Two Sinners Walk Into a Bar - Valentine (XxX)

Sted: Sunfury City, Royal Flame Distriktet
Tid: Aften
Vejr: Varmt og vindstille
Outfit

@Valentine

Stemnings Musik::

Sollyset stod ind gennem det røde fløjlsgardin, og oplyste det store kroværelse i Sunfury city. Værelset var overdådigt, og var pyntet fra top til tå med luksuriøse ting. Der hang rundt omkring diverse malerier, samt dyre vaser med friske blomster i et virvar af farver. Der var ikke blevet lagt noget imellem med noget, og lignede mest af alt et værelse som var en prins værdig... En underholdende tanke, som personen i midten af sengen intet ville have imod. Der var meget som han enlig ikke havde noget imod... endnu bedre var det dog vis det tilfredsstillede ham. For det var alt hvad han ønskede af livet - tilfredsstillelse. Noget som man umuligt kunne få for meget af... kun for lidt. Derfor når han endelig ønskede sig noget, så tog han godt for sig, og lagde ingen fingre imellem... Hvilket var årsagen til hans nuværende situation.

Dorian prøvede at vende sig om, hvilket var ham umuligt på nuværende tidspunkt. Et par arme havde fat om hans egen arm, og selv i søvne holdt de godt fat i ham. Derudover mærkede han sig også tynget ned af kroppen halvt ovenpå hans torso, samt en krop som holdt hans ben nede. Det ville have været noget så svært at komme ud af denne sammenfiltring af kroppe - vis ikke man var vant til det. Lige så stille uden at vække nogen, fik han filtret sig ud af ca. 3-4 mennesker som alle var iført det selv samme som dengang de blev født. Selv havde Dorian ikke en trevl på kroppen da han trådte over nogle flere, liggende på nogle puder på gulvet, og hen til vinduet. Han flåede gardinet til siden og kiggede ud over byen. Sollysest som ramte ham, oplyste hans ufatteligt blege hud, og ville også have oplyst hans hår vis ikke han havde farvet det kulsort. Han var næsten gylden sådan som han stod der, men bag ham ville man blot kunne se en mørk silluet. Sådan som han stod i sollyset lignede han én af en helt anden verden, hvilket ikke var langt fra sandheden. Sandheden var at han skam var af sammen verden, som de mennesker som lå som strøget ud rundt omkring i værelset. Der var bare den detalje, at de blot var dødelige mennesker... og han selv var så meget mere... mere end de nogensinde ville kunne vikle deres simple sind og tanker rundt omkring.

"Ry?" lød det pludselig søvnigt over fra sengen da én af kvinderne var vågnet op. Dorian reagerede på sit kaldenavn, og kiggede tilbage mod den blonde kvinde, som nu også blev oplyst af solen. Han havde sikkert vækket hende med lyset samt fraværet af en varm krop. Hun kiggede på ham med et spørgende blik, inden at hun gabte og smilede til ham.

"What are you up for? It's day out... come back to bed..." sagde hun med et hint af den samme sukkersøde stemme fra nogle få timer siden... da hun havde hvisket ham frækt i øret og bedt ham om at få hende til at glemme verden omkring hende... hvilket han så havde gjort gennem hele dagen og aftnen efter, til det endnu engang var blevet morgen. Dorian forsøgte dog ikke engang at imitere et smil og blev hvor han var. Han kiggede endnu engang ud mod byen, som virkede så stille og rolig her og nu den sene eftermiddag, men han vidste bedre. Der var så meget som ventede på ham derude af muligheder. Så mange folk som levede fra dag til dag med alle deres uopfyldte ønsker... og så megen nedtrykt begær. Han kunne næsten ikke holde tanken ud, men om aftnen, især i en by som dette var det som om at folk endelig gav slip på sig selv. Tillod sig ting som de normalt ikke tillod sig i dagstimerne, hvorved at folk kunne se dem... Der var dog ikke længe til at det blev aften, og Dorian kunne næsten ikke vente med at komme derud og se hvilke muligheder der blev ham budt. Lige nu kedede han sig dog, hvilket han så også endte ud med rent ud at sige. Kvinden kiggede dermed på ham med store øjne, inden at hun smålo. Den lille del af silkelagnet som stadigvæk dækkede hendes krop, blev forføreligt trukket til siden og Dorian mærkede varmen fra kvindens begærelig blik. Et blik som afslørede alt hvad hun end måtte begære og ønske sig på nuværende tidspunkt... såsom Dorians krop og berøring...

"Then come here and let me release you of your boredom," sagde kvinden indbydende, og Dorian som ikke var typen til at sige nej, tog imod... for begær var for ham ikke noget som han kunne stå imod, ligesom det ikke var noget som han kunne få nok af... Ikke når det var at man var Luxuria Peccatum. Dødssynden for utugt.



Det var aften idet at Dorian stod op igen, og iklædte sig noget tøj. Han så sig tilbage mod de folk som stadigvæk var tilbage og som lige så stille var begyndt at komme til sig selv igen. Han så sig selv i spejlet en sidste gang og kørte en hånd igennem hans hår inden at han satte ind mod byen. Hansskjorte var fuldt åben, og på sin vej mærkede han samtlige folks begær og smilede indvendigt ved tanken om hvad han kunne tilbyde dem... men, han valgte at fortsætte. Han havde andre planer og steder han ønskede at være. Steder hvorved at han at kunne få alt hvad han ønskede sig... og mere til... hvilket i bund og grund var det som han ville... mere... Han skulle have mere for intet var nok... Man skulle næsten tro at han var grådighed, sin bror,  men ud af alle hans 6 søskende var det også ham som han bedst havde kunne lide. Gad vide hvad hans bror egentlig gik og lavede disse dag? Det kunne være sjovt at finde ham, men det måtte blive en anden god gang for lige nu havde Dorian brug for en drink... og noget godt underholdning. Han vidste lige hvor han skulle finde det og gik målrettet mod et af byens drikkesteder, som havde ry for underholdning lige i Dorians smag. Ikke at det var svært at ramme ved siden af, men letpåklædte dansere var altid en win i Dorians sorte bog.

Outfit (minus hovedbeklædning + bind foran øjne) + Hårstil / makeup

Tonerne fra eksotisk musik strømmede ud, og informerede forbipasserende i Sunfury’s royale distrikt om, at et ganske bestemt entablement endnu engang var i fuld sving. Indenfor ville man møde oplevelsen af, at ens sanser hurtigt lod sig overvælde til en behagelige rus som stedet indbød. Sparsom belysning i form af levende flammer fyldte de fleste rummene, imens krydrede urter og røgelse kunne duftes i hver en krog. Letpåklædte skikkelser af forskellige køn, aldre og racer kunne findes vandrende fra rum til rum, som regel med en eller flere partnere hængende i armen, samt et indbydende glimt i øjet. Valgte man at fortsætte forbi alle de fristende tilbud, som man ville møde ned igennem de dunkle gange, ville man til sidst ende ved en stor scene omgivet af flere små. Den store scene lod denne aften til at være oprindelsesstedet for den forførende musik, samt centrum for de fleste af tilskuernes opmærksomhed. Oppe på scenen befandt der sig endnu en letpåklædt skikkelse. Kroppens blege hud glinsede indbydende i det levende lys, imens de flydende bevægelser på scenen fik musklerne til at spille under huden. Det unaturligt lyse hår fejede efter skikkelsen som tråde af silke, imens de blå øjne oplyste det markerede ansigt, og fangede publikummet i hans hule hånd. Hofternes rytmiske bevægelser fik guldsmykkerne til at klirre i takt, og ellers var der blot en behagelig summende stemning i lokalet, hvor flere af siddepladserne var fyldt op med gæster og deres ledsagere. Pludselig døde musikken ud, og manden stoppede sin dans med et enkelt trin. Klapsalverne fulgte hurtigt, og desuden den smukke lyd af mønt som blev kastet for hans fødder. Manden bukkede let, og i et snuptag havde han samlet en enkelt guldmønt op mellem fingrene. Alene synet fik et behageligt smil frem på hans læber. For dette var hvad han søgte. Dette var hvad han drømte om, og aldrig synes at kunne få nok af… som grådighedens dødssynd, Avritia.

Efter forestillingen var slut, havde Valentine sørget for at indsamle al sin nyvundende rigdom inden, at han havde bevæget sig imod baren i det store rum. Han havde ingen faste kunder denne aften, men flere af tilskuernes interesse lod til at være blevet vækket under hans forestilling. Valentine bebrejdede dem ikke, og indbød i stedet de sultne blikke, samt de drinks, som det medførte. Hans skønhed var unik, og selvom hans seksuelle frihed var lidt af et tabu, så var der meget få grænser på stedet, hvor de alle befandt sig. Bartenderen kendte efterhånden Valentine’s sarte præference, og dyre glas med vin blev hurtigt skubbet i hans retning – betalt af hans beundrer selvfølgelig. Han tillod sig at nyde smagen af frugterne glide ned, imens kærtegn langsomt fandt sig vej til hans krop. Egentlig var dette behageligt nok. Han kunne sagtens lade sig tilbringe resten af sin aften med den lille flok, som havde samlet sig omkring ham. Opfylde deres begær som efterhånden var tykt nok til, at han faktisk kunne smage det. Men… det var for nemt. Det ville måske tilfredsstille ham for en kort stund, men ingen af dem fangede egentlig hans interesse. Derfor blev han siddende ved baren lidt endnu. Med den evige varme latter, det charmerende smil, og de intense blå øjne, som lod til at brænde igennem sjælen på det meste.

Allerede udefra vidste Dorian med sikkerhed at han var ankommet til det helt rette sted. De eksotiske toner, tonede ud fra stedet hvorved at Dorian var stoppet op. Han så sig omkring, og så samtlige folk som allerede var helt tryllebundet af stedet. Dorian smilede idet at stedet i sandhed havde noget ekstremt tillokkende omkring sig. Han tog en dyb og veltilfreds indånding, og uden tøven, trådte han indenfor i denne lystens hule. Allerede ved de første få skridt kunne han mærke den dybe lyst og begær som folk udstrålede. Han kunne næsten smage det på egen tunge, og nynnede tilfreds. Stedet var tætpakket og med sin evne vidste Dorian lige præcis hvad det var at folk ønskede sig i aften. Det var svært dog ikke at lade sig rive med at folks lyster med det samme, men vis Dorian ville holde hele aftnen ud var det ham nødvendigt at finde et mere alsidigt sted... hvilket nok var lettere sagt end gjort herinde. Mest af alt fordi at han var svag af vilje, og for det meste bare levede i øjeblikket. For ham var der ikke noget med at trække tiden ud for bedre at kunne nyde noget. Ville han have noget, så tog han det med det samme... men, han havde sådan en lyst til at prøve i aften. Bare for sjov, og for at se hvad han ville få ud af det. Måske ville han endda opdage noget nyt?

Dorian fortsatte videre ind i etableringen, og videre ind i hjertet af stedet. Det var svært ikke at stoppe op og tage imod de indbydende kroppe, som vandrede rundt imellem mængden af folk. Deres blikke var næsten uimodståelige, og han kunne se at de ville have ham... såvel som penge, magt, rigdom og meget mere. Det ville være så nemt blot at række hånden ud mod dem, og give dem styrken til at tage deres ønsker i egen hånd... og få det gjort til virkelighed. Blot en simpel berøring og de kunne have det som de ønskede sig mest i verden... Dorian måtte bide sig hårdt i læben for at modstå. Man skulle næsten tro at han var masochist sådan som han pinte sig selv, men ingen af deres begær var noget som han gik ud efter i aften. Han ledte efter noget større... noget mere fyldestgørende og tilfredsstillende. Hvad det var, vidste han ikke på nuværende tidspunkt, men han gik ud fra at han ville vide det når han fandt det.

Dorian havde vandret rundt i noget tid... og havde tilladt sig selv noget sjovt i de skumle hjørner med diverse folk... men det havde ikke været nok, eller helt hvad han havde ledt efter. Det havde skam været underholdende nok, men det var ikke meget forskelligt fra hvad han lavede til hverdag. Ikke at der var noget galt i det, han nød det skam, men han havde blot troet at der ville være noget mere interessant at finde i sådan et sted som dette. Det var også muligt at han ikke havde tilladt sig at lede i længere tid af gangen inden at han var blevet distraheret - men hvem ville ikke også blive det, i sådan et sted som dette? Dorian rettede på sit tøj og sit hår. Han tørrede sine læber for diverse røde farver, som havde malet dem over de sidste par minutter, og satte mod baren som var lokaliseret i det store rum.

Dorian mærkede hurtigt en væld af begær, og bestemt gik han hen hvorved at det udsprang. Flere folk havde samlet sig oppe ved baren, og lod til at sværme om nogen. De havde alle stort set det samme begær for en person men Dorian kunne på nuværende tidspunkt ikke se hvem det var - men han agtede at finde ud af det. Det virkede trods alt til at være det som han havde ledt efter denne aften. Dorian troede dog knap nok sine egne øjne, da han var kommet tæt nok på at se det kridhvide hår… ligesom hans eget, når det ikke var farvet sort, som det var på nuværende tidspunkt. Det var ikke så usandsynligt for andre at have den hvide farve, men Dorian havde på fornemmelsen at det ikke var noget tilfælde. Han måtte derfor endnu tættere på for at vide sig sikker, men et snert af et smil var allerede krybet op på hans læber. Da Dorian så kom helt tæt på lagde han en hånd på mandens skuldre, og gik samtidig om på siden af ham. Dorian tog derefter om mandens ansigt med den anden hånd, og vendte det mod sit eget. Kun ved at se mandens ansigt ville Dorian være helt sikker... sikker på at han havde fundet én af sine søskende - en bror for at være mere specifik.

