How to kill with the truth - River

Caroline havde haft et lille tilbagefald af nogle minder. Et løfte hun skulle holde. Nemlig den sidste ting hendes datter havde sagt til hende inden hun forlod denne verden. Caroline bevægede sig mod Terroville. En dag på vingerne og nogle timer i fuld spurt i skovene, så var hun endelig i Terroville fra Sunfury. Caroline vidste hvad hun søgte. River. Til sidst i natten fik hun øje på det som svarede til Mikaylas endeløse beskrivelser af ham. Caroline brugte sin fart til at løbe op foran ham, og lagde hovedet på skrå.
"Du må være River. Vi to har en hel del vi skal tale om." De blå øjne. Smilet. Det var stensikkert at Mikayla og Caroline var i familie. Man så sjældent det skæve smil Caroline kunne komme med på andre end en selvsikker Mikayla - men det ville River trods alt vide bedre end nogenanden. "Så har du et sted vi kan snakke eller vil du tale på den åbne gade. For jeg har nogle nyheder som både er gode og dårlige." Der var ingen gode nyheder. Men det var altid sådan man sagde var det ikek? Selvfølgelig hun havde en plan b, hvem hvavde ikke det nu til dags? Hvis han ikke ville så tvang hun ham- enten med evne eller fysisk styrke. Hvad der var nemmest.
Det omkring Mikayla var noget hun skulle fortælle ham. Om han ville lytte eller ej, hun havde lovet Mikayla at sige det til ham.
Desuden behøvede han ikke at vide hvordan Mikayla døde, men Caroline ville fortælle det, hvis han spurgte. Det var ikke ligefrem fordi at Caroline ønskede at gå i den minde bane. Men hun kunne være nød til det.

Efter En Whiskey flaske og en hel shapeshifter, bevægede River sig videre i byen. Solen var ikke fremme, så han kunne boltre sig frit og fredeligt! Nok var dagene for tiden en smule kedelige, men han kunne overkomme det og tag tingene som de nu kom til ham. Det skulle ikke være løgn, hvis han bildte ham selv ind, at den rigtige grund til at begive sig udenfor, var pga. Et enkelt navn. Navnet der får hans hjerte til at briste og kroppen til at dirre. Mikayla.
Og når man snakkede om solen, en blond vampyr, hvis smil og øjne strålede Mikayla, stod nu foran ham og kendte hans navn. De havde en masse at snakke om mente hun. I stedet for, at sige nej og gå sin vej, som han ville have gjort før i tiden, gjorde han et tegn med hånden på, at hun skulle følge med ham. Noget inde i ham sagde, at de ikke kunne snakke her i åben gade, hvor gyderne havde øre. Så snart de var væk fra gaden, lænede han sig op af en mur og så spørgende på denne vampyr. Alt over hende skreg Mikayla.. Det generede ham som bare pokker.
"Så, hvad har vi at snakke om?" Spurgte han roligt. Det var en af hans overraskende rolige dage, eftersom han normalt have ville være fuldkommen ligeglad med hvad hun havde at fortælle ham. "Du.. Minder mig om nogen," han satte hovedet på skrå, så på hende med sine mørke øjne.. Nogen som han savnede mere end hjertet kunne bære. "Undskyld, det var latterligt sagt," han rystede på hovedet og kørte en hånd igennem de mange logger. "Fortæl bare det du mener vi har, at snakke om,"

Caroline trak kort på en mine og gik derefter med River. Caroline betragtede River forsigtigt og på afstand - det var ikke ligefrem fordi, at de hun skulle sige ville gøre noget godt. Men måske ville det afklare en del ting. Hvis det havde været Caroline der havde været død og Mikayla overlevet, ville hun også have ønsket at hendes datter skulle fortælle Nicolas, hvad der var sket dengang. Kort fik hun et skævt smil på læben, dog ganske roligt - det var den kommentar om hun mindede ham om nogle. "Det gør skam intet. Jeg er sikker på at det er rigtigt. Mikayla ikke sandt?" Spurgte hun og sank en klump. "Det ville være mærkeligt, hvis at, vi ikke lignede hinanden. Hun var trods alt min datter." Et bedrøvet blik sneg sig frem i de blå øjne, han måtte vide hvad hun mente med var. Caroline åndede tungt ud. "Jeg har nogle ting du bliver nød til at høre, hun bad mig om at fortælle dig dem. Men jeg tænkte... at det ville være bedst hvis jeg viser dem." Caroline rakte en hånd frem imod ham stille. Fornyeligt havde hun oplevet denne evne, til at vise minder.. tanker.. og følelser. Det var det indtil videre, og hvis hun skulle noget. Så skulle hun vise River hvad der var sket. Måske ville det få ham til t føle sig en smule magtesløs. Han ville trods alt komme til at se det fra hendes øjne af. "Hvis du tager min hånd, kan jeg vise dig det hele." Sagde hun og nikkede kort til ham.

