"Vas happenin?" - Stella -

påklædning: http://image.dhgate.com/albu_368631432_00-1.0x0/2013-rock-style-clothing-mens-korean-style.jpg
V: Regner.
S: Julians hovedkvarter.

Nu var det tid. Han skulle endelig møde sin far, endelig se det monstre han havde drømt om, at knuse så længe. Nok var han ikke inviteret, men en invitation fra eller til, han kom lige meget hvad. Hvor han vidste, at hans far skulle holde et lille selskab fra? Lad os bare sige, at han havde hørt rygter fra sine såkaldte ’halvbrødre’ hvis hjerne ikke lå bag hovedskallen. Den lå tvært imod et helt andet sted, et sted man kunne få lyst til, at skære af med en døv kniv.
Han smilede lumsk for sig selv, han havde aldeles ingen anelse om hvor denne aften ville føre hen og hvem han ville møde. En ting var han dog sikker på, det blev et blod bad så snart han kom op til Julian. Måske han kunne bilde ’monsteret’, at han var på hans side og ville det samme som alle de andre halvbrødre, at voldtage kvinderne og se dem lide. Når han så endelig var kommet op på siden af bæstet, SNAP, så slog han til og tøvede ikke med, at slå ham ihjel på stedet. Til alt Joaquins uheld, havde han ingen anelse om, at Julian var et spøgelse og ikke blot kunne slås ihjel ved, at få en dolk stukket igennem hovedet.
Nej nej, der skulle et langt mere kompliceret middel i brug, et brug som man ikke bare kunne gøre uden hans døde krop.
Med en hætte trukket over hovedet, så en skygge så mørk dækkede hver en del af hans ansigt, gik han med rolige bevægelser op imod Julians sted, det sted hvor der ingen længe skulle være møde. Da han kom op til døren og bankede på den, kunne halvbrødrene ikke tro deres egne øjne, de var ved at falde ud af hovedet på dem. Foran dem stod deres engle bror, the goodie, goodie og ønskede, at komme indenfor i varmen. Men, et eller andet var anderledes ved ham, noget de ikke kunne sætte finger på og derfor lukkede de ham ind, helt ind til salen hvor Joaquin sad og fedede den af, i det han sikkert så som sin trone..
Den overfladiske lille… Joaquin kunne have slået ham ihjel på stedet der…
Ved siden af denne trone, lige der på jorden, sad en kvinde lænket fast eller snarer en ung pige, med mørke lokker og et ansigt han kendte som… Stellas. Stella, den halvsøstre Josh var blevet ret så tæt med ikke sandt. Julian løftede blikket og så på Joaquin, de øjne kunne skære igennem hver en sjæl.
”Ser man det, det lykkedes dig at få din egen krop kære Joaquin,” sagde Julian med en anelse stolthed i hans stemme.
Joaquin fjernede sin hætte, nu når Julian alligevel kunne genkende ham. ”Hvordan kunne du vide det var mig? Og ikke Josh?” De blå øjne han bare lyste nærmest op i rummet..
Julian klukkede for sig selv og hev kort i Stellas lænke. ”Jeres aura’er min dreng, de er alt for forskellige,”

Selvfølgelig var hun vendt tilbage efter ham. Overmodig og synes selv at hun havde en chance, Julian havde gennemskuet hende lige fra starten. Derfor var hun taget i al sin magt for at finde ham - dog fandt halvbrødrene hende først og førte hende dertil. Først lykkedes det hende at slagte en del for næsten at flygte, men så brød helvedet løs. En jagt, som i sidste ende havde gået udover en person. Nemlig Sarah. Hendes tvillinge søster havde prøvet at beskytte hende, og i den forstand endt op med døden som prisen. Det relaterede til, at Stella nu sad ved venstre side af sin far - hvis man kunne kalde ham det. Hendes tøj han i laser og det lysebrune hår næsten helt mørke brunt af regn skulle man tro, men nej det var mere jordbærblond - på grund af blod. Hun løftede hovedet op da en ny gæst kom til, hun troede i et enkelt lille sekund, at det var Josh - og hun havde en hurtigt chance for at slippe væk til Julian spoilede det hele for hende. Hun flyttede de grønne øjne over mod Joaquin. Hun havde en rift henover kæben fra en kniv og blodsår rundt over hendes krop. Lænkerne var for stramme, men stadigvæk ikke det værste hun havde været udsat for i hele hendes liv. Hun kunne stadigvæk skrive en liste op så lang med hvad hun havde været igennem - også ting ikke alle kendte til. "Hvad laver du så her. Endnu en forrædder?!" Råbte hun, hendes stemme var skrigende. Hun ønskede så brandende at slippe fri her og nu. Mest af alt hadede hun at være indespærret. Julian gav et håndtag, og en af halvbrøderne kom frem fra skyggerne og gav hende et knæ i maven, så hun væltede om på ryggen. Selv vendte hun sig om på siden, inden hun ville blive kvalt i sit eget blod. Hun spyttede det ud på gulvet og kiggede så atter på Joaquin. Men hvis sandheden skulle siges, så måtte det vel snart være ovre. I hvert fald for hende. Det var begrænset hvor meget en person kunne tage.

