Help me. Please? -Nora

Hun rendte rundt en hvileløs aften. Selvom gaden var tom og alt var stille var det som om at hendes hjerte og hjerne ikke kunne slappe af. Hun var blevet ramt af det onde der havde jaget hendes tanker gennem længere tid. Stemmen lød i hendes hoved:" Coraline. You cant shut me out forever. Face your problem, LOOK AT ME. LOOK AT WHAT YOU DID TO ME" skreg den. Hun tog de rystende hænder op til hovedet og prøvede at ignorere det:" Shut up... shut up...." Hviskede hun arrigt mens hun fortsatte hendes gang. Det var altid bare med at lukke stemmen ude og ikke svare hende. Hun kunne alligevel ikke konfrontere det. Ikke endnu.
i sin egen lille verden af tanker havde hun ikke bemærket virkeligheden, hvor en ussel mand havde fået øje på hende. Hun vandrede afsted, uden at ane at hun snart ville få selskab. Hun var alt for optaget af at ignorere stemmen og få benene slæbt videre. Hendes mor havde godt nok advaret hende om Doomsville's slum, hvor det ikke altid var sikkert at vandre alene som kvinde, men mange tanker blev ikke skænket hendes valgte retning. Hun kunne knapt nok huske hvor længe hun faktisk havde gået før den kriblende kulde var kravlet gennem hendes ellers så varme tøj.

Hun blev trukket ud af sine tanker da manden var halet ind på hende og skubbede hende mod væggen:" Well now, what do we have here? A beautiful little girl, all alone in the darkness." Sagde han med et lumsk smil over læben. Coraline overrasket over mandens pludselig nærvær, rakte ned i lommen på den trøje hun havde på, men manden bemærkede det hurtigt. Han greb fat I hendes hånd og flåede den op blot for at se at hun havde prøvet at få fat I sin kniv:" Oh, you're armed as well? Ain't that cute." bemærkede han roligt inden han vred kniven ud af hendes hånd.  
Coraline havde ikke helt regnet med at dette ville ske. Men så igen, så skulle det uventede vel altid ske for en eller anden? Hun bed sig i læben og vrissede nogle ord for sig selv, dog ville manden ikke lade hende slippe for at sige dem højt:" Excuse me what? Say that again?" Sagde han blot til hende, inden han førte hendes egen kniv op til hendes hals og tvang hende til at strække den. Coralines øjne var kolde som hun stirrede ham lige i øjnene og sagde:" I said... that you were going to die." gentog hun arrigt og kunne mærke hvordan vreden fik hendes kæbe til at spænde.
"Oh will I now? That is pretty cute, considering who got the sharp end of the knife against their throat. Which only requires a little pressure, before all the precious blood leaves the body." Sagde han så inden et stort smil afslørede de skarpe hjørnetænder. Coraline stirrede blot på ham, stadig med løftet hals pågrund af kniven. Hun sagde ikke noget, selvom hendes indre rystede med skræk.

Påklædning En sort tynd kjole

Normalt forsøgte hun ikke at begive sig ud for meget, og alligevel hadet hun at være inde hele tiden. Hun var flyttet væk fra det gamle hus, der havde været for mange minder. Hele hjemmet havde været fuld af minder om sorg, smerte og tab. Hun havde mistet kærlighed, mistet datter også var der de konstante minder om den vold der var blevet påført hende. Hun kunne endda huske da hun døde, hvordan hun havde stået over sit lig, set alt den blod der havde været, for blot at blive tvunget tilbage i sin krop. Det var som om hendes liv havde været en stor mantra af smerte, tab og sorg. Det var et under, hvordan hun stadigvæk kunne holde sin venlig attitude, og hun for længst ikke havde mistet forstanden. Hun havde mistet meget, men der var stadigvæk en del af hende, der holde fast i at være engel.
Hun rystede tankerne væk, som hun vandrede ned af gaderne. Måske var det vel til sidst også for meget, måske var dette ikke ment for hende. Hvordan kunne hun dog fortsætte? Der var virkelig intet for hende, alt var væk og hun havde intet tilbage. om tårerne gled ned af kinderne på hende, forsøgte hun til tider at tørre dem væk med sin baghånd. Hun gemte sig nærmest væk bag sin jakke, mens hun forsøgte fjerne kulden fra sig. En lyst til ende ende det hele var stor, og da mulighederne for dette var mange, så var det blot et spørgsmål, om hvilken en hun skulle vælge. Dette var nok en af de koldeste nætter, så det var en perfekt mulighed for at dø. Hun smed den varme jakke, og det første der ramte hende var den skarpe kulde. Den gravede sig vej ind igennem hud, sener, knogler og helt ind til marven. Hele hendes krop rystede efter kort tid. I takt med hun vandrede ned af de kolde gader, tog hun også skoene af, blot for at mærke den hårde kolde jord imod sine fødder. Hun var træt af det hele, træt af minderne, træt af stemmerne, af mareridtene, af at miste dem hun elskede og ikke mindst var hun bare træt af livet.