Snakken gik lystigt i den lille flok. Det kunne være ganske uoverskueligt at holde styr på, hvem der forsøgte at snakke med hvem, når man også fik den dæmpede musik med ind over samtalen, men folk lod til at gøre et bravt forsøg alligevel. Valentine havde valgt at fokusere mest på dem, som sad ham nærmest. Dette inkluderede bl.a. en rødhåret kvinde. Varulv havde hun stolt forklaret ham, og derefter brugt det som undskyldning for blotte skulderen i den kjole, som hun bar. Stoffet var dog blevet trukket en smule for langt ned, og med et forførende glimt i øjet havde hun ligeledes blottet den øverste del af hendes ene bryst. Valentine havde ikke udnyttet det. Han havde ladet øjnene vandrer, som kvinden tydeligvis ønskede, og bidt mærke i den sunde glød i huden, den fyldige barm, samt arret på hendes skulder. Hun var indbydende, og han kunne sagtens lade sig drage af hendes skønhed, og derved opfylde de ønsker, som hendes blik fortalte om. Men han undlod. Det var for nemt. Hun var blot én ud af mange. En skønhed uden historie – uden kant. Derfor rettede han opmærksomheden imod det næste interessante blikfang.

Hvor længe de alle havde siddet sådan vidste han ikke. Der var røget et par glas med vin indenbords, og Valentine mærkede den behagelige effekt summe rundt i kroppen. Han var ikke beruset – langt fra faktisk – men han nød stemningen en smule mere, når både hoved og krop kunne slappe af på denne måde. Derfor kom det også bag på ham, da han pludselig mærkede en ny følelse skyde igennem kroppen. Først vidste han ikke, hvor den stammede fra. Så lagde han pludselig mærke til en hånd, som var blevet placeret på hans ene skulder. Det tynde stof skærmede for direkte hudkontakt, men det var alligevel… intenst. Valentine skulle netop til at dreje hovedet for at undersøge, hvem af hans beundre der kunne fremkalde en så enestående effekt, da han mærkede en ny hånd lægge sig på hans kind. En skikkelse havde desuden taget plads ved siden af ham. De blå øjne fulgte nysgerrig den blege arm op til der, hvor en krop tonede sig frem. En mand. En smuk mand faktisk. Det tog Valentine et øjeblik, hvor han sad tøvende med hovedet let på skrå. Ansigtet var så utroligt familiært, men hårfarven var ikke rigtig, og det var ikke før, at hans blik gled ned til den åbne skjorte, at hans anelse blev helt bekræftet. Munden åbnede sig, men syntes ikke at kunne finde ord. Hans blik gled tilbage for at møde dem tilhørende en ganske bestemt bror...

”Luxuria.”

Stemmen virkede næsten tøvende et øjeblik, som om han ikke turde tro. Omsider fik Valentine dog rejst sig op i sin fulde skikkelse, hvorefter han lagde en hånd på hver af broderens kinder. Et stort smil voksede frem, og de blå øjne strålede, som han genfandt alle de træk, som han huskede så godt. Det var vel en af fordelene ved, at de stort set kun havde haft hinanden indtil den dag, hvor de skiltes. Man lærte hinanden at kende – på alle punkter faktisk – lidt for godt. Valentine lod den ene hånd glide op, og kørte den igennem det mørke kortklippede hår. Det stod i høj kontrast til hans eget lange og utroligt lyse hår. En farve, som alle søskende havde delt – indtil det øjeblik lod det til. Valentine lo varmt.

”Brother… your hair!”

Det var ufattelig længe siden, siden at Dorian havde hørt sit navn... Sit sande navn. Der var trods alt kun meget få individer som kendte til det, og ved at manden sagde hans navn - var han sikker på at det var hans bror. Hans bror Avaritia... Det var han helt sikker på, nemlig fordi at ingen andre sagde hans navn med sådan en ømhed og varme end Avaritia. Dorian havde også haft det stærkt på fornemmelsen da han havde trådt hen imod ham. Ham og Avaritia havde altid synes at have et uforklarligt bånd med hinanden. De havde altid virket til at være på samme bølgelængde, og Dorian havde haft et anderledes forhold med ham end med alle hans andre søskende. Det var nok mest på grund af det som Avaritia selv stod for - grådighed. Noget som Dorian kunne relatere stærkt til, og noget som han selv godt forstod. Nu forstod Dorian sig så også på de andre dødssynder, men det var blot ikke helt det samme... Overhovedet ikke det samme, også havde Dorian blot ikke haft det samme forhold med dem af forskellige årsager. Ikke at Dorian bekymrede sig om det. Han var faktisk ret ligeglad.

"It always sound so beautiful on your tongue..." sagde han sagte og lagde sine hænder oven på hans broders hænder. Han lukkede øjnene kort og nød berøringen - en berøring som lige så stille bredte en varme i kinderne på ham. Det var svært at sætte ord på den fornemmelse som en kær familiær berøring gjorde ved ham, men den var mere end velkommen. Han lænede sig mod berøringen yderligere og placerede et kort kys på indersiden af Avaritia's hånd, inden at han selv igen åbnede sine øjne. Dorian smilede siden at det altid var noget som var kommet naturligt til ham, når han så Avaritia smile. Han var i sandhed blevet en smuk mand, i alt den tid hvor han ikke havde set ham. En mand som Dorian sagtens kunne forstå at mange her begærede. Man ville være blind ellers...

Dorian lo hjerteligt over Avaritia's kommentar om hans hår. Hans hår som var blevet ændret fra den genkendelige kridhvide farve, som alle hans søskende kunne genkendes ved, til en kulsort farve. En farve som nu stod i høj kontrast til Avaritia's eget lange hvide hår.

"I just felt like changing it one day - and so I did... Do you like it?" spurgte han sødt. Dorian havde dengang ikke haft de helt store grunde til at ændre sit hår, andet end at han blot havde ønsket at gøre det. Dog kunne han godt se hvordan at hans søskende så ville have grund til at tøve, eller have svært ved at genkende ham, for det var jo en stor del af deres udseende. Det udgjorde meget af det som man kunne genkende dem på, men det var jo ikke det eneste jo. Der var trods alt også deres diverse mærker samt deres piercende blå øjne. Apropos mærker - Dorian kiggede ned ved Avaritia's buksekant. Hvis han ikke huskede helt galt så... Dorian sneg en finger i kanten på buksernes venstre side og hev ned en smule. Da han fik øje på toppen af mærket smilede han bredere. Det var spøjst at se mærket nu på en fuldvoksen krop, nu hvor han havde været vant til at se det på en barnekrop. Voksne... det var det de var nu... Dorian's smil forsvandt kort. Han havde ikke set sin bror i så mange år... Der var så meget som han var gået glip af. Så mange ting som han nu ikke vidste om Avaritia. Det havde været ærgerligt dengang at skilles fra ham. Det måtte Dorian i sandhed indrømme.

Dorian gav slip på buksekanten og kørte i stedet sin hånd op mod Avaritia's hofte. Han holdt ham blidt og hev ham tættere på sig. Han placerede et kys på hans pande inden at han lavmælt erkendte,

"I've missed you..."

Valentine mærkede, hvordan en behagelig varme spredte sig i kroppen ved lyden af broderens stemme. Følelsen var ikke skabt af erotik, som han ellers mange gange før havde prøvet. I stedet var den mere en form for følelse af at have fundet sig tilpas. Fundet hjem. Fordi et rigtigt hjem havde søskendeflokken aldrig haft – kun hinanden. Dog var dette en helt anden følelse en den, som han havde mærket skylle igennem kroppen den aften, hvor han var stødt på deres fælles lillebror Invidia. Valentine skubbede de provokerende minder fra sig, og fokuserede i stedet på det glædelige syn foran ham. I guder, hvor havde stemmen forandret sig. Hvor havde han dog forandret sig. Små skravlede børn havde forladt hinanden, og i stedet havde de fundet hinanden som voksne mænd. Et smerteligt minde om, hvor hurtigt tiden gik, og hvor meget de havde misset.

” I’m sure you say that to every lucky sinner you meet…”

Valentine drillede. Han kunne næsten ikke lade være selvom, at tanken gav ham en underlig følelse i maven. Luxuria der udviste denne form for ømhed overfor andre end Valentine selv. Broderens dødssynd gjorde ham selvfølgelig bundet, og det var skam ikke utænkeligt, at manden der nu stod foran ham, havde hvisket mange ømme ord i tusindvis af øre. Men Valentine nægtede at tro på, at følelserne altid havde været gensidige. Som dødssynder var de blevet lært at gøre, hvad der krævedes for at overleve. Folk var ikke andet end næring. Simple dyr som ventede på at blive ledt i fordærv. Alligevel var det svært at forestille sig, at der skulle være en eneste dråbe ondt blod i brødrene som de stod der midt i forsamlingen. Det tog Valentine et øjeblik at registrere, hvad Luxuria havde plantet mod hans håndflade. Et kys. En egentlig ganske uskyldig handling var forekommet lige så naturligt, som havde de altid gjort den slags. Kærlige gestusser havde der ikke været meget af i søskendeflokken, og Valentine havde i næsten alle sine år alene haft et ambivalent forhold til lige netop den slags. Hans arbejde bød meget på meget af det i hverdagen, men det var mere i form af begær. Egentlig havde han ikke mærket den slags siden… ja… den dag de sidst så hinanden.

” I love it… You look as beautiful as ever.”

Om det var mere rettet mod håret eller selve Luxurias udseende generelt, det var svært at tyde for Valentine selv. Men han mente hvert et ord. Nu delte de meget af hinandens udseende, men Luxuria forstod tilsyneladende at fremme den skønhed, som kun var vokset med ham i løbet af årene. Selv hans outfit tiltalte Valentine. Det var modigt, og havde tydeligvis ikke været billigt.

Valentine mærkede, hvordan kroppen stivnede kort. Ikke grundet nervøsitet, men mere i spænding over fornemmelsen af broderens hånd, som pludselig havde fundet vej til hans buksekant. Det bløde stof tillod nemt, at man trak i det uden, at det gav sig for meget. Valentine ventede pænt imens, at broderen fandt, hvad han ledte efter. Hans ansigt var stadigvæk et smil, men øjnene bar et drillende glimt, som Luxuria ville møde, da mærket var blevet bekræftet. Tusindvis af mænd og kvinder havde efterhånden set mærket. Spurgt til historien uden at få et rigtig svar. Men Luxuria behøvede bare ét blik. Så forstod han. Valentine lod sig hive tættere på, og mærkede til sin egen fornøjelse, hvordan endnu et kys fandt vej til hans pande. Han lukkede øjnene et øjeblik, og nød fornemmelsen af at være så tæt på broderen. Selv hans duft var anderledes. Dog åbnedes hans øjne igen, da Luxuria fortalte, at han havde været savnet.

” And I have missed you… “

Hans egen hånd, som stadigvæk hvilede imod Luxurias kind, med broderens egen hånd ovenpå, trak han blidt hen foran ansigtet inden, at han placerede et blidt kys imod broderens håndryg. En sværm af følelser væltede rundt i kroppen, men Valentine vidste i hvert fald én ting. Han ønskede at være alene med Luxuria. Hans selskab var ikke pøblen værd, som ellers havde stimlet sammen omkring de to brødre.

” Let us find a room. I want to be alone with you.”

Dorian havde altid nydt andres berøring - især dem som havde ledt til mere end blot, ja, simple berøringer. Men uanset hvor meget han end havde nydt det - så sluttede det altid, og Dorian var dermed efterladt med en fornemmelse af… tomhed. En fornemmelse af ikke at have været tilfredsstillet. For Dorian havde det nemlig ikke været nok. Det var aldrig nok for ham, hvilket resulterede i at han blot måtte lede videre for at opnå de højder igen. For at bibeholde dem blot et sekund længere, men det var en uendelig søgen, og resultatet var altid det samme. Ikke at det betød at han opgav, eller ikke nød det. Dorian fandt skam altid nydelse... men han var blot bundløs. Han vidste dog at han ikke var den eneste som havde det sådan, hvilket i sig selv var lidt en trøstende tanke. Ikke at det gjorde noget særligt for hans situation - også alligevel. Der var trods alt en grund til at Dorian bedre kunne lide Avaritia end nogle end hans andre søskende. Det, og at Avaritia's berøring føltes bedre end nogen andens. Det var svært at forklare, for Dorian forstod det ikke helt selv, men han vidste blot at det føltes bedre. Der var heller ikke nogen grund til at psykoanalysere det. Føltes det godt, jamen, så føltes det godt.

Dorian smålo over hans brors kommentar, om det han selv havde sagt. Dorian havde sagt mange til, til ufatteligt mange personer. For det meste var det, det som de ønskede mest at høre... eller ting som de havde brug for at høre. Det havde været noget som de godt kunne lide, og noget som havde fået dem til at have det godt... og fik dem til at føle at de var nogen... men, om det så havde været oprigtigt havde så været noget helt andet. Dorian’s ord havde været tomme og uden et snært af oprigtig ømhed når det kom til andre folk. Dette var af den simple årsag, at han i bund og grund var ligeglad med andre folk. Han var kun interesseret i deres lyster, ønsker og begær. Alt andet kunne egentlig være ham ligegyldigt. Det var trods alt ikke noget som han kunne bruge til noget særligt. Men hans bror derimod... Avaritia...

"You're the only one to recieve such words, when they actually carry truth," svarede han sin bror. Han vidste godt at hans bror blot havde drillet med de ord. Men Avaritia var én af de få personer, som faktisk betød noget for Dorian. Så derfor fik Avaritia tilmed et ærligt svar. Måske sagt på en lidt flirtende måde, men hey, sådan lød de fleste ord der kom ud af Dorian. Enten det eller også lød hans ord blottet for varmen, men det kom så an på hvem han talte med… og i hvilken sammenhæng.