Joaquin forstod udmærket godt, at Stella straks så ham som en forræder og han bearbejdede hende ikke. Havde han været i hende sted, ville han også have set ham selv som en forræder, en der blot ønskede at følge i sin fars fodspor og desværre var han nød til, at spille med på det, lade sin søster tro, at han var en af dem. Ikke at han skulle bekymre sig så meget om hvad hun mente, de skulle alligevel ikke have noget med hinanden, at gøre. Hvis hun var ligesom Josh, ønskede hun ham bare af vejen, tilbage til det mørke han havde siddet i alt for længe. Stellas stemme skar igennem tronsalen og knap nok havde den nået, at skære igennem før en af hans halvbrødre kom frem for mørket og dasket hende ind, så hun måtte falde sammen.
Et kort øjeblik tog Joaquin sig selv i, at have lysten til at gå op til hende og få hende ud af lænkerne, men holdt sig tilbage, mest af alt takket være en af hans skygger hvis stemme hviskede i hans øre.
- Rolig Joaquin, giv det tid, giv det tid.
På den måde faldt hans krop til ro, på den måde var han i stand til, at stå og se på det hele med et koldt udtryk i sine øjne.
"Jeg ønsker at tjene min fader," sagde han stolt og så op på Julian, hvis stolthed ikke kunne sænkes i dette øjeblik. "Være en del af det du har skabt,"
Julian klikkede med sin tunge. "Du er mere end velkommen min søn," Han rejste sig fra tronen, gik med sine selvsikre bevægelser ned af trappen og stoppede ikke før han var helt henne ved Joaquin. "Tag dig af din søster, bring hende med til middag," Med de ord forlod han salen og lod Joaquin være alene med sin Stella, hans søster.
Så snart han var ude af syne, åndet Joaquin tungt ud og gik med rolige bevægelser op til sin lænkede søster. Før hun gav sig til, at råbe og skrige af ham, tyssede han på hende ved at sætte en finger op foran sine læber. "Jeg ønsker ikke at tjene dem, lad os få ham ned med nakken sammen," Han satte sig på hug foran Stella. "Tror du på hvad jeg siger?" Han så ind i sin søsters øjne. "Vi kan sammen få ham af vejen, men det kræver at du tror på mig," Med alt den styrke han bar, rev han den ene lænke op fra gulvet, hvis han skulle klare den næste måtte han have lidt luft.

Hun lagde bare og samlede kræfter. Lyttede på ordene Julian sagde til Joaquin, med lukkede øjne imens hun spyttede blodet ud over sine læber. Så snart Julian forlod dem sukkede hun og kiggede dog først op da han gik imod hende, han tyssede på hende som var hun et lille barn - følte hun. Hun vrissede af ham, men var ikke i stand til at gøre noget lige meget hvad. Dog kneb hun øjnene lidt til det han sagde da han satte sig på hug foran hende. Han lignede trods alt Josh undtagen på øjnene, og han havde heller ikke engle auromaen over sig. Hun kiggede ham i øjnene. "Har jeg noget andet valg." Svarede hun ham, hun gik sit ene ben løs og den ene arm som var tilkoblet samme lænke, hun fremmanede en lille kniv som hun prøvede at løsne lænken, men med hjælp fra Joaquin kunne hun endelig, med mere besvær rejse sig op. "Let's go kill them all." Smilede hun skævt og kiggede sig omkring da en af sønnerne - en shapeshifter kom tæt på dem, men kiggede ikke. Stella brugte sin sidste energi på at fremmane en kniv som hun kastede efter ham og ramte hans knæ så han faldt til gulvet. Hun gik derhen og blottede hans hals, så hun kunne sætte de skarpe tænder i kødet på ham. Så snart han var tømt, vendte kræfterne tilbage igen. Hun tørrede sig om munden med sin håndryg. "Nu er jeg klar." Hun trak på skulderen. "Heldigt for dig. Så fandt Blondien Caroline og jeg frem til den afgørende prik for hans tilintetgørelse, vi ville bare vente på det rette øjeblik, for der er nogle informationer vi skulle have ud af ham først." Hun kiggede mod døren Julian var gået ind af, "Jeg gætter på min kæreste far ønsker mig pæn i tøjet til middagen." Rullede hun med øjnene. Rettere sagt Joaquin skulle tage med hende hen til hendes lille værelse, vejen derhen ville kræve de skulle forbi nogle celler med kvinder i, som skulle udnyttes efter middagen, hvis hun kunne befrie dem inden - så ville det være skønt. Men hun måtte ikke gå igennem der alene, for sjovt nok, så havde de regnet hendes motiver ud.

// skulle vi bare out' dette emne? C:..