Hun gættede det. Alt ved hende skreg direkte Mikayla, hvis man så bort fra det lyse hår og få ansigtstræk. Det gjorde det ikke bedre, at hun nu også kendte til hans tidligere... Vent. Datter!? Ville det sige at... Wow.
De sorte øjne blev store, munden var på klem, som kunne han ikke tro sine egne øjne. Måske hun vidste hvor Mikayla var henne?
Spørgsmålet han så brændende ønskede at stille, blev afbrudt af den pludselige halv triste glød i den blondes øjne. Mikayla havde bedt hende om, at fortælle ham noget.. Ville det sige, at hun ikke ønskede at se ham mere? Hvorfor sende sin mor efter ham.
"Hvorfor kontakter mig ikke selv?" Spurgte han, stadig overraskende roligt, imens han så tøvende ned på hendes hånd. Tog han imod den, ville han se det hele, forklarede hun. Det store spørgsmål om, hvad det var han ville ende med at se, åd hans hjerne helt fordærvet.
Efter en dyb indånding, tog han hendes hånd i sin og lukkede øjnene i. Svarene om Mikayla var ikke længere langt fra ham.. Han kunne smage dem..

Så snart han tog hendes hånd. Kunne hun mærke, hvordan grebet blev fast. Rettere sagt, han kunne ikke flygte eller stoppe det før, at hun gjorde. Ikke ligefrem noget Caroline var klar over, men ja.
Væggene omkring dem blev langtsomt mørke, og før han vidste af de, befandt de sig i en mørk grotte under jorden. Lænket til væggene, og med halvdelen af kroppen muret inde, kunne Caroline ikke ligefrem bevæge sig spor meget. Blodspor på hendes hals gjorde klart nogle havde prøvet at udtørre hende, for at slå hende ihjel - men det udtørrede hende blot. Caroline sad med sammen knebne øjne da en lyd - en lyd af en rasende Mikayla fik hende til at slå øjnene op. Snart blev Mikayla smidt op af væggen foran Caroline. Mikayla prøvede at sparke sig fri men uden meget held. Der gik ikke længe før et skrig bredte sig ud mellem hendes læber - da en kniv blev stukket igennem hendes ene lår. Carolines hvæsen var næsten højre end skriget, men ekkoet overdøvede det meget godt.
Flere dage gik... De torturede Mikayla foran Caroline. Det var trods alt Caroline de ville have ned med nakken. Ude af stand til at gøre noget som helst, så måtte Caroline se på hver eneste lille ting de gjorde. Et par mænd på Mikaylas sidste dag, voldtog hende, dog Mikayla sugede deres sjæl da de ikke forventede det, for at få en smule gengæld. Andre kom ned, og de besluttede sig for at gøre dette til hendes sidste dag i live.
En af varulvene trak et sværd og lagde bladet mod Mikaylas nøgne hud. Han snittede et dybt hul fra under brystet og ned til biknilinjen, så blodet fossede voldsomt ud. Manden fnøs og forsvandt så. Carolines skrig var voldsomt, men Mikaylas smerte skrig var ubærligt. Hvilket også forklarede, hvorfor Caroline skreg så voldsomt som hun kunne - i betrakning af, at hun knap nok kunne sige et ord. Så snart de var alene kiggede Mikayla op på sin mor.
"Du..du må fortælle det til River.... Du.. du må fortælle ham... at jeg elsker ham. Du må fortælle ham det... at jeg aldrig ønskede at forlade ham." Sagde hun med en svag stemme. "Sig... at jeg aldrig forlader ham.. sig at han skal være stærk.. at jeg er stolt med ham." Tilføjede hun så inden hun klemte øjnene sammen af smerten. Indvoldene kæmpede nærmest for at slippe ud af kroppen, og Mikayla bevægede sig voldsomt for at få det til at ske. For at dø kunne man vel sige.. hun var så tæt på, og jo længere tid hun bevægede sig i smerten, jo mere blod flød ud.. "Jeg elsker dig mor. Overlev for mig. I skal overleve for mig." Var det sidste hun sagde inden hendes øjne blev helt blanke. Det sidste åndedrag var taget. Caroline lukkede sine øjne i. "Det lover jeg." Hviskede hun mens tåre stille trillede ud af den udtørrede vampyros øjne.

Caroline åbnede sine øjne og tog sin hånd til dig. Hun tørrede sine øjne hurtigt og sank en klump.