Sin brors kommentar om at han var smuk, var noget som Dorian ikke kunne andet end blot at smile. Avaritia’s kommentar kunne forstås på mere end én måde, men Dorian tog det blot som det var - et kompliment.

"And as do you... No wonder everyone in here wants to ravish you..." sagde han lavmælt i hans brors øre, så kun han ville kunne høre det. Dorian havde fået det til at lyde som om det selv var noget som han ville kunne finde på... Hvilket han sagtens også ville kunne. For Dorian var der trods alt ingen grænser, og hans bror var en tiltrækkende voksen mand. Met det sagt var Avaritia nok også den eneste af Dorian's søskende, som han kunne finde på at gå i seng med... på nuværende tidspunkt. Især fordi at han næsten lige fik et sneakpeak af hvor voksen hans bror var blevet. Noget som Avaritia ikke havde virket til at have noget imod.  

Dorian mærkede hvordan varmen bredte sig yderligere idet at Avaritia erkendte at han selv havde savnet Dorian. På en eller anden måde var det lettende at høre. Dorian vidste ikke helt om hvad han havde tænkt vis Avaritia havde sagt noget andet... men det havde ikke givet ham en rar fornemmelse. Men så var det godt at det bestemt ikke var sådan at tingene forholdte sig. Tværtimod...

"As you desire..." sagde Dorian med en dyb røst og smilede stort. Hans broders ord var noget som meget nemt kunne misforstås... Hvilket ikke var til at vide om Avaritia havde gjort bevidst eller ej. Uanset hvad var Dorian mere end glad for at opfylde sin brors ønske. Han kiggede kort rundt omkring sig, og fandt hurtigt hvad han ledte efter. Han kendte trods alt sådan nogle steder her... og hvor deres VIP eller mere private rum befandt sig... Han havde så også brugt et tidligere.

Dorian tog fat om sin brors hånd og begyndte at lede ham mod et privat lokale. Han havde godt mærket alle de lystige blikke som havde hvilet på ham og hans bror i det sidste stykke tid. Men for en gangs skyld havde han faktisk ignoreret dem. På nuværende tidspunkt interesserede de ham ikke... mest af alt fordi hans opmærksomhed var optaget af noget meget vigtigere.

Eller rettere nogen meget vigtigere.

Valentine kunne ikke undgå at le let af broderens ord. Ikke den smukke del selvfølgelig… at Luxuria faktisk var ærlig omkring hans tanker. Nej, det handlede mere om bekræftelsen. Selvfølgelig havde han sagt de ord før til andre væsner… Luxuria havde sikkert hvisket søde ord og lokket med løfter om lange, erotiske nætter til flere væsner end man turde drømme om. For han var trods alt Utugt i kød og blod. I den smukkeste form en sådan synd nogensinde kunne tage. Valentine havde ikke nogen problemer med at slå sig løs, eller med at se andre gøre det samme. Da slet ikke hans søskende, hvis opgave det hele tiden havde været at sprede deres syndige egenskaber med verden. Alligevel var der en behagelig og varm følelse, som havde vokset sig frem i det øjeblik, at Luxuria forsikrede ham ord, at hans ord var sande – og at Valentine var den eneste, som fik sandheden foræret. Ingen tvivl om, at Luxuria kunne lyve omkring sandheden. Alligevel stolede Valentine blindt på broderens ord.

Da ordene derimod var sunket ind, som Luxuria havde hvisket i hans øre, kunne Valentine ikke undgå at smile skævt imens, at han bed sig let i læben. Tonelejet var i sig selv nok til at sende kuldegysninger ned langs hans rygrad, hvilket var en smule svært at skjule eftersom størstedelen af hans overkrop var blottet. I det øjeblik var han egentlig meget bevist om den effekt, som de havde på folkene omkring dem. Luften var tyk og hed af begær, men han var ikke længere interesseret i folks sultne blikke omkring dem. Han havde udelukkende øjne for broderen. Den minimale kontakt imellem dem, stemmen der efterhånden blev lavere og dybere, og hvordan Valentines egen krop syntes at reagere så utrolig intenst på selv de mindste detaljer. Det var berusende.

“It won’t be long until they forget me with you in the room… your essence alone is… arousing.”

Måske var det gensynets glæde, som havde overtaget styring en smule, samt frygten for at skilles igen for hurtig. Men Valentine havde ikke kunne undgå at suge alle de detaljer til sig, som deres situation havde tilladt. De blandede sig med minderne fra så mange år siden, og havde formet et nyt billede af Luxuria. For hans væsen var sandelig trådt i karakter, og Valentine mærkede en glæde vokse ved tanken om, at broderen tydeligvis fandt sig veltilpas i sin hverdag – i sin synd. For han strålede af det, og det var ikke svært at mærke. Det lagde Valentine ikke skjul på i sit blik, som deres øjne mødtes igen, hvis Luxuria trak ansigtet lidt tilbage efter at have hvisket.

Det øjeblik, at Luxuria udtalte ordene og tog hans hånd, forsvandt rummet omkring dem. Tiden blev skruet næsten 20 år tilbage, og Valentine mærkede den betryggende følelse af at have sine søskende omkring sig igen – mere specifikt Luxuria. Selv som børn havde de haft et dybere og mere forstående bånd til hinanden, som ingen af de andre søskende havde kunne hamle op med. I hvert fald ikke hos Valentine. Sandt, deres evner og lyster havde været knapt så veludviklet dengang, men det havde ikke standset dem fra noget som helst. Et øjeblik kunne Valentine næsten se det for sig. Broderen der trak ham afsted, dengang med det lysende hår flagrende omkring sig, og Valentine lige i hældene. Valentine snappede kort efter vejret, og pludselig var han tilbage på bordellet igen. Men denne gang var Luxuria ikke borte. I stedet ledte han vejen foran dem mod et af de private lokaler næsten som om, at han vidste præcis, hvor de skulle hen. Valentine skænkede ikke engang en tanke på flokken eller drinken, som de havde efterladt i farten. Det eneste han ønskede, var Luxuria. Alene. Hvad der så egentlig skulle ske, når de havde nået det step, så langt var hans hoved endnu ikke nået… selvom enkelte tanker havde fløjet forbi i farten, hvilket blot fik hans blod til at pumpe en smule hurtigere. Han gav broderens hånd et klem, og lo som de forsvandt igennem bordellets mørke gange.

”Wait, in here!”

Ordene var næsten en hvisken der blev fremstammet, idet Valentine fik øje på en velkendt dør. Det var ikke et rum der blev brugt meget, alene fordi det var dyrere end de fleste gad betale for et par timer på bordellet. De få gange det faktisk blev brugt var altid en berigende fornøjelse for de få heldige ansatte, som fik lov at sætte foden indenfor – både i form af guld og oplevelser. Hvis Luxuria fulgte hans ord, og skubbede døren op, ville et pragtfuldt syn møde dem begge. Rummet var ekstremt velholdt, og det faktum at det blev brugt så lidt, hjalp kun til med at holde det pænt. Generelt indeholdt rummet én kæmpestor seng fyldt med puder og tæpper af de smukkeste farver, samt et siddeområde med forsyninger i form af diverse flasker med alkohol, tørret frugt og andre delikate søde sager. Udover møblerne var der placeret levende lys i det meste af lokalet, som flakkede dovent i brisen fra den åbne dør. Valentine vidste tilfældigvis, at de altid havde gang i lysene i tilfælde af, at rummet skulle bruges hurtigt. Som nogle sidste detaljer var der fyldt med bløde tæpper og skind, som gjorde det indbydende at smide sig, hvor end man lystede. Et enkelt stort vindue ledte ud mod et sjældent grønt område, hvis mure omkring isolerede for eventuelle nysgerrige blikke. Desuden fulgte der et privat vaskerum med til lokalet. Valentine kunne ikke lade være med at suge detaljerne til sig. Rummet var overdådigt og strålede af rigdom, så det faldt lige i hans smag… men pludselig blev han uendelig nysgerrig på broderens reaktion, og et øjeblik var han blot stillede og afventede. For de var endelig… alene.

Avaritias leende stemme var som sød musik i Dorians ører, og det var svært ikke at smile varmt tilbage. Om broderen så havde troet på hvad Dorian havde sagt, var ikke til at sige - men han håbede nu på at han gjorde. De havde trods alt været tætte, og bedre været i stand til at forstå hinanden... eller... det var i alt fald den opfattelse som Dorian havde. Dorian troede trods alt på det som Avaritia sagde. Ikke at han helt havde en skudsikker grund til det, men sådan var det bare - og sådan havde det altid været.
Noget som dog ikke altid havde været... var situationen som denne hvorved de tidligere tætte brødre... virkede endnu tættere. Det var ikke helt til at beskrive den pludselige intimitet mellem dem, andet end at det føltes helt naturligt. Nok ikke at mange ville beskrive dette som værende naturligt - af mere end én grund. Dorian kunne dog ikke være mere end uenig... og ligeglad. Andres holdning og meninger havde for ham ingen betydning. Og hvorfor skulle de også det? At lade sig lænke af sådan nogle ting gjorde ikke andet end at holde en tilbage - og Dorian ville ikke holdes tilbage. Ikke at man ville kunne holde ham nede alligevel... Især ikke når der var noget som han selv begærede.

Dorian tog en dyb indånding af duften af erotik i luften. Den var for ham så velkendt og så berusende. Det var ham et under at nogen nogensinde kunne modstå dette... Men det var vel også kun et spørgsmål om tid. Avaritia selv virkede dybt påvirket og Dorian kunne nærmest smage hans længsel på sin tunge. Åh, hvor hans krop sang... Dorian yndede at høre den skrige under hans egen berøring og administrationer... Især når det var at hans broders ord kun opmuntrede hans tanker.

"Arousing am I?" svarede Dorian let flirtende og med et farligt glimt i øjet. Han skulle vise ham... Især hvis han blev ved med at se på Dorian med hans strålende øjne.

Dorian mærkede hvordan hans sind blev mindre invaderet af andres lyst idet at de kom længere væk fra mængden. Han sukkede derfor også kort lettet. Det kunne til tider være en del overvældende og lige nu ønskede han faktisk ikke helt at være overvældet. Han ønskede faktisk selv blot at være sammen med hans bror - alene.  Og den følelse ønskede han ikke blev udvisket af andres lyster og begær. Ikke nu. Han havde trods alt ikke set sin kære bror i så lang tid. Så derfor kunne resten af verden vente for en stund. Han gav sin brors hånd et lille klem igen, og kiggede tilbage mod ham. Det var lige som gamle dage sådan som Dorian slæbte Avaritia afsted bag sig... Leende og ude på ballade...

Dorian stoppede op idet at Avaritia bad ham om at vente. Han kiggede derefter afventende på sin bror. Dorian kiggede på den dør som de stod ude foran, og hans smil blev da større. Dorian løftede sit bryn med et barnligt blik og glæde... og skubbede døren åben til det magelige og pragtfulde rum. Dorian selv var skam vant til lidt af hvert når det kom til sådan nogle lokaler her, men dette havde han ikke helt forventet i aften... ikke at han klagede. Rummet passede han skam meget fint - og endnu bedre så passede det også til hans bror. Det var trods alt et rum som behagede de fleste grådige hjerter - antageligt. Det var jo aldrig til at vide, men mon ikke det passede i dette tilfælde? Dorian skævede i alt fald over til sin bror for at se hans reaktion. Han kendte nok allerede til rummets indretning, men gad vide om han havde tilbragt meget tid herinde før? Dorian skulle i alt fald nok sørge for at Avaritia fik spenderet en masse tid herinde...

Dorian gik længere ind i rummet og gik hen til der hvor alkoholen stod. Han tog to fine glas med den ene hånd og en flaske rødvin. Han vendte sig om mod sin bror med et flirtende blik og gik lige så stille hen mod ham.

"Can I tempt you, brother dearest?" spurgte han tvetydigt og med en varm stemme.

Dette var ikke længere hans domæne. Ikke alene i hvert fald. Tanken strejfede Valentine, som han stod lænet op af døren, som han havde lukket efter dem for et øjeblik siden. De lysende blå øjne hvilede imod Luxurias slanke skikkelse, som broderen tog rummet til sig. Udsmykningen skreg måske nok af grådighed, men stemningen fortalte om noget helt andet. Et fag… som Valentine ellers havde dyrket med største fornøjelse, og uden nogen former for manglende selvtillid de sidste mange år, og som nu virkede ubetydeligt… for hans bror var utugt, og han kunne formentlig føle flere ting i dette rum, end Valentine selv var klar over. Han følte sig ung igen. Frygtelig ung. På en eller anden måde vidste han egentlig godt, hvad han ønskede – hvad han ville have. Og alligevel virkede det hele langt mere kompliceret, som de endelig stod i rummet alene. Egentlig følte han sig nok bare overvældet. Sex var fantastisk, og noget han fik mere end rigeligt af… men følelser var ikke noget han dyrkede i særlig høj grad. Og da slet ikke i hverdagen. Men Luxuria bragte det hele tilbage. De havde altid været stærkest sammen, hvilket trods alt også havde været meningen med hele søskendeflokken. Et hold. En ustoppelig kraft mod verden. Nu var det eneste, som virkede ustoppeligt, kraften som drev dem mod hinanden.

