igen "jeg sov helt utrolig godt i dine arme, men det gør jeg jo altid min elskede" hun kyssede hendes kind blidt og lagde sig igen ind mod hendes favn

af Sponsoreret inhold

Please help me [Stella]

Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]

Sv: Please help me [Stella]