Tårerne gled ned af hendes kinder, og som havde hun stadigvæk sin elskede datter i sin mave, strøg hun sine fingre hen over den. Hun huskede sig selv om følelsen, af at føle Sky bevæge sig i hendes mave, men som den glædelige følelse dukkede op, huskede hun også da varulvene flænsede hende ud af hendes arme. De myrdede det eneste gode hun havde i livet. Lyden af en stemme i nærheden, fik hende dog til at stoppe op og her fjernede hun tårerne fra sit ansigt. Hun trådte tættere på, hvor hun her fik øje på en ung kvinde, som blev holdt imod en mur af en ældre mand. I starten så det ikke yderligt slemt ud, dog havde hun hørt hvad der var blevet sagt og så ikke mindst også kniven. Hun rynkede brynet og kort smed hun sin egen sorg væk. Hun samlede et stykke træ op, formede i en lang solid afbrækkede bjælke "Hej Arsehole" knurrede hun, hvilket fik mandens opmærksomhed. Han nåede ikke engang at sige noget, før hun havde slået ham hårdt i hovedet. Hun hamrede træet igennem brystet på ham, og her mødte hendes øjne kvinden. Dog modsat normalt, skinnede hendes øjne i en nærmest hvid farve. Det var hendes sande natur der lod sig vise, dog blev de hurtigt efter nøddebrune igen

Det sidste hun havde forventet var at nogen ville redde hende. Så da en kvindelig stemme pludselig hilste på manden efterfulgt af at manden blev slået ned, stod Coraline mundlam. Hendes øjne mødtes med kvindens, og i et øjeblik følte hun at hun kunne dejse om. Hendes hånd nåede dog at gribe fat i en krog der sad i muren, dog var den skarp og rusten. Hun skar en grimasse som krogen skar gennem hendes hånd og blodet løb ned langs hendes hånd. Hun rettede sig op og så stadig kvinden i øjnene. Det var som om at hun ikke kunne kigge væk og hun havde heller ikke lyst til at kigge væk.
Den måde hendes øjne havde ændret farve på, havde overrasket Coraline. Hun kendte til shapeshiftere som skiftede øjenfarve når deres dyr kom frem, men denne kvinde virkede ikke som en shapeshifter. Hun sank en klump og lænede sig mod væggen mens hendes frie hånd greb fat om sin blødende hånd, en naturlig reaktion på at skjule svaghed. Hun følte sig i en position hvor hun ikke var sikker på om hun var reddet eller blot overladt til et mere overlegent rovdyr, så at sige.
Hun bemærkede dog noget ved kvindens øjne, ikke øjnene men nærmere rundt om dem. Kvinden havde grædt. Coralines udtryk blev en anelse sørgmodigt da tanker fløj gennem hende. Alt kunne være hændt denne ellers flotte kvinde og alligevel skulle hun besværes med at redde en ynkelig tøs som Coraline nu engang var, i hendes egne øjne i hvert fald. Hun niblede lidt af huden på sin håndryg mens hun så på hende, overvejede hvad hun skulle sige. Til sidst efter en akavet stilhed tog hun en dyb indånding og så kvinden lige i øjnene:” I owe you big time. I thought I was going to die. Or get really hurt.” Sagde hun med en lidt akavet tone, men hendes ord var sande.
Det var trods alt kvindens skyld at hun ikke bare endte op som vampyr-føde. Hun lagde hovedet på skrå og kneb øjnene let sammen:” Are you alright? You don’t look like you are... Considering the smudged make-up and your lack of clothes. Arent you freezing?” spurgte hun i en mere seriøs tone. Hun slap sin blødende hand og rakte u defter kvindens arm inden hun mærkede forsigtigt. Hun åbnede øjnene helt op, overrasket over hvor kold kvindens arm var.
”Oh my gosh. You’re freezing! Here, take my jacket. And before you reject my offer, I will let you know that I don’t take no for an answer. Now put my jacket on.” Sagde hun mens hun hastigt åbnede sin jakke og flåede den af, næsten hurtigere end hun havde åbnet den. Hun svang den om kvindens skuldre og gned sin uskadte varme hånd ned langs hendes ene arm.
Men de kunne ikke være her hele tiden. Kvinden måtte komme et varmt sted hen inden hun frøs ihjel! Coraline tænkte ikke meget over hvordan hun krænkede den personlige plads da hun pludselig greb kvindens hånd og begyndte at gå, om hun så skulle trække kvinden med hende:” I don’t live far from here. You need a warm bath and soup, or soon you’ll be very sick.” konkluderede hun, nervøsiteten var tydelig at fidne i hendes stemme. Under andre omstændigheder havde hun undret sig over den pludselige nervøsitet, men lige nu havde hun sat sit mål som værende en lige så god redningsmand som kvinden havde været hende.