Valentine betragtede, hvordan Luxuria bevægede sig længere ind i rummet, og hvordan han greb en flaske vin. Lyden af hans stemme… nej, tonen… skyllede sorgerne væk, som var det dug for solen. Et øjeblik anede Valentine slet ikke, hvordan tvivlen overhovedet havde nået ham. Dette var, hvad han havde søgt længe. Hvad han ønskede. Hvad han begærede. Uden yderligere tøven, skubbede han sig væk fra døren, og tog et par skridt mod Luxuria. Derved mødtes de nogenlunde på midten. Valentine rakte en hånd frem, og tog imod et af glassene. Glasset lod han dog svæve imellem dem, så det var klart, hvis Luxuria nu fik lyst til at skænke lidt vin. Alt dette foregik imens, at hans øjne var direkte rettet imod broderen, og et kælent smil formede sig, som han besvarede spørgsmålet.

” Oh but, brother… You can tempt me any day. And you don’t even have to nice about it.”

Stemmen var lavere nu – legende og følsom. Stemningen mere afslappet. Valentine kunne dog stadigvæk mærke, hvordan hans egen krop kriblede efter at minimere afstanden mellem dem. Tage Luxuria i sine arme, og ikke lade ham slippe igen – i hvert fald ikke resten af den aften. Til en start lod han dog blot sin frie hånd glide under broderens skjorte, hvor den lagde sig mod hans venstre bryst – hvilende ovenpå mærket som definerede dem alle. De blå øjne, som havde tilladt sig at dvæle ved synet af broderens blottede hud, rettede sig nu mod hans ansigt igen.

” I never thought it’d be this many years… before we met again.”

Nu hvor de to var alene sammen, kunne Dorian bedre koncentrere sig om sin bror. Derved havde han også rig mulighed for bedre at kigge på sin bror... og nyde synet af ham. Derudover så gav det også Dorian mere mulighed for at fundere over Avaritia's påklædning... En påklædning som nok var mere afslørende end hvad normalt var her i Sunfury. Dog skulle der ikke meget til for at ligge to og to sammen. Især ikke når nu det var at Dorian var så vant til sådan nogle steder som disse... samt erotiske danseres tøj. Dorian's smil blev bredere, for han havde lige godt aldrig tænkt at hans bror ville gå i den retning. Men med med en krop som Avaritia's, hvorfor skulle han dog ikke også det? Hans krop var som skabt til det fag - og med en krop som hans, så tjente han vel rigeligt på det? Dorian kunne i alt fald ikke forestille sig andet. Alt i alt så, så Avaritia syndig ud hvilket virkelig var noget som Dorian kunne sætte pris på.

Noget som Dorian også kunne sætte pris på, var den måde som Avaritia virkede til at overvinde noget i sig selv... Dorian havde nemlig godt lagt mærke til sin brors tøven og nervøsitet - ikke at han havde vidst hvorfor. Der var trods alt ikke noget at være nervøs over... i alt fald i Dorian's optik. Men Dorian var også i sit rette element, og vidste lige præcis hvad det var som han ville have. Derudover så skammede han sig ikke over sine lyster og ønsker. Det var for ham noget naturligt og der var ingen grund til at genoverveje om det var det "rigtige". For ham var alle hans lyster og begærer, det rigtige. Og det rigtige lige nu var alt det som foregik imellem de to brødre... Energien... atmosfæren... Bare alt.

Dorian hældte op for sin bror idet at Avaritia havde taget imod glasset. Dorian hældte op så mængden passede med hvad Avaritia tidligere havde fået. Under dette vedblev Dorian's øjne ved Avaritia's, uden at forlade dem på noget tidspunkt. Dette formåede han at gøre helt uden at spilde noget vin. Det eneste tidspunkt at han lige måtte kigge væk, var da han skulle hælde op til sig selv og sætte flasken ned. Under det hele smilede Dorian fortsat. Det var svært at lade være når nu samtalen var så pirrende.

"Ill keep that in mind..." sagde Dorian legende. Derefter hævede han sit glas. "With that said, then I'd like bring a toast to..." Dorian skulle også til at tilføje noget mere, men hans tanker blev stille idet at Avaritia lagde en hånd på hans bryst. Dorian var kun en smule forundret over sin brors handling, men det var mest af alt fordi hans bror var så beskeden... taget i betragtning af sin brors sande ønske. Dorian smilede skævt inden at han lagde sin fri hånd oven på sin brors. Han flettede sine fingre ind imellem hans fingrer, og gav hans hånd et kærligt klem.

"Neither did I, but, thankfully here we are," sagde Dorian kærligt og med et hint af noget ømt. "Together, once again..."

"Toast to that..." sagde Dorian hvorved han fyldte sin mund med vin. Han gav i mellemtiden slip på sin brors hånd, for at placere den under hans hage. Han løftede hans ansigt lige så blidt... for bedre at få adgang til hans mund. Dorian lagde derefter sine læber mod sin brodres i et kys, med en mund fyldt med vin - og delte en skål på deres genforening.

Tingene var pludselig gået meget hurtigt. Enhver med den mindste smule fornuft tilbage, var nok stoppet op for flere minutter siden for at overveje situationen. Valentine var for længst forbi det stadie. Luxuria der pludselig smed sig selv ind i billedet efter 20 års fravær, samt Valentine der stod med åbne arme for at gribe ham virkede måske skødesløst… men det var det eneste rigtige. Alle hans instinkter skreg på det. På at tage ham til sig, og indhente de tabte år. Dette kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre. Derfor ville han blot have mere af det hele. Mere af Luxuria. Nu. Et øjeblik havde han helt glemt, hvor de befandt sig. Hvordan han i det hele taget måtte tage sig ud, stående foran sin bror så letpåklædt, hvor det var svært at skjule, at han var en del af hele etableringen. Egentlig var han nok også ligeglad. For han var ikke længere Valentine. Den skikkelse… nej, den karakter, som han havde bygget op det meste af sit liv. Han sit sande jeg dette øjeblik, og det var både berusende og skræmmende, da han næsten havde glemt, hvordan det egentlig føltes. For han var ikke længere Valentine. Ikke i dette lokale. Ikke nu. Ikke med Luxuria. Der fandt han sit gamle jeg – sit sande jeg. Avaritia. Og han ville have mere.

Et øjeblik kunne Valentine ikke lade være med at smile fornøjet. Luxurias matchende blå øjne, lod til at have fæstnet hans egne i et intenst øjeblik, samtidig med, at broderen uden så meget som at spilde en dråbe. Øvet. Uden tvivl. Valentine var ikke et øjeblik i tvivl om, at Luxuria måtte have god smag i vin. Ikke fordi de havde meget af et valg her, men han kunne sagtens se den tage et glas vin en anden gang. Mere privat. Selvom dette var ganske udmærket for nu.

” I’m sure you’ll never forget.”

Valentine lo varmt over broderens svar, men samtidig havde han en idé om, at det var en sætning, som Luxuria ikke ville lade han glemme lige foreløbigt. Ikke at Valentine ville have noget imod at blive påmindet denne aften i fremtiden. En aften om genforening og… familie. Valentine lod hånden hvile imod Luxuria’s bryst med broderens fingre flette ind mellem hans egne, imens han lyttede til skålen, som blev genoptaget. Han hævede sit eget glas i en skål inden, at han stemte i med broderens ord.

” Together once again… A toast to that.”

Selv nåede Valentine blot at føre glasset til læberne før, at Luxuria havde taget sin første slurk. Lettere overrasket over at mærke broderens hånd forlade sin egen, standsede han sin egen slurk efter blot et øjeblik for dernæst at mærke et par blide fingre gribe om hans hage. Villigt og med nyvunden nysgerrighed lod han sit ansigt løfte, og spredte læberne ganske let, da han netop skulle til at smide en drillende kommentar efter broderen. Pludselig mærkede Valentine dog, hvordan et par varme læber pressede sig imod hans egne. Et øjeblik stivnede han. Kys – specielt på læberne – tog han egentlig rimelig personligt, og man så ham derfor oftest kysse en kunde alle andre steder end der medmindre, at de selv tog initiativet. Men her mærkede han vinen, som pludselig flød, og et øjeblik var de som en. Forbundet Følelsen var vidunderlig, og lige det hans krop havde skreget efter. Valentine opdagede slet ikke lyden af glasset, som røg på gulvet, imens rummet forsvandt omkring ham. Normalvis ville han få helt ondt i maven over synet af det knuste krystal på gulvet, med den dyre vin spredt over det hele, men i stedet lod han den nu fri hånd glide om bag nakken på Luxuria, hvor den begravede sig i det mørke hår, imens at han bød kysset velkomment. Dybere og mere intenst. Hans anden hånd, som stadigvæk ikke havde forladt broderens bryst, gled nu længere ind under skjorten, og lagde sig imod den varme hud på hans ryg, hvor han forsøgte at mindske afstanden mellem dem med en blid hånd. Luxuria havde vundet hans fulde opmærksom.

Det var rart blot at kunne være sig selv, uden at skulle ligge skjul på hvad man var. Ikke at det rigtigt havde spillet en rolle eller hidtil havde været et problem - men det var nu bedst når man ingen hæmninger havde. Såsom sammen med en af samme sind... og art. Hvilket der desværre ikke var så mange af, men det fik bare Dorian til at sætte mere pris på Avaritia. Nu håbede han blot at Avaritia havde det på samme måde, men der var ikke det store behov for at gætte. Især ikke med det virvar af begær som strømmede ud af hans bror.

"I rarely do... Especially when spoken by such a lovely creature such as you brother" sagde han flirtende. Det var sjældent at han nogensinde glemte sådan noget så tiltalende... for ikke at sige aldrig. For det ville i sandhed være en synd at glemme sådan en invitation samt tilladelse til at forføre hans bror. Ikke at han ikke allerede var i gang med det. Han var dog ikke ene om det, siden at Avaritia helt klart også var i gang med at forføre Dorian. Noget som Avaritia skam også var mere end velkommen til.

Det havde ikke virket til at Avaritia havde været forberedt på Dorian's handling... samt kysset. Et kys som på ingen måde kunne undskyldes for at være et uskyldigt kys imellem familiemedlemmer. Især ikke taget i betragtning af at Dorian sjældent gjorde noget, som kunne anses som værende helt uskyldigt. Han havde da sine stunder, men det her var ikke én af dem. Især ikke når dette kys var ladet med tanker om at have sin bror liggende under sig - vridende og stønnende imens at Dorian indtog hans væsen. Imens at han med sin mund ville markere sin tilstedeværelse på sin brors krop- til minde om deres gerning.

Dorian selv anede knap nok glasset som hans bror havde tabt på gulvet - og som havde splintret i samtlige stykker. Han lagde dog mærke til sin brors hånd, som Avaritia blidt havde placeret ved Dorian's nakke - for blot derefter at begrave den i Dorian's hår. Dorian nød sin brors berøring samt tanken om at Avaritia havde givet slip på sig selv. Han havde selv mærket hvordan en knude havde løsnet sig, og hvordan begæret nu frit kunne løbe... og frit skulle det fortsat flyde...
Hans hud sang nydende over sin brors berøring samt den mindskede afstand. Dorian gav til genmæle med kysset, og svarede lige så intenst og dybere tilbage. Det hele smagte sødt og bittert fra den røde vin som de havde delt imellem dem. En dråbe løb ned af siden af Dorian's mundvige, der hvor deres munde ikke helt havde været forenet. Dorian endte deres kys kortvarigt. Han fik fjernet dråben med sin tommel, inden at han slikkede den bort.

"Delicious..." sagde han lavmælt og med et sultent smil på læberne. Uanset hvor tilfreds Dorian var med kysset, så var det ikke nok... Ikke i nærheden af nok...

"What do you say that we further make a mess of this place?" spurgte han og placerede en fri hånd om sin brors hofte, for blot helt at lukke afstanden mellem dem.

Det var egentlig skønt, hvor meget de stadigvæk lignede hinanden. Uanset klimaet de hver havde befundet sig i, så havde de begge formået at bevare den sarte hudkulør – om end Luxuria muligvis fremstod en kende mere gylden. Det eneste som virkelig skilte sig ud, var broderens farvede hår, som stod i høj kontrast til deres ellers naturlig hårfarve. Det var en historie, som Valentine gerne tog på et andet tidspunkt. For selvom Luxuria aldrig havde set bedre ud, så havde Valentine svært ved at se, hvad der skulle drive ham ud i en så dramatisk ændring i sit ellers unikke udseende. Hans fokus lå dog et helt andet sted i det øjeblik. Luxurias flirtende bemærkninger og altopslugende tilstedeværelse tog al Valentines opmærksomhed, og han nød for en gangs skyld at fokusere udelukkende på, hvad der foregik lige foran ham.

Valentine svarede ikke på broderens ord om, at han næppe ville glemme løftet, men nøjedes i stedet med at sende Luxuria et skævt smil der fortalte om, at han allerede glædede sig til at få minderne genopfrisket til den tid.

Og nej. Valentine havde nok egentlig i sit stille sind forestillet sig – nærmere drømt – at dette kunne ske. Et kys… mere end det faktisk. Men alligevel havde han været langt fra forberedt. For det var næsten for godt til at være sandt. En del af ham ville nok undskylde sig senere med, at han var lidt rusten når det kom til det med familiegenforeninger, men dette var i virkeligheden noget helt, helt andet. Noget så intimt, at man næppe turde overveje det. Faktisk så var det vel nærmest bandlyst? Valentine var dog ikke bekymret. Eventuelle konsekvenser måtte vente. Det eneste som efterhånden fyldte hans tanker, var følelsen af broderens bløde hår mellem fingrene, samt smagen af den søde vin, som strømmede imellem dem, som kysset blot blev dybere og mere intenst. Da kysset endte var det som at komme op for luft. Havde han glemt at trække vejret?