Et helt fremmede sted dansede sig nu for øjnene af ham. Selv om han ikke vidste hvad der ville komme til at ske, så havde han en dårlig fornemmelse og så nu uroligt rundt. Ved siden af ham, stod den blonde vampyr og var bundet fast som et andet dyr.. Hvad pokker skete her!?
Lyden af Mikaylas skrig, gav ham gåsehud og han turde næsten ikke, at tage blikket fra Caroline og se hen på hende, i frygt for at se det værste. Da han så endelig drejede hovedet, kunne hjerte ligeså godt være blevet revet ud af kroppen på ham. De torturerede hende! Ide af stand til at røre sig, skreg River og gjorde alt hvad han kunne for at komme hen til hende. Det måtte ikke være sandt! Nej! Alt dette her måtte ikke være sandt!
De rørte hende, voldtog hende og behandlede hende som skidt! Han kunne intet gøre! Skrigene, de hørte ikke hans skrig! Mikayla, hun måtte vide, at han var her, han var lige her!
Lige som man troede det værste var overstået, kom fyren tilbage og svingede klingen, lod bladet snitte ned af Mikaylas krop, så blodet strømmede ud. I det sekund, gik Rivers hjerte i stå.. Han råbte så højt han kunne.. Der var stadig ingen som hørte ham.
Hans navn der blev nævnt på Mikayla læber, fik ham til, at håbe hun havde hørt ham. Desværre, snakkede hun til sin mor, bad hende om at sige alle disse ting til ham.
"Mikayla! Mikayla jeg beder dig! Du må ikke... Jeg.." Skreg han højt, til hans hals var tør. "Jeg elsker dig! Tårer trillede ned af kinderne på ham. "Du må ikke.." Han så den anden vej, da hun kæmpede for, at få indvoldene ud. "Mikayla.."

Så snart de var ude af mindet, faldt River på knæ, stadig med tårerne ned af sin blege kind. "Nej," hviskede han. "Nej.. Hun må komme igen.. Være.. Være i en anden krop ligesom sidste gang.." Han tog sig til hovedet. "Hun må ikke være væk.."
Han sad bare der i flere minutter, før han rejste sig op, koldt og stolt som før. "Hvem gjorde dette? Og hvordan giver jeg dem en pinefuldt død?" Hævntørsten var nu det eneste River bestod af. Han ville have hævn.. Og det skulle være nu.

Caroline sank en klump af hans reaktion. Hun havde døjet med minderne omkring dette i lidt over et halvt år - det var noget lignende det samme hun havde haft lyst til at gøre, dog havde alting ændret sig efter det med Nicolas. Det var først nu, at hun følte at hun var tilbage i sit eget spil. En vidunderlig følelse dog.
"Det snart over et år siden... jeg.. jeg tror hun ville have kontaktet os hvis hun var her." Kom det fra Caroline i en hjerteskrærende tone. Hun slog hurtigt sit blik ned for at samle sig selv igen. Hun løftede først blikket da River rejste sig op. "Jeg ved ikke hvem de var. Nogle møgkøtere er alt jeg ved. Desuden. Så skal du ikke give dem en pinefuld død. Ikke uden mig." Sagde hun og kiggede ham direkte i øjnene. De ville begge have hævn. De ville aldrig vide hvad der ramte dem. "Men noget siger mig Ashen wood forest ikke vil være det dårligste sted at starte. Jeg vil kun genkende nogle af stederne når jeg ser dem." Hun begyndte at gå - stoppede dog kort op og gav et nik med hovedet til, at han skulle følge med. "Kom."

Hun ville med ham? Det var en aftale! Så længe hun ikke gik i vejen for ham, hvilket hun nok ikke ville gøre, da hun selv ønskede hævn over sin datter.
Han nikkede til det hun sagde og tøvede ikke et sekund, da han satte i løb mod Ashen wood Forest. Caroline var sikkert i stand til at følge med ham. Trods alt var hun en stærkere vampyr, han kunne ikke dømme hvad for en endnu, men hun var stærkere end ham..
Hele turen der hen føltes så lang og kort på samme tid, han tænkte konstant på Mikayla, hendes latter og smil. Det gjorde ondt som i an helvede! Han kunne ikke vendte med, at se varulvene ligge døde for snotten af ham! Ikke en eneste gang stoppede han op for, at holde pause, det var der ikke tid til.
Da de kom til Ashen wood forest, stoppede han op og så sig omkring, ventede på den mindste mistænkelige lyd. Duften af varulv slog klik i ham og før han kunne stoppe sig selv, sprang han frem imod en ung varulv og hev ham ud af buskene. Forvirret så den unge varulv ud, da den så fra River til Caroline.
River knurrede lavt og så hen på Caroline. "Er han en af dem?" Nok var River vred, men han havde ikke tid til, at lade tingene gå ud over uskyldige varulve. De skulle have fat i de rigtige.
Varulven så skræmt op på Caroline, øjnene tiggede nærmest om nåde.