Stadigvæk med Luxuria fanget i sit greb, lod han de blå øjne glide ned til dråben, som nænsomt blev fanget af tungen og forsvandt. Blikket fulgte med tilbage mod broderens læber inden, at Valentine gispede let, som broderens metalspænde pressede sig imod hans blottede mave, da Luxuria trak dem tættere imod hinanden. Hvad han desuden også kunne mærke var varmen fra den del af Luxurias overkrop, hvor det var lykkedes Valentine at skubbe skjorten bort. Fornemmelsen fik et indbydende smil frem, samt et sultent blik i de lysende øjne. Det samme gjorde broderens ord.

” I’d say… let’s do our worst.”

Valentine hviskede ordene, som hans læber sneg sig nærmere broderens hals. Mere bestemte hans højre side, hvor de placerede et blidt men længselsfuldt kys i bunden af mærket, som han vidste sad skjult bag broderens øre, præcis som hos ham selv. Han ønskede ikke, at der skulle være mere tvivl. Han havde muligvis tøvet i starten, men han ønskede dette… nu. Mere end noget andet.

Sådan nogle situationer her var for Dorian lige så naturligt som at trække vejret... og lige så livsbekræftende. Han levede for sådan nogle øjeblikke her, og han var afhængig af den rus som de gav ham. Hans krop krævede ofte at han var i konstant nydelse, så han gruede det øjeblikke hvorved han ikke kunne finde nydelse. Det var dog uhørt sjældent at det var tilfældet, men han oplevede det tit som barn. Dengang skulle han trods alt lære sine evner og sit sande væsen at kende... men det havde været svært i så tidlig en alder. Han havde oftest følt at han skulle til at gå i spåner eller miste kontrollen... men heldigt for Dorian havde deres far givet ham en hjælpende hånd.

Eller rettere... Deres fader havde fundet en masse hjælpende hænder til Dorian...

Dorian ville nok ikke indrømme at han var blevet en smule traumatiseret af det som han var blevet udsat for - men der var ingen tvivl om at det havde sat sine spor i ham. Han havde aldrig rigtigt været et barn, og havde derfor fra en meget tidlig alder af været meget voksen. Hans krop havde ikke været hans egen... ej heller hans lyster. Det havde begge altid tilhørt nogle andre, og Dorian så pligtopfyldende som han var, havde altid føjet andre og gjort sit bedste for at opfylde deres ønsker. Så meget at han til tider havde været ved at destruere ham selv i processen. Noget som hans far nok ikke havde tænkt over, men det havde været en læringsproces for dem begge to. Dorian havde derefter meget hurtigt lært hvordan han bedst kunne kontrollere sin evne, samt hvordan han bedst styrede andre - men Dorians forhold til hans far havde ikke været det samme derefter. Nok heller ikke hans forhold til hans andre søskende, men det kunne være på grund af så mange andre ting. De havde trods alt også deres at se til... samt deres egne traumer som skulle overkommes.

Men heldigvis havde Dorian haft Avaritia... Selv som næsten følelseskold havde Dorian følt noget for sin storebror. Hvad det havde været dengang, var ikke helt til at sige, men det kunne sagtens sammenlignes med beundring og en form for ømhed. Dorian havde trods alt kunne relatere mest til Avaritia, og derudover havde han bare været mest tiltrukket af hans person. Noget som til den dag i dag tydeligvis ikke havde ændret sig.

Dorian sukkede kort tilfredst, og mærkede hvordan rusen af øjeblikket i sandhed satte ind. Der var ingen tvivl over at Dorian nød stunder og situationer som disse - men noget som gjorde dette så specielt var at meget af det begær som Dorian også mærkede... var hans eget. Det kunne ofte være svært for Dorian at vide hvor en andens begær startede og hvor hans eget sluttede. Desto stærkere den anden persons begær var, desto sværere var det at finde ud af... men med Avaritia vidste han præcis hvordan landet lå. Det kunne muligvis have noget at gøre med at de var af den samme art? Eller i alt fald på grund af de begge var dødssynder, men om det lige var derfor - skulle Dorian ikke kunne sige. Og lige nu var han også ret ligeglad, for det var af ingen betydning. Alt som var af betydning var lige her foran ham.

Han lo lavmælt af sin Avaritia's svar, og refleksivt lænede hans sig ind mod Avaritia's læber idet Dorian kunne mærke varmen fra dem. Han mærkede dem bad hans højre øre - hvor hans eget mærke sad. Det mærke som forenede dem alle sammen, og havde påvirket deres opvækst. Det burde for mange været noget som burde blive afskyet, og Dorian burde egentlig også afsky det - men det gjorde han bestemt ikke. For alt i alt havde det gjort ham til den han var - og det havde givet ham denne mulighed her som han agtede at nyde i fulde drag.

"Then the worst we shall be..." hviskede Dorian igen og kastede sit glas bagud. Det splintrede bag dem, og vinen som havde været tilbage i det løb stille og roligt ned af væggen nu. Dorian ænsede det dog knapt. Der var trods alt vigtige ting at tage sig til.

Dorian rykkede sig nok til at han igen kunne se sin broders ansigt og lod sine hænder finde vej til det. Han lod sig selv kortvarigt svømme i Avaritia's øjne, inden at han sultent indtog hans betagende mund med sin egen. Han kærtegnede hans ansigt med sin tommel og drejede Avaritia's ansigt blidt, så han bedre kunne få adgang til mere... og så han bedre kunne fordybe deres kys. Hans anden hånd havde i mellemtiden fundet vej til midten af Avaritia's ryg. Dette var så han bedre kunne manøvre ham, samt holde hans balance når han selv nu lagde sin vægt mod sin bror. Avaritia var næsten lige så høj som Dorian selv, så han skulle nødigt miste balancen når nu Dorian lænede sig mod ham.

"I have a hard time discerning which is more intoxicating... The wine or the taste of your lips..." sagde han kort inden han genfandt Avaritia's læber igen. Hans blod brusede og alle de steder hvor han mødte sin brors krop slog gnistre inde i ham. Hele hans væsen skreg på mere, hvilket han nok skulle give den, men han ville tage sig tid. Han ville have det hele til at vare ved og nyde ethvert sekund. Dette var trods alt ikke en nydelse som enhver anden. Dette var ikke noget som han som sådan let havde kunne finde og fordærve sit væsen med. Dette var en gave... en meget fint indpakket gave som Dorian agtede at pakke ud - snart.

Dorian havde med tiden fået arbejdet begge sine hænder over sin brors krop. Undervejs havde de kærtegnet, pirret og masseret samtlige steder på Avaritia's krop, for til sidst at ende ved broderes bagdel. Dorian masserede den for en stund for blot at tage fat, og gå under den for at løfte Avaritia op. Han tog hans ben rundt om sin egen krop og gik hen mod sofabordet samtidig med at han ikke slap sin bror læber. Derved lagde han Avaritia ned derpå og kyssede Avaritia's kinder, pande og mund en sidste gang . Han selv var placeret med begge knæ og hænder på hver sin side af Avaritia og for bedre at kunne se sin bror lænede han sig tilbage. Det var noget af et syn med sin bror under sig... halvt afklædt med den uniform... og med sine våde læber. Han kunne næsten ikke vente hvad deres tid sammen ville bringe...

"I'm going to make such a mess of you..." sagde Dorian sultent og tog fat i sin skjorte, hev ud i den og lod den falde ned om siderne på ham. Han skulle trods alt ikke bruge den til det som han havde planlagt.

Valentine havde altid været god til at sætte sine behov foran andres. Selv på arbejdet var han fri til at vælge og vrage imellem de bud, som han på daglig basis modtog. Hvad der så skete senere, så snart buddet var accepteret, det var mindre i hans kontrol, men den del havde han efterhånden vænnet sig til. Heldigvis lod det til, at de søgte ham for kontrol. Dominans. I deres egne vaklende liv, søgte de en fast hånd, som kunne hjælpe med deres problemer og behov. Noget som Valentine hurtigt havde lært, gav gode penge. Meget gode faktisk. De første år havde været berusende, som han havde kunne følge hans egen velstand vokse drastisk fra dag til dag. Han havde egentlig nået et punkt for lang tid siden, hvor han rent økonomisk ikke længere var afhængig af sine klienter. Men det var en leg, som var lidt for sjov til, at han gad stoppe. For hvem var han, hvis ikke tilhænger af al det sex, druk og guld han kunne drømme om, hver evig eneste dag? Ikke en dødssynd i hvert fald.

Han kunne have en idé om, at broderen ikke havde set det på samme måde. Hans talenter var vokset fra ham før, at han selv havde chancen for at vokse med. Valentine havde ikke været opmærksom på alt, hvad der foregik mellem faderen og Luxuria, men ud fra familiens tendenser til drastiske indlæringsmetoder, så havde det næppe været en dans på roser. Måske var det noget af det, som i virkeligheden havde bragt dem tættere? Hvor de andre brødre i flokken havde en større tendens til at trække sig, specielt en omgang ’kærlig’ behandling fra faderen, så havde ham og Luxuria haft en større tendens til at søge hinanden. Ikke så meget for trøst, for den slags hørte ikke hjemme i en hær. Ofte var selskabet nok i sig selv. Til at forstå og blive ved. Fordi dette var, hvad de var skabt for. Og så længe, at man havde andre til at bekræfte det, når sulten blev for overvældende eller afstraffelsen for udmattende, så skulle man nok klare det. De skulle nok stråle en dag. Sammen. Som en familie. At skæbnen havde spyttet dem i ansigtet, og ødelagt alt, hvad de nogensinde havde haft – både godt og ondt – var en helt anden side til historiebøgerne.
Valentine hørte glasset, men det virkede så uendeligt langt væk. Egentlig var han mere interesseret i den stigende puls, som han fornemmede lige under broderens gyldne hud. Og lydende. De små suk og den varme latter, som fortalte om, at Valentine gjorde det rigtige. At dette var godt for andre end ham selv. Valentine mærkede, hvordan varme hænder greb blidt om hans ansigt, og hjalp det med at finde Luxurias blik endnu engang. Blå, drømmende øjne, som utroligt nok virkede dybere og mere intense end hans egne. Måske det var hudens solkyssede kulør eller hårets mørke farve, som indrammede ansigtet, eller så var det blot en af Luxurias vidunderligt mange egenskaber, som gjorde ham så utroligt tiltrækkende at være i selskab med. At se på, at mærke, at smage. Grådig efter mere, bød han Luxurias læber velkomment endnu engang, og fulgte villigt med på broderens små bevægelser, som kun gjorde oplevelsen bedre. Små gnistre fulgte hånden ned langs rygraden, og Valentine gøs nydende.

Da Luxuria brød deres kys for at kommentere, nåede Valentine ikke at svare andet end med et skævt smil før, at de blev genforenet. Som han nød og sukkede ved de nænsomme men pirrende berøringer der foregik ved hans egen krop, lod han sine hænder udforske Luxurias. Den faste hud, der fortalte om en smuk, velholdt krop, de velformede muskler som gemte sig alle de rigtige steder, og den spændstige bagdel, hvor de lod sig hvile. I hvert fald, at han mærkede et par hænder mod hans egen. Hænderne lod sig ikke hvile længe, og efter en behagelig omgang masserende behagelig, tog de pludselig bedre fat. Valentine mærkede derefter, hvordan jorden forsvandt under ham. Kysset fortsatte dybt og inderligt, men han flyttede i stedet hænderne op omkring nakken på broderen, imens benene foldede sig om ryggen for bedre support. For et øjeblik var han vægtløs, og dette kunne lige så godt have været en drøm. Så landede han – bogstavelig talt. Ganske blidt mødte hans ryg fast grund under sig, og de blå øjne åbnede sig til et betagende syn. Alene synet af broderens skikkelse dominerende med hans egen under sig var nok til, at Valentine mærkede det krible alle de rigtige steder, og hvordan den luft han lige havde genvundet, syntes at forsvinde. Den stigende iver ville hurtigt være svært at skjule med det tynde stof, som var det eneste, som dækkede hans underliv.

Valentine slap grebet om Luxurias nakke, som han gled op at sidde. I stedet betragtede han sultent, hvordan skjorten forlod den slanke overkrop. Hud og guld. Præcis som han kunne lide det. Valentine tillod sig samtidig at løsne ærmerne fra sin uniform således, at de faldt til jorden sammen med guldsmykket, som havde hvilet mod hans brystkasse. Dernæst lod han langsomt et ben glide op således, at det gned sig ganske ømt mod broderens nedre dele.

” I have a hard time imagining someone as breathtaking as you, doing something that wouldn’t be considered beautiful… but then again, you always were a messy eater, brother.”

Valentine havde svært ved at lægge låg på den meget længere. Sin egen sult. Ikke som han kendte den fra de tider, hvor han faktisk havde ønsket føde – koste hvad det ville. Men han ville smage mere af broderen. De søde læber og den salte hud. Hans egen krop brændte efter det. Han havde næsten følelsen af, at det strålede ud fra fingerspidserne, som han lod glide ned over brystkassen på Luxuria, for til sidst at stoppe ved bæltet, hvor de greb fat. Bestemt. Hungrende.

Dorian havde altid funderet over hvordan hans søskende ville udvikle sig når de blev ældre. Da han havde været yngre, havde han mere tænkt i stil af hvordan de ville være på en slagmark - og hvordan man bedst kunne udnytte deres evner. Da han var blevet ældre, havde han tænkt i lidt andre baner, og han havde for sjovt funderet om hvordan de ville være som elskende. De ville nok alle sammen havde været elskende i retning af deres synd - og om hvem der ville være bedst at ligge med. Acedia, Ira og Superbia var i alt fald nogen som lå nederst på Dorians liste. Dernæst kom nogen som Invidia og Gula som lå usikkert i midten - og på toppen af den liste havde Avaritia ligget. Det havde aldrig rigtig været en overraskelse for Dorian at fordelingen lå sådan. for dem som lå nær toppen var de dødssynder som mindede meget om Dorians... Det var dem som altid begærede noget. Dem som altid længtes og som aldrig helt var tilfredse med hvad de havde. De ønskede altid mere... mere og mere og mere...

De var nok de søskende som Dorian burde have det tætteste forhold med... men Invidia gjorde altid alting besværligt med at han beskyldte andre for hans mangler. Men det var blot sådan som han var, og det var der ikke så meget at gøre ved. Han var trods alt dødssynden for misundelse, men det havde ikke stoppet Dorian i at pine ham som yngre, for at lade hans frustrationer gå ud over andre. Så han havde selv været ude om det.

Alt i alt så var Dorian ret så sikker på at han havde placeret Avaritia helt rigtigt på den liste. Især nu når han endelig havde muligheden for at teste sin teori i praksis... og sikke praksis det her var. Dorian mærkede hvordan Avaritia grådigt tog for sig, og hvordan hans krop skreg på mere - ligesom hans egen krop gjorde. Dorian havde i flere år mærket hvordan det var at blive begæret af andre, men det her sammen med Avaritia kunne slet ikke sammenlignes. Det var faktisk helt nyt for Dorian og ufatteligt pirrende. Han var aldrig blevet begæret på denne måde... så grådigt. Et kort øjeblik følte Dorian et begær for sig selv og hans egen krop, hvilket han blot smilede af. Lidt selvglad var han da af og til, dog ikke lige så meget som Superbia, men det her var tydeligt på grund af hans egen evne. Dorian kunne dog meget bedre skelne imellem det, og lod sig ikke påvirke så meget af det nu. Men det var altid noget af en selvtillidsbooster. Især også når nu at Avaritia kiggede på Dorian som kunne han spises helt op... Avaritia var i alt fald meget velkommen til at gøre sig forsøget. Dorian ville i alt fald gengælde blikket.

Dorian lo en smule over Avaritias kommentar om at han havde svært ved at forestille Dorian gøre noget som ikke var smukt. Tja, der var skønhed at finde i alt.… men det kom meget an på hvordan man var som person, og hvordan ens sind var tilrettelagt. Dorian var ret så sikker på at han havde gjort en masse ting i sit liv, som nogle folk ikke ville anse som værende særlig smukt. Noget som for eksempel det som han var i færd med nu... at hore med sin blodrelaterede bror.

"You charmer... Though I don't believe you've ever seen me eat dessert," sagde han drilsk og smilede skævt idet at hans bror hev fat om hans eget bælte. Hans øjne havde i mellemtiden ændret sig til en varm pink, idet at han så ind i sin brors begær. Han holdt blidt om sin brors ansigt inden at han lod sine hænder glide ned over sin brors bare brystkasse, for til sidst at ende ved Avaritias buksekant. Her tog han fat hvorefter han lænede sig ned over sin bror og placerede et varmt og begærligt kys på hans læber.

"Messy won't even begin to desribe it..." sagde han lavmælt i Avaritias øre ind at han i et ryk flåede Avaritias bukser fra hinanden - for dermed at give sig selv bedre adgang til sin brors krop. En adgang som han glædeligt gjorde brug af ved at tage fat om sin brors faste og varme lem. Han masserede det med faste hænder og opbyggede en rytme efter hans brors behov. Samtidig indtog hans Avaritas mund med sin egen og sukkede nydende. Avaritias grådighed og begær smagte udsøgt - især nu hvor de i sandhed ville få stillet deres tørst for hinanden.

Valentine havde nok engang delt samme tankegang som Luxuria. Ikke så meget delen om, hvem af deres søskende der ville udgøre en bedre elskende, men mere i form af, hvordan de ville tage sig ud i deres voksende år – hvis de da overhovedet nåede dertil. Der var en stund efter, at faderen havde spredt dem, hvor Valentine havde tvivlet på sin egen overlevelse. Han havde været svækket, udhungret og fanget i noget der mest af alt mindede om en kult af religiøse fanatikere. Det havde været decideret rædselsfuldt i lang tid inden, at det var lykkedes ham at finde en balance. Det var desuden en tid, som han nægtede at tænke for meget på – eller tale om for den sags skyld. Minderne om den tid alene var nok til at give ham decideret ubehag, da han stadigvæk huskede følelsen af konstant at være omgivet af lys magi og hellige genstande, som brændte mod huden ved blot den mindste smule kontakt. Han havde altid håbet, at det var gået hans søskende bedre. Ikke så meget af hans ikkeeksisterende godhjertede sind, men mere fordi det gav ham et håb om, at de havde overlevet. Og havde de overlevet, så voksede chancerne for, at flokken kunne genforenes. For de var stærkest sammen. Det var nok en af de eneste ting, som faderen havde fortalt dem, som Valentine efterhånden turde stole på. Så ja… han havde også drømt. Forestillet sig forskellige scenarier og idéer om, hvordan de havde klaret sig. Som krigere. Som voksne. Og hvordan deres genforening ville forgå. Men efterhånden som årene var gået, var der blevet længere og længere mellem tankerne. Håbet var begyndt at dø, og de sidste par år var han efterhånden blevet mere komfortabel med tanken om, at han var alene end det modsatte. Men så… som om skæbnen for en gangs skyld havde valgt at lytte til håbet fra en meget mørk sjæl, var de begyndt at dukke op. Ud af det blå. Først Invidia og sidenhen Luxuria. Valentine var ikke i tvivl om, at denne genforening var hans klare favorit.

Hvor mødet med Invidia kunne været gået klart bedre på mere end én måde, så overskred dette møde allerede Valentines vildeste drømme. Han havde altid haft sine favoritter blandt søskendeflokken, så de havde derfor fyldt hans tanker mere end visse andre. Luxuria deriblandt. De havde altid delt et særligt bånd, som han ikke havde fundet hos de andre brødre i flokken. De var ens på mange punkter. Både når det kom til personlighed og behov. Derfor havde han mere opmærksom på at opfange, hvordan tingene foregik lidt anderledes omkring Luxuria, når det kom til bruget af hans evner. Han havde aldrig forstået 100%, hvad der var foregået mellem faderen og sønnen, men han havde forsøgt på bedste vis at være der for Luxuria når mulighederne bød sig – på sin egen kluntede måde, da ømhed eller noget der lignede, trods alt ikke var specielt velset blandt børnene.

Valentine lagde godt mærke til den pinke farve, som pludselig erstattede den iskolde blå. Men modsat mange andre væsner, så frygtede han den ikke. Han vidste, hvad det indebar, og han bød den velkommen. For han havde intet at skjule. Han ønskede derimod at lade Luxuria opsnappe begæret, der stadigvæk syntes at vokse, da han havde en idé om, at broderen trods alt var den perfekte mand til at håndtere lige netop de tanker, som fløj igennem hovedet på Valentine det øjeblik.

” Why don’t you show me then?”

De blå øjne var udfordrende og tonen bestemt, som han lå der. Placeret under broderen, stadigvæk med hånden hvilende mod bæltet. Han elskede følelsen. Valentine havde i virkeligheden en særlig forkærlighed for at blive domineret – lade en anden tage styring – hvilket han desværre ikke fik megen mulighed for i sin hverdag, hvor mange søgte det samme. Desuden var det svært at finde partnere, som faktisk formåede at håndtere rollen. Men Valentine var i sit stille sind ikke den mindste smule i tvivl om, at Luxuria var perfekt til rollen. Så han lod sig føre. Lod sig bruge. Men utålmodigheden var dog svær at lægge helt låg på. Derfor mærkede han også sin egen hånd arbejde med bæltet, løsne det, for derefter at kaste det bort, alt imens, han mærkede Luxurias læber genfinde hans egne.

Det var svært at mærke en særlig stor forskel, da det tynde stof forsvandt fra hans underliv. Luften i rummet var en hed blanding af Sunfurys konstante varme, samt brødrenes voksende begær. Alligevel gik der en kuldegysning igennem kroppen på ham, som Luxuria hviskede ordene. Og så mærkede han hånden. Et overrasket med nydende gisp kunne ikke tilbageholdes midt i kysset. Hånden som før havde holdt bæltet, røg ned og greb desperat fat om bordet, hvorpå han stadigvæk lå. Bordet overflade lød klagende, som fingrene pressede sig hårdt om træet, da Luxuria med øvede bevægelser begyndte at massere hans lem. Følelserne var næsten overvældende, og Valentine prøvede for en stund at tilbageholde, hvor påvirket oplevelsen gjorde ham – men måtte hurtigt opgive. I stedet lod nydende støn og suk blande sig med broderens, ind i mellem deres kys, imens han skuttede ryggen let for at læne sig mere imod bevægelserne. En fri hånd lagde sig imod broderens nakke. Viklede fingrene ind i det mørke hår, og trak dernæst let hovedet bagover, så han kunne placerer kys og nap ned langs den skarpe kæbe, og videre ned langs halsen. Det kunne dog fornemmes, hvordan han standsede sine kys nu og da, for at samle sig et øjeblik inden, at han fortsatte. Men den hurtige vejrtrækning, som efterlod varme spor mod Luxurias hud, burde ikke være til at tage fejl af.

Det var i sådan nogle her situationer at Dorian havde det svært med at beslutte sig om han skulle tage sin tid med en person... eller fortære dem med det samme. Hans bror gjorde det i alt fald ikke nemt at holde sig tilbage. Heller ikke når nu hans bror ligefrem udfordrede ham. Godt nok var Dorian lidt ligeglad med at vise sit eget værd. Han havde aldrig rigtigt skulle vise eller ligefrem bevise noget da de var yngre... men i dette tilfælde ville han skam gøre end undtagelse. Blot for at han kunne give Avaritia en aften som han sent ville glemme. Ikke at Dorian tænkte at Avaritia ønskede at glemme dette enestående møde imellem dem. Chancen for at de havde kunne finde hinanden i denne verden havde trods alt været ret lille samt usandsynlig. Og her havde de alligevel stødt på hinanden... Som havde de været draget af skæbnen.

Dorian var vant til at bøje sig og tilpasse sig efter andres behov, så derfor faldt det ham naturligt ind at påtage sig den rolle som folk foretrak. Selv foretrak han ikke rigtigt nogen stilling eller havde en særlig forkærlighed for én heller. Så længe at hans partner og han selv fandt nydelse, så var det, det hele værd. Hvilket var noget som han tydeligt kunne mærke hos sin bror... en iver og stor nydelse over at blive domineret. Dorian vidste ikke selv hvad han havde tænkt sin bror som, men det klædte ham skam at være submissiv. Især med de lyde som Dorian havde formået af hive ud af sin bror. Det var lyde som Dorian ønskede at han ville kunne gemme og lytte til når han havde lyst. Desværre havde Dorian ikke sådan en evne, eller apparat til... men til gengæld havde han en ufattelig god hukommelse.

Dorian havde godt lagt mærke til hvor utålmodig hans bror var blevet - hvilket han sagtens kunne forstå med den indre over som brændte i ham. Han lod derfor også bare Avaritia gøre hvad han lystede og mærkede hvordan hans bælte var blevet kastet bort. Det var nu også meget rart ikke at mærke dets stramme tilstedeværelse... især også når det var at han snart fik brug for den ekstra plads ved livet om ham selv. Hans bukser blev dog hængende om hofterne på ham, da de trods alt sad stramt om benene på ham. Men det var skam noget som man sagtens kunne gøre noget ved.

Dorian nød i fulde drag Avaritias reaktion da han selv havde grebet fat om ham. Sådan som han vred sig og gispede under ham. Det var kært sådan som han prøvede at holde tilbage, men det var ikke sådan Dorian legede. Hos ham skulle der ingen hæmninger være, så Dorian greb fastere og lavede nogle små hurtige ryk - for derefter at slippe næsten helt og bevæge sig langsomt. Dorian var skam ikke bange for at pine sin bror, vis det skulle være...  eller bange for at "straffe" ham. Ikke at Dorian tænkte at det ville blive tilfældet i denne situation, men det kunne i alt fald være en mulighed en anden gang... en anden gang. Se Dorian tænkte allerede videre her med sit forhold med hans bror. Det var en smule underligt at tænke på, for det gjorde Dorian ellers aldrig - men her var Avaritia igen som undtagelsen. Men Dorian ønskede ikke at tænke yderligere om det lige nu, men det var heller ikke fordi at han kunne... Avaritia og deres situation hev ham trods alt ret hastigt tilbage til nuet.

"That's quite the mouth you've got on you..." sagde Dorian lavmælt idet at Avaritia havde placeret en masse kys mod Dorians krop. De steder han havde kysset samt de steder Avaritias ånde havde ramt, brændte let - Dorians krop var i ekstase over fornemmelsen og han svarede igen med at nappe og kysse Avaritias hals så en rød plamage af mærker blomstrede frem. Han hev også fast andre steder og efterlod små mærker efter hans hænder og negle. Ikke nok til at det ville gøre ondt, men igen nok til at det ville efterlade røde mærker.

De stod i en smuk kontrast til hans lyse hud.

Da Dorian var sikker på at han havde masseret sin bror varm nok, gav han helt slip, og rettede sig op for bedre at kunne nyde synet af sit værk. Farve blomstrede overalt på hans brors krop, og Dorian kørte en hånd og finger ned af diverse steder hvor farven var tydeligst. Han var godt tilfreds med resultatet indtil videre. Han tog vinflasken fra før, som han havde sat på bordet, og tog en slurk af den. Heldigt at den ikke var så langt fra ham at han var nød til at rejse sig. Tværtimod kunne han blive i den samme stilling over sin bror.

"Gorgeous..." sagde han da han kiggede på sin bror, helt matter-of-factly, som var hans bror et kunstværk på et museum. Han smilede derefter skævt ned til sin bror og tilføjede med en drilsk tone, "I'd hate to tamper with a masterpiece, but I fear that something crucial is missing..." Han kiggede derefter på flasken med vin, og derefter tilbage på sin bror. "Some nice wine to go with the meat..." Dorian hældte derefter indholdet af vinen udover sin brors krop og sørgede for at ramme de følsomme steder.

"Now that's a lovely look for you brother" sagde han efter at flasken med vin var tømt, og kastede vinflasken hen i sofaen.

Et eller andet sted ville Valentine normalvis nok lade sig frustrere over at lade en af hans yngre søskende tage føringen – eller lederrollen, om man ville. Men… det var anderledes med Luxuria. Det havde det altid været. Der havde aldrig været en magtkamp mellem dem, som hos de fleste andre i søskendeflokken. Broderen havde passet ind, og hvis ikke, så havde han tilpasset sig sine omgivelser. En egenskab passende meget godt til et væsen, hvis synd trods alt bestod af meget forskelligt afhængig af, hvilke personer han mødte på sin vej. Netop derfor havde Valentine absolut intet problem med at overgive sig i denne stund, rent mentalt. Han var et ikke sekund i tvivl om, at Luxuria var perfekt til at lede dem mod ren ekstase. Han fornemmede det i hver en bevægelse, hvert et kys og hvert et blik han modtog fra broderen. Han behøvede intet frygte. Derfor betød det dog ikke, at hans krop ville overgive sig helt så nemt. For han nød det skam. Uendelig meget mere end han selv ville have troet. Men… han ville nyde det. Trække det ud mest mulig. Suge hvert et øjeblik til sig, og formentlig leve på en sky det næste stykke tid… hvis han da kunne bevæge sig ret meget bagefter.

I Valentines stille sind, bandede han frustreret over de velsiddende bukser hos Luxuria. Hånden lagde sig derfor imod buksekanten, som med intentionerne om, at også disse skulle ryge, men den nåede ikke så langt, som først håbet. Luxuria lod til at være fast besluttet på, at Valentine ikke skulle have ret meget at stå imod med, og de nye bevægelser sendte tunge strømme af nydelser igennem kroppen på ham. Derfor endte hånden blot med at løsne enkelte knapper før, at den måtte opgive, og i stedet greb hårdt fat om stoffet, imens han fortsat kæmpede med den grundige kærlige behandling af sit lem.

”H-hah… I’ll show you what else it does a little… little later…”  

Han lod ansigtet presse imod broderens hud, imens han forsøgte at få den ophidsede vejrtrækning under kontrol. Måske var det barndommens minder der stadigvæk hang tungt, men han lod ikke til at kunne slippe behovet for kontrol fuldstændig. Ikke endnu i hvert fald. Alligevel, da han mærkede en serie af nap og kys sprede sig over det meste af hans krop, kunne han alligevel ikke længere tilbageholde lyde der tydeligt fortalte om, hvordan netop de ting ramte helt rigtigt i hans verden. Den lettere brændende fornemmelse og varmen der spredte sig fra stederne, var nok til at gøre ham helt høj, og et eller andet sted havde han lyst til at sige det. Mere. Hårdere. Men netop, som hans læber endelig skilte sig fra hinanden, og den kildrende fornemmelse i hans underliv næsten blev for meget, mærkede han hånden fra sit lem forsvinde. Med et overrasket udtryk, som ikke helt kunne skjules, åbnede de blå øjne sig, til synet af Luxuria, hvis finger han mærkede mod sin krop. Et vidunderligt syn af farvede mærker spredt udover hans krop mødte ham, sammen med synet af hans egen begejstrede manddom, som var blevet efterladt. Stadigvæk med en smule forpustet efter opvarmningen, kunne han dog ikke tilbageholde en varm latter inden, at hovedet gled let på skrå, da Luxuria kaldte ham smuk, men pointerede, at der var noget som manglede.

”Oh?”

Der var noget betagende ved at se ham foran sig på den måde. Valentines udsatte skikkelse, mere eller mindre afklædt på bordet, med Luxuria tårnende over sig. Det mørke hår og de vidunderligt blå øjne. Og smilet. By the Gods… Vinflasken, som de ellers havde nydt godt af for en stund siden, nærmede sig dog pludselig faretruende. Og før, han vidste af det, flød den søde væsker fra flaskehalsen og kolliderede med hans følsomme hud. Valentine gispede kort ved fornemmelsen af frugtsyren fra vinen der blandede sig med mærkerne fra Luxuria, samt hans lem der pludselig fik en helt anden farve. Mørkerøde dråber løb ned af den blege hud, og lagde sig imellem hårlokkerne i det lange, hvide hår. Normalvis ville han have flytte sig af ren og skær skræk for, at netop dette ville ske… men, det lod til, at Luxuria havde ham mere snoet om sin lillefinger end han egentlig selv var klar over. Luften omkring ham emmede af søde frugter og sprit til en grad, der næsten kunne virke overvældende – heldigvis var vin lidt af en hverdagskost for dødssynden. Valentine lod prøvende hænderne glide ned over sin krop, hvor fingrene blandede sig med safterne fanget mellem alle hans fordybninger og kurver. De blå øjne fæstnede sig mod Luxuria, og han sendte broderen et lokkende smil, alt imens det foregik.

” Thank you, brother… “

Valentine lod blikket glide nedad, hvor det fæstnede sig ved broderens underliv. Med et enkelt, næsten usynligt nik, lod han sin evne komme til god brug. De forgyldte knapper, som hjalp med at holde de tætsiddende bukser oppe hos Luxuria, sprang pludselig op med den uventede modstand fra evnen, hvilket efterlod en ny åbningen til mere af broderens vidunderlige hud – og endnu mere vidunderlige område. Valentine trak derefter hænderne hen over sin egen krop en sidste gang inden, at han med nyfunden interesserede placerede sin højre håndflade mod Luxurias bryst. Hånden hvilede der et øjeblik, før den i en ganske langsom bevægelse trak sig ned over overfladen, hvor den efterlod et rødt spor af vin efter sig. Hånden standsede før, da den nåede buksekanten, som den hurtigt fik skubbet sig forbi, hvorefter den lagde sig imod broderens lem. Med blide fingre, lod han de indsmurte fingre glide en enkelt gang hen over området før, at hans blik fandt Luxurias igen. Den venstre hånd gled samtidig op til hans eget ansigt, hvor han lod tungen glide prøvende hen over et par fingre.  

"... But I liked it better coming directly from you."

Igennem hele hans barndom havde Dorian ikke været anset som værende en leder... eller en ledertype. Hvilket nok ikke var så godt, når hele pointen med ens fødsel var at man skulle kunne være med til at lede en hær samt være i stand til at styre den. Noget som Dorian selv ikke havde kunne få til at hænge sammen, siden at han selv havde været så let påvirkelig af andre grundet hans dødssynd. Men havde det været til at vide hvad hans evne ville være da han blev født? Havde deres fader vidst at Dorian's evne ville være noget der bedst var egnet til at fremhæve andres potentiale? Samt være en drivkraft for dem til at opnå deres egne mål? Måske... Måske var det bare alt sammen helt tilfældigt og faderen havde blot arbejdet med de kort som havde været ham givet. Meget andet kunne man vel heller ikke. Dorian gjorde i alt fald sit for at få så meget ud af hans dødssynd og hans evne som han kunne. Og modsat af hvad man skulle tænke... så kunne man sagtens lede fra bunden af og op efter... Især når andres indre lå blottet for ens syn. Det var en erfaring som Dorian selv havde gjort en gang at hans far havde sendt nogle for at træne Dorian.

Dorian havde været i et forfærdeligt humør den dag... vis ikke en smule rebelsk. Han havde i alt fald ikke haft lyst til nogen form for træningssession, men der havde ikke været meget at gøre når nu det havde været en ordre fra faderen. Så der havde han så ligget... under en eller anden halvfed stodder imens at han selv blev befamlet. Dorian som altid havde prøvet at skelne mellem sit eget begær og stodderens, men det havde været svært at fokusere den dag. Det havde været en dag som alle andre. Intet nyt - men den dag havde Dorian valgt at gøre noget ud over det sædvanlige. Han havde droppet at skelne mellem deres begær og havde i stedet søgt dybere ind i mandens sind. Dorian havde ikke vidst hvad det var at han havde ledt efter. Det havde nok mest af alt været for at koncentrere sig om noget andet - eller for blot at flygte ind i noget andet. Bare for et par sekunder. Der havde han fundet det. Et virvar at ønsker, drømme begær... Der var så meget mere som havde gemt sig i denne mand, som så havde været blottet for Dorian's syn. Dorian huskede hvordan han havde rakt ud efter noget, et mindre begær som manden havde haft, som intet havde haft været om Dorian. Han havde rakt ud efter det, og inderligt håbet på at manden måtte få interesse for det andet begær i stedet for... og manden havde brat stoppet sin befamling af Dorian, rejst sig og forladt Dorian. Øjeblikket havde været magisk... og starten på noget helt fantastisk. Det havde været starten på Dorian's evne til at manipulere folk og bruge de informationer han havde imod dem. Han kunne derefter bruge sin evne til sin egen fordel samt opnå magten over andre. Noget som kunne være lige så ophidsende som det var vanedannende - i alt fald for Dorian.

Men så var spørgsmålet så: ønskede Dorian at kontrollere og styre sin bror? Han ville sagtens kunne vis det var det han ville. Det var han sikker på. Dorian ville fuldt ud kunne overtage og føre sin bror ud et sted som han nok ikke havde været før... Lede ham mod nye højder af ekstase... Men svaret var nej. Selvom det lå indenfor Dorian's evner og erfaringer at gøre dette, og det var helt klart også noget som han gjorde oftest ved folk, så var det ikke noget som han ønskede at gøre mod Avaritia. Det var af den simple årsag af at Avaritia var Avaritia... og Dorian kunne ikke være mere ligeglad med andre.

Dorian smilede over Avaritia's frustration da det ikke lykkes ham helt at få bukserne af Dorian. De var velsiddende af en årsag, men det var klart at det var et problem når de skulle af, men så måtte Avaritia blot kæmpe mere for det. Vis han altså ikke blev for distraheret i sin mission...

"I'll be eagerly waiting for your lovely showcase of oral skills..." havde Dorian hvisket lavmælt i Avaritia's øre. Dorian yndede at distrahere sin bror mere... til at han ikke ville kunne lave nogle sammenhængende sætninger mere, men han yndede også at hans bror skulle kunne trække vejret - så han lod ham trække vejret... for nu.

"You're more than welcome." Dorian smilede stort idet han overværede sin brors reaktion. Han havde virket noget så overrasket, hvilket gav ganske fin mening. Det var nok ikke hver dag at han blev overhældt med en meget fin og dyr rødvin. "I must say... red truly becomes you." Dorian førte derefter en finger over sin brors krop, for derefter at smage på den væske som havde samlet sig på hans egen finger. Det var en yderst delikat smag, som nu havde blandet sig med hans brors fugtige krop. Det gav vinen en kant som for Dorian var yderst tiltagende.

Dorian var i sine egne tanker da han mærkede en mærkværdig trækkende fornemmelse. Det var ikke helt til at forklare men sekunder efter gik det op for ham hvad det var. Hans buksers knapper var sprunget af, og var faldet ned på bordet. Dorian mærkede nu en kølende fornemmelse forneden da hans bukser nu var åbne. Dorian kiggede kort forbløffet ned på Avaritia, hvorefter han gav ham et skævt smil. Han lukkede øjnene nydende imens at Avaritia's hænder udforskede Dorian's nyligt åbenbarede stykke hud. Der løb en kuldegysning idet at Avaritia gled sig igennem Dorian's mest følsomme område.

"I know you did" Dorian lænede sig derefter ned over sin bror igen og kørte begge sine hænder op af lårene på sin bror. Hans fingre efterlod nye mønstre på sine brors ben og gjorte hans hænders tilstedeværelse kendt. "But this way, we get to enjoy it in a new way" Dorian smilede til sin bror inden at han lænede sig helt og kyssede Avaritia på halsen. Han delvis slikkede og nappede området imens at han førte sine hænder op af Avaritia's brystkasse. "Even sweeter than I would've imagined." Noterede Dorian og slikkede sig om munden. "But I know something that would taste even sweeter than that neck of yours..." Han kyssede derefter sin bror på munden, og prøvede at lokke Avaritia's egen tunge frem.

"Almost... but not quite..." Dorian så tænksom ud for en stund inden at han sagde,  "Oh, I think I've got it" Dorian rettede sig derefter op og trådte ned fra bordet. For enden af bordet tog han fat om sin brors hofter og hev ham tættere mod kanten. Han stod nu og smilede ned mod sin bror med et smil som mest af alt mindede om en kat... som lige havde spist en canarie. Med sine hænder plantet godt på Avaritia's ben, spredte han dem hvorefter han tog et godt kig ned mod Avaritia's erigerede lem. Dorian derefter knælede ned mellem benene, og satte sig godt til rette.  "Now this I'm certain will have the kind of sweetnes I crave" Med det sagt plantede han et kys på Avaritia's manddom.

Det havde været let at glemme, som en af dem i toppen, at de alle var ment til at lede. Det var svært at fokusere på andet, når hun var lige der. Superbia. Favoritten lige fra fødslen. Det havde være svært ikke at føle sig andet end frustreret, når ingen mængden af arbejde, træning eller sejre lod til at kunne ændre på det faktum. Intet og ingen var godt nok til at rage den usynlige krone af hovedet, og den evige uovervindelige mine. Det var svært at sige, om de andre søskende havde haft det på samme måde. Måske ikke helt. Flere havde virket mere ligeglade. Haft for travlt med deres egne problemer. Og Valentine kunne ikke bebrejde dem. På trods af at faderen havde haft et ønske om at skabe dem alle sammen – og valgt at holde dem i live (mere eller mindre) – så havde det været kummerlige kår. En balance om konstant at holde dem sultne nok, desperate efter næring, opmærksomhed eller bare noget som helst, som kunne føre dem videre. Fortælle dem, at de var på rette spor. Han havde haft dem i sin hule hånd, og tanken alene fik vreden til at buldre igennem kroppen. Som Grådighed havde han altid ønsket mere. Det havde han havde fået havde knapt været… nok. Det var som at blive vanvittig om og om igen, indtil der en gang imellem brød et lys igennem. Et lys som lige præcis var nok til, at han fortsatte bare en smule længere. Indtil det hele ramlede igen. Sandsynligvis en af de grunde til, at det havde været for svært at fordybe sig i alles verden. Tydelige svagheder blev hurtigt skudt ned. Og selv i smug var det ikke velset at dele den slags, når faderens fordømmende blik ikke lige hvilede over dem. Valentine mærkede det stadigvæk. Han åbnede sig ikke – for der var ikke noget at tale om. Desuden havde det bedre, langt bedre, end den skravlede lille unge, som han havde taget sig ud for dengang. Livet var en dans på roser… og nu var Luxuria igen en del af det. Hvad mere kunne han egentlig ønske sig?

” I’m sure you will, brother…” Valentine lo ordene, næsten stille som en hvisken. Alligevel mærkede han en ny spænding vokse. En fantasi, som han aldrig havde overvejet før, men som pludselig syntes ganske ophidsende. Broderens manddom. Pludselig så velvoksen efter alle disse år, og muligvis meget nær hans eget ansigt ganske snart. Tingene havde sandelig ændret sig, siden de to små blege børn hjalp hinanden med simple ting såsom at finde en rest mad eller en god soveplads. Valentine havde dog ingen intentioner om at klage over udviklingen – selvom han godt kunne komme på en eller to i søskendeflokken, som kunne have en ting eller to at sige. Men de var langt væk – meget langt væk – imens det eneste, som fyldte hans verden, var Luxuria.

Blå øjne betragtede fascineret, hvordan Luxurias finger efterlod en enkelt bleg stribe i et hav af rødt. Den delikate vin der bandt sig til fingeren, blev dog hurtigt opslugt i en mund en tand mere indbydende. Det var med stor tilfredshed, at han fornemmede nydelsen sprede sig hos Luxuria, som fingrene lod kærtegnede hans lem. ”Mhmm” med et smil stemmede han tilfreds i med broderens ord inden, at han glædeligt modtog ham i sin favn endnu engang. Stadigvæk lod han dog fingrene fortsætte deres arbejde – ikke helt så ivrigt, som Luxuria tidligere, da positionen ikke tillod det. Men forhåbentlig nok til, at opnå en god mængde af velbehag, imens tungerne snoede sig om hinanden i et dybt, lidenskabeligt kys.

Først da Luxuria rejste sig igen, fjernede Valentine sin hånd fra indersiden af de gyldne bukser. En vinrød farve afslørede dog hurtigt om håndens tidligere tilstedeværelse, og for et øjeblik, havde blikket svært ved at fokusere på ret meget andet. Det var så lige indtil, at han mærkede et par stærke fingre gribe fat om lårene, hvorefter han mærkede sig selv glide over bordets overflade – blot for at ende placeret helt op af broderen. ”Luxuria…” stemmen var på grænsen til bedende, hvilket i alle andre situationer bestemt havde været ham uværdigt, men alligevel døde resten af sætningen forholdsvis hurtigt. I stedet røg fokus et helt andet sted hen. Kysset mod hans lem sendte et hav af ekstatiske følelser igennem kroppen, og han mærkede hånden søge Luxuria, hvor den lagde sig imod hans kind, imens de blå øjne hvilede intenst mod broderen. Ivrigt afventende hans næste bevægelse.

Dorian følte sig virkelig i sit es under situationer som disse, med de sædvanlige tiltrækkende lyde, fornemmelser og smage. Situationer hvorved man overgav sig fuldstændigt og lod begæret sejre over egoet. Hvor verdenen svandt ind og ens sande indre var i fokus. Men selv med al den erfaring Dorian havde, samt de forskellige oplevelser som han havde erhvervet sig, ville dette være noget helt uventet. Dorian havde i alle sine år ikke lige forestillet sig at han skulle kende smagen på hans egen bror. Men han så i sandhed frem til det. Nemlig da dette var noget som han aldrig havde gjort før... men han var ret sikker på at han havde en masse erfaring som ville være med til at gøre dette øjeblik helt uforglemmeligt... og "himmelsk".

Dorian klemte sin bror kort om låret og gav ham et skævt smil. Det var noget af en udsigt som han havde nu, med sit hoved imellem Avaritia's ben. Avaritia på bordet helt rød af vin og rødmen fra hans eget blod. Blod som raserede igennem hans krop, jo mere tændt som han var blevet. Og rød efter de steder hvorved Dorian havde efterladt sugemærker. Der var få af dem som ville holde, men Dorian havde skam tænkt sig at efterlade mange flere. Som kærlige små påmindelser om Dorian og hans mund over hele Avaritia's krop. Hvert mærke som tegn på at Dorian var der, og at de i sandhed havde fundet hinanden igen. For Dorian kunne knap nok tro det selvom han havde Avaritia i sine arme og foran sig. For, for at være helt ærlig så havde Dorian længe drømt om at møde ham igen. Han havde forestillet sig Avaritia på mange måder og under forskellige omstændigheder. Mange forestillinger havde været hvorved Avaritia var blevet lord et sted og levede omringet af rigdom og guld. Og han var altid smuk. For selv i hans mest skravlede og beskidte tilstand som barn, så havde Avaritia altid for Dorian været smuk... i alle henseende. Han havde dog ikke helt forestillet sig at finde Avaritia i et sted som dette. Dette var nok mere et sted som havde kaldt på hans egen natur. Men Dorian måtte tage det til sig egen sådan som Avaritia funklede som en ædelsten her, omringet af luksuriøsest. Som han fortjente og mere. For dette kunne umuligt være nok for Avaritia.

Dorian mærkede hvordan det sendte små nydende stød igennem kroppen på ham, da Avaritia kaldte ham ved navn, næsten bedende. Se, det var noget som Dorian sagtens ville kunne vænne sig til at høre. Dorian fastholdt Avaritia's eget blik, idet han holdt om hans kind. Det føltes som om der var mere end blot elektricitet i luften. Det var en varme uden lige, og Dorian svælgede i øjeblikket. Hans brors blik var brændende og forblændede. Dorian tog kort og lagde sin egen hånd på sin brors og kyssede den blidt.

"Beg me... and I shall give you more of that which you desire"

Luxuria havde særdeles ret. Hans tanker omkring, at dette umuligt kunne være nok - for det var ikke nok. Selvom Valentine helt bestemt levede en særdeles behagelig tilværelse, hvor han i høj grad stod fri til at gøre, som det passede ham, så var det… simpelt. Han manglede intet. Palæet kunne han vælge at fylde til randen, hvis han virkelig ønskede - med guld, elskere, kunst, mad. Hvad end hjertet begærede. Men hans natur tillod ham ikke at hvile på laurbæren. Det sidste han egentlig ønskede var at ende op som en eller anden fed, doven huskat, henslængt i en gylden sofa til evig tid. Og selvom han ellers ganske nemt kunne forestille sig mere end én af sine yngre søskende have lige præcis den drøm, så var det ikke ham. Han var Grådighed. Han måtte have mere. Han måtte videre. For det var aldrig nok. Tiden nærmede sig hastigt til hans næste skridt. Han kunne mærke det i sin krop, som en voksende uro der hele tiden blev større. Han manglede bare at finde ud af helt præcist, hvad næste skridt indebar før, at han rigtig kunne slå til. Men. Den sorg, den tid. Ikke noget, som han havde tænkt sig at dvæle ved nu, hvor Luxurias indbydende skikkelse tårnede sig op over hans blottede manddom. Nej, livet var ganske sorgfrit lige i øjeblikket.

Valentine lod de blå øjne følge læberne, som placerede endnu et ømt kys mod hans hånd, og mærkede kroppen skælve svagt ved tanken om, hvad de læber ellers kunne gøre, et ganske særligt sted. Alligevel var der noget, som vred sig ubehageligt i ham. Tiggen. Egentlig en simpel forespørgsel, og havde det været en hvilken som helst anden, så var der  måske en chance for, at han havde fulgt ordre uden at tøve. For han kunne skam være submissive - var stemningen til det. Men det var altså ikke hvem som helst, som gav ordren. Det var Luxuria. Hans bror. Familie. Og lige præcis blandt søskendeflokken havde den slags ikke ligefrem været specielt velset. Da slet ikke hos en, som Valentine. En relativt høj stående - men aldrig højt nok - medlem af flokken, som bestemt ikke lod sig føje uden videre. Men så igen… hvem var han som dødssynd, hvis ikke den som tillod sig selv at nyde lige netop det, som han ønskede sig allermest, lige det øjeblik? Hvis ikke, han tillod sig selv at falde for den åbenlyse fristelse foran ham, som hviskede åh så søde ord? En fristelse med en stemme og med et blik, som kunne knække selv de mest sejlivede sjæle… hvem var han så at sige nej? For det var jo i virkeligheden skræmmende simpelt. Han vidste hvad han ville have, og han vidste hvad der skulle til for at få det. Alt han skulle vat blot at åbne munden. Sige ordene, som allerede lå på tungen, og tryglede om at blive lukket ud. Han mærkede kæben løsne sig. Kroppen slappede af endnu engang, som han hviskede ordene. “Brother… Please… I need you.”

Desperationen i stemmen smagte bittersødt, blandet med vinen fra tidligere. Men han havde brug for ham. Nu. Til at slukke tørsten, som hans tilstedeværelse havde skabt i kroppen. En kilde som pludselig syntes bundløs, og kun Luxuria syntes at vide, hvordan man kunne fylde den. Det var ydmygende. Men det var sandheden. Pulsen steg, som han lå der. Nøgen. Afventende. Blottet på en anden måde, end han havde følt sig meget, meget længe.

Det ville være interessant at se om Dorian i sandhed kunne få Avaritia til at tigge om nydelse. Dorian havde allerede set og oplevet, at han kunne få sin bror til lidt at hvert - men i bund og grund var der noget, som stridtes imod begge af deres natur. Det havde noget at gøre med begge deres rang som de havde i familien samt med deres opvækst. For i bund og grund så var Dorian den yngre af de to brødre, og ikke nok med det så var Avaritia anden kommanderende i deres faders lille hær. Så på mange måder burde dette slet ikke finde sted, men igen det var kun hvis man virkelig satte en ære i noget som helst... eller havde samme moralske og etiske kompas som dem som ville være imod dette. Det havde Dorian ikke. Han havde smidt sådan noget bort for, for længe siden... Hvis han nogensinde havde haft det. Selv den lille del af ham som fortalte ham at han selv burde være underdanig for Avaritia blev hurtigt kværket. Især når det faktisk klædte Avaritia så fint at være under Dorian. Og at høre hans storebror tigge helt klart ville føles fantastisk... Hvis Avaritia kunne få sig selv til det, men så meget som han brændte med begær... mon ikke det ville være muligt? Ellers så måtte Dorian bare skrue bissen på og gøre Avaritia mere desperat. Noget som han var sikker på at han sagtens ville kunne sådan som dette møde hurtigt havde taget en lækker drejning.

Men det blev der næppe brug for, for Dorian kunne mærke hvordan Avaritia fortsat gerne ville slippe taget på sig selv - og hvordan han blot ønskede at nyde dette. Andet var der ikke for. Det var så simpelt igen. Folk gjorde det altid meget mere kompliceret end det i virkeligheden var. De mente at der var mere bag det og snørklede veje som de var nødsaget til at tage for at få hvad de virkelig ville have. Men i bund og grund var begær og lyst bare meget simpelt. Det var bare om at gøre som man ønskede sig... Ikke så megen tænken, men mere følen... Mere instinkt. Det simpleste af det simpleste. Et væsens kerne...

Det sendte elektricitet igennem kroppen på Dorian idet han hørte Avaritia lavmælt bønfalde ham. Men mest af alt var det også detaljen med at Avaritia havde brug for ham. Det gjorde noget ved Dorian at vide at han var ønsket. Ikke at han sådan havde oplevet at være totalt uønsket, men at være begæret og ønsket på denne måde af Avaritia føltes bare meget anderledes... og fantastisk. Desperation klædte skam Avaritia. Især denne type, men det sagde jo også sig selv. Man var vel lyst.

"Then have me you shall..." sagde han lavmælt inden at han tog Avaritia i sin mund igen og langsomt begav sig til at smage mere og mere af ham. Med lukkede øjnene fik han arbejdet sig mere og mere nedad Avaritias lem - til han til sidst nåede ned til roden. Han skabte et vakum med sine læber inden han langsomt kørte op igen til spidsen for at give det et vådt kys. Dette gjorde han et par gange for at få godt gang i Avaritias allerede stigende puls. Da han havde gjort det nok ville Dorian åbne sine øjne for at kigge på Avaritia og hans reaktion... for derefter at overøse Avaritias lem med "kærlighed" fra hans tunge af.

Dorians hænder ville i mellemtiden have travlt med at kærligt klemme Avaritia følsomme steder som hans inderlår, balder og lem for yderligere at stimulere ham. Han skulle trods alt ikke mangle noget opmærksomhed.